Paseo fra Lisboa

Som specialist i portugisisk vin og portvin prøver jeg at holde lidt øje med, hvad der er tilgængelig på det danske marked.

Udvalget af portugisisk vin i supermarkeder er ikke stort. Nogle steder begrænser det sig til en Vinho Verde af den lette, friske og perlende slags – andre steder dukker der en enkelt rødvin op fra Douro, Alentejo, Lisboa eller måske Dão. Heldigvis findes der også specialbutikker eller netbutikker med speciale i portugisisk vin. Her er udvalget selvsagt stort og omfatter også fremragende vine fra de forskellige regioner.

Mellem de to yderpunkter har vi så mindre importører og vinhandlere, hvoraf mange også byder på en eller flere portugisiske vine. Hos en af dem, Korsholm VIN, fandt jeg mærket Paseo fra regionen Lisboa – og da jeg altid er nysgerrig fik jeg rekvireret et par prøveflasker.

Vinregionen Lisboa hed tidligere Estremadura, men valgte for nogle år siden at markedsføre sig under hovedstadens navn. Regionen strækker sig fra Lissabon og nordpå op langs kysten og består af en række underområder, hvoraf nogle er ganske små som f.eks. Bucelas, Carcavelos og Colares – sidstnævnte kendt for den røde ramiscodrue, der vokser i sandklitter nedenfor Sintra. Andre underregioner er Encostas de Aire, Torres Vedras og ikke mindst Alenquer.

Bag Paseo står storproducenten Casa Santos Lima, som ud over Lisboa også fremstiller vin i regionerne Algarve, Alentejo, Vinho Verde og Douro. Ifølge deres egne oplysninger er de den største producent af vine fra såvel DOC Alenquer som Vinho Regional Lisboa. De er da også netop hjemhørende i underregionen Alenquer ca. 45 km. nord for Lissabon. Alenquer er som hele regionen under indflydelse fra Atlanterhavet, men ligger samtidig lidt beskyttet bag Serra da Montejunto, hvilket giver dage med sol og varme samt kølige nætter. Druer modner fint, men bevarer samtidig ofte et pænt syreniveau – et typisk karaktertræk for vine området.

Jeg smagte såvel en hvidvin som en rødvin:

Paseo Branco 2016

Blend af arinto, fernão pires, moscatel og chardonnay. Lys grøngul, klar. Intens duft af citrus, pære og ananas. Medium fyldig i munden med tydelig citrus og lidt eksotisk frugt samt godt med syre. Ligefrem og uden kompleksitet, men med god frugt og friskhed samt en næsten bitter eftersmag. Udmærket madvin til hverdagsbrug.

Paseo Tinto 2016

Blend af touriga nacional, tint miúda, camarate og castelão, delvist lagret på portugisisk og fransk eg. Mørk rubin. Krydret duft af modne mørke bær samt lidt røget bacon. Brombær og andre mørke bær i munden iblandet violer og lakrids samt lidt sødme og vanilje fra fadet. Ikke så kraftig, men med fin frugt og ok balanceret med syre. Mellemlang hale.

Udmærkede vine til prisen.

Vinene fås hos Korsholm VIN. Apropos Korsholm VIN går Jimmie Korsholm her den 2. november sammen med en anden sommelier, André Berkholdt, om at åbne en såkaldt pop-up vinbar i Brandts Passage i Odense. Læs mere her.

Rias Baixas og nye vine fra Spanien

Årligt arrangerer repræsentanter for forskellige vinproducerende lande små festivaler primært med vinhuse, som ikke allerede er til stede på det danske marked. Målet er at præsentere de nye huse for restauranter, vinskribenter og ikke mindst importører.

Jeg deltager af og til i sådanne smagninger og finder det faktisk sjovt at møde entusiastiske repræsentanter fra især mindre producenter, som brænder for at vise deres vine frem. Ofte kan det være meget forskellige vine og af svingende kvalitet, men det er altid lærerigt og ind i mellem falder jeg over vinhuse, som jeg da gerne så på det danske marked.

New Wines From Spain hed et sådant arrangement, som blev afholdt på Børsen i København i sidste uge med deltagelse fra 34 forskellige producenter dækkende det meste af Spanien, men især de kendte vinregioner Ribeira Del Duero og Rioja. Da jeg faktisk havde en større portvinssmagning i vente senere på dagen – en test af mere end 50 forskellige vintage og LBV vine for vinbladet Din Vinguide – besøgte jeg kun enkelte stande, og jeg valgte hovedsageligt at koncentrere mig om hvidvine fra Rias Baixas. Derfor først et par ord om denne galiciske region i det nordvestlige hjørne af Spanien lige over Portugal.

Mad og vin følges ofte af. Det gør det også i Rias Baixas, hvor de sprøde og aromatiske hvidvine gør sig glimrende til skaldyr og fisk, som regionen er rig på. Såvel landskabsmæssigt som vinmæssigt er det frodige Rias Baixas lidt af et sidestykke til Minho og dermed Vinho Verde i det nordlige Portugal lige på den anden side af grænsen, som udgøres af floden Minho (eller Miño, som den hedder på spansk).

Druemæssigt er det da også den fremragende albariño (alvarinho i Portugal), der dominerer. Ja, faktisk udgør den efter sigende hele 95 % af produktionen suppleret af sorter som treixadura og loureira blanca samt en smule røde sorter heriblandt den interessante og fremstormende mencía. Albariño er aromatisk. mineralsk og med høj syre. Den har ofte duft og smag af citrus og grønne æbler, men også mere eksotiske frugter som melon, abrikos, fersken, ananas, kiwi eller passionsfrugt. Og så kan den faktisk udvikle sig ved lagring.

Jeg lagde ud med at besøge HGA Bodegas, hvor jeg smagte følgende vine:

Pazo de Villarei 2016: 100 % albariño, lagret 4 måneder på bærmen. Duft af grape, citrus og tropiske frugter. Frisk med høj syre. Ukompleks, men fint drikkelig.

Altos de Torona 2016: 100 % albariño, lagret 6 måneder på bærmen. Lidt dybere med fin, men ikke kraftig duft af citrus og tropiske frugter. God fylde i munden med fin frugt, men måske lidt lav på syre. Fin eftersmag.

Altos de Torona Rosal 2016: Blend af 75 % albariño, 15 % caiño blanco og 10 % loureiro, lagret 5 måneder på bærmen. Flot og elegant næse med pære og grape og lidt kiwifrugt. Floral og elegant stil med citrusfrugt i munden og god friskhed og syre.

Altos de Torona Godello 2016: 100 % godello, lagret 5 måneder på bærmen. Citrus og græs i næsen, fin friskhed, let tropisk.

Regina Viarum Mencia 2016: Lavet på 100 % mencía fra regionen Ribeira Sacra, som ligger lidt mere inde i landet, men stadig i Galicien. Fin ligefrem frugt i næsen med kirsebær og hindbær. God struktur og balance med frisk frugt og mineralitet.

Næste stop var hos Ferrer Family Wines, som er hjemhørende i Catalonien og faktisk er en del af den store Freixenet koncern, men også fremstiller vine fra andre steder i landet. Her smagte jeg:

La Fontana 2016: 100 5 albariño. Citrus og blomster i næsen, men uden tropiske noter. Frisk og ligefrem.

Nauto Xarello 2015: Hvidvin fra Catalonien, lavet på xarel-lo, som især anvendes til Cava. Let og frisk med høj syre.

Susana Sempre Blanc 2015: Hvidvin fra Mallorca på blend af prensal, chardonnay og viognier. Duft af græs og citrus. Fint med frugt og fyldig, men lidt lav på syre. En ok madvin.

Manuscrito er navnet på et spændende nyere projekt, som har specialiseret sig i karakteristiske spanske enkeltdruevine fra de forskellige regioner og med stor vægt på den rene frugt og minimal fadlagring. Målet er at vise druesorterne, som de er. Jeg smagte følgende vine:

Manuscrito Albariño 2014 (Rias Baixas): Frisk med grape og pære samt lidt tropiske noter, fin syre og friskhed.

Manuscrito Txakoli 2014 (Txakoli de Álava): Lys med lidt bærduft og mineralitet. Let i munden.

Manuscrito Mencía 2014 (Bierzo): Frisk duft af røde bær, friske druer og god saftighed. En ligefrem og frugtbaseret pleaser, men uden kompleksitet.

Endelig sluttede jeg af med en udmærket serie vine fra Bodegas Carchelo i Jumilla, som er mest kendt for sine røde vine på monastrell. Jeg smagte deres syrah-baserede Altico, Vedré og Canalizo som begge var et blend af monastrell, syrah og tempranillo, men med henholdsvis 14 og 18 måneder på fad samt Carchelo Selecto med samme sammensætning tilført 15 % cabernet sauvignon og 12 måneder på fad. En spændende serie fra en udmærket producent, som allerede er at finde på det danske marked. Håber at kunne smage dem lidt mere udførligt en anden gang.

Konklusioner?

For det første kan det konstateres, at Spanien også producerer udmærket hvidvin, som fortjener mere opmærksomhed. Det gælder over det meste af landet, men især i det nordvestlige hjørne og altså Rias Baixas. Da det er samme druesorter, der benyttes, og da der ikke er de store forskellige i terroir, er vinene fra Rias Baixas selvfølgelig sammenlignelige med portugisiske Vinho Verde. Generelt synes jeg dog at have mødt større grad af friskhed – og også højere kvalitet – i Portugal, men det skyldes sikkert blot, at mit kendskab er mindre.

For det andet er der flere mindre kendte vinregioner, som det er værd at holde øje med herhjemme, hvor vi oftest ender i Ribeira Del Duero eller Rioja. Foruden Rias Baixas kan jeg således anbefale vine fra Bierzo og Jumilla, som nye spændende bekendtskaber.

Gyldne dråber fra Dalva

Dalva er et mindre portvinshus med høj kvalitet, hvad angår fadlagret portvin. En enkelt vintage fandt dog vej til smagningen forleden i The Vintage Port Club, hvor fokus ellers var på Dry Whites, Colheitas og Golden Whites. Og lad det være sagt med det samme. De gyldne dråber var fremragende.

Først en par ord om huset. Dalva blev grundlagt i 1862 og havde forskellige navnekonstellationer frem til 1957, hvor Clemente da Silva overtog hele firmaet og omdøbte det til C. da Silva. Men da der var mange andre med det efternavn i portvinsbranchen, valgte Clemente i stedet at navngive huset for Dalva som en sammentrækning af ”da” og ”lva” i Silva.

Efter Clemente da Silvas død i 1980 blev selskabet først solgt til spanske Nueva Rumasa og derefter videre til den store franske koncern La Martinquaise, som også ejer det store portvinshus Grand Cruz.

Hvor Grand Cruz især udmærker sig kvantitativt, selv om man faktisk kan finde ok portvine i deres portefølje, er Dalva et mere eksklusivt brand og med flasker i flot design. Dette ses mest tydeligt ved deres Golden White serie, som er baseret på udvalgte fade med hvid portvin, og hvor der kun udvælges et år i hvert årti, som så flaskes og sendes på markedet. Foreløbig har de barslet med årene 1952, 1963, 1971 og 1989, hvoraf tre var på programmet til smagningen. Derudover har Dalva også udsendt almindelig hvid colheita, en serie af tørre hvide blends spændende fra 10 til 40 års samt tawny og colheitas baseret på røde druer. Endelig producerer de også LBV og vintage.

Som det sker med jævne mellemrum, havde klubben besøg fra Portugal, idet Isabel Abreu Lima fra Dalva deltog og kommenterede årgange og vine undervejs. Isabel er forholdsvis ny i firmaet og arbejder bl.a. med digital markedsføring, fortalte hun.

Smagningen omfattede følgende vine:

Dry White 10 års: Lys orangegul. Frisk næse med duft af citrus og lidt mandel. Tør og frisk med høj syre. Lidt orange i smagen, ikke så dyb (85).

Dry White 40 års: Flot gylden. Fin duft af abrikos, mandel og mandarin. Dejlig cremet i munden, tør med orange og honningnoter og et lidt saltet præg. Fin balanceret. Et dejligt glas, hvis man er til de lidt tørre udgaver (93).

Colheita 2004: Rødbrun. Kraftig med såvel frugt og røde bær som lidt begyndende fadnoter i næsen. Frugt, lidt marcipan og høj syre samt lidt vel meget bid i enden (87).

Colheita 2000: Rødbrun, tawnyfarvet med lys kant. Ikke så ekspressiv i næsen. Fyldig i munden, stadig med lidt frugtpræg, men ellers med nødder og andre fadnoter. Høj syre. Virker lidt i ubalance (88).

Colheita 1995: Tawnybrun med lidt orange glød. Mandel, honning og lidt cigarkassen i næsen. Nødder, en smule bærpræg, lidt vel skarp (89).

Colheita 1990: Tawny brun med orange kant. Lidt lukket i starten, men ellers god duft af mandel og orangeskal. Fyldig i munden med mandel og lidt mørkere noter som svampe. Høj syre og godt balanceret, en smule bid i enden (91).

Colheita 1982: Lys brun og orange, næsten roséfarvet. Dejlig duft med mandel og orange. Blød og elegant, ikke så frembrusende, men meget delikat og harmonisk. Et flot glas (93).

White Colheita 2007: Ikke i Golden White serien, men altså en yngre pendant. Lys orange og diskret i næsen med lidt mandarin og mandel. Sødere end de tørre hvide. Fin smag af orange og karamel, frisk og med høj syre (89). 

Golden White 1989: Orange gylden farve. Fin duft af orange, mandel og nødder, som genfindes i smagen. Lidt vel høj på syre og lidt i ubalance (88).

Golden White 1971: Gylden og med flot glød. Frisk næse med orangeskal, honning og mandel. Flot struktur i munden, fyldig og i flot balance med syre. En dejligt glas, hvor hver dråbe blev nydt (95).

Golden White 1963: Gylden og orange, lidt mørkere end 71´eren. Lidt tungere i næsen med flere nøddenoter og lidt honning. Mandler og acceptabel syre, tungere og mere kompleks, men ikke med samme friskhed, hvilket trækker lidt ned (93).

Vintage 1994: Rød med røde bær i næsen, modne kirsebær, kaffe og lidt kogt kål, som dog aftog lidt. Moden frugt i munden, stadig med syre, men ikke helt harmonisk. Ikke en stor Vintage (86).

Alt i alt en dejlig smagning uden skæve vine, som fuldt ud viste, at der er masser af kvalitet at hente ved at lagre hvid portvin. Som det fremgår, vurderer jeg denne gang Golden White 1971 højere end ditto 1963. Ved to tidligere smagninger af rækken har det været omvendt rækkefølge. Jeg fik ikke tjekket tappedatoer på flaskerne, men dette kan spille ind.

Efter smagningen blev der afgivet point, og her viste det samlede resultat at være nogenlunde lig min egen pointgivning. Nummer 1 blev således Golden White 1971, fulgt af Golden White 1963, Colheita 1982 og Colheita 1990.

Odense Vinfestival

Vinoble havde forleden inviteret til vinfestival i Odense som et led i deres turné rundt i landet med udvalgte vinhuse. Med på turen var 12 producenter fra 9 forskellige lande – og det såvel europæiske som oversøiske og i alt mere end 80 vine.

Der var altså nok at smage. Som altid ved den slags bredde smagninger valgte jeg at koncentrere mig om enkelte producenter for så at slutte med lidt lystsmagning. Springer man blot rundt på må og få, kan det være svært at drage konklusioner, og tager man det hele fra a til z, er der ikke mange smagsløg tilbage til sidst – og det ligegyldigt, hvor meget man spytter ud.

Jeg lagde ud med at besøge Weingut Rieger fra Baden i det sydvestligste hjørne af Tyskland – en af de regioner i landet, hvor de røde druesorter spiller en større rolle. Men som det også er tilfældet i Champagne behøver røde druer ikke nødvendigvis at give røde vine.

Alle vinene fra Weingut Rieger er dyrket efter biodynamiske metoder og derfor også økologiske. Jeg smagte først en ligefrem og perlende Lust auf Perlage Weiss 2015, en vin uden den store kompleksitet, men med fin syre og friskhed. Dernæst fulgte tre hvide. Først Pinot Noir Blanc de Noir 2015, hvor de røde druer har været udsat for en forsigtig og kort fermentering, så vinen altså er endt som hvid på samme måde som Pinot Noir bruges i Champagne. Tør og frisk med god smag af pærer og mineralitet samt fin balance. Grauer Burgunder 2015 var grøngul med god duft og fin fylde med pære og melon, mens Weisser Burgunder 2016 var mere diskret i næsen, men med fyldig smag og god mineralitet. Slutteligt prøvede jeg deres røde Lust auf Rot 2013, som er lavet på et blend af Regent og Spätburgunder (Pinot Noir) samt lidt Cabernet Sauvignon. En frisk og ligefrem, men ukompleks rødvin med fin duft og smag af ribs og andre røde bær.

Mit næste stop var i det nordlige Italiens, nærmere bestemt Valpolicella, hvor Fidora lave hele serien. Jeg smagte først deres Valpolicella 2015, som var frisk, tør og med præg af bær, derefter fulgte Ripasso 2014, som havde lidt mere dybde, men stadig med vægten på det tørre og frugtprægede. God duft af kirsebær, men måske også lidt vel poleret og en smule parfumeret. Fidora ønsker tydeligvis at lave vine i den nye stil og altså ikke med så meget kraft og sødme, som vi ellers kender fra Ripasso og Amarone. Ved de to første synes jeg dog jeg manglende lidt fylde og struktur, men deres Amarone 2010 til gengæld var meget overbevisende. En elegant og tør vin med stor kompleksitet og mange nuancer. Endelig sluttede jeg med en fadprøve på deres Recioto, altså den søde udgave, men også her placerer huset sig i den tørre ende af skalaen.

Derefter gik turen til Spanien, hvor jeg smagte hele serien hos Rioja-huset Bodegas Luis Cañas, som var et spændende bekendtskab. I septemberudgaven af det fremragende engelske vinblad Decanter læste jeg en interessant artikel om den positive udvikling af hvidvin i Rioja, som ellers domineres af de røde druer. Jeg lagde derfor ud med deres Blanco 2016, som var fyldig med godt med frugt. Den kommer også fra gamle vinstokke og var lagret fire måneder på bærmen. Spændende, men dog lidt lav på syre. Dernæst fulgte Crianza 2014, Reserva 2011, Gran Reserva 2010 samt Seleccion de la Familla 2010. Såvel Reserva som Grand Reserva var dejlige med vægt på frugt og ikke så kraftigt fadpræg – og altså i den nye mere frugtbaserede Rioja-stil, som jeg klart foretrækker frem for den gamle med udpræget vanille og sødme fra fadet.

Slutteligt besøgte jeg kort amerikanske Columbia Crest fra Washington State, hvis Syrah Grand Estates 2013 altid er en imponerende flot vin. Og endelig sluttede jeg – selvfølgelig – af hos Ramos Pinto, hvor Mariana Tavares stod klar til at skænke. Jeg smagte deres rødvin Duas Quintas Tinto 2014, som lige skal ligge et par år, men ellers er udmærket. Og, ja. Så sluttede jeg med lidt portvin. To endnu unge, men fint drikkelige i form af LBV 2012 og Ervamoira Vintage 2009 – begge med stort potentiale – og endelig deres altid fremragende 20 års Tawny, hvis smag fulgte mig hele vejen hjem.    

Den danske vinbonde i Alentejo

Danmark har efterhånden fået en del interessante vinavlere. Det gælder herhjemme, hvor flere og flere danske vingårde etableres, og kvaliteten – især hvad angår hvidvin og mousserende vin – er stigende. Og det gælder rundt om i verden, hvor navne som Peter Sisseck, Peter Vinding-Diers og Peter Work udgør toppen af kransekagen.

Lidt mindre kendt, men også med god succes er Hans Kristian Jørgensen, som har sin egen vingård, Cortes de Cima, i Alentejo i Portugal. Jeg besøgte Cortes de Cima for nogle år siden, da jeg skulle skrive en artikel til Vinbladet, og blev vist rundt af Hans Kristian Jørgensen og hans amerikanske hustru Carrie, som står for den kommercielle side af sagen. 

Det dansk-amerikanske par købte den 365 hektar store ejendom ved Vidigueira i underregionen af samme navn i 1988. Vidigueira udgør det sydligste demarkerede område i Alentejo og er især præget af forholdsvist fladt terræn og et varmt og solrigt klima. Siden er der tilkøbt jord ude ved kysten, hvilket giver bedre betingelser for hvide druesorter og Pinot Noir – en af de seneste druesorter, som Cortes de Cima eksperimenterer med.

Bevæger man sig rundt på ejendommen er Hans Kristians baggrund som maskiningeniør tydelig. Han har selv arbejdet med at etablere vandingssystemer, solpaneler og generatorer, ligesom han laves tekniske eksperimenter i vineriet. Han ejer også et lille fly, som han selv benytter både til transport og til fornøjelse.

Cortes de Cima laver både enkeltdruevine på f.eks. Alvarinho, Syrah, Pinot Noir, Aragonez og Touriga Nacional samt udmærkede blends under navnene Courela, Chaminé og Cortes de Cima. Endelig bør vingårdens signaturvin Incógnito nævnes. Den er lavet på 100 % Syrah, men da internationale sorter ikke var tilladt ved lanceringen, fik den sit navn, som altså stadig er bevaret, selv om lovgivningen siden er lempet. En oversigt over samtlige vine kan ses på Cortes de Cimas hjemmeside.

I forbindelse med, at jeg skulle skrive et portræt af vinregionen Alentejo til septemberudgaven af Din Vinguide, som lige er udkommet, gensmagte jeg enkelte af vinene. Her er noterne:

Cortes de Cima Branco 2015

Blend af Alvarinho (50 %) og Sauvignon Blanc (20 %) fra marker ved kysten samt Viognier (30 %), delvist lagret i 6 måneder på egetræ, delvist på ståltank. Gulgrøn, medium intens. Intens duft af græs, citrus, passionsfrugt og melon. Fyldig med god frugtsmag, smør- og nøddenoter, men ikke overdrevet fadpræg. Cremet struktur og fin syre. Fint balanceret og lang, flot hale (90).

Cortes de Cima Tinto 2012

Blend af Aragonez, Syrah, Petit Verdot og Touriga Nacional, lagret 12 måneder på 70 % franske og 30 % amerikanske egetræsfade. Mørk rubin, lidt lys kant. Ikke så intens i næsen, men med mørke bær som hyldebær og lidt krydret. Fin frugtpræg, lidt animalske noter, men også elegant og blød med ok syre og bløde, modne tanniner. Fin balance (88).

Cortes de Cima Incógnito 2011

Signaturvinen fra Cortes de Cima, lavet på 100 % Syrah, som ved lanceringen ikke var tilladt, hvorfor den fik sit navn. Mørk rubin, næsten uigennemsigtig. Kraftig duft af brombær og andre mørke bær, chokolade, mokka og sød lakrids. Meget kraftig og fyldig og med flot struktur, blød i munden og dejlig drikkevenlig i øversøisk stil. Bløde tanniner. Ikke høj på syre, men dog balanceret, så den ikke bliver marmeladeagtig. På en gang Blockbuster og pleaser (93).

Vinene importeres af Best Selection, som gerne oplyser nærmeste forhandler. Læs mere om Alentejo i septemberudgaven af Din Vinguide eller på min blog om Portugal, Mit andet hjemland.

Besøg i sherryens land 2 – Sandeman

Mit forhold til portvin går mange år tilbage, og et af de huse jeg har besøgt en del gange og har mange gode bekendtskaber i er Sandeman (læs mere på min blog Portugal – mit andet hjemland). Sandeman blev grundlagt i 1790, hvor der med udgangspunkt i London blev importeret vin, portvin og sherry. De etablerede sig i Porto omkring 1813, men allerede nogle år forinden havde de åbnet kontor i Cadiz for at involvere sig direkte i importen af sherry. I begyndelsen importerede de gennem Duff Gordon og kunne f.eks. i starten af 1800-tallet tilbyde deres kunder hele otte forskellige typer af sherry. Først hen imod slutningen af århundrede, i 1879, overtog de det direkte ejerskab af marker og bodega og etablerede sig som Sherry-producent og eksportør under eget navn.

Siden har de to ben udviklet sig side om side, men i dag er portvinen en langt større forretning end sherry. Sandeman, som nu ejes af den store koncern Sogrape, er i dag også kun indirekte involveret i Sherry-delen. De ejer naturligvis Sandeman-branded, men selve produktionen og salget foregår i andet regi.

Når jeg nu var i Jerez de la Frontera, synes jeg det var oplagt at besøge netop Sandeman for at lære det andet ben nærmere at kende. Allerede ved ankomsten var det tydeligt, at brandingen er den samme – ikke mindst i form af den allestedsnærværende Don-figur, som blev skabt i 1928 af kunstneren George Massiot-Brown. Ud over at være et velkendt logo forener Sandeman Don husets to ben, idet han er klædt i den kappe, som de portugisiske studerende stadig bruger og den sydspanske Caballero-hat.

Det var da også en guide iklædt Don-kostume, der på samme vis som i Porto, viste os rundt i Bodegaen. Vi så såvel selve bodegaen med de mange soleras, skatkammeret med de lidt mere sjældne af slagsen, den flotte gårdhave med gamle, men desværre også lidt slidte murmalerier samt forskellige informative plancher og udstillinger, som fortalte om historien, produktionen og de forskellige sherry-typer. Meget fint og informativt.   

Den efterfølgende smagning fandt sted i smagelokalet i den ene ende af det ene lagerrum og omfattede såvel introlevel som vine fra Premium-serien og vine med mere alder samt brandy. Omstændighederne var ikke til den helt store fordybelse, så smagenoterne er lidt kortfattede. Men her er, hvad vi smagte.

Sherry Fino: Lagret i minimum tre år under flor. Lys, tør og frisk. Ren i smagen, men også lidt enstrenget.

Sherry Medium Dry: Amontillado-type. Gylden i farven. Lidt sødme (45 g/l) og nøddenoter. Et fint glas, men ukompliceret.

Sherry Medium Sweet: Oloroso-type. Gylden, lidt mørkere. Mere sødme (115 g/l) og fylde, fadkarakter, blød og cremet, men også lidt enstrenget.

Don Fino: Lagret i fem år under flor. Strågul, tør og frisk, men det smages, at der er lidt mere alder ligesom der er mere tydelige noter af flor. Fin som aperitif, til tapas eller skaldyr.

Character Superior Medium Dry Amontillado: Lavet på Palomino Fino, men tilsat 5 % Pedro Ximenez, lagret i 5 år. Aromatisk og mere kompleks end Medium Dry. Mørkere gylden med fadnoter og nødder. Et udmærket glas.

Armada Superior Cream Olorosa: Tilsat 10 % Pedro Ximenez, hvilket giver lidt mere sødme, lagret i 12 år. Måske lidt sprittet i næsen, men ellers med godt med mandel. Mahognibrun, blød og cremet og med lang hale.

Pedro Ximenez Superior: Lagret i 11 år. Sød, blød og utrolig cremet, men lang hale.

Royal Ambrosante PX: Lagret i 20 år. Duft af rosiner og dadel, fed struktur, meget sød og slikken med lang hale.

Som afslutning smage vi de to brandyer Imperial og Capa Negra. Den første var lidt vel sprittet, mens Capa Negra var mere afdæmpet og med mere karakter.

Endnu et fint besøg med en udmærket smagning, hvor min favorit så afgjort var Character Superior Medium Dry Amontillado. Tak til mine kontakter i Porto, som formidlede besøget. Læs mere her. 

Besøg i sherryens land 1 – Emilio Lustau

Sommerferien blev i år tilbragt i Andalusien – nærmere bestemt i byerne Malaga, Cádiz, Jerez de la Frontera og Cordoba – og dermed også i regionen, hvor der laves sherry. Selv om jeg er specialist i portvin, synes jeg, at det kunne være spændende at blive klogere på Sherry. Selvfølgelig har jeg lejlighedsvist smagt Sherry både af den jævne og af den udmærkede slags, men jeg har aldrig rigtigt sat mig dybere ind i typerne. Forberedelsen til ferien bestod derfor dels af læsning af et par bøger om Sherry og dels af at få et par aftaler om besøg på bodegaer på plads.

Det første besøg gjaldt Emilio Lustau, hvor vi blev budt velkommen af Brand Ambassador Federico Sánchez-Pece Salmerón, som først tog os med på en køretur ud i den såkaldte Sherry-trekant. Trekantens hjørner udgøres af byerne Jerez de la Frontera, Sanlúcar de Barrameda og El Puerto de Santa Maria, som er de eneste byer, hvor sherry må lagres ifølge regulativerne. 

Vi så først Lustaus vinmarker ved Chipiona tæt ved kysten. Her er jordbunden fortrinsvis den kalkfyldige og derfor helt hvide Albariza, men der er også parceller med ler. Druesorterne var Moscatel og Pedro Ximénez, der sammen med Palomino Fino, som dyrkes et andet sted, er de eneste sorter, der anvendes i sherryproduktionen.

Efter turen i markerne kørte vi til Sanlúcar for at besøge almacenistaen Manuel Cuevas Jurado. En almacenista er en mindre, privat producent, som lagrer sherry, men ikke selv eksporterer, hvorfor de gerne samarbejder med de større salgsvirksomheder. Emilio Lustau, som blev grundlagt i 1896 af José Ruiz-Berdejo, startede selv som almacenista og samarbejder nu med flere små af slagsen, hvilket er resulteret i serien ”Almacenista Range”.

Vi blev vist rundt af den lokale kældermester (Capataz), som med sin lange opøser (Venencia) fremstillet af bambusrør skænkede smagsprøver fra forskellige fade. Vi smagte både en 3-års og en 5-års Manzanilla samt lidt flor for at fornemme den gærsvamp, der giver Manzanillaen sin karakteristiske smag. Manzanilla kan lagringsmæssigt sidestilles med Fino, og fælles for dem er, at de fremstilles ved såkaldt biologisk lagring, hvor et tyndt lag flor dækker vinen og dermed hindrer oxidation i det ikke helt opfyldte fad. 

Men det er udelukkende fade lagret i Sanlúcar de Barrameda, som må hedde Manzanilla. Er de lagret i Jerez eller Santa Maria er der tale om Fino. Fino og Manzanilla er de mest tørre udgaver af Sherry, der findes. Restsukkerindholdet er omkring 1 gram pr. liter i modsætning til de sødeste sherrytyper på Pedro Ximénez, hvor det kan være over 400. Dermed også sagt, at spændvidden, hvad angår tørhed og sødme, er langt større i Sherry end i Portvin.

Den næste kategori i rækken er Amontillado, som ligeledes starter sin lagringstid under flor, men som så lagrer videre, når floren dør ud eller så at siges dræbes ved tilsætning af sprit, så alkoholprocenten hæves. Amontillado er altså lagret såvel biologisk som på almindelig vis. Amontillado, Palo Cortado og Oloroso regnes ligeledes for tørre sherryer, selv om sukkerindholdet er stigende i forhold til Fino og Manzanilla. Til de søde hører Moscatel og ikke mindst Pedro Ximénez samt diverse blends som de kendte cream sherryer.

Nok om typerne og produktionen, tilbage til besøget. Efter stoppet i Sanlúcar de Barrameda kørte vi retur til Jerez, hvor Federico viste os hele bodegaen med de mange forskellige soleras – det særlige system til lagring, hvor der tappes fra de nederste fade, som så fyldes af vin fra række over, som igen fyldes med vine fra næste række etc. Vi fik også se det såkaldte skatkammer med de gamle soleras.

Slutteligt blev vi tilbudt en større smagning, som ikke alene omfattede Sherry, men også Vermut de Jerez og brandy, som Lustau også producerer. Tiden tillod ikke den store fordybelse og derfor ikke de store noteskriverier. Men følgende blev smagt:

Manzanilla Papirusa: Lys og meget tør (restsukker 1 g/l), lagret i 5 år. Tydeligt præg af flor, frisk med saltet smag, men vi er også nær kysten.

Puerto Fino: Fino lagret i El Puerto de Santa Maria, hvor Lustau også har bodega. Tør, men mere klar og ren i smagen.

La Ina (Fino): Frisk og ungdommelig, tør. Brandnavnet La Ina har tidligere tilhørt Pedro Domecq.

Almacenista Amontillado: Fra almacenista Manuel Cuevas Jurado. En utrolig flot vin med perfekt balance mellem det friske og det søde. Gylden og med diskrete fadnoter.

Amontillado los Arcos: En klassisk Amontillado, ravgylden i farven med begyndende fadnoter som nødder og træ, men stadig også med friskhed og lidt præg af flor. Fin syrebalance.

Almacenista Palo Cortado: Dybere i farve og smag. Mere koncentreret, men stadig elegant.

Oloroso Don Nuno: udprægede fadnoter og mørkere toner som valnød

Amontillado 30 års: Flot med tydelig aldring, blød og cremet.

Palo Cortado 30 års: Fin ældning med nødder og chokolade, cremet.

Oloroso 30 års: Mørk med noter af tørrede frugter og chokolade.

East India Solera: Blend af Oloroso og Pedro Ximénez, sød og cremet med noter af kaffe og kakao.

Moscatel Emilin: Mørk med rosiner og nødder, men også lidt florale noter

PX San Emilio: Meget tyk, sød (restsukker 417 g/l)og cremet med smag af figner og rosiner.

PX 30 års: Utrolig tyk, sød og intens med dadler og figner. Restsukker er helt oppe på 458 g/l.

Endvidere smagte vi Vermut Rojo Lustau og Vermut Blanco Lustau samt fire brandyer: Solera Reserva, Solera Gran Reserva, Solera Gran Reserva Finest Selection og Solera Gran Reserva –Reserva Familiar 1977.

Selv om jeg har fået smag for de helt tørre udgaver (Manzanilla og Fino), som er fremragende at nyde helt afkølet til f.eks. en gang tapas, er jeg smagsmæssigt nok mest til Amontillado. Såvel Amontilladoen fra almacenistaen som los Arcos – for ikke at tale om 30 års udgaven – var fremragende glas med en skøn blanding af friskhed og fylde fra fadet, lethed og tyngde. Palo Cortado og Olorosa kan jeg også nyde, mens de helt søde udgaver som PX godt nok er ren slik i munden, men for mig er for sødt til at drikke et helt glas.

Alt i alt et spændende og lærerigt besøg, som gjorde mig endnu mere nysgerrig på sherry.  

Mange tak til Federico Sánchez-Pece Salmerón og EmilioLustau samt importør H.J. Hansen, som formidlede besøget.