To gange Vintage fra Alvaro van Zeller

Omtalte vine er sponseret af importøren.

Kære bart har mange navne, fristes man til at skrive. Da brødrene Fernando og Álvaro van Zeller i 1998 etablerede sig som portvinsproducenter under navnet Barão de Vilar, var det nok ikke planen, at de godt 20 år senere skulle have adskillige brands i deres portefølje. Og som van Zeller navnet har gamle aner – familien flyttede til Portugal fra Holland i starten af 1700-tallet og har siden være knyttet til adskillige portvinsfirmaer, ikke mindst Quinta do Noval – har de også gravet dybt i historien, når de skulle navngive deres portvine.

Titlen som Barão de Vilar blev således givet til en af forfædrene, Cristiano Nicolau Kopke, af Dronning Maria 2. i 1836 – og dermed er også familierelationen til et andet gammelt portvinshus nævnt. En anden familieforfader var Walter Maynard, som i 2010 lagde navn til Maynard´s, der i første omgang blev lanceret for at imødekomme de engelsktalende lande, som kunne have svært ved at udtale den portugisiske barons navn.

I 2017 lancerede de så endnu et brand, Palmer, opkaldt efter Samuel Palmer, som i 1685 købte ejendommen Casa de Melladas, og ligeledes er en del af slægten. Álvaro van Zeller fortalte mig ved lanceringen, at han regner Palmer for deres topbrand, både når det gælder gammel fadlagret portvin og Vintage (læs min omtale her).

Foruden disse tre portvinsmærker ejer Barão de Vilar også det gamle brand Feuerheerd samt Menéres, der vel kan betegnes som deres ”lavprismærke”, ligesom de lægger produktionsfaciliteter til andre mærker.

Jo, det er ikke altid nemt at følge med, når det gælder de driftige brødre, ligesom alle, der har nydt godt af Álvaros gæstfrihed i kælderen, sikkert har haft svært ved at følge med, når det gælder udskænkning af spændende flaske- eller fadprøver.

Álvaro van Zeller er en sand masterblender, som f.eks. to gange har stået for at blende jubilæumsvin til The Vintage Port Club – først i form af en hvid Colheita fra 1989 i Barão de Vilars navn og siden med en 30 års Tawny fra Andresen, hvor han også fungerer som winemaker og masterblender.

Men selv om Colheita og Tawny nok er firmaets største styrke, skal man ikke underkende deres LBV og Vintage, som ofte giver god kvalitet for pengene. Der udsendes Vintage fra Barão de Vilar, Palmer og Maynard´s – sidstnævnte også i en økologisk udgave.

I 2018, som jo er seneste deklarerede årgang, har de (så vidt jeg ved) kun udsendt Maynard´s og Palmer. Høstrapporten fra Álvaro van Zeller taler om ustabilt vejr, hvor en kold og tør vinter blev afløst af et regnfuldt forår. Så året tegnede sig ikke så godt, men et par måneder med høje temperaturen og tørt vejr lige inden høsten samt godt vejr under selve høsten resulterede i høj druekvalitet.

Jeg har været så heldig at få et par fadprøver tilsendt af begge. Vinene blev smagt over et par dage – første gang blindt sammen med en tredje Vintage. Her følger mine noter:

Maynard´s Vintage 2018 (fadprøve)

Blend af touriga franca, touriga nacional, tinto cão og små parceller med Vinhas Velhas. Mørk rubin, næsten uigennemsigtig, lilla kant. Lidt rustik næse i første omgang, efter lidt tid mere elegant med ribs, blommer, brombær, andre mørke bær og balsamico, lidt røget og krydret. Fin og let cremet i munden med godt med frisk frugt, mørke bær, friske krydderurter, høj syre, kraftige integrerede tanniner, lidt sødme, men med tørre tanniner i enden, fint potentiale på mellemlangt sigt (91).

Palmer Vintage 2018 (fadprøve)

Blend af touriga franca, touriga nacional, tinto cão og små parceller med Vinhas Velhas. Mørk rubin, tæt, uigennemsigtig, lys lilla kant. Frisk og elegant duft med brombær, lidt hyldebær og røde bær, floral med lavendel og esteve samt lidt kakao. I første omgang blød og elegant i munden med mørke kirsebær, brombær, peber og krydderier, derefter potent med godt med frugt, høj syre, masser af peber og godt med bløde tanniner, tør lang hale med et syresvip og tørre tanniner. Fint potentiale på mellemlang sigt (92).

Palmer og Maynard´s importeres af Vinimondo.

Bom Retiro Vintage 2018

Omtalte vin er sponseret af producenten

Ramos Pinto var blandt de første portvinsproducenter, som tidligere i år offentliggjorde deres deklarationer for 2018. Huset deklarerede i 2015, sprang 2016 over og var så klar igen i 2017, hvor de udsendte såvel klassisk Vintage som Single Quinta Vintage fra Quinta de Ervamoira i Douro Superior.

I 2018 blev det til en Single Quinta fra Bom Retiro – den anden af husets fire quintaer, som lægger navn til såvel Single Quinta Vintage som Tawny med alder, idet husets 10 og 20 års Tawny er navngivet efter henholdsvis Ervamoira og Bom Retiro.

Jeg fik sendt en fadprøve op, men først lidt om Quinta do Bom Retiro og høsten.

I museet hos Ramos Pinto i Vila Nova de Gaia kan man blandt mange andre kunstværker og udsmykninger se et par store azulejos-billeder af en faun ridende på et æsel og af nøgne nymfer. De samme store paneler hænger på Quinta do Bom Retiro over Quintaens lagar, som stadig bruges til fodtrædning af druer, f.eks. den nye Vintage 2018.

Quintaen ligger i Cima Corgo, nærmere bestemt i Torto-dalen på sydsiden af Douro, og kan dateres tilbage til 1700-tallet. Den blev inkluderet i demarkeringen i 1789 og blev overtaget af Ramos Pinto i 1919. Bom Retiro kan oversættes som ”et godt sted at trække sig tilbage” og blev da også indrettet skønt med haveanlæg og Douro-dalens første swimmingpool. Rygterne fortæller, at levemanden Andriano Ramos-Pinto fornøjede sig på quintaen med smukke kvinder fra Paris. Hvem ved, måske har nogle af dem stået model til de nøgne nymfer.

Ejendommen er på 110 hektar, hvoraf 62 er vinmarker, plantet i 110 til 400 meters højde og med en gennemsnitsalder på ca. 40 år. Quintaen indgik i sin tid i de eksperimenter med sorter og plantemetoder, som José António Ramos Pinto Rosas og daværende winemaker João Nicolau de Almeida foretog sidst i 70´erne og starten af 80´erne. Det var således på Quinta do Bom Retiro, at de første patamares blev anlagt, ligesom der blev etableret vertikal plantning, også kaldet ao alto.

Ramos Pinto har jævnligt udsendt Single Quinta Vintage fra Bom Retiro. I deres kælder i Gaia ligger bl.a. flasker fra Bom Retiro fra 1931 og 1922, men der findes også endnu ældre vine fra ejendommen. I et gammelt katalog fra 1888 fra auktionsfirmaet Christies optræder således en Cockburn´s Bom Retiro flasket i 1849, mens andre er udsendt i Feuerheerds navn. Den seneste fra Ramos Pinto er fra 2014 og nu følger altså 2018.

”2018 var et af de mest udfordrende år for dyrkning af vin, men vinen er med ekstraordinær frugt,” fortæller Master Blender Ana Rosas og uddyber:

”Det var en tør og kold vinter på Quinta do Bom Retiro med meget lidt nedbør registreret. Byger i foråret var intense og gav rigeligt nedbør og blev fulgt at kølige temperaturer. Dette forsinkede høsten og forhindrede også arbejdet i marken, hvilket var en stor udfordring. August og september, som er afgørende for druernes modning, var tørre og varme, så druerne alligevel opnåede fuld modning ved høsten.”

Terroiret og klimaet ved Bom Retiro giver forholdsvis friske og elegante vine. Eller som administrerede direktør for Ramos Pinto, Jorge Rosas slagordsagtigt udtrykker det:

”Definitionen på elegance. Det er det perfekte fingeraftryk fra de unikke vinmarker på Quinta do Bom Retiro.”

Om drueblandingen har Ana Rosas oplyst, at rygraden udgøres af tre små nordøstvendte parceller med touriga nacional som er gæret sammen med sousão i granit-lagar. Dertil kommer druer fra et par gamle blandede marker henholdsvis lavt og højt beliggende samt touriga franca, som leverer aroma, farve og tanniner.

Fadprøven blev smagt over to dage. Her er mine noter:

Ramos Pinto Quinta do Bom Retiro Vintage 2018 (fadprøve): Blend af 62 % touriga nacional, 28 % touriga franca, 5 % Vinhas Velhas, 3 % barroca og 2 % sousão. Dyb rubin, næsten uigennemsigtig og med lilla kant. Violer, hyldebær, mørke kirsebær, esteve, lidt kakao. Pænt med frisk frugt, mørke kirsebær og brombær, floral, peber, god struktur og rimelig elegance, markante, men bløde tanniner, høj syre, lang hale, mellemlangt potentiale. Dejlig vin, som kan drikkes nu, men vil have godt af lidt tid (92/93).

Ramos Pinto har i øvrigt lavet en lille seværdig reklamefilm om vinen. Her kan man høre kommentarer fra såvel Ana Rosas som medblender Thomas Rogerson og se optagelser fra lagaren på Bom Retiro og fra den rustikke vinkælder i Gaia.

Et flot trekløver- Vintage 2018 fra Sogrape

Omtalte vine er sponseret af producenten

Ofte følges de store producenter af, når det gælder deklarering af Vintage. Men ikke altid og måske mindre i dag end tidligere, selv om der tales om adskillige såkaldte ”split-deklareringer” tilbage i tiden. Sidste år blev 2017 deklareret bredt oven på det ligeledes bredt deklarerede 2016, hvorfor man taler om back-to-back deklarering.

Men ikke alle var med sidste år. Sogrape, der ejer de tre kendte mærker Sandeman, Offley og Ferreira, lavede ikke såkaldt klassisk vintage sidste år. De ”nøjedes” med to Single Quinta Vintage: Ferreira Quinta do Porto og Sandeman Quinta do Seixo, hvoraf den sidste i øvrigt høstede megen ros og f.eks. fik hele 100 point hos Wine Enthusiast. Den bedømmelse er jeg ikke enig i, men mine noter fra den store smagning af Vintage 2017 i Porto er nu også ganske positive.

I år var Sogrape blandt de første til at melde ud, at de lave fuld deklarering – altså klassisk vintage fra alle tre brands. Chefwinemaker hos Sogrape i Douro og dermed også på portvinsområdet, Luís Sottomayor, er i al fald ikke i tvivl om kvaliteten af 2018:

 ”2018 er et af de bedste år, hvis ikke det bedste, som jeg har bevidnet. De specielle forhold, der gjorde sig gældende under høsten i 2018, resulterede i vine, som kombinerer en ekstraordinær elegance med en usædvanlig struktur og derfor med fremragende kompleksitet og balance samt stort lagringspotentiale.”

Hvad angår de specielle forhold peger han på de vanskelige vejrforhold med en ekstrem tør og kold vinter, som forsinkede tidspunktet, hvor knopperne sprang ud. Foråret var vådt og regnfuldt, så modningen ligeledes blev forsinket, hvilket også medførte en del sygdom i markerne, så høsten blev mindre. Men det lave udbytte gavnede til gengæld koncentrationen og kvaliteten, hvorfor druerne under den meget varme og tørre sommer modnede flot, fortæller Luís Sottomayor.

Ifølge winemakeren gengiver de tre udgaver af Vintage 2018 fint husenes forskellige profiler:

Ferreira er en dyb og kompleks Vintage med elegance og harmoni. Sandeman har mere struktur og en mere robust profil. Og endelig er Offley en ung og frugtfyldt Vintage, ideel for dem, der er begyndt at udforske Vintage-kategorien.

Sådan lyder altså Sograpes egen beskrivelse. Men dette måtte jo stå sin prøve, så jeg fik sendt flaskeprøver op af alle tre udgaver. Vinene blev smagt første gang semiblindt og derefter gensmagt dagen efter. 

Her følger mine noter.

Offley Vintage 2018

Blend af 55 % touriga nacional, 35 % touriga franca, 10 % tinta roriz. Mørk rubin, dyb og intens, lilla kant, farver glasset. Intens næse med frisk frugt, solbær, brombær og hyldebær samt lidt friske urter og balsamico, lidt rå og med ungdommeligt kærnemælkspræg. Fyldig i munden med masser af frisk frugt, høj på syre, krydret og pebret, ok balanceret, tørre og kraftige tanniner. Endnu meget rå og lidt vel bastant, men med stort potentiale for lagring (92).

Ferreira Vintage 2018

Blend af 45 % touriga franca, 40 % touriga nacional, 10 % vinhas velhas og 5 % sousão fra Quintas do Caêdo og andre af Sograpes vingårde. Mørk rubin, intens, lilla kant. Frisk og elegant næse med solbær, friske krydderurter, kirsebær og lidt mørk chokolade og cigarkasse. Godt med frugt, solbær, kirsebærsten, elegant med florale noter, pænt med bløde og integrerede tanniner, krydret, kompleks, fint syreniveau og med lang pebret hale. Et dejligt balanceret glas både nu og på sigt (94).

Sandeman 2018

Blend af 50 % touriga franca, 40 % touriga nacional, 5 % tinto cão og 5 % sousão fra de bedste parceller på  Quintas do Seixo og Quinta do Vao. Mørk rubin, dyb, uigennemsigtig som blæk og med lilla kant. Intens næse med brombær, solbær, blomme, kirsebærsten, violer, krydderier og lidt kakao. God struktur og koncentration med brombær, hyldebær, lidt chokolade, esteve og lidt krydderurter, mineralsk, ok syre og pænt med fløjlsbløde tanniner, kraftig men også med en vis elegance, lang pebret hale med lidt tørre tanniner. Harmonisk vin med flot potentiale (94).

Ingen er fuldkommen - Carlos Raposos ”Vinhos Imperfeitos”

Måske skal der lige dele beskedenhed og selvsikkerhed til at kalde sit vinprojekt for ”Vinhos Imperfeitos”, ufuldkomne eller uperfekte vine. Er det en erkendelse af, at man aldrig kan nå det fuldkomne? Eller er det en tro på, at det, man laver, er så godt, at man kan tillade sig at indrømme, at det ikke er perfekt?

Det er nok tale om begge dele, hvad angår Carlos Raposo. Han startede allerede med at studere ønologi i Bairrada i en alders af 16, hvorefter fulgte syv års uddannelse ved universiteterne i Bordeaux og Bourgogne i såvel vinavl som ønologi. Derefter arbejdede han som winemaker rundt om i verden – i Frankrig, spanske Ribera del Duero, californiske Napa Valley og Australien.

Da han vendte hjem til Portugal i 2011, var han ikke færdig med at lære. Han blev troldmandens lærling og tilbragte 8 år som Dirk Niepoorts højre hånd. Her arbejdede han såvel i Douro som i Vinho Verde og Dão og var altså medskaber af så glimrende vine som Robustus og Redoma.

I 2018 forlod Carlos Raposo Niepoort, men han er dog stadig tilknyttet Dirks projekt i Vinho Verde. Nu var det tiden at stå på egne ben, hvilket førte til lanceringen af ”Vinhos Imperfeitos” – i første omgang med afsæt i Vinho Verde og Dão, hvor han i øvrigt selv er fra – to regioner, som kan kender så udmærket fra samarbejdet med Dirk.

Om sin uddannelse og læretid har Carlos Raposo udtalt, at han lærte at lave perfekte vine på universitetet og autentiske vine hos Dirk Niepoort. Lægges disse to skoler sammen, er resultatet uperfekte vine.

”Jeg har lært noget alle de steder i verden, jeg har arbejdet”, forklarer han online fra Portugal i forbindelse med lanceringen af ”Vinhos Imperfeitos” i Danmark.

Jeg er inviteret til en smagning af de tre første vine fra Carlos Raposos hånd af importør Torben Ryttersgaard fra Vinho og får en snak med Carlos om projektet over Zoom, da han pga. Corona-krisen ikke selv kan være til stede i Danmark.

De tre første vine, han har sendt på markedet, er eksklusive og håndholdte hvidvine – en fra Vinho Verde, en fra Dão og endelig et mix af de to regioner, hvilket ikke ses så ofte. Om vinene fortæller Carlos Raposo:

”Der er tale om et blend af udvalgte druer af forskellige sorter fra udvalgte parceller rundt om. Vinene er økologiske, og alt foregår naturligt i kælderen. Blends er bedre end enkeltdruevin, men for at vide, hvordan de forskellige sorter fungerer sammen, skal man selvfølgelig kende dem godt hver for sig”.

Vinmarkerne, som han henter druerne fra, er alle gamle, nogle af dem med hele 120 år på bagen. Druerne håndplukkes og transporteres derefter til Nelas i Dão, hvor Carlos har valgt at have base med sit projekt. Her sorteres de, inden vinificering og lagring på ståltank, brugte fade eller cement.

Druerne til Vinho Verde vinen er hentet i underregionen Baião fra parceller med granit jordbund. Fermentering foregik langsomt ved lav temperatur, hvorefter vinen har lagret i 10 måneder, dog ikke på træ. Der er tale et blend af de tre typiske Vinho Verde sorter: arinto, loureiro og avesso, men overraskende nok ikke den mest kendte drue fra regionen, alvarinho.

”Jeg ville gerne lavet noget anderledes og bruger derfor ikke alvarinho, da den er for trendy,” forklarer han og fortsætter:

”Avesso giver volumen i munden, loureiro giver lidt frugt og arinto mineralitet og dybde.”

Druerne til Dão-vinen er hentet fra forskellige gamle vinmarker i alderen 80 til 120 år og er et blend af bl.a. esgana cão, encruzado, rabo de ovelha, malvasia fina, douradinha, barcelo og branda. Fermentering er foregået delvist på stål og delvist på brugte fade fra Puligny Montrachet – et bevidst valg for at give lidt Bourgogne-stil. Derefter blev vinen samlet i en gammel cementtank, hvilket bl.a. giver øget mineralitet.

Den kombinerede vin fra de to regioner er ligeledes et blend af flere sorter heriblandt avesso, alvarinho, encruzado, esgana cão, rabo de ovelha, malvasia fina, douradinha, barcelo og branda, og fermentering er foregået dels på ståltank og dels på samme Bourgogne-fade.

Her følger min noter fra smagningen:

Vinhos Imperfeitos Vinhos Verdes 2018: Fremstillet i 1479 helflasker og 96 magnums. Flot strågul med lidt grønligt skær. Frisk, men også lidt diskret næse med citrus, blomster og lidt tungere nuancer, mineralsk. Elegant i munden med godt med mineralitet, diskrete frugttoner, fin syre. En dejlig og meget harmonisk vin, der på en gang er let og indbydende og fyldig og kompleks, og som bevarer friskheden selvom temperaturen stiger (94).

Vinhos Imperfeitos D&V Code Branco 2018: Fremstillet i 2961 helflasker og 20 magnums. Grøngul, klar. Anderledes næse med pære, blomster og lidt eksotiske undertoner, med den stigende temperatur kom der også markante petroleumsnoter. Fyldig i munden med flot tekstur og balance, elegant, frugtfyldt med bl.a. grape, mineralitet og saltet eftersmag, stort lagringspotentiale. En meget lækker og anderledes vin, som hverken er Vinho Verde eller Dão, men helt sin egen (95).

Vinhos Imperfeitos Dão I Branco 2018: Fremstillet i 2154 helflasker og 72 magnums. Strågul. Meget aromatisk med gule stenfrugter, mineralitet og lidt røget karakter. Let i munden, men med stor kompleksitet og mange smagsnuancer, mineralsk, let krydret og saltet, fin balance mellem frugt og syre, lang hale. En flot og meget kompleks vin (96).

Så vidt altså de tre første vine. Men hvad er så næste skridt for Carlos Raposo?

”Det næste, jeg er på vej med, er rødvine og bl.a. i form et blend af Bordeaux og Dão. De følger til efteråret efter høsten og vil være årgang 2018. Men jeg vil helt sikkert også på et tidspunkt lave vine fra Bairrada,” siger han.

Nej. Det er nok hverken beskedenhed eller selvsikkerhed, der har døbt projektet. Men erkendelsen af, at ingen er fuldkommen. At fuldkommenhed måske også vil være for kedeligt, uden det personlige og håndværksmæssige aftryk, som vinene fra Carlos Raposo har.

For tiden er trenden mindre frugt, lavere alkohol, mere elegance, friskhed og mineralitet. Enkelthed og stringenthed. Her passer Carlos Raposos uperfekte vine fint ind, hvilket bekræftes af de positive tilbagemeldinger den danske importør allerede har fået fra flere restauranter. De er fortrinlige til mad, men kan sagtens også nydes for sig selv. De passer også til mine smagspræferencer, selv om prisen nok ikke lige får mig til at fylde vinreolen op. Ellers som det blev sagt med et smil ved smagningen. Det eneste uperfekte ved vinene er prisen.

Læs mere om Vinhos Imperfeitos her eller besøg importøren, Vinho.

80 årige Colheitas fra Kopke

Omtalte vine er sponseret af producenten

Har man lidt år på bagen, husker man tydeligt vhs videobåndene. Den gang var der ikke Netflix, HBO Nordic eller andre streamingtjenester. Der var moviebokse og vhs bånd, som kunne leje eller købes.

Et par kassetter af samme størrelse ankom med posten for nogle uger siden, men de to små flotte bokse i træ var ikke videobånd. De indeholdt portvin, når først man fandt ud af at åbne dem. Den ene var nem nok. På boksen stod der Kopke og Colheitas at a glance og trak man i den lille læderstrop, indeholdt den tre små reagensglas med henholdsvis White Colheita 2003, Colheita 1980 og Colheita 1960. Dejligt. Den anden boks var lidt sværere og krævede fingerfærdigheder, men i hver side kunne man trække en lille træbeholder ud – en i sort og en i hvid, som sluttede sammen i boksen ved hjælp af indbyggende magneter. Fornemt, og indholdet var ikke mindre eksklusivt: White Colheita 1940 og Colheita 1940 ligeledes fra Kopke.

Anledningen var en online smagning med ca. 50 deltagere fra en lang række lande i forbindelse med lanceringen af de to Colheitas fra 1940. De andre vine var medtaget som kompetent opvarmning. I Portugal sad winemaker Carlos Alves og João Belo fra Sogevinus assisteret af et par kolleger. Og rund om sad så en række vinskribenter og portvinsentusiaster inklusiv kompetente folk som Jancis Robinson, Jamie Goode, Luis Lopes (fra det portugisiske vinblad Grandes Escolhas) og Axel Probst. Dertil kom den brasilianske Master of Wine, Dirceu Vianna Junior, João Paulo Martins fra Grande Escolhas og Decanters portvinsekspert Richard Mayson, som skulle præsentere de første tre vine inden hovedretten.

Krigsåret 1940 var i modsætning til 1945 ikke et vintageår. Krigsårene var præget af stor ustabilitet. En meget våd vinter blev afløst af tør og varm sommer, så høsten blev lille, men af fin kvalitet, som blev sået til at kunne holde sig i mange år. Resultatet blev lagret på fade og gemt væk i Kopkes kælder, hvor de siden er blevet plejet af Carlos Alves og hans forgængere i jobbet for nu at blive blended til Colheita. Det at lagre hvid portvin var faktisk på det tidspunkt noget nyt og stadig usædvanligt, da man den gang udelukkende så hvid portvin som entry level. Men Kopkes lager af hvid portvin rækker tilbage til 1935 (læs mine noter her) og omfatter altså også året 1940, hvorfor der nu kan sendes to Colheitas fra samme år på markedet.

”Vi synes det kunne være spændende at udgive to Colheitas fra samme år, en hvid og en tawny, for at vise den store forskellighed. De første år lader vi de hvide lagre på store fade for så derefter at flytte dem på mindre pipas,” fortalte Carlos Alves, som også løftede lidt af sløret for kunsten at blende Colheitas i forhold til Tawny med alder:

”Det kræver påpasselighed og præcision at blende Colheitas, da det er mere komplekst end af blende Tawny. Vi har kun en årgang og derfor ikke så mange valgmuligheder, men til gengæld kan vi udnytte forskellige placeringer af vores mange fade i kælderen, niveauet de er fyldt og om de er lagret i Gaia eller i Douro. Mit mål er altid, at resultatet skal udtrykke det pågældende år,” forklarede han.

Derefter var det tiden at smage. Jeg smagte dem igennem første dag under online-smagningen, men gemte en lille rest og gensmagte derfor på andendagen. Her er min noter:

White Colheita 2003: Blend af 50 % viosinho, 15 % gouveio, 15 % rabigato og 20 % malvasia fina. Flot ravfarvet, gylden. Ekspressiv med blomster, tørrede abrikoser, honning samt lidt mandarin og marcipan. Intens i munden med blød tekstur, ristede mandler, blomster, honning, abrikos, flot høj syre og friskhed som modspil til sødmen, fin kompleksitet. En velbalanceret og elegant hvid Colheita (90).

Colheita 1980: Blend af 25 % touriga nacional, 25 % tinta roriz, 25 % touriga franca og 25 % tinta barroca. Flot tawnyfarvet med lys orange kant og mørkere kerne. Lidt diskret i næsen med figen, valnød, tørrede abrikoser og lidt appelsinskal. Pæn fedme i munden med hasselnødder, tørrerede frugter og lidt krydderier, syren følger i anden omgang og giver god balance, lang hale. Ikke så bombastisk, men mere til den elegante side (91).

Colheita 1960: Blend af 25 % touriga nacional, 25 % tinta roriz, 25 % touriga franca og 25 % tinta barroca. Lys tawnyfarvet med lys kant og lidt grønt skær, fed tekstur. Frisk næse alderen taget i betragtning, men også fyldig med nødder, valnød, figen, abrikos, lidt appelsinskal og en smule balsamico. Silkeblød tekstur i munden med mandel og appelsin, men også mørkere nuancer som toffee og balsamico, sød men med perfekt balancerende syre, elegant og dejlig lang hale. Et dejlig glas (94).

White Colheita 1940: Blend af 50 % malvasia fina, 25 % viosinho og 25 % códega. Fin tawnyfarve med mørk kerne, lys kant og lidt grønligt skær. Intens næse med abrikos, tørrede figner, citrus, mandarin og lidt vegetale noter. Kompleks og fyldig i munden med høj syre, mandel og tørrede abrikoser, virker tør trods sødmen, elegant men også med kant og syresvirp (94).

Colheita 1940: Blend af 25 % touriga nacional, 25 % tinta roriz, 25 % touriga franca og 25 % tinta barroca. Mørk tawnyfarvet, intens og med orange kant. Ekspressiv og dyb næse med mandel, tørrede figner, valnød, appelsinskal og abrikos. Cremet, fyldig og intens i munden med nødder, figner, valnød og balsamico, syren følger i anden omgang og balancerer, stor kompleksitet og koncentration, noter der spænder fra det elegante til det mere tunge. Et dejligt og nuanceret glas (96).

Og så skylder jeg lige afslutningsvis at nævne, at der bliver frigivet 300 eksemplarer af de to Colheitas fra 1940 i eksklusiv indpakning.

Kopke importeres af ViniPortugal

Quinta do Crastos historie

Det er efterhånden kutyme, at vinhuse og portvinsproducenter udsender jubilæumsvine og -bøger, når de fylder rundt. Det gjaldt også Quinta do Crasto for et par år siden, hvor de sendte to vine og en flot bog ud i begrænsede eksemplarer som en dobbeltfejring af to årstal: 1615 og 1918.

De to årstal står at læse på porten ind til ejendommen. Porten menes at være opført af Constantino de Almeida, som i mange år lagde navn til portvinene fra Quinta do Crasto. 1615 er året for de ældste skriftlige kilder om ejendommen, og selv om disse ikke findes længere regnes året alligevel for Crastos grundlæggelse. 1918 var året, hvor Constantino de Almeida overtog vingården og påbegyndte en større restaurering af såvel bygninger som vinmarker.

Men historien om Crasto går langt længere tilbage. På ejendommen er der gjort arkæologiske fund tilbage fra romertiden i form af mønter, mure og rester af forskellige opbevaringstanke herunder fra et kar ikke ulig de senere lagares, hvilket vidner om, at der også blev fremstillet vin den gang. Selve navnet Crasto stammer også fra den tid, idet ”castro” eller ”castrum” betyder borg eller slot. Det menes derfor, at der har ligget en romersk forsvarsborg på højdedraget med god udsigt over Douro.

Adskillige århundrede senere viser dokumenter, at der sidst i 1500-tallet blev erhvervet vinmarker i området, men selve dokumentet, hvor årstallet 1615 for quintaens grundlæggelse optræder, er ikke længere at finde. Senere i 1600-tallet ejes Crasto af André Fernandes de Magalhães og dennes hustru Maria de Sampaio, og det menes, at sidstnævnte har arvet den fra sine forældre. Ægteparret boede selv i Vila Real, ligesom senere ejere har været bosat i Porto og ikke på gården, hvor produktion af vin og andre landbrugsvarer i stedet var overladt til en bestyrer, som det var traditionen på mange af quintaerne i Douro.

Fremstillingen af vin i 1700-tallet er grundigt dokumenteret. På et ikke helt fastlagt tidspunkt overtages Crasto af den magtfulde rigmand fra Porto, Pedro Pacheco Pereira (1680-1753), som ejede adskillige vingårde i Douro i det århundrede, hvor produktionen af portvin ekspanderer kraftigt. I en håndskrevet bog fra midten af 1700-tallet redegøres der for de forskellige ejendomme og deres produktion og et af kapitlerne hedder ”Rules and regulations for managing operation of the Quinta do Crasto”, ligesom hele fremstillingsprocessen beskrives omhyggeligt i et andet kapitel. Her anbefales det bl.a. at adskille stilke og druer samt benytte 50-60 timers fodtrædning og efterfølgende tilsætte brandy, lidt olivenolie, sukker og hyldebær – en praksis der forbydes med etableringen af det statslige Companhia Geral da Agricultura das Vinhas do Alto Douro i 1756.

Det er den senere Marquis de Pombal, der står bag indførelsen af den statslige kontrolmyndighed og den medfølgende demarkering af området, hvor der må dyrkes og fremstilles portvin. Området blev bl.a. markeret med stengærde og granitstene med inskriptionen Feitoria, hvoraf to stadig befinder sig på Quinta do Crasto, som altså lå inden for demarkeringen.

Crasto forbliver derefter i familien Pacheco Pereiras eje i de efterfølgende generationer, men da først meldug og i 1863 den endnu værre phylloxera dukker op, opgives marker, og vinproduktionen reduceres markant. I 1840´erne før meldug blev der således produceret 100 piper vin på Crasto og familiens anden ejendom i Sobreira. I 1876 var antallet nede på 41 og fire år efter kun 18. Godt nok kunne Crasto profitere af anlæggelsen af jernbanen i Douro i 1880 og stationen Ferrão lige nedenfor quintaen, men kampen var ulig, og ejendommene blev mere og mere gældsatte.

Her er det så, at vinhandleren Constantino de Almeida (1857-1922) overtager Quinta do Crasto, og en ny gylden periode kan begynde. Efter restaurering af marker og produktionsbygninger blomster produktionen op igen. En af de nye marker, han anlagde, blev i øvrigt opkaldt efter hans første barnebarn Maria Teresa og fungerer den dag i dag sammen med den nærtliggende Vinha da Ponte som Crastos ypperste vinmarker, der i gode år leverer to fremragende enkeltmarksvine og i de øvrige år leverer kvalitet til den altid dejlige Quinta do Crasto Reserva Vinhas Velhas. Genetiske studier har siden vist, at Vinha Maria Teresa indeholder omkring 50 forskellige druesorter, og for at bevare det samme fieldblend, erstattes døde planter af samme sort og klon.

Da Constantino dør i 1922 overlader enken ejendommen og firmaet til sine fem børn, som viderefører arbejdet – og det med gode resultater i første omgang. I 1956 er firmaet således den 5. største eksportør af portvin, ligesom der sælges vin fra Douro og andre regioner og ikke mindst brandy. Men økonomien begynder at skrante, så I 1958 bliver firmaet solgt til Companhia Agrícola e Comercial dos Vinhos do Porto alias Ferreira, der altså overtager navnet Constantino, mens quintaen forbliver i familiens eje.

Dermed er vi ved at være fremme ved nutiden. Contantinos yngste søn, Fernando Moreira de Almeida (1900-1989), som var landbrugsuddannet, administrerede på familiens vegne Crasto. Hans datter Leonor giftede sig med bankdirektøren Jorge Roquette, som efter nellikerevolutionen i 1974, hvor banker blev nationaliseret, blev fængslet og siden flyttede i eksil i Brasilien. I 1981 vendte familien inklusiv børnene Rita, Miguel og Tomás tilbage til Portugal, og de begyndte snart at opkøbe ejerandele fra de mange forskellige grene af familien, da ejerskabet som følge af de portugisiske arvelove var blevet spredt godt og grundigt.

I 1994 var Roquette-familien klar til at igangsætte en ny produktion af Douro-vin og portvin, ligesom de kunne sende den allerede flaskede Vintage 1978 på markedet. Siden da er børnene trådt til, ligesom etableringen af Douro Boys sammen med fire andre producenter i 2002 har været med til at cementere Quinta do Crasto som en af regionens bedste vinproducenter. Og ja, det er vin, der er mest i fokus, selvom Crasto producerer både Ruby Reserve, en altid glimrende LBV, Vintage og Colheita. De tørre tal siger faktisk, at det kun er 5 % af produktionen, som bruges til portvin. Netop med henblik på husets Dourovine købte de i 2000 landområder i Douro Superior.

Der var været flere winemakere inkluderet gennem årene. I nyere tid blev de første årgange lavet af australske David Baverstock og siden har den dygtige ønolog Susana Esteban været involveret. De senere mange år er det Manuel Lobo de Vasconcelos, som har siddet ved roret, assisteret af Cátia Barbeta og Tomás Roquette, som især tager vare på portvinene.

En anden indtægtskilde, som er kommet til, er turisme. Familien bor ikke selv på Crasto, men har dog planer om at etableret en privat bolig ved at restaurere en ruin oppe i vinmarkerne. Selve quintaen bliver i stedet brugt som besøgscenter, og med gæsteværelser i et anneks og den legendariske swimmingpool er quintaen et yndet sted for vinturister. Fornemt og velbesøgt, men stadig afslappet og på ingen måde overrendt. Jeg har selv besøgt Quinta do Crasto en del gange og altid følge mig meget velkommen. Læs f.eks. beretningen fra mit seneste besøg her.

Afslutningsvis skylder jeg lige at nævne, at de to jubilæumsvine, som blev lavet for et par år siden, var henholdsvis et specielt blend af de to enkeltmarksvine, Maria Teresa og Ponte, kaldet Honore Douro 2015 og så en gammel Tawny, Honore Very Old Tawny, baseret på druer fra fieldblend og lagret på kastanjefad i mere end et århundrede. Sidstnævnte er kun fremstillet i 400 eksemplarer og – ikke overraskende – i eksklusiv indpakning.

Bogen, hvorfra det meste at ovenstående er hentet er så afgjort værd at læse, hvis man som jeg er glad for Quinta do Crasto – både som et sted at besøge og på flaske. Det samme gælder, hvis man er interesseret i, hvordan en Douro-quintas historie udvikler sig gennem århundrede. Den er flot med fantastiske billeder, skrevet på såvel portugisisk som engelsk og dejligt at bladre i.

Caspar Matins Pereira: Quinta do Crasto. A Story that began a long time ago. Udgivet af quintaen selv i november 2018

Vintage 2018 fra Symington Family Estates

Omtalte vine er sponseret af producenten

Med en lang række brands i porteføljen er der selvfølgelig altid stor spænding, når Symington Family Estates offentliggør deres deklareringer på portvinsområdet. Vil der være tale om såkaldt klassisk Vintage eller Single Quinta Vintage? Hvor mange forskellige deklarerer de? Og hvor mange sender de på markedet her og nu?

Spændingen blev udløst næsten midtvejs inde i april, mens såvel Danmark som Portugal var lukket helt ned på grund af Corona-krisen. Her udsendte familien en pressemeddelelse, hvoraf det fremgik, at der udelukkende blev tale om et Single Quinta år for deres vedkommende – i modsætning til de fire andre store aktører i branchen, Sogrape, Sogevinus, Porto Cruz og Fladgate Partnership, som helt eller delvist udsender klassisk Vintage. Man kan selvfølgelig diskutere det selvstændige brand Quinta do Vesuvios status, da druer herfra ikke indgår i nogle af familiens andre mærker. Selv lister Symingtons den ikke som Single Quinta Vintage, men det kan man sagtens kalde den, da der udelukkende bruges druer fra den 320 hektar store Quinta, der breder sig ud over flere højdedrag og har marker med forskellige soleksponeringer og i forskellige højder.

Rækken af deklareringer tæller følgende vine: Quinta do Vesuvio, Dow’s Quinta da Senhora da Ribeira, Graham´s Quinta dos Malvedos, Dow´s Quinta do Bomfim, Warre´s Quinta da Cavadinha og Cockburns Quinta dos Canais. Men det er kun de to førstnævnte, der sendes på markedet nu. De resterende fire forbliver i familiens kælder og frigives først, når de har fået lidt alder.

Derfor var det også ”kun” Quinta do Vesuvio og Dow’s Quinta da Senhora da Ribeira som var på programmet, da Symingtons forleden inviterede vinskribenter og importører fra hele verden til prøvesmagning over Zoom i selskab med Harry, Rupert and Rob Symington, hvoraf to tilhører den nye femte generation af familien, men Rubert er fjerde generation.

De to vine blev til gengæld suppleret af to ældre udgaver af samme, så vi i alt smagte fire vine.

- Vi har valgt to ældre fra 1998, da det var det første år, vi lavede Vintage fra Senhora da Ribeira efter vi overtog Quintaen. På den måde kan vi vise, hvordan vinene udvikler sig, fortalte Harry Symington, da han indledte smagningen.

Winemaker Charles Symington har givet 2018 en meget kort og præcis beskrivelse med ordene: ”A rollercoaster of a year”. Året startede med megen regn i foråret og på et tidspunkt også med haglbyger. Derefter fulgte hedebølge i vækstperioden, men heldigvis var der gode vandreservoirer at tære på. Resultatet var lavt udbytte med god kvalitet, men ikke overalt i Douro.

- 2018 har givet mindre kvantitet af fremragende kvalitet. Men kvaliteten var ikke konsistent på alle familiens vingårde, så derfor har vi ikke lavet fuld deklarering, som winemaker Charles Syminton forklarede ved lanceringen.

Eller som Rubert Symington udtrykte det kort og præcist, da han blev bedt om at sammenligne 2017 og 2018:

- 2018 har ikke samme stamina som 2017.

Med andre ord, kan vinene fra 2018 være udmærkede og dejlige med god aroma og florale noter fra touriga franca, som fremhæves af flere dette år, samt elegance og fin balanceret syre. Men på den lange bane har de ikke den samme ”livskraft” som 2017 og vil altså nok modne tidligere.

Der blev efterfølgende spurgt til om ikke kvaliteten til at lave Vintage er til stede oftere i dag end tidligere?

- I dag kan vi være langt mere præcise i blended med druer fra separate parceller, hvor kompleksiteten tidligere primært kom fra fieldblends. Derfor kan vi ramme standarten oftere, lød svaret.

Quinta do Vesuvio er blandt de mere legendariske quintaer i Douro. Dens historie kan føres tilbage til 1565 og den tilhørte i sin tid Dona Antonia Ferreira. I 1989 overtog Symingtons (købet var vist allerede foretaget året før) den noget ramponerede Quinta, hvorefter de gik i gang med nyplantning og restaurering. Ud over Vintage portvine produceres også et par glimrende rødvine. Og så er det endelig et af de steder, hvor traditionen med fodtrædning af druerne er bevaret. Adskillige danske portvinsentusiaster herunder undertegnede har da også været inviteret med i de gamle lagares iklædt de karakteristiske rødternede skjorter. Dette sker nu ikke kun for kvalitetens skyld eller for den PR det også giver.

- Det skyldes også, at Quintaen ligger så afsides, at høstarbejderne faktisk bor på stedet som i gamle dage. Derfor tilbyder vi dem muligheden for at tjene lidt mere ved at træde druerne om aftenen, lød det ved smagningen.

Fra den store og flotte Vesuvio er der udsigt over til Quinta da Senhora da Ribeira på den anden side af Douro. Druerne fra quintaen udgør sammen med dem fra Quinta do Bomfim hovedingrediensen i Dow´s Vintage, men selv om kvaliteten begge steder var høj nok til Single Quinta Vintage blev det altså ikke til en klassisk Vintage fra Dow´s, da der lige manglede det ekstra.

Begge quintaer ligger i Douro Superior, som er den varmeste og tørreste underregion og derfor også den del af Douro, som umiddelbart lider mest af klimaforandringer. Med sin beliggenhed på nordsiden og dermed med forholdsvis flere sydvendte marker er forandringen da også mærkbar på Quinta da Senhora da Ribeira. Derfor har man med tiden ændret lidt på sammensætningen af druesorter for at kompensere for det varmere klima.

- Vi er begyndt at bruge mere alicante bouchet, som giver friskhed, og sousão med høj syre. Det er to sorter som vi giver øget opmærksomhed, da de tilfører noget positivt, hvilket nok også skal ses i forhold til klimaudviklingen, fortalte Rubert Symington.

Nedenfor følger mine smagenoter. Vinene blev smagt ved online-smagningen på førstedagen og gensmagt dagen derpå.

Quinta do Vesuvio Vintage 2018 (fadprøve): Blend af touriga franca (fra Vale da Teja i 300-350 meters højde) fermenteret sammen med lidt alicante bouchet (fra Castelos vinmarken i 250-300 meters højde) samt touriga nacional (fra Raposa vinmarken i 350-400 meters højde) og sousão (fra den højeste del af Vale da Teja). Mørk rubin med lilla kant og skær, næsten uigennemsigtig, farver glasset. Floral med violer, jordbær, solbær, brombær, lidt kakao, kokos, esteve og andre krydderurter. Dejlig i munden, koncentreret med flot struktur, brombær, floral, pebret, medium kompleksitet, frisk og elegant og med markante, men integrerede tanniner, let krydret hale. Faktisk ganske lovende og med fint potentiale (93).

Dow’s Quinta da Senhora da Ribeira Vintage 2018 (fadprøve): Blend af touriga nacional (fra den højt beliggende og østvendte vinmark Vinha Grande) og touriga franca (fra den synvendte Pedreira-mark) samt sousão og alicante bouschet fermenteret sammen. Mørk rubin, lilla kant, farver glasset. Masser af frisk frugt især solbær, brombær, ribenasaft og jordbærgrød samt violer og godt med mynte. Frisk med høj syre og godt med mørke bær, frugtgrød, pebermynte, lidt lakrids, tør, pebret og med kraftige tanniner, som kommer i anden omgang. Fint balanceret og med pænt potentiale (92).

Efter de to fadprøver på Vintage 2018 bevægede vi os 20 år tilbage i tiden til Vintage 1998 – et år som ikke har den højeste rating, og hvor der ifølge Henrik Oldenburg kun var 16 deklareringer. Året fulgte da også lige i hælene på det bredt deklarerede 1997. Oldenburg bruger ord som ”pæn” og ”hæderlig” om kvaliteten. Axel Probst giver året 2 ud af 5 stjerner og kalder det et typisk Single Quinta år, hvor der mangler kompleksitet. Og endelig kan nævnes, at Richard Mayson giver året 3 stjerner, hvilket svarer til en god ”all-round vintage” baseret på et vanskeligt år, men så nævner han faktisk såvel Quinta do Vesuvio som Senhora da Ribeira som værende blandt årets bedste vine.

Quinta do Vesuvio Vintage 1998: Rubin til mørk teglrød, brun kant, medium intens. Syrnede kirsebær, jordbær og andre røde bær, blomme, krydderurter, kakao. Meget blød og elegant med jordbær, afdæmpet og behagelig pebret, bløde tanniner og krydret, måske ikke så kompleks men ganske delikat og med lang, lidt brændende hale. Dejlig moden nu med flot balance mellem frugt og syre, men også stadig med år foran sig (92).

Dow’s Quinta da Senhora da Ribeira Vintage 1998: Rubinrød, mørk med lidt lys kant. Lige efter åbning med lidt karklud i næsen, som heldigvis fortog sig, masser af solbær og brombær, lidt pebermynte og kaffe samt røgede undertoner. Kompakt med godt med frugt især solbær og andre mørke bær, men også jordbær, godt med syre, lidt marmeladepræg, let cremet, krydret hale, ok kompleksitet, på andendagen masser af tobak og røgede noter. Stadig med god kraft og pænt med tanniner, så har potentiale for yderlige udvikling (92).

Quinta do Vesuvio importeres af HJ Hansen/Vinspecialisten. Dow´s importeres af The Wine Company.