mandag den 18. juni 2018

Quinta da Aveleda


Efter at have besøgt tre topproducenter i Vinho Verde regionen gjaldt næste stop den allerstørste af dem alle, når det gælder kvantitet. Allerede ved ankomsten er forskellen markant. Tydelig skiltning hele vejen, en stor parkeringsplads, lastbiler på vej ud og ind og en reception, hvor jeg får udleveret et gæstekort, før jeg afhentes og bydes velkommen.
Quinta da Aveleda – eller blot Aveleda som firmaet hedder – modtog mere end 30.000 besøgende i 2017 og det med god grund. Det er et kendt firma, når vi taler Vinho Verde. F.eks. er Casal Garcia den mest solgte portugisiske hvidvin i verden, og den kendte Vinho Verde med blå etikette udgør hele 2/3 af koncernens salg. Efter sigende produceres der hele 8 millioner flasker om året.


Men en endnu bedre grund til at besøge stedet, som ligger i underregionen Sousa nær byen Penafiel lidt øst for Porto, er den nydelse en tur i parken er. Her forstår man virkelig, hvorfor regionen er opkaldt efter den grønne farve. Japanske cedertræer, blomster i alle farver, cypresser og mange andre træer – en sand oase af en botanisk have, hvor også ænder og påfugle har slået sig ned omkring små vandhuller eller vander over grønne plæner med fontæner. Og midt i det hele ligger den flotte hovedbygning omgivet af nyere bygninger, som dog er tilpasset de idylliske omgivelser.


Quintaen, der stammer tilbage fra det 16. århundrede, har siden 1870 tilhørt familien Guedes. Tidligere var den en del af Sogrape-koncernen, men det ophørte da to grene af familien skiltes i starten af 1980´erne. Aveleda ejer selv 256 hektar vinmarker både her ved ejendommen og rundt om andre steder i regionen. Foruden Vinho Verde producerer firmaet også vin fra Douro (det gælder f.eks. den røde Casal Garcia og mærket Charamba) og Bairrada.
Efter rundvisningen får jeg besøgt smagelokalet, hvor jeg præsenteres for et fint lille udvalg af Aveledas vine i selskab med winemaker Pedro Costa og den administrative direktør Martim Guedes.


De fortæller, at selv om de ejer 256 hektar vinmarker, er dette langt fra nok til at være selvforsynende. Faktisk udgør det kun ca. 15 % af behovet, hvilket de gerne vil hæve til 40-50 % for at sikre forsyningen.
”Problemet er, at der forsvinder vinmarker hele tiden, da de små producenter stopper. Så vi køber land, lejer land og laver nye kontrakter med større vinbønder,” fortæller de.


Følgende vine blev smagt:
Casas Garcia: Blend af trajadura, loureiro, arinto og azal. Lys grøngul, lidt perlende. Æble og citrus i næsen. Ung, frisk og let drikkelig, mineralsk og med høj syre, let og enkel.
Quinta da Aveleda 2017: Blend af loureiro og alvarinho udelukkende fra quintaens egne marker, hvor sidstnævnte sort giver kompleksiteten. Lys, grøngul og næsten uden perler. Godt med frugt, citrus og lidt eksotiske frugter i næsen. Tør, elegant, mineralsk og floral med mere krop og fylde samt citrus i halen.
Aveleda Colheita Selecionada Alvarinho 2017: Lys grøngul. Frisk næse med citrus og fin frugt. Mineralsk med frugt i munden, lidt fersken, høj syre, stadig frisk. En udmærket vin.
Loureiro Colheita Selecionada 2016: Citrus, mineralsk, aromatisk i næsen. Tør og mineralsk med ren frugt, en dejlig frisk vin.
Endelig smagte jeg også deres brandy, Adega Velha XO 12 years, som er lagret 12 år på fransk eg. God aroma og smag, men måske lidt sprittet.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar