mandag den 13. februar 2023

Quinta do Pégo Vintage 2020

 

Den smagte vin er sponseret af importøren

 

Når det drejer sig om portvin i Danmark, er Karsten Søndergaard svær at komme udenom – både i kraft af sin importvirksomhed og det faktum, at han har sin egen quinta i Douro og sit eget portvinsbrand, Quinta do Pégo.



Efter sigende startede Karsten Søndergaards entré i vinbranchen med højtryksrensere, som han begyndte at sælge til vinproducenter. Dernæst begyndte han og hustruen Anne-Marie i 1978 så småt at importere vin til Danmark under navnet Amka som en sammentrækning af deres fornavne. Siden udviklede det sig, så Amka – med aflæggere som Best Selection og Jysk Vin – i dag er en af de helt store spillere på markedet med import fra det mest af verden.

Ser vi alene på Portugal tæller porteføljen både bordvin (fx fra Cortes de Cima i Alentejo, men også fra Vinho Verde og Dão) og hedvine i form af Henriques & Henriques fra Madeira og ikke mindst portvin fra Taylor´s, Quinta do Vale Meão, Rozès og selvfølgelig Quinta do Pégo.

Det var i 2000, at Karsten Søndergaards ejerskab af Quinta do Pégo startede, idet han sammen med portugisiske Rogério Leandro da Silva (tidligere Cálem) købte vingården, som ligger på sydsiden af Douro mellem Régua og Pinhão, synlig fra hovedvejen N222. Allerede i 2003 blev han eneejer, og sådan har det været siden. Der skulle et større restaureringsarbejde til af såvel bygninger som vinmarker, men i dag fremstår ejendom flot med sit lille eksklusive hotel, restaurant og besøgscenter.



Selve quintaen kan dateres tilbage til 1548 og var – som så mange andre vingårde – i en periode ejet af selveste Dona Antónia Ferreira.

Søndergaard samarbejder tæt med Rozès, som lægger produktionsfaciliter og lager til. Som winemaker benyttede Quinta do Pégo sig i en del år af den nu afdøde sydafrikaner Wouter Pienaar samt Rozès´ winemaker Manuel Henrique da Silva. Produktionen omfatter såvel bordvin som portvin samt olivenolie. Selv om en special 10 års Tawny (baseret på et og samme års høst) og Colheita indgår i porteføljen, er det især hvad angår LBV og Vintage, at Pégo har udmærket sig med velsmagende og vellavede vine til fair priser.

Jeg fik tilsendt en flaske af den nye Vintage 2020. Vinen blev smagt over to dage.

Quinta do Pégo Vintage 2020: Blend af 35 % Touriga Franca, 30 % Touriga Nacional, 25 % Sousão og 10 % Tinta Roriz. Mørk rubin, næsten sort, tæt og uigennemsigtig med lilla kant. Masser af solbær, hyldebær og ung frugt, men også lidt florale noter samt lidt frisk krydderurt, mynte og kakao. Ungdommelig og blød, med også med fint med tanniner og pæn syre, igen solbær og hyldebær samt mørk chokolade og en krydret undertone, en lille tendens til kogt frugt. Ikke så kompleks, men ganske delikat. Fin drikkelig nu, men også med medium potentiale, ok køb til prisen (91).

 

Læs nærmere om Quinta do Pégo her og læs min omtale af deres Vintage 2017 her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar