Hedvinsfestival april 2025

Når vi taler hedvin, er Danmark især et portvinsland. Det har også i mange år været min favorit og er det stadig. Men det betyder ikke, at jeg ikke sætter pris på andre typer af hedvin som sherry, madeira og moscatel. Det gør jeg – og i stigende grad, som jeg har lært dem bedre at kende.

Henrik Oldenburg, som er ”opfinderen” af portvinsfestivalerne herhjemme, lancerede i 2019 en sherryfestival, afholdt på Det Ny Teater i København. Målet var at slå et slag for den trængte sherrys udbredelse, hvorfor han også udgav en lille bog om sherry, ”Sherry, Tapas, Skinke”.

I erkendelsen af at tilslutningen fra såvel publikum som udstillere ikke var overvældende, blev festivalen i år udvidet til at omfatte alle former for hedvin. Billetsalget var da også gået bedre i år end ved seneste sherryfestival, fortalte Henrik Oldenburg mig.

Hvad blev der så budt på? Et bredt udvalg, som godt nok ikke omfattede alle typer hedvine, men de fleste. Jeg synes i al fald ikke, at jeg så noget marsala, men kan selvfølgelig have overset det. Og samtidig såvel hedvine til mere overkommelige priser som fra øverste hylde.

Som vanligt blev der ikke taget noter, så her følger blot en gennemgang af, hvad jeg smagte, tilknyttet enkelte kommentarer og listet type for type (men ikke smagt i oplistet rækkefølge).

 

Sherry

Jeg lagde ud med sherry i den tørre ende af spektret. De helt søde lavet på Pedro Ximénez er og bliver ikke lige mig. Til gengæld synes jeg de tørre er fremragende, f.eks. til tapas, som vi danskere jo har taget til os.

Hos Laudrup Vin smagte jeg tre udmærkede vine fra Bodegas Rey Fernando de Castilla, som blev grundlagt i 1960´erne og blev overtaget af norske Jan Pettersen i 1999. Jeg lagde ud med den helt tørre Fino En Rama, efterfulgt af deres Amontillado Dry Classic og Oloroso Antique. Tre flotte vine, men såvel fin fylde og flot syre.

Et tilsvarende sæt fra Sánchez Romate blev smagt hos Holte Vinlager. Altså først deres Marismeño Fino, efterfulgt af NPU Amontillado og Don José Oloroso. Især sidstnævnte var udmærket.

Fortsættelse fulgte hos Mac Y, som præsenterede sherryhuset Bodegas William & Humbert. Her havde såvel Amontilladoen som den glimrende Oloroso 15 år på bagen. Alle tre bar i øvrigt brandnavnet Don Zoilo.

Hos sherryspecialisten Vinos Al-Ándalus gik det stærkt med at smage et udvalg af de mange medbragte vine fra to huse, Bodegas Portales Pérez og Primitivo Collantes. Og der blev faktisk indledt med lidt vine, som ikke var sherry, men tørre hvidvine, hvoraf et par var lagret på sherryfade. Ellers smagte jeg bl.a. en tør Fino og en tør, lidt afdæmpet Manzanilla, en meget dejlig og dyb Manzanilla Passada en Rama Los Caireles fra Bodegas Portales Pérez, en udmærket Amontillado Fossi fra Collantes samt en meget fyldig og flot, men også lidt kantet Palo Cortado Los Caireles fra Portales Pérez. Spændende huse fra en entusiastisk importør, som også har andre producenter i sin stald.

 

Madeira

Der var også rige muligheder for at smage madeira, idet de store huse Justinos, H.M. Borges, Blandy´s og Barbeito var til stede.

Jeg valgte at fokusere på en ny serie fra Justinos hos Erik Sørensen. Fanal kalder de serien og her satses der på økologi, hvilket er en sjældenhed fra øen i Atlanterhavet. Jeg smagte deres 5 års Tinta Negra, som er certificeret økologisk, deres 10 års Rainwater og deres 15 års Extra Reserve. En spændende serie.

Læs i øvrigt om mit besøg hos Justinos for nogle år siden her.

 

Licoroso de Pico

En anden portugisisk ø, nemlig Pico i Azorerne, har også deres egen hedvin. Licoroso de Pico er sådan set en gammel tradition, men synes at have fået en renæssance de senere år, ligesom de nu også er kommet til det danske marked. Ved vinfestivalen Essência do Vinho i Porto i februar var vinen Czar fra Fortunato Garcia således blandt de hedvine, som blev smagt ved den årlige Top 10 smagning.

Hos Vinho var der mulighed for at smage vine fra kooperativet Ilha do Pico. Jeg smagte deres helt tørre Lajido do Pico fra 2004 med kun 16 g. restsukker, en Lajido Fine Old Reserve samt en 10 års og en 20 års. Især sidstnævnte var utrolig dejlig og spændende, og er man til hedvin er det en god idé også at prøve kræfter med Licoroso de Pico.

Carcavelos

En anden mere ukendt portugisisk hedvin kommer fra hovedstadsområdet, nærmere bestemt Carcavelos midt mellem Lissabon og Cascais. Området var faktisk blandt de første, der blev demarkeret i Portugal tilbage i 1908, men vinmarkerne svandt ind efterhånden som Lissabons forstæder bredte sig vestpå, og der skulle anlægges motorvej langs kysten. Faktisk var det en kommunal indgriben i 1997, som gjorde at den lille region overlevede. Kommunen gik sammen med et vininstitut om at restaurere de få tilbageværende marker og begyndte at producere vin igen under brandet Villa Oeiras. Oeiras er netop kommunes navn.

Hos Juul´s var der netop mulighed for at smage et par udgave af hedvinen fra Villa Oeiras i form af en 7 års og en 15 års vin. Sidstnævnte var et flot, dejligt glas. Senere på året skal jeg i øvrigt skrive en artikel om den lille region til vinbladet Din Vinguide.

 

Moscatel

Knap så ukendt som hedvinene fra Pico og Carcavelos, men i skyggen af madeira og portvin er de portugisiske moscatel-vine, som findes i to udgaver Moscatel do Douro og den mere kendte Moscatel de Setúbal.

Det var sidstnævnte, der kunne smages hos Nordjysk Vinimport, som importerer den store, men også meget kvalitetsbevidste producent José Maria da Fonseca. I denne omgang smagte jeg kun Alambre 20 og ditto i 40 års udgave. Uhyre komplekse vine med en imponerende syre, som balancerer sødmen. Med havde de også de to spændende moscatelvine tilsat henholdsvis cognac og armagnac. Et par lækre vine, som jeg tidligere har smagt og skrevet om (læs f.eks. her).

Nordjysk Vinimport havde også deres nye, udmærkede portvinshus Menin med på festivalen. Dem sprang jeg dog over i denne omgang, men min tidligere omtale kan læses her.

 

Vermouth

Der er nok ikke alle, som regner vermouth med blandt hedvinene. Men det er det – og der er lang vej fra spændende vermouth fra Italien og en lang række andre lande til ungdommens hvide søde Martini. Efter sigende skulle vermouth være in igen, og de par vine, jeg smagte ved hedvinsfestivalen, bekræftede, at der er spændende oplevelser at hente. Malurt og forskellige krydderier og urter er ingredienserne i denne forstærkede vin.

Hos Juul´s smagte jeg først en helt tør og i øvrigt økologisk Volata Vermouth Dry og dernæst en spændende, rigt krydret rød Cocchi Dopo Teatro Vermouth Amaro, som ganske rigtigt havde den typiske amaro-smag. Spændende og det vækkede lysten til at smage mere.

 

Vin Doux Naturel

I Frankrig er hedvinene kendte under fællesbetegnelsen Vin Doux Naturel, som så har forskellige navne alt efter geografisk oprindelse som Beaume-de-Venice, Rivesaltes og Banyuls.

Haller Vine havde en flot række af Rivesaltes fra producenten Terrassous. Jeg smagte hele rækken og lagde derfor ud med 6 års, fortsatte med 12 og 18 års, hvorefter vintageudgaver fra 1995, 1992 og 1974 fulgte. Der var høj kvalitet hele vejen igennem, men især 12 års udgaven og de ældre med årgang fandt jeg utrolig fine. En flot og gennemført serie.

Juul´s havde også medbragt (i det hele taget var det imponerende udbud de havde på festivalen) Rivesaltes. Jeg smagte en 10 og 20 års fra Arnaud de Villeneuve samt en årgangsudgave fra 1988. Sidstnævnte var et meget dejligt glas.

Endelig smagte jeg også et par flotte udgave af Pineau des Charantes fra Gourry de Chadeville hos Vinmonopolet. Her er vi i cognac-regionen og de er forstærket med cognac og lagret på cognacfade, hvilket var tydeligt i karakteren og smagen.

 

Portvin

Jeg valgte bevidst ikke at smage så meget portvin – ikke af manglende lyst, men da jeg mange andre steder har muligheder for at smage portvin og kendte mange af de præsenterede vine i forvejen. Men lidt blev det alligevel til.

Hos Erik Sørensen vin smagte jeg et par nytappede udgaver af Colheitas fra Krohn, som jo igen har fået nye ejere. I 2013 blev det gamle firma købt af Fladgate Partnership, som havde store interesse i de mange gamle fade i Krohns kælder. Men i 2023 solgte Fladgates såvel brandnavn og Quinta do Retiro Novo som resterende fade i kælderen videre til den store koncern WineStone Group, som også ejer Quinta do Côtto i Douro samt ejendomme i andre regioner. Jeg smagte Colheita 2006 og 1999, og mit umiddelbare indtryk var, at stilen var bevaret.

Juul´s har overtaget agenturet for Barros og havde medbragte en lang række af deres portvine. Jeg smagte 20 og 30 års Tawny samt den altid dejlige Colheita 1974 i ny aftapning og med nyt design i anledningen af 50 året for Nellikerevolutionen i 1974. Selv foretrækker jeg nu rent designmæssigt den gamle udgave med digtet formet som en nellike. 

Slutteligt blev der også smagt en hedvin fra den portugisiske vinregion Dão, idet Nordjysk vinimport også havde medbragt en såkaldt vinho licoroso fra Cabriz.

Som det fremgår var det et flot og bredt udbud af hedvine, som kunne smages ved hedvinsfestivalen. Jeg tror på idéen og håber derfor, at festivalen gentages næste år og gerne med et endnu større udbud og endnu flere gæster, så flere kan få øjne og smagsløg åbnet op for de mange spændende og vidt forskellige hedvine, der findes.