torsdag den 30. april 2026

Vintage 2024 – et klassisk portvinsår

Rygterne havde sviret i mere end et år. Når man, som jeg, har talt med winemakere og andre portvinsfolk og spurgt til høsten 2024, har der hele tiden været optimisme at spore. Det samme gjaldt dag jeg i november sidste år til Portweinmesse i Leverkusen smagte forskellige fadprøver fra 2024 sammen med winemaker David Guimaraens (læs her). Og nu halvandet år efter kommer de endelig svar på.

De seneste uger er det strømmet ind med meldinger om såkaldte deklareringer af Vintage 2024. En deklarering er, når en portvinsproducent annoncerer, at de vil lave Vintage portvin det pågældende år – og vel at mærke har fået kvaliteten godkendt af myndighederne i form af portvinsinstituttet, IVDP. Det skal ifølge lovgivningen ske ved at indsende en flaske mellem 1. januar og 30. september i andet år efter høståret, hvorefter instituttet som ved al anden portvin laver tekniske analyser og lader et smagepanel teste vinen inden godkendelse. Og ja, det sker, at vine bliver afvist.

Det deklareres vintage hvert år, da der altid kan laves god vintage portvin – og i modsætning til tidligere også i de mindre gode år, hvor vækst- og høstbetingelser ikke er de bedste. Det skyldes, at den tekniske kunnen er blevet bedre. Der er bedre styr på det optimale høsttidspunkt, bedre temperaturkontrol i kælderen og kvaliteten af den druesprit, der tilsættes, er blevet bedre for blot at nævne tre markante forbedringer. Men når det er sagt, skal det også tilføjes, at der stadig er forskel på årgange. Nogle år er bedre end andre. Og nogle år kaldes ligefrem for klassiske.

En klassisk årgang er, når der er bred enighed om at deklarere klassisk vintage. Klassisk vintage er blends af druer fra flere vingårde i modsætning til Single Quinta Vintage og det voksende antal enkeltmarksvine. Skal hele årgange defineres som klassisk, skal mange altså deklarere herunder de helt store spillere på markedet som især Symington Family Estates og Fladgate Partnership. Jeg vil ikke her remse samtlige årgange op, men på denne side af årtusindeskiftet taler vi om årgangene 2000, 2003, 2007, 2016 og 2017 – og altså nu 2024.



En klassisk årgang bliver også gerne markeret af portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, som har for vane selv at deklarere deres egen portvin, som er et blend af Vintage fra forskellige producenter. Det sker i form af en ceremoni, hvor alle producenter hænder et eksemplar af deres portvin op i et stort glas, hvilket jeg har overværet et par gange. Læs mere her.

Jeg vil ikke her remse alle de deklareringer, som allerede nu er indgået op. Men nævnes kan det, at de tæller tonesættende brands på vintageområdet som Graham´s, Taylor´s, Cockburn´s, Fonseca, Quinta do Noval, Dow´s, Sandeman, Ferreira, Croft, Warre´s og Ramos Pinto.

Men hvad skal der egentlig til for at producenterne deklarer klassisk Vintage frem for Single Quinta Vintage? Hvad er det for kvaliteter, der afgør valget? Og er de klassiske blends bedre end Single Quinta Vintage – og i givet fald hvorfor og hvordan?

Spørgsmål som disse vil være blandt emnerne for en artikel, jeg skal skrive senere på året til vinbladet Din Vinguide. Her vil der være udtalelser om såvel Vintage 2024 som ovennævnte spørgsmål fra forskellige af de kendte winemakere, ligesom jeg vil prøvesmage en længere række af de nye portvine.

Til sidst en lille opfordring til især importører. Hvis du kender til offentliggjorte deklareringer, hører jeg gerne fra dig.

I øvrigt kan du læse mine omtaler af tidligere Vintage-årgange her på bloggen ved at klikke ind på det pågældende år under etiketter i højre spalte.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar