De smagte
vine er sponseret af producenten
Hvid portvin
med alder har gennem en del år været det nye sort i Danmark. Hvor hvid portvin
tidligere blot blev anset som brugbart til aperitif i forskellige sødmegrader
eller blandet op med tonicvand som porttonic, nydes den nu til mad og i sig
selv grundet de flere nuancer og den større kompleksitet, som fadlagringen
giver.
Blandt
pionererne på området var producenter som Dalva, Andresen og Kopke, men siden
er mange flere kommet til. Det gælder også Porto Messias, der blev grundlagt i
1926 af Messias Baptista (deraf navnet), og som sidste år lancerede hele serien
af hvid portvin med alder fra 10 års til 50 års. Men den hvide og lidt mere
tørre tiårs, havde de nu allerede i produktion, fortæller winemaker og ønolog Ana
Urbano.
”De senere
år har vi generelt set en øget efterspørgsel efter hvid portvin. Messias har
haft en hvid, tør 10 års portvin på markedet i mange år. I de seneste år har vi
oplevet en øget efterspørgsel især pga. dens anderledeshed og kompleksitet. Vi
finder den meget gastronomisk. Samtidig efterspurgte vores salgsafdeling nye
vine for at fuldende porteføljen. Det eneste vi havde i kælderen var søde
lagrede Lágrimas, så vi prøvede at sikre husets identitet ved at præsentere nye
hvide portvine med alder, som var kendetegnet ved frugt, friskhed og
kompleksitet,” siger hun.
Messias producerer
også entry level hvid portvin i forskellig sødmegrader – fra Extra Dry over Dry
og Sweet til netop den helt søde Lágrima. Blandt de røde fadlagrede findes både
Tawny med alder og en lang række Colheitas. Og der er nok også snart hvide Colheitas
på vej, afslører Ana Urbano.
”Vi arbejder
på det. I år vil vi frigive Colheita Tawny fra 2012 og 2013, men jeg håber, at
vi også snart har en hvid Colheita klar om end i et færre antal flasker.”
At sende
hele serien af hvid portvin og samtidig planlægge at udvide med Colheitas
kræver, at man har masser af hvid portvin på lager.
”Messias har
altid haft tradition for Tawny, men vi har også lagret hvid portvin – dog i
mindre mængder. Dem har der hidtil ikke være så meget opmærksomhed på. Men da
vi valgte at få dem godkendt hos IVDP, besluttede vi kun at udsende et mindre
antal flasker for at kunne holde den samme stil og kvalitet i årene fremover,”
forklarer hun.
Ana Urbano
oplyser, at de selv har en del hvide druesorter på deres ejendom, Quinta do
Cachão, men ikke nok,
hvorfor de også køber hos samarbejdspartnere i Baixo Corgo og Cima Corgo.
Som det
fremgår af noterne nedenfor, var jeg glad for deres 30 års, som umiddelbart
virker mindre sød end de andre. Men det skyldes friskheden, oplyser
winemakeren.
”30 års er
også en af mine favoritter. Jeg finder den meget balanceret. Den er sødere end
20 års, men mindre end de andre. Den største forskel er friskheden, hvilket gør
den meget interessant og smagfuld,” siger Ana Urbano.
Vinene blev
smagt over to dage ved lidt forskellige temperaturer.
Messias 10
års hvid
Blend af
Malvasia Fina, Rabigato, Códega do Larinho og Viosinho. Lys
ravfarvet, flot orange skær. Abrikosmarmelade, honning, blomster, lidt nødder
og vanilje. Fyldig med fin tekstur og en del frugtsødme, men dog med kun 65 g/l
restsukker og altså til den tørre side, fin høj syre der balancerer, abrikos,
mandel, let krydret, lidt orangeskal, mellemlang hale med fint syrebid (88).
Messias 20
års hvid
Ravfarvet
med lidt lysere kant. Fyldig, kompleks og krydret næse med abrikos, nødder og
muskatnød. Cremet, intens og sød i munden med fin syre, abrikos, nødder, fin
kompleksitet og velbalanceret med god lang og krydret hale med et lille
vaniljetouch (91).
Messias 30
års hvid
Flot ravfarvet.
Forholdsvis elegant og intens næse med nødder, abrikos, tørrede frugter og
honning. Lækker og frisk i munden med flot balance, til den søde side, men med
fin syre, som kommer i anden omgang, abrikos, nødder, elegant lang hale med
syresvip. En ganske dejlig og delikat portvin (93)
Messias 40
års hvid
Ravfarvet
med lidt mørkere nuancer og orange skær. Mere rustik næse med nødder,
abrikosmarmelade og lidt balsamico. Cremet og fyldig i munden, intens med god
syre, der fint balancerer sødmen, abrikos, tørrede frugter og nødder, god
kompleksitet, fin lang hale med abrikosmarmelade og god syre (93).
Messias 50
års hvid
Ravfarvet.
Dyb, krydret og intens næse med abrikos, nødder og lidt balsamico. Fed og
fyldig struktur med høj syre, som balancerer sødmen, abrikoser, nødder, muskat
og lidt balsamico, dejlig kompleksitet, som åbner sig og fylder hele munden. Et
intenst, dybt og dejligt komplekst glas (94).
PortoMessias importeres af Nordjysk Vinimport
Ingen kommentarer:
Send en kommentar