Årets gang i vinmarken 7 – høst

 

”Der er romantik forbundet med det at plukke druer”.

Sådan lød det indledningsvis fra Nicolai Agger over for den kreds af vininteresserede, som var mødt op i torsdags til første høstdag i vinmarkerne. De senere dages sol og varme, havde været gode for druerne. Solaris-druernes øechsle-værdi (læs herom i sidste rapport) var nået op på knap 100 og dermed med tilstrækkelig sødme til at lave en god hvidvin.

Og det er jo sandt det med romantikken, selv om høsten i mange lande er mekaniseret. Vinbonden, der plukker sine druer og efterfølgende laver sin vin. Fra jorden til munden. Og har man opholdt sig i et vinområde under høsten, har man ikke kunnet undgå at lade sig fascinere af den sitrende stemning, glæde og spænding, der præger de afgørende uger. Holder vejret, så høsten kommer i hus? Hvor mange kilo får vi pukket?

Men samtidig med romantikken er det også hårdt arbejde – både før og nu. Læs f.eks. portugisiske Miguel Torgas fantastiske roman ”Vindima” fra 1945 (oversat til engelsk som "Grape Harvest”), som skildrer høsten i Douro på Quinta da Cavadinha tilbage i tiden.

Såvel romantikken som det hårde arbejde, har jeg overværet og oplevet mange gange på vinrejser. Og som ung plukkede jeg et efterår druer i Beaujolais i den lille by Le Bois D´Oingt. En lang dag i marken med en øm krop til følge, men dejligt samvær os plukkere imellem både dag og aften, hvor der blev skænket af vinbondens vin. 

Høsten hos Agger Vin var heldigvis ikke fra morgen til aften med øm krop til følge. Vi fik plukket vores egen række og en del af endnu en på et par timer, inden andre gøremål kaldte.

Solaris var ikke væsentligt ramt af ædelråd, men enkelte klaser var dog blevet til rene rosiner, andre delvist mens de fleste stort set ikke var angrebet. De første skulle ikke plukkes, de andre inklusiv de lidt angrebne skulle. Vi klippede klaserne af og lagde dem ned i en spand, hvorefter spandene blev tømt i store kar, der stor for enden af rækkerne.

De store kar blev efterfølgende kørt ind til vineriet, hvorefter Nicolai Agger hoppede i karrene for at fodtræde lidt – dog med rene gummistøvler på og ikke barfodet, som jeg kender det fra Portugal. Dette for at få en del væske frem, så han efterfølgende kunne tilsætte lidt sulfitter, askorbinsyre og enzymer, inden selve presningen dagen efter. Nej, produktionen er ikke økologisk, hvilket de danske vejrbetingelser også ville vanskeliggøre.

Den efterfølgende presningen foregik tredelt. Først såkaldt free run uden presning, hvilket giver en lysegrøn og helt klar most. Derefter med pres på, hvilket giver en lysegrøn, men uklar most og endelig med den sidste hårde pres, der resulterer i en orange og mælkeagtig most. Disse vil så gære hver for sig.

Resultatet af vores høst var i øvrigt, at vi fik plukket 13 spande fra vores egen række med 66 stokke, hver med ca. 4,5 kg druer, når spandens vægt var fratrukket. Altså en samlet høst på knap 60 kg. I runde tal giver hver stok en flaske hvidvin, når vi når så langt. Men det bliver først en gang i det nye år.

Portvine fra enkeltmarker på Vargellas, Malvedos og Vesúvio

De sidste par årtier er der blevet produceres et øget antal Vintage portvine fra enkeltmarker – altså portvine, hvor druerne udelukkende kommer fra en eller flere bestemte parceller og ikke bredt fra hele vingården som i Single Quinta Vintage eller fra forskellige quintaer som i klassisk Vintage. Terroirmæssigt er vi altså nede i de helt små enheder, hvor det såkaldte mesoklima betinger, om der kan deklareres Vintage portvin eller ej. Kvaliteten af druerne på de anvendte marker skal selvsagt være optimal. Hvis ikke indgår druerne i stedet i husets almindelige Vintage, Single Quinta Vintage eller andre af producentens bedre portvine.

En enkelt af disse portvine har vi dog haft siden begyndelsen af 1930´erne, ja måske endnu længere tilbage. Den første registrerede Quinta do Noval Nacional er nemlig noteret som værende fra 1931. I sin bog Port Vintages peger J.D.A. Wiseman dog på 1927 som værende mulig. Druerne er hentet fra en mark, hvor der blev genplantet upodede vinstokke – altså vinstokke som dem, der eksisterede før vinlusen phylloxeras hærgen.

Noval Nacional var længe ene på markedet, men siden er fulgt flere. Den første Taylor´s Vargellas Vinha Velha er fra 1995 og stammer fra 80-120 år gamle vinmarker på deres prestigevingård Quinta de Vargellas, hvorfra de også laver Single Quinta Vintage.

Capela da Quinta do Vesúvio, som blev lavet første gang i 2007, er baseret på tre små parceller på den store quinta: marken Escola, en godt 50 år gammel mark med Touriga Franca i Vale da Teja og endelig Vinha da Capela, som har navngivet vinen.

Den første udgave af Graham´s Stone Terraces er fra 2011 og er lavet af druer fra to små gamle marker på Quinta dos Malvedos, udlagt på flotte stenterrasser – deraf navnet. Markerne, navngivet som Port Arthur (1,2 ha) og Vinha dos Cardenhos (0,6 ha), blev bevaret, som de var, og ikke omdannet og omplantet som andre marker, da Symingtons købte quintaen i 1970.

Endelig skal også nævnes Niepoorts Pisca samt Crofts Quinta da Roeda Serikos, hvor druerne kommer fra tre gamle vinmarker på quintaen lige uden for Pinhão. Serikos betyder i øvrigt silkeagtigt og henviser dels til, at der en gang blev produceret silke på ejendommen og dels til vinens silkebløde tekstur. Serikos er hidtil kun blev lavet i året 2017.

Da jeg for et par år siden skrev en artikel til Din Vinguide om nye tendenser i portvinens verden herunder enkeltmarksvine fra prestigevingårde, udtalte Fladgate Partnerships chefwinemaker – og dermed ophavsmanden til såvel Vargellas Vinha Velha som Quinta da Roeda Serikos – David Guimaraens herom:

”Med den øgede interesse for Vintage portvin har vi også fået mulighed for at frigive vine af fantastisk kvalitet fra bestemte vinmarker. Som det gælder al kvalitetsvin, er vi altid interesserede i at udforske bestemte vinmarkers identitet. Men kunsten at blende Vintage fra mere end en vinmark og flere end en quinta vil altid give vine med mulighed for at kunne udvikle sig længere,” lød det fra David Guimaraens.

Med andre ord kan Vintage portvine fra enkeltmarker give fremragende og terroirbaserede vine, når de rigtige klimatiske forhold er til stede, men de er ikke nødvendigvis mere langtidsholdbare end klassiske vintage – ja, måske ligefrem det modsatte. Det kan være værd at huske på, hvis man har kælderen fuld af disse eksklusive vine, som er ganske dyre, hvilket ikke kun skyldes kvaliteten, men også almindelig udbud og efterspørgsel. Af den seneste Capela da Quinta do Vesúvio fra 2022 er der således kun udsendt 4.320 flasker, 300 magnums og 200 Tappit Hens (2.25 l). Den vil jeg i øvrigt prøvesmage i den nærmeste fremtid sammen med et par andre Vintage 2022 fra Symingtons.

Med David Guimaraenses ord in mente kan det være spændende at teste vinenes udviklingsstadium, hvilket der var mulighed for, da vi nyligt i The Vintage Port Club smagte forskellige årgange af tre af de nævnte enkeltmarksvine. Årgangene udspændte sig fra år 2004 til 2017. Der var altså tale om forholdsvis unge vine, men de fleste var alligevel nogenlunde åbne og tilgængelige, mens andre var mere tillukkede. Enkelte af dem havde nok ikke den helt lange tidshorisont, når vi taler om potentiale for videreudvikling. Samtidig var der dog også tale om flere at de helt store årgange så som 2011, 2016 og 2017.

Så selv om man måske kan mene, at det var lidt vel tidligt at nyde disse vine, gav det alligevel god mening, da det gav indblik i, hvor langt de er kommet i deres udvikling.

Vinene blev smagt semiblindt i tilfældig rækkefølge, som dog viste sig at være med de ældste først. Jeg har her for overblikkets skyld valgt at opliste dem brand for brand.

 

Taylor´s Vargellas Vinha Velha Vintage 2004: Rubinrød med mørk kerne og lys kant. Krydret og røget næse med brombær, hyldebær, lidt røde bær, lakrids og esteva. Kraftige tanniner i munden, mørke bær, kirsebær, harmonisk, krydret med mellemlang og pebret hale. Stadig med fint potentiale (94).

Taylor´s Vargellas Vinha Velha Vintage 2007: Mørk rubin, lysere kant. Lidt lukket næse med solbær og florale noter. Tør, elegant med bær og blomster, pebret hale. Ikke så dyb igen, men ganske fin (92).

Taylor´s Vargellas Vinha Velha Vintage 2011: Mørk rubin. Brombær, solbær, kirsebær og mokka i næsen. Solbær, florale noter og godt med tanniner. Markante tørre tanniner i enden. Stort potentiale (93)

Taylor´s Vargellas Vinha Velha Vintage 2017: Mørk rubin. Lidt fæl duft af kamfer og apotek, som dog aftog lidt med tiden, men ikke forsvandt. Ok i munden med fin frugt og syre, der balancerer, lidt spicy finish. Duften trak ned (89).

 

Capela da Quinta do Vesúvio Vintage 2007: Mørk rubin, tæt, lidt lilla kant. Fin floral næse med røde bær, jordbær, lidt mokka og lidt vaniljesødme. Blød og elegant med florale noter, syre og tanniner følger i anden omgang, tørre tanniner i halen. Rimelig drikkeklar nu, men også med år foran sig (94).

Capela da Quinta do Vesúvio Vintage 2011: Mørk rubin, lys lilla kant, tykke gardiner. Lidt parfumeret i første omgang, derefter med solbær, røde bær og blomster. Blød, rund og elegant, men skarpere syre følger i anden omgang, fyldig, krydret og tør med bløde tanniner, lidt tør finale med pænt med tanniner (93).

Capela da Quinta do Vesúvio Vintage 2016: Mørk rubin tæt, farver glasset. Ung frugt, mørk chokolade, kakao og florale noter. Masser af saft og kraft i munden, med fin balance og godt med tørre tanniner, lang pebret hale, pænt potentiale (94).

Capela da Quinta do Vesúvio Vintage 2017: Mørk rubin tæt og uigennemsigtig. Ekspressiv næse med jordbær, mørke bær og esteva samt mørk chokolade. Flot balance med god syre, mørke bær og florale noter, bløde tanniner. Et flot vin med stort potentiale (95).

 

Graham´s Stone Terraces Vintage 2011: Mørk rubin, tæt med lilla kant. Ekspressiv med frisk frugt, solbær, hyldebær og lidt cassis, men også floral samt med lidt chokolade- og kaffenoter. Blød og rund i munden, tør, fyldig og krydret, med flot balance, stadig med unge frugt, lang hale med bløde tanniner, stadig stort potentiale (95).

Graham´s Stone Terraces Vintage 2015: Mørk rubin, lysere kant. Solbær, mokka, røde bær og blomster, esteva. Flot balance i munden med solbær og florale noter, elegant med bløde tanniner, lang tør hale (94).

Graham´s Stone Terraces Vintage 2016: Mørk rubin, lys lilla kant. Masser af solbær, andre mørke bær, mørk chokolade og blomster. Blød i munden med flot balance, tør og floral, fint integrerede tanniner og tør hale med tanniner (93).

Graham´s Stone Terraces Vintage 2017: Mørk rubin. Lidt lukket og urtet næse med mørke bær. Lidt frugtsødme i munden, hyldebær, blomster, godt krydret. Kraftige tanniner i enden. Fint potentiale (92)

 

Som vanligt blev der efter smagningen afgivet point fra deltagerne, hvilket resulterede i følgende Top 5 med gennemsnitspoint i parentes:

1 Graham´s Stone Terraces Vintage 2017 (93,6)

2 Graham´s Stone Terraces Vintage 2016 (92,7)

3 Capela da Quinta do Vesúvio Vintage 2016 (92,6)

4 Graham´s Stone Terraces Vintage 2015 (92,3)

5 Taylor´s Vargellas Vinha Velha Vintage 2011 (92,2)

 

Lad mig slutteligt drage lidt konklusioner og refleksioner.

For det første er og bliver 2011 en monsterårgang, som stadig har stort potentiale for udvikling. Vinene begynder at blive mere tilgængelige nu og enkelte mindre brands er faktisk fine nu, mens de store – inklusiv disse tre enkeltmarksvine – stadig har en langt liv foran sig. Det samme gælder de ligeledes fremragende årgange 2016 og 2027, som dog er mindre potente og mere elegante.

Det var ikke kun mig, der gav lave point til Taylor´s Vargellas Vinha Velha Vintage 2017, idet den også endte på en 12 plads i den samlede afstemning. Man kan mene, at det måske bare skyldes lukkethed, og at den havde brug for mere tid, end der var mulighed for på aftenen. Men jeg hælder til, at flasken var delvist med fejl. Dette understøttes af det samlede resultat, hvoraf det fremgår, at det andet bord gav flere point end mit bord, hvorfor det kunne tyde på, at der var flaskevariation.

Som det ses, var jeg ikke helt enig i vurderingen af Stone Terrace 2017, som endte på en samlet førsteplads. Jeg synes den var vel lukket og ikke helt i balance netop nu, men måske jeg var for hård i min bedømmelse? Er dog kun godt et point under snit.

Generelt var pointgivningen relativ lav, når man tager i betragtning, hvilke scorer vinene tidligere har fået. Det ansete portugisiske vinblad Revista de Vinhos bragte fx en artikel om Quinta de Vargellas i juni, og her scorede de fire årgange, vi smagte, således mellem 96 og 100 point. Jeg har også selv givet flere point til nogle af dem ved tidligere smagninger. Men af en eller anden grund performede de ikke helt optimalt denne gang. Her kan delvis lukkethed have spillet ind.

Alt i alt dog en fin smagning, som viste kvaliteten af, men også variationen mellem de tre brands samt forskellene på årgangene.

Årets gang i vinmarken 6 – fjernelse af blade

 

Vejret kan nogle gange være uforudsigeligt og give problemer. Det ved alle, der beskæftiger sig med forskellige former for landbrug. Det ved vinbønder. Det gælder i hele verden og også herhjemme.

Sidst i august indkaldte Nicolai Agger til en ny arbejdsdag i vinmarken på Sydfyn, hvor jeg har lejet mig ind på en række vinstokke sammen med min bror. Han havde desværre konstateret, at svampen botrytis var begyndt at vise sig, hvilket var alt for tidligt. Botrytis cinerea, som også kaldes ædelråd, perforerer så at sige drueskindet, hvilket giver en øget fordampning og dermed en øget koncentration af sukker og syre. Med andre ord omdanner den så at sige druerne til rosiner, hvilket kan give afsæt for fremragende dessertvine som Sauterne.

For at bremse svampens vækst var det nødvendigt at fjerne blade omkring klaserne og dermed skabe luft og sol (se før og efter fotos). Da jeg selv var på vintur i Portugal – nærmere bestemt Porto og Douro-dalen – på det pågældende tidspunkt, måtte jeg desværre melde pas, men arbejdet blev dog gjort alligevel. Der blev fjernet blade og lidt skud, så klaserne nu hænger mere frit.

Angrebet af botrytis vil nok også betyde en tidlig høst, men det er en balancegang, da modningen selvfølgelig også skal være på plads. Derfor foretog Nicolai Agger nyligt en måling af sukkerindholdet i Solaris druerne med et refraktometer. Dette sker ved, at saften fra maste druer placeret på en glasplade, hvorefter refraktometret vendes mod sollys som en kikkert.

Målingen viste en værdi på ca. 84 Oechsle – en måleenhed for sukkerindholdet i druer opkaldt efter den tyske fysiker Ferdinand Oechsle. Det svarer til ca. 11,4 % Vol (Alcohol by volume). Det er stadig for lavt til at lave en ordentlig hvidvin. Tallet skal helst op på omkring 90-96, så den færdig vine vil ende på ca. 13.5 Vol.

Oechsle-tallet vil stige dag for dag, men selvfølgeligt afhængigt af vejret. Der er stadig brug for sol og varme, og helst ikke for meget kulde og regn. I den henseende har weekenden været god. Men Nicolai Agger forventer at høsten følger her i den kommende uge. Mere herom i næste rapport.

 

Portvinstur efteråret 2024 – del 3

 

Tilbage i Porto blev det på sidstedagen af det officielle program til endnu et par besøg i Vila Nova de Gaia. Dertil kom lidt almindelig bytur til nogle af byens seværdigheder inden hjemrejsen.

 

Ramos Pinto

Vi lagde ud med Ramos Pinto, hvis museum og udstilling skiller sig lidt ud fra de andre portvinshuses, da det ikke så meget omhandler portvin, men mere kunst, design, kontorindretning og dygtige markedsføring – områder, som havde grundlæggeren Adriano Ramos Pintos store opmærksomhed. Mange kender de flotte og den gang også provokerende plakater, som han lod fremstille.

Ramos Pinto blev grundlag i 1880 og blev de første mange år leder af brødrene Adriano og António Ramos Pinto, og det er stadig efterkommere af familien, som står i spidsen af huset. Dog ikke længere som ejere, da huset i 1990 blev solgt delvist og siden helt til champagnehuset Louis Roederer. Men såvel direktør Jorge Rosas som masterblender Ana Rosas er efterkommere af de to brødre.

Vi kom også forbi den lille kælder under den flotte gule hovedbygning (resten ligger længere oppe bagved), og endelig sluttede vi af med en fin smagning i besøgscentret.

Smagningen viste fint husets gode kvalitet både på hvad angår Vintage og Tawny. Hvad det sidste angår er Ramos Pinto en af de få producenter, som laver et par af deres tawny som ”single quinta tawny”, idet 10 og 20 års er knyttet til henholdsvis Quinta da Ervamoira og Quinta do Bom Retiro.

Adriano White Reserva: Gylden ravfarvet. Abrikos og honning i næsen. Dejlig fyldig med god balance og mellemlang hale.

Vintage 1982: Rubin. Moden frugt, kirsebær, lidt kaffe og tobak. Fin moden i munden, stadig med god frugt, syre og tanniner, let krydret, tør med tanniner i halen. Ramos Pinto gjorde det ganske fint i både 1982 og 1983, hvad Vintage angår.

10 års Tawny: Stadig med lidt primær frugt, men ellers også tørrede frugter. Høj syre og flot balance.

20 års Tawny: En af mine absolutte favoritter i kategorien. Flot tawnyfarvet med nødder, muskatnød, lidt orangeskal, høj syre og god balance, på en gang fyldig og frisk.

30 års Tawny: Frisk og elegant med godt med tørrede frugter og fin syre. Et delikat glas, som skiller sig lidt ud med sin knap så tunge stil.

 

Dalva

Dalva er den store koncern Granvinhos kvalitetsmærke. Koncernens hele store brand i Portugal hedder Porto Cruz, og begge kan man møde i Espaco Porto Cruz i Gaia, som er berømt for sin bar på tagterrassen. I bygningen har de også udstillinger, smagelokale og restauranten DeCastro.

Dalva blev grundlagt i 1933, men forhistorien går tilbage til 1862. Dalva er en sammentrækning af firmaets egentlige navn C. da Silva, opkaldt efter Clemente da Silva. Dalva har især udmærket sig med hvid portvin med alder, tawny og colheitas.

Til vores store glæde var det Elsa Couto, som selv var vært for en fantastisk smagning, der havde tre afdelinger. Første et par portvine fra deres økologiske serie Pure. Derefter hvide portvine og slutteligt tawny og colheita.

Ruby Reserva Pure: 2-3 år på fad. Økologisk. Mørk rubin, koncentreret. Frisk næse med solbær og frisk frugt, krydret underlag, godt med bløde tannier. Et fint glas for kategorien.

Tawny Reserva Pure: 7 år på fad, økologiske druer, men den tilsatte sprit er dog ikke økologisk. Tawnybrun med orange kant. Fin duft af nødder. Tørrede frugter, stadig lidt primær frugt, høj syre til balancen.

10 års Dry White: Lys gul med lidt orange islæt. Frisk næse med lidt citrus, mandel, abrikos og honning, høj syre, tør og med saltet ende som en tør sherry. Fin gastronomisk.

Dry White Colheita 1968: Gylden ravfarvet. Dejlig næse med blomster og abrikos. I første omgang blød i munden, derefter følger husets karakteristiske høje syre, tør med lidt røgede noter, honning dejlig kompleksitet, lang hale med syrebid.

White Colheita 2007: Flot ravfarvet, lidt lysere kant. Lidt tilbageholdende næse i første omgang, abrikos, honning. Høj syre og flot balance med sødmen. Et fint glas.

Colheita 2001: Fin tawnybrun med lys kant. Rund og cremet i munden i første omgang, derefter mere skarp med høj syre, stadig lidt primærfrugt, men ellers nødder, figner og lidt orangeskal.

Colheita 1985: Gylden med grønlig kant. Dejlig næse med tørrede frugter, mandel, valnød og honning. Høj markant syre, valnød, muskatnød og lidt balsamico.

50 års Tawny: Flot ravfarvet med grøn kant. Dejlig ekspressiv med nødder, balsamico, figner og valnød. Elegant stil, delikat med megen kompleksitet, lang, lang hale, som bare bliver ved.

En fantastisk smagning. Elsa oplyste i øvrige, at de også var på vej med en hvid økologisk portvin.

Efterfølgende nød vi en dejlig middag i DeCastro, hvortil vi fik vine fra Quinta de Ventozelo, som koncernen også ejer samt ikke at forglemme resterne fra portvinssmagningen.

Portvinstur efteråret 2024 – del 2

Her følger anden del af min beretning fra en tur med en gruppe til Porto og Douro for nogle uger siden. Gruppen er nu på andendagen i Douro, hvor der var planlagt to besøg.

 

Croft Quinta da Roeda

Et af de helt gamle engelske huse hedder Croft og har aner tilbage til 1588. Navnet kom dog først ind i billedet i 1678, hvor John Croft blev partner i firmaet. Langt senere i 2001 blev Croft købt af Fladgate Partnership og kom dermed i familie med Taylor´s og Fonseca. Chefwinemaker er da også David Guimaraens, som står i spidsen for vinene fra alle tre huse.

Crofts hovedquinta, Quinta da Roeda, ligger lige uden for Pinhão og har længe stået på ventelisten over quintaer, der skulle besøges. Næste formiddag fik vi en god rundvisning i markerne af eksportmanager Robby Barbosa og quintabestyrer Miguel Campos og efterfølgende en fin smagning. På rundturen så og smagte vi nogle af de forskellige druesorter, som indgår i et portvinsblend, samt de tre gamle vinmarker, der leverede druer til den fremragende Croft Roeda Serikos 2017, som jeg smagte første gang ved Fladgate, Symington og Quinta de Novals preview tasting i 2019 (læs her) og siden har gensmagt et par gange.

Det blev til mange gode informationer fra vores værter. Ved smagningen, som fandt sted i deres besøgscenter, blev der serveret følgende portvine:

Croft Pink Port: Den første og også en af de mest seriøse udgaver, lanceret i 2008 og primært baseret på druesorten Rufete. God fylde og frugt og uden det tutti-frutti præg, som ellers kan forekomme i pink port.

Tawny Reserva: En flot udgave af denne kategori, som egentlig fortjener mere opmærksomhed. God fylde med mandler, nødder og lidt orangepræg.

10 års Tawny: Mørk rødbrun. Lidt tilbageholdende i næsen i første omgang, stadig med lidt primær frugt, fin syre, krydret og med en lille smule diskrete tanniner.

20 års Tawny: Flot tawnybrun. Hasselnødder, valnød samt tørrede frugter. Blød og rund med fin fylde og lang hale med god syre. Et ganske fint glas.

LBV 2018: Filtreret med 5 år på store fade. Solbær, blommer, frisk frugt samt en del krydderurter, god balance, bløde tanniner og en fin pebret hale.

Vintage 2008: Dejlig frisk næse med mørke bær, lidt urter og eukalyptus. Flot balance og bløde tanniner. Vil vinde ved lidt længere lagring.

Vintage 2000: Rubinrød med lidt brunlige nuancer. Lidt lukket næse, som dog åbnede op med moden frugt, florale noter og røde bær. Elegant med høj syre, bløde tanniner og pebret hale, fin balance. Dejlig og klar til at blive drukket fra nu af og en del år frem.

 

Quinta Nova

Quintaens fulde navn er egentlig Quinta Nova de Nossa Senhora do Carmo opkaldt efter et lille kapel ved Douro-floden, hvor de sejlende sømænd kunne afgive en bøn, som skulle hjælpe dem på vej ned af den dengang noget mere vilde og derfor farlige flod.

Quinta Nova var tidligere tilknytter Burmester, men blev i 1999 købt af Amorim-familien, som er landets største korkproducent. Foruden Quinta Nova ejer de også dejlige Taboadella i Dão, som jeg besøgte sidste år (læs her).

Der er tale om en flot ejendom med såvel produktionsfaciliter, udstilling, hotel og restaurant. Vi fik først en fin rundvisning, hvor vi så det glimrende museum, som fortæller om arbejdet i marken og høsten i gamle dage. Høsten var netop startet, så vi så også, hvordan de var i gang med at sortere og afstilke druerne, som blev kørt ind fra markerne.

Den efterfølgende smagning omfattede såvel portvin som bordvin, da der satses på begge dele.

Quinta Nova 2022 Tinto: Lys rubin. Frisk og ungdommelig med ren frugt, røde bær, sprød, tør og læskende. Faktisk en udmærket umiddelbar vin.

Quinta Nova Touriga Nacional 2021: Dejlig ekspressiv med violer, modne jordbær og fine florale noter samt bløde, men markante tanniner.

Quinta Nova Reserva 2022: En seriøs og kompleks vin, fyldig med godt med moden frugt, diskret fadpræg og godt med tanniner til en langt liv. Fint eksempel på mere klassisk Dourovin.

LBV 2018: Lagret fire år, ufiltreret. Godt med solbær, esteva og lidt grønne noter, flot syre, fint krydret bid. Ganske fin LBV.

Vintage 2021: Mørk med lilla kant. Ung og frisk med godt med mørke bær, esteva, flot balance, men har brug for tid. Fint potentiale.

Vintage 2000: Rubin med brunlige nuancer. Tydeligt modnet og drikkeklar, røde bær, bløde tanniner. Skal nok snart drikkes. Desværre blev den ikke dekanteret, da de i al hast fandt en ny flaske, da den første var med fejl.

Efter smagningen nød vi en dejlig middag udenfor i Quinta Novas restaurant. Derefter gik det hjemad med taxi til endnu en nat på Chanceleiros og afrejse retur mod Porto tidligt næste morgen.

Portvinstur efteråret 2024 – del 1

Sammen med et par gode portvinsvenner fra The Vintage Port Club arrangerede jeg en rejse til Porto og Douro for en gruppe af såvel trænede portvinsfolk som aspiranter. Rejsen fandt sted lige ved månedsskiftet, hvor høsten allerede var gået i gang flere steder – mest med de grønne druer, men også så småt med de røde.

På turen blev der selvfølgelig besøgt portvinshuse i Vila Nova de Gaia og vingårde i Douro-dalen. Da gruppen var blandet, havde vi lavet et program med såvel kendte som nye og mindre kendte huse, store producenter og små.

Her og i de næste to indlæg følger en kort omtale af hvert besøg i kronologisk rækkefølge. Der blev taget lidt noter under smagningerne, men ikke udførligt, hvorfor jeg ikke giver point.

 

Vasques de Carvalho

Vi lagde ud med et besøg i Gaia. Vasques de Carvalho blev etableret i 2012 og har produktionsfaciliteter og lager i Regua, hvor de også har 20 hektar vinmarker. Men i en del år har de også haft et lille fint besøgslokale i Gaia på pladsen ved Santa Marinha kirken. Her havde Ana Filipa arrangeret en fin smagning for gruppen med to hvide portvine, to tawnier og en Vintage. Hun var dog selv på ferie, men havde sørget for, at der blev taget godt imod os.

Følgende vine blev smagt:

10 års hvid: Flot gylden orange. Fin duft af abrikos, honning, lidt muskatnød. Bider lidt i munden med høj syre, men flot balance.

10 års Tawny: Flot tawnybrun med lidt rød kerne. Nødder, tørrede frugter, lidt primær frugt, tydeligt fadpræg, god syre.

30 års hvid: Lys ravfarvet med orange skær. Frisk, men også lidt skarp næse. Fin duft af honning, mandel og tørrede abrikoser. Blød i munden i første omgang, derefter med markant syresvip. Elegant og delikat med høj syre, der balancerer sødmen.

30 års Tawny: Medium tawnyfarvet. Nødder, valnød, orangeskal og lidt muskat i næsen. Blød og cremet i munden, efterfølgende med høj syre. Lang hale med markant syrebid.

Vintage 2013: Mørk, tæt og uigennemsigtig med lilla kant. Solbær og andre mørke bær, lidt røgede og flæskede undertoner. Høj syre, solbær, hyldebær og tørre tanniner. I anden omgang lidt urtet præg og skarp hale med syrebid. Ikke helt i balance.

 

Churchill´s Quinta da Gricha

Næste morgen var der afrejse mod Douro-dalen, hvor vi i alt havde planlagt fire besøg. Halvdelen af gruppen tog toget fra den smukke São Bento banegård midt i Porto til Pinhão, mens den anden halvdel kørte i en lejet minivan.

Da portvinsklubben sidste år havde en glimrende winemakers dinner med Johnny Graham og Caroline Churchills (læs omtale og se mine noter her), valgte vi at besøge deres vingård i Cima Corgo, Quinta da Gricha, som ligger på den sydlige bred en lille halv times kørsel fra Pinhão.

Churchill´s blev etableret i 1981 af Johnny og hans brødre, som dog siden har trukket sig ud. Da familien solgte Graham´s til Symingtons Family Estates kunne de ikke længere benytte deres eget navn som brand, hvorfor portvinene og vinene i stedet markedsføres under hustruen efternavn.

Churchill´s benyttede i starten indkøbte druer, men i 1999 erhvervede de Quinta da Gricha, som er meget smukt beliggende om end vejen dertil er lang og snørklet. En utrolig stilhed med udsigt ned til Douro-floden og vinmarker omkring. Vi så også deres lagares, da de bruger traditionel fodtrampning, men desværre var høsten ikke nået så langt, at vi fik mulighed for at træde med.

Vi havde prioriteret en dejlig frokost med typiske portugisiske retter under appelsin- og lemontræerne frem for en større smagning, men vi nød selvfølgelig også lidt vin og portvin. 

Som aperitif fik vi deres fine Dry White, som har en del år på bagen og derfor også større kompleksitet. Til maden var det deres Grafite Branco og Grafite Tinto samt til desserten en udmærket 10 års Tawny.

 

Quinta do Infantado

Efter indlogering på altid dejlige Chanceleiros lidt uden for Pinhão og en tur i den skønne pool, vandrede vi ned til Quinta do Infantado, hvor vores gamle ven João Roseira tog imod os med en lille rundvisning, en lang række gode historier samt en flot smagning af såvel bordvine som portvine.  

Quinta do Infantado stammer fra 1816 og tilhørte dengang kronprins Pedro. Senere blev den købt af familien Roseira, som siden sidst i 1970´erne har lavet portvin og vin under quintaens navn.

Smagningen blev indledt med hans friske hvidvin Rabigato 2022 og en Palhete 2023, hvor grønne og røde druer er fermenteret sammen. Let frisk med røde bær og umiddelbar frisk frugt. Derefter fulgte de lidt mere fyldige rødvine i form af den økologiske Quinta do Infantado 2019 og den mere komplekse Quinta do Infantado 2020 på Touriga Nacional, Touriga Franca og Tinta Roriz

Efter bordvinene var det tid for nogle portvine. Vi lagde ud med hans udmærkede Dry White, som både har fået lidt skindkontakt og tid på fad og derfor er mere gylden og fyldig med godt med abrikos i smagen. Derefter fulgte LBV 2018 og Vintage 2014 – begge i den for huset vanlige tørre stil og med godt med mørke bær og lidt urtede noter. Endelig sluttede vi med hans Tawny Reserva Bio.

Senere på aftenen medtog João forskellige vine til middagen på Chanceleiros, og her smagte vi også en magnum Vintage 1997, som var fin moden. En del aften, men en altid veloplagt João, som da også fik solgt lidt vin til gruppen.

 

Beretningen fra turen fortsætter i næste opslag.

Vintage 2022 fra Sogrape

 

De smagte vine er sponseret af producenten

 

Single Quinta Vintage samt enkelte klassiske udgaver. Det var hvad året 2022 bød på i portvinens verden, hvad angår deklareringer. Det samme gælder den store koncern Sogrape, som står bag de tre kendte portvinsbrands Sandeman, Offley og Ferreira. Her blev det nemlig til en klassisk Vintage fra Offley og to Single Quinta Vintage fra henholdsvis Sandemans Quinta do Seixo og Ferreiras Quinta do Porto.

Høstrapporten Fra Sogrape melder om en regnfuld vinter efterfulgt af et mildt forår og sommer. Der faldt nogen regn i april og juni måned, men 2022 var fri for de hedebølger, som eller har præget de senere år. I september, hvor høsten fandt sted, faldt der atter en smugle regn, hvorfor det var nødvendigt med præcision, når høsttidspunktet skulle fastlægges for de enkelte marker.

Ifølge Sograpes chefwinemaker Luís de Sottomayor resulterede det i ”udsøgte vine med god syre”, og han uddyber:

”Quinta do Porto Vintage 2022 og Quinta do Seixo afspejler det typiske terroir, de kommer fra. Den første med megen struktur, dybde og intensitet, mens den sidstnævnte er mere elegant, harmonisk og kompleks. Offley Vintage 2022 afspejler året klimatisk med ekstraordinær volumen og bemærkelsesværdig struktur.”

Quinta do Porto

Ferreiras Quinta do Porto ligger I Douro Superior og har 24 hektar vinmarker beliggende mellem 80 og 350 meter over havet. Sandemans Quinta do Seixo ligger på sydsiden af Douro i Cima Corgo og har 71 hektar vinmarker. Offley er derimod i sagens natur et blend af druer fra forskellige vingårde rundt om i Douro.

Luís Sottomayor på Quinta do Seixo

Vinene blev smagt over flere dage ved lidt forskellige temperaturer samt på førstedagen i selskab med andre portvinskendere.

 

Sandeman Quinta do Seixo Vintage 2022

15 % Touriga Francesa, 30 % Touriga Nacional, 10 % Sousão og 45 % Vinhas Velhas. Mørk rubin, tæt med lilla kant. Duft af brombær, solbær og cassis, lidt lukket – også på andendagen. I første omgang rund og blød med bløde tanniner og forholdsvis elegant, derefter mere stram og fyldig, med mere power samt kraftige tanniner, fin balance mellem frugt og syre, god struktur, lang hale med tørre tanniner, der sætter sig i mundhulen. En ganske fin SQV med flot potentiale (92).

 

Ferreira Quinta do Porto Vintage 2022

30 % Touriga Francesa, 20 % Touriga Nacional, 10 % Sousão og 40 % Vinhas Velhas. Mørk rubin, tæt med lilla kant. Floral næse med violer, brombær, solbær samt lidt frisk krydderurt. Blød og frisk i munden, elegant med fløjlsbløde tanniner, røde bær, solbær samt violer og esteva, åben og tilgængelig her og nu, tør stil, syren kommer i anden omgang, lang krydret, pebret efterfulgt af en tør hale, mellemlangt potentiale (91).

 

Offley Vintage 2022

50 % Touriga Francesa, 40 % Touriga Nacional og 10 % Sousão. Mørk rubin, tæt med lilla kant, farver glasset. Solbær, hyldebær og andre mørke bær, lidt kogt frugt, eukalyptus, cigarkasse og krydret baggrund. Solbær og andre mørke bær, florale noter, frugtsødme men ellers tør, fyldig med høj syre og masser af moden frugt, god tæt struktur, krydret med pænt med tanniner samt lang, krydret og tør hale med godt med tørre tanniner. Fint glas med udmærket potentiale (92).

 

Mit næste fokus på Vintage 2022 vil være med tre vine fra Symington Family Estates.