onsdag den 3. december 2025

Vintage 2023 og Colheita fra Quinta do Pégo



De omtalte portvine er anmeldereksemplarer tilsendt af importøren

 

Med Danmarks position på portvinsverdenskortet er det ikke så underligt, at vi også har vores egne brands. De senere år er et par mindre dukket frem i form af Casa de Kristina og Enólogo, som produceres i et samarbejde med danske importører. Og af ældre dato har vi Quinta do Pégo, som selv er registreret som producent og – som navnet siger – med egen quinta i Douro.

Danske Karsten Søndergaard havde i en del år gjort det i import af vin herunder portvin gennem firmaer som Amka, Jysk Vin og Best Selection, da han i år 2000 købte en større andel i Quinta do Pégo. Tre år senere var han eneejer. Ejendommen og markerne er siden blevet renoveret, ligesom der er blevet indrettet et 4-stjernet hotel.



Winemakerteamet består i dag af sydafrikanske Niel Bester og portugisiske Manuel Henrique Da Silva fra Rozès, hvis direktør er god ven af Karsten Søndergaard, som også står for den danske import af Rozès. I årene 2015-2017 deklarerede Quinta do Pégo Vintage tre år i træk og siden er fulgt årgang 2020 og nu årgang 2023.

Quinta do Pégo har tidligere haft en tendens til lidt for meget kogt frugt i forhold til mine smagsløg. Men det virker som om, at de i de senere årgange har ændret en smule og nedtonet dette, så deres vintage efter min mening i dag fremstår friskere og bedre balancerede.

Jeg smagte en tidlig fadprøve af Vintage 2023 ved Portvinsfestivalen i Odense i september og fandt den ganske lovende. Da jeg derfor fik en flaske tilsendt sammen med en ny Colheita 2016 og deres olivenolie, var jeg spændt på at gensmage og blev ikke skuffet.

Hvad angår Colheita er det kun 5. gang, at Quinta do Pégo vælger at udsende en. Tidligere årgange er 2003, 2007, 2011 og 2013. Nu udsendes så 2016, som altså har ca. 9 år på fad bag sig.

Vinene blev smagt over to dage ved lidt forskellige temperaturer.

 

Quinta do Pégo Vintage 2023

Mørk rubin, tæt og uigennemsigtig, lilla kant. Ekspressiv med masser af ung frisk frugt, solbær og andre mørke bær, violer, mørk chokolade og esteva. Fin struktur og balance, godt med frugt og fin syre, solbær og andre mørke bær, kraftige velintegrerede tanniner, let krydret hale med tørre, men bløde tanniner og markant syre, mellemlangt til langt potentiale (93).

 

Quinta do Pégo Colheita 2016

Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca, Sousão, Tinto Cão og Tinta Roriz. Rødbrun med orange kant. Fin balance mellem primær og sekundær aroma i næsen, kirsebær, nødder, figner og lidt valnød og tobak. Også lidt resterende primær frugt i munden, men ellers nødder, tørrede frugter og mandel, frisk og let cremet med god balancerende syre, lang let krydret hale om syresvip. Måske ikke den mest komplekse colheita, men ganske vellavet og velsmagende den unge alder taget i betragtning (91).



 

Som nævnt var der også en olivenolie fra Quinta do Pégo med i den tilsendte pakke. Den var grønlig i farven og med en frisk og grøn næse. I munden ligeledes frisk med god syre og lidt urtede noter. En udmærket olivenolie. Har du ikke før prøvet portugisisk olivenolie, kan jeg kun anbefale at gøre det.

 

Quinta do Pégo importeres af Amka og fås i udvalgte Meny- og Coopbutikker 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar