Nyligt modtog jeg venligt en pakke med Vintage 2016 sendt fra
Sogrape i Portugal. Den store koncern omfatter de tre store portvinshuse
Sandeman, Offley og Ferreira – og de tre portvine skulle selvfølgelig
prøvesmages. Men inden smagenoter lidt tanker om begrebet Vintage.
Foråret er altid spændende for portvinselskere. Det er her
de mange producenter og store portvinshuse deklarerer Vintage, som det kaldes
med en fordanskning af det engelske ”to declare”. Som Henrik Oldenburg har
gjort opmærksom på i den seneste udgave af sin bog ”Portvin”, kunne man dog
egentlig ligeså godt sige at erklære, da det faktisk mere præcist angiver, hvad
der foregår.
Det står husene frit om de vil udnævne deres ruby portvin af
bedste kvalitet til Vintage. Og så alligevel ikke, da Vintage som al anden portvin
godkendes af portvinsinstituttet (IVDP), som både laver tekniske analyser og
smagsprøver. Vinen skal bestå begge dele på et niveau svarende til det anmeldte
– og her er kravene i sagens natur ekstra strenge for Vintage.
Men det er nu ikke kun kvaliteten, der spiller ind, når
husene beslutter, om der skal erklæres vintage eller ej. Salgs- og marketingsafdelingen
med deres skæven til markedsmekanismer, udbud og efterspørgsel og
produktionstal har også deres at skulle have sagt, hvilket især ses ved de
store huses tradition for kun at erklære vintage tre gange på et årti. Sådanne
år, hvor de store huse og brands er enige om at erklære vintage, kaldes for
klassiske. I de andre år laves der i stedet ”andenvin” som f.eks. Fonseca Guimaraens
eller Single Quinta Vintage.
De seneste årtier er billedet dog blevet mere broget, da der
er kommet mange mindre producenter og langt flere quintaer til, hvoraf mange sender
Vintage på markedet næsten hvert år. Også en række store portugisiske
producenter bryder den gamle – især engelske – regel. I 1992 kunne Cálem
således erklære vintage for 11. år i træk!
Med andre ord er antallet af forskellige vintage på markedet
stort hver eneste år (ses bort fra katastrofeår), hvorfor der er opstået en del
diskussioner om, hvorvidt det er muligt forsat at tale om et klassisk
vintageår. Det skete igen sidste år, hvor antallet af deklarerede Vintage 2015 var
over 60 og bl.a. tællede store og velrenommerede huse som Quinta do Noval,
Ramos Pinto, Cálem og Niepoort. Alligevel anses 2015 ikke som en klassisk
årgang – ikke pga. dem, der deklarerede, men dem der netop ikke gjorde. Fladgate
Partnership, Symington´s og Sogrape afstod i sidste øjeblik, da de mente at
udsigterne til det efterfølgende år var bedre, og med tre af de fem største spillere
på markedet ude blev årgangen alligevel ikke klassisk.
Det gjorde 2016 i stedet, idet kun enkelte huse stod over,
afslørede foråret. Rygter vil dog vide, at 2017 måske bliver endnu bedre. Om
det så vil få de store klassiske huse til at erklære to år i træk, hvilket sker
yderst sjældent, må tiden vises, ligesom de tre årgange givet vil blive holdt op mod hinanden i mange år fremover.
Jeg har allerede kort prøvesmagt Vintage 2016 fra Andresen,
Kopke, Burmester, Cálem og Barros (så kort, at noter ikke er offentliggjort) – og forleden kom turen så til de tre huse
fra Sogrape. Vinene blev smagt semiblindt første gang og derefter gensmagt
dagen efter.
Sandeman
Vintage 2016: Blend af 40 % touriga nacional, 40 % touriga franca, 10 % tinta
roriz, 5 % tinto cão og 5 % sousão fra Quinta do Seixo og Quinta do Vau. Dyb
rubin, uigennemsigtig med lilla kant og meget afsmittende. Kraftigt og intenst
frugtpræg med hyld, godt med brombær, solbær samt lidt mørk chokolade. Fyldig i
munden med fin frugt og syre, kompleks med florale noter samt kraftige
tanniner, lidt sprittet og bidende eftersmag, hvilket dog var aftagende på
andendagen. Virker flot struktureret og med stort potentiale (94).
Offley Vintage 2016: Blend af 45 % touriga franca, 45 %
touriga nacional og 10 % tinta roriz fra bl.a. Quinta do Sairrão. Dyb rubin med
lilla kant, afsmittende. Ikke så intens i næsen på førstedagen med frisk frugt,
hyldebær, brombær, peber, lidt ribena og kærnemælk. Solbær, hyldebær, lidt
floral og lidt til den søde side, krydret og pebret med høj syre og kraftige, rå
tanniner. Ungdommelig og kraftfuld, men mangler måske lidt finesse (91).
Ferreira
Vintage 2016: Blend af 45 % touriga franca, 40 % touriga nacional, 10 % tinta
roriz og 5 % sousão fra Quinta do Caêdo og Quinta do Porto. Dyb rubin,
næste uigennemsigtig, lilla kant. Fin ekspressiv i næsen med hyldebær, lidt hindbær
og grønne noter, frisk og elegant. Rund og blød i munden, men stadig pænt med
tanniner. Mørke bær og lidt kaffe og chokolade. Ikke så potent, men mere
elegant, spændende, harmonisk og kompleks. Kan fint nydes nu, hvis man er til kraftig
og ung vintage, men har også stort potentiale (95).
Til sidst får chefwinemaker Luís Sottomayor ordet, og han
har følgende bemærkninger til de tre vine:
Sandeman
Vintage 2016: “The degrees of complexity,
colour and structure of this wine are absolutely exceptional. With a strong
presence of tannins, it is perfect for ageing in bottle over many years.”
Offley Vintage
2016: ”This is a wine that stands out for
its irreverent and youthful profile, with strong aromatic components. It has
structure as well as complexity, which will benefit from an extended ageing in
the bottle for 15 or more years.”
Ferreira
Vintage 2016: “Absolutely exceptional
degrees of complexity, colour and structure… Although it can be consumed
immediately, it will develop enhanced complexity after long ageing in the
bottle, which can be during decades.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar