Femte udgave af Port and the Douro

 

Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget

 

Der sker hele tiden nyt i portvinens verden. Nye producenter kommer til. Vingårde eller brands skifter ejere. Nye årgange af Vintage portvin bliver deklareret. Nye love vedtages, og nye kategorier tillades.

Derfor er der jævnligt brug for en opdatering af viden, hvilket også gælder for portvinslitteraturen. Engelske Richard Mayson har nyligt udgivet femte udgave af sin fremragende bog ”Port and the Douro”, hvis første udgave udkom i 2013. Sammen med Henrik Oldenburgs ”Portvin” og tyske Axels Probsts ”Portwein” er Mayson det bedste bud på en bog med kompetent allround viden om portvin.

For de, der ikke kender Richard Mayson, en kort introduktion. Han er vinskribent, specialiseret i portugisisk vin, madeira og portvin. Foruden bogen om portvin, er han også forfatter til ”The Wines of Portugal” og ”Madeira”. Derudover skriver han om portvin og andre hedvine i de ansete vinblade Decanter og The World of Fine Wine. Han blev i år forfremmet til Fidalgo Cavaleiro i portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto. Fra 2004 til 2018 ejede han desuden sin egen vingård i Alentejo. Endelig kan det tilføjes, at han i oktober 2014 gæstede The Vintage Port Club i Odense ved klubbens store smagning af Vintage 1994 som fejring af, at klubben fyldte 25 år. Læs mere om Richard Mayson på hans egen hjemmeside, hvor han også bringer smagenoter.

”Port and the Douro” kommer grundigt hele vejen rundt, men med et særligt godt øje for Vintage portvin, der nu en gang er englændernes favorit historisk set. Opbygningen af bogen er ganske traditionel og identisk med de tidligere udgaver. Først en gennemgang af historien, dernæst et par meget grundige kapitler om klima, druesorter, beneficio-systemet, quintaer etc. samt fremstillingen af portvin. Så følger en gennemgang af portvinstyper og de forskellige årgange af Vintage portvin. Og endelig en oversigt over de fleste producenter og brands. Slutteligt et kort kapitel om bordvin og lidt turistinformation.

Bogen er selvfølgelig opdateret, hvad angår årgange. Hvor den fjerde udgave stoppede ved årgang 2017, rækker den nye helt frem til og med årgang 2023, som dog i sagens natur ikke er fuldt evalueret, da Vintage 2023 endnu ikke er kommet på gaden. Mayson opererer med et femstjernesystem, hvad angår årgange. Blandt de sidste årgange med fuld plade er 2011, 2016 og 2017, men også 2020 får gode ord med på vejen og fire stjerner. Hver årgang byder på en høstrapport samt anbefalinger af udvalgte huse.

Listen over producenter er ligeledes opdateret med nye huse og andre ændringer, men er selvfølgelig ikke komplet. Det ville vel også være for meget forlangt, da der hele tiden kommer nye til. Vægten er især på huse, der har haft eller har betydning for vintage portvin og det engelske marked, men flere er kommet til som Agri-Roncão (DR), Kranemann, Quinta das Murças, Quinta do Pégo og Sequeirinha.

Ligeledes er der opdateret med ejerskaber som f.eks. Fladgates salg af Krohn til WineStone Group og deres nylige køb af Quinta do Portal samt Kopkes planer om at indrette hotel i deres lodge i Gaia. Alt er dog ikke opdateret. 

I beskrivelsen af Quinta do Infantado hedder det sig f.eks. stadig, at ”most LBV and vintage port is food-trodden”, selv om det er adskillige år siden, at der blev installeret en mekanisk robot til at lave arbejdet på den lille quinta. Set med danske øjne kan man i øvrigt også savne, at der under Quinta do Pégo står anført, at den er ejet af danske Karsten Søndergaard.

I andre afsnit er der ligeledes kommet ny viden til. Det gælder bl.a. det meget grundige kapitel om ”Vineyards, vines and quintas”, hvor Mayson har sat sig ind i den seneste udvikling, f.eks. hvad angår druesorter. Her er det interessant at få bekræftet, hvad jeg allerede har noteret mig ved test af de seneste årgange af Vintage portvine, nemlig den ændring i sammensætningen af sorter, der er sket. En af de såkaldte fem store druesorter, Tinta Roriz, udelades nu oftest i vintageblends, som en konsekvens af klimaforandringer. I stedet vinder druesorter som Sousão og Alicante Bouschet frem med deres høje syreniveau og intense farve. Tinta Roriz benyttes dog stadig, men mest til tawny.

I afsnittet om typer af portvin er de nye kategorier 50 års Tawny og 50 års hvid, Very Very Old Port og Garrafeira selvfølgelig kommet til, men man kunne ønske sig et større fokus på hvid portvin med alder, som kun får et lille afsnit til deling mellem sig. Grunden er givet, at hvid portvin med alder ikke har den samme bevågenhed i England som herhjemme, hvor danskerne vitterligt har taget typen til sig.

Små ønsker og indvendinger kan man altid komme med. Men det ændrer ikke ved, at bogen er stærkt anbefalelsesværdig for alle portvinsnydere, som gerne vil have såvel overblik som dybde. Den er grundig, den bringer baggrundsviden, og den er godt skrevet.

Hver udgave slutter med et lille afsnit, der prøver at se ind i fremtiden. Den nye er ingen undtagelse. Her nævnes bl.a. et tiltrængt revidering af klassifikationen af vinmarker samt en ændring af det skæve betalingsforhold mellem druer til portvin og druer til bordvin. De samme indvendinger, som de fleste og største producenter fremførte i et åbent brev i 2023. Endelig omtaler han også den øgede turisme på godt og ondt – ikke kun i Porto, men også i Douro – som faktisk har medført, at turismen visse steder giver langt højere fortjeneste end salget af vin og portvin.

Men trods disse udfordringer, lyder Richard Maysons konklusion dog ganske opløftende:

”I remain convinced that the Douro will continue to be the world´s most captivating wine regions and that Port will remain among the greatest of wines”.

 

Richard Mayson: Port and the Douro. Academie duVin Library 2024, 408 sider.