To gange 50 år portvin fra Dalva

 

Gratis anmeldereksemplarer

 

Sidst i 2023 udsendte det fine portvinshus Dalva en 50 års Tawny. Her i 2025 fulgte så en tilsvarende hvid portvin med 50 år på bagen, hvorfor de venligst fremsendt et par små samples af begge til evaluering.

50 års kategorien blev indført i januar 2022, og siden er der kommet en lang række udgaver – de fleste som Tawny, men også en del hvide. Forlydender siger i øvrigt, at IVDP barsler med endnu en ny kategori i form af 80 års. I fald dette bliver vedtaget, vil den erstatte Very Very Old Tawny (fra 80 år og op), der som en konsekvens må blive omdefineret.

Den nye 50 års hvide portvin fra Dalva udsendes blot i 250 flasker årligt. Som altid er det ønolog José Manuel Sousa Soares, der star bag blendet.

De to vine fra Dalva blev smagt over et par dage ved forskellige temperaturer.

Dalva 50 års hvid: Flot og klar, lys ravfarvet med orange skær. Elegant og behagelig duft med mandel, mandarin, abrikos, karry, muskatnød og lidt appelsinskal. Meget elegant, i første omgang blød, men så kommer den for Dalva typiske markante syre og skaber en flot balance med sødmen, abrikos, blomster og mandel samt diskret toffeepræg, afslutter med lang hale. Ikke så intens, men et dejligt, harmonisk glas (95).

Dalva 50 års Tawny: Ravfarvet, medium intens, grønlig kant. Ekspressiv med nødder, balsamico, tørrede frugter, figner, muskatnød. Meget dyb og intens i munden, den kraftige syre kommer i anden omgang, fyldig og cremet struktur med nødder, valnød, svesker, balsamico, men også med en vist elegance, velbalanceret, lang intens hale med markant syresvip, der bare bliver ved og ved. Et skønt glas (97).

 

Bladrer jeg tilbage i noter og opslag, kan jeg se, at jeg faktisk gav 50 års Tawny et point mere i denne omgang end for ca. 1½ år siden, hvor jeg smagte den første gang. Aftapningen er givet en nyere, hvor der kan være lidt forskel, ligesom jeg også kan være blevet mere begejstret. Har også med stor glæde smagt den i mellemtiden i selskab med Elsa Couto under et besøg hos Dalva i Gaia sidste efterår.

Vin og portvin fra Quinta do Infantado under Simplesmente Vinho

Jeg har gjort det til en tradition af besøge vinfestivalen Simplesmente Vinho i Porto i slutningen af februar. Festivalen er skabt som et alternativ til den store festival Essencia do Vinho, som finder sted samtidig, og hvor jeg gerne er med i juryen, der skal kåre Portugals 10 bedste vine (læs mere her).

Simplesmente Vinho har været afhold siden 2013 og blev startet af Mateus Nicolau de Almeida og João Roseira og har siden været organiseret af sidstnævnte. Første år deltog kun 16 winemakere, men siden er festivalen vokset, og i år var der således hele 112 producenter tilmeldt.

På festivalen lavede jeg lidt research til en kommende artikel til Din Vinguide om nye tendenser i portugisisk vin, for er der et sted, man kan møde det nye og det mere alternative, er det netop på Simplesmente Vinho. Men inden jeg namedropper lidt, først noget om arrangøren, og den master class han selv afholdt.

João Roseira står i spidsen for familieejede Quinta do Infantado. Selve quintaen har en lang historik, der går tilbage til 1816, hvor den tilhørte kronprins Pedro. Heraf navnet, da Infantado netop betyder kronprins. I starten af 1900-talet blev vingården og markerne købt af João Lopes Roseira, som efterfølgende overdrog den til sønnerne António og Luís, hvor António er far til João.

Porteføljen omfatter såvel bordvin som portvin – gerne i lidt tør og måske rustik stil. Senest er udsendt en 50 års Tawny, som en dobbelt hyldest, da Joãos farbror Luís var 50 år gammel i april 1974, hvor Nellikerevolutionen fandt sted, og Portugal samtidig i 2014 fejrede 50 året for revolutionen.

Netop den portvin var den flotte finale på en stor smagning af Quinta do Infantado, som João Roseira havde inviteret mig med til. Der blev smagt seks bordvine og seks portvine. Her følger mine lidt kortfattede noter uden pointgivning.

Rabigato 2023: Ekspressiv, lidt parfumeret. Frisk med høj syre, fin frugt. Lavet på indkøbte druer, da deres egne af sorten ikke er gode nok, som João udtrykte det.

Quinta do Infantado 2019: Orangevin med skindkontakt. Frisk med god fylde, meget diskrete tanniner.

Palhete: Lys rubinrød. Aromatisk med jordbær og floral samt lidt kogt frugt, men ganske frisk og ligefrem.

Quinta do Infantado 2021: Blend af Touriga Nacional, Tinta Roriz og Touriga Franca. Røde bær, blommer og lidt lakrids, mineralsk og tør med fine integrerede tanniner.

Quinta do Infantado Reserva 2020: Mørk rubin. Mørke bær. Kraftfuld med brombær og andre mørke bær, høj syre og kraftige tanniner, tør hale med tørre tanniner. Stort potentiale.

Roseira 2015: Halvt Touriga Nacional og halvt Touriga Franca. Blød og rund i første omgang, derefter mere kantet og kraftig med høj syre og kraftige tanniner.

Hvid portvin: Orange pga. lidt alder og skindkontakt. Krydret og tør. Blød i munden, men syren kommer i anden omgang.

Vintage Port 2016: Mørk rubin. Røde bær, florale noter, godt med frugt, tør med bløde tanniner.

Vintage 1997 (magnum): Lidt støvet at se på, brunlig. Fin duft at jordbær. Godt med frugt, pebret bid og god syre. Stadig ok, men skal nok drikkes snart.

20 års Tawny: Lys rødbrun. Dejlig blød med mandel og tørrede frugter og lidt appelsinskal, god syre følger i anden omgang.

Colheita 2015: Rødbrun. Lidt diskret næse, elegant, men jeg savner lidt mere frugtfylde til at balancere syren.

50 års Tawny: Mørkebrun, tæt med grøn kant. Kraftig duft af valnødder, brun farin, svensker og balsamico. Meget intens og fyldig i munden med svesker, rosiner og balsamico, god balancerende syre, måske lidt vel rustik.

Under festivalen lavede jeg, som allerede nævnt lidt research og etablerede kontakter med henblik på en kommende artikel om nye tendenser til Din Vinguide. Derfor besøgte jeg bl.a. nye regioner som Beira Interior, Tras-os-Montes og Porto Santo (Madeira), ligesom jeg prioriterede nyere og mere alternative producenter.

Jeg fik derfor desværre ikke smagt vine fra de tilrejsende producenter og winemakere fra Spanien, især Jerez, hvilket ellers kunne have været meget spændende.  Tilsvarende var der også producenter, som jeg kender udmærket, som blev sprunget over denne gang. Det gælder f.eks. førnævnte Mateus Nicolau de Almeida og andre dygtige winemakere som Carlos Raposo, Filipa Pato, Hamilton Reis, António Madeira og Luis Seabra for blot at nævne nogle få.

Her skal kun kort nævnes nogle af de navne, som gjorde indtryk på mig.

TAU!

Fire venner har skabt projektet TAU!, der leverede utraditionelle, friske og juicy vine fra Vinho Verde.

Fra Beira Interior smagte jeg Ethos Wines, hvis hvidvine især imponerede, samt vine fra Barroca de Malhada, Gardunha Sul og Quinta dos Termos.

Gardunha Sul

I en anden region, hvor kvaliteten ligeledes stiger, nemlig Tras-os-Montes stiftede jeg bekendtskab med Menina d`Uva og udmærkede Casa do Joa.

Filipe Rocha (Azores Wine Company) og Nuno Faria fra Profetas e Villões

Apropos nye regioner smagte jeg også vine fra øen Porto Santo ved Madeira. Det er restauratør Nuno Faria, der sammen med den hypede winemaker António Maçanita har skabt projektet Companhia dos Profetas e dos Villões, som benytter gamle lokale druesorter fra Porto Santo.

Anna Jorgensen, Cortes de Cima

I Alentejo fik jeg hilst på Anna Jorgensen fra Cortes de Cima og smagt hendes nye trilogi af terroirvine på Syrah, Trilogia de Terroirs, hvor den ene er fra sandet jord, den anden fra kalksten og den sidste fra granit. Spændende at smage forskellen på vin, der ellers er identiske. Jeg fik også smagte en enkelt glimrende talha-vin hos Geraçoes de Talha.

Odile fra Garmine Rose

Odile Rose Bouchard kender man bedst fra den familieejede vin- og portvinsproducent Quinta do Tedo. Men hun har også sit eget lille projekt, Garmine Rose, hvor hun laver friske vine fra såvel Douro som Dão.

Adega Belém

Endelig var jeg også forbi et par mindre alternative producenter fra Lissabon-området, Adega Belém og APRT3 samt Humus, Quinta Várzea da Pedra og Ramilo Family Wines fra Colares.

Ramilo Family Wines

To masterclasses i Porto

I forbindelse med vinfestivalen Essencia do Vinho i Porto sidst i februar, hvor jeg var med i Top 10 juryen (læs her), deltog jeg også i et par ganske spændende masterclasses. På førstedagen var det winemaker Francisco ”Xito” Olazabal, som guidede os igennem Quinta do Vale Meãos terroir. Og på andendagen var der mulighed for at smage på og hilse på en række af Susana Estebans såkaldte Sidecars.

 

Quinta do Vale Meão

Den legendariske quinta var gennem mange år tilknyttet Ferreira og gav i 1952 fødsel til Portugal mest prestigefyldte rødvin, Barca Velha. I 1994 opkøbte daværende direktør i Ferreira, Francisco ”Vito” Olazabal, aktierne, som var spredt i familien, og overtog derefter Vale Meão. I dag drives den fortsat af familien med den ene søn Xito som winemaker.

Der laves såvel portvin som bordvin under eget navn fra de forskellige marker på den halvø i Douro, hvor quintaen ligger. Vi smagte et udvalg af deres vine med forskellig druesammensætning fra marker med forskellig højde og soleksponering samt i forskellige aldre. Der blev kun taget kortfattede noter, så lad mig her blot nævne, hvad der blev smagt.

Monte Meão Vinha de Cantina 2015. Druesorten Baga, som ellers er mest kendt i Bairrada, fra en mark med granitjord.

Monte Meão Vinha de Cantina 2021. Baga.

Monte Meäo 2013 (magnum). 100 % Touriga Nacional

Monte Meão Vinha dos Novos 2019. Touriga Nacional fra mark med granit.

Monte Meão Casa das Máquinas 2018. Blend af Touriga Franca og Tinta Barroca.

Monte Meão Casa das Máquinas 2020. Blend af Touriga Franca og Tinta Barroca.

Quinta do Vale Meão 2014. Deres klassiske prestigevin, som har været lavet siden 2007. Blend af 55 % Touriga Nacional, 35 % Touriga Franca, 5 % Tinta Barroca og 5 % Tinta Roriz.

Quinta do Vale Meão 2021. Blend af 55 % Touriga Nacional, 40 % Touriga Franca, 5 % Tinta Barroca og 2 % Tinta Roriz.

 

Susana Esteban

Winemaker Susana Esteban er spansk af fødsel, men har arbejdet i Douro for bl.a. Quinta do Côtto og Quinta do Crasto samt for producenter i Alentejo. I 2011 startede hun for sig selv med afsæt i et par gamle vinmarker, som hun erhvervede sig i den højtbeliggende underregion Portalegre i Alentejo. Siden er hendes renommé steget, og antallet af priser er mange.

I 2014 besluttede hun at etablere sit Sidecar-projekt, hvor hun laver vin sammen med forskellige kolleger for selv at lære og for at skabe nogle anderledes vine, end hun selv ville lave dem, som hun forklarede det. Første Sidecar var selveste Dirk Niepoort, som blev inviteret til at lave vine af Estebans druer, og siden er fulgt en række spændende spanske og portugisiske wimemakere mv., ligesom hun i øvrigt arbejder sammen med Sandra Tavares fra Wine & Soul – dog ikke i Sidecar-serien. Der laves såvel hvidvine som rødvine og en enkelt espumante.

Vi smagte følgende Sidecars:

Sidecar 2014 med Dirk Niepoort med druer fra bladet vinmark.

Sidecar 2015 med Filipa Pato og William Wouthers, som medbragte Baga, der sammen med druer fra Estebans egne marker, blev gæret og lagret i amfora.

Sidecar 2016 med Eulogio Pomares fra Rias Baixas, hvidvin.

Sidecar 2017 med den brasilianske journalist Jorge Lucki (hvidvin)

Sidecar 2018 og 2019 med Ricardo Diogo fra Barbeito, Madeira. Mix af Alicante Bouschet fra to årgange.

Sidecar 2020 med Emmanuel Lassaigne (espumante)

Sidecar 2021 med den spanske sommelier José Luiz Aragonde

Sidecar 2024 med Dirk Niepoort for at fejre 10 års jubilæet.

Spændende at følge, hvor forskellige vine, projektet er resulteret i selv om en del af udgangspunktet er samme druemateriale.

Top 10 vine i Portugal

 

Ved en større blindsmagning er det spændende øjeblik altid, når identiteten på de smagte vine afsløres. Ved Essencia do Vinhos Top 10 smagning i Porto foregår det på to måder. Poserne, der skjuler vinene tages af, så flaskerne bliver synlige og etiketterne kan studeres. Samtidig udleveres et stykke papir med navne, producentoplysninger og region – ja sågar vejledende pris – på samtlige vine. Derefter kan man så gå i gang med at sammenligne med egen pointgivning og evaluere. Hvilke vine gav man højeste score? Hvordan vurderede man vine, som man eller har en forkærlighed for? Var der nogen store overraskelser? Eller var der modsat vine, der skuffede?

Ved årets udgave af ”Top 10 Vinhos Portugueses”, hvor jeg gennem flere år har været en del af juryen, smagte vi over nogle timer 65 vine blindt fordelt på 25 hvidvine, 3 rosévine, 23 rødvine og 14 hedvine heraf syv portvine. Det kan med det samme bemærkes, at der i år var flere hvidvine end rødvine i konkurrencen, hvilket mig bekendt er første gang og vidner om den store kvalitetsmæssige fremgang, portugisisk hvidvin har været gennem de senere år.

Smagningen fandt traditionen tro sted i det flotte arabiske rum i Palácio da Bolsa, som dannede ramme for hele festivalen.

Alle vinene var valgt som årets mest spændende af vinbladet Revista de Vinhos smagepanel – givet med en lille skæven til typer og geografi. Årets smagepanel bestod af 60 vinskribenter, importører, vinhandlere og sommeliers fra 14 forskellige lande; Portugal, Brasilien, Spanien, USA, Italien, Japan, Litauen, Mexico, Holland, Polen, Storbritannien, Schweiz, Ukraine og mig selv fra Danmark.

Da der ikke er tid til at tage noter, vil jeg her kun bringe enkelte kommentarer til nogle af vindervinene samt udvalgte andre vine. Der er generelt tale om topvine, og ingen blev vurderet under 92 point. Men da der er tale om en hurtig blindsmagning med de usikkerhedsmomenter, det kan give, vil jeg ikke offentliggøre min konkrete pointgivning.

Men først resultatet. Der blev i sagens natur givet 10 priser: Til de bedste tre hvid- og rødvine, den bedste rosé og de bedste tre hedvine. Her er vinderne:  

 

Hvidvine

1. Pai Chão Grande Reserva 2022 (Regional Alentejano)
2. Quinta de San Michel A Névoa de Janas 2020 (Regional Lisboa)
3. Crosta Calcária dos Profetas 2023 (DOP Madeirense)

 

Rosé

1. Costa Boal Homenagem by António Boal Reserva 2023 (Douro)

 

Rødvine

1. Domingos Alves de Sousa Reserva Pessoal 2015 (Douro)
2. Casa da Passarella Villa Oliveira Vinha Centenária Pai d´Aviz 2018 (Dão)
3. Casa da Atela Anabela Grande Reserva 2019 (Tejo)

 

Hedvine

1. José Maria da Fonseca Moscatel de Setúbal Superior 1924 (Moscatel de Setúbal)
2. Barbeito O Americano Malvasia 50 Anos (Vinho Madeira)
3. Menin Porto Branco 50 Anos (Vinho do Porto)

 

Som det kan ses, er der en rimelig bredde rent regionsmæssigt. Alentejo, Dão og Douro er sammen med den denne gang fraværende Vinho Verde ofte blandt vinderne, ligesom de er rigt repræsenteret blandt de 65 vine. Lisboa og Tejo er regioner, hvor der er sket en stor udvikling de seneste 10-20 år. Men så dukker der en hvidvin op fra Madeira – nærmere bestemt fra den mindre ø Porto Santo. Producenten Profetas e Vallões er et samarbejde mellem den Madeira-baserede restauratør Nuno Faria og den udmærkede winemaker António Macanita, som også har markeret sig med vine fra Azorerne foruden Douro og Alentejo. Et meget spændende projekt, som så at sige genopfinder vinproduktion fra Porto Santo og samtidig er med til skubbe til den igangværende udvikling på vinområdet på Madeira, der ellers er mest kendt for sine hedvine. Endnu en udmærket 50 års Madeira fra Barbeito fik da også andenpladsen blandt hedvinene.

Apropos hedvine blev priserne fordelt mellem de tre ”store” portugisiske hedvine. De tre vindere var også nogle af dem, jeg gav højeste score, men jeg var også gavmild over for de tre deltagende Vintage 2022 fra henholdsvis Niepoort, Capela da Quinta do Vesúvio og Taylor´s Quinta de Vargellas. Alle tre udmærkede eksempler på, at der også laves fremragende Vintage i ikke-klassiske år (læs noter på min blog under etiketten Vintage 2022). Det samme gjaldt den forholdsvis nye 50 års Tawny fra Graham´s, en Very Very Old Tawny fra Kopke og hedvinen Czar fra Pico på Azorerne – et fint bevis på, at der også laves flot hedvin andre steder end på Madeira, Setúbal-halvøen og i Douro. Det lille vinområde Carcavelos i Lissabon var således repræsenteret i smagningen med to vine. Det område vil jeg senere i år skrive en artikel om til Din Vinguide.

Bemærkelsesværdigt er det også, at Alves de Sousa for andet år i træk fik førstepladsen i rødvinskategorien. Sidste år (læs her) var det med det særlige blend Alves de Sousa Memórias, som var en hyldest til Domingos Alves de Sousa, som havde 30 års jubilæum som vinproducent. I år gjaldt det Reserva Pessoa 2015 – en vin, der kun produceres i særlige år. Dette er samtidig også en stor anerkendelse af winemaker Tiago Alves de Sousa, der nyligt er blevet hyldet af The Drink Business som værende blandt deres Master Winemaker Top 100.

Det er i det hele taget en stor hæder at opnå priser i rødvinskategorien, når man tænker på, at alle deltagende vine er fremragende topvine. Lad mig blot namedroppe nogle af de andre deltagende vine fra huse, som jeg selv har en forkærlighed for: Quinta do Manoella Vinha Alecrim fra Wine & Soul, Quinta das Bágeiras Pai Abel, Enxarrama Grande Reserva fra Fita Preta (igen António Macanita), Quinta do Crasto Vinha da Ponte, Quinta dos Carvalhais Único, Quinta da Leda og Quinta do Monte Xixto fra João Nicolau de Almeida & Filhos. Nogle af disse vine har dog brug for en del år at modnes i, hvilket betyder, at de kan have det svært i sådan en konkurrence.

Foruden Top 10 smagningen deltog jeg i et par særlige smagninger, ligesom jeg fik lidt tid til at gå rundt og smage ved de mange stande. De to masterclasses var med henholdsvis Quinta do Vale Meão (Douro) og Susana Esteban (Alentejo). Dem vender jeg tilbage til i næste opslag.

Menin – ny spiller på portvinsbanen

 

De smagte vine er gratis anmeldereksemplarer

 

Syv år er ikke meget i portvinens historie, som rækker flere århundrede tilbage i tiden. Men syv år er faktisk alderen på Menin. Eller mere præcist er selskabet Menin Wine Company (MWC) kun fire år gammelt, idet der gik nogle år fra den spæde start til den endelige etablering.

Det var i 2018, at de to brasilianske forretningsmænd, Rubens Menin og Cristiano Gomes, opkøbte projektets første vingård Quinta da Costa de Cima. Begge havde en passion for Portugal og vin, hvorfor de gerne ville etablere sig i branchen. I 2021 blev MWC så grundlagt og samme år opkøbte de det gamle brand Horta Osório Wines, som kan dateres helt tilbage til år 1791.

Siden er antallet af vingårde blevet udvidet, så de i dag ejer fem af slagen og to vinificerings-centre i Douro-regionen.

Winemakerteamet har de første år omfattet tre personer; João Rosa Alves, der dog ikke er med længere, Manuel Saldanha og Tiago Alves de Sousa (fra Alves de Sousa og Quinta da Gaivosa) som konsulterende winemaker. Manuel Saldanha, som er uddannet ønolog fra universitetet i Trás-os-Montes og Alto Douro, startede karrieren hos Alvarinho-mesteren Anselmo Mendes og arbejdede siden for Horta Osório og fulgte derfor med ind i Menin ved købet i 2021.

Winemakerteamet: Manuel Saldanha, João Rosa Alves og Tiago Alves de Sousa

Porteføljen omfatter såvel bordvin som portvin. Under navnet H.O. (Horta Osório) har de en serie bordvine, mens en anden serie er navngivet Menin Douro Estates. Portvine markedsføres ligeledes under navnet Menin Douro Estates.

Jeg spurgte såvel Manuel Saldanha som Tiago Alves de Sousa om, hvilken stil de går efter med deres portvine?

”Hvad angår Vintage og LBV prøver vi at bevare intensiteten og kompleksiteten, som udtrykker identiteten fra vores vingårde. Med de hvide portvine vil vi gerne kombinere friskhed med tydelig aldring, og for tawniernes vedkommende en balanceret og elegant modning fra de mange år på fade,” siger Manuel Saldanha.

”Vintage og LBV udtrykker meget klart det terroir, der er ved Menins vingård ved Gouvinhas, som ligger lige i overgangen fra Cima Corgo til Baixo Corgo. Derfor kombinerer de det bedste af to verdener. Intensiteten og koncentrationen fra Cima Corgo med elegancen og balancen fra Baixo Corgo,” forklarer Tiago Alves de Sousa.

Tiago Alves de Sousa blev tilknyttet Menin i 2020 for at hjælpe det faste team med at udvikle såvel bordvine som portvine. Han sagde dog først ja efter at have besøgt stedet, og her var det især deres gamle vinmarker med blandede sorter, såkaldt vinhas velhas, og det at de ville bevare dem i stedet for at nyplante, der tiltrak ham.

”Især deres 11 hektar store mark ved Quinta da Costa er forbløffende. Det er nok den største gamle vinmark i Douro med 54 forskellige sorter plantet sammen – især Tinta Amarela, Touriga Franca og Tinta da Barca, men også med 2 % grønne sorter. Det er et privilegie at arbejde med en sådan mark,” siger han og tilføjer, at druerne især bruges til Menins topbordvine, men også som ”salt og peber” i Vintage portvinen.

”Marken tilføjer en forbløffende kompleksitet med mange lag, nuancer og dimensioner og en utrolig balance og elegance”. 

Til såvel bordvine som ruby-portvine benyttes der udelukkende egne druer fra de fem ejendomme, Menin råder over.

”Vi indkøber ikke druer, men benytter kun druer fra vores egne vinmarker. Det gælder også Vintage og LBV, ligesom den fremtidige base til de hvide portvine og tawnier,” konstaterer Manuel Saldanha.

Men det er klart, at eftersom den første vingård blev erhvervet så sent som i 2018, bruges der indkøbte fade til de gamle fadlagrede portvine.

”Det er normal praksis for portvinshusene. Da portvin er vigtigt for Menin, og vi gerne hurtigt ville udsende hele rækken af gamle vine, researchede vi hos adskillige vinbønder og udvalgte nogle fade, som vi så lagrede og arbejdede videre med. Men siden høsten i 2019 har vi skabt et lager af portvine på mere end 200.000 liter af hensyn til fremtiden,” siger Manuel Saldanha.

En stor del af produktionen, ja faktisk hele 30 %, er hvide portvine, og det er der god grund til, forklarer han:

”Vi har kunnet registrere en voksende efterspørgsel på hvid portvin med alder. Vi tror, at denne trend afspejler det unikke potentiale, der er i hvid portvin.”

Heri er Tiago Alves de Sousa enig:

”Ud over den kompleksitet, der kommer af rejsen gennem de mange år, kommer der en helt ny verden af smage og friskhed fra de grønne druer. Hvid portvin var en glemt kategori i mange år, men genopdagelsen af typen er det bedste, der er sket for portvinen i det 21. århundrede. Derfor opfordrede jeg Menin til at medtage hvid portvin med alder, da de skulle sammensætte deres portfolio. Det, at de udsender 10, 20, 30, 40 og 50 års hvid, vidner om deres engagement i portvin.”

De hvide portvine er lavet på et blend af bl.a. Malvasia Fina, Rabigato, Gouveio og Arinto. Tawnier på et blend af Tinta Barroca, Touriga Franca, Tinta Amarela og Tinta Roriz. For LBV og Vintages vedkommende fremgår druesorterne under noterne.

Jeg fik tilsendt prøver på en del af de producerede portvine. Vinene blev smagt over to dage ved lidt forskellig temperaturer.

10 års hvid: Lys ravfarvet med orange skær. Masser af abrikos, mandarin, blomster og appelsinskal samt kokos fra fadet, som dog aftog. Let med fin syre i anden omgang, en del sødme, abrikos og honning, syresvip i enden (89).

20 års hvid: Flot ravfarvet. Dejlig ekspressiv med abrikos, tørrede frugter, lidt mandel og akaciehonning samt lidt balsamico og kokos, som igen hurtigt aftog. Fin, let cremet struktur, mandel, abrikoser og appelsinskal, fin kompleksitet, elegant med lang hale og god syre, der fint balancerer sødmen. Et lækkert og harmonisk glas (93).

30 års hvid: Ravfarvet, lidt mørkere og med en smule orangegrøn kant. Mandel, appelsinskal, tørrede frugter, blomster og lidt balsamico i næsen samt igen lidt kokos fra fadet lige efter åbning. Ældre, dybere og mere kompleks, men dog ikke stor forskel i forhold til 20 års, mandariner, tørrede frugter, lidt nødder og abrikoser og en smule vanilje samt god balancerende syre og lang hale med syresvip. Et flot glas (93).

10 års tawny: Mørk rødbrun kerne, lysere kant. Diskret næse med nødder, tørrede frugter og lidt primærfrugt. Stadig med primærfrugt og diskret antydning af tanniner, men også med fadnoter som nødder og tørrede frugter, høj syre og god friskhed, lang syrerig hale. Vellavet, men måske også lidt anonym (88).

20 års tawny: Mørk tawnybrun, men lys orange kant. Tæt næse med hasselnødder, valnødder, tørrede frugter, farin og balsamico. Intens og fyldig med god krop, nødder, let krydret, fin struktur, velbalanceret med god syre. Ganske fin (91).

30 års tawny: Mørke tawnyfarvet kerne og lysere orangebrun kant. God næse med valnødder, mandel, farin, balsamico og orangeskal. Dejlig blød, cremet og fyldig i munden, men også elegant med fin tekstur, god friskhed og høj syre, velbalanceret med god kompleksitet samt høj syre i enden, fin lang og behagelig hale. Et flot glas (93).

Menin LBV 2019: Blend af 50 % Touriga Franca, 25 % Touriga Nacional, 15 % Tinta Roriz og 10 % Tinta Amarela, lagret fire år på træ. Mørk rubin, næsten uigennemsigtig, lidt lysere kant. Masser af cassis samt hyldebær og blåbær i næsen, moden og kogt frugt, lidt toastet og krydret samt lidt hvidløg og krydderurt. Fyldig og frugtig med solbær, mørke kirsebær, blommer og moden frugt, lettere krydret, medium syre, lidt til den søde side, pæn pebret hale med tørre tanniner. Lidt kompakt i stilen, men vellavet (89).

Menin Vintage 2020: 60 % Touriga Franca, 25 % Touriga Nacional og 15 % Vinhas Velhas. Mørk og tæt, uigennemsigtig med lilla kant, farver glasset. Masser af primær frugt, friske solbær, blåbær og lidt blommer, esteva og florale noter. Elegant og harmonisk med god friskhed og syre, floral med modne røde bær og solbær samt mørk chokolade, pænt med integrerede tanniner, dejlig kompleksitet og lang pebret og krydret hale med tørre tanniner, fint mellemlangt til langt potentiale. En ganske delikat vintage (93).

Og til sidst lidt konklusioner:

Det er altid spændende at smage de forskellige fadlagrede portvine fra et og samme hus op mod hinanden for at se forskelle og ligheder. Nu indgik deres 40 og 50 års hvid og tawny ikke i denne smagning, men de to 50-års fik jeg begge smagt flygtigt – uden dog at tage noter – ved Portweinmesse 2024 i Leverkusen, og her gjorde de et godt indtryk (læs min reportage her). Min umiddelbare vurdering er, at der – som der bør være – er en klar linje og godkendt progression.

Generelt var de hvide i første omgang præget af kokos fra fadet i både næse og mund, men det aftog og forsvandt med tiden – heldigvis efter mine smagsløg. De hvide bør derfor lige dekanteres eller have lidt tid i glasset. Endvidere bør de, som det generelt gælder for hvid portvin, serveres afkølet.

 

Portvinene fra Menin importeres af Nordjysk Vinimport. Nordjysk Vinimport oplyser, at der vil være mulighed for at smage de nævnte vine samt begge 50 års ved Roskilde Portvinsmesse d. 1. marts.

Årets gang i vinmarken 9 – tapning

 

Tiden er gået. Efterår er blevet til vinter. 2024 er blevet til 2025. Siden min sidste rapport i starten af oktober er vinificeringen af vores vin hos Agger vin fortsat trin for trin, ligesom vinene er blevet testet og analyseret. Nu er vinen færdig, flasket og bragt med hjem, hvor vi kun mangler påsætning af etiketter for at kunne sige mission completed.

Men lad os lige gå et skridt baglæns først. Efter fermenteringen, hvor sukkeret med gærens hjælp blev omdannet til alkohol og kuldioxid, er vinen blev omstukket, og der er blevet tilsat sulfit og et enzym, der fremmer den aromatiske identitet. Efterfølgende blev denne proces afsluttet ved tilsætning af bentonit, hvorefter vinen blev omstukket igen. Klaringen af vinen fortsatte ved tilsætning af et gelatineprodukt, som fanger mikroskopiske partikler, så vinen bliver endnu mere klar, og samtidig ændrer smagen af vinen. Dette sker selvfølgelig i afmålte doser. Endelig blev der tilsat et særligt protein til stabilisering af de organiske forbindelser, og som samtidig giver større ”mundfylde” i vinen. Slutteligt er vinen også blevet filtreret.

Det lyder som en større teknisk og kemisk proces, hvad det også er. Men sådan er sædvanen i konventionel vinproduktion.

I december blev der sendt prøver til den konsulterende winemaker i New Zealand og til et laboratorium i Tyskland. Her blev vinene analyseret og målt for alkohol- og sukkerindhold, så en sidste justering evt. kunne foretages.

Da vinen blev erklæret for færdig og godkendt, blev der hurtigt sendt invitationer ud til os, der har lejet os ind på rækker hos Agger Vin. Det gjaldt også min bror og mig, som sammen har lejet en række med ældre solarisplanter. Vi fik alle tildelt tidspunkter, hvor vi skulle møde frem til aftapning, hvilket for vores vedkommende foregik i lørdags.

Proceduren var enkel og hurtigt overstået. Medvirkende til dette var, at Nicolai Agger selv håndterede tappeanlægget, hvor fire flasker ad gangen kunne blive påfyldt med vin. Maskinen havde automatisk stop, men desværre virkede det ikke hver gang, så man selv skulle afbryde, hvorfor han foretrak selv at stå med ansvaret. 

Vores opgave var derfor reduceret til først at samle papkasser, derefter at sætte en hætte med skruelåg på de fyldte flasker og fastgøre dem i en anden maskine samt slutteligt at sætte de fyldte flasker i kasser.

Resultatet for vores række blev 66 flasker hvidvin svarende til 11 kasser, som efterfølgende blev hjembragt. Nu mangler vi kun at få færdigdesignet og påsat en etikette med navn og de reglementerede oplysninger som alkoholprocenten på 13,5.

Jeg var dog så nysgerrig, at vi allerede samme aften nød en enkelt flaske. Og min konklusion er klar: Vinen er godkendt. Der er selvfølgelig ikke tale om en meget kompleks vin, men den har god frugt og fylde samt fin balancerende syre. Og, ja. Vi har lejet os ind på samme række i år – altså endnu en omgang med solaris-druen.

Vintage 1985 i The Vintage Port Club

 

Det kan være spændende at smage et portvinshus i forskellige årgange. Men det er mindst lige så spændende at smage flere huse i en og samme årgang. Hvordan præsterede de forskellige huse? Hvor langt er vinene kommet i deres modning? Hvilke mærker burde måske være drukket for år siden? Hvilke har endnu potentiale til videre udvikling?

Forleden smagte vi 12 forskellige udgaver af Vintage 1985 i The Vintage Port Club. Husene var både, hvad man kan kalde store vintagehuse og mindre – og flere var gamle kendinge, som også var med, da vi sidst – nærmere bestemt i 2015 – smagte årgangen. Mere om det senere.

Først lidt om året, som hører til de såkaldte klassiske årgange med bred deklarering. Henrik Oldenburg nævner 46 forskelle brands i sin bog ”Portvin”. Axel Probst giver 4 ud af 5 stjerner, men tilføjer, at der både er skidt og kanel. Richard Mayson giver ligeledes årgangen 4 ud af 5 stjerner med ordene: ”A few outstandingly good wines for the long term but some seriously faulty.” Fejlen, han refererer til, er volatil syre (eddikestik), og blandt de vine, Mayson nævner som præget af dette, er flere at de vine, som var på programmet, nemlig husene Cálem, Churchill´s, Niepoort og Ramos Pinto. Endelig peger han på Graham´s, Martinez og Taylor´s som ”pick of the vintage”.

På baggrund af dette kunne man have blandede forventninger, ja måske ligefrem bange anelser. Så galt gik det heldigvis ikke, idet kun en enkelt vin bar tydeligt præg af volatil syre, mens en anden havde en lille snert. Men en blandet omgang var det med stor variation i såvel farve som udviklingsstadie. Enkelte deltagere var skuffede, men det skyldes efter min mening for høje forventninger ovenstående beskrivelse af året taget i betragtning. Selv fandt jeg de fleste af vinene godkendte, enkelte udmærkede, mens enkelte skuffede, hvilket som nævnt skyldes fejl eller delvis fejl – eller at tiden var løbet fra dem.

Som vanligt ved den slags smagninger, hvor der er god tid, var jeg glassene igennem af fire omgange. Først en hurtig runde, hvor jeg kun kigger på udseendet, og dernæst en runde hvor jeg dufter. Så følger en runde, hvor der både duftes og smages og endelig en runde, hvor jeg gensmager og uddyber mine noter.

Vinene er listet, som de blev serveret, men da der var tale om en semiblind smagning kendte vi godt nok de 12 huse, men ikke rækkefølgen.

Croft Vintage 1985: Lys teglrød med lys kant. Let i næsen med jordbær og florale noter og let krydret. Ikke høj på frugt, men dog i balance og pænt med syre, floral og elegant med røde bær. Et fint, men sart glas uden den store fylde. Bør drikkes nu (91).

Churchill´s Vintage 1985: Rubinrød med lysere kant, klar. Diskret næse med røde bær, lidt engelsk lakrids, krydret. Fin fylde i munden og pænt med frugt, lidt syrebid men god balance, godt krydret i anden omgang. Et dejligt elegant glas med lang hale, men vinder nok ikke ved yderlig lagring (94).

Ramos Pinto Vintage 1985: Mørk rubin, tæt, næsten uigennemsigtig. Lidt rustik næse med mørke bær, lidt urter, mørk chokolade og eukalyptus. Let cremet struktur i starten, intens og fyldig, godt med frugt, pebret og krydret, men desværre præget af en lille mistænkelig duft og bismag, som trak ned (89).

Cálem Vintage 1985: Mørk rubin, klar. Intens med modne bær, solbær og mørk chokolade. Masser af frugt, brombær og solbær, dyb og intens, men måske ikke så kompleks, pebret hale. Fint potentiale til et længere liv (91).

Niepoort Vintage 1985: Tawnybrun med orange kant, klar. Lidt oxideret næse og med apoteker- og kamfernoter. Let tawnyficeret med høj syre, men mangel på frugt. Præget af volatil syre og derfor med fejl.

Gould Campbell Vintage 1985: Rubinrød. Lidt kogt frugt og jordbær i næsen. Røde bær og florale noter, lidt til den søde side, ok balance, pebret og krydret i anden omgang. Ok glas, men holder nok ikke så længe igen (92).

Taylor´s Vintage 1985: Rubinrød, fint skær, lys kant. Røde bær, jordbærgrød og florale noter. Pænt med frugt og høj syre, elegant og floral, tør, lang pebret hale. Et ganske dejligt glas (94).

Fonseca Vintage 1985: Mørk rubin, næsten sort, uigennemsigtig, lidt lilla kant. Mørke bær, mørk chokolade og lidt lakrids. Fyldig i munden med godt med frugt, solbær og brombær, krydret og pebret, diskrete bløde tanniner og lang pebret hale. En potent vin, som stadig har fint potentiale (94).

Graham´s Vintage 1985: Rubinrød, medium intens. Lidt diskret næse med brombær og røde bær. Høj syre, som overskygger frugten lidt, pebret og krydret, men ellers et ok glas (91).

Warre´s Vintage 1985: Teglrød med lys kant, lav intensitet. Diskret næse med røde bær. Lav på frugt og høj syre, ikke helt balanceret. Syren skygger lidt vel meget, bør nok drikkes nu (89).

Smith Woodhouse Vintage 1995: Teglrød med lys kant. Røde bær, elegant og floral. Ganske delikat og elegant med røde bær, lidt lav på frugt, men dog i fin balance. Et fint glas, som stadig har nogle år foran sig (94).

Dow´s Vintage 1985: Mørk rubin, tæt og uigennemsigtig med lilla kant. Lidt lukket i næsen med brombær og cassis. Godt med frugt, sorte kirsebær og solbær, savner måske lidt elegance, diskrete tanniner, lang hale. Har stadig potentiale (91).

Mine fire favoritter var altså Churchill´s, Taylor´s, Fonseca og Smith Woodhouse. Af de brands, Mayson pegede på som præget af volatil syre, var det altså kun Niepoort, der var med direkte fejl, mens Ramos Pinto havde en snert. Et par af vinene er nok over deres bedste tid, mens andre stadig har potentiale til en længere liv. Det var vel også, hvad man kan forvente af en årgang med 40 år på bagen.

Afstemningen blandt alle deltagere gav hæder til de store vintageproducenter Fladgate Partnership og Symington Family Estates. Top 5 var nemlig som følger:

1. Fonseca
2. Dow´s
3. Smith Woodhouse
4. Warre´s
5. Taylor´s

Ikke alle delte åbenbart min begejstring for Churchill´s, hvilket kan skyldes flaskevariation. Det samme kunne måske også gælde for Warre´s, som jeg var knap så glad for, ligesom Ramos Pinto også kan have været med flaskevariation, da den faktisk endte på en samlet 6. plads ved afstemningen.

Og hvordan så med smagningen af Vintage 1985 for snart 10 år siden? Også dengang vandt Fonseca afstemningen, forfulgt af Graham´s, Gould Campbell, Ramos Pinto og Cálem, mens Dow´s og Quinta do Noval var direkte skuffende, og Taylor´s og Smith Woodhouse scorede betydeligt mindre.

En konklusion kunne være, at Fonseca burde være med på listen over ”pick of the vintage”, men at det ellers er lidt af et lotteri, om vinene holder og er i fin stand, eller om de er knap så gode eller ligefrem med fejl.