Det er ikke tit, at man får lejlighed til at smage vine fra
både en lang række kendte vinlande og en række mindre kendte som Georgien,
Armenien, Ungarn, Canada, England, Serbien, Bosnien, Nordmakedonien og Indien.
Men det var, hvad Odense Vinmesse for anden gang bød på. Bag
messen står Foreningen af Danske Vinimportører, som har til formål at fremme
små og mellemstore vinimportørers interesser. Dem skønnes der at være ca. 500
af – fra de mindste garageimportører med få producenter i kataloget til de lidt
større, som også lever af det og derfor også har en bredere portefølje. Rent
omsætningsmæssigt anslås de små importører at udgøre ca. 8 % af markedet. Det
oplyser pressetalsmand for festivalen Per-Henrik Goosmann, som også fortæller,
hvad formålet med festivalen er:
”Formålet er dels
at tilbyde foreningens medlemmer at blive synlige over for potentielle kunder
og offentligheden, dels at medlemmerne kan vise publikum den enorme bredde i
sortiment af vine fra hele verden og lade publikum smage og bedømme deres vine,
som oftest ikke findes hos andre vinhandlere eller i supermarkeder.”
Odense Vinfestival
er ikke den eneste festival, foreningen står bag, tilføjer Per-Henrik
Goosmann:
”Danske
Vinimportører står i dag med tre vinfestivaler. Foruden Odense Vinfestival, som
startede sidste år, er det Garagevin i Avedøre, som er den ældste, og en vinfestival
på Hotel- og Restaurantskolen i København, som blev afhold første gang i år.
Det er hensigten, at foreningen udvider med en til to festivaler i løbet af
2026/2027.”
Men tilbage til Odense Vinfestival, som fandt sted sidst i
april. Rækken af udstillere talte 25, hvoraf nogle var specialiserede i et
enkelt land eller sågar en enkelt region, mens andre havde et bredere sortiment
med.
Ikke alle borde kunne nås, da der både skulle smages og
snakkes. Men her er lidt indtryk, dog uden noter og pointgivning grundet
omstændighederne. Jeg lagde ud med bobler, efterfulgt at hvidvine, rødvine og
hedvine. Her vil jeg blot kort omtale de producenter, jeg besøgte undervejs.
Der ligger blot personlig nysgerrighed og interesser bag valget af stande – og
ikke kvalitetsvurdering. Så til dem, jeg ikke fik besøgt. Måske næste år.
Vinfadet
En stor stand med vine fra Tyskland fra området som Mosel, Pfalz,
Rheinhessen og Baden. Dertil kom ældre rariteter i form af søde vine (Auslese,
Beerenauslese og Eiswein), hvor de ældste var fra 1970´erne. Spændende og et bevis
på de tyske vines lagringspotentiale.
Vinos Al-Ándalus
Som navnet siger specialist i vine fra Andalusien herunder
selvfølgelig sherry, men også bl.a. bobler og tørre vine på Palomino. Sherryområdet
og regionen som helhed er spændende at følge for tiden, da der sker en rivende
udvikling. Jeg smagte Forlong Burbuja og Vinifícate Mahare Aguja som begge var
pet nat vine, en tør hvidvin på Viognier fra Tierra Savia, den udmærkede
orangevin Garay Luz, et par dejlige hvidvine fra Mucahda-Léclapart, hvor især Lumière
var et spændende bekendtskab samt endelig en dejlig saltet fino sherry, Primitivo
Collantes, hvor floren dog var lidt diskret samt en flot amontillado fra samme
producent. En spændende stand, som vidner om den entusiasme for en enkelt
region, som de mindre producenter kan udvise.
Vinteres
Sergij Myslyvij har en kærlighed for vinene fra det gamle
vinland Georgien, men bød også på armensk frugtvin. Jeg holdt mig dog til
førstnævnte og smagte først en halvtør hvidvin, Pirosmani 2023 og derefter to
orangevine lagret på qvevri – Georginens nedgravede amforakrukker, Rkatsiteli
2021 og Kisi 2021. Der var ikke tale om hardcore qvevri-vine, men ganske fine
og balancerede vine med et fint touch fra lerkrukkerne, hvor alle kan være med.
Også en spændende stand.
Baasch-Pedersen Vin
Historien er velkendt. Man falder for vinene, man smager
under ferieturen og begynder at importere på hobbyplan til garagen. Sådan gik
det for sig med Baasch-Pedersen, som i dag har tre huse fra Alsace og tre huse
fra Mosel. Jeg smagte først en ganske fin gang Cremant-bobler fra Domaine David
Ermel fra Alsace og derefter et par Riesling-vine fra Domaine Francois Schwach,
som ligeledes er hjemhørende i Alsace. Foruden Riesling havde de også medbragt
hvidvine på Sylvaner og Gewürtztraminer samt rødvin på Pinot Noir, men det
nåede jeg desværre ikke at smage.
Cape to Cope Wines
Det er ikke første gang, jeg er stødt på denne importør af sydafrikanske
vine, som især har fokus på de nye, mindre producenter. Ved et Sydafrikanskvinfremstød for 1½ år siden var de således til stede med flere af deres
producenter, ligesom der også på Odense Vinfestival var et større udvalg. Jeg
valgte at smage en Chardonnay 2023 fra Redamancy
Vineyards – en producent, som jeg fik et ganske godt indtryk af ved det
tidligere fremstød. Senere smagte jeg også en kraftig Swartskaap Cabernet Franc
fra Hermanuspietersfontein Wines i Walker Bay. Ganske fine cool climate vine.
Global Wines
Global Wines havde ligeledes vine fra Sydafrika med, men som
navnet antyder også fra andre lande. Ja, faktisk fra så forskellige steder som
England, New Zealand, Italien, Spanien og Ungarn. For mit vedkommende blev det
nu kun til en tør hvidvin fra Ungarn, lavet på Tokaj, TR Palota Organic 2022,
og som fint viste, at Tokaj ikke kun er spændende, når det gælder de søde vine.
Korsholm Vin
Jimmi Korsholm har specialiseret sig i cool climate vine fra
en lang række lande og har en del meget spændende producenter i sin portefølje.
Det gælder ikke mindst engelske Gusbourne, som har vundet fortjent hæder for
deres flotte mousserende vine. Jeg smagte den aldeles glimrende, friske og
elegante Gusbourne BdB 2019. En anden interessant producent er Henry of Pelham
fra Canada, som både laver rødvine på Baco Noir, som er en krydsning af Vitis
Vinefera og Vitis Riparia, og søde vine på Riesling. Jeg smagte denne gang deres
Riesling 2024.
Prime Spirits Aps
Det blev også til et genbesøg hos Prime Spirits, som også
deltog på festivalen sidste år med vine fra balkanlandene Serbien, Nordmakedonien
og Bosnien-Hercegovina. Spændende vinlande, hvor der sker en stor udvikling
kvalitativt og samtidig med en lang række mere ukendte lokale druesorter. Denne
gang koncentrerede jeg mig om rødvinene og smagte en let og krydret Blatina
2021 fra Bosnien-Hercegovina, Vranec 2021 fra Nordmakedonien og endelig Trnjak
2022 ligeledes fra Bosnien-Hercegovina. De to sidste var et par kraftige vine.
Simply Wine
Her var der også vine fra flere forskellige lande, men dog
især Spanien. Jeg valgte først at smage rækken af glimrende friske vine på
Albarino fra Rias Baixas. CastroBrey er et nyt hus, de har fået hjem, og det er
de ganske godt tjent med. Jeg smagte Sin Palabras 2024, Crianza Anfora 2024
(med meget diskret amfora-præg) og den flotte enkeltsmarksvinen P-242 2023.
Endvidere smagte jeg senere en ganske fin rødvin fra Priorat, Font de la
Figueras 2021 fra Clos Figueras, som var et blend af Grenache, Carignan og
Syrah.
Vin Cima
Vin Cima fra Årslev var også et gensyn fra sidste år, men
denne gang havde de medbragt deres portugisiske producent i form af Alentejo-baserede
Adega Herdade das Aldeias de Juromenha. Da portugisisk vin er mit speciale
smagte jeg selvfølge et større udvalg og fik mig en snak med José, som
repræsenterede den familieejede virksomhed. Jeg smagte deres entry-level
hvidvin Aldeias De Juromenha 2024 og de lidt mere komplekse hvidvine Escolha 2022
og den fadlagrede Colheita Seleccionada 2023. Til prisen er der faktisk tale om
ganske glimrende og vellavede vine. Blandt de røde smagte jeg Colheita
Selecionada 2023, en Syrah Reserve 2024 med 10 måneders fadlagring samt endelig
Syrah Signatur Grand Reserve 2021 med 25 måneders fad på bagen. Traditionel
stil fra Alentejo, men også et fint bevis på at Syrah gør sig glimrende i den
portugisiske region.
Vindien
Indiske vine var også med sidste år, hvor jeg smagte nogle
af deres rødvine. Denne gang blev det kun til en sød dessertvin i form af en
Late Harvest Chenin Blanc fra det centrale Indien. Faktisk ikke dårligt og spændende at smage,
men som vinland er der stadig et stykke vej endnu for Indien.
Afslutningsvis kan jeg da lige tilføjer, at der foruden de ovenfor
nævnte lande også kunne smages vine fra Italien, USA, Argentina, Østrig, Chile,
Bulgarien og Australien. Så der var mulighed for at komme verden rundt sammen
med de små importører, og mere velkendte regioner som Bordeaux, Bourgogne, Piemonte,
Rhone og Ribeira den Douro var også repræsenteret. Har man lyst til at komme
lidt ud i hjørnerne og smage vine, som ikke lige er at finde i supermarkeder
eller de store vinbutikker, er Foreningen af Danske Vinimportørers festivaler
helt klar værd at besøge.
Læs mere om Foreningen af Danske Vinimportører her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar