torsdag den 3. august 2023

Verdejo fra Rueda

 

De smagte vine er sponseret af producenterne

 


Den spanske vinregion Rueda er nærmest synonym med den grønne drue Verdejo. Men Verdejo er dog ikke enerådede, da der også satses på Sauvignon Blanc og i mindre målestok andre grønne sorter, ligesom der ikke kun laves hvidvin i regionen, men også rødvin på druesorter som Tempranillo, Cabernet Sauvignon, Merlot og Garnacha.

Men her skal det handle om Verdejo – en drue, som jeg egentlig ikke kender særligt godt, selv om der såvel herhjemme som på ferier i det spanske er blevet drukket en del hvidvin fra Rueda. Derfor takkede jeg også ja, da jeg blev tilbudt at smage hvidvine fra Rueda, og jeg valgte – ses bort fra en enkelt undtagelse – at koncentrere mig om netop Verdejo. Men inden noterne først lidt om regionen og druen.



Rueda liger ca. 170 km nordvest for Madrid i området Castilla Y León. De nærmeste naboer er Toro og Ribera del Duero, som jeg omtalte nyligt i et andet indlæg (læs her). Men hvor disse er mest kendte for deres rødvine, er det altså hvidvine, som er i fokus i Rueda. Tilbage i tiden havde regionen et meget godt renommé, men med vinlusens hærgen i årtierne omkring år 1900 blev en stor del af vinstokkene ødelagt og regionen mistede sin position på det spanske vinkort, hvorfor der efterfølgende især blev produceret bulkvin.

Det var Rioja-huset Marqués de Riscal som stod i spidsen for relanceringen, da de i starten af 1970´erne købte jord i Rueda, og i 1980 fik regionen DO-status som den første i området. I dag udgør hvidvine fra Rueda hele 41 % af salget af hvidvin i Spanien.



Klimaet er kontinentalt med varme somre og kolde vintre, ligesom der er store temperaturforskelle på dag og nat. Markerne ligger mellem 700 og 870 meters højde. Jordbunden er kalkholdig og rig på mineraler som calcium og magnesium. Da sommeren er tør og varm, stikker rødderne dybt.

Verdejo blev meget populær omkring årtusindeskiftet, således blev det tilplantede areal tredobbelt i årene 2004 til 2011. I dag udgør sorten hele 88 % af de plantede vinmarker. Verdejo modner generelt forholdsvis tidligt og er meget følsom overfor meldug, men i Rueda giver klimaet en senere modningstid.

Generelt giver sorten aromatiske og urtede vine med lagringspotentiale, hvor de kan udvikle en nærmest nøddeagtig karakter. Men de nydes især afkølet her og nu med deres sprøde og friske tilgængelighed og høje syre. Noter som grønne æbler, urter, melon, græs, fennikel og mineralitet dukker ofte op.

Som nævnt fik jeg tilsendt hvidvine fra Rueda – nærmere bestemt 10 vine, hvoraf de 9 var lavet på Verdejo. Vinene blev smagt over to dage. Hvor intet andet er angivet, er der tale om 100 % Verdejo.

 


Vinos Sanz Sauvignon 2022: Sauvignon Blanc. Lys grøngul. Ekspressiv næse med hyldeblomst, grøn peber og lidt citrus samt lidt eksotisk frugt. Sprød med høj syre, men ikke så meget frugt, grønne æbler, citrus, lang hale (87).

Vinos Sanz Verdejo Finca la Colina Cien X Cien 2022: Gulgrøn, medium intens. Afdæmpet næse på førstedagen, mere ekspressiv dagen efter, fint med frugt, lidt fersken, fennikel og grønne noter. Pænt med frugt og fylde, gule stenfrugter, ok balance, men ikke høj på syre, dejlig nuanceret, lang hale med citrus (90).

Bodega de Alberto Verdejo 2022: Økologisk. Gulgrøn med grønligt skær. Rimelig ekspressiv med citrus, grape, græs og krydderurter. Sprød i munden, høj på syre, men lidt lav på frugt, frisk men også lidt skarp, syrlig hale. Fint til lys fisk eller skaldyr (88).

Bodegas Pandora Yemaya Verdejo 2022: Fra 20 år gammel vinmark, lagret på bærmen. Gulgrøn. Gule stenfrugter, fersken, lidt eksotisk frugt som passionsfrugt samt lidt mineralitet. Fin mundfylde og pænt med frugt, gule stenfrugter, god balance, lidt frugtsødme men tør, lang appellerende hale (89).



Javier Sanz Viticultor Verdejo 2022: Druer fra den mere end 40 år gamle vinmark Villa Narcis, tre måneder på bærmen. Grøngul med grønt skær. Ekspressiv næse med blomster, grape, lidt passionsfrugt og fennikel samt en smule gærpræg, måske lidt parfumeret. Flot balanceret og sprød i munden med grape, lidt passionsfrugt, mineralitet, tør med fin syre, ok hale med lidt citrus (89).

Javier Sanz Viticultor V Macorta Verdejo 2022: Lavet på den særlige klon Verdejo Macorta, som ellers næsten er forsvundet. Gulgrøn. Spændende næse med pære, moden frugt, blomster, lidt citrus og fennikel. Fin fylde i munden med gule stenfrugter, citrus, fint balanceret, mineralitet, sprød og med en vis kompleksitet (91).



Bodegas Proto Verdejo 2022: Grøngul. Grøn og frisk næse med græs, citrus, ananas og lidt fennikel. Dejlig frisk og sprød i munden, fint balanceret med citrus og lidt gule stenfrugter, lang hale. Frisk og læskende (90).

Cuartro Rayas Verdejo 2022: Gulgrøn. Pærer og citrus i næsen, medium intens. Enkel og ligefrem med citrus og lidt gule stenfrugter, måske lidt vel anonym, fint med syre og god balance (87).

Cuartro Rayas Organic Verdejo 2022: Økologisk, 3 måneders battonage. Lys grøngul. Grøn og frisk næse med græs, lidt parfumeret. Citrus, lidt lav på frugt, fin syre, pæn hale med citrus og syresvip. Frisk og ligefrem (87).

Bodegas Garciarevalo Finca Tresolmos Verdejo Classico 2022: Gulgrøn. Frisk næse med citrus, græs og lidt fennikel. Sprød og saftig i munden med fin syre, ok med frugt, gule stenfrugter og lidt mere eksotiske frugtnoter, nuanceret og behagelig, ok hale med fin syre (90).


Alle de smagte vine skulle være i dansk import.

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar