fredag den 13. september 2024

Portvinstur efteråret 2024 – del 2

Her følger anden del af min beretning fra en tur med en gruppe til Porto og Douro for nogle uger siden. Gruppen er nu på andendagen i Douro, hvor der var planlagt to besøg.

 

Croft Quinta da Roeda


Et af de helt gamle engelske huse hedder Croft og har aner tilbage til 1588. Navnet kom dog først ind i billedet i 1678, hvor John Croft blev partner i firmaet. Langt senere i 2001 blev Croft købt af Fladgate Partnership og kom dermed i familie med Taylor´s og Fonseca. Chefwinemaker er da også David Guimaraens, som står i spidsen for vinene fra alle tre huse.



Crofts hovedquinta, Quinta da Roeda, ligger lige uden for Pinhão og har længe stået på ventelisten over quintaer, der skulle besøges. Næste formiddag fik vi en god rundvisning i markerne af eksportmanager Robby Barbosa og quintabestyrer Miguel Campos og efterfølgende en fin smagning. På rundturen så og smagte vi nogle af de forskellige druesorter, som indgår i et portvinsblend, samt de tre gamle vinmarker, der leverede druer til den fremragende Croft Roeda Serikos 2017, som jeg smagte første gang ved Fladgate, Symington og Quinta de Novals preview tasting i 2019 (læs her) og siden har gensmagt et par gange.



Det blev til mange gode informationer fra vores værter. Ved smagningen, som fandt sted i deres besøgscenter, blev der serveret følgende portvine:

Croft Pink Port: Den første og også en af de mest seriøse udgaver, lanceret i 2008 og primært baseret på druesorten Rufete. God fylde og frugt og uden det tutti-frutti præg, som ellers kan forekomme i pink port.

Tawny Reserva: En flot udgave af denne kategori, som egentlig fortjener mere opmærksomhed. God fylde med mandler, nødder og lidt orangepræg.



10 års Tawny: Mørk rødbrun. Lidt tilbageholdende i næsen i første omgang, stadig med lidt primær frugt, fin syre, krydret og med en lille smule diskrete tanniner.

20 års Tawny: Flot tawnybrun. Hasselnødder, valnød samt tørrede frugter. Blød og rund med fin fylde og lang hale med god syre. Et ganske fint glas.

LBV 2018: Filtreret med 5 år på store fade. Solbær, blommer, frisk frugt samt en del krydderurter, god balance, bløde tanniner og en fin pebret hale.

Vintage 2008: Dejlig frisk næse med mørke bær, lidt urter og eukalyptus. Flot balance og bløde tanniner. Vil vinde ved lidt længere lagring.

Vintage 2000: Rubinrød med lidt brunlige nuancer. Lidt lukket næse, som dog åbnede op med moden frugt, florale noter og røde bær. Elegant med høj syre, bløde tanniner og pebret hale, fin balance. Dejlig og klar til at blive drukket fra nu af og en del år frem.


 


Quinta Nova

Quintaens fulde navn er egentlig Quinta Nova de Nossa Senhora do Carmo opkaldt efter et lille kapel ved Douro-floden, hvor de sejlende sømænd kunne afgive en bøn, som skulle hjælpe dem på vej ned af den dengang noget mere vilde og derfor farlige flod.



Quinta Nova var tidligere tilknytter Burmester, men blev i 1999 købt af Amorim-familien, som er landets største korkproducent. Foruden Quinta Nova ejer de også dejlige Taboadella i Dão, som jeg besøgte sidste år (læs her).



Der er tale om en flot ejendom med såvel produktionsfaciliter, udstilling, hotel og restaurant. Vi fik først en fin rundvisning, hvor vi så det glimrende museum, som fortæller om arbejdet i marken og høsten i gamle dage. Høsten var netop startet, så vi så også, hvordan de var i gang med at sortere og afstilke druerne, som blev kørt ind fra markerne.



Den efterfølgende smagning omfattede såvel portvin som bordvin, da der satses på begge dele.

Quinta Nova 2022 Tinto: Lys rubin. Frisk og ungdommelig med ren frugt, røde bær, sprød, tør og læskende. Faktisk en udmærket umiddelbar vin.

Quinta Nova Touriga Nacional 2021: Dejlig ekspressiv med violer, modne jordbær og fine florale noter samt bløde, men markante tanniner.

Quinta Nova Reserva 2022: En seriøs og kompleks vin, fyldig med godt med moden frugt, diskret fadpræg og godt med tanniner til en langt liv. Fint eksempel på mere klassisk Dourovin.



LBV 2018: Lagret fire år, ufiltreret. Godt med solbær, esteva og lidt grønne noter, flot syre, fint krydret bid. Ganske fin LBV.

Vintage 2021: Mørk med lilla kant. Ung og frisk med godt med mørke bær, esteva, flot balance, men har brug for tid. Fint potentiale.

Vintage 2000: Rubin med brunlige nuancer. Tydeligt modnet og drikkeklar, røde bær, bløde tanniner. Skal nok snart drikkes. Desværre blev den ikke dekanteret, da de i al hast fandt en ny flaske, da den første var med fejl.



Efter smagningen nød vi en dejlig middag udenfor i Quinta Novas restaurant. Derefter gik det hjemad med taxi til endnu en nat på Chanceleiros og afrejse retur mod Porto tidligt næste morgen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar