Sherryen har også sin festival

Der afholdes i dag portvinsfestivaler i en længere række af byer. Den ældste af dem så dagens lys i 1988 og var arrangeret af Henrik Oldenburg, som den dag i dag står bag festivalen, der finder sted den første mandag i november på Børsen i København.

Henrik Oldenburg sætter ikke kun pris på portvin, men også på sherry. I 2018 udgave han således den lille bog, ”Sherry, tapas og skinke”, og året efter stod han bag den første danske sherryfestival. Siden fulgte et par år med Corona-nedlukning, hvor den slags arrangementer ikke kunne finde sted, men i år sidst i april blev endnu en sherryfestival afviklet på Sceneriet i Det Ny Teater.

Jeg var inviteret med, og da jeg foruden min kærlighed til portvin også er begejstret for især de tørre sherryer mødte jeg op for at tage del i glæderne. Samtidig synes jeg, at det er værd at bakke op om initiativet. Sherry står – sammen med andre hedvine som madeira – helt i skygge af portvinens store popularitet og fortjener derfor større opmærksomhed.

En sådan festival inviterer sjældent til koncentreret smagning med notetagning. Her vil jeg derfor kun kort præsentere nogle af de huse, jeg nåede at besøge, og knytte enkelte kommentarer til nogle af de smagte vine. Men inden da et par få ord om sherry og sherrytyperne.

Sherry produceres i en trekant i det sydvestlige Spanien udspændt mellem de tre byer Jerez de la Frontera, Sanlúcar de Barrameda og El Puerto de Santa Maria, som er de eneste byer, hvor sherry må lagres ifølge regulativerne. I modsætningen til portvin laves sherry på kun en druesort – de fleste på den tørre Palomino, andre på de søde Moscatel og Pedro Ximénez. Det bedre terroir udgøres af den kalkholdige albariza-jord, som ofte fremstår hvid.

Efter presning og gæring tilsættes vinsprit, så alkoholprocenten stiger fra godt 10 til 15-16 procent, hvorefter vinen lagres på fade i de mange bodegaer. I fadene dannes et lag af døde gærceller – kaldet flor – som i større eller mindre grad er med til give sherryen sin karakteristiske smag. En andet karaktertræk er det såkaldte solera-system, hvor den færdige vin tappes af de nederste fade, som så fylde op med vin fra række over, som igen fyldes af næste række etc. Den nye og helt unge vin hældes altså på foroven, bevæger sig derefter gennem flere årgange af vin og opnår derved alderdommens karaktertræk.

Fino og Manzanilla – sidstnævnte må kun lagres i Sanlúcar de Barrameda – er de mest tørre udgaver af sherry, der findes. Restsukkerindholdet er omkring 1 gram pr. liter i modsætning til de sødeste sherrytyper på Pedro Ximénez, hvor det kan være over 400. Dermed også sagt, at spændvidden, hvad angår tørhed og sødme, er langt større i sherry end i portvin.

Den næste kategori i rækken er Amontillado, som ligeledes starter sin lagringstid under flor, men som så lagrer videre, når floren dør ud eller så at siges dræbes ved tilsætning af sprit, så alkoholprocenten hæves. Amontillado er altså lagret såvel biologisk som på almindelig oxidativ vis. Amontillado, Palo Cortado og Oloroso regnes ligeledes for tørre sherryer, selv om sukkerindholdet er stigende i forhold til Fino og Manzanilla. Til de søde hører Moscatel og ikke mindst Pedro Ximénez samt diverse blends som de kendte cream sherryer.

For uddybning og information om sherryens historie kan jeg henvise til Oldenburgs lille bog eller udmærkede engelsksprogede bøger som Julian Jeffs ”Sherry” og Talia Baiocchis ”Sherry”.

Men tilbage til festivalen og min lille rundtur. Som nævnt følger en kort præsentation af nogle af de forskellige producenter samt enkelte bemærkninger til de smagte vine. Navnet på importør og/eller forhandleren, som repræsenterede dem på festivalen, står i parentes.

 

Bodega Yuste

Ungt hus grundlagt af Francisco ”Paco” Yuste, som i 1991 overtog og renoverede den gamle Bodega Santa Ana i Sanlúcar. I starten arbejdede han som almacenista for andre bodegaer, men siden er han ekspanderet og har opkøbt flere bodegaer og udsender du egen vin. I 2015 købte han fx retten til at udsende Pedro Romeros brand Aurora – et brand, der stammer fra 1904 og er en hyldest til Romeros hustru Aurora, hvis portræt pryder flaskerne.

Jeg smagte to forskellige Manzanillas, Aurora og den lidt ældre La Kika, som især var ganske spændende med sine mindst 10 år under flor. Endelig smagte jeg også deres Aurora Amontillado (Vinimondo).

 

Barbadillo

Familieejet bodega grundlagt i 1821, da Don Benigno Barbadillo vente tilbage til sin fødeby efter at have boet i Mexico. Ligger i Sanlúcar og er især kendt som for sin store produktion af tør Manzanilla, men producerer alle typer og står faktisk også bag den gamle storsælgende Fad nr. 6.

Hos Barbadillo smagte jeg først nogle af de helt tørre vine: Manzanilla En Rama, Manzanilla Levante & Poniente – to ens vine i udgangspunktet, men med forskellig placering i bodegaen. Dernæst fulgte et par Amontillados i form af 12 års Principe og 30 års V.O.R.S. med en dejlig næse og flot kompleksitet. Endelig sluttede jeg med et par af de søde typer – en fin Moscatel Laura og en intens20 års Pedro Ximenez (Juuls Vin & Spiritus).

 

Ximenez-Spinola

Lille familiejet producent grundlagt i 1729, som har specialiseret sig i tørre vine på Pedro Ximenez samt enkelte sherryer og brandy.

Her smagte jeg først et par spændende tørre hvidvine, Fermentation Lenta 2019 og Exceptional Harvest 2019. Dernæst deres sherry, 1918 Muy Viejo Sherry og endelig en brandy. Et spændende og anderledes hus fra regionen (H.J. Hansen).

 

Alvaro Domecq

Den kendte tyrefægter Alvaro Domecq købte i 1998 den gamle almacenista Pilar Arandas bodega og genoptog dermed familiens gamle beskæftigelse som sherryproducenter. Producerer i mindre skala herunder nogle gamle VORS vine.

Jeg smagte først Manzanilla “La Jaca” og Fino ”La Jaca”, dernæst to fremragende Olorosaer, ”Alburejo” og 1730 V.O.R.S – sidstnævnte med en fantastisk næse, høj syre og lidt kant. Et spændende hus (Erik Sørensen Vin).

 

Bodega Hidalgo La Gitana

Sigøjnerpigen, La Gitana, er navnet på husets Manzanilla, men har altså også givet navn til bodegaen, som blev grundlagt i 1792. Jeg smagte La Gitana Manzanilla, en udmærket Amontillado Napoleon og Olorosa Farson (Brdr. D´s Vinhandel).

 

Emilio Hidalgo

Familiejet bodega grundlagt omkring år 1875. Jeg smagte først der fino og manzanilla og derefter den dejlige La Panesa, som har 15 år under flor. Fin og indbydende næse og på en gang elegant og kompleks (ViniPortugal).

 

Baron Sacristía AB

Ny bodega grundlagt i 2010 af Antonio Barbadillo (AB), som ganske rigtigt kommer fra den traditionsrige familie bag Barbadillo. På egne ben fremstiller han mere radikale og særprægede vine, som ikke er mainstream, hvilket også fremgår af etiketten.

Jeg smagte deres uhyre komplekse og lækre 50 års gamle Olorosa (Frederiksberg vinhandel).

  

Bodegas Baron

Ligeledes en noget anderledes og utraditionel producent med et moderne look. Bodegaen har hjemme i Sanlúcar og er derfor især kendt for sine Manzanillas.

Jeg smagte Xixarto Manzanilla og deres 12 års Amontillado. Et spændmede hus (Frederiksberg vinhandel).

 

H.J. Hansen var ligeledes til stede med den udmærkede producent Emilio Lustau, som jeg dog sprang over, da jeg tidligere har besøgt stedet under et besøg Jerez. Læs nærmere her.

Til slut er vel blot at sige, at det er et udmærket initiativ Henrik Oldenburg har taget med sherryfestivalen. Jeg håber endnu flere finder vej næste gang, og at det udvikler sig til en tradition som portvinsfestivalen.

50 års Tawny fra Maynard´s

 

Den smagte vin var sponseret af producenten

 

I januar trådte den nye lovgivning med nye kategorier af portvin i kraft – heriblandt 50 års Tawny og 50 års hvid portvin. Så vidt vides var de første, som kom på markedet Kopke med såvel en 50 års Tawny som en 50 års hvid, men siden er andre fulgt med. Undertegnede kender til Vallado 50 års, Taylor´s Golden Age og Maynard´s 50 års Tawny.

Sidstnævnte blev allerede præsenteret ved Portvinsmessen i Roskilde i marts, hvor winemaker og masterblender Alvaro van Zeller havde medbragt en lille prøve. Indtrykket var umiddelbart positivt. Jeg fik efterfølgende en flaske tilsendt, så den kunne smages i ro og mag over to dage ved lidt forskellige temperaturer. Men hvorfor udsende en 50 års?

”For det første havde vi i vores kælder nogle gode fade, som var mere end 40 år gamle, men ikke kunne bruges til Colheita. For det andet havde vi flere kunder, der efterspurgte det,” fortæller Alvaro van Zeller.

Der er som altid, når vi taler Tawny med alder tale om et blend af forskellige årgange. Druesorterne er typiske for regionen - nemlig Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinta Barroca og Tinta Cão. Alkoholen holder 20 % og sukkerindholdet er 152 g/l. Om selve blended kan Alvaro fortælle følgende:

”Det meste er fra en mere end 60 år gammel portvin som vi købte sidste år. Det har jeg så blandet med moder-vinen til vores 40 års Tawny og så lidt af nogle ”spicy” ældre eller yngre portvine.”

Barão de Vilar, som selskabet bag Maynard´s hedder, har i sin kælder mange gamle fade, hvilket ikke mindst skyldes, at Alvaro har et godt øje for at finde frem til sådanne rundt om i Douro. De laver også hvid portvin med alder, men har aktuelt ikke planer om, at udsende en 50 års hvid.

”Det er vores beholdning af hvid portvin ikke til. Men vi er rundt på markedet i Douro for se, om vi kan finde fade med gammel hvid portvin, så vi får at se,” siger han.

Der har været en del diskussion om de nye kategorier rundt om i portvinskredse. Er det et fornuftigt tiltag? Eller risikerer man at udvande kategorierne og tære på reserverne af gammel portvin, så der ikke er til fremtidens produktion?

Alvaro van Zeller har da også visse betænkeligheder, men håber det bedste.

”Very Old Tawny er uproblematisk. Når det er mere end 80 år gammelt, skiller det sig ud fra de andre kategorier. Mange producenter har fade med meget gammel portvin, som ikke kan bruges til Colheitas, men på denne måde kan værdsættes,” forklarer han og fortsætter:

”Det er sværere med 50 års Tawny versus 40 års Tawny. Jeg frygter, at producenter vil gå på kompromis med deres 40 års for at skabe sikkerhed for deres 50 års. Derfor skal IVDP fastholde og sikre kvaliteten af såvel 40 års som 50 års. Lykkedes det, vil de nye kategorier være en succes, så vi må se, hvordan det går.”

Og nu til mine noter.

Maynard´s 50 års Tawny: 

Tawnybrun med mørk kerne og lysere grøn til orange kant. Rustik og intens næse med hasselnødder, svesker, figner, balsamico, muskatnød og cigarkasse, lidt sprittet lige efter ophældning, men det aftog i glasset. Godt med fedme i munden med nødder, valnød, balsamico, brændte figner, tobak, kanel og appelsinskal, meget koncentreret og krydret, fint balanceret med syre, fin lang hale med lidt bid. Et dejligt glas (94/95).

 

Maynard´s importeres af Vinimondo

 

 

The Dream Ones – drømmehedvin fra Portugal

 

Turen til Porto var sponseret af Essência do Vinho

 

En af de særlige smagninger ved vinfestivalen Essência do Vinho i Palácio da Bolsa i Porto havde fokus på portugisisk hedvin med alder. Først en enkelt vin fra den lille region Carcavelos, derefter to portvine, to Moscatel de Setúbal og endelig to madeira-vine. The Dream Ones lød overskriften, og det var så sandt som skrevet, for der var virkelig tale om enestående drømmevine, som man ikke så ofte har mulighed for at smage.

Fælles for de fire typer er selvfølgelig, at det er hedvin – eller fortified wines, som man siger på engelsk. Det vil sige vine, hvor der er tilsat druesprit for at stoppe gæringen, hvorved sødmen bevares, og der opnås en højere alkoholprocent. Men der er også store forskelle grundet forskellige terroirs, druesorter, vinifikationsmetoder og lagringsmåder.

Portugals hovedstad Lissabon var tidligere rig på vinmarker. Herfra producerede man bl.a. hedvin, som konkurrerede med portvinen i nord. Men som byen voksede svandt antallet af marker ind. Blandt de få overlevende er det lille område Carcavelos lige vest for Lissabon. Området, der i dag kun er på 19 hektar, blev demarkeret helt tilbage i 1908 sammen med de to andre små områder i Lissabon-regionen, Bucelas og Colares. I Carcavelos produceres der hedvin af samme navn fra de få producenter, som er til stede. De senere år er der heldigvis gjort en del for at bevare området, og nye folk er kommet til - heriblandt australske David Baverstock, som ellers er mest kendt fra sin tid hos storproducenten Esporão i Alentejo. Han er tilknyttet Quinta dos Pesos, men har også sit eget brand Howard´s Folly. Der kan bruges såvel røde som hvide druesorter til at lave Carcavelos, og det kystnære terroir leverer høj syre til gavn for lagringen.

Det samme kan siges om vinene fra Moscatel de Setúbal fra halvøen syd for Lissabon, men her forbliver skallerne sammen med mosten indtil næste forår, hvilket giver en mere intens aroma og smag. Efterfølgende lagres vinene på store toneis af egetræ eller mahogni. Mindstekravet er 18 måneder, men lagrer den i 5 år, må den kalde sig Superior. I juniudgaven af Din Vinguide vil jeg have en større artikel om netop Moscatel de Setúbal.

Portvin og hedvin behøves nok ikke så megen præsentation. Portvinen er populær herhjemme som aldrig før – og det gælder såvel Vintage og Rubystilen som de fadlagrede Tawny med alder og Colheitas samt nu også hvid portvin med alder. De senere år er der sendt et øget antal meget gamle portvin på markedet som de to, der indgik i denne smagning.

Vinene fra Madeira er kendt for såvel den høj syre, de forskellige druesorters sødmegrad samt den særlige lagring, hvor vinen samtidig med oxidationen opvarmes – enten naturligt på loftrum i lageret (canteiro-metoden) eller for de billigere vines vedkommende ved teknisk opvarmning (estufagem).

Det var en spændende smagning, hvor repræsentanter fra producenterne præsenterede vinene. Fra Howard´s Folly var det således David Baverstock, mens de to portvinshuse, Real Companhia Velha og Quinta da Pacheca, var repræsenteret ved henholdsvis Pedro Silva Reis og Maria Serpa Pimentel. Fra Quinta do Piloto var Rita Loução med og fra José Maria da Fonseca António Maria Soares Franco. Og endelig var João Pedro Ghira fra Blandy´s og Ricardo Diogo Freitas fra Barbeito fløjet over fra Madeira.

Her følger noterne på de smagte vine. Jeg giver ikke point, da tiden var lidt knap, men vi befinder os i området fra 93 og op.

Howard´s Folly 1991 (Carcavelos): Ravfarvet med mørkt orange skær. Tørrede frugter, abrikos, appelsinskal, let krydret. Lidt skarp i første omgang, men derefter fint balanceret, tørrede frugter, nødder, krydret, frisk og elegant, virker tør, lang hale.

Real Companhia Velha Very Old Tawny 1927: Mørk tawnybrun. Lidt diskret næse til at starte med, men åbner så op med tørrede figner, karamel, nødder, valnød og balsamico. Blød og cremet struktur i munden med syrebid i anden omgang, meget intens med nødder, figner, karamel og lidt appelsinskal, sødmen er fint balanceret med god syre og stor kompleksitet. En mere balanceret stil end vanligt fra huset.

Quinta da Pacheca Colheita 1934: Tawnybrun, orange kant. Karamel, nødder, kanel og muskatnød. Intens i munden med tørrede frugter, nødder og karamel, flot syre, der giver friskhed og balance, forbløffende elegant. En spændende vin.

Quinta do Piloto Moscatel Roxo Colecao de Família: Mørk ravfarvet, lys orange kant, lidt uklar. Fed og blød i munden med figner og tørrede frugter, lidt chokolade og karamel, meget sød men med god syre, som giver friskhed, en intens og kompleks vin.

J.M. da Fonseca Moscatel de Setúbal Kingman Centurty Edition 1919: Lavet i kun 500 eksemplarer i forbindelse med lanceringen af Kingsman-filmen. Mørk som balsamico, koncentreret og med orange kant. Balsamico, svensker og farin, fed og koncentreret så den skal skæres ud, meget intens og uhyre kompleks, lang hale.

Blandy´s Bual 1920: Ravfarvet med lys orange kant. Tørrede figner, abrikos og nødder i næsen. Intens med nødder, appelsinskal og tørrede frugter, medium sød med stor syre, som giver friskhed af flere omgang i munden, lang flot hale. Et dejligt glas.

Barbeito 50 Years Famílias Meio Doce: Lys ravfarvet til orange. Tørrede abrikoser, figner og lidt citrus og nødder. Elegant og lækker i munden med syrekant, honning, nødder og abrikoser. Endnu en fantastisk 50 års fra Barbeito.

 

Under etiketterne Portvin, Moscatel de Setúbal og Madeira her på siden kan læses meget mere om disse typer hedvin.

Essência do Vinho 2022

 

Turen til Porto var sponseret af Essência do Vinho

 

Hvidvin, rødvin og alle farver imellem. Portvin, Madeira og Moscatel samt Espumante. Det hele stod fremme i den gamle, flotte børsbygning, Palácio da Bolsa i sidste uge, hvor den 18. udgave af den store vinfestival Essência do Vinho 2022 fandt sted.

Jeg var inviteret med som medlem af den international jury. Foruden de mange portugisere og brasilianere var lande som Schweitz, Italien, Spanien, England, USA og altså Danmark repræsenteret i juryen, som skulle kåre Portugals 10 bedste vine – vel at mærke blandt de vine bladet Revista de Vinhos i forvejen havde udvalgt som de bedste fra årets testsmagninger. Dertil kom et tæt program med flere særsmagninger samt diverse frokoster og middage med producenter.

Top 10 smagningen fandt vanen tro sted i den smukke arabiske sal i Bolsa, hvor panelet sad klar til smagning af 62 vine, som kom ind i hurtigt tempo. Først en enkelt rosé, derefter 17 hvide, en espumante, de mange rødvine og så endelig 10 hedvine, hvor portvinene var i overtal med seks vine, men også Madeira og Moscatels. Panelet fik afgivet point, og et par dage efter fandt kåringen af de 10 bedste vine (2 hvide, 6 røde og 2 hedvine) så sted ved en gallamiddag på Factory House – de engelske portvinshuses traditionsrige klub. Mere herom følger snarest i en artikel i Vinbladet.

Efter Top 10 smagningen var der frokost med huset Churchill´s, hvilket betød et gensyn med Johnny og Zoe Graham samt smagning af nogle af deres glimrende vine og portvine. 

Om eftermiddagen var jeg til smagning af såkaldte Underdogs med spændende og utraditionelle vine fra en god håndfuld producenter heriblandt en altid humørfyldt João Roseira fra Quinta do Infantado. Og endelig fulgte om aftenen middag med den store producent Esporão, som foruden den store ejendom i Alentejo også ejer Quinta do Ameal i Vinho Verde og Quinta dos Murcas i Douro.

Fredagen bød på endnu en frokost – denne gang med Quinta Vale D. Maria – i restaurant PIP i museums- og vinkomplekset WOW. Dejlige vine, hvilket især gjaldt den altid delikate Vinha da Francisca opkaldt efter den tidligere indehaver, Cristiano van Zellers datter, samt ikke at forglemme deres Very Old Tawny fra 1969. Intens, koncentreret og med flot balancerende syre, som gav elegance. Frokosten bød også på et gensyn med Martim Guedes fra Aveleda, som i dag ejer Vale D. Maria og Isabel Abreu Lima, som jeg mødte første gang, da hun repræsenteret Dalva ved en smagning i The Vintage Port Club.

Om eftermiddagen fulgte en smagning af portugisiske hedvine, ”The Dream Ones”, som overskriften lød i programmet. Syv fantastiske vine fordelt på en fra den lille område Carcavelos i Lissabon, to portvine, to madeiravine og to moscatels. Mere herom følger i et senere indlæg.

Efter aftenens prisoverrækkelse var det officielle program slut, men jeg valgte at blive endnu en dag. Både for at få tid til et par aftaler med gode bekendte fra portvinsbranchen, men især for at få mulighed for at gå lidt rundt blandt standene på messen og lystsmage – det vil sige uden at tage de store noter – samt sludre med nye og gamle kontakter.

Her blev det bl.a. til et gensyn med Joana Santiago og hendes glimrende vine fra Moncão og Melgaco i Vinho Verde heriblandt en fin, frisk rødvin Sou og den spændende amforavin Santiago na Ãnfora do Rocim – den første Alvarinho-vin lavet på Amfora i samarbejde med specialisten på området Herdade do Rocim fra Alentejo.

Jeg fik også smagt vine fra producenten Campolargo i Bairrada, som kombinerer moderne teknikker med gamle traditioner og mindst mulig indgriben. Spændende hvidvine og rødvine på Baga. Og så fik jeg hilst på Luís Leocádio og gensmagt hans glimrende Vale de Mil vine fra Titan of Douro (læs omtale her).

Hos Sogrape smagte jeg to spændende hvidvine fra deres ejendom Quinta da Romeira i Bucelos – det lille distrikt i Lisboa-regionen, som har en lang tradition for vine på Arinto – samt gensmagt deres to udgaver af Vintage 2019, Ferreiras Quinta do Porto og Sandemans Quinta do Seixo (læs min omtale her).

Det blev også til et besøg hos Julia Kempers stand, hvor jeg smagte tre hvidvine. 

Hos Quinta do Portal smagte jeg såvel hvidvin som Moscatel på druen Moscatel Galego - begge udmærkede vine. 

Der var spædende enkeltdruevine på programmet hos Real Companhia Velha, hvor jeg også fik en snak med Pedro Silva Reis. Endelig fik jeg smagt lidt Vintage portvin hos Quinta Nova, Niepoort, Wine & Soul (Pintas), Quinta do Vale Meão og Alves de Sousa, men dog altså uden at tage noter.

Mere følger snarest om kåringen af Top 10 og om smagningen af The Dream Ones.

Vinho Verde fra Singellus

 

De omtalte vine var sponseret af importøren

 

Et af de helt store navne i Vinho Verde – og for den sags skyld i portugisisk vin generelt – er Anselmo Mendes. Han laver vin i eget navn med udgangspunkt i underregionen Monção og Melgaço helt oppe ved grænsen til Spanien (læs min omtale her), men derudover er han ønolog og konsulent for en del andre producenter, som gerne fremhæver hans navn, da det altid borger for kvalitet.

Det gælder fx Casa Agrícola de Ambrães og deres brand Singellus, hvor frontetiketten har fået et stempel med hans underskrift. Jeg modtog nyligt tre enkeltdruevine fra Singellus til smagning, men inden mine noter først lidt om producenten og druerne.

Casa Agrícola de Ambrães ligger i underregionen Amarante, nærmere bestemt i Vale do Tâmega – en af flere floder, der gennemskærer Vinho Verde regionen. Der har været produceret vin længe, men med skabelsen af det nye brand Singellus ønskede Belmiro de Azevedo at opgradere kvalitetsmæssigt og lave vine, der udtrykker såvel terroir som de enkelte druesorters kvaliteter. Derfor benyttes druer fra samarbejdspartnere rundt om i hele Vinho Verde regionen, da flere af de benyttede sorter trives bedre i visse terroirs. Foruden de tre enkeltdruevine udsender huset endvidere en serie med betegnelsen Singellus Private baseret på udvalgte druer.

De tre fremsendte vine er på henholdsvis Avesso, Loureiro og Alvarinho, der sammen med Arinto, Trajadura og Azal er de mest benyttede grønne druer i Vinho Verde. Avesso dyrkes især i underregionen Baião, men dog også i Amarante, Paiva og Sousa. Den har en frugtfyldt aroma med appelsin og fersken, men også nøddeagtig og floral samt markant syre. Loureiro dyrkes især i kystområder og i underregionen Lima og mere sjældent i det indre af regionen. Men den dyrkes fx i Amarante på højere beliggende marker, hvorfra druerne til Singellus netop er hentet. Her skulle resultatet efter sigende være lidt mere fyldigt end den vanlige stil med sprøde og elegant vine med citrus, blomster og honning. Og endelig giver Alvarinho en mere kompleks aroma med noter kvæde, fersken, banan, lime, passionsfrugt, appelsinblomst og tørrede frugter, hasselnødder og honning.

Vinene er først blevet frigivet til markedet efter fire års flaskelagring for at understrege, at Vinho Verde ikke kun er ung, frisk og traditionelt perlende vin, men også hvidvin, som kan lagres og modnes. Faktisk er flere af de benyttede druesorter meget velegnet til lagring. For nogle år siden blev jeg fx under et besøg hos Soalheiro præsenteret for en større vertikalsmagning af ældre udgaver af Soalheiros Alvarinho, hvilket klart viste en spændende udviklingskurve (læs her). Af de tre aktuelle vine var det især netop Alvarinhoen, som viste tydelige modningstegn med tertiære noter, hvor de to andre i højere grad stadig var friske og mere ungdommelige, men måske med lidt mere tyngde end lige efter aftapning.

Frem til 2020 var det i øvrigt kun tilladt producenter i Monção og Melgaço at lave Alvarinho-vine under DOC-betegnelsen, og da Alvarinhoen fra Singellus er fra 2017, er det givet derfor, at den er klassificeret som Vinho Regional Minho og ikke DOC som de to andre enkeltdruevine – også selv om druerne hovedsageligt skulle være hentet fra netop Monção og Melgaço.

Men nu til noterne. Vinene blev smagt over to dage.

Singellus Avesso 2017: Grøngul med grøn kant og grønt skær. Grønne æbler, grape samt lidt mere eksotiske noter som melon, fersken og ananas, ikke så ekspressiv. Frisk i munden med citrus, grape og mineralitet, høj og måske lidt dominerende syre, ikke så kompleks, mellemlang hale. På andendagen bedre balance mellem frugt og syre. Har brug for lidt modspil af mad, fx skaldyr (88).

Singellus Loureiro 2017: Grøngul med gyldent skær. Fin aromatisk med citrus, pære og blomster. Sprød i munden med pære, citrus, blomster og lidt banan, god mineralitet, dejlig stringent og elegant og med god fylde, fint balanceret med god syre og lang hale. En fin vin til prisen og med ok gemmepotentiale (90).

Singellus Alvarinho 2017: Gulgrøn, en smule perlende lige efter ophældning. Moden frugt, tropiske frugt som banan, lidt petroleum og andre noter fra fad og oxidering. Fyldig i munden med moden frugt, banan og lidt smørnoter, ikke så høj på syre, men dog balanceret, på vej ind i sin anden levealder (89).

 

Singellus importeres af Nordjysk Vinimport.

Vine fra Ribera del Duero

 

De smagte vine var sponseret af producenterne

 

Steder kan have flere navne. Alle portvinsentusiaster kender floden Douro, men følger man den mod øst, skifter den i Spanien navn til Duero.

Den samme forvirring kan gælde druesorter. De fleste kender den spanske nationaldrue Tempranillo. Når den dyrkes i Douro, hedder den Tinta Roriz og længere sydpå i Portugal kalder man den for Aragonez. I Spanien har den også flere navne og variationer som Tinta del País, Ull de Llebre, Tinta de Toro og Tinta Fino.

Forleden var såvel Duero som Tempranillo i fokus ved en smagning af vine fra Ribera del Duero på S´Vinbar i Aarhus. Otte vine fra regionen var på programmet med vinskribenten René Langdahl som kyndig guide efterfulgt af en gang tapas med endnu lidt vine fra regionen. Inden da havde Alicia Fernández fra regionens Consejo, som stod bag fremstødet, budt os velkommen.

Ribera del Douro er klassificeret som DO og ikke som DOCa – den lidt finere betegnelse, som kun Priorat og Rioja kan smykke sig med. Kvaliteten er ellers i orden, så måske er årsagen, at regionen kom senere i gang med produktionen. Legenden Vega Sicilia var godt nok tidligt ude, men det var først i 1990´erne, at det for alvor rykkede for regionen. Da DO´en blev oprettet i 1982 var der således kun registreret 24 bodegaer – et tal, der nu er vokset til over 300 med 2.500 forskellige brands.

Er antallet af producenter moderat, er der til gengæld mange jordejere med små parceller, som sælger til de store bodegaer. Jordbunden er overvejende kalksten, men med store variationer. Visse steder udgør kalken helt op til 90 %, andre steder kun lidt. De fleste vinmarker ligger i 7-800 meters højde, hvilket faktisk betyder en kortere modningssæson. Visse steder har ekstra højt beliggende marker som fx La Horra, hvor Peter Sissecks har en gammel vinmark. Højden hærder endvidere drueskinnet og fremmer antioxidanterne.

På druefronten er Tinta del País alias Tempranillo altdominerende, men der dyrkes også sorter som Albillo Mayor, Garnacha, Cabernet Sauvignon, Merlot og Malbec samt 3 % andre sorter, som også er værd at lægge mærke til. Det drejer sig fx om Mencía, Bobal og Monastrell. 9 % af vinplanterne er gamle vinstokke med mere end 80 år på bagen, hvilket selvfølgelig giver en fint udgangspunkt for at producere god kvalitet.

René Langdahls egen underoverskrift for smagningen var stilarter, opbrud og stolthed. Der laves stadig kraftige vine med mere eller mindre fadpræg, men i dag også lettere og mindre alkoholtunge vine som resultat af tidligere plukning og kortere maceration samt brug af større fade frem for de små barriques. Endvidere tilføjede René Langdahl, at der også sker spændende ting på hvidvinsfronten, som er et ret nyt fokusområde for regionen. Her siger reglerne, at hvidvinen skal baseres på mindst 75 % Abillo Mayor.

Hvide var der desværre ingen af ved smagningen, men der var så sandelig udmærkede rødvine. Her er mine noter:

Martín Berdugo Rosado 2020: 100 % Tempranillo, kort skindkontakt. Mørk laksefarvet. Jordbær, kirsebær og bloster. Dejlig frisk og sprød, jordbær, let mineralsk, fin fylde, tør, mellemlang hale.

Milénico 2016: 100 % Tempranillo, 22 måneder på fransk eg. Mørk rubin, lys brun kant. Fin frugt med mørke bær, kakao, lidt balsamico, frugtsødme, krydret, fint med tanniner, høj alkohol, tørre tanniner i halen.

Bodega Sarmentero Thanos 2021: Ingen fadlagring. Rubin, lilla kant. Frisk næse med primær frugt, kirsebær og røde bær. Læskende dejlig og frisk med røde bær, høj syre, lav intensitet, tørre men integrerede tanniner. Ikke en kompleks vin, men ganske fin.

Bodegas Ismael Arroyo ValSotillo Finca Buenavista 2018: 6 måneder på fad. Rubinrød med lys kant og violet skær. Ikke så frembrusende i næsten med kirsebær, røde bær og blomster. Røde bær, let mineralsk, velbalanceret og elegant, krydret baggrund, integreret og balanceret fadpræg. En dejlig vin.

Bodegas Resalte de Peñafiel Origen de Resalte 2018: Rubin med lilla skær og lilla kant. Lidt diskret næse med røde bær. Blød i munden med fin frugt og syre balance, røde bær, mørke kirsebær, pænt med tanniner.

Bodegas Valdevinãs Mirat Grand Reserva 2005: 24 måneder på ny fransk eg. Mørk rubin, lys brunlig kant. Ekspressiv næse med tydeligt fadpræg, røde bær, kakao, kaffe og lidt vanilje. Afrundet og moden i munden med kirsebær og blomster, harmonisk og elegant og stadig med potentiale.

Majuelos de Callejo 2018: 18 måneder på fad. Flot rubinrød, lilla kant. Kirsebær, frisk frugt, let krydret undertone. Elegant stil med frisk frugt, høj syre og fint balanceret, godt med bløde tanniner.

Bodegas Izquierdo Ninin 2019: 12 måneder på fransk eg, druer fra 40 år gamle stokke. Rubinrød med lilla kant, til den lyse side. Kirsebær, røde bær, blomster, diskrete bløde tanniner. En flot vin.

Aalto 2019: Rubinrød med lys kant. Modne kirsebær og lidt fadpræg med diskret vanilje. Frisk og velstruktureret, dejlig harmonisk og elegant, fint balanceret med syre og frugt, godt med tanniner i enden, lang hale.

Sei Solo 2018: Fra 60-90 år gamle stokke ved La Horra. 20 måneder på store fade, intet nyt eg. Mørk rubin med lilla kant. Røde bær og florale noter, frisk frugt. Frisk frugt, stor elegance, tørre tanniner i en lang, lang hale. En fremragende vin.

Især de sidste tre vine var imponerende flotte, men også ValSotillo og Majuelos de Callejo var dejlige vine, ligesom Thanos var en fin vin i den lettere ende og Mirat på overbevisende måde viste lagringspotentialet for vine fra Ribera del Duero.

Ved den efterfølgende tapas-frokost blev endvidere smagt Parada de Atauta 2017, Antonio Izquierdo 2019 og Don Miguel Comenge 2017.

Portvinstriatlon marts 2022

I The Vintage Port Club har vi en god tradition for såkaldte triatlon-smagninger, hvor vi smager fire huse op mod hinanden i tre årgange. Hvad enten portvinene smages åbent eller blindt giver sådan en smagning en fin mulighed for at sammenligne husene på tværs af en årgang og gennem forskellige årgange – altså på en gang en horisontal og en vertikal smagning.

Nyligt gjaldt det de klassiske årgange 1977, 1994 og 2007 – altså vine med henholdsvis ca. 45 år, 28 år og 15 år på bagen og derfor også i forskellige faser af deres levealder. Husene fejlede heller ikke noget, idet der var tale om tre af de helt store Vintage-huse og et mindre, som mange gange har overrasket positivt – nemlig Fonseca, Taylor´s, Graham´s og Gould Campbell.

Inden min bedømmelse af vinene lidt om årgangene. På sin femstjerne-skala bedømmer Richard Mayson de tre årgange til henholdsvis 4, 5 og 4/5 stjerner. 1977 kalder han for modne og koncentrere vine, som dog udviklede sig hurtigere end forventet. Om 1994 hedder det kort og godt, at det er et enestående år, og i 2007 taler han om stor renhed i frugten.

Der var bred deklarering i alle tre år. Henrik Oldenburg har opgjort antallet til henholdsvis 33, 46 og 47, men tallene er ikke nødvendigvis helt sammenlignelige over årene, da antallet af producenter har været stigende ikke mindst på grund af et øget antal mindre quintaer, der producerer deres egen portvin herunder Vintage.

Fælles for vinene fra de tre år er, at de har opnået ret høje point rundt omkring. Her skal blot nævnes et par eksempler som 100 point fra James Suckling til Taylor´s 1994 og 97 point til Graham´s 2007 fra Robert Parker. Generelt ligger scoren fra 90 og opad.

Vinene blev smagt semiblindt. Det vil sige, at vi kendte de fire huse og årgangene, hvor vi startede med de ældste og sluttede med de yngste. Men vi kendte ikke rækkefølgende på de fire huse i de tre årgange. Her er mine noter i den rækkefølge, vinene blev smagt. Point blev afgivet efter, hvordan de stod i glasset på selve aftenen og mindre efter muligt potentiale på sigt.

Fonseca Vintage 1977: Lys teglrød med helt lys kant og flot skær. Flot næse med røde bær, især jordbær, florale noter og krydret baggrund. Dejlig elegant i munden med ok frugt, jordbær, let krydret, flot syre og pebret hale samt stadig lidt tanniner, lang hale. Harmonisk og delikat, stadig nogle år foran sig, men bliver nok ikke bedre (94).

Gould Campbell Vintage 1977: Rubinrød med mørk kerne og brunligt skær, medium fyldig. Røde bær, solbær, jordbær, let krydret. God frugt og høj syre, men ikke helt harmonisk, lidt sprittet bid i enden (88).

Graham´s Vintage 1977: Lys rubinrød, lys kant. Røde bær, florale noter, ikke så intens. Fin i munden, pænt med frugt og syre, dejlig harmonisk og fint balanceret. En flot vin og stadig med fint potentiale (93).

Taylor´s Vintage 1977: Fin rubinrød. Ekspressiv næse med røde bær og lidt mokka, let sprittet. Ok med frugt, men lidt vel dominerende syre, ellers ganske fin (91).

Graham´s Vintage 1994: Rubinrød med brunt skær og lys orangerød kant. Lidt kemiske noter, som i første omgang overskyggede frugten, med dog aftog en smule, mørke bær og krydret bund. Fin frugt og ok balance med syren, krydret og lidt lakridsbund, ikke helt harmonisk, pænt med tanniner og stort potentiale (90).

Fonseca Vintage 1994: Rubinrød med mørk kerne og lidt lys kant. Ikke så ekspressiv i næsen med mørke bær, solbær, krydret bund, lidt lukket. Pænt med bid og tanniner, røde bær, lidt mokka og godt med tanniner, tørre tanniner i enden, flot potentiale (91/92).

Gould Campbell Vintage 1994: Mørk rubin, brunlilla lys kant. Floral og solbær, men også med lidt vel vingummibamse og boblegummi. Ok i munden med fin syre og frugt, mørke bær og krydderurter (90).

Taylor´s Vintage 1994: Mørk rubin, brunlig kant. Skæv næse. Prop og derfor ikke bedømt.

Gould Campbell Vintage 2007: Ungdommelig, mørk rubinrød med lilla kerne, farver glasset. Ekspressiv næse med solbær, ribena og krydderurter. Dejlig i munden med godt med ung frugt, mørke bær, brombær, pænt med bid og stort potentiale (93).

Graham´s Vintage 2007: Mørk rubin, lilla kant. Mørke bær, brombær, solbær, lidt ungdommelig kærnemælk, lidt mokka og mørk chokolade. Dejlig frugtfyldt med høj syre og bløde tanniner, men også lidt tam eller lukket, lidt skarp og uharmonisk (90).

Taylor´s Vintage 2007: Mørk rubin, tæt og uigennemsigtig. Solbær, brombær, pænt krydret. En del power, godt med frugt, tør, masser af tanniner, men ikke helt balanceret lige nu, stort potentiale (90).

Fonseca Vintage 2007: Mørk rubin, lille kant. Lukket i næsen med mørke bær og hyldebær, krydret bund. Blød og let cremet i munden, høj og lidt skarp syre, fint potentiale (91).

Jeg vurdere altså Fonseca bedst i den ældste årgang skarpt forfulgt af Graham´s og derefter Taylor´s. Vintage 1994 var derimod ikke helt i balance, men præget af en smule disharmoni og lukkethed, hvilket trak ned. Det er meget muligt, at en længere dekanteringstid, end omstændighederne tillod, havde afhjulpet problemet. Potentialet er der i al fald stadig. Ligeledes med 2007, som også var lidt lukket, men ellers fin og potent, hvis man foretrækker de yngre udgaver. Her løb Gould Cambell umiddelbart med førstepladsen, da de andre var mere lukkede. En mulig konklusion er, at Gould Campbell sådan set er udmærket på den mere korte bane, men falder lidt igennem på den lange i forhold til de helt store.

Jeg prøvede i øvrigt undervejs at sætte navne på de enkelte vine og havde et par rigtige i de to ældste årgange samt alle fire i 2007.

Som vanligt blev der afgivet point af deltagerne efter smagningen. Det samlede resultat placerede Fonseca 2007 på førstepladsen, Fonseca 1977 på andenpladsen og Taylor´s 1994 på tredjepladsen (flaskerne ved de to andre borde var uden fejl og fastlagde placeringen) efterfulgt af Fonseca 1994, Gould Cambell 1994 og Taylor´s 2007.  Samlet løb Fonseca med sejren, tæt forfulgt af Taylor´s og Graham´s.