mandag den 21. august 2023

Vingårdsbesøg i Portugal 2 – Herdade de Esporão

 


De smagte vine var sponseret af producenten

 

Lad mig starte med at slå to ting fast. Esporão er stordrift, når vi taler om vinfremstilling. Men det er også god kvalitet – og vingården, Herdade de Esporão, i underregionen Reguengos de Monsaraz i Alentejo er helt sikkert et besøg værd.

Vi kiggede indenfor på vores rundtur i Portugal i juli måned, og for mig blev det et gensyn, da jeg også var forbi for seks år siden (læs her). Denne gang blev det til et langt besøg, da vi lagde ud med en olivenoliesmagning efterfulgt af frokost med gode vine, rundvisning og endelig en smagning af vine fra såvel Alentejo som fra deres brands i Vinho Verde og Douro.



Allerførst gjaldt det dog en form for kunstudstilling, idet Esporão i et lokale ved restauranten har udstillet de originale kunstværker, som har præget etiketterne på vinene Esporão Reserva og Private Collection. Jeg har altid været spændt på at se de nye labels, når min lokale forhandler har fået de nye årgange hjem. Hvilken stilart denne gang? Er de blandt de flotte og udfordrende?

Selv om jeg har lidt forskellige årgange liggende i vinreolen, er andre for længst blevet drukket. Men heldigvis udgav Esporão i anledning af deres 30 års jubilæum i 2015 et digert værk, der dels viser flotte farvegengivelser af samtlige kunstværker og dels fortæller om kunsterne og årgangene. I den pågældende periode har hele 32 kunstnere fra tre forskellige lande – foruden Portugal gælder det Brasilien og Angola – bidraget herunder så prominente og internationalt kendte navne som Júlio Pomar og Joana Vasconselos -kendt for den store tekstilinstallation Valkyrie Rán på Aros i Aarhus. 



Dermed også sagt at historien begynder i 1985, hvor den første årgang blev lanceret. Men faktisk går historien om Esporão langt længere tilbage i tiden, idet ejendommen kan spores tilbage til 1267, hvor den nævnes som Defesa do Esporão og var en del af forsvaret mod Spanien. I revolutionsåret 1973 blev stedet så købt af José Roquette og Joaquim Bandeira (førstnævnte købte siden sidstnævnte ud), men det var altså først 12 år senere, at de begyndte at markedsføre vine under eget navn.

Siden er det stadig familieejede selskab som allerede nævnt ekspanderet ud over Alentejos grænser med først Quinta dos Murças i Douro og senest Quinta do Ameal i Vinho Verde. I Alentejo er der også kommet mange flere vine til end ved debuten i 1985. I dag tæller porteføljen entry level mærker under navne som Defesa og Monte Velho, samt vine fra selve Esporão spændende fra Colheita over Reserva, Private Collection og enkeltdruevine til topvinen Torre – opkaldt efter det gamle forsvarstårn, der også pryder flaskerne – og som stadig kan se midt mellem markerne på vejen ind til besøgscentret.

Vinmarkerne på selve Herdade de Esporão er i dag alle omlagt til økologi, ligesom Monte Velho nu også fås i en bio-udgave.



Efter at have studeret kunstværkerne blev vi inviteret til en olivenoliesmagning. Esporão producerer en længere række af olivenolier, og vi smagte seks forskellige herunder nogle lavet på oliven fra en enkelt mark eller af en enkelt sort som Galega. Alle blev først smagt med teske og derefter med brød. Indrømmet her er jeg novice, men det var spændende at registrere forskellene i såvel tekstur som syrlighed og krydrethed. Og der skal ikke være tvivl om, at det betaler sig at bruge ordentlig kvalitet især i salatdressinger eller som dip til brød, hvor smagen fremstår mere ”ren” end ved stegning o.l.



Efter en meget lækker frokost med tilhørende vine; Ameal Loureiro 2022 og to enkeltdruevine fra Esporão på henholdsvis Aragonez og Alicante Bouschet (kortfattede noter følger nedenfor), blev vi vist rundt i vineriet – eller rettere sagt i begge adegaer, idet der er forskel på produktionsmetoder, når vi taler om det kommercielle brand Monte Velho og de fadlagrede Esporão vine for ikke at tale om talha-vine fra store lerkrukker – en gammel tradition i Alentejo, som nu også er blevet en trend blandt de store producenter. Endvidere så vi kælderen med såvel fade som reoler til flaskelagring og ”bibliotek”.



Efter at set på faciliteterne vendte vi tilbage til smagelokalet, hvor Ana Isabel Cruz, som er ny på winemakerteamet, guidede os igennem en lille smagning.



Følgende vine blev smagt under besøget:

Bico Amarelo 2022 (Vinho Verde): Blend af Loureiro, Avesso og Alvarinho. Frisk næse med citrus og gule stenfrugter, blomster og lidt tropisk frugt. Frisk med fin fylde og godt med syre i halen.

Quinta do Ameal Loureiro 2022 (Vinho Verde): Frisk, floral og med god frugt, citrus og gule stenfrugter.

Monte Velho Branco 2021 Bio: Blend af Antão Vaz, Perrum og Roupeiro. Gulgrøn til strågul. Grøn næse med græs, citrus og lidt ananas. Frisk med pænt med frugt, citrus og god balance.

Esporão Colheita Branco 2022: Blend af Alvarinho, Arinto, Verdelho, Gouveio og Viosinho. Delvist gæret på cementtank og derefter lagret 4 måneder på bærmen. Gulgrøn. Frisk, floral og god næse. God friskhed i munden med pære, citrus, lidt banan og mineralitet

Esporão Reserva Branco 2022: Blend af Antão Vaz, Arinto og Roupeiro, lagret 6 måneder delvist på ståltank og amerikansk og fransk eg med bærmen. Lys grøngul, flot skær. Dejlig næse med citrus, moden fersken, tropisk frugt og lidt smørnoter. God balance i munden med godt med frugt og diskret fadpræg, let krydret. En udmærket årgang af denne glimrende vin.



Monte Velho Tinto 2021 Bio: Blend af Touriga Nacional, Aragonez, Syrah og Trincadeira. Rubinrød. Såvel røde som mørke bær samt florale noter i næsen. Frisk frugt, enkel men vellavet, mellemlang hale.

Esporão Colheita Tinto 2022: Blend af ikke mindre end syv sorter: Alicante Bouschet, Touriga Nacional, Syrah, Trincadeira, Cabernet Sauvignon, Tinta Miúda og Alfrocheiro, 4 måneder på cementtank. Mørke bær, jordbær og syrnede kirsebær, fint krydret. Fint med frugt og god balance, bløde tanniner i enden.

Esporão Reserva Tinto 2020: Blend af Alicante Bouschet, Aragonez, Syrah, Trincadeira, Cabernet Sauvignon og Touriga Franca. Lagret 12 måneder på amerikanske og franske egetræsfade samt 4 måneder på flaske. Ekspressiv næse med røde bær, solbær og florale noter samt lidt diskrete ristede toner fra fadet. Flot i munden, mørke bær og mørk chokolade, krydret og med god fylde.



Esporão Aragonez 2016: Floral med røde bær. Pæn fylde, god friskhed og balance, fin elegance samt bløde tanniner, lidt af en pleaser.

Esporão Alicante Bouschet 2015: Mørk rubin, dyb. Dejlige duft af mørke bær, og mørke blommer, mynte og eukalyptus. Intens og fyldig i munden med flot struktur og balance samt dejlig kompleksitet.

Quinta dos Murças Reserve 2017 (Douro): Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca, Sousão, Tinta Amarela og Tinta Roriz. Mørk og tæt. Godt krydret næse med mørke bær. Kraftig og fyldig i munden med mørke bær og friske krydderurter, men også med en vis elegance og godt med tanniner.

 


Læs mere om Esporão her.

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar