Omtalte portvine er fremsendt af importøren
Et kvindeansigt i art nouveau stil, en flaske som skrog for
et gammelt sejlskib og en gammel label med ornamenterede kanter. De tre retroetiketter
signalerer gamle dage. Men indeholder er ganske nyt. Og tanken om
bæredygtighed, som ligger bag projektet, er meget aktuel.
For anden gang har masterblender Ana Rosas fra portvinsfirmaet
Ramos Pinto fremstillet tre særlige portvin og fået dem fragtet til Danmark på et
sejlskib. Første gang var i 2024, hvor specialudgaver af Tawny Reserve og 10
års Tawny blev sejlet op på skibet The Tukker (læs min omtale her). Disse to
var også med denne gang, men blev suppleret af en 10 års hvid portvin, så det
altså var et trekløver, som for nogle uger siden ankom til Amaliehaven i
København. I alt medbragte Lun II, som skibet denne gang hed, 8.000 flakser
portvin, der altså have taget turen fra Porto og hele vejen op.
Lun II er fra 1914 og bruges ellers til at sejle til
Caribien, hvorfra det hjembringer kaffe og rom til Europa. Efter lastningen gik
turen retur til Porto, hvor flere flasker venter på at blive sejlet til
Danmark, beretter importøren Østjysk Vinforsyning.
Eventet er selvfølgelig en PR stunt med god storytelling.
Men hensigten er også at slå et slag for bæredygtighed og reduktion af CO2-forbruget
– ikke kun i form af fragten med sejlskib frem for lastbil, men også gennem indpakningen.
Der er brugt genbrugspapir til etiketter, naturkork til prop og fravalg af de vanlige aluminiums- eller plastikkapsler
over prop og flaskehals.
Jeg har prøvesmagt de tre særlige udgaver af portvinene fra
Ramos Pinto:
10 års hvid: Lys ravfarvet. Lidt skarp og krydret næse med
abrikos, citrus, melon, honning og lidt muskatnød. Frisk i munden med mandel, abrikos
og honning, let stil, lidt sødlige frugtnoter, høj syre, fin lang hale med
syresvip. Et fint glas (91).
Tawny Reserve: Rødbrun, medium intens, lidt lysere kant.
Stadig med primær frugt i næsen, modne kirsebær, blommer, hasselnød, lidt
skovbund og kaffenoter. I munden med skarp syre, syrnede kirsebær, lidt kogt
frugt og hasselnødder, kraftigt syresvip i enden. Lidt vel kantet (87).
10 års Tawny: Tawnyfarvet med lidt rubinrøde nuancer i
kernen. Nødder, figner og andre tørrede frugter, mandarin og stadig et lille anstrøg
af primær frugt som kirsebær i næsen. Dejlig i munden med hasselnødder, syltede
kirsebær og mandel, god syre og flot balance, dejlig lang hale. Et ganske
udmærket glas i kategorien (91).



Ingen kommentarer:
Send en kommentar