torsdag den 6. juli 2023

Besøg i Gaia 4 – Quevedo

 

De smagte vin var sponseret af producenten

 

Efter besøget hos Fonseca gik vi ned ad bakken og var snart ved Quevedos vinbar lige overfor kirken. Vi talte om at kigge ind, men Oscar Quevedo ville nok ikke være der selv, blev vi enige om. Men så stod han pludselig foran os. Han fik besøg af et par andre og spurgte, om vi ikke ville med ind og have et par glas også? Det sagde vi selvfølgelig ja tak til, da vi stadig havde god tid inden aftenens fejring af São João, hvor vi var inviteret med til festen på toppen af Porto Cruz bygningen – en af byens bedste udsigter til fyrværkeriet.



De to andre gæster var kendte ansigter fra gårsdagens Confraria fest, et nyoptaget norsk medlem og en gammel kending i form af Tom Archer, som vanen tro havde medbragt en ældre flaske Vintage Port, som vi også fik lov til at smage.

Oscar Quevedo var som altid rar at tilbringe lidt tid sammen med – venlig, smilende og med en god passion for portvinen. Nyligt smagte jeg nogle af Quevedos økologiske portvine fra Quinta da Trovisca.



Under besøget, som var ledsaget af lidt fadosang, smagte vi følgende vine:

30 års Tawny: Abrikos, citrus og honning i næsen. Dejlig frisk med mandel, abrikos og nødder, lang lidt krydret hale.

Colheita 2007: Kirsebærrød. Stadig med duft af ungdommelige røde bær, men også lidt mandel og tørrede frugter. Blød og rund i munden med kirsebær og lidt nødder.

Colheita 1997: Ikke så ekspressiv i næsen. Fin fylde i munden, stadig med lidt ung frugt samt mandel og tørrede frugter, lidt diskrete tanniner.

Colheita 1976: Ravfarvet. Frisk og elegant næse med mandel og hasselnødder. Elegant i munden med dejlig balance, lidt til den søde side, men fint med syre. Et flot og dejligt glas.

Graham´s 1983: Stadig potent, godt krydret og pebret, lang pebret hale, høj syre. Selv om årgangen, trods bred deklarering, ikke regnes blandt de helt store klassiske årgange, byder den på mange gode smagsoplevelser.

Et dejligt pitstop, hvorefter vi var klar til aftenens festligheder med São João hos Porto Cruz – vanen tro med en god grillet sardin.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar