tirsdag den 20. maj 2025

On Tuscany - ny vinbog kommer vidt omkring



Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget


Der findes forskellige typer af vinbøger. Generelle og leksikale opslagsværker. Bøger med fokus på enkelte emner som f.eks. terroir eller de tekniske aspekter af vinfremstilling. Bøger, som omhandler et bestemt land, en bestemt region eller en bestemt vintype.

Men det er ikke kun emnemæssigt, der er forskel. Der er også forskel på, hvordan de er skrevet. Nogle er oplysende, faktuelle og informative, men bærer også præg af at være mere tør pligtlæsning, som gør en klogere. Andre er en fornøjelse af læse i sig selv og fulde af fortælleglæde og ”storytelling”.

Antologien ”On Tuscany”, som udkom sidste år, hører til sidstnævnte kategori. Undertitlen lyder da også ”Wine tales from the heart of Italy”. De 38 artikler er godt og medrivende skrevet og for en dels vedkommende af store kapaciteter på området. Samtidig kommer bogen godt rundt om de forskellige aspekter af vinregionen Toscana. Ja, ikke bare det. Vi kommer også bag om og hører om historie, kultur og gastronomi som f.eks. olivenolie og trøfler. For som det hedder i en af artiklerne, er mad og vin ideelle partnere og mere end noget, der blot skal spises og drikkes: ”In Tuscany, what is on the plate or in the glass is not just something to fill the stomach. It is culture, history and identity”.

Bogen er opdelt i hovedafsnit, der hver rummer essays om forskellige aspekter af et tema. Forhistorien og jorden, druesorterne, Chianti Classico, Super Toscanere, de to mindre underregioner Montalcino og Montepulciano, winemakerne og andre vinpersonligheder samt kulinariske afstikkere.

I Curzio Malapartes artikel fra 1956 ”The Wild Winds of Tuscany” hører vi f.eks. om Toscana fire store vinde, som dog ikke er ”vores vinde” samt en femte i overført betydning, der udgøres af landskabet og kulturen. ”This wind has a slightly bitter base, like our olive oil, like true Chianti, like the fish in the Arno, like the wit, irony, laughter and easy urbanity of the Tuscans…”. Her er det ikke vinen, som er i fokus, men landskabet og atmosfæren rundt om vinproduktionen.



Et par artikler har fokus på de mindre kendte, men spændende druesorter Canaiolo og Ciliegiolo, som selvsagt står helt i skyggen af Sangiovese. Vi kommer på tur rundt i vinmarker og landskaber og lærer om terroiret og de forskelle, det giver for druerne og vinen. Vi hører om den gamle bastflaskes historie og møder en række af de betydningsfulde mennesker, som har været med til at udvikle regionen, hvad enten det gælder Chianti Classico appellationen eller ”opfindelsen” af Super Toscanere. Det gælder f.eks. Giovanni Brachetti Montorselli, Luigi Veronelli, Piero og Lodovico Antinori, Lamberto Frescobaldi og Giacomo Tachis.

Tidsmæssigt spænder teksterne vidt fra Francesco Redis digt ”Bacchus in Tuscany” fra 1685 over Hester Lynch Piozzis rejseberetning fra 1789 og D.H. Lawrences essay om etruskiske steder fra 1932 til samtidige vinartikler fra 2024. Blandt bidragsyderne kan nævnes kapaciteter som Jane Anson, Hugh Johnson, Andrew Jefford og Jancis Robinson. Sidstnævnte skriver sammen med Walter Speller informativt om druesorten Sangioveses historie og karakter. I det hele taget giver bogen fin indsigt i såvel druesorter som de klassiske vine fra regionen, men også i de nye veje toscansk vin bevæger sig.

Alt i alt er bogen både til at blive klogere af og en fornøjelsen af læse. Alle artikler er selvfølgelig ikke lige interessante, og enkelte virker inkluderet blot for at give historisk og emnemæssig bredde eller poetisk kolorit. Samtidig er bogen fint illustreret. Efter endt læsning er min lyst til et genbesøg i Toscana blevet vækket. Indtil da, må jeg vel nøjes med et glas eller to.

 

Susan Keevil (red.): On Tuscany. From Brunello to Bolgheri. Wine tales from the heart of Italy”. Academie du Vin Library 2024, 272 sider. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar