mandag den 5. april 2021

Quinta do Monte Xisto

  

De smagte vine er sponseret af João Nicolau de Almeida & Filhos



 

João Nicolau de Almeida & Filhos lyder det fulde navn for producenten af Douro-vinene fra Quinta do Monte Xisto. Og ja, det er ganske rigtigt den tidligere winemaker og direktør for Ramos Pinto og hans børn, der står bag. De to sønner, Mateus og João, har begge studeret ønologi og har allerede etableret sig som winemakere, mens datteren Mafalda har studeret kunst og teater og tager sig af markedsføring mv.



Familien Nicolau de Almeida. Fra venstre: João junior, João, Graca, Mateus og Mafalda


Familiens tilknytning til vin- og portvinsbranchen går langt tilbage, idet João Nicolau og dermed også børnene er direkte efterkommere af António Ramos Pinto, der sammen med broderen og stifteren Adriano stod bag portvinshuset Ramos Pinto. Ramos Pinto er ikke alene kendt som portvinsproducent, men også blandt pionererne på bordvinsområdet i Douro. I 1990 lancerede de således vinen Duas Quintas, som stadig er et dejligt bekendtskab. Dertil kommer, at Joãos far, Fernando Nicolau de Almeida, faktisk var manden, der opfandt ikonvinen Barca Velha.

João Nicolau de Almeida trak sig tilbage fra direktørposten i Ramos Pinto i 2016 og overlod roret til sin fætter Jorge Rosas, ligesom posten som masterblender allerede da var overtaget af kusinen Ana Rosas. Så familien sidder altså stadig ved roret i det gamle portvinshus, selv om det i 1990 blev overtaget af champagneproducenten Roederer.


Sammen med João og Ana Rosas hos Ramos Pinto 2015

Nok om Ramos Pinto, nu til Quinta do Monte Xisto. For selv om João trak sig tilbage havde han stadig lyst til at beskæftige sig med vin. Han havde da også i god tid lagt planer, da han allerede i 1993 havde fået øje på et lille skifferbjerg i Douro Superior ved Vila Nova de Foz Côa og begyndte at opkøbe jord. I 2005 blev de første vinstokke plantet, og de første vine fulgte i 2011. Familien har plantet velkendte røde sorter som Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinto Cão, Tinta da Barca, Tinta Francisca, Sousão og Tinta Roriz samt lidt af den hvide Rabigato.

Men hvad stræber den erfarne vinproducent så efter med sit eget projekt?

”Vores mål er at producere vin som afspejler deres oprindelse og det unikke terroir. Vores vinmarker er økologiske og biodynamiske. Det er et meget anderledes sted i Douro, da vi har vinstokke, som vender såvel mod nord som mod syd. Det betyder, at vi kan arbejde med balancen mellem friskhed og modenhed i blended,” forklarer João Nicolau de Almeida og fortsætter:

”Målet er at lave vin med friskhed og god modenhed samt en fyldig, blød krop med bløde tanniner. Vin med god struktur, kompleksitet og elegance, som kan nydes ung og gemmes i 20-30 år.”

Foruden selve Quinta do Monte Xisto laver familien også en Oriente version, baseret på et par østvendte parceller (oriente betyder øst på portugisisk). Her er druesammensætningen en anden, idet den består af 60 % Tinto Cão og 40 % Tinta Francisca.

”Det er et helt anderledes blend – et ”close-up”. Vi har produceret 1000 flasker fra de to parceller, og de er allerede udsolgt,” fortæller João Nicolau de Almeida og tilføjer, at de også har andre planer for fremtiden:

“I år har vi planlagt at udsende en "Nicolau de Almeida Light Dry White Port” med kun 16 procent alkohol og baseret på 100 % Rabigato. Og så snart moder natur tillader det, vil vi også lancere en Vintage Port. Endelig vil vi begynde at producer en andenvin til Quinta do Monte Xisto.”

Jeg fik nyligt tilsendt en flaske Quinta do Monte Xisto af den seneste årgang, som jeg valgte at smage op mod en fem år ældre udgave, jeg havde liggende i reolen. Vinene blev smagt over to dage.

 



Quinta do Monte Xisto 2018

Blend af 60 % Touriga Nacional, 35 % Touriga Franca og 5 % Sousão, fermenteret i lagar og lagret 18 måneder på fad. Mørk rubin, violet skær og lilla kant. Frisk og ungdommelig frugt i næsen med brombær, jordbær, enebær, violer og andre florale noter, friske krydderurter og lidt lakrids. I munden i første omgang ligeledes frisk frugt og florale noter, men også med underlæggende kompleksitet, brombær, krydret, mineralsk, godt med tanniner, fint balanceret med syre, lang hale med lidt tørre tanniner. En elegant men også solid vin, som er en smule rå lige nu og derfor har brug for modspil, på andendagen dog mere venlig, stort potentiale (94).

 

Quinta do Monte Xisto 2013

Blend af 60 % Touriga Nacional, 35 % Touriga Franca og 5 % Sousão, fermenteret i lagar og lagret 18 måneder på fad. Mørk rubin, lidt lys kant. Dejlig duft med blomster, modne mørke bær, brombær, hyldebær, lavendel. enebær, lidt mynte og lidt kaffenoter. I munden godt med mørke bær, enebær, blomster, engelsk lakrids, pænt med bløde tanniner og lang krydret hale. En fornøjelse, som kombinerer tyngde og elegance og stadig har stort udviklingspotentiale (94).

 

Quinta do Monte Xisto skulle være på vej til Portugisisk Vinkælder sammen med vinene fra sønnen Mateus Nicolau de Almeida.

 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar