Tilbage i 2009 var jeg på min første store tur til Douro i selskab med venner fra The Vintage Port Club og samtidig med det mål at lave en rejsereportage til Danmarks Radios P1 om portvinens land. I den forbindelse interviewede jeg Miguel Roquette fra Quinta do Crasto om det dengang forholdsvis nye tiltag The Douro Boys – en sammenslutning af fem familieejede producenter: Quinta do Vallado, Niepoort, Van Zellers & Co (den gang Quinta Vale de Maria), Quinta do Vale Meão og altså Quinta do Crasto.
Målet med
initiativet var konstruktivt samarbejde og intens markedsføring for at sætte
bordvin fra Douro på det globale vinkort og altså vise, at regionen kan andet
end at producere fremragende portvin. Den kan levere lige så dejlige rødvine og
med tiden også hvidvine.
Missionen må
siges at være lykkes. Produktionen er øget kraftigt, antallet af producenter
ligeså, og vinene fra Douro er blevet kendt verden over for deres gode kvalitet
og generelt fornuftige pris. De internationale vinblade har ofte et par vine fra
Douro med, når de kårer årets bedste vine. Så selv om Douro Boys selvfølgelig
ikke har været alene om at skubbe til udviklingen, er der god grund til, at de
i år kan fejre 20-året for etableringen i 2003.
Dette skete
nyligt ved et større event i Porto under overskriften ”Luxury of Time”, hvor de
havde inviteret en mindre skare af vinskribenter og sommeliers fra hele verden
ned til en stor smagning af gammel portvin fra 1860 og frem, smagning af ældre
Douro vine samt lanceringen af to nye vine i Douro Boys navn. Jeg var til stede
som eneste repræsentant fra Danmark, og derudover talte kredsen bl.a. gode bekendte
som tyske Axel Probst fra World of Port, Sarah Ahmet fra Decanter, den
hollandske vinskribent Lars Daniels og den engelske forfatter og
portvinsekspert Richard Mayson.
En fyldig
omtale med noter vil senere på året blive bragt i Din Vinguide, ligesom noter
fra portvinssmagningen også senere vil blive bragt her på bloggen. Nu og her
vil jeg derfor kun fokusere på de to nye fælles vine.
De to vine var henholdsvis en jubilæumscuvée og – for første gang – en Very Old Tawny. Fælles for dem er, at de fem producenter har bidraget ligeligt. Til rødvinen har alle fem således indleveret hver to fade med rødvin fra 2021 høsten, mens den gamle Tawny er blandet af portvin fra syv forskellige fade, hvor den ældste er fra 1860´erne. Og det er ikke ligegyldige vine, der blev brugt. Crasto leverede f.eks. to fade fra den eksklusive enkeltmarksvin Vinha da Ponte og Niepoort to fade Batuta, ligesom de øvrige producenter også var gavmilde og bidrog med deres bedste materiale. Selve vinificeringen foregik på Quinta do Vale Meão.
Jubilæumscuvéen
er fremstillet i 1.350 magnumflasker, mens den gamle tawny bliver udsendt i 950
flasker. Hovedparten af begge vine blev solgt en primeur umiddelbart efter
præsentationen i Porto i sidste uge, resten gemmer de fem hos sig selv til
særlige lejligheder.
Her er mine noter
på de to vine, som blev smagt ved lanceringen i Porto:
Anniversary
Cuvée 2021: Mørk rubin. Mørke kirsebær og florale noter, tydeligt præg af
touriga nacional i næsen. God frugt og friskhed i munden med mørke kirsebær,
krydret og floral, god struktur og dejlig kompleksitet, pænt med bløde
tanniner. En dejlig og mere drikkeklar vin end forventeligt for så ung en vin,
men også med stort potentiale for lagring (94).
Anniversary Very Old Tawny Port (fadprøve): Fin tawnyrød med orange kant. Tørrede frugter, appelsinskal, nøder. Rimelig frisk og elegant med også med fed struktur, nødder, citrus, tørrede frugter og appelsinskal, god balancerende syre og dejlig kompleksitet samt lang hale. Absolut velsmagende og vellavet (95).
Det er i
øvrigt ikke første gang, at Douro Boys fejrer sig selv med lanceringen af vine
i deres fælles navn. Allerede i 2005 udsendte de deres første jubilæums cuvée,
i 2013 fejrede de 10-året med en jubilæums cuvée samt en Vintage Portvin og i
2018 blev de 15 år fejret med endnu en cuvée og en Vintage 2017.
Turen til Porto var sponseret af Wine & Partners og Douro Boys
Ingen kommentarer:
Send en kommentar