The Dream Ones – drømmehedvin fra Portugal

 

Turen til Porto var sponseret af Essência do Vinho

 

En af de særlige smagninger ved vinfestivalen Essência do Vinho i Palácio da Bolsa i Porto havde fokus på portugisisk hedvin med alder. Først en enkelt vin fra den lille region Carcavelos, derefter to portvine, to Moscatel de Setúbal og endelig to madeira-vine. The Dream Ones lød overskriften, og det var så sandt som skrevet, for der var virkelig tale om enestående drømmevine, som man ikke så ofte har mulighed for at smage.

Fælles for de fire typer er selvfølgelig, at det er hedvin – eller fortified wines, som man siger på engelsk. Det vil sige vine, hvor der er tilsat druesprit for at stoppe gæringen, hvorved sødmen bevares, og der opnås en højere alkoholprocent. Men der er også store forskelle grundet forskellige terroirs, druesorter, vinifikationsmetoder og lagringsmåder.

Portugals hovedstad Lissabon var tidligere rig på vinmarker. Herfra producerede man bl.a. hedvin, som konkurrerede med portvinen i nord. Men som byen voksede svandt antallet af marker ind. Blandt de få overlevende er det lille område Carcavelos lige vest for Lissabon. Området, der i dag kun er på 19 hektar, blev demarkeret helt tilbage i 1908 sammen med de to andre små områder i Lissabon-regionen, Bucelas og Colares. I Carcavelos produceres der hedvin af samme navn fra de få producenter, som er til stede. De senere år er der heldigvis gjort en del for at bevare området, og nye folk er kommet til - heriblandt australske David Baverstock, som ellers er mest kendt fra sin tid hos storproducenten Esporão i Alentejo. Han er tilknyttet Quinta dos Pesos, men har også sit eget brand Howard´s Folly. Der kan bruges såvel røde som hvide druesorter til at lave Carcavelos, og det kystnære terroir leverer høj syre til gavn for lagringen.

Det samme kan siges om vinene fra Moscatel de Setúbal fra halvøen syd for Lissabon, men her forbliver skallerne sammen med mosten indtil næste forår, hvilket giver en mere intens aroma og smag. Efterfølgende lagres vinene på store toneis af egetræ eller mahogni. Mindstekravet er 18 måneder, men lagrer den i 5 år, må den kalde sig Superior. I juniudgaven af Din Vinguide vil jeg have en større artikel om netop Moscatel de Setúbal.

Portvin og hedvin behøves nok ikke så megen præsentation. Portvinen er populær herhjemme som aldrig før – og det gælder såvel Vintage og Rubystilen som de fadlagrede Tawny med alder og Colheitas samt nu også hvid portvin med alder. De senere år er der sendt et øget antal meget gamle portvin på markedet som de to, der indgik i denne smagning.

Vinene fra Madeira er kendt for såvel den høj syre, de forskellige druesorters sødmegrad samt den særlige lagring, hvor vinen samtidig med oxidationen opvarmes – enten naturligt på loftrum i lageret (canteiro-metoden) eller for de billigere vines vedkommende ved teknisk opvarmning (estufagem).

Det var en spændende smagning, hvor repræsentanter fra producenterne præsenterede vinene. Fra Howard´s Folly var det således David Baverstock, mens de to portvinshuse, Real Companhia Velha og Quinta da Pacheca, var repræsenteret ved henholdsvis Pedro Silva Reis og Maria Serpa Pimentel. Fra Quinta do Piloto var Rita Loução med og fra José Maria da Fonseca António Maria Soares Franco. Og endelig var João Pedro Ghira fra Blandy´s og Ricardo Diogo Freitas fra Barbeito fløjet over fra Madeira.

Her følger noterne på de smagte vine. Jeg giver ikke point, da tiden var lidt knap, men vi befinder os i området fra 93 og op.

Howard´s Folly 1991 (Carcavelos): Ravfarvet med mørkt orange skær. Tørrede frugter, abrikos, appelsinskal, let krydret. Lidt skarp i første omgang, men derefter fint balanceret, tørrede frugter, nødder, krydret, frisk og elegant, virker tør, lang hale.

Real Companhia Velha Very Old Tawny 1927: Mørk tawnybrun. Lidt diskret næse til at starte med, men åbner så op med tørrede figner, karamel, nødder, valnød og balsamico. Blød og cremet struktur i munden med syrebid i anden omgang, meget intens med nødder, figner, karamel og lidt appelsinskal, sødmen er fint balanceret med god syre og stor kompleksitet. En mere balanceret stil end vanligt fra huset.

Quinta da Pacheca Colheita 1934: Tawnybrun, orange kant. Karamel, nødder, kanel og muskatnød. Intens i munden med tørrede frugter, nødder og karamel, flot syre, der giver friskhed og balance, forbløffende elegant. En spændende vin.

Quinta do Piloto Moscatel Roxo Colecao de Família: Mørk ravfarvet, lys orange kant, lidt uklar. Fed og blød i munden med figner og tørrede frugter, lidt chokolade og karamel, meget sød men med god syre, som giver friskhed, en intens og kompleks vin.

J.M. da Fonseca Moscatel de Setúbal Kingman Centurty Edition 1919: Lavet i kun 500 eksemplarer i forbindelse med lanceringen af Kingsman-filmen. Mørk som balsamico, koncentreret og med orange kant. Balsamico, svensker og farin, fed og koncentreret så den skal skæres ud, meget intens og uhyre kompleks, lang hale.

Blandy´s Bual 1920: Ravfarvet med lys orange kant. Tørrede figner, abrikos og nødder i næsen. Intens med nødder, appelsinskal og tørrede frugter, medium sød med stor syre, som giver friskhed af flere omgang i munden, lang flot hale. Et dejligt glas.

Barbeito 50 Years Famílias Meio Doce: Lys ravfarvet til orange. Tørrede abrikoser, figner og lidt citrus og nødder. Elegant og lækker i munden med syrekant, honning, nødder og abrikoser. Endnu en fantastisk 50 års fra Barbeito.

 

Under etiketterne Portvin, Moscatel de Setúbal og Madeira her på siden kan læses meget mere om disse typer hedvin.

Essência do Vinho 2022

 

Turen til Porto var sponseret af Essência do Vinho

 

Hvidvin, rødvin og alle farver imellem. Portvin, Madeira og Moscatel samt Espumante. Det hele stod fremme i den gamle, flotte børsbygning, Palácio da Bolsa i sidste uge, hvor den 18. udgave af den store vinfestival Essência do Vinho 2022 fandt sted.

Jeg var inviteret med som medlem af den international jury. Foruden de mange portugisere og brasilianere var lande som Schweitz, Italien, Spanien, England, USA og altså Danmark repræsenteret i juryen, som skulle kåre Portugals 10 bedste vine – vel at mærke blandt de vine bladet Revista de Vinhos i forvejen havde udvalgt som de bedste fra årets testsmagninger. Dertil kom et tæt program med flere særsmagninger samt diverse frokoster og middage med producenter.

Top 10 smagningen fandt vanen tro sted i den smukke arabiske sal i Bolsa, hvor panelet sad klar til smagning af 62 vine, som kom ind i hurtigt tempo. Først en enkelt rosé, derefter 17 hvide, en espumante, de mange rødvine og så endelig 10 hedvine, hvor portvinene var i overtal med seks vine, men også Madeira og Moscatels. Panelet fik afgivet point, og et par dage efter fandt kåringen af de 10 bedste vine (2 hvide, 6 røde og 2 hedvine) så sted ved en gallamiddag på Factory House – de engelske portvinshuses traditionsrige klub. Mere herom følger snarest i en artikel i Vinbladet.

Efter Top 10 smagningen var der frokost med huset Churchill´s, hvilket betød et gensyn med Johnny og Zoe Graham samt smagning af nogle af deres glimrende vine og portvine. 

Om eftermiddagen var jeg til smagning af såkaldte Underdogs med spændende og utraditionelle vine fra en god håndfuld producenter heriblandt en altid humørfyldt João Roseira fra Quinta do Infantado. Og endelig fulgte om aftenen middag med den store producent Esporão, som foruden den store ejendom i Alentejo også ejer Quinta do Ameal i Vinho Verde og Quinta dos Murcas i Douro.

Fredagen bød på endnu en frokost – denne gang med Quinta Vale D. Maria – i restaurant PIP i museums- og vinkomplekset WOW. Dejlige vine, hvilket især gjaldt den altid delikate Vinha da Francisca opkaldt efter den tidligere indehaver, Cristiano van Zellers datter, samt ikke at forglemme deres Very Old Tawny fra 1969. Intens, koncentreret og med flot balancerende syre, som gav elegance. Frokosten bød også på et gensyn med Martim Guedes fra Aveleda, som i dag ejer Vale D. Maria og Isabel Abreu Lima, som jeg mødte første gang, da hun repræsenteret Dalva ved en smagning i The Vintage Port Club.

Om eftermiddagen fulgte en smagning af portugisiske hedvine, ”The Dream Ones”, som overskriften lød i programmet. Syv fantastiske vine fordelt på en fra den lille område Carcavelos i Lissabon, to portvine, to madeiravine og to moscatels. Mere herom følger i et senere indlæg.

Efter aftenens prisoverrækkelse var det officielle program slut, men jeg valgte at blive endnu en dag. Både for at få tid til et par aftaler med gode bekendte fra portvinsbranchen, men især for at få mulighed for at gå lidt rundt blandt standene på messen og lystsmage – det vil sige uden at tage de store noter – samt sludre med nye og gamle kontakter.

Her blev det bl.a. til et gensyn med Joana Santiago og hendes glimrende vine fra Moncão og Melgaco i Vinho Verde heriblandt en fin, frisk rødvin Sou og den spændende amforavin Santiago na Ãnfora do Rocim – den første Alvarinho-vin lavet på Amfora i samarbejde med specialisten på området Herdade do Rocim fra Alentejo.

Jeg fik også smagt vine fra producenten Campolargo i Bairrada, som kombinerer moderne teknikker med gamle traditioner og mindst mulig indgriben. Spændende hvidvine og rødvine på Baga. Og så fik jeg hilst på Luís Leocádio og gensmagt hans glimrende Vale de Mil vine fra Titan of Douro (læs omtale her).

Hos Sogrape smagte jeg to spændende hvidvine fra deres ejendom Quinta da Romeira i Bucelos – det lille distrikt i Lisboa-regionen, som har en lang tradition for vine på Arinto – samt gensmagt deres to udgaver af Vintage 2019, Ferreiras Quinta do Porto og Sandemans Quinta do Seixo (læs min omtale her).

Det blev også til et besøg hos Julia Kempers stand, hvor jeg smagte tre hvidvine. 

Hos Quinta do Portal smagte jeg såvel hvidvin som Moscatel på druen Moscatel Galego - begge udmærkede vine. 

Der var spædende enkeltdruevine på programmet hos Real Companhia Velha, hvor jeg også fik en snak med Pedro Silva Reis. Endelig fik jeg smagt lidt Vintage portvin hos Quinta Nova, Niepoort, Wine & Soul (Pintas), Quinta do Vale Meão og Alves de Sousa, men dog altså uden at tage noter.

Mere følger snarest om kåringen af Top 10 og om smagningen af The Dream Ones.

Vinho Verde fra Singellus

 

De omtalte vine var sponseret af importøren

 

Et af de helt store navne i Vinho Verde – og for den sags skyld i portugisisk vin generelt – er Anselmo Mendes. Han laver vin i eget navn med udgangspunkt i underregionen Monção og Melgaço helt oppe ved grænsen til Spanien (læs min omtale her), men derudover er han ønolog og konsulent for en del andre producenter, som gerne fremhæver hans navn, da det altid borger for kvalitet.

Det gælder fx Casa Agrícola de Ambrães og deres brand Singellus, hvor frontetiketten har fået et stempel med hans underskrift. Jeg modtog nyligt tre enkeltdruevine fra Singellus til smagning, men inden mine noter først lidt om producenten og druerne.

Casa Agrícola de Ambrães ligger i underregionen Amarante, nærmere bestemt i Vale do Tâmega – en af flere floder, der gennemskærer Vinho Verde regionen. Der har været produceret vin længe, men med skabelsen af det nye brand Singellus ønskede Belmiro de Azevedo at opgradere kvalitetsmæssigt og lave vine, der udtrykker såvel terroir som de enkelte druesorters kvaliteter. Derfor benyttes druer fra samarbejdspartnere rundt om i hele Vinho Verde regionen, da flere af de benyttede sorter trives bedre i visse terroirs. Foruden de tre enkeltdruevine udsender huset endvidere en serie med betegnelsen Singellus Private baseret på udvalgte druer.

De tre fremsendte vine er på henholdsvis Avesso, Loureiro og Alvarinho, der sammen med Arinto, Trajadura og Azal er de mest benyttede grønne druer i Vinho Verde. Avesso dyrkes især i underregionen Baião, men dog også i Amarante, Paiva og Sousa. Den har en frugtfyldt aroma med appelsin og fersken, men også nøddeagtig og floral samt markant syre. Loureiro dyrkes især i kystområder og i underregionen Lima og mere sjældent i det indre af regionen. Men den dyrkes fx i Amarante på højere beliggende marker, hvorfra druerne til Singellus netop er hentet. Her skulle resultatet efter sigende være lidt mere fyldigt end den vanlige stil med sprøde og elegant vine med citrus, blomster og honning. Og endelig giver Alvarinho en mere kompleks aroma med noter kvæde, fersken, banan, lime, passionsfrugt, appelsinblomst og tørrede frugter, hasselnødder og honning.

Vinene er først blevet frigivet til markedet efter fire års flaskelagring for at understrege, at Vinho Verde ikke kun er ung, frisk og traditionelt perlende vin, men også hvidvin, som kan lagres og modnes. Faktisk er flere af de benyttede druesorter meget velegnet til lagring. For nogle år siden blev jeg fx under et besøg hos Soalheiro præsenteret for en større vertikalsmagning af ældre udgaver af Soalheiros Alvarinho, hvilket klart viste en spændende udviklingskurve (læs her). Af de tre aktuelle vine var det især netop Alvarinhoen, som viste tydelige modningstegn med tertiære noter, hvor de to andre i højere grad stadig var friske og mere ungdommelige, men måske med lidt mere tyngde end lige efter aftapning.

Frem til 2020 var det i øvrigt kun tilladt producenter i Monção og Melgaço at lave Alvarinho-vine under DOC-betegnelsen, og da Alvarinhoen fra Singellus er fra 2017, er det givet derfor, at den er klassificeret som Vinho Regional Minho og ikke DOC som de to andre enkeltdruevine – også selv om druerne hovedsageligt skulle være hentet fra netop Monção og Melgaço.

Men nu til noterne. Vinene blev smagt over to dage.

Singellus Avesso 2017: Grøngul med grøn kant og grønt skær. Grønne æbler, grape samt lidt mere eksotiske noter som melon, fersken og ananas, ikke så ekspressiv. Frisk i munden med citrus, grape og mineralitet, høj og måske lidt dominerende syre, ikke så kompleks, mellemlang hale. På andendagen bedre balance mellem frugt og syre. Har brug for lidt modspil af mad, fx skaldyr (88).

Singellus Loureiro 2017: Grøngul med gyldent skær. Fin aromatisk med citrus, pære og blomster. Sprød i munden med pære, citrus, blomster og lidt banan, god mineralitet, dejlig stringent og elegant og med god fylde, fint balanceret med god syre og lang hale. En fin vin til prisen og med ok gemmepotentiale (90).

Singellus Alvarinho 2017: Gulgrøn, en smule perlende lige efter ophældning. Moden frugt, tropiske frugt som banan, lidt petroleum og andre noter fra fad og oxidering. Fyldig i munden med moden frugt, banan og lidt smørnoter, ikke så høj på syre, men dog balanceret, på vej ind i sin anden levealder (89).

 

Singellus importeres af Nordjysk Vinimport.

Vine fra Ribera del Duero

 

De smagte vine var sponseret af producenterne

 

Steder kan have flere navne. Alle portvinsentusiaster kender floden Douro, men følger man den mod øst, skifter den i Spanien navn til Duero.

Den samme forvirring kan gælde druesorter. De fleste kender den spanske nationaldrue Tempranillo. Når den dyrkes i Douro, hedder den Tinta Roriz og længere sydpå i Portugal kalder man den for Aragonez. I Spanien har den også flere navne og variationer som Tinta del País, Ull de Llebre, Tinta de Toro og Tinta Fino.

Forleden var såvel Duero som Tempranillo i fokus ved en smagning af vine fra Ribera del Duero på S´Vinbar i Aarhus. Otte vine fra regionen var på programmet med vinskribenten René Langdahl som kyndig guide efterfulgt af en gang tapas med endnu lidt vine fra regionen. Inden da havde Alicia Fernández fra regionens Consejo, som stod bag fremstødet, budt os velkommen.

Ribera del Douro er klassificeret som DO og ikke som DOCa – den lidt finere betegnelse, som kun Priorat og Rioja kan smykke sig med. Kvaliteten er ellers i orden, så måske er årsagen, at regionen kom senere i gang med produktionen. Legenden Vega Sicilia var godt nok tidligt ude, men det var først i 1990´erne, at det for alvor rykkede for regionen. Da DO´en blev oprettet i 1982 var der således kun registreret 24 bodegaer – et tal, der nu er vokset til over 300 med 2.500 forskellige brands.

Er antallet af producenter moderat, er der til gengæld mange jordejere med små parceller, som sælger til de store bodegaer. Jordbunden er overvejende kalksten, men med store variationer. Visse steder udgør kalken helt op til 90 %, andre steder kun lidt. De fleste vinmarker ligger i 7-800 meters højde, hvilket faktisk betyder en kortere modningssæson. Visse steder har ekstra højt beliggende marker som fx La Horra, hvor Peter Sissecks har en gammel vinmark. Højden hærder endvidere drueskinnet og fremmer antioxidanterne.

På druefronten er Tinta del País alias Tempranillo altdominerende, men der dyrkes også sorter som Albillo Mayor, Garnacha, Cabernet Sauvignon, Merlot og Malbec samt 3 % andre sorter, som også er værd at lægge mærke til. Det drejer sig fx om Mencía, Bobal og Monastrell. 9 % af vinplanterne er gamle vinstokke med mere end 80 år på bagen, hvilket selvfølgelig giver en fint udgangspunkt for at producere god kvalitet.

René Langdahls egen underoverskrift for smagningen var stilarter, opbrud og stolthed. Der laves stadig kraftige vine med mere eller mindre fadpræg, men i dag også lettere og mindre alkoholtunge vine som resultat af tidligere plukning og kortere maceration samt brug af større fade frem for de små barriques. Endvidere tilføjede René Langdahl, at der også sker spændende ting på hvidvinsfronten, som er et ret nyt fokusområde for regionen. Her siger reglerne, at hvidvinen skal baseres på mindst 75 % Abillo Mayor.

Hvide var der desværre ingen af ved smagningen, men der var så sandelig udmærkede rødvine. Her er mine noter:

Martín Berdugo Rosado 2020: 100 % Tempranillo, kort skindkontakt. Mørk laksefarvet. Jordbær, kirsebær og bloster. Dejlig frisk og sprød, jordbær, let mineralsk, fin fylde, tør, mellemlang hale.

Milénico 2016: 100 % Tempranillo, 22 måneder på fransk eg. Mørk rubin, lys brun kant. Fin frugt med mørke bær, kakao, lidt balsamico, frugtsødme, krydret, fint med tanniner, høj alkohol, tørre tanniner i halen.

Bodega Sarmentero Thanos 2021: Ingen fadlagring. Rubin, lilla kant. Frisk næse med primær frugt, kirsebær og røde bær. Læskende dejlig og frisk med røde bær, høj syre, lav intensitet, tørre men integrerede tanniner. Ikke en kompleks vin, men ganske fin.

Bodegas Ismael Arroyo ValSotillo Finca Buenavista 2018: 6 måneder på fad. Rubinrød med lys kant og violet skær. Ikke så frembrusende i næsten med kirsebær, røde bær og blomster. Røde bær, let mineralsk, velbalanceret og elegant, krydret baggrund, integreret og balanceret fadpræg. En dejlig vin.

Bodegas Resalte de Peñafiel Origen de Resalte 2018: Rubin med lilla skær og lilla kant. Lidt diskret næse med røde bær. Blød i munden med fin frugt og syre balance, røde bær, mørke kirsebær, pænt med tanniner.

Bodegas Valdevinãs Mirat Grand Reserva 2005: 24 måneder på ny fransk eg. Mørk rubin, lys brunlig kant. Ekspressiv næse med tydeligt fadpræg, røde bær, kakao, kaffe og lidt vanilje. Afrundet og moden i munden med kirsebær og blomster, harmonisk og elegant og stadig med potentiale.

Majuelos de Callejo 2018: 18 måneder på fad. Flot rubinrød, lilla kant. Kirsebær, frisk frugt, let krydret undertone. Elegant stil med frisk frugt, høj syre og fint balanceret, godt med bløde tanniner.

Bodegas Izquierdo Ninin 2019: 12 måneder på fransk eg, druer fra 40 år gamle stokke. Rubinrød med lilla kant, til den lyse side. Kirsebær, røde bær, blomster, diskrete bløde tanniner. En flot vin.

Aalto 2019: Rubinrød med lys kant. Modne kirsebær og lidt fadpræg med diskret vanilje. Frisk og velstruktureret, dejlig harmonisk og elegant, fint balanceret med syre og frugt, godt med tanniner i enden, lang hale.

Sei Solo 2018: Fra 60-90 år gamle stokke ved La Horra. 20 måneder på store fade, intet nyt eg. Mørk rubin med lilla kant. Røde bær og florale noter, frisk frugt. Frisk frugt, stor elegance, tørre tanniner i en lang, lang hale. En fremragende vin.

Især de sidste tre vine var imponerende flotte, men også ValSotillo og Majuelos de Callejo var dejlige vine, ligesom Thanos var en fin vin i den lettere ende og Mirat på overbevisende måde viste lagringspotentialet for vine fra Ribera del Duero.

Ved den efterfølgende tapas-frokost blev endvidere smagt Parada de Atauta 2017, Antonio Izquierdo 2019 og Don Miguel Comenge 2017.

Portvinstriatlon marts 2022

I The Vintage Port Club har vi en god tradition for såkaldte triatlon-smagninger, hvor vi smager fire huse op mod hinanden i tre årgange. Hvad enten portvinene smages åbent eller blindt giver sådan en smagning en fin mulighed for at sammenligne husene på tværs af en årgang og gennem forskellige årgange – altså på en gang en horisontal og en vertikal smagning.

Nyligt gjaldt det de klassiske årgange 1977, 1994 og 2007 – altså vine med henholdsvis ca. 45 år, 28 år og 15 år på bagen og derfor også i forskellige faser af deres levealder. Husene fejlede heller ikke noget, idet der var tale om tre af de helt store Vintage-huse og et mindre, som mange gange har overrasket positivt – nemlig Fonseca, Taylor´s, Graham´s og Gould Campbell.

Inden min bedømmelse af vinene lidt om årgangene. På sin femstjerne-skala bedømmer Richard Mayson de tre årgange til henholdsvis 4, 5 og 4/5 stjerner. 1977 kalder han for modne og koncentrere vine, som dog udviklede sig hurtigere end forventet. Om 1994 hedder det kort og godt, at det er et enestående år, og i 2007 taler han om stor renhed i frugten.

Der var bred deklarering i alle tre år. Henrik Oldenburg har opgjort antallet til henholdsvis 33, 46 og 47, men tallene er ikke nødvendigvis helt sammenlignelige over årene, da antallet af producenter har været stigende ikke mindst på grund af et øget antal mindre quintaer, der producerer deres egen portvin herunder Vintage.

Fælles for vinene fra de tre år er, at de har opnået ret høje point rundt omkring. Her skal blot nævnes et par eksempler som 100 point fra James Suckling til Taylor´s 1994 og 97 point til Graham´s 2007 fra Robert Parker. Generelt ligger scoren fra 90 og opad.

Vinene blev smagt semiblindt. Det vil sige, at vi kendte de fire huse og årgangene, hvor vi startede med de ældste og sluttede med de yngste. Men vi kendte ikke rækkefølgende på de fire huse i de tre årgange. Her er mine noter i den rækkefølge, vinene blev smagt. Point blev afgivet efter, hvordan de stod i glasset på selve aftenen og mindre efter muligt potentiale på sigt.

Fonseca Vintage 1977: Lys teglrød med helt lys kant og flot skær. Flot næse med røde bær, især jordbær, florale noter og krydret baggrund. Dejlig elegant i munden med ok frugt, jordbær, let krydret, flot syre og pebret hale samt stadig lidt tanniner, lang hale. Harmonisk og delikat, stadig nogle år foran sig, men bliver nok ikke bedre (94).

Gould Campbell Vintage 1977: Rubinrød med mørk kerne og brunligt skær, medium fyldig. Røde bær, solbær, jordbær, let krydret. God frugt og høj syre, men ikke helt harmonisk, lidt sprittet bid i enden (88).

Graham´s Vintage 1977: Lys rubinrød, lys kant. Røde bær, florale noter, ikke så intens. Fin i munden, pænt med frugt og syre, dejlig harmonisk og fint balanceret. En flot vin og stadig med fint potentiale (93).

Taylor´s Vintage 1977: Fin rubinrød. Ekspressiv næse med røde bær og lidt mokka, let sprittet. Ok med frugt, men lidt vel dominerende syre, ellers ganske fin (91).

Graham´s Vintage 1994: Rubinrød med brunt skær og lys orangerød kant. Lidt kemiske noter, som i første omgang overskyggede frugten, med dog aftog en smule, mørke bær og krydret bund. Fin frugt og ok balance med syren, krydret og lidt lakridsbund, ikke helt harmonisk, pænt med tanniner og stort potentiale (90).

Fonseca Vintage 1994: Rubinrød med mørk kerne og lidt lys kant. Ikke så ekspressiv i næsen med mørke bær, solbær, krydret bund, lidt lukket. Pænt med bid og tanniner, røde bær, lidt mokka og godt med tanniner, tørre tanniner i enden, flot potentiale (91/92).

Gould Campbell Vintage 1994: Mørk rubin, brunlilla lys kant. Floral og solbær, men også med lidt vel vingummibamse og boblegummi. Ok i munden med fin syre og frugt, mørke bær og krydderurter (90).

Taylor´s Vintage 1994: Mørk rubin, brunlig kant. Skæv næse. Prop og derfor ikke bedømt.

Gould Campbell Vintage 2007: Ungdommelig, mørk rubinrød med lilla kerne, farver glasset. Ekspressiv næse med solbær, ribena og krydderurter. Dejlig i munden med godt med ung frugt, mørke bær, brombær, pænt med bid og stort potentiale (93).

Graham´s Vintage 2007: Mørk rubin, lilla kant. Mørke bær, brombær, solbær, lidt ungdommelig kærnemælk, lidt mokka og mørk chokolade. Dejlig frugtfyldt med høj syre og bløde tanniner, men også lidt tam eller lukket, lidt skarp og uharmonisk (90).

Taylor´s Vintage 2007: Mørk rubin, tæt og uigennemsigtig. Solbær, brombær, pænt krydret. En del power, godt med frugt, tør, masser af tanniner, men ikke helt balanceret lige nu, stort potentiale (90).

Fonseca Vintage 2007: Mørk rubin, lille kant. Lukket i næsen med mørke bær og hyldebær, krydret bund. Blød og let cremet i munden, høj og lidt skarp syre, fint potentiale (91).

Jeg vurdere altså Fonseca bedst i den ældste årgang skarpt forfulgt af Graham´s og derefter Taylor´s. Vintage 1994 var derimod ikke helt i balance, men præget af en smule disharmoni og lukkethed, hvilket trak ned. Det er meget muligt, at en længere dekanteringstid, end omstændighederne tillod, havde afhjulpet problemet. Potentialet er der i al fald stadig. Ligeledes med 2007, som også var lidt lukket, men ellers fin og potent, hvis man foretrækker de yngre udgaver. Her løb Gould Cambell umiddelbart med førstepladsen, da de andre var mere lukkede. En mulig konklusion er, at Gould Campbell sådan set er udmærket på den mere korte bane, men falder lidt igennem på den lange i forhold til de helt store.

Jeg prøvede i øvrigt undervejs at sætte navne på de enkelte vine og havde et par rigtige i de to ældste årgange samt alle fire i 2007.

Som vanligt blev der afgivet point af deltagerne efter smagningen. Det samlede resultat placerede Fonseca 2007 på førstepladsen, Fonseca 1977 på andenpladsen og Taylor´s 1994 på tredjepladsen (flaskerne ved de to andre borde var uden fejl og fastlagde placeringen) efterfulgt af Fonseca 1994, Gould Cambell 1994 og Taylor´s 2007.  Samlet løb Fonseca med sejren, tæt forfulgt af Taylor´s og Graham´s.

Very Very Old Tawny fra Quinta da Devesa

De smagte vine er sponseret af importør og producent

 

Da de nye kategorier af portvin blev endelig godkendt i starten af januar, varede det ikke længe før de første eksemplarer af 50 års Tawny og 50 års hvid portvin blev godkendt af portvinsinstituttet, IVDP, og sendt på markedet (læs min omtale af Kopkes udgaver her). Lidt mere trægt er det gået med den endnu ældre kategori, Very Very Old Tawny, for tawny-blends over 80 år.

Nu er – så vidt jeg er orienteret – den første blevet godkendt og klar til at komme på markedet. Den kommer fra Quinta da Devesa og blev præsenteret af salgs- og marketingsmanager Filipe Marinho ved en lille smagning hos den danske importør Vinho.dk først i marts. Jeg havde desværre ikke mulighed for at være til stede, men fik heldigvis en lille flaske med hjem fra Portvinsmessen i Roskilde dagen efter, hvor Filipe Marinho og Torben Ryttersgaard præsenteret hele porteføljen fra Quinta da Devesa.

”Der er tale om et blend fra otte fade, hvoraf syv er med meget gamle portvine og den sidste er en Colheita fra 1944. De bidrager med hver samme andel, nemlig 12,5 %. Der er givet også hvid portvin i de syv meget gamle fade,” oplyser Filipe Marinho.

At disse gamle Tawny-blends nu officielt har deres egen kategori er ikke ensbetydende med, at de ikke har været lavet og sendt i handlen tidligere. Det har de i rigt mål, hvilket sådan set også er årsagen til, at IVDP valgte at indføre den nye kategori. Når nu flere og flere producenter – ingen nævnt, ingen glemt – sender typen på markedet, kan den jo lige så godt få det officielle stempel. Og oftest har der været tale om gamle fade, som godt nok nogenlunde kan aldersbestemmes, men ikke har den nødvendige dokumentation til at kunne udsendes som Colheita. Eller – som i det aktuelle tilfælde – blends af sådanne fade og daterede Colheitas.

Inden mine smagenoter lige lidt om producenten. Quinta da Devesa har en lang historik, og var således med på Baron Forresters gamle kort om Douro. Den ligger på højre bred lidt efter udløbet af Corgo-floden ved Regua. I 1941 blev ejendommen købt af José Fortunato Júnior og hans hustru Antónia Soares Fortunato, og siden har den været i familiens eje. Quintaen har godt 30 hektar vinmarker beliggende mellem 50 og 500 meters højde og med forskellige soleksponeringer. Markerne med såvel røde som grønne sorter dyrkes med minimal indgriben.

Lige siden grundlæggelsen i 1941 har der været lagt fade til side, hvilket muliggør den nuværende produktion af såvel hvid portvin som Tawny i kategorierne 10, 20, 30 og 40 år samt Colheitas, hvor den ældste fra 1944 altså indgår i det nye blend. Dertil kommer LBV og Vintage (læs min omtale af Vintage 2019 her). Der indkøbes ikke druer, så alt kommer fra vingårdens egne marker, hvilket også gælder den nye 80 år gamle portvin.

Filipe Marinho regner med at sende 200 flasker af Very Old Tawny på markedet. Men der kommer måske et nyt blend senere.

”Vi kan lave et blend helt tilsvarende, da al vinen, som er brugt, kommer fra vores eget lager,” siger Filipe Marinho, som selv beskriver vinen som værende i harmoni med linjen i deres øvrige Tawnies – ikke for sød og med høj syre, hvilket resulterer i en perfekt balance.

Om Quinta da Devesa også vil byde ind med 50 års portvin er endnu ikke besluttet.

”Vi venter og ser, hvordan efterspørgslen på disse nye kategorier bliver og beslutter så derefter. Men der er en god chance for, at vi tager dem ind i vores portefølje, og vi har fade i kælderen til at blende både 50 års Tawny og 50 års hvid,” forklarer Filipe Marinho.

Quinta da Devesa sælger nogenlunde ligeligt af de to serier, men der er dog sket en lille skift, oplyser Filipe.

”Vi kan kun sammenligne i årene 2020 og 2021, da det er de eneste år, vi har haft fuld range i begge kategorier. I 2020 udgjorde salget af Tawny med alder 52 % og de hvide 48 %. I 2021 var det skiftet til henholdsvis 47 % og 53 %. Vi tror, at trenden med hvid portvin med alder vil fortsætte, og salget derfor overgå Tawny med alder i årene fremover også,” slutter han.

Og nu til mine noter. Den gamle portvin blev smagt over to dage.

 

Very Old Tawny

Mørk tawnyfarvet, lidt lysere orange kant, klar og medium intens. Intens og dyb næse med svesker, nødder og godt med balsamico, lidt karry og muskatnød samt appelsinskal. Cremet i munden, i første omgang blød derefter mere intens og med godt syrebid, medium sødme, valnød, svesker, karamel og balsamico, fin balanceret, krydret og med god kompleksitet, efter lidt tid i glasset dukker lidt kokosnoter op også. En kraftig og komprimeret sag, der varmer ned gennem halsen uden dog, at spritten tager overhånd, meget lang eftersmag. Skal lige have lidt luft i glasset efter åbning (96).

 

Da jeg nyligt gæstede Portvinsmessen i Roskilde benyttet jeg mig af lejligheden til at smage serien af Tawny med alder fra Quinta da Devesa igennem for at kunne sammenligne. Da der ikke var tale om en koncentreret smagning, giver jeg ikke point, men her er de lidt kortfattede noter:

10 års Tawny: Lys ravfarvet til tawnyfarvet. Abrikos og en smule kokos i næsen, tørrede frugter og lidt nødder. Elegant indtryk i munden med fin syre-sødme balance, abrikos og mandel.

20 års Tawny: Flot ravgul. Nødder, abrikos, mandel og diskret kokos. Blød og let cremet i munden, fin balance, nødder og tørrede frugter, lidt mere fyldig karakter. En dejligt glas.

30 års Tawny: Lys tawnyfarvet med lys orange kant. Mandel, nødder, tørrede frugter som abrikos samt lidt appelsinskal. Hasselnødder og valnød, tørrede frugter, syrebid i halen, som dog nok skyldes, at den var helt nyåbnet.

40 års Tawny: Ravfarvet med lys kant. Nødder, appelsinskal, let krydret næse. Dejlig og behagelig i munden, koncentreret med nødder, lidt karamel, høj syre, stor friskhed, fin kompleksitet.

Farvemæssigt og delvist også duftmæssigt ligger de meget tæt, men i munden er forskellen større – både hvad angår stigende intensitet og kompleksiteten. Der er altså en klar linje, selv om jeg ville foretrækker lidt større forskelle fx ved at have lidt mere primær frugt i 10 års. Og ja. Filipe Marinho har ret, når han siger, at Very Old Tawny placerer sig fint i forlængelse af den almindelige Tawny-serie. Sødmen er til stede, men er ikke overvældende og balanceres fint af den høje syre.

Dalva Pure Vintage 2019

De smagte vine er sponseret af producenten

 

Dalva udmærker sig især med sine fadlagrede portvine. Det gælder deres Tawny og Colheitas (læs fx om Colheita fra 1934 og 1950 her), og det gælder deres hvide portvine med alder herunder de berømte Golden Whites. Men de laver selvfølgelig også Ruby portvin og Vintage, ligesom de faktisk også udsender bordvin.

Som noget nyt har Dalva lanceret en serie af økologiske vine og portvine. For snart to år siden omtalte jeg deres Pure Tawny Reserve (læs omtalen her sammen med bl.a. noter på Vintage 2018), og en hvidvin kom på markedet sidste år. Nyligt fulgte de så op med en Vintage Port ligeledes under navnet Dalva Pure.

Elsa Couto, som er marketingschef for Dalva, forklarer:

”Bæredygtighed står vores hjerter nær, og inden for vinbranchen har vi mulighed for at arbejde med sådanne værdier. Vi tror på strategier og metoder, som bringer os tættere på naturen og kan genetablere økosystemer og dermed understøtte en bæredygtig produktion.”

Elsa Couto tilføjer, at de lige nu ikke har planer om at sende andre økologiske portvine på markedet, men der kommer dog senere i år en ny hvidvin årgang 2021. Hvad Vintage angår vil Dalva afhængigt af vejret og dermed høsten sende såvel den almindelige Dalva Vintage som Dalva Pure Vintage på markedet, når kvaliteten er til det.

Druerne til Dalva Pure Vintage er et blend af traditionelle Douro-sorter især Touriga Nacional, Touriga Franca og Sousão hentet fra vinmarken Freixo de Espada à Cinta, som ligger i 400 meters højde i Douro Superior. Vinstokkene er 12-27 år gamle og har været drevet økologisk siden 2012.

”Jordbunden er med skiffer, og der er varieret soleksponering, men især nordvendt,” oplyser Elsa Couto.

Dalvas høstrapport for 2019 melder om et tørt år, især vinter og forår, men med en del regn i april og lejlighedsvis under høsten. Resultatet var fint balancere druer, hvad angår sukker og syre.

Jeg smagte den nye Vintage over to dage ved lidt forskellige temperaturer.

 

Dalva Pure Vintage 2019

Mørk rubin med flot skær, næsten uigennemsigtig, rødlilla kant. Åben og ekspressiv næse med masser af ung frugt, brombær, hyldebær, modne kirsebær og grønne krydderurter som rosmarin og mynte samt florale noter, balanceret udtryk. Meget tilgængelig og delikat med florale noter, mørke bær, esteve, krydderurt, tør, pænt med meget bløde tanniner, ok balancerende syre, lidt bløde tanniner i halen. På andendagen lidt mere markant og kraftig med mere fremstående syre og tørre tanniner i halen og derfor med fint potentiale (90).

 

Generelt i vinbranchen har tendensen de senere år gået mod vine med mere frisk frugt og elegance. Hvis den tendens også gør sig gældende blandt connaisseurs og almindelige forbrugere af portvin, er Dalva Pure Vintage et fint bud.

 

Apropos Dalva smagte jeg forleden på Portvinsmessen i Roskilde endnu et par portvine af Ruby-typen fra Dalva samt en fra Quinta do Ventozelo, der ligesom Dalva er en del af Gran Cruz koncernen.  Her tog jeg lidt noter, men uden dog at give point.

Dalva LBV 2015: Mørk rubin, lidt lys kant. Jordbær, brombær, krydderurter og esteve. Blød i munden i første omgang, derefter mere markant med mørke bær, florale noter, syrebid og pænt med bløde tanniner. Så afgjort vellavet.

Quinta do Ventozelo LBV 2014: Mørk rubin, lys lilla kant. Meget ekspressiv næse med mørke bær og blomster. Elegant stil med god frisk frugt, tør, godt med tanniner, fint potentiale.

Dalva Vintage 2016: Mørk rubin, uigennemsigtig, lilla skær. Lidt lukket lige nu, mørke bær, kaffenoter og mørk chokolade, krydret, kraftige tanniner. Har brug for tid.