De smagte vine var sponseret af producenten
Årets
sommerferie blev tilbragt i Portugal. Vi startede og sluttede i Lissabon, hvor
vi bl.a. hørte fado (læs mere her), og var ellers lidt rundt i landet. Turen
gik først til den smukke lille by Évora og derefter til den gamle
universitetsby Coimbra – begge steder med udflugter til nogle vingårde; Cartuxa
og Esporão i Alentejo samt Taboadella i Dão.
I denne og
de næste to opslag vil jeg kort fortælle om de besøgte steder og bringe noter
på de smagte vine dog uden angivelse af point.
Cartuxa
ligger lige uden for Évora og tæt på klostret af samme navn. Klostret blev
grundlagt i 1587. I 2019 forlod de sidste munke stedet, som nu i stedet bebos
af nonner. Naboejendommen, hvor Adega da Cartuxa ligger, var tidligere bosted
for jesuitter, der underviste på universitetet i Évora. Da jesuitterne blev
tvunget til at forlade Portugal overgik ejendommen til staten og husede siden
vinproduktion. I dag ejes Cartuxa af Eugénio de Almeida Fonden, som blev
grundlagt af Vasco Maria Eugénio de Almeida i 1963. Foruden at drive Adega da
Cartuxa støtter fonden en lang række kulturelle og velgørende formål i
Évora-området.
Fonden råder
over mere end 600 hektar vinmarker fordelt på en række ejendomme. Sorterne er
især typiske Alentejo-sorter som de grønne Roupeiro, Antão Vaz og Arinto og de
røde Trincadeira, Aragonez og Castelão. Dertil også lidt internationale
sorter.
Vinporteføljen
omfatter entry level mærkerne Monte de Pinheiros og EA, som er opkaldt efter
grundlæggeren. Dertil kommer Foral d´Évora, selve Cartuxa i flere varianter,
Scala Coeli og ikke mindst topvinen Pêre-Manca, som regnes blandt de bedste i
Portugal. Der laves både hvidvin, rødvin og espumante samt olivenolie.
Under vores
besøg blev vi guidet rundt af Gilmer Grattan, som jeg mødte ved ViniPortugals
vinfestival i København sidste år. I dag er selve produktionen flyttet til
moderne faciliteter lidt længere væk fra byen, men vi fornemmede den lidt
højtidligere stemning, som prægede den gamle adega, ligesom der var mange spor af
bygningens religiøse fortid.
Efter
rundvisningen fulgte en fin lille smagning med et udvalg af vine fra Cartuxa:
EA Branco
2022: Blend af Antão Vaz, Arinto og Roupeiro, gæret på ståltank. Dejlig frisk
med æbler og lidt tropisk frugt. Frisk og velbalanceret i munden, enkel med god
syre og lidt ananas i enden.
Cartuxa
Branco Colheita 2021: Blend af Antão Vaz, Arinto og Roupeiro, gæret på ståltank
og lagret 9 måneder på bærmen med battonage. Lys. Fin duft af pære, citrus og
fersken. God mundefylde og struktur, fin syre og balance.
EA Tinto
2020: Blend af Aragonez, Trincadeira, Alicante Bouschet, Syrah og Castelão,
gæret på ståltank. Fin rubinrød. Floral næse med røde bær og krydret underlag.
Ligefrem og rig på frugt, floral, velbalanceret.
Cartuxa
Tinto Colheita 2019: Blend af Aragonez, Trincadeira og Alicante Bouschet m.fl.,
lagret 12 måneder på fad og 12 måneder på flaske. Mørk rubin. Mørke bær,
ekspressiv. God fylde med mørke bær, fin kompleksitet og god syreniveau.
Vinha de
Talha 2019: Blend af Alicante Bouschet, Trincadeira og Aragonez, gæret og
lagret på talha (store lerkrukker). Mørk rubin. Krydret næse med mørke bær og
lidt røgede noter. Kraftig og kødfuld i munden med mørke bær, røgede toner og
bacon, god syre og kraftige tanniner, gode balance, lang røget hale. Bør
serveres afkølet.
Læs mere om
Cartuxa og se hele porteføljen her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar