lørdag den 10. oktober 2026

Masterclass med vine fra Algarve

 


Kender du den røde druesort Negra Mole?

Det er nok de færreste, som kan svare ja til spørgsmålet. Og nej, jeg taler ikke om Tinta Negra, som indgår i produktionen af Maderia vine, og som tidligere også gik under navnet Tinta Negra Mole, men om druesorten fra Algarve, som – ses bort fra lidt i Sydspanien – ikke findes andre steder i verden. Den er altså unik for Algarve, og samtidig regnes den for ældste røde sort i Portugal.

Negra Mole betyder ”blød sort”. Sorten er karakteristisk ved, at der både er grønne, lyserøde og røde druer i samme klase. Det giver lysere og friske vine, og skal man sammenligne med mere kendte druesorter, må det være Pinot Noir.



Når en vinregion besidder noget unikt, bør det udnyttes i en verden, som tørster efter storytelling, og hvor såvel lokale druesorter som lettere og mindre alkoholtunge vine er i fokus. Det gør producenterne i Algarve heldigvis også. I nyere tid bliver sorten brugt mere og mere til enkeltdruevine frem for blends sammen med andre portugisiske eller internationale sorter som Cabernet Sauvignon og Syrah.

Negra Mole udgør i dag 17,7 % svarende til 255 hektar og er dermed den mest plantede sort i regionen, som druemæssigt byder på lidt af hvert. Også andre regioners signaturdruer som Touriga Nacional og Alvarinho har fundet vej til syden, ligesom næstmest plantede sort er Castelão med 16.8 %.

Jeg har tidligere smagt flere vine på Negra Mole og fundet sorten og vinene spændende. Nyligt havde jeg igen lejligheden, da Comissão Vitivinícola do Algarve (CVA) sammen med Wines of Portugal og handelsorganisationen AICEP, som er tilknyttet Portugals ambassade i Danmark, inviterede til masterclass med vine fra Algarve og efterfølgende åben walk-around smagning af vine fra såvel Algarve som andre portugisiske vinregioner.



Ferielandet Algarve blev demarkeret så sent som i 1990 med fire D.O.-regioner. Fra vest til øst gælder det: Lagos, Portimão, Lagoa og Tavira (se kortet). De to første er primært påvirket af Atlanterhavet, mens de to sidste klimatisk set betragtes som værende med Middelhavsklima, selv om geografien selvfølgelig siger andet. Vindyrkningen finder sted i et bælte på tværs af regioner midt mellem kystens feriedestinationer og bjergene i baglandet. Der produceres årligt ca. 2,2 millioner flasker vin spændende fra mousserende vin, som i Portugal hedder Espumante, over hvidvine og rosé til rødvin.

Sara Silva, som er direktør i CVA, bød velkommen til smagningen

På masterclassen smagte vi seks forskellige vine, som viste bredden:

Arvad Espumante Brut Nature: Mousserende vin på druesorten Arinto, lavet med traditionel metode. Gulgrøn. Fin duft af brødkrummer, citrus, blomster, honning og lidt mandarin. Dejlig frisk med fine bobler og ok fyldighed, blomster, lidt citrus og gærnoter, fin syre, tør. En ganske fin Espumante fra en varm region (90).

Morgado do Quintão, Branco 2025: Hvidvin på sorten Crato Branco, som andre steder i landet går under navne som Síria og Roupeiro. Gulgrøn. Diskret, men frisk næse med lidt citrus. Blomster, melon, pære og citrus, ikke høj på syre, men ok balance, tør, lav alkohol. Vandt ved anden gennemsmagning (89/90).

Monte da Ria, Branco 2024: 100 % Arinto. Grøngul. Citrus i næsen. I munden igen citrus, men også blomster og lidt tropisk frugt, fin fyldig med høj syre og lang hale med fint syresvip (89).

Quinta dos Sentidos, Sentidos Visão Rosé: 100 % Aragonez (alias Tinta Roriz og Tempranillo). Sentidos drives i øvrigt af det dansk-schweiziske par Charlotte Toubro og Beat Buchmann. Lys laksefarvet med flot skær. Lidt diskret næse med roser, jordbær og hindbær. Sprød og frisk i munden med røde bær og florale noter, en let rosé med lav alkohol og fin hale med lidt citrus (89).

Cabrita Wines, Cabrita Negro Mole 2025: Lys teglrød med lys kant. Frisk næse med jordbær, kirsebær, ribs og florale noter. Elegant, frisk og læskende, kirsebær men også med lidt tungere og krydrede noter og lidt skovbund, god fylde, bløde diskrete tanniner. Et dejligt glas (92).

Casa Santos Lima, Castelo de Tavira Tinto 2022: Blend af Touriga Nacional, Syrah og Negra Mole. Mørk rubin, tæt. Mørke bær, sort peber, lidt lakrids og balsamico. Fyldig med godt med tanniner, solbær, sorte kirsebær, tør (90/91).



Ved den efterfølgende smagning kunne vi smage flere vine fra Algarve, men  også vine fra regionerne Vinho Verde, Douro, Bairrada, Dão, Alentejo og Setubal. Det var et bredt udbud fra Pet Nat og Espumante over hvidvin og rødvin til hedvine som Moscatel de Setubal fra José Maria da Fonseca og portvine fra Alves de Sousa. For mit vedkommende var der tale om vine fra såvel velkendte producenter som nye bekendtskaber.

Jeg tog ikke de store noter under denne del, men vil da lige kort remse noget af det, jeg smagte, op.



Hos CVA smagte jeg endnu to vine på Negra Mole fra helholdsvis Arvad og Quinta da Penina. Begge var gode repræsentanter for druesorten og især Arvad imponerede med en flot balance. Frisk, fyldig og med fin kompleksitet.



Hos Quinta de Miramontes, som er hjemhørende i Minho og dermed Vinho Verde – nærmere bestemt i underregionen Basto, smagte jeg hvidvinen Infusa Escolha 2024 og rosévinen Rosé 2024. Hvidvinen var i den traditionelle diskret prikkende stil. Endvidere smagte jeg deres Branco 2024 og Grande Escolha 2024, som var et step op og ganske udmærkede eksempler på gode hvidvine fra regionen med såvel fylde som friskhed og fremstillet med battonage. 



Stilla Pura var et ambitiøst økologisk og vegansk projekt fra Vinho Verde, hvilket er usædvanligt, da det at dyrke økologisk er en udfordring i den regnfyldte region. De havde deres hvidvin Stilla Pura Loureiro Reserva 2024 med. En frisk vin med citrus, honning og florale noter.

Fra Vinho Verde tog jeg sydpå til ligeledes kystnære Bairrada, hvor jeg smagte et par ganske fine mousserende vine fra Caves Da Montanha lavet på regionens signaturdrue Baga. Portugisernes tradition for at lave Espumante startede især i Bairrada, men siden er de fleste regioner fulgt efter – inklusiv som nævnt også Algarve.



Fra Alentejo smagte jeg bl.a. et par Talha vine – altså vine fermenteret og lagret på amfora-krukker. Det var producenten Morais Rocha Wines, som havde medbragt denne Alentejo-specialitet i form af JJ Branco på Antão Vaz og JJ Tinto på Trincadeira og Aragonez. Dejlig taktile vine. Læs mere om talha-vine i min reportage fra Amphora Wine Day her.



Ligeledes i Alentejo stiftede jeg bekendtskab med Herdade dos Lagos, som producerer økologisk. Jeg smagte deres Espumante Blanc de Noire 2020 på Aragonez, HDL Branco 2025, HDL Tinto 2023, HDL Reserva 2022 på et blend af Syrah og Aragonez samt en ganske fin enkeltdruevin fra 2023 på Touriga Nacional. Dem vil jeg givet skrive mere om på et tidspunkt, da alt tyder på, at jeg skal besøge dem senere på måneden.



Dão blev også besøgt i form Quinta das Queimas, hvor jeg smagte såvel hvidvine som rødvine. En udmærket serie, hvor jeg især vil fremhæve enkeltmarksvinen d´Ovaia og enkeltdruevinen på Encruzado samt de to røde enkeltdruevine på Touriga Nacional og Alfrocheiro, som dog begge havde brug for tid. Især sidstnævnte var med lidt vel aggressive tanniner lige nu, selv om den faktisk var fra 2021.

Jeg smagte også hvidvin hos Lavradores de Feitora fra Douro, hvor jeg især vil fremhæve deres Tres Magos Branco 2024. Hos José Maria da Fonseca sprang jeg de ellers glimrende Moscatel-vine over, men smagte en nyhed i form af en enkeltdruevin på Alicante Bouschet under det gode gamle brand Periquita. Her var der lidt vel markant præg af fadet. Quinta do Combro fra Douro og Torre de Frade fra Alentejo var også til stede samt den store koncern Casa Santos Lima, som laver vin fra de fleste regioner.



Jeg sluttede ved Alves de Sousa fra Douro, som jeg kender ret godt. Her smagte jeg dog en nyhed i form af den spændende og komplekse hvidvin Berço 2024 fra vingården Quinta da Aveleira, der ligger ved foden af Marão-bjerget og dermed tæt på grænsen til Vinho Verde. Vinen er da også et blend af Arinto, Avesso og Viosinho. Endvidere smagte og gensmagte jeg Gaivosa Primeiros Anos 2023, Alves de Sousa Vintage 2023, som er en særlig udgave lagret på cementtank, samt den nye Amphitheatrum Vintage 2024. En fremragende portvin.

Dejligt, at der stadig jævnligt er fremstød for portugisisk vin her i Danmark. Vinene fortjener det.


Læs også min artikel i Din Vinguide om vine fra Algarve.

mandag den 5. oktober 2026

Hvid portvin på programmet ved Dalva master class


 

Hvid portvin med alder synes at være populært som aldrig før. De nye brands, som skyder frem, lancerer gerne hele serien, ligesom flere og flere producenter, som hidtil kun har haft hvid portvin som entry level, fatter interesse for de fadlagrede og mere komplekse hvide portvine.

Danmark er et af de lande, som har været med til at skubbe til udviklingen, da typen synes at være faldet i vores smag. Danmark udgør da også det næststørste marked for en af pionererne på området; Dalva – kun overgået af USA.

Selskabet bag Dalva hedder C. da Silva og er opkaldt efter Clemente da Silva, som i 1933 arvede firmaet, hvis forløber var grundlagt tilbage i 1862. Han omdøbte altså selskabet i sit eget navn, men da der i forvejen var en del da Silva´er i portvinsbranchen, blev selve brandnavnet en sammentrækning af ”da” og ”lva” i efternavnet.

Regatta på Douro 2022. Elsa Couto fra Dalva sammen med skribenten


Dalva havde allerede den gang fokus på ældre Tawny og Colheitas, ligesom de tidligt begyndte at lagre hvid portvin til brug for blends, hvilket senere førte til den kendte Golden White serie og hvide Colheitas.

Dalva ejes i dag af koncernen Granvinhos, som også ejer det store kommercielle mærke Porto Cruz, luksusvingården Quinta de Ventozelo samt Quinta de S. Salvador da Torre i Vinho Verde og Justino´s på Madeira.

Nyligt inviterede den danske importør af Dalva, Vinmonopolet, til en masterclass og åben walk-around smagning af en stor del af porteføljen. Det fandt sted på Frederiksberg, og masterclassen var lagt i hænderne på vinskribent René Langdahl Jørgensen, som fortalte lidt om Douro, terroir, druesorter og de forskellige portvinstyper samt selvfølgelig huset Dalva.

Under masterclassen blev følgende vine smagt:

Dry White Reserva: Gylden ravfarvet. Honning, hyldeblomst og abrikos i næsen. Frisk i munden med godt syrebid, tør, mandel, honning, citrusskal og blomster, lang hale med lidt syrebid. Fin aperitif (89).

10 års dry White: Ravfarvet med flot skær. Lidt krydret næse med honning og lidt nødder. Let cremet struktur, dejlig balance, syren tiltager i anden omgang, elegant, frisk og tør med honningnoter og abrikos, lang tør hale med syresvip (91).

White Colheita 2007 (flasket 2026): Mørk ravfarvet med lysere kant. Ekspressiv næse med orangeskal, abrikos, hasselnødder, honning og lidt hvid balsamico. Dejlig fyldig i munden, let cremet, markant syre der giver god balance, tørrede abrikoser og andre tørrede frugter, nødder, dejlig kompleksitet, lang, lang hale. Kunne være en potentiel Golden White (93).

White Colheita 2015 (flasket 2025): Mørk ravfarvet, lysere kant. Lidt diskret næse med tørrede frugter, blomster og honning. Let cremet i munden med høj syre, frisk med citrus, orangeskal og lidt mandarin og honning, lang hale med syrebid og citrus (91).

Golden White 1989 (flasket 2026): Gylden ravfarvet med flot skær. Abrikos, orangeskal, hasselnødder, lidt brun farin og balsamico i næsen. Frisk i munden med høj syre, men også lidt tungere noter som karamel og tørrede figner, dejlig harmonisk. Et flot glas, hvis kan man lide den markante syre (94).

Golden White 1971 (flasket 2021): Mørk orangerød, næsten tawnyfarvet og med lidt grønlig kant. Lidt røget og tydeligt oxideret næse med bolcher, balsamico og en smule apotekerduft, som dog ikke var afskrækkende. Intens, koncentreret og kompleks i munden med høj syre, tørrede frugter og lidt karamel, lang hale (93).



Det er selvfølgelig en smagssag, om man kan lide den tørre stil i de to første, ligesom ikke alle er glade for det generelt høje syreniveau hos Dalva. Selv er jeg ret glad for begge.

Efter masterclassen var der så mulighed for at gå rundt og smage en længere række af portvine fra Dalva samt en enkelt Moscatel do Douro. Dalva er nemlig blandt de portvinshuse, som også har en lille sideproduktion af Moscatelvine – en type hedvin, som ellers mest forbindes med Moscatel de Setubal lige syd for Lissabon, men altså også findes i Douro (læs mere her).

Under den åbne smagning blev der kun taget sparsomme noter, men her er, hvad jeg valgte at smage.

Moscatel do Douro: Dejlig sødme og syre og i god balance. Stor friskhed, ikke så kompleks og til den elegante side. Lang hale med kraftigt syrebid.



Pure Organic White Reserve: Diskret næse, let i stilen med en fin og rimelig kompleks hale.

Pure Organic Tawny Reserve: Rødbrun. Frisk med en del primær frugt som syrnede kirsebær amt lidt mandel. Krydret hale med høj syre.

LBV 2019: Godt med primær frugt, syrnede kirsebær, brombær og brombær. Både frisk og rund med høj syre.

Vintage 2011: Floral med røde bær. Frisk i munden med jordbær og andre røde bær, florale noter og bløde tanniner, tør, god balance. Har stadig potentiale for udvikling, men faktisk også ganske udmærket nu, hvor de første fra årgangen begynder at være drikkeklare.

Pure Organic Vintage 2019: Lidt urtet næse. Elegant med kirsebær, friske krydderurter og florale noter, høj syre, tør, pænt med bløde tanniner.

Colheita 2001 Douro World Heritage: Hasselnødder, brændte figner, muskatnød og balsamico i næsen. Dejlig i munden, frisk og balanceret med høj syre, rimelig fin kompleksitet.

Colheita 1990: En flot og dejlig vin med god balance og fin kompleksitet.

 

Dalva importers af Vinmonopolet