mandag den 26. april 2021

World Wild Wine fra Carlos Raposo

 

De omtalte vine er sponseret af importøren

 

Når en winemaker debuterer under eget navn med tre fremragende og meget eksklusive, men pænt sagt ikke ligefrem prisvenlige vine, tænker man umiddelbart: Hvordan skal han dog komme videre herfra? At hæve niveauet yderligere synes ikke muligt? Nej, men det er heller ikke nødvendigt. Når konceptet er i orden, kan man i stedet vælge at lancere noget andet, som stadig er af høj kvalitet, men dog i et prisleje, hvor de fleste kan være med.

Sidste år lancerede den tidligere assistent for selveste Dirk Niepoort, Carlos Raposo, sine Vinhos Imperfeitos (uperfekte vine). Der var tale om tre hvidvine, hvoraf en var fra Vinho Verde, en fra Dão og en et blend af druer fra de to regioner. Druerne var særligt udvalgte fra gamle vinmarker i de to regioner, og vinene var økologiske og fremstillet med minimal indgriben i kælderen.




Det samme gør sig gældende for de fire nye vine fra regionen Dão, som han har sendt på markedet under navnet World Wild Wine.

”Nu hvor Vinhos Imperfeitos har etableret sig på markedet, har jeg fulgt en anden drøm, jeg har haft. At lave vin med karakter og personlighed og med andre karakteristika og til en pris, så flere kan nyde dem. Jeg kalder det for World Wild Wine, fordi jeg vil lave vine i hele verden, og fordi de vil blive lavet med respekt for druesorterne, uden tilsætning af kemikalier og så naturligt som muligt,” fortæller Carlos Raposo, som f.eks. går med planer om også at lave et blend at druer fra Bordeaux og Dão.

Som det gjaldt for Vinhos Imperfeitos, er druerne til de fire nye vine også udvalgt fra gamle vinmarker, men dog ikke de samme.

”Det er fra lidt yngre vinmarker, som jeg har fundet i Dão. Jeg kender regionen rigtigt godt, da det er her, jeg bor, og støder hver dag på nye mulige vinmarker. Jeg holder meget af at besøge vinmarker og prøve at forstå deres potentielle,” forklarer Carlos Raposo og fortsætter.

“Mange unikke karaktertræk som udviklingspotentiale, elegance, mindre frugt og mere personlighed kan komme fra de gamle vinmarker. Men modsat er der også gamle vinmarker af ringe kvalitet. Portugal har et skatkammer af druesorter, som næsten er forsvundet, men med fornyet interesse fra mig og andre, kan vi redde de næsten uddøde sorte.”

Der indgår da også mange druesorter i vinene. Blandt de hvide kan nævnes mere kendte som Encruzado, Bical og Malvasia Fina samt mere sjældne sorter som Uva Cão, Rabo de Ovelha, Branda og Barcelo. Blandt de røde er sorter som Touriga Nacional, Tinta Roriz, Alfrocheiro og Jaen meget brugte i regionen, men der indgår f.eks. også Tinta Pinheira, Tinta Carvalha og Touriga Feminino.




Inden Carlos Raposo i 2011 begyndte hos Niepoort, havde han studeret i Bairrada, Bordeaux og Bourgogne og arbejdede nogle år i Frankrig, spanske Ribera del Duero, californiske Napa Valley og Australien. Han kombinerer altså international erfaring med lokal kunnen. Foruden sine egne projekter blev han nyligt tilknyttet som winemaker for Quinta do Pôpa i Douro. Det samarbejde glæder jeg mig til at følge.

De otte år hos Niepoort har så afgjort også været lærerige, slutter Carlos Raposa:

”Dirk Niepoort er min ”Father of Wine”.  Vi lavede gode vine sammen, vi lærte sammen, og vi lavede fejl sammen, men altid i et forhold som mellem far og søn. Dirk er mere end en mentor for mig.”




Jeg har smagt de fire vine fra World Wild Wine, som alle blev smagt over to dage.

 

Ideal 2019 Branco, Dão DOC: Field blend fra 30 til 60 årige marker med sorter som Encruzado, Bical og Malvasia Fina, lagret 11 måneder på fad. Grøngul, lys. Frisk næse med pære og blomster, en smule eksotisk bund med passionsfrugt samt meget diskrete fadnoter. Slank, tør og mineralsk vin med grønne æbler og lidt citrus, flot syrebalance, frisk, medium lang og let saltet hale (91).

Ideal 2018 Tinto, Dão DOC: Blend af druer 30 til 60 årige marker med sorter som Touriga Nacional, Tinta Roriz, Alfrocheiro og Jaen, 18 måneder på fad. Rubinrød, lys lilla kant. Frisk frugt med især kirsebær, hindbær og jordbær, let krydret bund. I munden frisk frugt, syrnede kirsebær og krydret undertone, mineralsk og elegant, pænt med bløde tanniner (90/91).




Definido 2019 Branco, Dão DOC: Field blend fra 60 til 100 årige marker med sorter som Encruzado, Malvasia Fina, Uva Cão, Rabo de Ovelha, Branda, Barcelo og Douradinha, fermenteret på fransk eg. Gulgrøn. Flot, men diskret næse med lidt gule stenfrugter, citrus og vegetale noter, såvel frisk som fyldig med et Bourgogneagtigt hint. God fylde og dejlig taktil følelse i munden, i første omgang blød, men syren og friskheden følger hurtigt, mineralsk, lidt grape, god kompleksitet, lang hale med lidt sprød bitterhed (93).

Definido 2018 Tinto, Dão DOC: Blend fra 60 til 100 årige med bl.a. Tinta Pinheira, Tinta Carvalha, Baga, Touriga Nacional, Touriga Feminino, Tinta Roriz, Alfrocheiro og Jaen, lagret 20 måneder på fransk eg. Rubinrød, mørk kerne. Frisk, lidt diskret næse med røde bær, men også med moden frugt, sorte kirsebær, brombær, skovbær og kaffe, krydret, god mineralitet med flint, lang hale og fin kompleksitet. En dejlig vin med stort potentiale (93).




 

Carlos Raposos vine – såvel Vinhos Imperfeitos som World Wild Wine – fås hos Vinho.dk

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar