De smagte vine er sponseret af producenten
Selve
brandnavnet kan måske synes nyt. Men det er det ikke, og navnet Van Zellers
burde de fleste portvinsentusiaster kende. Det er nemlig en meget gammel
portvinsfamilie, som stadig i forskellige forgreninger slår sine folder i Porto
og Douro. De første Van Zellers kom således til Porto fra Holland for adskillige
århundrede siden og har været relateret til Douro og vinproduktion siden 1620.
I dette tilfælde snakker vi om Cristiano Van Zeller og datteren Francisca Van Zeller, som jeg begge har mødt adskillige gange gennem årene. Tidligere stod de bag to forskellige brands, Van Zellers & Co. og Quinta Vale D. Maria, hvor sidstnævnte for 20 år siden blev en del af Douro Boys. I 2017 blev Quinta Vale D. Maria solgt til den store Vinho Verde producent Aveleda. Derefter forsvandt først Cristiano og siden Francisca for i stedet at hellige sig Van Zellers & Co, som også overtog tilhørsforholdet til Douro Boys.
Van Zellers & Co. er grundlagt så langt tilbage som 1780, men har i mange år levet en stille tilværelse og været på andre hænder end familiens. I 1930´erne blev firmaet købt af ejeren af Quinta do Noval, hvis datter giftede sig med Cristiano van Zeller – vel at mærke den ældre udgave. Siden overtog franske Axa Noval. For at gøre historien kort overgik ejerskabet af Van Zellers & Co. i 2007 igen til en Van Zeller – nemlig den nuværende ejer og tidligere rugbyspiller Cristiano Van Zeller som efter sigende fik firmanavnet foræret i julegave af sin fætter. I dag ejer de selv 15 hektar med røde druer i Torto-dalen og en hektar med grønne druer i Murça.
Så vidt
historien.
Cristiano
har som sin fætter Alvaro Van Zeller en god næse for at finde gamle portvinsfade
rundt om i Douro. Derfor har de en stor lagerbeholdning af gamle fade, hvilket
denne smagning bærer præg af. Men de fremstiller også Vintage portvin samt ikke
mindst bordvine, hvilket jo ikke er overraskende, når de er en del af Douro Boys.
Her har de især markeret sig med to serier, som begge fås i hvid og rød udgave:
VZ (som er familiens initialer) og CV, der står for Curriculum Vitae. CV blev lanceret
i 2003, da Cristiano og hans daværende ønolog Sandra Tavares da Silva fandt en
gammel vinmark dybt inden i Torto-dalen.
CV har så
afgjort stort lagringspotentiale, hvilket en smagning i Porto tidligere på året
i forbindelse med Douro Boys 20 års jubilæum viste (læs mere herom i næste udgave
af Din Vinguide). Her smagte vi årgang 2016 i hvid, som stadig var i fin form.
Rødvinen blev smagt i årgang 2003, 2008 og 2012, som jeg alle tre takserede til
94 point. Ved samme event blev der i øvrigt også smagt gammel fadlagret portvin
fra Van Zellers & Co i form af en 30 års Tawny samt Colheitas fra 1950,
1940 (hvid), 1888 og 1860.
Det var
netop under jubilæumssmagningen, som fandt sted i Niepoorts kælder i Gaia, at
Francisca Van Zeller tilbød at sende fadprøver på en række af deres Colheitas.
Det takkede jeg selvfølgelig ja til, og udvalget blev siden udvidet med
bordvine og Vintage Port 2020, som blev udsendt som en markering af 400 året
for grundlæggelsen af Van Zellers & Co.
Apropos
Vintage 2020, så lad mig slutteligt nævne, at Van Zellers & Co. også er ganske
innovative og i al fald gode til storytelling. Tidligere i år lancerede de
således en særlig udgave af netop Vintage 2020, idet de nedsænkede 102 flasker
på havets bund. Her er de stadig og vil forblive der frem til 16. november i år
- i alt 11 måneder. Læs mere om dette forsøg her.
De tilsendte
vine blev smagt over to dage. De fem colheitas var alle fadprøver af det
endelige blend.
VZ Branco
2022: Blend af druer fra Vinhas Velhas samt Viosinho, Rabigato, Códega de
Larinho, Gouveio og Arinto. Gulgrøn, medium intens. Frisk næse med godt med
citrus, melon, litchi og passionsfrugt og lidt ananas samt lidt græs. Høj syre,
som modsvares af ok frugtfylde, citrus, grape, frisk og vellavet (90).
CV Branco
2019: Field blend (Vinhas Velha) med bl.a. Rabigato, Samarrinho, Donzelinho
branco, Viosinho og Códega, fermenteret og lagret 8 måneder på fad med battonage.
Gulgrøn til strågul, intens. Ekspressiv i næsen med tydelige, men balancere
fad- og smørnoter samt modne stenfrugter, blomster og lidt citrus. God fylde i
munden, balanceret fadpræg, dejlig kompleksitet, lang hale. En fyldig, kompleks
og velkomponeret vin med lagringspotentiale (93).
VZ Tinto
2019: Field blend med ca. 30 forskellige sorter, 21 måneder på fad. Mørk rubin,
lysere lilla kant. Frisk og krydret næse med jordbær og andre røde bær, lidt
solbær og rosmarin. Moden frugt, høj syre, blød og rund og med relativ
friskhed, masser af bløde tanniner, let krydret (90).
CV Tinto
2019: Blend af 25 druesorter fra over 80 år gammel vinmark, bl.a. Rufete, Tinta
Amarela, Donzelinho Tinto, Tinta Francisca, Sousão, Touriga Franca, Tinta Roriz
og Touriga Nacional, 21 måneder på fad. Mørk og tæt med brunlig kant. Brombær
og andre modne, mørke bær, solbær, sorte kirsebær, lakrids. Tæt struktur, lidt
lukket på førstedagen, skovbær, jordbund, godt krydret, kraftige tanniner, der
sætter sig på tænderne, dejlig kompleksitet, tørre tanniner i enden. Stort
potentiale, har brug for tid, kræver modspil af mad (94).
Vintage Port
2020 (400th Anniversary): Blend af mere end 25 druesorter. Sort og
uigennemsigtig, lidt lysere og lilla kant. Dejlig ekspressiv næse med godt med
solbær, modne brombær og blåbær, friske krydderurter og esteve. Lidt lukket i
munden med meget tæt struktur, frugtsødme men tør, høj syre, fin kompleksitet
med mørke modne bær, godt krydret, masser af tørre tanniner i enden. Lidt af et
monster med stort potentiale (93).
Colheita
1976: Ravfarvet med flot orange skær. Dejlig intens næse med mandel, nødder,
abrikos, blomster, honning, lidt appelsinskal og tørrede frugter. Frisk og blød
med flot syre og perfekt balance, nødder, honning og tørrede figner, fin lang
hale. Overraskende frisk og elegant stil i forhold til alderen. Et fremragende
glas (95).
Colheita
1950: Mørkebrun kerne og markant grøn kant. Lidt støvet og rustik næse med brun
farin, søde svesker, valnød og balsamico. Tæt og kompleks med fin syre,
valnødder, svesker, farin, balsamico, cedertræ, karamel og tobak, lang hale med
fin syre (93).
Colheita
1940: Mørk tawny brun, flot orange kant. Intens, men måske lidt sprittet næse med
figner, nødder, valnød, muskatnød og lidt farin. Fin balance mellem frugt og
styre, tørrede frugter, valnød og lidt appelsinskal, god fedme og dejlig
kompleksitet, hvor syren helt tiden trænger igennem (95).
Colheita
1935: Mørk kerne, lidt grønlig kant. Ekspressis næse med masser af balsamico,
brun farin, svesker og muskatnød. Fed og fyldig struktur med høj syre og flot
balance, så den på en gang er intens, kompleks, krydret og frisk, lang
vedvarende hale (95).
Colheita
1934: Mørk kerne og ravfarvet kant med lidt grønligt skær. Rustik næse med svesker,
farin, valnød og karamel. Meget tæt og intens med høj, lidt bidende syre i
anden omgang, svesker, nødder, valnød, balsamico, god kompleksitet og lang,
lang hale (94).
Såvel
bordvine som portvine fra Van Zellers & Co. importeres af Atomwine.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar