De smagte vine er sponseret af producenten
I
portvinskredse er det altid spændende at følge med, når producenterne begynder
at offentliggøre årets deklarationer, hvilket i år vil sige for årgang 2021. Hvem
er med og hvem ikke? Bliver det et klassisk Vintage år, hvor de fleste
deklarerer? Eller bliver det et Single Quinta Vintage år, hvor der deklareres
fra udvalgte vingårde, men ikke for de klassiske brands vedkommende?
2021 viste
sig at blive det sidste. Altså et typisk Single Quinta år. En af de
producenter, som var tidligt ude med deres deklarationer, var Sogevinus som valgte
at sende to Vintage vine på markedet fra henholdsvis Burmesters Quinta do
Arnozelo og Kopkes Quinta S. Luiz.
Jeg fik fadprøver
af begge tilsendt, men først lidt om årets høst og vinene.
Vinteren
2021 var kold og med megen regn i februar. Derefter fulgte et mildt forår, men
lidt regn i april og en tør og varm sommer, hvilket medførte en tidlig høst. I
starten af september fulgte dog endnu en periode med regn, hvilket så at sige
delte årets høst i to. Druerne plukket inden regnen var mere koncentrerede i
både farve og aroma, hvorimod de senere høstede havde mere friskhed og
elegance.
Carlos Alves,
som er chefwinemaker for Sogevinus, forklarer:
“The 2021 campaign was defined by the irregular pace
of grape maturation, which resulted in low levels of sugar, inducing our
winemaking and viticulture teams to work closely with the aim to determine the
exact optimum picking dates – an increasingly critical factor in the final
quality of the wines”.
Carlos Alves tilføjer, at han især fandt høj kvalitet i blend af Touriga Nacional, Touriga Franca og Tinto Roriz.
“Although this harvest was a difficult one, we are
pleased with the wines it's produced and so far I think the wines will stand
out for their elegance rather than structure, and they will certainly age
beautifully given their natural acidity – both traits that qualify for
excellent wines”, konkluderer Carlos Alves.
Her følger
mine noter. Vinene blev smagt over to dage, så de fik mulighed for at åbne sig
lidt mere på andendagen.
Burmester Quinta do Arnozelo Vintage 2021
Blend af 35 % Touriga Nacional, 45 % Touriga Franca,
15 % Tinta Roriz og 5 % Alicante Bouschet. Mørk rubin, tæt kerne, lilla kant. Ekspressiv, floral og
rimelig frisk næse med kirsebær, jordbær og lidt cassis samt lidt urter, mynte
og vanilje. Blød og elegant i munden med jordbær, solbær og florale noter samt
lidt esteve og kakao, bløde tanniner, syren kommer i anden omgang og skaber fin
balance og efterfølges af en lang hale med syresvip. Fin drikkelig og elegant som
ung, men vil også kunne udvikle sig (91).
Kopke Quinta S. Luiz Vintage
2021
Blend af 67
% Vinhas Velhas med mere end 35 forskellige druesorter samt 33 % Touriga
Nacional. Mørk rubin, dyb, tæt og uigennemsigtig, lilla kant, farver glasset.
Masser af moden frugt især mørke bær som brombær og solbær samt blommer, kakao og
mørk chokolade. Krydret og pebret i munden med solbær og andre mørke bær, tæt
struktur, god dybde, dejlig taktil, men også med en vis elegance samt fin
balancerende syre, lidt frugtsødme men tør. Udmærket vin med mellemlangt
potentiale (91).
Sagt på en
anden måde vinder Arnozelo på den korte bane, men på den lange bane er der nok
mere substans i S. Luiz. Det blev derfor uafgjort, men begge fik i øvrigt med pil opad.
Lad mig
slutteligt nævne, hvilke øvrige deklarationer for 2021, jeg ind til videre har
noteret mig. Det gælder følgende producenter og mærker:
Quinta do Noval: Quinta do Noval, Quinta do Noval Nacional og Quinto do Passadouro.
Quinta da Romaneira
Symington Family Estates: Cockburn´s Quinta dos Canais, Dow´s Quinta do
Bomfim og Quinta da
Senhora da Ribeira, Graham´s Quinta dos Malvedos, Graham´s The Stone Terraces og Warre´s Quinta da Cavadinha .
Churchill´s Quinta da Gricha
Pintas (Wine and Soul)
Flere af
ovennævnte fra Symingtons bliver dog ikke frigivet nu, men først senere. Der
kom derimod ikke deklareringer fra Fladgate Partnership i år, ligesom jeg intet
har hørt fra Sogrape. Listen er givet længere, da en længere række af mindre
quintaer og producenter med stor sandsynlig er på vej med vintage 2021, hvis de
da ikke allerede har deklareret og udsendt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar