Den smagte vin er tilsendt af producenten.
Quinta de
Ventozelo ejes af Granvinho – den store koncern, som tidligere hed Grand Cruz,
og som også ejer de to portvinsmærker Porto Cruz og Dalva. Som det gælder
Symington Family Estates´ Quinta do Vesúvio, har de valgt at holde Ventozelo
adskilt fra de andre brands og i stedet markedsføre vine og portvine fra den
store ejendom under eget navn.
Quinta de Ventozelo ligger på venstre bred af Douro lidt længere oppe end
Pinhão og skråt overfor Quinta da Roêda. Med sine ca. 400 hektarer, hvoraf
halvdelen er tilplantet med vin, er Ventozelo en af største quintaer i Douro.
Den ældste historiske kilde er fra 1288, og jorden tilhørte oprindeligt Cistercienserklosteret,
Conveto de São Pedro das Águias, hvis munke allerede dyrkede vin i området i
Middelalderen. Ejendommen blev i første omgang leaset af klosteret, men omkring
år 1500 blev den købt af ejerne af Casa do Poco fra Lamego, og siden har den
haft adskillige ejere. I 2014 blev den så købt af de nuværende ejere.
Foruden
produktion af vin og portvin, dyrkes der oliven, og i 2019 åbnede et nyt hotel
på quintaen med 29 værelser og restaurant.
Jeg har
tidligere smagte såvel bordvine som LBV og Vintage portvine fra Quinta de
Ventozelo (se f.eks. her) og senest deres særlige rødvinsblend LOCI. Nu gælder
det deres første fadlagrede portvin, nærmere bestemt en Colheita fra 2014. Elsa
Couto fra Granvinhos oplyser, at der er tale en 10 års fejring, idet 2014 altså
var året, hvor gruppen købte Quinta de Ventozelo. Der er en del portvin på
lager på quintaen, så de forventer på et tidspunkt at lancere andre tawnies
eller colheitas.
Jeg smagte
portvinen over to dage ved lidt forskellige temperaturer.
Quinta de
Ventozelo Colheita 2014: Intens rødbrun med mørk kerne og lysere kant. Såvel
primær frugt med blommer og tørrede frugter, figner og rosiner samt
hasselnødder i næsen. I munden moden frugt og diskret primær frugt sammenlignet
med udseende og duft, nødder og lidt orangeskal samt markant syre i midten, relativ
tør stil og pæn kompleksitet alderen taget i betragtning, sluttende med
behagelig lang hale med meget diskrete tanniner. Faktisk en ganske flot glas.
(90/91).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar