mandag den 5. oktober 2026

Hvid portvin på programmet ved Dalva master class


 

Hvid portvin med alder synes at være populært som aldrig før. De nye brands, som skyder frem, lancerer gerne hele serien, ligesom flere og flere producenter, som hidtil kun har haft hvid portvin som entry level, fatter interesse for de fadlagrede og mere komplekse hvide portvine.

Danmark er et af de lande, som har været med til at skubbe til udviklingen, da typen synes at være faldet i vores smag. Danmark udgør da også det næststørste marked for en af pionererne på området; Dalva – kun overgået af USA.

Selskabet bag Dalva hedder C. da Silva og er opkaldt efter Clemente da Silva, som i 1933 arvede firmaet, hvis forløber var grundlagt tilbage i 1862. Han omdøbte altså selskabet i sit eget navn, men da der i forvejen var en del da Silva´er i portvinsbranchen, blev selve brandnavnet en sammentrækning af ”da” og ”lva” i efternavnet.

Regatta på Douro 2022. Elsa Couto fra Dalva sammen med skribenten


Dalva havde allerede den gang fokus på ældre Tawny og Colheitas, ligesom de tidligt begyndte at lagre hvid portvin til brug for blends, hvilket senere førte til den kendte Golden White serie og hvide Colheitas.

Dalva ejes i dag af koncernen Granvinhos, som også ejer det store kommercielle mærke Porto Cruz, luksusvingården Quinta de Ventozelo samt Quinta de S. Salvador da Torre i Vinho Verde og Justino´s på Madeira.

Nyligt inviterede den danske importør af Dalva, Vinmonopolet, til en masterclass og åben walk-around smagning af en stor del af porteføljen. Det fandt sted på Frederiksberg, og masterclassen var lagt i hænderne på vinskribent René Langdahl Jørgensen, som fortalte lidt om Douro, terroir, druesorter og de forskellige portvinstyper samt selvfølgelig huset Dalva.

Under masterclassen blev følgende vine smagt:

Dry White Reserva: Gylden ravfarvet. Honning, hyldeblomst og abrikos i næsen. Frisk i munden med godt syrebid, tør, mandel, honning, citrusskal og blomster, lang hale med lidt syrebid. Fin aperitif (89).

10 års dry White: Ravfarvet med flot skær. Lidt krydret næse med honning og lidt nødder. Let cremet struktur, dejlig balance, syren tiltager i anden omgang, elegant, frisk og tør med honningnoter og abrikos, lang tør hale med syresvip (91).

White Colheita 2007 (flasket 2026): Mørk ravfarvet med lysere kant. Ekspressiv næse med orangeskal, abrikos, hasselnødder, honning og lidt hvid balsamico. Dejlig fyldig i munden, let cremet, markant syre der giver god balance, tørrede abrikoser og andre tørrede frugter, nødder, dejlig kompleksitet, lang, lang hale. Kunne være en potentiel Golden White (93).

White Colheita 2015 (flasket 2025): Mørk ravfarvet, lysere kant. Lidt diskret næse med tørrede frugter, blomster og honning. Let cremet i munden med høj syre, frisk med citrus, orangeskal og lidt mandarin og honning, lang hale med syrebid og citrus (91).

Golden White 1989 (flasket 2026): Gylden ravfarvet med flot skær. Abrikos, orangeskal, hasselnødder, lidt brun farin og balsamico i næsen. Frisk i munden med høj syre, men også lidt tungere noter som karamel og tørrede figner, dejlig harmonisk. Et flot glas, hvis kan man lide den markante syre (94).

Golden White 1971 (flasket 2021): Mørk orangerød, næsten tawnyfarvet og med lidt grønlig kant. Lidt røget og tydeligt oxideret næse med bolcher, balsamico og en smule apotekerduft, som dog ikke var afskrækkende. Intens, koncentreret og kompleks i munden med høj syre, tørrede frugter og lidt karamel, lang hale (93).



Det er selvfølgelig en smagssag, om man kan lide den tørre stil i de to første, ligesom ikke alle er glade for det generelt høje syreniveau hos Dalva. Selv er jeg ret glad for begge.

Efter masterclassen var der så mulighed for at gå rundt og smage en længere række af portvine fra Dalva samt en enkelt Moscatel do Douro. Dalva er nemlig blandt de portvinshuse, som også har en lille sideproduktion af Moscatelvine – en type hedvin, som ellers mest forbindes med Moscatel de Setubal lige syd for Lissabon, men altså også findes i Douro (læs mere her).

Under den åbne smagning blev der kun taget sparsomme noter, men her er, hvad jeg valgte at smage.

Moscatel do Douro: Dejlig sødme og syre og i god balance. Stor friskhed, ikke så kompleks og til den elegante side. Lang hale med kraftigt syrebid.



Pure Organic White Reserve: Diskret næse, let i stilen med en fin og rimelig kompleks hale.

Pure Organic Tawny Reserve: Rødbrun. Frisk med en del primær frugt som syrnede kirsebær amt lidt mandel. Krydret hale med høj syre.

LBV 2019: Godt med primær frugt, syrnede kirsebær, brombær og brombær. Både frisk og rund med høj syre.

Vintage 2011: Floral med røde bær. Frisk i munden med jordbær og andre røde bær, florale noter og bløde tanniner, tør, god balance. Har stadig potentiale for udvikling, men faktisk også ganske udmærket nu, hvor de første fra årgangen begynder at være drikkeklare.

Pure Organic Vintage 2019: Lidt urtet næse. Elegant med kirsebær, friske krydderurter og florale noter, høj syre, tør, pænt med bløde tanniner.

Colheita 2001 Douro World Heritage: Hasselnødder, brændte figner, muskatnød og balsamico i næsen. Dejlig i munden, frisk og balanceret med høj syre, rimelig fin kompleksitet.

Colheita 1990: En flot og dejlig vin med god balance og fin kompleksitet.

 

Dalva importers af Vinmonopolet