De smagte
vine er sponseret af producenten
Lad det være
sagt med det samme. Det er en gennemført lancering, Alexandre Botelho står bag
med sit nye portvinsbrand Porto Dos Santos (dos Santos betyder af de hellige).
Det gælder stilen, hvad angår etiketter, og det gælder indholdet.
At kalde Dos
Santos et nyt brand, er dog en sandhed med modifikationer. Der er nemlig rent
faktisk tale om en relancering af et gammelt brand, som har tilhørt familien,
men som der har været stille om i godt 100 år.
”Da dette
projekt er mit eget, besluttede jeg at genoplive det gamle familiebrand, som
var et meget dynamisk portvinsselskab i slutningen af 1800-tallet og
begyndelsen af 1900-tallet. På denne måde hylder jeg min egen familie og arv,”
fortæller Alexandre Botelho, der inden da var involveret i en anden relancering
med portvinsmærket Noble & Murat.
Det oprindelige
firma blev etableret i 1836 og opnåede snart stor succes på især det
brasilianske marked med portvinen ”Dona Othilia”. Ejeren sidst i 1800-tallet,
Amando dos Santos Ferreira Pinto, levede et lidt udsvævende bohemeliv i Porto
og Paris under Belle Époque – altså ikke helt ulig Adriano Ramos Pinto, som
grundlagde Ramos Pinto, der ligeledes havde stor succes i Brasilien på det
tidspunkt. Efter Amandos død blev selskabet og lagerbeholdningen solgt til
anden side og snart blev der stille om Dos Santos.
Alexandre
Botelho fortæller, at familien stadig har nogle gamle flasker fra det gamle
brand. Stilen var typisk for tiden og markedet - og overraskende nok ikke så
sød, men mere elegant. Med relanceringen har han dog ikke forsøgt at efterligne
den gamle stil, men har villet skabe sin egen.
”Det gode
ved at skabe sit eget brand er muligheden for at realisere sin egen stil, som
kan identificere huset. Vinene er summen af forskelligt materiale fra mange
forskellige steder i Douro. Hver af disse komponenter bibringer med deres egen
signatur til det færdige blend. Jeg arbejder heldigvis stadig sammen med
winemaker og masterblender Jaime Costa, hvilket er et stort plus,” siger han og
uddyber:
”Jeg stræber
efter at lave en mere elegant, frisk og tør stil – fra halvtør for de rødes
vedkommende til tør for de hvide . Hvad angår LBV og Vintage vil man kunne
forvente min personlige matrix, mere tørre og strukturerede portvine med godt
med tanniner – traditionelle og ufiltrerede og derfor velegnede til lagring.”
Druematerialet
kommer fra forskellige marker i såvel Cima som Baixo Corgo, da selskabet ikke
selv ejer hverken vinmarker eller produktionsfaciliteter. Det gælder bl.a.
områder som Sanhoane, Valdigem, Canelas og Vale do Rodo.
”Douro har
en næsten uendelig række variable, som kan producere forskellige stilarter,
smagsprofil og karakteristika. Magien ved portvin som resultat af et blend er,
at dine muligheder kun er begrænset af, hvor langt du vil gå, og hvad ud vil,”
forklarer Alexandre Botelho.
Hvad angår
designet af etiketter er der til gengæld skævet tilbage i tiden til Belle
Époque og Art Nouveau – en stil, som også var en del fremme i slutningen af
1800-tallet i portvinens verden, men også kendes fra fx Vermouth-flasker.
”Etiketterne
er inspireret af den stil, de portugisiske portvinsselskaber brugte under Belle
Époque. Jeg prøvet at genskabe traditionen og symbolikken i den provokerende og
forførende æstetik.”
Designet er
umiddelbart ens for hele porteføljen – og så alligevel ikke. Igen går skriften
og den ornamenterede ramme med tegninger af vinranker, satyrer og forgørende
kvinder – lidt forskellige fra flaske til flaske. En stil som også kendes fra
især datidens Ramos Pinto."De hvide portvine er holdt i turkise farver, ruby
i røde og tawny i brune farver – jo ældre, des mørkere og med diskret angivelse
af typen i midten.
Den første
lancering gjaldt seks forskellige portvin, og her i starten af februar følger
så den første LBV. Men mere er på vej, oplyser Alexandre Botelho:
”Jeg vil
naturligvis udvide med først LBV og så Vintage Port, når Jaime Costa og jeg
mener, at der er tale om et klassisk år. Og så stræber vi efter at udvide såvel
de hvide som tawnies med 30 og 40 års samt Colheitas.”
Hvor Vintage
og de fleste LBV´er er ufiltrerede for at øge kompleksiteten og
lagringspotentialet, er det mere usædvanligt, at Ruby Reserve fra Dos Santos
også er ufiltreret. Alexandre forklarer:
”Jeg ønskede
en på en gang mere kompleks, elegant og tilgængelig Ruby, som er anderledes.
Derfor bruge jeg Ruby portvine fra Baixo Corgo med fin balance og elegance, så
både nybegyndere og erfarne portvinselskere kan drikke den samtidig med, at den
kan udvikle sig et par år på flasken og få flere nuancer,” slutter han.
Jeg har
smagte hele porteføljen på nuværende tidspunkt inklusiv en fadprøve på den nye
LBV. Vinene blev smagt over to dage ved lidt forskellige temperaturer.
Ruby Reserva:
Ufiltreret med i gennemsnit 6 års lagring på kastanjefade. Mørk rubin, næsten
uigennemsigtig kerne. Solbær, hyldebær, mørke kirsebær, blommer, mørk chokolade
og lidt mokka samt let krydret tone. Frisk og medium tør med godt med frugt,
mørke kirsebær med en del syrlighed, mørk chokolade, lidt friske urter og
pebermynte, velbalanceret, god struktur med høj syre og bløde tanniner. Fint
eksempel på en noget overset kategori (88).
LBV 2018
(fadprøve): Mørk, næsten uigennemsigtig med lilla kant. Masser af ung frugt,
solbær, brombær, mokka og mørk chokolade, lidt grønne urter og esteve. Tæt og
fyldig i munden med godt med mørke bær, solbær og lidt urter, fin tekstur, tør,
rimelig kompleks og med godt med integrerede tanniner og fint
udviklingspotentiale, lang hale med tørre tanniner. En potent og holdbar LBV og
et fint køb til prisen (91).
White Reserva:
Gennemsnitlig 6 års lagring. Ravfarvet med lidt lys kant og orange skær Diskret
næse, som dog åbnede lidt op med abrikos og sød marcipan samt lidt citrus og en
smule muskatnød, som temperaturen steg i glasset. Fin fylde i munden med abrikos,
citrus, mandel og lidt honning, let krydret undertone, diskret oxidation, frugtsødme
men ellers medium tør, frisk og med fint syrebid i halen (87).
10 års White:
Gylden ravfarvet, lidt mørkere end reserva, flot skær. Fin duft med tørrede
frugter, fersken, abrikos, mandel samt lidt kokos. Dejlig frisk i munden med
tørrede abrikoser, citrusfrugt og lidt kokos, høj syre, tør, pæn kompleksitet, rimeligt
udviklet af sin alder. Et dejligt gastronomisk glas, som fx ville kunne gå til
karryretter, skaldyr eller foie gras, flot vin til prisen (90).
Tawny
Reserva: Mørk rødbrun med lidt lysere kant. Tørrede frugter og en smule bærpræg,
syltede kirsebær, nødder, krydderier og lidt mokka. Ok fylde med nødder,
tørrede frugter, figen, valnød samt stadig lidt primær frugt, høj balancerende
syre, markant syrebid i halen. Vellavet, men dog ikke så kompleks (87).
10 års Tawny:
Mørk tawnybrun med ravfarvet lysere kant. En smule mørke syrnede kirsebær i
næsen, men også nødder, tørrede frugter og krydderier, rimelig intens. Kraftig
og fyldig i munden med tørrede frugter, lidt diskret bærpræg, mokka, valnød,
høj syre og flot balanceret, halvtør, lang dejlig hale. Rimelig udviklet og
vellavet, en udmærket repræsentant for typen (91).
20 års Tawny:
Tawnybrun med lysere orange kant, medium intens, flot skær. Ekspressiv med nødder,
tørrede figner, mandel og lidt cigarkasse i næsen, let krydret. Frisk, blød og
elegant i munden, men også fyldig og let cremet uden at være fed, hasselnødder,
tørrede frugter og lidt appelsinskal samt krydret bund, fint balanceret, medium
tør stil med fin kompleksitet og anstrøg til de tungere fadnoter som balsamico.
Et glimrende glas (92).
Porto dos
Santos importeres af The Wine Company, som forventer at have vinene hjemme
sidst i februar, dog ikke Tawny Reserva i første omgang.
Artiklen har også været bragt i Vinbladet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar