Quinta do Vallado har skiftet dansk importør. I den anledning har eksportansvarlige Vasco Moniz været lidt rundt i landet sammen med den nye importør, Prima Wine, for at præsentere nogle af husets vine og portvine. Vi var en håndfuld, der var mødt op, da de nyligt gæstede Odense – nærmere bestemt Salute vinbar i Overgade.
Vasco Moniz havde medbragt PowerPoint præsentation, men da
han hurtigt fornemmede, at de fremmødte havde et fint kendskab til såvel
portvin som huset, blev det meste sprunget over og erstattet af en samtale,
hvor vi kom omkring mange emner. Her skal dog lige kort ridses nogle fakta op.
Quinta do Vallados historie er nært tilknyttet historien om legendariske
Dona Antónia Adelaide Ferreria og ejes i dag af hendes efterkommere. Dona Antónia
købte quintaen, som ligger ved Règua, i 1812, hvorefter den indgik i
Ferreira-familiens store portefølje af ejendomme i Douro. I dag udgør de en del
af de berømte Douro Boys – et kommercielt og kammeratligt samarbejde, som også
omfatter Quinta do Crasto, Niepoort og Quinta do Vale Meão.
Winemakere for Vallado er Francisco Spratley Ferreira i
samarbejde med Francisco Olazabal fra Vale Meão. På selve quintaen rådes der over
65 hektar vinmarker, hvoraf 10 hektar er gamle vinmarker (vinhas velhas) fra
perioden 1920-1950, mens den resterende del blev etableret i 1990´erne. Dertil
kommer 35 hektar økologiske vinmarker i Côa-dalen i Douro Superior tilkøbt i
2009. Begge steder er der etableret hoteller, da vinturismen i dag udgør en
væsentlig del af indkomstgrundlaget.
Produktionen fordeler sig på 20 % portvin og 80 % bordvin. Portvinene
omfatter såvel rubylinjen som hele rækken af tawnies, men dog ikke entry level.
Dertil kommer enkelte colheitas og nogle meget gamle tawnies. Hvad bordvine
angår laves der såvel hvidvin som rødvin og både blends og enkeltdruevine.
Det blev en hyggelig aften i selskab med Vasco Moniz, hvor følgende
vine og portvine blev smagt:
Porto Branco: Den eneste hvide portvin i porteføljen. 80 %
Moscatel Galego. Lys. Fin ledt krydret duft med abrikos, citrus, blomster og
mandel. Frisk med god syre og fin frugt, lidt citrus og abrikos. Ganske ok. Blev
først smagt rent og derefter nydt som Port Tonic.
Prima Branco 2025: 100 % på Moscatel. Frisk og let
parfumeret næse med hyldebærblomst og meget genkendeligt præg af druen. Frisk og
floral med fin syrebalance, tør. En atypisk Douro hvidvin.
Tinto 2024:
Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Sousão og 15 % vinhas
velhas. Rubinrød. Brombær, modne røde bær og florale noter i næsen.
Frisk og saftig i munden med blomster, røde bær, violer og fin balance,
ligefrem og enkel. En typisk Dourovin og i øvrigt deres mest solgte vin.
Reserva Vinhas Velhas Tinto 2022: Mørk rubin, tæt. Fyldig
næse med modne mørke bær og lidt tobak. Dejlig i munden med mørke bær og fin
mineralitet samt bløde tanniner, fin kompleksitet.
LBV 2021: Vinhas Velhas, 20 % lagret på store fade, 80 % på
stål, flasket i 2025. Relativ frisk næse med kirsebær, hyldebær og lidt mørk
chokolade. Høj syre, fin frugt, forholdsvis frisk stil.
Vintage 2020: Vinhas Velhas, fodtrådt i lagar, halvdelen fermenteret med stilke. Rubinrød. Fin åben alderen tager i betragtning. Krydret
næse med mørke bær, blomster, solbær, let parfumeret, lidt kaffenoter. Fin kompleksitet, god frugt og syrebalance, rund i starten, derefter lidt mere
krydret og mere markant syre, lang hale med peber og syrebid.
10 års Tawny: Rødbrun, lysere kant. Frisk næse med lidt
primær frugt, hasselnødder og muskatnød samt lidt orangeskal. Let og frisk i
munden med nødder og lidt orangeskal.
20 års Tawny: Ravfarvet med lys kant. Nødder og tørre
frugter i næsen. Let cremet i munden med godt med nødder, figner og fin
kompleksitet, lang hale. Et ganske fint glas.
40 års Tawny: Lidt mørkere ravfarvet med lidt grønlig kant.
Nødder, tørrede frugter og valnød. Dejlig
cremet og fyldig med flot syre, figner og nødder, intens og kompleks. Et flot
glas.
Roller Blend Tawny: Speciallavet til det skandinaviske
marked, tilpasset så den går til cigarer. Ca. som et 25 års blend. Nødder,
cigarkasse og godt krydret næse, lidt orange. Lidt sødme i munden med vanilje,
tørrede frugter og let røgede noter.
80 års Tawny: Mørk tawnyfarvet, lys grønlig kant. Intens
næse med svesker, balsamico, tobak og brændte figner. Fyldig, koncentreret og
cremet i munde med balsamico, karamel og nødder, intens med fin balancerende
syre, lang hale med fin syre.
Læs mere om Quinta do Vallados historie her.
Quinta do Vallado importeres af Prima Wine




