Masterclass om Capela da Quinta do Vesuvio og portvinsmesse i Leverkusen 2024

 

Danmark er rig på portvinsfestivaler og -messer. De fleste større byer landet rundt har en eller sågar flere af slagsen til glæde for de mange portvinsentusiaster. Det samme gælder i øvrigt portvinsklubber.

Bevæger vi os syd for grænsen, er det anderledes. Tyskerne har generelt set ikke den samme store kærlighed til portvin, hvilket der kan være flere årsager til. Derfor gøres der en ihærdig indsats fra både portvinsproducenterne, der er interesseret i et stort potentielt marked, og fra aktive tyskere med passion for portvin. En indsats, der er rettet såvel mod professionelle i form at vinskribenter, bloggere og sommeliers som mod den almindelige forbruger.

Den mest aktive er nok Axel Probst, som står i spidsen (men ikke alene) for World ofPort og nyligt afholdt den 10. udgave af sin Portweinmesse i Leverkusen, nærmere bestemt i byens kasino lige ved siden af den store kemikoncern Bayer. Derudover er Axel Probst forfatter af den glimrende bog ”Portwein”, ligesom han er Fidalgo Cavaleiro i portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto.

Rob Symington og Axel Probst

Messen har så at sige tre ben at gå på. Om formiddagen en master class rettet mod professionelle, som senere på dagen blev suppleret af et ”Portwein Basic Seminar”. Derefter en tre timers walk around messe målrettet fagfolk og endelig en tilsvarende seance åben for almindelige forbrugere. Sammen med en god håndfuld andre danskere deltog jeg hele dagen, inklusiv den efterfølgende middag i selskab med de fremmødte portugisere og ledsaget af et flot og stort udvalg af vine af alle typer og fra mange lande medbragt af deltagerne. Introduktionsseminaret sprang jeg dog over.

Den indledende master class var i år med Rob Symington, som tilhører femte generation, der de senere år har overtaget mere og mere ansvar i familiekoncernen og derfor også nu tegner ansigtet udadtil. Charles Symington er dog stadig chefwinemaker.

Rob Symington er medansvarlig for salg og marketing samt bæredygtighed, men forventes i det nye år at overtage en af direktørposterne i koncernen. I Leverkusen stod han for en vertikal smagning af Capela da Quinta do Vesuvio Vintage – den første han selv havde oplevet – suppleret af nogle årgange af den almindelige Quinta do Vesuvio samt en overraskelse i form af Graham´s Colheita 1974, der blev udgivet tidligere i år i anledning af 50 året for Nellikerevolutionen i Portugal.

Undervejs fortalte Rob om Quinta do Vesuvio, hvorfor den flotte, store prestigevingård også lige her skal have nogle ord med på vejen.

Quintaens historie kan føres helt tilbage til 1565, men den fik først sit nuværende navn i 1830, hvor den var ejet af Ferreira-familien. Under legendariske Dona Antónia voksede ejendommen såvel i størrelse som renommé, men senere gik det tilbage, og da antallet af ejere steg fra generation til generation pga. arvelovgivningen, opstod der uenigheder om mål og retning. I 1989 blev Vesuvio så købt af Symington Family Estate, som besluttede at holde quintaen adskilt fra deres øvrige portvinsmærker og i stedet lancere den som et slags fransk chateau med egen produktion af såvel vine som portvine – og vel at mærke med brug af traditionel fodtrædning af druerne i de store lagares.

Ejendommen er på hele 326 hektarer og dermed blandt de allerstørste i Douro, hvilket i øvrigt også gælder selve hovedbygningen, som jeg selv har haft æren af at overnatte i. 133 hektarer er plantet med vinstokke i et terræn, som byder på forskellige soleksponeringer og højdeforskelle fra 100 til 500 meter. Dette giver selvsagt mange tangenter at spille på, når der skal laves et godt blend, hvilket har muliggjort, at der har været deklarereret Vintage portvin næsten hvert år fra og med 1989 – dog med en pause fra 2019 til 2022 grundet Corona, hvor det ikke var muligt at fylde lagaren med folk.

Hvad angår Capela blev idéen om at lave en særlig vintage fra enkelte udsøgte parceller lanceret for en del år siden af Charles, men det tog ifølge Rob flere år før de ældre generationer af familien blev overbeviste om projektet, hvorfor første udgave først blev lanceret i 2007.

Capela er et blend af druer fra tre forskellige marker; Vinha da Capela med blandede gamle sorter (Vinhas Velhas), Escola-vinmarken og en mark med ca. 50 år gamle vinstokke med Touriga Franca. Der benyttes såkaldt co-fermentering af druer af forskellig sorter eller fra forskellige marker, da erfaringen siger, at det giver et godt resultat i modsætning til, hvis de gæres hver for sig og siden blendes. Hvad der co-fermenteres skifter fra årgang til årgang.

Rob Symington fortalt i øvrigt, at andelene af Sousão og Alicante Bouschet er øget gennem årene i koncernens Vintage portvine. Til gengæld er Tinta Roriz og Tinta Barroca mere og mere udfaset og måske vil det samme ske på et tidspunkt med Tinta Franca, som også kan have det svært på grund af klimaforandringerne. En ny mulig drue i et blend kan være Donzelinho Tinto, som allerede er til stede i gamle blandede vinmarker i Douro (vinhas velhas).

Endelig nævnte han også kort, at der måske er en ny kategori af portvin på vej i form af 80 års Tawny. Bliver en sådan vedtaget, vil kategorien Very Very Old Port naturligvis også få ny definition og ikke som nu 80+.

Tilbage til smagningen. Vi smagte samtlige årgange af Capela, efterfulgt af tre årgange af Vesuvio samt som nævnt en Colheita fra 1974. Her følger mine noter:

Capela da Quinta do Vesuvio Vintage 2007: Mørk rubin, lys lilla kant, tæt. Ekspressiv næse med solbær, brombær, krydderurter som timian og esteva. Dejlig modnet i munden med flot balance, høj syre, godt med frugt og bløde tanniner, krydret og elegant, dejlig kompleksitet. En skøn vin, som også stadig har år foran sig (96/97).

Capela da Quinta do Vesuvio Vintage 2011: Mørk rubin med lilla kant, tæt. Lidt lukket næse med kirsebær, røde bær, violer, krydderurt og blomster. I første omgang blød i munden, derefter med høj markant syre, godt med frugt, tørre tanniner i enden. Stadig med stort potentiale (94).

Capela da Quinta do Vesuvio Vintage 2016: Mørk rubin, sort og uigennemsigtig. Lidt lukket i næsten i første omgang, men åbnede sig med mørke nær, kirsebær. Velbalanceret med flot struktur, god frugt og syre, kraftige, men bløde tanniner, frisk, dejlig kompleksitet, lang hale med tørre tanniner. Dejlig vin med stort potentiale (96/97).

Capela da Quinta do Vesuvio Vintage 2017: Mørk rubin, lilla kant, tæt. Lidt afdæmpet næse med røde bær og florale noter, violer. Elegant og floral i munden, fin frugt, lettere og mere tilgængelig end 2016, bløde integrerede tanniner (95).

Capela da Quinta do Vesuvio Vintage 2022: Mørk og uigennemsigtigt med lilla kant. Ekspressiv med frisk ung frugt, brombær, mint og florale noter. Fin syre og godt med frugt, kraftige tanniner, tørre tanniner i neden (95).

Quinta do Vesuvio 2015: Mørk rubin, lilla kant. Mørke bær, solbær, krydderurt, rockrose. God struktur og kraft med godt med frugt, lidt florale noter, dejlig balance, godt med tanniner i enden (93).

Quinta do Vesuvio 2005: Mørk rubin, lille kant. Lidt tilbageholdende næse med moden frugt, jordbær og florale noter. Blød i første omgang, derefter høj syre, moden frugt og en vis elegance (92/93).

Quinta do Vesuvio 1995: Mørk rubin. Lidt skæv og vel ældet næse med kirsebær, tobak, læder og lidt medicinskab. Ok i munden med lidt vel skjult moden frugt, krydret og kantet (89).

Graham´s Colheita 1974: Ravfarvet med grønorange kant. Mandel, hasselnødder, abrikos og tørrede figner i næsen. Blød i munden, men syren kommer i anden omgang, delikat og elegant med tørrede frugter (94).

Jeg smagte i øvrigt tidligere i år fire årgange af Capela da Vesuvio i selskab med udgaver af Graham´s Stone Terraces og Taylor´s Vargellas Vinha Velha (læs omtalen her). Her gav jeg også fin score til vinene, men de performede en tand bedre ved smagningen i Leverkusen.

Miguel Roquette fra Quinta do Crasto

Ved den efterfølgende messe blev der også smagt masser af portvin, men som vanligt tog jeg ikke udførlige noter. Der skal dog ikke være tvivl om, at niveauet var højt. En hurtig optælling viser således, at der var mulighed for at smage ti forskellige udgaver af 50 års Tawny eller endnu ældre fadlagrede portvine samt hele 56 Vintage Port herunder adskillige topvine som Amphitheatrum Vintage 2020 fra Alves de Sousa, Graham´s Quinta do Tua Vintage 2022, Niepoort Vintage 2022, Quinta do Noval og Noval Nacional 2022, Ramos Pinto Quinta da Ervarmoira 1994, Taylor´s Sentinels 2022, Quinta de La Rosa Vintage 1994, Quinta do Vale Meão 2001, Quinta do Vesuvio og Capela 2022 og Pintas Vintage 2021 for blot at nævne nogle highlights.

Jorge Serôdio udgør sammen med Sandra Tavares Wine&Soul 

Som det fremgår var der en del Vintage 2022 blandt, hvilket selvfølgelig skyldes, at det er den nyeste årgang på markedet. Jeg har her på bloggen allerede evalueret en del udgaver (søg på etiketten Vintage 2022). Andre var nye, så nogle af dem får lige et par ord med på vejen.

Graham´s Quinta do Tua Vintage 2022 var et spændende nyt bekendtskab. Frisk, floral og med såvel røde som mørke bær, pebret og med fint med integrerede tanniner og god struktur. Det er første gang, at der laves Single Quinta Vintage fra Tua, og der benyttes udelukkende druer fra gamle blandede vinmarker.

Messias Vintage 2022 var meget ekspressiv i næsen, kraftig med ungdommelig frugt og måske lidt vel skarp og kantet i sit unge stadie samt med kraftige tanniner. Senere smagte jeg deres elegante og dejlige Colheita fra 1964.

Menin Wine Company Vintage 2022 var rimelig åben i næsen med røde bær, lidt parfumeret, godt med frugt og tanniner. Her smagte jeg også et par hvide portvine med alder (20 og 50 års) og 50 års Tawny. Helt sikkert et hus, det er værd at holde øje med.

Quevedo Vintage 2022 var med røde bær friske krydderurter og kraftige tanniner. Den blev i øvrigt smagt op imod deres Vintage 2021, som var dejlig floral og lidt mere tilgængelig netop nu. Men begge med ok potentiale.  

Quinta do Noval Vintage 2022 var med mørke bær og tæt struktur, kraftig og intens med kraftige tanniner, der blev siddende i mundhulen. Har brug for tid. Det samme gælder Noval Nacional 2022, som var mørk og uigennemsigtig, lidt vel lukket med mørke bær, god frugt, massive tanniner og stor kompleksitet.

Taylor´s Sentinels Vintage 2022 var også et nyt bekendtskab, men den omtalte jeg nyligt i anden sammenhæng (læs her).

Lad mig slutteligt lige nævne nogle af de øvrige gamle fadlagrede vine, som jeg smagte. DR leverede vanlig høj kvalitet både med deres 30 års hvide portvin, der var i flot balance, og deres 50 års Tawny samt den endnu ældre L70. Ferreira 30 års var også ganske stilsikker. 30 års hvid portvin fra Kopke var gylden med abrikos og meget diskret kokos samt flot balancerede syre. Quinta do Vallados 50 års er et dejligt kompleks glas. Dertil kom Maynards Colheita 1974 og et gensyn med Barros Colheita 1974, der jo begge ligesom den tidligere omtalte fra Graham´s er lanceret som en hyldest til Nellikerevolutionen i Portugal, der fandt sted for 50 år siden.  

Marling Espejo fra Sogevinus

Skal arrangørerne og udstillerne således have ros for det flotte udvalg af vine, skal der også lyde en anden ros til holdet bag messen. Alt efter årstid og mængden af is i køleskålene, kan der nogle gange være problemer på den slags messer og festivalen med, at vinene enten er for kolde eller for varme. Her var der opstillet vinkøleskabe, så vinene blev serveret ved deres ideelle temperatur. Hurra for det.

Foruden de mange portvin gav messen i øvrigt også mulighed for at smage bordvin – især hvidvine fra Tyskland, men også fra Douro herunder især Douro Boys. Her smagte jeg bl.a. et par udmærkede Mosel- vine fra Markus Molitor og Schloss Lieser