mandag den 5. juni 2023

Pradorey – Ribera del Duero

 

De smagte vine er sponseret af producenten

 

Floden Douro har givet navn til to fremragende vinregioner på hver sin side af grænsen mellem Portugal og Spanien. På den portugisiske side gælder det Douro, som ikke alene er portvinens hjemsted, men også leverer fremragende rød- og hvidvine. I Spanien ændres flodens navn til Duero, og her finder vi langt inde i Castilla Y León regionen Ribera del Duero.



Fælles for de to regioner er, at de først sent fik fokus på produktion af kvalitetsvin. Selv om der har været dyrket og fremstillet vin i Ribera del Duero i flere tusinde år, skal vi helt op til 1980´erne før udviklingen for alvor tager fat. Jo, Vega Sicilia var allerede på banen, men det var først efter, at regionen fik status af DO i 1982, at det gik stærkt. I 1982 var der således kun 24 bodegaer i regionen, hvilket siden er vokset til over 300.

Ribera del Duero, som ligger nord for Madrid, har kontinentalt klima med store temperaturforskelle – f.eks. kan det være 30 grader om dagen og 4 grader om natten i september måned, ligesom frosten kan vare helt ind i april måned. Vinmarkerne er især placeret i 700-800 meters højde, hvilket resulterer i en forholdsvis kort modningssæson. Den altdominerende druesort er en variant af Tempranillo, som her går under navnet Tinto del País, men der findes også flere franske sorter. Der benyttes en del fadlagring, men med store forskelle på, hvor markant fadpræget er.  

En af regionens producenter hedder Pradorey, og selv om ejendommen har aner helt tilbage til 1503, hvor jorden købes af dronning Isabella af Castile, var det først da Don Javier Cremades de Adaro overtog ejerskabet i 1989, at der blev anlagt vinmarker og bygget et vineri. De første vine kom på markedet i 1996, og siden er der blevet omlagt, og porteføljen er blevet udvidet. Det gamle palads på ejendommen blev omdannet til The Inn med hotelværelser og spisesal.



Pradorey ligger i den østlige del af regionen og har omkring 3.000 hektar land – det meste langs Duero – hvoraf 520 hektar er med vin, fordelt på 10 forskellige vinmarker. Flere af markerne har givet navn til enkeltmarksvine. Der er især plantet Tempranillo, Cabernet Sauvignon, Merlot og Albillo Mayor. Dertil kommer vinmarker i andre områder af Castilla Y León så som Bierzo. Det gælder f.eks. marker med en for mig hidtil ukendt sort kaldet Albarin, som indgår i deres hvidvinsblend.

”Det er en anden druesort forskellige fra Albariño og Albillo. Albarin er en indfødt druesort fra Asturien. Vores Blanco Albarin kommer fra vinmarker i El Bierzo området i León. Den er aromamæssig neutral, men giver kompleksitet, blødhed og struktur i vinen,” fortæller salgschef Jorge Rodriguez, som er barnebarn af grundlæggeren og ejeren Javier Cremades de Adaro.



Den samlede portefølje er stor og består af såvel introlevel vine, blends, enkeltmarksvine, særlige cuvéer og prestigevine.

“Vi tilbyder en bred vifte af kvalitetsvine, som kan tilfredsstille alles behov. Vi har Transgressive, som er vores introlevel til hverdagsbrug. Fincas er for dem, der kan lide den klassiske stil fra Ribera del Duero. Så har vi en serie for dem, der ønsker at udforske og opdage andre måder at forstå regionen på. Dertil kommer vores to vine, kaldet The Collection, som er små juveler for de få,” forklarer Jorge Rodriguez og fortsætter:

“Vi har en innovativ tilgang, hvor vi prøver at se videre end det, vi har lært. Vi er tæt tilknyttet vores terroir og vores marker, som vi tager varer på på bæredygtig vis, så de kan bevares i endnu tre generationer.” 



Blandt vinene er Adaro en hyldest til grundlæggeren Javier Cremades de Adaro, mens El Buen Alfarero er noget for regionen så sjældent som et amforavin.

”Vores kreative winemaker ville gerne prøve noget nyt i vores område ved at vende tilbage til de gamle metoder. Altså innovation ved at gå tilbage til fortiden. Vi købte derfor tre gamle amforaer, som han brugte til at studere udviklingen i vinen. Han fandt ud af, at amfora giver friskhed og hjælper med at bevare frugten, strukturen og balancen i lang tid uden at tilføje ekstra. Bare ren druer, ren frugt og ren vin,” fortæller Jorge Rodriguez og fortsætter:

”I starten brugte vi dem kun til El Buen Alfarero, men nu bruger vi dem også til lagring af andre af vores vine, Adaro, La Mina, Sr. Niño og Origen. Så vidt jeg ved, er vi de eneste i Ribera del Duero, der bruger over 200 år gamle amforakrukker, som er hentet fra tidligere vinerier i det sydlige Spanien. Der er nogle, der eksperimenterer med nye amforas, men effekten er ikke den samme.”

Som i andre regioner er der også i Ribeira del Duero en udvikling mod mindre markant fadbrug og større vægt på frisk frugt. Det gælder også hos Pradorey.

”Forbrugere i hele verden søger for tiden efter mere frugtige vine. De vil have komplekse vine, men ikke vine med trænoter. En del producenter i Ribera del Douro prøver at efterleve dette uden at miste deres identitet. Jeg tror ikke man bevæger sig væk fra at bruge fadlagring, men tidligere var en del vine fra Ribera del Duero nok for fadpræget. Her prøver vi at forbedre os. Der er dog også producenter i regionen, som fortsætter med at producere i den gamle stil,” siger Jorge Rodriguez.



Jeg har prøvesmagt et stort udvalg af vinene fra Pradorey. Vinene blev smagt over to dage ved lidt forskellige temperaturer.



Pradorey Blanco 2021: Blend af mange druesorter, bl.a. Verdejo og Albarin, 5 måneder på cement og 5 måneder på fad. Lys gulgrøn. Frisk næse med citrus, pære, fersken, ananas og passionsfrugt. Frisk i munden, men også med fin fylde og frugt, ok balancerende syre, citrus og mineralitet samt eksotisk frugt, melon, passionsfrugt (89).

Pradorey Rosado 2022: 50 % Tempranillo og 50 % Merlot, 2 måneder på fad med batonnage. Mørk laksefarvet. Meget ekspressiv med hindbær og andre røde bær, blomster og vingummibamser. Frisk i munden med hindbær, blomster og røde bær, ok fylde og balance, medium sød. Ok terrassevin, men lidt vel meget tuttifruttipræg (86).

Pradorey Origen 2021: 95 % Tempranillo, 3 % Cabernet Sauvignon og 2 % Merlot, lagret på træfad og en måned på amfora. Mørk rubin, lys lilla kant. Ekspressiv næse med modne kirsebær og lidt solbær, krydret og lidt ristede noter. Enkel og ligefrem men saftig med frisk frugt, syrnede kirsebær og lidt mørke bær, let krydret og lidt metallisk, pænt med bløde tanniner, tør hale (88).



Pradorey Cuvée Premium 2020: 85 % Tempranillo, 10 % Cabernet Sauvignon og 5 % Merlot, 10 måneder på fad. Mørk rubin, lilla kant. Moden frugt, sorte kirsebær og krydderurter i næsen. Elegant vin med godt med frugt, kirsebær, florale noter samt mineralitet og lidt ristede noter, fin balance og godt med bløde tanniner, tørre tanniner i enden, mellemlang hale (89).

Finca Valdelayegua Crianza 2019: 100 % Tempranillo, 12 måneder på fad. Mørk rubin, lilla kant. Dejlig næse med mørke bær, sorte kirsebær, lidt balsamico og godt krydret. Blød og rund i munden med mærke bær, lidt lakrids, mineralitet, lidt ristede toner og pænt med bløde tanniner, tørre tanniner i halen. Ganske vellavet (91).

Pradorey Finca la Mina Reserva 2018: 100 % Tempranillo, 14 måneder på franske egefade. Mørk rubin, tæt. Dejlig krydret næse med mørke bær, lidt kaffe og ristede noter samt diskret vanilje. Blød og rund med god syre, flot struktur og fylde samt god kompleksitet, brombær og andre mørke bær, lidt kogt rødkål og balsamico, meget diskrete og balancerede fadnoter, godt med bløde tannier. En ganske dejlig vin (93).



Andaro 2020: 100 % Tempranillo, økologisk, 30 % gæret i terrakotta. Mørk rubin, lilla kant. Intens og krydret næse med mørke, syrnede kirsebær, jordbær, brombær og lidt svampe, balsamico og lidt laktisk på den gode måde. Meget fyldig med mørke bær, lidt lakrids, krydderier, lidt frugtsødme og vanilje, men helt tør, kraftige tanniner, tør hale med godt med tanniner (92).

El Buen Alfarero (terrakotta): 95 % Tempranillo og 5 % Albillo Mayor, spontangære på terrakotta og derefter 17 måneder på lerkrukker, leveres i et flot kegleformet flaske. Mørk rubin. Kirsebær, masser af solbær, violer og skovbund samt grønne urter. Frisk i munden med mørke bær, mineralitet, god syre, lidt rustik med godt med tanniner og dejlig kompleksitet, lang hale med tørre tanniner. En dejlig, anderledes og spændende vin (92/93).

Pradorey Élite 2019: 100 % Tempranillo, 14 måneder på fad. Mørk rubin, næsten sort med lilla kant. Kraftig, tæt og kompleks næse med mørke kirsebær, solbær, brombær og sød lakrids. Elegant og floral, men også fyldig og kraftig med mørke bær, balsamico, lidt kaffe og tobak, fin mineralitet, massive integrerede tanniner, stort potentiale for lagring, lang hale med tørre tanniner. En stor og flot vin (94).

 

Pradorey importeres af Holte Vinlager, som dog ikke har alle ovennævnte vine i deres sortiment.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar