Siden Børsen brændte har Henrik Oldenburgs traditionelle
portvinsfestival, som er landets ældste af slagsen, været afholdt på Det ny
Teater. I år skiftede den lokation uden dog at forlade teatret. Fra at være
afholdt i gangene og foyeren rundt om selve teatersalen på to etager, var den i
år rykket ned i Sceneriet og restaurant Teaterkælderen. Selv om det til tider
kunne virke lidt trængt var det en fornuftig beslutning, da det gav mere
overblik og samling.
Som vanligt var der masser af gæster og masser af portvin
fra forskellige brands og importører. Og som vanligt måtte der træffes nogle
valg, da ikke alt kunne smages.
Jeg valgte i år i tiden frem til det store rykind at
koncentrere mig om et enkelt hus, som i kraft af et importørskifte nu medvirker
ved de forskellige portvinsfestivaller rundt om i landet. Fonseca er nu at
finde hos Jysk Vin, som var mødt op med 10 forskellige portvine blandt de
mange, de har hjemtaget.
Følgende vine blev smagt:
Fonseca Bin 27: Reservekategorien byder faktisk på en del
udmærkede portvine, som dog ofte står i skyggen af LBV og Vintage. Det gælder
også denne Bin 27. Mørk rubin og ekspressiv med masser af frisk frugt i næsen,
hyldebær og solbær. Harmonisk i munden, lidt poleret og selvfølgelig ikke så
kompliceret, i første omgang blød derefter med mere markant syre, bløde
tanniner, Kan sagtens drikkes juleaften til risalamanden (88).
Fonseca LBV 2021: Mørk rubin. Lidt lukket næse med mørke
bær. Dejlig frisk med godt med tanniner og lidt grønne noter og urter samt
mørke bær, fin syre (90).
Fonseca Crusted Port (tappet 2019, årgange ikke oplyst): Mørk
rubin. Krydret og lidt rustik næse med brombær og andre mørke bær. Fyldig i
munden med kraftige tanniner og syrebid, godt krydret med bl.a. sort peber,
lang hale med tørre tanniner (90).
Fonseca Guimaraens Vintage 2015: Mørk rubin. Blåbær og andre
mørke bær, mørk chokolade og lidt tobak i næsen. Stadig lidt rå og med markant
bid, mørke bær og godt med tanniner. Stadig med flot potentiale (92).
Fonseca Guimaraens Vintage 1998: Rubinrød. Dejlig godt
krydret næse med røde bær og ribs. Flot og behagelig i munden, røde bær,
elegant stil, høj syre, men måske lidt lav på frugt. Skal nok ikke gemmes i
mange år endnu (93).
Fonseca Vintage 2024: Mørk og tæt. Dejlig ekspressiv næse
med solbær og mørke kirsebær, lidt mørk chokolade og lidt lakrids. Kraftige
tanniner og høj syre, men også masser af frugt. Stor vin fra stor årgang, men
har brug for tid (95).
Fonseca Vintage 2016: Endnu en stor årgang, men nu med 10 år
på bagen. Mørk rubin. Lidt lukket næse med mørke bær, kakao og engelsk lakrids.
Masser af mørk frugt i munden og godt med fint integrerede tanniner, relativ
elegant, tørre tanniner i enden. Har stadig brug for tid og har stort
potentiale (95).
Fonseca Vintage 2000: Millenniumårgangen er ved at
drikkeklar. Det gælder også Fonsecas. Rubin, lidt lysere end de to forrige. Lidt
røde bær og florale noter, krydret. Fint balanceret hvad angår frugt og syre og
med polerende tanniner. Fint drikkelig nu, men også stadig holdbar (93).
Fonseca 10 års Tawny: Rød med lidt brune nuancer. Stadig med
lidt primær frugt, ribs, nødder og lidt orangeskal. Høj på syre, men savner
måske lidt frugt (89).
Fonseca 20 års Tawny: Lys, teglrød med brunlige nuancer.
Lidt røde bær og stadig anstrøg af primær frugt, men ellers nødder og tørrede
frugter, fin syre, tør. Et ganske fint glas (91).
Efter denne smagning i ro og mag blev det til en del snakke
med såvel gæster fra Portugal, importører som andre festivalgæster. Og så blev
det selvfølgelig til lidt smagning rundt om – dog uden noteskrivning og
pointgivning. Men her er, hvad jeg smagte:
Da jeg nyligt har været til en større smagning af Dalva (læs
her) – et hus, som jeg sætter stor pris på – blev det kun til et enkelt glas i
form af deres altid glimrende White Colheita 2007.
Derefter kiggede vi over til Churchill´s, hvor jeg fik hilst
på Zoe Graham. Hun bød først på deres LBV 2005, som var i vanlig tør stil med
moden frugt, solbær, ribs og høj syre. Derefter fulgte Quinta da Gricha Vintage
2013 – igen tør med skarp syre, røde bær samt tørre tanniner og syrebid i
enden. Churchill´s præsterer fint både hvad angår Vintage og Tawny og hvad
angår bordvin. Læs f.eks. min omtale fra et besøg i Gaia i juni her.
Hos Taylor´s blev det til endnu et par vintage portvine.
Vintage 1997 var meget lækker og indbydende lige nu, elegant, floral og med
røde bær. Vintage 2017 var stadig meget ung, men med flot potentiale, mørk og
tæt med kraftige tannier og vanlig tør stil.
Naboen Croft bød også på Vintage. Her smagte jeg Quinta da
Roêda Vintage 2005, som var et dejligt glas med lidt grønne og typiske
eukalyptus noter. Endvidere gensmagte jeg vintage 2024, som jeg var glad for i
min test af den nye årgang tidligere i år (læs artiklen i novemberudgaven af
Din Vinguide). Og det var jeg stadig. Endelig blev der også skænket Vintage
2017 – en anden stor årgang med store vine. Stadig potent med masser af
tanniner, men flot og til den elegante side.
Ramos Pinto skulle selvfølgelig også besøges, så jeg kunne
hilse på Nuno Sottomayor. Her smagte jeg LBV
2018, som var stilsikker som altid hos Ramos. Jeg gensmagte også her de
to nye udgaver af Vintage 2024 i form af Ervamoira og den klassiske Ramos
Pinto. Den første med en lidt mere grøn profil lige nu og begge med godt med
tanniner. Standen bød selvfølgelig også på de særlige udgaver af tre portvine,
sejlet hertil på et gammelt sejlskib (læs mere her).
Jeg fik også hilst på Oscar Quevedo, som ofte er i Danmark. Læs
f.eks. her om et besøg i Svendborg tidligere i år. Oscar skænkede først en
ganske udmærket hvid Colheita 2012 – dejlig frisk med flot syre og god frugt,
abrikos og honning. Derefter fulgte et par colheitaer fra 2003 og 1995. Her
fandt jeg faktisk den yngste mest indbydende og harmonisk, da den ældre udgave
var lidt mere kantet.
Hos Kopke fik jeg også hilst på gæsterne fra Portugal. Her
fik João Tamagnini Belo overtalt mig til at prøve deres nye Kopke on Ice – en
frisk udgave med citrus og blomster, som serveres med isterninger. Den slags
har sikkert sin målgruppe, men er indrømmet ikke lige mig. Så meget hellere den
efterfølgende glimrende hvide Colheita 2004.
Det blev også til et par glas hos Boeira. Vi smagte først 30
og 40 års Tawny efterfulgt af en gang balsamiconoter i deres intense 80 års
Tawny. Især 30 års synes jeg er et glimrende glas til prisen.
Hos Valriz vendte jeg retur til ruby-stilen i form af to
gange Vintage. Først 2016, som var ganske udmærket med lidt skovbær og
trøffelnoter, efterfulgte af Vintage 2023, som stadig var alt for ung og med
kraftige tanniner. Her blev det også til en lille snak med Helena Gomes fra
Coimbra de Mattos, som står bag brandet Valriz.
Endelig blev det også til en helt ny Vintage 2024 hos Alexandre
Botelho fra Porto dos Santos. Som andre udgaver af den nye årgang var også hans
relativt tilgængelig, elegant, velbalanceret og med fine bløde tanniner. Du kan
i øvrigt læse mere om huset her.
Foruden de allerede nævnte blev der hilst på flere venner og
kontakter fra Portugal herunder Gustavo Devesas fra Symington Family Estates,
Karsten Søndergaard fra Amka og Quinta do Pego, og Joana Duarte fra Torben
Mandrups hus Enólogo (og tidligere Bulas).