Winemakers Dinner med Quinta da Romaneira

På tv-stationen DK4 kan man for tiden se den udmærkede udsendelsesrække ”Historien om portvin”. De tre programmer er lavet af de såkaldte portvinsbrødre, Jens-Peder Wenzel Pedersen og Troels Wenzel Østergaard, som står bag Vintageportvin.dk. Brødrene har interesseret sig for portvin i flere årtier, og begyndte så småt at sælge ud af de mange flasker, de har samlet. Siden er det vokset, og i dag har de agenturet for flere portvinshuse herunder Sandeman og Quinta da Romaneira.

Sidstnævnte var netop i fokus for en winemakers dinner, som vintageportvin.dk nyligt afholdt hos Gastronomisk Innovation og med winemaker Carlos Agrellos til at kommentere vinene.

Inden selve middagen fik jeg en snak med Carlos, som har været ansvarlig for vinproduktionen hos såvel Romaneira som Quinta do Noval siden 1. januar 2018. Inden da assisterede han sin onkel Antonio Agrellos begge steder. At de to store quintaer har samme winemaker skyldes, at Quinta do Romaneira siden 2004 har været ejet delvist af Christian Seeley, som er direktør for vinområdet hos det franske forsikringsselskab Axa Millésimes, der ejer Noval og adskillige andre vinslotte i Bordeaux mv. Seeley ejer Romaneira sammen med den brasilianske investor André Esteves. Med i købet fulgte gamle portvinsfade, som især bruges til husets 40 års tawny.

Quinta da Romaneira er en stor ejendom på 412 hektar land, som strækker sig ca. 3 kilometer langs nordsiden af Douro lidt øst for Pinhão. 85 hektar af tilplantet med vin, men 10 mere er på vej. 60 % af vinmarkerne er sydvendte – de resterende øst- og vestvendte i det bugtede terræn, hvor højdeforskellen er fra 80 til 550 meter over havet. Ca. halvdelen af markerne er nyplantede parceller, hvor kvaliteten vil stige i takt med, at de bliver ældre.

”Romaneira har et unikt terroir. Vi kan lave vine på Romaneira og Noval på akkurat samme måde og med de samme druer, men de smager forskelligt. Romaneira bærer præg af flere vilde bær og med mere præcis frugt,” fortæller Carlos Agrellos, som er uddannet i såvel Porto som Bordeaux.

”70 % af vores druer går til Douro vin og 30 % til portvin. Af de 30 % bruges 35 % til LBV og Vintage - resten til Tawny og Colheita. Vi fokuserer især på at forbedre vores vintage portvin til den højeste standard og dermed følger LBV også med,” forklarer han.

Ifølge det portugisiske vinblad Revista de Vinhos udgør produktionen 200.000 flasker Douro DOC, 50.000 flasker portvin og 10.000 flasker vin under Regional Duriense. 70 % eksporteres.

Romaneira har også øget fokus på hvidvin. Såvel kvaliteten som efterspørgslen efter hvidvine fra Douro DOC stiger.

”Vi har ikke nok grønne druer, hvorfor vi planter flere. De fordeler sig på sorter som Viosinho, Gouveio, Verdelho og Malvasia Fina. Vi planter grønne druer i højden og høster tidligere for at få god syre,” fortæller Carlos.

På rødvinssiden er druerne især traditionelle portugisiske sorter, men også enkelte internationale som Syrah og Petit Verdot, der udgør 6 % af arealet. Vin på disse druer kan dog på grund af det stramme reglement kun sælges som Regional Duriense og ikke som Douro DOC.

”Jeg håber reglementet blive revideret, så andre druesorter tillades. I dag er der mange sorter blandt de tilladte, som ikke giver god vin efter nutidens standard. Men en druesort som Tinto Cão vil nok få større betydning med sin tykke skal, da den bedre kan tåle varmen,” fortæller Carlos og henviser til klimaændringerne, som mærkes tydeligt og vil få stigende og afgørende betydning i fremtiden. F.eks. modnes Tinta Roriz tidligt, og med den tiltagende varme kan resultatet blive vel meget marmeladepræg.

En anden ting, der diskuteres meget i Douro for tiden, er de seneste deklareringer af vintage på portvinssiden. Årene 2015, 2016 og 2017 har alle været gode, men til manges overraskelse sagde de største producenter nej til 2015 for så at deklarere 2016, som derfor fik status af klassisk årgang. Flere huse har allerede sagt, at de helt sikkert vil deklarere 2017 (læs om Niepoort 2017 her), ligesom der går rygter om, at nogle af de britiske huse vil bryde traditionen og deklarere to år i træk. Men hvad mener Carlos Agrellos?

”Jeg tror, at mange vil fortryde, at de ikke deklarerede 2015. Det er en fremragende årgang fuld af karakter og med stor fylde og kraft. 2016 er fremragende, hvad angår balance, mere floral og med god syre, mens 2017 er enestående med flotte tanniner, et godt ”grip” og en flot struktur,”, siger han og tilføjer:

”Når vi kan have så gode år i træk, skyldes det selvfølgelig vejret, som har været meget tørt. Men også at vi er blevet langt bedre til at vinificere.”

Efter snakken ventede middagen, som bestod af en otte retters menu, 11 vine og syv portvine. Ses bort fra et lille portvinsintermezzo inden desserterne, hvor hvid portvin, LBV og 10 års blev serveret, blev alle vine serveret til de udsøgte retter med et fint match.

Smagningen omfattede følgende vine og portvine, serveret til de oplistede retter:

Snack: Brioche-vaffel med torskerogn og karse

Rosé 2017: Fin laksefarvet med flot skær. Duft af hindbær og blomster. Rimelig fyldig med god friskhed og syre og fin balance (85).

Forret: Kammusling, krabbe, citrus og kørvel

Gouveio 2017: Lys grøngul. Frisk næse med citrus og æbler. Sprød i munden med fin syre og friskhed, citrus og mineraler, lang hale med citrus. En dejlig frisk vin, som står knivskarpt og fungerer fint med forretten (90).

Branco Reserva 2017: Grøngul. Citrus og lidt smørnoter, men også floral og krydret. Fin fyldig, let cremet med god frugt og behersket med fadnoter (90).

Hovedret 1: Rå okse med asier og jordskok

Touriga Franca 2014: Mørk rubin med lys lilla kant. Brombær og krydderurter som rosmarin i næsen, let parfumeret. Mørke bær, fin krydret, bløde tanniner og god balance (89).

Touriga Franca Vinhas Velhas 2016: Mørk rubin med lilla kant. Trods sin alder med moden næse med mørke bær, krydderurter, kaffe og lidt mørk chokolade, ekspressiv. Flot fyldig og stor kompleksitet, god struktur og bløde tanniner og fin let krydret afslutning. Et flot glas, som fint kan drikkes nu, men også er holdbart på sigt (93).

Touriga Nacional 2014: Mørk rubin, næsten uigennemsigtig. Brombær, violer og andre florale noter samt lidt kaffe i næsen. Lidt skarp, dejlig fyldig med mørke bør og blomster, fin balance, bløde tanniner. Stod fint til tataren (92).

Hovedret 2: Iberico presa (sortfodssvin), grillede løg og kartoffel

Reserva 2015: Mørk rubin med lilla kant, næsten uigennemsigtig. Brombær og andre mørke bær, violer lidt kaffe. God fylde med mørke bær, dejlig struktur og balance, bløde tanniner og en lang, lang hale. Fin madvin (92).

Reserva 2012: Mørk rubin, næste uigennemsigtig. Fin og ekspressiv i næsen med mørke bær og blomster. Blød og rund, men med stor præcision og kompleksitet, mørke bær og kaffenoter, flot balanceret. En fantastisk vin (94).

Hovedret 3: Lammekrokette med dehydreret rødbede og røget marv

Syrah Apontador 2016: Mørk rubin, lidt lilla kant. Brombær krydderurter i næsen. God frugt med mørke bær og blomster, fin balance og struktur, lang hale. Et dejligt glas (93).

Petit Verdot 2014: Mørk rubin. Mørke bær, virker lidt vel rå. Samme i munden, med mørke bær, krydret, kraftige og noget upolerede tanniner. Har brug for tid. Indrømmer blankt, at jeg ikke er en stor fad af Petit Verdot, hvilket spiller ind på min bedømmelse. Andre fandt den betydeligt bedre (89).

White Port: Lys, gullig. Duft af mandel, abrikos og honning. Et fint og behageligt glas med god friskhed, men uden de store dybder (85).

LBV 2012: Mørk rubin med rødlig kant. Hyldebær, brombær og lidt cassis i næsen. Godt med frugt, fin balance, stadig med bløde tanniner. Fint drikkelig nu, men kan også udvikles sig (89).

10 års Tawny: Flot rødbrun med lys kant. Hasselnødder, mandler og tørrede frugter. God syre til at balancere sødmen. Virker umiddelbart ældre (90).

Dessert 1: Havgus, morkel og hasselnødder 

Branco Reserva 2006: Gulgrøn, flot. En næse med smørnoter, oxideret, men på den gode måde. Ældet og moden med tertiære noter, god frugt, men lav på syre og friskhed. Vinen blev flyttet fra forret til dessert af samme grund, og her matchede den fint til den spændende kombination af saltet ost og svampe (89).

Dessert 2: Kirsebær og ymersorbet

Vintage 2016: Mørk rubin med lilla kant, farver glasset. Rig på frisk frugt, brombær og hyldebær samt lidt ungdommelig kærnemælk. Fin frugt, lidt urtede noter, god balance med fin syre, let krydret hale og bløde tanniner. Kan godt drikke nu i sin ungdommelighed, men har også godt udviklingspotentiale (93).

Vintage 2005: Rubin med lidt lys kant. Jordbær og andre rødlige bær i næsen, men også lidt kogt præg. Flot balanceret med fin frugt og syre samt bløde tanniner. Savner måske lidt power (92).

Dessert 3: Chokolade, saltet karamel, daddeliscreme og blommesnaps

40 års Tawny: Flot tawnybrun med orange kant. Mandel, nødder, figner og andre tørrede frugter i næsen. Dejlig blød i munden med god balance og flot syre som modvægt til sødmen og alderstegnene, en dejlig kompleks vin med dybe lag og lang hale (95).

Colheita 1988: Flot skær, tawnybrun med lidt mørkere kerne. Hasselnødder, marcipan og lidt appelsinskal i næsen. Mandel og lidt appelsinskal i munden, høj syre (92).

Tak til vintageportvin.dk for invitationen. Priser kan ses på deres hjemmeside. Vil du læse mere om Quinta da Romaneira, så se min tidligere omtale af huset her eller besøg quintaens hjemmeside.

Winemakers Dinner med Dirk Niepoort

Niepoort er et portvinshus, som der er meget hype om herhjemme. For det første laver de god portvin i stort set alle genrer i modsætning til mange huse, som er gode til enten Vintage eller fadlagret portvin. Ja, de laver faktisk også god portvin i deres egen genre i form af garrafeiras, som først lagrer på fad, derefter på såkaldte demijohns og så endelig på flaske (læs mere her). For det andet er frontfiguren Dirk Niepoort en lidt kontroversiel figur, som ofte går sin egne vegne og nogle gange imod strømmen, ligesom han elsker at eksperimentere – både når det gælder bordvine og portvinstyper. Basen er Douro, men Dirks nysgerrighed har gjort, at han også har fundet vej til Dão og Bairrada samt andre regioner i Portugal og i udlandet.

Når det er sagt, har Niepoort også skuffet jævnligt ved smagninger – f.eks. når vi taler om Vintage fra 1997, hvor risikoen for fejl er stor. Ja, til tider har jeg fundet dem lidt overvurderet.

I fredags skulle Niepoort derfor stå sin prøve, da The Vintage Port Club havde inviteret Dirk Niepoort til smagning i forbindelse med den årlige Winemakers Dinner.

Dirk Niepoort stil – både hvad angår bordvin og portvin – er vine karakteriseret med megen friskhed og god syrebalance, hvorimod han ikke bryder sig om for mange fadnoter og for meget moden frugt eller ligefrem overmoden frugt, som han udtrykte det. Den sidste bemærkning var rettet kritisk mod årgang 2016, hvor Niepoort sammen med bl.a. Ramos Pinto netop valgte ikke at deklarere, ses bort fra en udgave af deres biovin, Bioma, hvor druerne især hentes fra enkeltmarken Pisca. I stedet deklarerede de i 2015 og er klar til at gøre det igen i 2017. Ja, faktisk havde Dirk medbragt fadprøver på Vintage 2017, som netop har blevet godkendt af IVDP.

Der var tale om en meget bred smagning fordelt på flere flight, hvor sammensætningen umiddelbart kunne virke underligt, men faktisk fungerede fint. Og så var det da i øvrigt et friskt initiativ at placere en almindelig ruby midt mellem alle de andre vine for at minde om, at basisport også bør have husets stil.

Følgende vine blev smagt åbent og i samme rækkefølge:

10 års hvid Tawny: Gylden, ravgul og klar. Dejlig frisk duft md abrikos, mandel, honning, appelsinskal og florale noter. Dejlig i munden med fin fylde og stor friskhed, abrikos, honning, let cremet og fin syre samt god hale (89).

Hvid Colheita 1917 (flaskeprøve): Egentlig en 10 års hvid, da den blev tappet på flaske i 1927. Derefter flakselagret. Orangebrun, lys og meget uklar. Lidt parfumeret i næsen og med lidt apotekernoter, men også tørrede frugter og abrikos. Dejlig i munden med god friskhed og stadig med syre, krydret og med let sprittet hale. Ikke helt oppe at ringe, men et spændende glas (90).

Ruby: Mørk rubin med lys rødlilla kant. Ekspressiv næse med frisk bærpræg, solbær og lidt marmelade præg. Fin friskhed med god syre og frugt balance, bløde diskrete tanniner. En fint glas i kategorien, men skal serveres afkølet (82).

Garrafeira 1948: Flot tawnybrun og klar. Stadig præg af bær, men også fadnoter, jordbær og røget bacon. Dejlig struktur i munden med frugt og røde bær, god syre og fin balance samt en let røget karakter. Fin kombination af fad og frugt og med såvel ælde som friskhed (95).

Vintage 1970: Rødbrun med lys kant. Udmærket duft med frugt, lidt frugtgrød, røgede toner, lidt oxideret, men på den behagelige måde. Stadig røde bær, let krydret, røget bacon, fin syrebalance og lidt pebret hale. Et dejligt glas (94).

LBV 1989: Ruby med brune nuancer og lys kant. Lidt sprittet næse, ret diskret. Blød og meget tilgængelig, fin balance med god syre, en lidt sprittet eftersmag. Ældet men stadig med fin struktur og friskhed (88).

Colheita 1989: Lys brunrød med lys orange kant. Mandel, tørrede frugter lidt appelsinskal og blomster i næsen. Fin balance, stadig med lidt frugtpræg og lidt røde bær, men ellers figner og tørrede frugter, bløde og let cremet struktur (90).

Vintage 1987: Flot rubinrød med lidt mørk kerne og lys kant. Jordbær og andre røde bær, lidt vel parfumeret. Jordbær og lidt røgede toner, krydret med høj syre og god friskhed, savner måske lidt frugt til at balancere (90).

Pisca Vintage 2007: Nærmest sort og uigennemsigtig, lilla kant. Friske bær og kærnemælk, solbær og lidt mørk chokolade og kaffe. Tør med god frugtfylde, mørke bær, godt med bløde og integrerede tanniner, lidt bid i enden. Har brug for tid (90).

Bioma Vintage 2008: Mørk rubin, næste uigennemsigtig, farver glasset. Frisk frugt, solbær, hyldebær, ristet kaffe og lidt kærnemælks præg. Til at starte med en del friske, grønne noter som eukalyptus og fyrrenåle, mørke bær, blød i munden og godt balanceret, pænt med bløde tanniner, lidt brændende hale, men med stort potentiale (91).

30 års Tawny: Orangebrun, lys. Første lidt tør sherrynæse, mandler, appelsinskal. Blød og rund, men også meget elegant med nødder og tørrede frugter samt fin friskhed og balance, har flere lag at byde på (94).

Colheita 1957: Lys tawny farvet med lys kant. Sherrynæse i starten, men aftagende som temperaturen steg, mandel, nødder og lidt figen. Let sprittet i munden med god syre, abrikos og nødder, let cremet samt en lang flot hale med nøddepræg (93).

Vintage 2017 (fadprøve): Denne fadprøve på netop godkendt Vintage lover godt for årgangen. Sort og uigennemsigtig, farver glasset helt lilla. Masser af friske bær, hyldebær og kærnemælk i næsen. Ungdommelig kraft og saft med rå frugt, dejlig friskhed og kraftige, men ikke voldsomt rå tanniner og flot potentiale for at finde sig selv og blive rigtig god (93).

Konkluderende er der vel bare at sige, at ingen vine skuffede – alle var værd at drikke. Stilen var også tydelig på tværs af typer, hvorfor ord som syre, friskhed og balance går igen i ovennævnte noter. Så ja. Niepoort er et hus, som det så afgjort er værd at have fokus på. Og Dirk Niepoort er en kreativ personlighed, som tør eksperimentere og gå sine egne vegne. Respekt for det.

Efter smagningen fulgte som middagen kreeret af restauranten i Odd Fellow Palæet i Odense:

• Blinis med stenbiderrogn, røget helleflynder, citron, fennikel, rødløg, radiser og sour cream. Hertil Niepoort Concisco Branco 2016 (Dão).
• Braiseret oksefilet med lyserød peber, hvidløg, Pommes Duchess, rygeost og grillede grøntsager, rosenkål og sauce. Hertil Niepoort Poeirinho Garrafeira 2012 (Bairrada) og Niepoort Redoma 2015 (Douro) i magnum.
• Ostetallerken med chutney. Hertil Niepoort Vintage 2005.
• Tærte med hvid chokoladeganache, marinerede bær, passionsfrugt og sprød lakrids. Hertil Niepoort Colheita 1997.

Quinta do Pinto er med til at sætte Lissabon på vinkortet

De mest kendte portugisiske vinregioner herhjemme er Douro, Alentejo, Vinho Verde og Dão. Men der er selvfølgelig flere, og nogle af dem er på samme måde som førnævnte i gang med en fantastisk udvikling.

Det gælder også regionen Lisboa, som tidligere bar navnet Estremadura, men i dag altså er opkaldt efter landets hovedstad. Ses bort fra de små gamle underregioner som Bucelas, Colares og Carcavelos, der har deres helt egen historie og egen DOC, var regionen ligesom naboregionen Ribatejo frem til midt i 90´erne mest kendt for at producere billige og lidt anonyme vine på såvel portugisiske som internationale druesorter. Der bruges stadig både egne og udenlandske sorter, men en række familieejede vingårde har til gengæld sørget for at kvaliteten er steget betragteligt.

Lisboa strækker sig fra hovedstaden og op langs kysten, næsten op til Coimbra. Den er underopdelt i en række underregioner, hvor de mest kendte foruden førnævnte er Torres Vedras og Alenquer.

Netop Alenquer er hjemsted for familieejede Quinta do Pinto, som ligger ca. 65 km nordøst for Lissabon, lidt øst for Torres Vedras og kun 25 km fra Atlanthavet, hvilket selvfølgelig har klimatisk betydning. Vingården har været ejet af familien Cardoso Pinto gennem fem generationer og bestyres i dag af datteren Rita Cardoso Pinto, som har en master i ønologi. Målet er at fremstille vine, der udtrykker regionens terroir og det til venlige priser.

Rita Cardoso Pinto er enig i, at der er sket en stor ændring til det bedre i regionen.

”Producenterne er blevet bedre til deres arbejde og bedre til at udvælge de rigtige druer – ikke kun vores egne portugisiske sorter, men dem der passer til regionen. Vi har et godt terroir, der passer fint til internationale sorter som syrah, viognier, chardonnay og cabernet sauvignon,” fortæller hun og fortsætter:

”Udviklingen er gået fra små vinbønder, der dyrkede vin i baghaven, til større og mere professionelle vingårde – en bevægelse fra at levere til bulkvin til bedre kvalitet. I takt med at kvaliteten er blevet bedre, mærker vi også, at folk begynder at opdage vinregionen Lissabon og finde ud af, at vi eksisterer.”

Men også regionens navneskifte har haft betydning for udviklingen, indrømmer Rita Cardoso Pinto.

”Navneskiftet fra Estremadura til Lisboa har betydet meget her i Portugal på det nationale marked. Når folk går i supermarkedet og ser vin fra Lissabon, går det op for det, at vi også producerer vin her.”

På sigt regner hun med, at den øgede opmærksomhed på regionen såvel nationalt som internationalt, vil smitte af på vinturismen, men her har Lisboa endnu ikke mærket det boom, som f.eks. har fundet sted i Douro.

”Vinturismen vokser meget her i Portugal, men vi har ikke mærket så meget til det endnu her i regionen. Men det vil sikkert komme, da vi jo ligger tæt på hovedstaden.”

Familiens vingård hedder faktisk ikke Pinto, men Quinta do Anjo. At de i stedet lancerer vinen under Pinto-navnet skyldes flere ting. For det første er det selvfølgelig familienavnet, men samtidig fortælles det, at vinen fra stedet for et par hundrede år siden var så god, at den var flere pintos værd – en pinto er nemlig også en gammel portugisisk guldmønt. Og endelig var der for lang tid siden en bestyrer af gården og vinproduktionen, som hed Mr. Pinto, hvorfor gården med tiden blev kendt som Pinto-gården.

På de godt 25 hektar vinmarker, hvoraf mange er nyplantede, vokser 19 forskellige druesorter. Det gælder portugisiske sorter som arinto, fernão pires, antão vaz, touriga nacional, castelão og aragonez samt internationale sorter som syrah, cabernet sauvignon, petit verdot, roussanne, merlot, viognier og chardonnay.

”Det var min far, som ville forsøge sig med internationale sorter og mest Rhône-sorter som viognier og syrah, da han selv holdt af dem. Vi fandt så ud af, at de fungerede udmærket både for sig selv og i blends med portugisiske druesorter,” fortæller Rita Cardoso Pinto og fortsætter:

”Hvis man kender til vin, vil man måske foretrækker portugisiske druer frem for f.eks. syrah. Men andre vil måske hellere købe syrah, som de har hørt om, frem for ukendte portugisiske sorter som touriga nacional og fernão pires.”

De forskellige sorter bruges til såvel blends som enkeltdruevine - de internationale sorter især til vine til hjemmemarkedet. Huset har fire serier: Vinho do Lasso på portugisiske druesorter, Terras do Anjo som er blends af såvel portugisiske som internationale sorter, Quinta do Pinto som er såvel blends som enkeltdruevine og endelig prestigeserien Grandes Escolha.

Quinta do Pinto er netop landet i Danmark hos den nystartede importør af portugisisk vin, Vinho, stiftet af Torben Ryttersgaard. Fra sin webshop, vinho.dk, sælger Torben Ryttersgaard vine fra de fleste regioner i Portugal.

Jeg har smagt følgende vine fra Pinto:

Vinhas do Lasso Branco 2016: Blend af 50 % fernão pires og 50 % arinto. Lys grøngul. Medium intens i næsen med citrus, pære og lidt mineralsk præg, men også lidt passionsfrugt. Medium intens med fin frugt, moden pære, citrus og passionsfrugt, fint balanceret. Fint drikkelig entrylevel vin med ok struktur (84).

Vinhas do Lasso Rosé 2017: Blend af 50 % aragonez og 50 % castelão. Lys rosé, laksefarvet. Frisk næse med røde bær, jordbær og lidt stikkelsbær og blomsterduft. Frisk med røde bær og florale noter, tør og god syre. Ikke en kraftig og kompleks rosé, men let, fin, frisk og balanceret (85).

Vinhas do Lasso Tinto 2014: Blend af typiske druesorter fra regionen, 45 % aragonez, 45 % touriga nacional og 10 % castelão. Rubinrød, ikke så intens. Frisk duft af røde kirsebær, jordbærgrød og brombær. En enkel vin med nogenlunde med frugt, kirsebær, høj syre og pænt med tanniner. Virker dog ikke helt balanceret, men bedre på andendagen. Har altså godt af lidt luft (83).

Quinta do Pinto Estate Collection Branco 2016: Blend af såvel portugisiske som internationale druesorter: 29 % arinto, 13 % fernão pires, 17 % antão vaz, 17 % roussane, 16 % chardonnay og 8 % semillon. Gulgrøn til gylden. Æbler, græs og blomster i næsen, ikke så markant. Medium fyldig, dejlig tekstur med fin frugt, citrus og florale noter, tør, mineralsk, let krydret og fint balanceret (89).

Quinta do Pinto Estate Collection Tinto 2013: Blend af typiske portugisiske og franske sorter, 25 % touriga nacional, 20 % aragonez, 20 % tinta miúda (gammel sort fra Lissabon-regionen), 20 % cabernet sauvignon og 15 % syrah. Mørk rubin, rødlig kant. Dejlig duft med brombær, modne sorte kirsebær, fyrrenåle og lidt blomster og mørk chokolade. Lækker i munden med god fylde, masser af frugt, markante, men bløde og integrerede tanniner samt fin eftersmag. Godt glas og godt køb til prisen (90).

Quinta do Pinto Arinto 2016: Enkeltdruevin på en af Portugals mest populære grønne druer, arinto. Lys grøngul med grønligt skær. Diskret duft af pære, citrus, græs og lidt ananas og andre eksotiske frugter. Dejligt frugtfylde, medium intens, høj syre, god struktur og fint balanceret. Har nærmest to lag, først et friskt med citrus og græs samt mineralitet, dernæst en undertone af lidt fyldigere og eksotisk frugt som melon og ananas. En spændende frisk vin til en ok 6 stk. pris (89).

Quinta do Pinto Touriga Nacional Reserva 2013: Enkeltdruevin på TN, som er en vigtig sort i såvel Douro som Dão og resten af landet, lagret 12 måneder på brugte fade. Mørk violet. Duft af mørke bær, brombær, violer og lidt mørk chokolade. En kraftig og fyldig vin med ikke helt modne brombær der bidder lidt, pænt med tanniner og høj syre, fin struktur. Måske endnu lidt upoleret, men også med en vis elegance og potentiale for at udvikle sig. Spændende og med god eftersmag. En dejlig og kraftig madvin og en fin repræsentant for druesorten (91).

Quinta do Pinto Grande Escolha Branco 2014: Blend af de franske sorter marsanne (10 %), chardonnay (25 %) og viognier (60 %) samt portugisiske arinto (5 %), fadlagret i 9 måneder med batonnage og derefter flaskelagret i 18 måneder. Gulgrøn, meget intens i farven. Intens og markant duft at smør, toast og lidt røg, let krydret. Meget fyldig og frugtig med mere fed struktur, honning og toastbrød, krydret og med fin balancerende syre, lidt oxideret stil, men på den gode måde. En anderledes portugisisk hvidvin, hvor den aromatiske viognier balanceres af mere syrerige sorter. Har potentiale for yderligere udvikling (92).

Quinta do Pinto Grande Escolha Tinto 2013: Blend af 20 % touriga nacional og 80 % syrah, lagret 12 måneder på brugte fade. Mørk rubin, meget tæt og intens med flot skær. Mørke modne kirsebær, brombær og violer, lidt sød lakrids. Fyldig, let cremet med flot struktur, brombær og mørk chokolade, krydret med høj syre og markante tanniner En kraftig vin, som dog ikke foldede sig helt ud ved første gennemsmagning, men performede bedre dagen derpå. Har brug for en del luft og tid (91).

Ny udgave af Port and the Douro

Bliver jeg bedt om at anbefale litteratur om portvin, er der altid tre bøger, som jeg nævner først. De har hver deres styrker og kan både læses fra ende til anden og bruges som generelle opslagsværker om emner som dyrkningsmetoder, terroir, portvinshuse, historisk udvikling, årgange, typer og lovgivning etc.

På dansk har vi Henrik Oldenburgs digre værk ”Portvin”, som i 2016 kom i sin fjerde udgave. På tysk udsendte Axel Probst i 2017 bogen ”Portwein” – en bog, som det er svært at finde mangler i. Og så er der endelig den engelske portvins- og madeiraekspert Richard Maysons ”Port and the Douro”, som netop er udkommet i en ny udgave i den glimrende serie med vinbøger, The Infinite Ideas Classic Wine Library.

”Port and the Douro” udkom første gang i 1999 og er siden kommet i nye udgaver i 2004 og 2013. Der er altså gået seks år siden sidste udgave, men udviklingen går stærkt på portvinsområdet, hvor nye producenter og tiltag hele tiden kommer til. Men en opdatering af årgange og huse, er nu ikke det eneste nye, fortæller Richard Mayson:

“Foruden at have forlænget listen over årgange og tilføjet flere producenter er der indsat en masse nye detaljer rundt om i hele bogen. Den nye udgave tager højde for de seneste ændringer i lovgivningen, og jeg har tilføjet nye anbefalinger af portvin dér, hvor vine har gjort indtryk på mig ved blindsmagninger. Kapitlet ”The Future for Port and the Douro” er blevet opdateret og revideret. Men der er færre producenter af Douro-vin i bogen på grund af pladsmangel. De vil i stedet komme med i min bog, ”The Wines of Portugal”, som vil blive udgivet i den samme serie senere på året.”

Bogen er opbygget på stort set samme måde som de tidligere udgaver (jeg har dog ikke læst førsteudgaven). Først en grundig gennemgang af portvinens historie, derefter et kapitel om vinmarker, druesorter og quintaer og et om selve produktionen. Det er netop, hvad angår selve dyrkning og fremstilling af vin, at bogen har sin helt store force, men Mayson har da også selv førstehåndskendskab med den slags, da han indtil for nyligt selv ejede en vingård i Alentejo. I disse afsnit er bogen uhyre grundig og detaljeret, f.eks. nævnes hybrider af forskellige druesorter og rodstokke.

Derefter følger en glimrende gennemgang af portvinstyper, et særligt grundigt afsnit om Vintage Port med beskrivelser af alle årgange fra 1960 og frem samt de væsentligste længere tilbage i tiden til 1844 og en oversigt over de væsentligste producenter. Endelig følger som nævnt et lille afsnit om Douro vin og et lille kapitel med informationer om restauranter, hoteller mv. samt slutteligt appendix med nyttig viden om størrelsen af beneficio og oversigt over alle druesorter.

Netop beneficio-systemet – altså det gamle omstændige system, der regulerer den årlige produktion af portvin og de enkelte huses kvoter – beskrives omhyggeligt og får nogle kritiske ord med på vejen i bogens efterord. Men hvis systemet skal ændres, som mange producenter gerne ser, hvordan skal det så ske?

”Det er et godt spørgsmål, som fortjener et ordentligt svar. Mange producenter af portvin ønsker systemet afskaffet og erstattet af det frie marked. Men beneficioen har tjent portvinsbranchen godt gennem mere end 70 år og forhindret det ”boom and bust”, som f.eks. destabiliserede sherryindustrien. Det korte svar er, at der er brug for en reform af beneficioen, der tager højde for den voksende betydning af Douro-vine, som handles bagom det kontrollerede og kunstigt oppustede marked for druer til portvin. Omkostningerne stiger og underprissætningen af Douro vine er en trussel mod hele regionen på lang sigt.”, svarer Richard Mayson

En anden ting, der har ændret sig gennem årerne, er turismen. Det vrimler med turister og vinturister i Porto og efterhånden også i Douro-dalen, og begge steder skyder nye hoteller og besøgscentre op. Hvad mener Richard Mayson om udviklingen?

”Da jeg første gang kom til Douro sidst i 1970´erne var det udpræget et sted for rejsende og ikke for turister. Der var ingen komfortable steder at bo med mindre du blev inviteret til at bo på en quinta af en fra branchen. Nu har Douro luksushoteller, flodcruises og nogle fremragende restauranter, men samtidig kan jeg ikke lade være med at føle et tab af autenticitet. Det samme gælder Porto, som er en rigere og mere velstående og kosmopolitisk by, end den var i 70´erne og 80´erne.”

Richard Mayson bog er glimrende læsning fyldt af viden og små anekdoter og biografier i form af små indsatte bokse om ”Men who shaped the Douro”. Den er skrevet godt og medrivende og med stor indsigt. Enkelte anker kan man altid have, f.eks. kan det undre mig, at portvinshuset Andresen ikke nævnes blandt de anbefalede producenter i afsnittet om ”White Port with an indication of age”, ligesom Quevedo overhovedet ikke er nævnt. Her kan forskelle på synlighed på det danske og det engelske marked dog være en forklaring.

Værre er et par deciderede sjuskefejl. I første afsnit kan man f.eks. læse, at Quinta dos Frades er at se på forsidebilledet. Det var den også på tredje udgave. Denne gang er det et foto fra Gaia og Porto, der forskønner forsiden, hvorfor teksten selvfølgelig burde være rettet. Tilsvarende med de kort, der er med i bogen. På kortet over Douro er quintaerne angivet med numre, men listen over hvilke quintaer, der gemmer sig bag numrene, er ikke kommet med i den nye udgave, hvilket faktisk gør kortet ubrugeligt. Ærgerlige skønhedspletter, som dog på ingen måde overskygger min samlede positive vurdering og anbefaling af bogen, som bør stå på reolen hos alle portvinsentusiaster ved siden af Oldenburgs ”Bibel”.

Som Richard Mayson allerede selv har nævnt, arbejder han nu på en revideret udgave af den ligeledes glimrende bog ”The Wines of Portugal” med fokus på bordvin. Jeg spurgte derfor, hvordan han ser udviklingen på vinområdet de senere år?

“Meget har forandret sig, siden den sidste udgave fra 2003. Der er mange flere kendte druesorter, især hvad angår grønne sorter, og derfor mere at fortælle. Portugal viser, at landet formår at lave nogle fortræffelige hvidvine. Der er mange flere producenter, så det bliver svært at vælge, hvilke der skal med i bogen og hvilke, der ikke skal. Kort sagt har Portugal opdaget sit terroir over de sidste 20 år, og jeg føler, at vi stadig har det bedste til gode. Douro, Dão og Alto Alentejo omkring Portalegre, kystregionen nord for Lissabon og ved Alentejo Litoral viser alle, at de kan producere vin i verdensklasse og såvel rødvin som hvidvin.”

Richard Mayson: Port and the Douro. The Infinite Ideas Classic Wine Library 2019, 402 sider.

Læs om Richard Mayson på hans egen hjemmeside og blog

Se bøgerne i serien med vinbøger her. 

Smith Woodhouse – et lidt overset brand

Der er navne, som altid fremhæves, når vi taler om god Vintage portvin. Og så er der andre, der er mindre synlige, men sjældent skuffer, hverken hvad pris eller kvalitet angår. Et sådant hus er Smith Woodhouse, der sammen med Quarles Harris og Gould Campbell tilhører de mindre kendte og måske lidt oversete brands, som Symington Family Estates ejer. Rimelig kvalitet og derfor også overraskende gode placeringer ved blindsmagninger, men selvfølgelig i skyggen af Graham´s, Dow´s, Warre og Cockburn.

Smith Woodhouse blev grundlagt i 1784 af Christopher Smith, som åbnede et kontor i Porto med henblik på afskibning af portvin til England. Smith-familien blev siden suppleret af brødrene William og James Woodhouse, og navnet skiftede i 1928 til det nuværende. Senere igen blev huset overtaget af Graham´s, hvorfor det fulgte med, da Graham´s blev købt af Symington-familien i 1970.

Heldigvis ser det ud til, at Smith Woodhouse ikke er på vej til at blive udfaset – en risiko mindre brands i store selskaber ellers kan løbe. I 2016, den seneste store Vintage-årgang, var Smith Woodhouse således at finde blandt de mange deklareringer.

I The Vintage Port Club har Smith Woodhouse jævnligt være medtaget på smagninger, men i sidste uge var første gang, hvor vi havde en egentlig vertikalsmagning af huset med 10 Vintage fra perioden 1970 til 2011, hvoraf en enkelt var Single Quinta fra Quinta da Madelena ved Rio Torto, samt en crusted port og en LBV.

Følgende vine blev smagt:

Crusted Port (flasket i 2013): Meget mørk og uigennemsigtig med lilla kant. Frisk næse med masser af frugt, brombær, solbær og lidt kærnemælkspræg. Mørke bør og mærk chokolade, let krydret med pænt tanninbid, potent og med lidt grovkornet tekstur (88).

LBV 2004: Mørk rubin med lidt lys kant. Mørke bær, brombær, solbær og lidt kaffe. Let cremet i munden, fyldig med god syre og fin balance. Ikke så kompleks, men med fin struktur, dejlig drikkelig (85).

Vintage 2011: Mørk rubin med lilla kant og skær, flot. Mørke bær, solbær, te, lidt kærnemælk og lidt grønne noter. Forholdsvis åben og tilgængelig trods sin unge alder, godt med frisk frugt, pænt bid og godt med tanniner, pænt balanceret. Har mange år foran sig og vil udvikle sig flot (91).

Vintage 2003: Mørk rubin, ikke så tæt. Ikke så kraftig i næsen med ung frugt, hyldebær, solbær og mørk chokolade. Dejlig i munden, krydret og med mørke bær, flot syre og god balance, lidt bid samt lidt pebret og skarp eftersmag (90).

Vintage 2000: Mørk rubin, rødlig kant. Lidt lukket i næsen, blåbær og boysenbær samt lidt grønne noter. Lidt skarp med kraftig syre, som overdøver frugten lidt, pænt med tanniner, lidt i ubalance lige nu, men tror den vil blive bedre (89).

Vintage 1997: Brunrød, mørk tawnyfarvet. I første omgang med farin og kaffe samt lidt laktose i næsen, let oxideret præg. Ligeledes lidt laktosesmag i munden, ikke så meget frugt. Den haltede, men blev faktisk bedre ud på aftenen, hvor den egentlig skulle have haft højere karakterer, end den fik (83).

Madalena Vintage 1996: Mørk rubin. Ung frisk frugt, hyldebær og solbær. Blød i munden, ikke så kompleks, hør syre, savner lidt frugt og skarpere struktur, lidt vel rustik (87).

Vintage 1994: Rubin med lys kant. Fin frugt i næsen med hyldebær og lidt mørk chokolade. Høj syre og bløde afdæmpede tanniner, savner igen lidt frugtfylde. Rimeligt udviklet og trods alt nogenlunde balanceret (90).

Vintage 1985: Lys rubinrød med lys kant. Duft af røde bær og lidt jordbær. Dejlig i munden, let krydret med røde bær og ok syre. Vil nok ikke holde i mange år, da den var lidt lav på frugt, men dejlig moden og drikkelig nu (91).

Vintage 1983: Mørk rubin. Fin duft med mørke bær og hyld. Dejlig i munden med god frugtfylde, fin syre og balance samt en god struktur. Et dejligt glas. Har stadig år foran sig (92).

Vintage 1980: Rubin til rødbrun, medium intens. Mørke bær og lidt cassis, men også lidt laktosepræg. Meget fyldig og tæt, krydret og med lidt mørke og røgede toner, mangler finesse (88).

Vintage 1970: Lys rødbrun med orange kant. Afdæmpet næse med jordbær og andre røde bær. Pænt syreniveau, tynd på frugt, men ok smag. Meget moden, på vej til at blive træt og skal nok drikkes nu (89).

Generelt holdt de fleste vine et pænt niveau, og især Vintage fra 1980´erne og efter årtusindeskiftet må siges at være udmærkede køb. Fordelen ved et portvinsmærke, som står lidt i skyggen af de helt store, er jo også, at de oftest holder et rimeligt prisniveau.

Efter smagningen afgav deltagerne point, hvilket gav følgende Top 5:

1. Vintage 1970
2. Vintage 1985
3. Vintage 1980
4. Vintage 2011
5. Vintage 1983

Det fulde resultat kan ses på klubbens hjemmeside.

Alves de Sousa og Quinta da Gaivosa

I efteråret under vinfestivalen Grandes Escolhas i Lissabon mødte jeg både stor venlighed, gæstfrihed og ekspertise hos far og søn, Domingos og Tiago Alves de Sousa, der står i spidsen for huset Alves de Sousa. Sammen med min gode bekendte fra portvinsverdenen, Axel Probst, fik vi først en god snak om vin ved Alves de Sousas stand og siden under en middag i en nærliggende restaurant, hvor også datteren Patrícia deltog.

Og ja, Alves de Sousa er et sandt familieforetagende. Familien har gennem flere generationer dyrket vin, men druer og vin blev tidligere solgt til store huse som Taylors, Ferreira og Borges. I 1987 besluttede Domingos Alves de Sousa, der arbejdede som civilingeniør at satse på egenproduktion – en historie, der kendes fra mange andre familier i Douro. Første vin kom på markedet i 1991, første portvin i 2003 og første Vintage portvin i 2009, og siden da er produktionen af såvel bordvin som portvin vokset – både kvantitativt og kvalitativt.

Flere vingårde blev tilkøbt, så familien nu ejer hele seks af slagsen: Quinta das Caldas, Quinta da Aveleira, Quinta da Estacão, Quinta do Vale da Raposa, Quinta da Oliveirinha samt ikke mindst Quinta da Gaivosa, hvor det hele begyndte. Gaivosa lægger da også navn til såvel Vintage portvin og Tawny med alder som bordvine, ligesom også Caldas, Vale da Raposa og Estacão fungerer som brandnavne.

De fleste quintaer ligger i Baixo Corgo lidt nedenfor eller i baglandet af Regua, mens Oliveirinha ligger i Cima Corgo lige nedenfor Chanceleiros. Quinta da Gaivosa ligger kun 8 km fra Serra do Marão med vinmarker placeret i 350 til 500 meters højde. Der satses på stor biodiversitet på markerne med blomster, oliventræer, eukalyptus og frugttræer, hvilket ifølge ønolog og winemaker Tiago Alves de Sousa resulterer i friskere og mere florale vine.

Alves de Sousa og Quinta da Gaivosa har været at finde på det danske marked i en del år – først hos Vinport og nu hos Anita Elna Skjoldager Eskildsens Det Portugisiske Hus. Fra Alves de Sousa i Portugal og importøren har jeg fået tilsendt et stort og bredt udvalg af husets vine og portvine. Følgende er derfor blevet testet:

Branco da Gaivosa Douro 2016: Blend af 40 % malvasia fina, 30 % gouveio og 30 % arinto. Lys grøngul og klar. Pærer, græs, blomster og lidt melon og vanilje i næsen. Florale noter, mineraler, pæn fedme og fylde i munden, god friskhed og fin balance samt lang, dejlig hale. Fint afrundet. Velegnet til fisk eller lyst kød (90).

Branco da Gaivosa Douro 2017: Blend af 50 % malvasia fino, 30 % rabigato og 20 % gouveio. Meget lys gulgrøn, klar. Frisk og kraftig næse med grønne pærer, melon og stikkelsbær. Frisk, let prikkende i munden, græs og fin mineralitet, fin syre og god balance samt lang dejlig eftersmag (89).

Caldas Douro Tinto 2015: Blend af 40 % touriga nacional, 35 % tinta barroca og 25 % tinta roriz. Rubinrød, forholdsvis lys. Frisk næse med godt med primær frugt, kirsebær og brombær samt lidt blomster. Frisk med brombær og lidt jordbær, let krydret og pebret samt lidt lakridsnoter, ok bløde tanniner. Fin, enkel og ligefrem vin (85).

Gaivosa Primeiros Anos Douro 2013: Blend af 40 % touriga nacional, 35 % tinta amarela og 25 % sousão. Mørk rubin, næste uigennemsigtig kerne. Kraftig i næsen med solbær, blåbær, brombær, violer, krydderurter og lidt kaffe-og chokoladenoter. Dejlig blød og cremet med masser af brombær og andre mørke bær samt mørk chokolade, fyldig og tæt med flot balance og bløde tanniner. Et dejligt glas (91).

Gaivosa Primeiros Anos Douro 2015: Blend af 40 % touriga nacional, 35 % tinta amarela og 25 % sousão. Mørk rubin, næste uigennemsigtig. Solbær, brombær og violer, lidt lukket. Fyldig med mørke bær, krydderurter, høj syre og lidt mørk chokolade, god struktur, fin balanceret, lidt skarpe tanniner, men fint potentiale. Har brug for lidt tid (91).

Caldas Ruby Special Reserve: Mørk rubin, lys lilla kant. Brombær, hyldebær, violer, marcipan, mynte og engelsk lakrids i næsen. Blød og cremet i munden med brombær og mørke bær, godt med frugt, god friskhed, krydret og diskret pebret samt lidt tanninbid. Ikke så nuanceret, men veludviklet og harmonisk, en udmærket repræsentant for kategorien (86).

Quinta da Gaivosa LBV 2013: Mørk rubin, uigennemsigtig med sort kerne. Mørke bær og blommer, mynte, lakridsnoter, men også fin friskhed. Brombær og mærk chokolade, dejlig elegant med fin balance og afdæmpede, bløde tanniner. En flot, kompleks og på en gang potent og elegant LBV (90).

Quinta da Gaivosa Vintage 2016: Mørk rubin, uigennemsigtig, farver glasset. Lidt lukket i næsen førstedagen, men åbnede op med brombær og solbær, florale noter samt krydderier og lidt mørk chokolade. Kraftig med godt med frugt, men også elegant, blød og velbalanceret med lang, dejlig hale og kraftige, men fint integrerede tanniner. En flot vin med stort potentiale (93).

Alves do Sousa Vintage 2015: Mørk rubin, uigennemsigtig, farver glasset. Fin frisk næse med hyldebær, brombær, mørke blommer, lidt skovbund og undertoner af lakrids. Masser af frugt og mørke bær, tør, fyldig og kraftig med god struktur og stor kompleksitet, men også elegant, kraftige tanniner og lang hale. En flot glas med stort potentiale (94).

Caldas White Porto: Orange, ravfarvet. Meget kraftig næse med marcipanessens, sød mandarin og fersken. Sød og fyldig i munden med fint syreniveau, mandel og mandarin, let parfumeret. Ikke en kompleks vin, men fin drikkelig og ok længde (85).

Quinta da Gaivosa 10 years white: Gulorange, lys med flot skær. Ikke så ekspressiv i næsen, igen marcipan, men også mandel og florale noter. Ikke kraftig, virker tør, men også med sødme fra fadet, marcipan og appelsinskal, lidt syrebid, men ellers fint balanceret og nuanceret (88).

Caldas Tawny Special Reserve: Rødbrun, klar, orange skær. Mandel, abrikos og tørrede frugter og lidt vingummi i næsen. Blød med lidt tørrede frugter, mandel, en smule mandarin samt lidt rester fra frisk frugt, ok syrebid, ikke kompleks, men velbalanceret og pæn hale (86).

Quinta da Gaivosa 10 years tawny: Rødbrun, lidt mørkere med lys, orange kant. Meget ekspressiv i næsen med mandel, marcipan, figner og andre tørrede frugter samt lidt laktose, men ikke på den ubehagelige måde. Delikat i munden, blød og imødekommende, men også med lidt alkoholbid, mandel, karamel, lidt appelsinskal og kokossødme fra fadet, høj syre og fin balance (90).

Quinta da Gaivosa 20 years tawny: Lys tawnybrun med flot skær. Mandel, figner og trænoter, tørrede frugter og igen lidt laktose. God fylde med mandel, appelsinskal, kokos og nødder, cremet og blød, tør og fint balanceret, intens og elegant med pænt syrebid. Et udmærket glas (91).

Som det fremgår, var der generelt pæne karakterer til såvel vine som portvine fra familien Alves de Sousa. Husets topvine, Quinta da Gaivosa Vinha de Lordelo og Abandonado, var desværre ikke blandt de smagte, men dem har jeg kun hørt godt om.

Alves de Sousa leverer altså udmærket kvalitet i alle genrer, men synes dog bedst hvad angår rødvine og portvine af rubytypen herunder Vintage. Det er et spændende bekendtskab med et flot renommé i Portugal. Ingen tvivl om, at de fortjener mere opmærksomhed herhjemme, så jeg kan kun anbefale portvinsklubber og andre smagekredse herhjemme at tage Alves de Sousa og Quinta da Gaivosa med i deres overvejelser, når de planlægger smagninger.

En lille anke, som måske kan have betydning for gennemslagskraften på det danske marked, er de mange forskellige brands. Måske burde de i højere grad markedsføre hele porteføljen under producent- og familienavnet Alves de Sousa frem for også at bruge de forskellige quintaers navne?

Læs mere om Alves de Sousa og Quinta da Gaivosa her.