De smagte vine er sponseret af producenten
Alene
etiketterne er et nærmere bekendtskab værd. Fantasifulde, finurlige og
farverige, så der må stå en kreativ kunstner bag. Og ganske rigtigt.
”Etiketterne
er lavet af en kunstnerven, jeg har,” fortæller Sofia Caldeira, der har taget
imod mig i det flot beliggende hus i den lille by Seixal på nordsiden af
Madeira.
Pavillonen i haven er holdt i rødlige farver, der matcher den flotte bougainvillea foran udsigten ned mod stranden og langs klippekysten. Et smukt sted til en lille vinsmagning med tilhørende lækre petiscos.
Bedstefars
land, Terras do Avõ. Sådan hedder det brand, som familien Caldeira står bag. Og
den er god nok, for vinmarkerne stammer fra Sofia Caldeiras bedstefar og gik i
arv til faderen Duarte Caldeira, der i 2008 etablerede vinfirmaet ”Duarte
Caldeira & Filhos – Seixal Wines” med sine tre børn, hvor Sofia er den
ældste. Såvel far som ældste datter er uddannet som landbrugsingeniører.
”Vi har 3,5
hektar vinmarker, som er fordelt på hele 32 forskellige parceller rundt om i
området, men vi køber også druer fra andre. 95 % af vores egne druer er røde og
kun 5 % hvide, da det er lettere at købe hvide druer ind,” fortæller Sofia.
Der
produceres årligt 10.000 flasker af henholdsvis hvidvin og rødvin. Dertil
kommer 1.200 flasker Espumante lanceret i 2016 og af et par gange næsten 5.000
flasker rosévin. Vinificeringen foregår på vininstituttets (IVBAMs) Adega i São
Vicente, ligesom det gælder for størstedelen af de kun 14 producenter af
bordvin på øen. Winemakere er Paulo Laureano og João Pedro Machado.
Vinene
sælges på Madeira herunder i restauranter, men eksporteres også til fastlandet
til f.eks. El Corte Inglés og vinbutikken Garrafeira Nacional, ligesom de
findes i toprestauranter som Belcanto i Lissabon og Rui Paulas DOP og Casa de
Chá da Boa Nova i Porto, hvilket vidner om god kvalitet.
I alt
omfatter porteføljen otte forskellige vine fra Terras do Avô, hvoraf jeg smagte
følgende:
Branco
2017: 100 %
Verdelho. Lys grøngul. Citrus, grønne æbler, en smule passionsfrugt
og blomster. Sprød med
stor friskhed og høj syre, citrus og grønne æbler, let saltet.
Branco
Grande Escolhas 2017: 100 % Verdelho, men lavet på det første afløb. Mere
kompleks næse, stadig citrus og grønne æbler, men med lidt tropisk underlag.
Mere nuanceret i munden, federe og riger struktur, tør med dejlig mineralitet.
En flot vin.
Tinto 2017:
Blend af især Tinta Roriz, Touriga Nacional og Syrah samt lidt Merlot og
Carbernet Sauvignon. Rubinrød. Fin duft af røde bær, lidt solbær, sort peber,
lidt mokka og blomster, godt krydret. Fint balanceret i munden med god frugt og
syre samt pænt med tanniner. En elegant vin i international stil.
Tinto Grande Escolhas 2016: Blend 65 % Syrah, 21 %
Merlot, 12 % Touriga Nacional og 2 % Tinta Roriz. Rubinrød. Ekspressiv næse med blomster,
kirsebær, skovbær, mørk chokolade, let parfumeret. Elegant og godt balanceret
med røde bær og florale noter, stor elegance, bløde tanniner.
Espumante 2015: 100 % Verdelho, lagret 5 år. Lys gulgrøn med pænt med bobler.
Æbler, brødkrummer, blomster og lidt abrikos. Dejlig tekstur i munden, fyldig,
sprød og lækker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar