Der synes at være en tendens til, at vine fra Portugal
oftere og oftere dukker op i landets supermarkeder. Dejligt at se. Selv om
udbredelsen langt fra når andre populære vinlande, vidner det om, at Portugal begynder
at være konkurrencedygtige – ikke kun på kvalitetsvine, men også på
hverdagsvine.
Det er især regioner som Tejo, Lisboa og ikke mindst
Alentejo, der dukker frem i supermarkederne, hvilket nok især skyldes to
faktorer. For det første er det regioner, der qua geografi og terroir kan
producere vine i et større kvantum og i et konkurrencedygtigt prisleje. For det
andet er det regioner, som med afsæt i såvel nationale druesorter som
internationale laver vin med en lidt bredere appel. Med andre ord taler vi om
vine, der både stilmæssigt, mængdemæssigt og prismæssigt bedre kan konkurrere
med f.eks. oversøiske vine end de ellers fremragende vine fra regioner som Dão,
Bairrada og Douro.
Det peger denne lille testsmagning af vine fra Alentejo også
på. Først tre prisvenlige vine fra Origens, derefter en ditto fra det
traditionelle rødvinsdistrikt Borba og endelig for at runde af et par lidt mere
komplekse, men også dyrere vine fra Herdade do Rocim, lagret på amfora
lerkrukker.
Herdade do Rocim ligger mellem Vidigueira og Cuba og har 70 hektar vinmarker. Winemaker er Catarina Vieira, som jeg tidligere har mødt i forbindelse med et portugisisk vinfremstød i Danmark.
Vin lagret på amfora, også kaldet Vinho de Talha, er lidt af
en specialitet i Alentejo, og metoden har fået en renæssance de senere år. Der
er flere forskellige lokale udgaver og teknikker – fra de mere hardcore, hvor
hele klaser fyldes i nedgravede lerkrukker, og fermenteringen udelukkende foregår
med brug af naturgær, til mere ”bløde” udgaver, hvor gæringen foregår uden
stilke, og hvor vinen efterfølgende lagres på ståltanke og altså ikke fortsat i
amfora-krukkerne. Læs mere om teknikken her.
Følgende vine blev smagt:
Origens Branco 2019, Regional Alentejano: Blend af antão vaz
(45%), arinto (35%) og roupeiro (20%), lagret 4 måneder på ståltank. Grøngul, lys,
klar. Citrus, pære, melon, græs og blomster i næsen. Pænt fyldig med lidt lavt,
men dog balancerende syreniveau og friskhed, vegetale noter og mineralitet. En
enkel og ukompleks hverdagsvin, som fint kan drikkes til en gang fisk eller
lyst fjerkræ (84).
Origens Rosé 2018, Regional Alentejano: Blend af touriga nacional (60%) og aragonez (40%). Meget lys
laksefarvet. Frisk duft af røde bær og blomster. Hindbær, diskret frugtsødme,
god syre og fin balance, tør. En frisk og indbydende rosé uden den store
kompleksitet, men dejlig på terrassen eller til fisk eller lyst kød (86).
Origens Tinto 2018, Regional Alentejano: Blend af aragonez
(50%), touriga nacional (30%) og alicante bouschet (20%), lagret ca. 6 måneder
på franske egetræsfade. Rubinrød. Kirsebær, solbær og røde bær i næsen, frisk.
Dejlig direkte og frisk frugt, kirsebær og røde bær, men også lidt chokolade og
lakrids på bagkanten, blød og fint balanceret, tydelige men balancerede fadnoter,
meget diskrete og bløde tanniner samt pæn hale. Faktisk en fin og delikat
rødvin til prisen (87).
Sovibor (Sociedade de Vinhos de Borba), Fazer as Onze Tinto
2015: Vinens navn refererer til en gammel lokal tradition i det udmærkede
rødvinsdistrikt Borba – nemlig at mødes ved 11-tiden om formiddagen i en lille
tasca eller taverna og spise lidt petiscos og drikke et glas vin. Blend af trincadeira
(40%), alicante bouschet (20%), aragonez (20%) og syrah (20%), lagret på
franske egetræsfade i 4 måneder. Mørk rubin. Mørke bær, brombær, lidt kaffe,
bacon og tobak fra fadet. Fyldig og frisk med mørke bær, eukalyptus og lidt
bitter, mørk chokolade i munden, fadnoter og bløde tanniner. En fin, lidt
robust og karakterfuld vin, ok til prisen (86).
Rocim Amphora Branco 2017: Blend af antão vaz (40%), perrum
(20%), rabo de ovelho (20%) og manteúdo (20%), lagret på amforakrukke samt
minimum 3 måneder på flasken inden frigivelsen. Flot gulgrøn til gylden.
Markant duft med blomster, grape, lidt fersken og smørduft. Dejlig i munden med
god fylde og fin syre, lidt citruspræg og en umiddelbar friskhed, men også med
dybere lag og lidt nøddepræg og mineralitet samt en god lang hale (90).
Rocim Amphora Tinto 2018: Blend af moreto (50%), tinta grossa
(30%), trincadeira (15%) og aragonez (5%), lagret på amforakrukke samt minimum
3 måneder på flasken inden frigivelsen. Flot rubin. Frisk og aromatisk duft med
sorte kirsebær, blomme og røde bær. Cremet med kirsebær, blomme og mineralitet,
bløde tanniner, fint balanceret, fin hale med god syre. Velegnet til f.eks.
grillmad, men savner måske lidt personlighed (89).
Vinene importeres af Amka, som også gerne oplyser nærmeste
forhandler. Vejledende udsalgspris for Origens er 65,- kr., for Fazer as Onze
59,- kr. og for Rocim Amphora 179,95 kr.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar