Portvins-triatlon med Vintage 1997, 2000 og 2003

 

Fire portvinshuse og tre årgange – eller omvendt. Den slags smagninger i The Vintage Port Club har jeg altid holdt af, da det giver mulighed for at sammenligne både vertikalt og horisontalt. Hvordan præsterer årgangene, og hvor er de i deres udvikling? Hvordan præsterer husene?

Nyligt i klubben gjaldt det Niepoort, Ramos Pinto, Smith Woodhouse og Quinta do Vesuvio i årgangene 1997, 2000 og 2003. Altså glimrende, men også forskellige huse. Man kan indvende af årgangene var vel unge og uden den store spredning, men jeg er sikkert ikke ene om, at have en del af disse liggende i kælderen, hvorfor det er ganske fint i fællesskab at teste, hvor de er henne i deres udvikling lige nu.

Smagningen var semiblind, hvilket vil sige, at vi ikke kendte placeringen af de enkelte portvine. Undervejs kunne deltagerne således gætte på både årgange og huse, men da de lå forholdsvis tæt udviklingsmæssigt var det en svær øvelse. Enkelte vines karakteristiske stil kunne dog give et fingerpeg, ligesom jeg på forhånd ville spå, at årgang 2000 var mest drikkeklar nu, men lad os se, om det holdt.

Her følger min bedømmelse i den rækkefølge portvinene blev smagt.

Niepoort Vintage 2003: Flot rubinrød. Kirsebær og røde bær i næsen. Frisk i munden med skarp syre og florale noter, god balance. Lang let krydret hale med syrevip (92).

Ramos Pinto Vintage 2003: Mørk rubinrød. Fin duft af brombær og andre mørke bær, mørk chokolade og lidt violer samt lidt grønne noter. Fin fylde, men meget skarp syre og derfor uharmonisk. Godt med tanniner og frugt, så vil muligvis udvikle sig til det bedre, voldsom syre og tanniner i halen, hvilket trak fra på aftenen (89).

Smith Woodhouse Vintage 2003: Mørk rubinrød, lysere kant. Ekspressiv med røde bær og violer. Ganske fin i munden med god balance, floral og pænt med tanniner (92).

Niepoort Vintage 2000: Rubin med mørkere kerne. Fin duft med brombær og andre mørke bær, violer og lidt kakaopræg. Frisk, blød og floral i munden med høje syre, men velbalanceret. Udmærket glas (94).

Quinta do Vesuvio Vintage 2003: Rubinrød. Frisk næse med solbær og florale noter, krydret. Fin balance i munden med røde bær, mørke kirsebær, violer efterfulgte af en lang hale med syrevip. Ganske dejligt glas (94).

Quinta do Vesuvio Vintage 2000: Mørk rubinrød. Lidt støvet næse med røde bær og florale noter. Ganske flot i munden med lidt skarp syre i starten, men med god balancerende frugt, så den alligevel fremstod relativt blød og dejlig harmonisk, ok med tanniner. En flot vin med flot potentiale (94).

Ramos Pinto Vintage 2000: Mørk og tæt, lidt lysere kant. Mørke bær og violer samt lidt mørk chokolade. Let krydret med godt med frugt, mørk chokolade og pænt med tanniner, men lige nu skygger syren for frugten, lang pebret hale (92 med pil opad).

Smith Woodhouse Vintage 2000: Mørk rubinrød, en smule uklar. Lidt rustik og vel udviklet næse med mørke bær, lidt røget bacon og tobak. Ok i munden, men røde bær og florale noter, men også anstrøg til kogt frugt, lang ok eftersmag (90).

Smith Woodhouse Vintage 1997: Rubinrød, medium intens med lys kant. Røde bær og frisk frugt i næsen. Elegant og blød i munden med fin balance og ok med tanniner, lang pebret hale med godt med tanniner (92).

Niepoort Vintage 1997: Mørk rubin. Voldsom duft af neglelakfjerner og dermed med volatil syre (uddybes). Uden for bedømmelse.

Quinta do Vesuvio Vintage 1997: Mørk rubinrød. Floral næse med røde bær og mørk chokolade. Høj syre og godt med frugt, fin balance, floral og godt krydret, pænt med tanniner, lang krydret hale (92).

Ramos Pinto Vintage 1997: Mørk og tæt. Fæl duft af karklud og prop – altså med propsyge også kendt som TCA. Uden for bedømmelse.

Lige et par uddybninger af de to vine med fejl.

Propsyge eller TCA er nok den mest udbredte fejl i vin og portvin. Vinen har en fæl lugt af karklud, våde papkasser, mug eller råd. Det opstår, når det kemiske stof trikloranisol (TCA) dannes i barken på korkegene, hvilket kan skyldes brugen af klorin i pesticider i markerne, som så går i forbindelse med fenoler. Men det kan også opstå ved urenheder i kælderen. Korkproducenterne har arbejdet ihærdigt på at minimere risikoen ved bl.a. at stoppe brugen af klorin eller ved en større rensningsproces efterfølgende. Derfor er udbredelsen i dag heldigvis mindre end tidligere, men helt undgås kan det nok ikke.

Volatil syre dukker desværre også jævnligt op hos portvine. Kendetegnet er en kraftig lugt af enten vineddike eller neglelakfjerner, møbelpolisher eller lim. Årsagen er gerne manglende hygiejne og oxidering i kælderen, så bakterier får lov til at sprede sig. I små mængder, er det ikke nødvendigvis en fejl med en del af de sekundære og tertiære aromaer, som kommer ved fad- eller flaskelagring. Ja, nogen synes duften og smagen er charmerende. Men er mængden for voldsomt er vinen ubehagelig og med fejl.

Den samlede bedømmelse fra deltagerne gav følgende topplaceringer:

1. Quinta do Vesuvio Vintage 2000 (91,5)
2. Quinta do Vesuvio Vintage 2003 (91,4)
3. Niepoort Vintage 2000 (91,3)
4. Niepoort Vintage 2003 (91,1)
5. Ramos Pinto Vintage 2000 (90,5)

Som det ses var der tre fra årgang 2000 i Top 5, hvilket umiddelbart bekræfter min indledende tese. Regnes det samlede antal point sammen og fratrækkes vine med fejl, ligger de tre årgange derimod nogenlunde lige. Jeg vil dog fastholde, at Vintage 2000 ikke har det helt samme lagringspotentiale som de to andre årgange, hvorfor en del af vinene er ganske drikkeklare nu.

Afstemningsmetoden ved smagninger i klubben fordrer i øvrigt, at der også skal gives point til vine med fejl, hvilket klart indvirker på deres samlede placering. Hvis en vin med prop som vores sidste ikke medtages, ville vinen givet opnå en helt anden placering.

Som det ses, klarede Quinta do Vesuvio og Niepoort sig ganske glimrende ved denne smagning ses bort fra Niepoort 1997. Smith Woodhouse klarede sig forventeligt pænt med point i starten af 90´erne. Ramos Pinto var derimod noget skuffende denne aften, hvilket til dels skyldes flaskevariation, men måske også, at de simpelthen har brug for mere tid til at finde sig selv.

Jeg smagte efterfølgende Ramos Pinto 1997 hos bord C, som gav den høje karakterer, og der var den ganske glimrende. Ramos Pinto 2003 var ligeledes bedre ved de andre borde, men her skal det også tilføjes, at tiden arbejdede for den. Da jeg gensmagte den efter pointgivning, var den skarpe syre aftaget noget, og vinen derfor bedre balanceret.  

Niepoort 1997 havde dog samme duft af neglelakfjerner – om end i lidt mindre grad – ved de andre borde.

Alt i alt er ganske interessant smagning, hvor vinene dog ikke var helt oppe at ringe. Samtidig var det også – ses bort fra enkelte vine og dem med fejl – et meget tæt felt uden de helt store udsving.