LBV – også med lagringspotentiale

Late Bottled Vintage. Tre små ord, som på sin vis fortæller det meste. En portvin af vintagetypen, men flasket senere og derfor umiddelbart mere drikkeklar. Det er jo til at forstå.

Men alligevel er forskellene store. For hvad er udgangsmaterialet, og hvor lang tid senere blev vinen flasket? Og ikke nok med det. Hvordan blev vinen opbevaret, mens den ventede? På træfade eller på ståltank? Og blev den filtreret eller ej inden aftapning, hvilket har betydning for lagringspotentialet?

En smagning nyligt i The Vintage Port Club satte fokus på LBV fra fem årtier. Mine noter og lidt konklusioner følger nedenfor, men inden da lidt om typen, dens historiske udvikling og lovgivningen bag.

Selv om anerne for LBV er langt ældre, er den gældende lovgivning på området fra 1974, hvor typen blev beskrevet og defineret nærmere i forhold til Vintage. Her kan man læse, at det skal være en portvin baseret på druer fra en og samme høst, produceret i et år med anerkendt kvalitet. Det sidste sørger kontrollen hos IVDP for. Og så skal aftapningen finde sted mellem den 1. juli i det fjerde år efter høsten og den 31. december i det sjette år efter. Med andre ord kan der være 2½ års forskel på, hvor lang tid vinen har lagret før aftapning. I den tidligere lovgivning fra 1965 var der dog allerede givet tilladelse til at aftappe en vintage senere og betegne den som Late Bottled Vintage.

Flere portvinshuse påberåber sig at have opfundet LBV. Det skete da heller ikke fra den ene dag til den anden, men efter flere tilløb. Henrik Oldenburg, som ud over at være portvinsnyder også er uddannet historiker, redegør fint herfor i sin bog ”Portvin”.

Selve det at lade vine lagre lidt længere inden aftapning er er gammel tradition. Det, vi i dag kender som Vintage, blev tidligere opbevaret på fade, indtil en køber meldte sig, og for udenlandske aftapningers vedkommende blev de også eksporteret på fade. Dette forekom især i årene fra 1930´erne til 1950´erne, hvor afsætningen ikke gik så hurtigt. Derfor er mange ældre Vintage fra den periode teknisk set LBV´er.

Det første hus, som mere konsekvent benyttede betegnelsen, regnes for at være Quinta do Noval, som brugte det om en vin fra 1954, der først blev flasket i 1958 og sendt på markedet i 1961. Da flere konkurrenter anklagede dem for så at sige at snylte på Vintage-betegnelsen, valgte Noval fra 1965 at udelade V´et og blot kalde typen for Late Bottled. Første vin med denne betegnelse skulle være LB 1961.

Ramos Pinto var dog på banen længe før dette, idet deres vin fra 1927, aftappet i 1932 specielt for det brasilianske marked, officielt af IVDP er anerkendt som den første LBV.

En anden pioner er Taylor´s, som udbredte typen til et bredere publikum, da de i 1955 introducerede en vin af samme type, men blot under navnet ”vintage reserve”. Da LBV blev indskrevet i loven i 1965 ændrede de navnet, og deres filtrerede udgave fik stor succes i England. Taylor´s var også de første til at lave både Vintage og LBV i samme år, hvilket understregede, at der er tale om to forskellige vine.

I dag producerer husene både LBV i vintageår og i ikke deklarerede år. Alt efter kvalitet og kvantitet af årets produktion, kan en LBV altså være baseret på den overskydende mængde kvalitetsdruer eller de druer, som netop ikke endte som en deklareret Vintage. I nogle ikke-vintageår vil en LBV givet være en god investering, men høsten kan også være så stor og af så god kvalitet, så druerne i et vintageår ligeså godt kunne være endt i en Vintage.

En anden stor forskel er som nævnt lagringstiden og -metoden. Der er stor forskel på oxideringen på ståltank eller et stort træfad – en såkaldt balseiro, hvor fadpåvirkningen dog er mindre end på de små pipas, der benyttes til tawny. Der er også stor forskel på, om vinen flaskes først i den tilladte periode eller sidst, og endelig er der forskel på, om den filtreres inden aftapning eller ej. Der er altså mange parametre at spille på, inden vinen ender hos forbrugeren.

Derfor kan en LBV stilmæssigt veksle mellem meget afrundede og drikkeklare vine med bløde integrerede tanniner og uden det store lagringspotentiale – og vine, som stilmæssigt ligger tæt op ad Vintage, er ufiltrerede med mere rå tanniner og derfor stort udviklingspotentiale. Og jo, alle vine udvikler sig og ændrer karakter ved at ligge mange år på flaske. Men det er langt fra alle, der udvikler sig til det bedre.

Ses bort fra huse som Taylor´s og Graham´s, der fastholder deres mere tilgængelige og filtrerede udgaver, er tendensen helt sikkert de senere år gået mod vine, der ligger tættere på vintagestilen – uden dog at have helt den samme kompleksitet og lige så lang levetid. Vine, som givet har fået mindre tid på træfad eller har lagret på ståltank. Andre igen laver let drikkelige og mere polerede vine, som måske mere minder om Ruby Reserve.

Smagningen i The Vintage Port Club havde som formål at sammenligne forskellige typer af LBV fra forskellige huse og med forskelligt antal år på bagen – fra 1974 og frem til superårgangen 2011. Følgende vine blev smagt, hvor UF og F betegner henholdsvis ufiltreret og filtreret:

Warre LBV 1974 (UF): Rødbrun med lys kan, flot. Kirsebær og andre røde bær, stadig fin frugt, måske lidt parfumeret. Flot i munden med ok struktur, krydre og peberet, lidt sprittet, moden frugt og stadig lidt bløde tanniner. Et flot glas (88).

Ramos Pinto LBV 1982 (UF): Tawnybrun med lys orange kant. Mørke toner i næsen med lakrids, tørrede frugter, lidt balsamico og farin. Fin struktur, mørke bær, lidt lav på syre og mangler måske lidt friskhed (87).

Niepoort LBV 1987 (F): Tawnybrun med lys kant, ikke helt klar. Lidt fimset i næsen, men også med røde bær. Ok syreniveau, smag af syrnede kirsebær, stikker lidt vel meget, brændende eftersmag (82).

Quinta do Crasto LBV 1994 (UF): Flot rubin farve. Kirsebær og mørke bær samt lidt røgede toner i næsen. Fin struktur, god frugt og syre, markante men bløde tanniner. Fin vin, der stadig har udviklingspotentiale (88).

Ferreira LBV 1994 (UF): Rubin med lys kant. Grim duft af apotek, oxideret. Apotekerpræg i smagen også, kraftig med ok struktur, men stadig præg af at være oxideret (70).

Dow´s LBV 2001 (F): Mørk rubin med let lilla kant. Brombær, hyldebær I næsen, men virker også lidt kogt. Fin struktur, tør og med flot frugt (87).

Quinta do Crasto LBV 2000 (UF): Mørk rubin. Kraftig duft af frugt og mørke bær. Kraftig med godt med tanniner, pebret og fin ”vitageagtig” struktur (87).

Smith Woodhouse LBV 2004 (UF): Mørk rubin. Godt med hyldebær og solbær i næsen, men også lidt kærnemælkspræg. Brombær og peber i munden (84).

Burmester 2003 (F): Mørk rubin. Ikke så ekspressiv i næsen med frugt og grønne noter. Bløde i munden, floral, men også pebret og krydret. Fin tilgængelig og behagelig, men savner kompleksitet (80).

Warre LBV 2004 (UF): Mørk rubin. Let kærnemælkspræg i næsen, men også mørke bær. Brombær i munden og god balance mellem frugt og syre, lang pebret hale. Ok glas (86).

Noval LBV 2011 (UF): Mørk rubin. Masser af krydret frugt og mørke bær samt kærnemælkspræg. Meget frugt, fyldig krop og markante tanniner. En flot kraftig vin, men flot potentiale (88).

Quinta do Crasto LBV 2011 (UF): Mørk rubin, lilla kant. Mørke bær og florale noter samt lidt kærnemælk. Rund og med flot struktur, elegant med god frugt, let pebret, markante tanniner og god krydret hale (87).

Generelt var det fin kvalitet, da vine, som opnår point sidst i 80´erne, jo betegnes som vine af god kvalitet med såvel finesse som karakter. Og ja, LBV er på den ene side mere venlige og drikkeklare, når de kommer på markedet, men de har klart også lagringspotentiale for at udvikle sig.

Ser man på ufiltreret vs. filtreret er materialet lidt tyndt til at drage de store konklusioner, men umiddelbart virkede de filtrerede vine ikke til at have vundet med tiden. Der skal ikke være tvivl om, at en årgang som 2011 er stor både hvad angår Vintage og LBV, og taler vi om pris vs. kvalitet, er LBV klart en god investering. På sigt er de dog ikke helt så holdbare og af så god kvalitet som tilsvarende vintage-udgaver. Et hus som Ramos Pinto laver efter min mening meget gode LBV´er, men både denne smagning og en smagning af huset for nyligt, viste klare forskelle. Hvor husets Vintage fra 80´erne er perfekt modnede, delikate og florale og med rigtig god frugt, har de to smagte LBV´er (fra 1982 og 1985) udviklet sig mod det tawnyagtige. Det kan smage fint nok, men er ikke det samme.

Endelig vil jeg pege på enkelte huse, som leverede fremragende vine. Det gjaldt Quinta do Crasto, hvor alle tre vine fik pæn score, Quinta do Noval, hvor kvaliteten var og generelt er høj på LBV-området og endelig Warre, hvor især udgaven fra 1974 præsterede flot.

Vinho Verde fra Quinta de Linhares

Den 16. maj afholdes der smagning af portugisisk Vinho Verde i København for branchefolk – dvs. vinskribenter, sommeliers, importører og restauratører mv. Målet er at vise, at der faktisk fremstilles virkelig god hvidvin i regionen og ikke kun de billige udgaver, som mange kender. Fremstødet afvikles i et samarbejde mellem Vinens Hus og brancheorganisationen CVRVV (Comissão de Viticultura da Região dos Vinhos Verdes), og det består dels af en åben smagning, hvor 21 forskellige producenter fra Vinho Verde regionen præsenterer mere end 200 vine – og dels af to seminarer, hvor jeg er blevet indbudt til at fortælle om regionen, dens druesorter og underregioner. Læs mere her.

Jeg besøgte selv området i februar måned for at lave reportage og interviews til en artikel om Vinho Verde til juniudgaven af bladet Din Vinguide. Her var jeg bl.a. forbi de to fremragende alvarinho-producenter Anselmo Mendes og Soalheiro i den nordligste underregion Monção og Melgaço. Begge er blandt de 21 producenter ved smagningen i maj. Det samme gælder Quinta de Linhares, som også allerede er tilgængelig på det danske marked.

Quinta de Linhares ligger i underregionen Sousa og ejes af Agri-Roncão, som også står bag det udmærkede portvinsbrand DR. DR står for Domingos Ribeiro, og han blev faktisk født i Penafiel – ikke langt fra quintaen. Der produceres såvel blends som enkeltdruevine på sorterne loureiro, azal, avesso og arinto, rødvin på vinhão (ja, der findes også rød Vinho Verde) samt rosé. Winemaker er António Sousa.

Jeg har smagt et udvalg af deres vine:

Quinta de Linhares Rosé 2016: Lavet på blend af røde druesorter heriblandt espadeiro. Flot og mørk roséfarvet, let perlende. Duft af jordbær, lidt hindbær og blomster samt en smule vingummibamser, lidt parfumeret. Godt med frugt i munden med røde bær, frisk og høj syre, tør men med frugtsødme. Ok eftersmag. Fin terrassevin eller til lette sommerretter. 12,5 % alkohol.

Quinta de Linhares Avesso 2016: Grøngul, meget diskret perlende. Ikke så kraftig i næsen med friskt indtryk af pære, citron, græs, blomster og lidt fersken. Fin frugtfylde i munden, stilren, elegant og sprød med lidt mere sødme end vanligt for vine fra regionen samt med balancerende, men ikke høj syre. Ikke en kompliceret vin, men frisk, rund og behagelig – velegnet med eller uden mad. Skal serveres kold. 12 % alkohol.

Quinta de Linhares Azal 2016: Flot gulgrøn. Kraftig og intens duft med muskat, pære, citrus, ananas og andre tropiske frugter. Fyldig og dejlig i munden med god frugt og tropiske noter som ananas og krydret, men stadig frisk og med tilstrækkelig syre til at balancere. En dejlig og lidt anderledes Vinho Verde til prisen. Skal serveret afkølet. 12 % alkohol.

Quinta de Linhares importeres af DrikPortvin, som også importerer portvinene fra DR. For at markere, at han nu også sælger Vinho Verde, indbyder Torben Mandrup til en smagning af Quinta de Linhares den 9. juni.

Portvinens terroir – lidt forskningshistorie

Jeg har tidligere berørt terroir i Douro i et opslag i forbindelse med en smagning af Single Quinta Vintage i The Vintage Port Club (læs her).

Man kan selvfølgelig med rette spørge, om det ikke er lige meget, hvilken jordbund, hvor meget nedbør og hvilke temperatursvingninger, der er rundt om i en vinregion, når bare vinen smager godt? Og efterfølgende hvilke kemiske processer, der foregår, når vinen bliver til og siden lagrer på fad eller flaske?

Set fra et forbrugersynspunkt, er det vigtigste helt sikkert, at man finder ud, hvilke vintyper og producenter, man kan lide, og hvilke man bryder sig mindre om. Men vil man også forstå hvorfor og hvordan det går til, at vinen bliver, som den gør, må man lidt dybere ned. Så må man begynde at interessere sig for begreber som terroir, vinifikation og oxidation samt de komponenter, vinen består af, og de kemiske forbindelser, der foregår.

Nyligt faldt jeg over en ny artikel, ”The terroir of Port Wine: Two hundred and sixty years of history”, som blev offentliggjort i tidsskriftet Food Chemistry først på året. Artiklen er forfattet af Maria Prata-Sena, Bruno M. Castro-Carvalho, Sandra Nunes og Paula Silva fra Institute of Biomedical Science Abel Salazar i Porto samt Bento Amaral, der som bekendt er teknisk direktør på portvinsinstituttet, IVDP.

Der er tale om en gennemgang og tværlæsning af den litteratur, der findes om terroir mv. i Douro – og altså ikke ny forskning i sig selv. Men artiklen giver et udmærket overblik og refererer flere tankevækkende undersøgelser og konklusioner. Samtidig beskæftiger den sig ikke kun med terroir forstået som jordbund, klimatiske forhold, druesorter og dyrkningsmetoder, men også med den efterfølgende menneskeskabte proces, når vinen produceres og siden lagres.

Lad mig komme med nogle små udvalgte eksempler:

Hvad angår temperaturer i Douro viser undersøgelser f.eks., at temperaturen om foråret har stor betydning for høstudbyttet rent kvantitativt. I perioden 1932-2008 skulle forårstemperaturen således kunne forklare 35 % af forskellene i mængden af vin.

Taler vi om kvalitet, peges der på tidlig modning som en vigtig faktor herunder hvileperioden – altså perioden efter høst og frem til, at de nye skud begynder at vise sig. Det samme gælder en længere periode fra blomstring til veraison – tidspunktet, hvor druerne skifter farve og begynder at modnes.

Begge dele kan altså tages som indikatorer på, hvordan årets høst bliver henholdsvis kvantitativt og kvalitativt, men andre faktorer spiller selvfølgelig også ind.

Foruden temperatur omtales emner som nedbør, vandstress og jordbund. Hvad sidstnævnte angår, skriver forfatterne bl.a., at skifferjorden, som er den mest udbredte i Douro, fremmer modningen af druerne, da skiffer er mørkere og derfor absorberer sollyset. Smagsmæssigt menes skifferjorden at frembringe kraftigere, pebrede og krydrede vine – smagsnuancer som genkendes fra f.eks. ung vintage.

Artiklen går kun i dybden med få af de mere end 110 druesorter, som dyrkes i regionen. For de rødes vedkommende gælder det ikke overraskende Touriga Franca, Tinta Roriz og Touriga Nacional, mens de nævnte hvide er Códega, Malvasia Fina og Moscatel. Om Tinta Roriz kan man bl.a. læse, at den ved store udbytter giver dårligere kvalitet med ringere krop og farve i vinene, hvorfor den faktisk i visse år udelades i blendet.

Et andet hovedafsnit i artiklen vedrører ”Human activity”, hvilket omfatter såvel arbejdet i marken som i kælderen og under lagringen. Mange ting bringes på banen, men lad mig her nøjes med at referere de forskellige farveangivelser, der nævnes i forbindelse med de forskellige portvinstyper. Dette emne bringes jævnligt på banen i forbindelse med indkøb af gamle flasker, hvor der ofte er andre betegnelser på labelen end dem, vi kender i dag. Derfor bringer jeg her alle betegnelserne fra artiklen med de engelske betegnelser i parentes.

Retinto (full red)

Tinto (red)

Tinto alourado (medium tawny)

Alourado (tawny)

Alourado claro (light tawny)

Branco dourado (gold)

Branco palha (straw)

Citrino (citrus colour)

En anden ting, der diskuteres i portvinskredse er, om det er et spil for galleriet, når man fodtræder druerne i de gamle lagares af granit? Eller om det vitterligt giver en bedre kvalitet pga. føddernes nænsomhed overfor kerner etc.? Her giver artiklen ikke noget klart svar, da den henviser til to forskellige undersøgelser med hvert deres svar. Den første konkluderede, at den gamle metode gav en langt bedre udtrækning af tanniner og farvestoffer, hvilket alt andet lige giver bedre kvalitet. Den anden sagde modsat, at det ikke gjorde forskel på kvaliteten, om man brugte fødder eller mekanik, granit eller ståltank.

Alt i alt en fin gennemgang af research, undersøgelser og litteratur på området – en oversigt, som man bliver klogere af at læse, selv om der altså ikke er tale om ny viden. Har man lyst til at nørde lidt på portvinsområdet, er den lille, men kompakte 10-siders artikel værd at investere i.

Artiklen findes i sin helhed i “Food Chemistry, an Elsevier journal” via dette link.

Ramos fra 1960 til 1991

Det er ingen hemmelighed, at jeg har en stor kærlighed til portvinshuset Ramos Pinto. Deres kunstplakater og husets historie har fascineret mig fra det første besøg tilbage i år 2001, hvor jeg så de gamle kontorlokaler, kunstudsmykninger og effekter fra arkivet, inden deres museum officielt åbnede.

Og så ikke at forglemme laver de udmærket portvin i begge afdelinger – altså såvel en fremragende serie af tawny med alder som delikate vintages. Sidstnævnte har dog tidligere ofte stået i skyggen af de store vintagehuse, men synes fortjent at have fået mere opmærksomhed og hæder de senere år.

Som eksempel kan nævnes, at James Suckling i sin bog ”Vintage Port” fra 1990 placerer Ramos Pinto i femte og sidste kategori i det klassificeringshierarki, han oplister. Ganske ufortjent efter min mening, da huset gang på gang har overrasket ved horisontale smagninger i f.eks. The Vintage Port Club. Efter min mening bør Ramos placeres lige under de helt store mærker, når det gælder vintage. Medium søde, delikate, indbydende og florale – nogle vil sige lidt feminine i stilen, hvis man tør referere sådan en betegnelse i disse #MeToo tider.

Af ovennævnte årsager takkede jeg ja til et gæstebesøg i Portvinsklubben af 1981, som er hjemhørende i København, da de forleden havde Ramos Pinto på programmet. Der var tale om en vertikalsmagning af vintage fra 1970 til 1991, hvortil siden føjede sig en Magnum fra 1960, venligt doneret af et af klubbens medlemmer.

Aftenens første vin var dog en Ramos Pinto LBV fra 1985 serveret blindt som aperitif. Den kunne man så nippe til, mens klubbens tidligere formand Robert Heinrich Metasch fortalte lidt om husets historie. Ramos Pinto var frem til 1990 ejet af efterkommere af grundlæggeren Adriana Ramos-Pinto eller broderen António. Siden salget til champagnehuset Louis Roederer har det dog stadig været familiemedlemmer, som står i spidsen. Da João Nicolau de Almeida (tv. på billedet) i 2016 gik på pension, overtog Jorge Rosas direktørposten, mens Ana Rosas (th. på billedet) allerede på det tidspunkt havde overtaget positionen som chefwinemaker.

Ses bort fra Vintage 1960 blev vinene serveret semiblindt. Nedenfor følger mine noter fra smagningen. Da klubben afgiver point efter 20 skalaen, gør det samme sig gældende her. Nogle af min karakterer kan måske synes lidt lave, men her må jeg erindre om, at en karakter på 10 angives som en passabel vin og en på 11 som en god vin.

LBV 1985: Rødbrun. Mørke bær, cassis, tørrede frugter og mokka i næsen. Mørk og intens, lidt rustik og ikke så kompleks, pebret og krydret og med pebret hale (11).

Vintage 1960: Utrolig flot farve og flot skær, lys rødbrun med orange kant. Dejlig duft af blomster, violer og røde bør, især jordbær. Elegant og floral med røde bær og lidt peber, harmonisk og stadig med fint liv, selv om årgangen generelt regnes for at have peaket for længe siden. Det skyldes måske et længere vil på Magnum. En dejligt glas (18).

Vintage 1970: Meget lys, orangebrun som et aldret hvid. Duft af orangeskal og lidt mandler, oxideret. Indbydende nok med smag af mandel og orange, men helt uden frugtpræg (12).

Vintage 1980: Mørk rubin, meget dyb og mørk, næste uigennemsigtig. Mørke bær som hyldebær samt violer. Godt med krydret frugt i første omgang, derefter lidt flere nuancer og florale noter samt bløde integrerede tanniner.  Ved anden gennemsmagning fremstod den dog lidt vel kompakt med marmeladepræg og uden de store nuancer, hvilket trak ned (15).

Vintage 1982: Første flaske var tydeligt med fejl, men jeg fik heldigvis lidt af en anden. Rødbrun, lidt uklar. Ekspressiv duft med mørke bær, viol og blomster samt lidt grønne noter som mentol. Intens og flot struktureret i munden med røde bær, violer og blomster, harmonisk med fin, lang hale. Et dejligt glas i typiske Ramos stil (18).

Vintage 1983: Rubin, medium intens og flot rød kant. Ekspressiv og flot næse med røde bær og florale noter. Elegant og floral, men også intens og fyldig, harmonisk og med lang let krydret hale. Også et rigtigt godt glas (18).

Vintage 1985: Mørk rubin med brun kant, meget intens. Blomster, brombær og violer i næsen. Blød i munden, intens og delikat, tør og floral, pebret hale (17).

Vintage 1991: Lys, brun med lys kant og rød kerne og et orange skær, let tåget og uklar. Markant duft at gummi og apotek, som dog aftog med tiden, floral med røde bær. Røde bær og blomster i munden, elegant, men lidt vel let, savner struktur (10).

Et par af vinene kræver lidt ekstra ord. Vintage 1970 var tydeligvis oxideret og fremstod på alle måder mere som en hvid portvin med fadlagring end en vintage. Når man ihukommer, at der er tale om en klassisk år med vine, der er spået et langt liv, må den siges at have udviklet sig alternativt, hvilket givet ikke har været meningen. Når det er sagt, var den faktisk godkendt i smagen. Vintage 1991 må siges at være skuffende. Nok er året ikke det største, men en vin fra 90´erne bør have mere kraft og farve. Om der var tale om en fejl, tør jeg ikke sige, men i så fald gjaldt det flere flasker.

Ved den efterfølgende afstemning blandt deltagerne kom Vintage 1960 på førstepladsen forfulgt af Vintage 1983 og Vintage 1982 – altså de samme vine, som jeg selv ratede højest. 1983 har endnu ikke skuffet mig og sidder i disse år lige i skabet. Vil du læse mere om Ramos Pinto Vintage 1983 samt de udgaver på enkeltdruer, som João Nicolau de Almeida lavede samtidig, så se her.

Sogrape Triatlon med Luís Sottomayor

Alle portvinssmagninger kan være glimrende. Men det giver altid lidt ekstra at smage vin i selskab med dem, der har lavet den.

Det gjaldt også nyligt, hvor chefwinemaker for Sogrape, Luís Sottomayor, gæstede The Vintage Port Club i Odense. En stor ære, da det faktisk var første gang overhovedet, at den respekterede ønolog og winemaker var i Danmark.

I 1989 startede Luís Sottomayor i teamet af winemakere hos Ferreira under ledelse af den legendariske Fernando Nicolau de Almeida – manden der opfandt Barca Velha. Ferreira var et par år inden blevet overtaget af Sogrape, hvis position på det portugisiske vinmarked især skyldes succesen Mateus Rosé. Da Sogrape i 1995 købte Offley og senere i 2002 Sandeman, kom Luís til at arbejde med alle tre traditionsrige portvinshuse. I 2003 blev han udnævnt til chefwinemaker og overtog derfor det overordnede ansvar for alle tre portvinshuse samt Casa Ferreirinha, der står for bordvinene fra Douro herunder førnævnte Barca Velha.

Luís Sottomayor er flere gange blevet udnævnt til årets winemaker i Portugal, f.eks. i 2010 hvor det var for portvinsområdet og senest i 2017, hvor han blev kåret som årets winemaker af tidsskriftet Revista de Vinhos.

Aftenens smagning var en klubspecialitet, som vi kalder for en triatlon-smagning. Det betyder, at vi f.eks. smager fire huse op mod hinanden i tre årgange eller omvendt, så vi på den måde både smager vertikalt og horisontalt. Eller med andre ord: Vi får mulighed for at sammenligne de enkelte huse i flere årgange og samtidig følge udviklingen i det enkelte hus.

I dette tilfælde var det selvsagt Sandeman, Ferreira og Offley, som blev smagt op mod hinanden. Blandt de årgange, hvor alle tre huse havde deklareret, valgte vi 1980, 1994 og 2000 hvortil kom deres 20 års Tawny. Og det var der en pointe i. For som Luís forklarede, er de særlige kendetegn i stilart for de tre huse vendt lidt på hovedet, når vi bevæger os fra vintage til tawny.

- Når det gælder vintage, er Offley mere enkel og ligefrem og let at forstå. Sandeman er mere kraftfuld med dybere farve og kraftigere tanniner. Og endelig befinder Ferreira sig et sted i midten med mere elegance og kompleksitet, fortalte Luís Sottomayor og fortsatte:

- Ved tawny skifter Sandeman og Offley plads. Her er Offley mere robust, mens Sandemans stil er mere feminin med lysere farve. Og igen befinder Ferreira sig et sted i midten.

De 12 vine blev serveret åbent, så vi kunne snakke om dem undervejs. Først fik vi de ni vintagevine, derefter de tre tawnies. Her er lidt noter fra smagningen:

Sandeman Vintage 2000: Mørk rubin, begyndende lys kant. Kraftig duft af cassis, frugt og krydderier. Fyldig i munden med masser af frugt og markante, men dog ikke rå tanniner. Begyndt at åbne op, men har stadig brug for nogle år (92).

Ferreira Vintage 2000: Mørk rubin. Duft af såvel røde som mørke bær, fin ekspressiv. Dejlig med frugt og elegance og fin balance, bløde integrererede tanniner og krydret hale. Ligeledes ved at åbne sig (92).

Offley Vintage 2000: Mørk rubin. Ikke så ekspressiv i næsen, men med fyldig frugt og mørke bær. Blød, pebret, lidt ligefrem. Savner lidt struktur (89).

Sandeman Vintage 1994: Mørk rubin med lidt brunt skær i kanten. Lidt kamfer og apotek i næsen, som desværre overdøver bær og frugt. Fin i munden med godt med frugt, ikke så kraftig og ikke helt harmonisk (88).

Ferreira Vintage 1994: Mørk rubin med let lys kant. Flot duft af røde bær. Fyldig og krydret, men også med store elegance og flot syre. Et dejligt glas (94).

Offley Vintage 1994: Mørk rubin med let lys kant. Ikke så ekspressiv, men dog fine røde bær. Blød og harmonisk, lidt vel sød og med pebret hale, men fin og meget tilgængelig (92).

Sandeman Vintage 1980: Rød, lys. Fin duft af røde bær og en lille smule apotek. Fin moden, let og elegant, men stadig med frugt og syre. Har nok ikke mange år foran sig (90).

Ferreira Vintage 1980: Meget lys, rød og med lys kant. Hindbær og jordbær i næsen samt lidt florale noter. Delikat, ikke kraftig men stadig med frugt og flot syre og derfor fint balanceret. En dejlig moden vin (93).

Offley Vintage 1980: Lys med rød kerne. Diskret duft af røde bær. Sød og krydret, fint med frugt, men skal nok drikkes inden for nogle år (91).

Sandeman 20 års Tawny: Lys, rød, næste pink. Røde bær og mandler, lidt parfumeret. Let i munden, cremet og elegant (90).

Ferreira 20 års Tawny: Flot tawny-brun. Fin og kraftig duft af nødder, figner og tørrede frugter. Dejlig i munden, kraftfuld men ikke tung. En af mine favoritter i kategorien (93).

Offley 20 års Tawny: Brunrød, duft af rosiner, nødder og vanilje. Ok struktur og godt med syre, men også uden de store finesser (89).

Go West!

Cabernet sauvignon, merlot, chardonnay og zinfandel. Det er de vinsorter, vi umiddelbart forbinder med Californien. De fleste ved også, at der dyrkes pinot noir og Rhône-sorter som syrah, grenache og rousanne. Men hvordan med riesling, grüner veltliner, vermentino, albariño og sangiovese? Det er vel ikke druesorter, vi forbinder med den solrige stat i det vestligste USA?

Men de dyrkes også, og faktisk er klima og terroir så mangfoldigt, at det meste kan lade sig gøre. Det var i al fald påstanden fra Geoff Kruth, som forleden holdt et seminar om ”The Unknown California” i forbindelse med vinfremstødet ”Go West!”, der havde fokus på vine fra Washington State, Oregon og Californien.

”Jeg elsker, at der er store variationer i Californien lige nu. Alle stilarter og typer findes. Jeg vil derfor gerne præsentere nogle stilarter, som vi ikke kender så meget til. De laves i små mængder, og det meste drikkes på restauranter eller sælges i Californien,” indledte Geoff Kruth, som er Master Sommelier og præsident for GuildSomm.com, der er en nonprofit organisation for over 12.000 professionelle vinfolk.

Geoff Kruth fortalte derefter kort om de forskellige regioner og de store forskelle klima- og terroirmæssigt, hvilket netop er baggrunden for at så mange forskellige druesorter kan modnes.

”I Santa Barbara Valley er der f.eks. så store forskelle, at der dyrkes pinot noir i vest, mens carbernet modner fint i øst,” fortalte han.

Efterfølgende smagte vi otte meget forskellige vine, men med det fællestræk, at det var vine, hvor man ikke umiddelbart ville gætte at oprindelsen var fra Californien. Nogle fordi druesorten er anderledes end det vante – andre fordi typen var en anden end det forventelige på druesorten.

Følgende vine blev smagt:

Schramsberg Blanc de Blanc 2015: Lavet på 100 % chardonnay, hvoraf 54 % kom fra Napa og 46 % fra Sonoma. Lys grøngul, blank. Duft af æbler, lidt gær og florale noter. Mousserende, selv om bobler umiddelbart ikke kunne ses, frisk, ikke så frugtfyldt, men med æbler og lidt eksotisk frugt, lav alkohol. En let, tør og frisk vin.

Handley Cellars Riesling 2016, Anderson Valley: Lys grøngul, medium intens. Duft af æble, lidt citrus, pære, blomster og lidt ananas. Pære og honning, tilstrækkeligt balancerende syre, men virker ikke høj på syre. Fin aromatisk vin.

Carlisle Winery Grüner Veltliner 2015, Sonoma Mountain: Lys grøngul. Lidt parfumeret og floral i næsen. Fint med frugt og syre og derfor i god balance og med fin tekstur. Mineralsk og med lidt bitterhed i halen. Kan fint drikkes nu, men også udvikle sig. God madvin.

Ryme Cellars Hers Vermentino 2016, Carneros: Parret Ryan og Megan Glaab laver en del vin på italienske sorter. Hvad angår vermentino ville han gerne lave en orangevin, mens hun foretræk en ren udgave, Hers. Gulgrøn. Frisk næse med modne stenfrugter og blomster og lidt eksotiske og røgede noter. I munden mineralsk og floral, dejlig aromatisk og lidt krydret samt med fin syrebalance. Fin lang hale.

Black Stallion Winery, Albariño 2016, Napa Valley: Grøngul. Ikke så ekspressiv i næsen med mandarin og lidt citrus. Flot i munden, fin balanceret med godt med frugt og kompleksitet. Bitterhed fra fenoler i enden. Fin madvin.

Giornata, Il Campo Rosso 2015, Paso Robles: Blend af sangiovese, barbera, nebbiolo, aglianico og merlot. Lys rubin, let lys kant. Kirsebær, blommer og krydderier i næsen, virker måske lidt umoden. Frisk og rig på frugt, ligefrem og ukompliceret entry level, men fint drikkelig og behagelig.

Seghesio Vineyards Sangiovese 2013, Alexander Valley: Rubin, mere fyldig. Flot næse med kirsebær, blommer og frugt. Dejlig i munden med fin frugt, fyldig, men stadig elegant. En udmærket vin, hvor druens genfindes, men tydeligt har fået lidt mere varme end i Toscana.

Lost and Found, Carignan og Mourvédre 2015: Geoff Kruths eget vinprojekt, her baseret på Rhône-sorter. Rød rubin, medium intens. Røde bær, lav på alkohol og stor elegance. Bløde og diskrete, men også markante tanniner, fin afslutning.

Efter dette seminar (et andet med fokus på signaturdruer fra de tre stater fulgte senere, men uden min deltagelse) var der frit spil blandt de små 200 vinhuse fra Californien, Oregon og Washington State. Med i alt omkring 1000 vine måtte der gøres nogle valg. Jeg koncentrerede mig hovedsageligt om Oregon, der især udmærker sig med deres vine på pinot noir, men sluttede så med enkelte, fornøjelige stop i de to andre stater.

Jeg vil blot fremhæve to producenter, som faldt i min smag:

Domaine Verdant i Yamhill-Carlton AVA laver vine på chardonnay og pinot noir. Deres Enchanteuse Chardonnay 2014 var meget burgundisk i stilen med frugt og friskhed og godt lagringspotentiale. Pinot Noir laves i forskellige udgaver, hvoraf nogle er baseret på enkeltkloner. Jeg smagte Quintessance 2013, Clone 113 (de andre var klon 114 og 115) og La Follesse. Meget stringente og stilrene vine, som jeg helt sikkert gerne vil gensmage og udforske noget mere.

Chehalem Winery fra Ridgecrest Vineyards i Ribbon Ridge, som har marker rundt om i tre AVA´er i Willamette Valley (Chehalem Mountains, Dundee Hills og Ribbon Ridge), præsenterede vine på chardonnay, riesling, gamay og pinot noir. Chehalem betyder blomsterdalen på et gammel indiansk sprog. Jeg smagte den udmærkede Three Vineyard Riesling 2015, som havde masser af frugt, men også balancerede syre, en frisk og let gamay noir 2015 med god struktur og elegance, Three Vineyard Pinot Noir 2015, som er et blend af druer fra tre forskellige marker, samt endelig Reserve Pinot Noir 2015, som var ganske lovende. Også et spændende hus, som det er værd at være opmærksom på.

Fra Oregon smagte jeg endvidere vine fra Joe Dobbs, Chateau Bianca, Voix de la Vigne, Adelsheim Vineyard og Patton Valley Vineyard. Efterfølgende smagte jeg vine fra Hedges Family Estate og Gramercy Cellars i Washington State og Francis Ford Copploa Winery, Robert Mondavi Wines og Stag´s Leap Wine Cellars i Californien – de sidste to er jo et par af pionererne inden for kvalitetsvin fra Napa Valley i Californien.

Hos Robert Mondavi Winery smagte jeg Napa Valley Fume Blanc 2015, Oakville Cabernet Sauvignon 2013 og The Reserve 2014 – topvine, hvor den sidste dog brug for tid til at modnes.

Hos Stag´s Leap smagte jeg Cabernet Sauvignon Artemis 2015 og Cabernet Sauvignon Fay 2014. Flotte, flotte vine, hvor den sidste dog endnu var meget rå.

Alt i alt et spændende fremstød med såvel indholdsrige seminarer som vine af høj kvalitet. Må indrømme, at jeg blive mere og mere glad for vine fra USA, selv om jeg generelt ikke drikker så meget oversøisk.

Simplesmente Vinho

For knap 14 dage siden blev der afholdt to vinfestivaler i Porto på samme tid. Begge havde især fokus på portugisisk vin, men så holder lighederne også op, for der er tale om to meget forskellige festivaler.

Den store festival Essência do Vinho blev afholdt for 15. år og bød på en lang række udstillere og utallige smagsprøver. Dertil kom særlige events og smagninger herunder kåringen af TOP 10 Portuguese Wines, hvor jeg selv sad i smagepanelet (læs mere her).

Selve udstillingen fandt sted i såvel den store sal som alle siderum i den gamle børsbygning, Palácio da Bolsa, i Porto. Da der under det officielle program de første to dage kun var afsat lidt tid til at gå rundt, valgte jeg også at besøge festivalen lørdag eftermiddag fra ved åbningstid kl. 15 og et par timer frem, til antallet af gæster blev for højt. Og det er lidt af den skønne gamle bygnings problem. Det er charmerende og flotte rammer om en vinfestival, men også et sted med mange små rum og passager i forhold til antallet af deltagere - centralt beliggende, men trangt for ikke at sige overfyldt. 

Jeg valgte dels af koncentrere mig om at smage Vinho Verde og Dão og dels at hilse på producenter, som jeg kendte i forvejen. Listen af steder, jeg gjorde stop, er lang. Ingen nævnt, ingen glemt.

Inden da – nemlig lørdag formiddag – besøgte jeg en anden vinfestival, Simplesmente Vinho, som blev afholdt i et gammelt nedlagt pakhus lidt ude langs Douro-floden. Initiativtager til festivalen, som blev afholdt for 6. gang, er João Roseira fra Quinta do Infantado, som jeg har besøgt flere gange gennem årene (læs f.eks. her). Og på samme måde som Infantado er anderledes, mere rustikt og afslappet, end så mange andre quintaer i Douro, således var også Simplesmente Vinho anderledes, alternativt og afslappet. Udstillerne er primært mindre og/eller alternative producenter fra hele landet – og gerne producenter, som vil noget bestemt med deres vin, hvad enten vi taler om økologi eller helt særlige smagspræferencer.

Det er altså winemakere med attitude eller lysten til at eksperimentere og lege, man kan møde i det gamle lagerlokale. Hver udstillinger råder over en tønde, hvorfra de kan præsentere deres vine. Små spyttebakker er erstattet af store plastikbeholdere.

Blandt de mange udstillere, jeg fik hilst på og prøvesmagt flasker hos, var:

Vinho Verde producenten Quinta da Raza, som havde enkeltdruevin med på azal, arinto, avesso og alvarinho samt et par blends. En udmærket introduktion til druesorter og mere traditionel, frisk vinho verde stil. Raza importeres i øvrigt til Danmark af VinoVenue.

Valados de Melgaço, en mindre producent med en meget tør stil med afsæt i vinmarker ved Quinta de Golães.

Vale dos Ares fra Monção, hvor jeg nød deres alvarinho limited edition i forskellige årgange.

Pequenos Rebentos, ligeledes Vinho Verde produceret af winemaker Márcio Lopes, som tidligere har arbejdet sammen med Anselmo Mendes. Jeg smagte såvel en 100 % loureiro som hans alvarinho i flere årgange. Frugtrige og friske vine med stort lagringspotentiale. Foruden Vinho Verde producerer Márcio Lopes også vin fra Douro.

Sem Igual fra producenten João Camizão Rocha fra underregionen Amarante, som bød på blend af arinto og azal.

Fra Minho bevægede jeg mig derpå sydpå til Dão, hvor jeg besøgte den spændende winemaker Antonio Madeira og Quinta da Pellada, hvis Carroussel på 100 % touriga nacional altid er en fornøjelse. Jeg smagte årgang 2012 samt Quinta da Pellada Primus 2015 og Quinta da Pellada tinto 2014.

Jeg hilste også på Bairrada-producenten Filipa Pato og Douro winemakeren Paulo Continho fra Quinta do Portal, som præsenterede en serie af mere eksperimenterende vine under navnet Portal Unlocked. Det gjaldt bl.a. en hvidvin lagret sur lie på en gammel øltønde. Det var tydeligt, at Paulo, som jeg efterhånden har mødt mange gange, nød at have et lille eksperimenterede hjørne.

Begge festivaler kan varmt anbefales, så måske vender jeg tilbage næste år