mandag den 5. april 2021

Quinta do Monte Xisto

  

De smagte vine er sponseret af João Nicolau de Almeida & Filhos



 

João Nicolau de Almeida & Filhos lyder det fulde navn for producenten af Douro-vinene fra Quinta do Monte Xisto. Og ja, det er ganske rigtigt den tidligere winemaker og direktør for Ramos Pinto og hans børn, der står bag. De to sønner, Mateus og João, har begge studeret ønologi og har allerede etableret sig som winemakere, mens datteren Mafalda har studeret kunst og teater og tager sig af markedsføring mv.



Familien Nicolau de Almeida. Fra venstre: João junior, João, Graca, Mateus og Mafalda


Familiens tilknytning til vin- og portvinsbranchen går langt tilbage, idet João Nicolau og dermed også børnene er direkte efterkommere af António Ramos Pinto, der sammen med broderen og stifteren Adriano stod bag portvinshuset Ramos Pinto. Ramos Pinto er ikke alene kendt som portvinsproducent, men også blandt pionererne på bordvinsområdet i Douro. I 1990 lancerede de således vinen Duas Quintas, som stadig er et dejligt bekendtskab. Dertil kommer, at Joãos far, Fernando Nicolau de Almeida, faktisk var manden, der opfandt ikonvinen Barca Velha.

João Nicolau de Almeida trak sig tilbage fra direktørposten i Ramos Pinto i 2016 og overlod roret til sin fætter Jorge Rosas, ligesom posten som masterblender allerede da var overtaget af kusinen Ana Rosas. Så familien sidder altså stadig ved roret i det gamle portvinshus, selv om det i 1990 blev overtaget af champagneproducenten Roederer.


Sammen med João og Ana Rosas hos Ramos Pinto 2015

Nok om Ramos Pinto, nu til Quinta do Monte Xisto. For selv om João trak sig tilbage havde han stadig lyst til at beskæftige sig med vin. Han havde da også i god tid lagt planer, da han allerede i 1993 havde fået øje på et lille skifferbjerg i Douro Superior ved Vila Nova de Foz Côa og begyndte at opkøbe jord. I 2005 blev de første vinstokke plantet, og de første vine fulgte i 2011. Familien har plantet velkendte røde sorter som Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinto Cão, Tinta da Barca, Tinta Francisca, Sousão og Tinta Roriz samt lidt af den hvide Rabigato.

Men hvad stræber den erfarne vinproducent så efter med sit eget projekt?

”Vores mål er at producere vin som afspejler deres oprindelse og det unikke terroir. Vores vinmarker er økologiske og biodynamiske. Det er et meget anderledes sted i Douro, da vi har vinstokke, som vender såvel mod nord som mod syd. Det betyder, at vi kan arbejde med balancen mellem friskhed og modenhed i blended,” forklarer João Nicolau de Almeida og fortsætter:

”Målet er at lave vin med friskhed og god modenhed samt en fyldig, blød krop med bløde tanniner. Vin med god struktur, kompleksitet og elegance, som kan nydes ung og gemmes i 20-30 år.”

Foruden selve Quinta do Monte Xisto laver familien også en Oriente version, baseret på et par østvendte parceller (oriente betyder øst på portugisisk). Her er druesammensætningen en anden, idet den består af 60 % Tinto Cão og 40 % Tinta Francisca.

”Det er et helt anderledes blend – et ”close-up”. Vi har produceret 1000 flasker fra de to parceller, og de er allerede udsolgt,” fortæller João Nicolau de Almeida og tilføjer, at de også har andre planer for fremtiden:

“I år har vi planlagt at udsende en "Nicolau de Almeida Light Dry White Port” med kun 16 procent alkohol og baseret på 100 % Rabigato. Og så snart moder natur tillader det, vil vi også lancere en Vintage Port. Endelig vil vi begynde at producer en andenvin til Quinta do Monte Xisto.”

Jeg fik nyligt tilsendt en flaske Quinta do Monte Xisto af den seneste årgang, som jeg valgte at smage op mod en fem år ældre udgave, jeg havde liggende i reolen. Vinene blev smagt over to dage.

 



Quinta do Monte Xisto 2018

Blend af 60 % Touriga Nacional, 35 % Touriga Franca og 5 % Sousão, fermenteret i lagar og lagret 18 måneder på fad. Mørk rubin, violet skær og lilla kant. Frisk og ungdommelig frugt i næsen med brombær, jordbær, enebær, violer og andre florale noter, friske krydderurter og lidt lakrids. I munden i første omgang ligeledes frisk frugt og florale noter, men også med underlæggende kompleksitet, brombær, krydret, mineralsk, godt med tanniner, fint balanceret med syre, lang hale med lidt tørre tanniner. En elegant men også solid vin, som er en smule rå lige nu og derfor har brug for modspil, på andendagen dog mere venlig, stort potentiale (94).

 

Quinta do Monte Xisto 2013

Blend af 60 % Touriga Nacional, 35 % Touriga Franca og 5 % Sousão, fermenteret i lagar og lagret 18 måneder på fad. Mørk rubin, lidt lys kant. Dejlig duft med blomster, modne mørke bær, brombær, hyldebær, lavendel. enebær, lidt mynte og lidt kaffenoter. I munden godt med mørke bær, enebær, blomster, engelsk lakrids, pænt med bløde tanniner og lang krydret hale. En fornøjelse, som kombinerer tyngde og elegance og stadig har stort udviklingspotentiale (94).

 

Quinta do Monte Xisto skulle være på vej til Portugisisk Vinkælder sammen med vinene fra sønnen Mateus Nicolau de Almeida.

 

tirsdag den 30. marts 2021

Ny californisk vinuddannelse

 

De smagte vine var sponseret af Capstone California

 

Foruden de generelle vinuddannelser og sommelierkurser – ingen nævnt, ingen glemt – tilbyder de forskellige vinproducerende lande eller regioners brancheorganisationer forskellige uddannelsesforløb. Selv har jeg f.eks. taget nogle kurser hos Wines of Portugal, så jeg kalde mig for ”certified ambassador”.



Nu har det californiske Wine Institute lanceret det ambitiøse uddannelsesprogram Capstone California, som dels er et online uddannelsesprogram og dels en vidensbank om vin fra Californien. For nyligt blev programmet lanceret her i Danmark i samarbejde med Vinens Hus og Vinakademiet, hvor der dels blev informeret om uddannelsesmulighederne og dels blev afholdt en fin lille smagning af repræsentative rødvine – herunder et par topvine – baseret på de tre vigtige røde sorter i Californien: Pinot Noir, Zinfandel og Cabernet Sauvignon.

Europas er det første sted, hvor programmet lanceres og Danmark rent faktisk det første land. Planerne lyder meget ambitiøse som så meget andet fra ”over there”. Der er tale om et uddannelsesforløb med fire niveauer, hvor der hele tiden bygges oven på og gås i dybden med emner som historien, druesorter, klima og terroir, årets gang i vinmarken og vinificering – altså de klassiske dyder, men vel at mærke selvfølgelig med fokus på Californien og de forskellige underområder. Der vil være tale om onlinekurser, hvor man først læser sig til viden og derefter tager en test, der giver adgang til næste niveau. Endvidere vil der bortset fra introduktionsniveauet være obligatoriske smagninger, og på fjerde niveau muligheden for en rejse til Californien.



Foruden selve de fire uddannelsesniveauer, som ikke er gratis, tilbydes også en større vidensbank med et hav af oplysninger om samme emner samt med tal og statistik over produktion mv.

Som Réne Langdahl Jørgensen, der stod for den danske lancering og siden var tutor på smagningen, forklarede, var der tale om ”substantiel ny og opdateret viden”, som man ikke umiddelbart kan finde andre steder. Og det er jo værd at notere sig, hvis man har brug for at finde aktuel information og oplysninger om vin fra Californien eller måske blot har lyst til et selvstudium.



Informationerne findes under det to undermenuer ”Study Guides” og ”Resources”. Under førstnævnte kan man f.eks. klikke sig ind under ”Sonoma County” og finde oplysninger og underregionen herunder en liste over såkaldte ”Benchmark Wineries” - valgt ud fra historisk betydning, kvantitet og kvalitet og omfattede såvel store som små og gamle som nye producenter. Under ”Resources” vil der blive udlagt forskellige kort og videoer, efterhånden som det nye site udfoldes helt.

Lanceringen blev som nævnt efterfulgt af en lille smagning, idet der var fremsendt otte små miniatureflasker, som ifølge René Langdahl netop repræsenterede otte ”Benchmark Wineries”. Her følger mine noget kortfattede noter for de otte vine:

 


De Loach Pinot Noir Russian River 2018:
Lys rubin, transparent. Dejlig frugtrig og aromatisk næse med kirsebær og lidt hindbær. Relativ fyldig i munden, rund og dejlig.

Au Bon Climat Pinot Noir Knox Alexander Santa Maria Valley 2016: Fra topvinmark, lavet delvist med helklaser. Lys rubinrød, ikke så aromatisk, men med kirsebær. Dejlig og kompakt vin med god frugt og krydret undertone, fint balanceret og god syre. En meget dejligt glas.

Gnarly Head Zinfandel Lodi 2018: 100 % Zinfandel. Mørk rubin, sort, uigennemsigtig. Tobak, mørke bær, boysenbær, lakrids i næsen. Fyldig og krydret med en del sødme, frugten balanceret med fin syre, høj alkohol. Fin repræsentant for druesorten.

Ironstone Reserve Ancient Vine Zinfandel Rous Vineyard Lodi 2018: 10 % Petit Syrah, resten Zinfandel fra gamle vinstokke, lagret på fransk eg. Mørk rubin. Mørk chokolade, boysenbær. Dejlig i munden, masser af frugt, flot balance, fyldig og kompleks, flot struktur og bløde tanniner. Et imponerende glas – også selv om man ikke er fan af druen.

Austin Hope Cabernet Sauvignon Paso Robles 2019: Ca. 10 % Petit Syrah, resten Cabernet. Mørk rubin, uigennemsigtig. Mørke bær, lidt solbær og mørk chokolade. Frugtsødme, lidt chokolade, rimelig høj alkohol og pænt med tanniner.

Louis Martini Cabernet Sauvignon Napa Valley 2017: Mere klassisk cabernetnæse med solbær, blyantspids, godt med frugt. I munden solbær og fadpræg med vanilje (fransk barrique) samt godt med tanniner til et langt liv.

Ridge Estate Montebello Santa Cruz Mountains 2018: Topvin fra topmark, med i parisersmagningen, blend af 74 % Cabernet Sauvignon, 17 % Merlot, 7 % Petit Syrah og 2 % Cabernet Franc, derfor ikke officielt navngivet som Cabernet Sauvignon. Mørk rubin. Ikke så ekspressiv i næsen med mørke bær, solbær. Dejlig i munden med god kompleksitet, godt med tanniner, flot balanceret med høj syre samt tørre tanniner i enden.

Silver Oak Cabernet Sauvignon Alexander Valley 2016: Cabernet, men også 7 % Merlot samt lidt Cabernet Franc, Petit Syrah og Malbec. Mørk rubin. Fadpræg i næsen med vanilje samt moden frugt. Fin fyldig med moden frugt, solbær, blyantspids, mineralitet og tør hale med godt med tanniner.

 

Foreløbig kan du læse mere om uddannelsen og om Capstone California her. Når startskuddet lyder i Danmark, vil der også være oplysninger at finde på Vinakademiets hjemmeside hvorigennem uddannelsen vil blive tilbudt i Danmark.

tirsdag den 23. marts 2021

Niepoort Vintage 2000 og 2019

 De smagte vine var sponseret af producenten

 

Årets deklarering af den nye portvinsårgang, Vintage 2019, er allerede i gang. Første hus i år blev Niepoort, idet Dirk Niepoort på sin fødselsdag den 11. marts offentliggjorde, at de ville lave Vintage 2019. 



En god uges tid senere havde husets marketingsafdeling så planlagt et dobbelt event for at fejre deklareringen. Først en smagning af en tidlig flaskeprøve af Vintage 2019 sammen med årgang 2000 i selskab med Dirk selv, sønnen Daniel og winemaker Nick Delaforce. Foruden de to flasker havde deltagerne forinden fået fremsendt diverse reklameartikler herunder et eksemplar af den ikoniske signaturvest, som hovedpersonen altid er iklædt, så vi alle kunne ligne små Dirk-wanna-bees. Senere om aftenen samme dag fulgte så et åbent live event med musik og vin. Jo, man må sige at Corona har fået vinproducenterne til at investere mere i online events og opfindsom promotion.




44 deltog i smagningen af de to Vintage, hvor Dirk, Daniel og Nick selv fortalte noget om årgangen og vinen med mulighed for efterfølgende spørgsmål. At der blandt deltagerne var en pæn del danskere, vidner om portvinens status i Danmark. Dertil kom vinskribenten som Richard Mayson, Sarah Ahmet, Jamie Goode og Axel Probst.

Når den ny Vintage årgang lanceres er det altid populært at drage sammenligninger med tidligere årgange. Dirk Niepoort lagde ud med at sammenligne 2019 med 2017:

”2019 er meget forskellig fra 2017, som nok er det tætteste på perfektion, som vi endnu er kommet. 2019 er måske mere modnet og ikke helt så balanceret som 2017. Vi ønsker ikke at lave vintage på fuldmoden frugt, hvorfor vi også bruger hele klaser med stilke.”

I pressematerialet, som blev udsendt med lanceringen, blev der også sammenlignet med 2008, hvor Niepoort dog ikke udsendte en klassisk Vintage, men Bioma fra Pisca-marken. Men fælles var en sommer med forholdsvis lave temperaturer samt regn lige inden høsten, så den endelig modning nåede at finde sted.




Den nye Vintage er baseret på druer fra netop Vinha da Pisca samt andre gamle vinmarker i Vale de Mendiz bag Pinhão.

”Blend er altid bedre end enkeltmarker. Vi bruger druer fra 80 år gamle vinmarker med måske 40-50 forskellige sorter i. Hvor vi tidligere kunne blende ud fra måske 15 forskellige fade fra fem forskellige marker, har vi i dag mere end 70 at vælge imellem. Det giver bedre muligheder og mere kompleksitet,” forklarede Dirk Niepoort.

Dette sammen med brugen af en bedre druesprit er et par af de væsentlige årsager til, at der omtrent kan laves Vintage af høj kvalitet hvert år i dag i modsætning til for årtier siden. Til gengæld er der generelt en tendens til at flaske Vintage tidligere af hensyn til det amerikanske marked, hvilket Dirk dog ikke mente gjaldt dem selv.

Seancen viste fint, at Dirk Niepoort stadig har sine egne meninger og ikke er bange for at være i opposition til andre i branchen – fx også i valget af år, hvor der deklareredes. Niepoort sprang f.eks. 2016, som ellers blev bredt deklareret, over. De senere år har de således deklarerer klassisk Niepoort Vintage i 2011, 2015, 2017 og altså nu igen i 2019, mens Bioma er sendt ud i årene 2015, 2016 og 2017.

Her følger min noter på de to vine, som blev smagt under selve seancen og gensmagt dagen efter.

 



Niepoort Vintage 2000 (halvflaske)

Rubinrød, rødbrun, lys kant, tydeligt modnet. Solbær, modne, syrnede kirsebær, lidt jordbær og en smule mørk chokolade. Lækker med dejlig moden og elegant frugt, mørke bær og krydret bund, flot balanceret med fin syre, lang krydret hale med bløde tanniner. Delikat at nyde nu, men stadig med fremtid for sig. Et lækker glas (94/95).

 

Niepoort Vintage 2019 (fadprøve, ikke endeligt blend)

Tæt, mørk rubin, uigennemsigtig med lilla kant. Frisk frugt, mørke bær, solbær, brombær, esteve og krydderurter, lidt mørk chokolade samt lidt ungdommeligt kærnemælkspræg. Godt med frisk frugt, pebret og krydret samt lidt urtet, høj syre, markante, men integrerede tanniner, rimelig muskuløs, men også med elegance, kraftige tørre tanniner i enden, fint potentiale, men har brug for tid (93 med forbehold for, at det var en tidlig fadprøve).

onsdag den 3. marts 2021

Vadio i Bairrada

B for Bairrada og B for Baga. Sådan lød overskriften på en artikel, jeg skrev til bladet Din Vinguide sidste år. Her blev enkelte producenter fra den portugisiske vinregion ved kysten mellem Lisboa og Porto fremhævet og prøvesmagt. En af dem, som der desværre ikke blev plads til, var Luís Patrão og hans Vadio. Ham mødte jeg til gengæld forleden ved en lille onlinesmagning, som omfattede fire af hans vine.




Slår man op i en ordbog, betyder vadio landstryger eller vagabond. Men som Luís Patrão kunne fortælle, blev ordet også brugt kærligt i hans barndom, hvis han havde været ude eller væk lidt for længe. Det er altså også en, der strejfer rundt. Ordet kender også fra fadoens verden, hvor der skelnes mellem professionelle fadosangere og så amatørernes fado vadio. Og så var det altså det navn, Luís valgte at lancere sin vine under for godt 15 år siden.

Regionens signaturdrue, Baga, er selvfølgelig også vigtig for Vadio. For det første som eneste druesort i rødvinene og deres Espumante Rosé og for det andet som bidragsyder til hans anden mousserende vin, Espumante Bruto, hvor den supplerer regionens to markante grønne druesorter, Cercial og Bical.

”Vi dyrker Baga og blandt de hvide især Cercial og Bical samt lidt Arinto og Mario Gomes,” fortalte Luís Patrão.

Cercial og Bical udgør det klassiske hvidvinsblend i regionen, hvor den første giver aroma, mens den sidste især giver høj syre. Hvad angår Baga, kan man – alt efter terroir og vinifikation – sammenligne den med to andre druesorter, mente Luís Patrão, nemlig Pinot Noir og Nebbiolo. Nogle fremstiller lettere, elegante vine på Baga, andre mere rustikke vine med kraftige tanniner.

”Selv befinder jeg mig nok et sted midt i mellem. Mere Barbaresco end Barolo.” sagde Luís Patrão.




Luís Patrão startede sit Vadio-projekt i 2005, da han var 24 år gammel. Inden da havde han arbejdet for mastodonten Esporão i Alentejo, ligesom han i dag også er winemaker for Herdade de Coelheiros i Alentejo.

Familien har altid haft vinmarker på deres ejendom i Bairrada, men lavede tidligere kun vin til eget forbrug og solgte så resten af druerne til kooperativer eller de store koncerner. Vadio startede i det små med kun ½ hektar vinmarker, er siden vokset, men er stadig beskedne rent kvantitativ, da produktionen kun er ca. 38.000 flasker om året. Dette er dog ikke usædvanligt i regionen, hvor der er mange små parceller med vinmarker fordelt rundt om og ikke større arealer til storproduktion. Regionen har samlet ca. 7.000 hektar vinmarker med en gennemsnitlig størrelse på 0,2 hektar.

I dag råder Vadio over 7,5 hektar vinmarker fordelt på fire parceller i Vale do Forno, hvilket dog kun dækker 70 % af det samlede forbrug. Resten af druerne tilkøbes, men målet er at blive helt selvforsynende. Terroirmæssigt er regionen præget af nærheden til Atlanterhavet samt en jordbund med især ler og noget kalksten. Faktisk er Bairrada afledt af barro, som betyder ler.

Følgende fire vine blev smagt og gensmagt dagen efter:

 



Espumante Bruto

Blend af 70 % Bical, 20 % Baga og 10 % Cercial fra forskellige årgange (2007-2016) i solera-system, lagret 18 måneder på bærmen og lavet efter Methode Traditionelle. Ravgul med lidt rødlige toner, pænt med medium bobler. Frisk med citrus, moden pære, nødder og brødkrummer samt lidt eksotisk bund. Frisk og sprød med høj syre, god frugt, mineralsk og bagvedliggende dybere kompleksitet, fin balance. En fin gastronomisk Espumante (91).

 



Vadio Branco 2017

60 % Cercial og 40 % Bical. Gulgrøn med grønt skær. Aromatisk, men ikke særlig tiltalende næse med abrikos, moden pære og lidt vegetale noter. Cremet og blød i første omgang, derefter mere skarp med fin syre og god balance, mineralsk, pænt fyldig, ender med en medium lang, let saltet hale (89).

 



Vadio Tinto 2017

100 % Baga, spontangæret, lagret 24 måneder på fransk eg og 12 måneder på flaske. Rubinrød, medium intens. Frisk næse med jordbær og hindbær samt lidt mørkere skovbær og krydret bund, floral. Let og frisk med røde bær, elegant og floral, men også med fin bagvedliggende struktur, bløde integrerede tanniner. Ikke en kompliceret vin, men ganske indbydende og med tydelig Baga-profil (89/90).

 

Grande Vadio 2014

100 % Baga, spontangæret, 24 måneder på fransk eg og 12 måneder på flaske. Rubinrød, mørk kerne. Intens næse med mørke kirsebær, skovbær, florale noter, lidt mørk chokolade og en smule mynte og anden krydderurt. Dejlig tekstur i munden med god frugt, modne mørke kirsebær, elegant med høj syre og flot kompleksitet, flot lang hale. En dejlig Baga, som er drikkeklar nu, men stadig også med flot potentiale for lagring (93).

 

Vadio importeres af Vinho.dk, som også stod bag onlinesmagningen.

mandag den 15. februar 2021

Quinta da Fonte Souto - Symingtons nye projekt i Alentejo

De smagte vine var sponseret af Symington Family Estates


Familien har været i Portugal siden 1882, hvor den unge skotte Andrew James Symington ankom til Porto for at gå ind i tekstil- og portvinsbranchen. I dag er Symington Family Estates en af de allerstørste portvinsproducenter med deres lange række af brands, hvor de største og mest kendte er Graham´s, Dow´s, Cockburn og Warre samt prestigeejendommen Quinta do Vesuvio. Dertil kommer bordvin ligeledes fra Douro under labels som Quinta do Vesuvio, Altano og Prats & Symington.




For et par år siden bevægede familiekoncernen sig for første gang uden for Douroregionen og investerede i en vingård i Alentejo – nærmere bestemt i underregionen Portalegre. Nu er de første vine fra Quinta da Fonte Souto sendt på markedet. Jeg fik mulighed for at teste dem og samtidig smage dem op mod et udvalg af deres vine fra Douro.

Men hvorfor i det hele taget etablere sig i Alentejo?

”Vi har overvejet gennem længere tid at ekspandere uden for Douro og kiggede efter noget interessant med sin egen karakter. Portalegre er med Serra de São Mamede bjergrigt, hvilket lokkede os, da vi ellers var bekymrede for Alentejo på grund af vandmangel,” fortæller Dominic Symington, som har fået ansvaret for det nye projekt.

 

Køligere og mere regn

Bjergkæden Serra de São Mamede strækker sig over ca. 25 km. i det nordlige Alentejo ind mod Spanien med højeste punkt i 1.025 meters højde. Markerne på Quinta da Fonte Souto er placeret mellem 480 og 540 meters højde.




”Vi kalder Portalegre for det andet Alentejo, da det er så forskelligt fra resten af regionen. Druesorterne er stort set de samme, men i Portalegre drager de fordel af de lidt køligere temperaturer især om natten samt større temperaturforskel mellem dag og nat. Det giver en stor friskhed som kendetegn for vinene,” forklarer Dominic Symington og fortsætter:

”Den største fordel er dog rigeligt med nedbør, da vinden, som kommer ind over Alentejo afkøles, når den rammer højderne. Det gør, at der er gode grundvandsreserver, så vinmarkerne er i balance under den lange varme sommer.”

At quintaen og Portalegre er begunstiget med mere regn end sædvanen i Alentejo kan en enkelt sammenligning bevidne. På Quinta da Cavadinha, som er Symingtons mest ”våde” ejendom i Douro, falder der årligt 681 mm nedbør, mens der falder hele 852 mm på Quinta da Fonte Souto.

Fonte Souto betyder direkte oversat kilden i kastanjelunden. Ejendommen er på godt 200 hektarer og med 42 hektar vinmarker samt korkege, kirsebær-, kastanje- og oliventræer. På markerne er der plantet de hvide sorter Arinto og Verdelho, de typiske portugisiske røde sorter Trincadeira, Aragonês (alias Tempranillo), Alfrocheiro, Alicante Bouschet og Touriga Nacional, lidt internationale sorter i form af Syrah og Cabernet Sauvignon samt såkaldt Vinhas Velhas – altså gamle blandede marker med forskellige sorter.




Selv om Quinta da Fonte Souto ligger forholdsvist højt efter Alentejo-målestok, er terroiret dog ikke at sammenligne med Douro, påpeger Dominic Symington:

”Selv om der er bjerge i Portalegre, er der rimeligt fladt i sammenligning med Douro. Quinta da Fonte Souto ligger således på en stor flad hylde med en blanding af granit, lidt skiffer og alluvial.”

 

Tre serier

Der er i første omgang udsendt tre serier af vine fra Quinta da Fonte Souto. Den mere friske og ungdommelige Florão i rød- og hvid udgave, Quinta da Fonte Souto ligeledes i rød og hvid samt en rød prestigevin, Vinha do Souto. Om de tre serier forklarer Dominic selv:

“Det er vores intention, at Florão skal være let drikkelig og lidt over entry level og samtidig være et udtryk for regionen. Quinta da Fonte Souto skal udtrykke quintaen selv, mens vores ambition med Vinha do Souto er, at den skal blive kendt som en portugisisk topvin, som måske ikke bliver lavet alle år.”

Alle tre rødvine er blends med bl.a. Alicante Bouschet – en druesort, som oprindeligt stammer fra Frankrig, men har fundet et nyt hjemland i Portugal og især i netop Alentejo, hvor man finder den både som enkeltdruevin eller i blends. I topvinen Vinha do Souto indgår der således hele 52 % af den blæksorte og noget rustikke drue, som dog blødgøres af 48 % Syrah.

”Vi har besluttet, at vi vil respektere terroir og de lokale karaktertræk, hvor vi laver vin. Derfor bruger vi de klassiske druesorter fra Alentejo samt Syrah, som er adopteret på bedste vis. Alicante Bouschet er meget interessant med det høje syreniveau og ekstremt tanninfyldt, hvorfor den skal vinificeres omhyggeligt og har brug for tid til at modnes,” forklarer Dominic Symington, som ikke vil udelukke, at der også kan komme enkeltdruevine fra Fonte Souto på Alicante Bouschet eller Trincadeira en gang i fremtiden.

Når Symington Family Estates ekspanderer til andre regioner, er det led i en generel udvikling i Portugal, hvor de større producenter spreder sig over flere regioner. Dominic Symington regner da også med, at andre regioner kan komme på tale de kommende år, men kan dog endnu ikke fortælle noget konkret herom.

 

Douro

Symington Family Estates vil dog stadig have Douro som sin primære base. Her er der også en vis spredning i deres portefølje på vinsiden.

Druer fra den store ejendom Quinta do Ataíde bruges til såvel en økologisk vin under quintaens navn som til brandet Altano, der blendes af druer fra flere af familiens quintaer rundt om i Douro.

Under navnet Prats & Symington har familien slået sig sammen med franske Bruno Prats fra Bordeaux, hvor der laves flere vine med afsæt i de to vingårde Quinta de Perdiz og Quinta de Roriz. Topvinen Chryseia regnes for lidt af en kultvin fra regionen.




Endelig er Quinta do Vesuvio lanceret som et andet Bordeaux-slot og det såvel på portvinssiden, hvor der laves Vintage og en enkeltmarks vintage, Capela do Vesuvio, samt rødvin i form af topvinen Quinta do Vesuvio og andenvinen Pombal do Vesuvio.

Jeg har smagt vine fra Ataíde, Prats & Symington og Quinta do Vesuvio i Douro sammen med de nye vine fra Quinta da Fonte Souto. Vinene blev smagt over to dage.

 

Florão Branco 2019

Blend af 50 % Arinto og 50 % Verdelho, ingen skindkontakt, 4 måneder på ståltank. Grøngul, lys. Frisk næse med citrus, vegetale noter og lidt ananas. Frisk, sprød og læskende i munden med citrus og høj syre, tør, medium hale. En enkel, men dejlig frisk og vellavet vin (89).

 

Florão Tinto 2017

Blend af 32 % Aragonez, 25 % Trincadeira, 22 % Cabernet Sauvignon, 9 % Alfrocheiro og 2 % Alicante Bouschet/Syrah, halvdelen lagret 6 måneder på brugte egefade. Mørk rubin, lidt lysere kant. Frisk næse med kirsebær og jordbærgrød. Frisk, ren frugt, kirsebær, jordbær og andre røde frugter, let krydret bund, bløde tanniner. En ligefrem og meget tilgængelig ung vin, som bør nydes lettere afkølet (88).

 



Quinta da Fonte Souto Branco 2017

Blend af 75 % Arinto og 25 % Verdelho, delvist fermenteret på egefad, 60 % lagret 8 måneder på fad med bærmen. Gulgrøn. Ekspressiv med citrus, modne stenfrugter, moden pære og lidt tropiske noter som banan samt nøddeagtige fadnoter, rimelig kompleks. Fed tekstur med godt med frugt, citrus, mandarin, lidt ananas, floral, tydelige fadnoter, men fint balanceret med syre, lang hale med fin syre. Fyldig og balanceret, så fadpræget ikke tager overhånd (91).

 

Quinta da Fonte Souto Tinto 2017

Blend af 40 % Alicante Bouschet, 25 % Trincadeira, 15 % Cabernet Sauvignon, 10 % Syrah og 10 % Alfrocheiro, halvdelen lagret 6 måneder på fransk eg. Mørk rubin, uigennemsigtig kerne, lilla kant. Forholdsvis frisk næse med modne og let syrlige kirsebær, brombær og en smule kakao. Moden frugt, brombær, blommer, kraftig og krydret med god, let cremet tekstur, men også frisk og med fin syre, der topper midtvejs, pænt med bløde tanniner, lang hale, ok potentiale. (91).

 



Vinha de Souto Tinto 2017

Blend af 52 % Alicante Bouschet og 48 % Syrah fra udvalgte marker, 11 måneder på 80 % ny eg og 20 % på brugt. Mørk rubin til violet, lilla kant. Ekspressiv næse med sorte syrnede kirsebær, brombær og lidt solbær, kaffenoter samt lidt friske krydderurter. Fyldig og lækker i munden med moden frugt, mørke bær, lidt lakrids samt lidt friske grønne noter, dejlig kompleksitet, markante, men integrerede tanniner, meget lang hale med en del tørre tanniner. En flot og kraftfuld vin, som dog har brug for tid eller luft, stort potentiale (93).

 


Quinta do Ataíde Tinto 2016

Blend af 60 % Touriga Nacional, 20 % Touriga Franca, 10 % Alicante Bouschet og 10 % field blend, økologisk, lagret 8 måneder på fad. Mørk rubin, svag, lys lilla kant. Frisk næse med røde syrlige kirsebær, brombær, blomster, krydderurter og mynte samt en smule tobak. Frisk med høj syre, ikke så tæt, ren frugt og sort peber, krydderurt, mineralsk og lidt metallisk, let syrlig, en del tanniner, tørre tanniner og peber i halen, fint potentiale (89).

 


Prazo de Roriz Tinto 2018

Blend af 35 % Touriga Franca, 20 % Touriga Nacional, 15 % Tinta Roriz, 10 % Tinta Barroca og 20 % field blend. Mørk rubin, lys kant. Kraftig med frugtduft, solbær, kirsebær, hindbær og lidt vingummi. Frisk i munden med direkte frugt, modne, lidt syrlige kirsebær, ikke så intens og dyb, fin balance, bløde tanniner, krydret hale med lidt tørre tanniner. Fin drikkeklar (89).

 

Post Scriptum de Chryseia Tinto 2018

Blend af 58 % Touriga Nacional, 39 % Touriga Franca og 3 % Tinta Roriz, 12 måneder på fad. Mørk rubin, næsten uigennemsigtig, lilla kant. Lidt lukket næse med mørke bær, brombær, violer og lidt kaffe. Masser af frugt i munden, høj syre, lækker med god fylde og kompleksitet, mineralsk og krydret, godt med tanniner, lidt vel rå lige nu, har brug for lidt luft, men med stort potentiale (92).

 

Chryseia Tinto 2018

Blend af 55 % Touriga Franca og 45 % Touriga Nacional, 15 måneder på egefad. Mørk violet, dyb sort kerne. Flot ekspressiv næse med godt med frugt, modne bær, violer, floral, lidt balsamico og diskret fadnoter med vanilje. Fylder hele munden, intens, elegant og dejlig kompleks med mørke modne kirsebær, skovbær, flot balance, bløde tanniner, lang hale med markante tanniner. Kan drikkes nu og gemmes (95).

 


Pombal do Vesuvio Tinto 2018

Blend af 50 % Touriga Franca, 45 % Touriga Nacional og 5 % Tinta Amarela, 8 måneder på store og små fade. Mørk violet. Brombær, solbær, cassis, masser af frugt samt florale noter og lidt krydderurt. Elegant, blød og rund i munden, indbydende og flot balanceret, efterfølgende godt med mørke bær og power samt pænt med tanniner. Et dejligt glas med flere lag (92).

 

Quinta do Vesuvio Tinto 2018

Blend af 56 % Touriga Franca, 41 % Touriga Nacional og 3 % Tinta Amarela. Mørk rubin, lilla kant. Flot og intens næse med solbær og andre mørke bær, floral og elegant, men samtidig kraftig og krydret. Flot balance med fin syre, blød og elegant, fin struktur, mørke bær, krydderurter, lidt kaffe og toastede noter på bunden, mineralsk, markante men integrerede tanniner, meget lang, flot og krydret hale med lidt tørre tanniner. En nydelse nu og med stort potentiale (95).


 

Quinta da Fonte Souto importeres af H.J. Hansen og Vinspecialisten

Prats & Symington importeres af Kjær og Sommerfeldt.

mandag den 21. december 2020

Ny bog af Richard Mayson: The Wines of Portugal

 

Omtalte bog er tilsendt af forlaget

 


Richard Mayson har efterhånden en del vinbøger om Portugal bag sig, og nogle af dem er kommet i flere reviderede udgaver. Det gælder først og fremmest hans nok mest kendte bog, ”Port and the Douro”, som selvsagt har fokus på portvin og sidste år udkom i fjerde udgave. Efter min mening en af de bedste bøger overhovedet om emnet. Han har også skrevet en indsigtsfuld bog om ”Madeira” samt et par generelt om portugisisk vin.

Bøgerne om portvin og madeira er begge udkommet i den udmærkede vinserie, The Infinite Ideas Classic Wine Library, som kommer langt omkring geografisk. Her er bogen ”Wines of Portugal” netop udkommet som en form for opdatering af Richard Maysons tidligere bøger ”Portugal´s Wines & Winemakers” fra 1992 og ”The Wines and Vineyards of Portugal” fra 2003. Og lad det være sagt med et samme. Det var tiltrængt med en ny bog, da udviklingen i portugisisk vin er gået meget stærkt de sidste årtier.

”Wines of Portugal” er en glimrende bog, som giver et godt overblik over portugisisk vin historisk set, de mange druesorter og de forskellige vinregioners karakteristika. Den er brugbar både til at blive læst fra ende til anden og efterfølgende som opslagsværk om regioner, druesorter eller producenter.

Det indledende historiske kapitel er fyldigt og sammenkæder på bedste vis landets politiske og økonomiske udvikling med udviklingen indenfor dyrkning og fremstilling af vin. Den store historie og den lille historie er i fin dialog. Noget er selvfølgelig gentagelser fra tilsvarende afsnit i bøgerne om portvin og madeira, da hedvinene jo spiller en stor rolle for Portugal som vinnation, men sådan må det være. Til gengæld er egentlig omtale af portvin og madeira næsten udeladt, da de to vintyper jo har deres egne anbefalelsesværdige bøger.



Som et nyt aspekt i forhold til de andre bøger bygger ”The Wines of Portugal” også på egne erfaringer. I 2004 købte Richard Mayson Quinta do Centro i underregionen Portalegre i Alentejo, men efter nogle år måtte han sande, at det krævede fuld opmærksomhed, hvorfor han i 2018 solgte vingården til Sogrape.

Afsnittet om druesorter er grundigt og fyldigt med glimrende beskrivelser, som fint rammer druernes karakteristika. Han har udvalgt alle de væsentligste af de mere end 340 forskellige druesorter, som IVV (Instituto da Vinha e do Vinho) oplister. Man kunne måske ønske sig, at de ikke var listet efter kvantitet, men også vægtet efter kvalitet.  Blandt de hvide skal man f.eks. et stykke ind i oversigten over ”andre hvide sorter”, før man når til en så væsentlig drue som Encruzado, der gemmer sig mellem langt mere ukendte navne som Douradinha og Escana Cão.

Efter således at have sorterne på plads følger de forskellige regioner – såvel DOC-regioner som Vinho Regional (IGP) – opdelt i fire hovedområder:

  • Altantic Wines fra Vinho Verde i nord, over Bairrada og Lisboa til Algarve – den sidste dog ofte også karakteriseret som værende med Middelhavs-klima, selv om den jo faktisk ikke ligger ved Middelhavet.
  • Mountain Wines med det indre af den nordlige del af landet herunder de vigtige regioner Douro og Dão.
  • Wines of the Plains – altså slettelandet som udgøres af især Tejo og Alentejo.
  • Island Wines, som omfatter Madeira og Azorerne, som begge dog får meget korte omtaler. Produktionen er nu heller ikke stor, men dog voksende, og især vine fra Azorerne har de senere år vundet hæder – og det ganske fortjent.

Man vil altid kunne diskutere valget af producenter, som portrætteres i de forskellige regioner. Som Mayson skriver i indledningen, er det hans personlige valg, og producenterne er ”chosen because of what they are doing now, due to their contribution to history, or both.” Ud over de beskrevne følger dog for hver region en lille liste over andre producenter, som det også er værd at lægge mærke til.

Listen er sådan set udmærket, men dog også lidt ”konservativ”, idet der hovedsagelig er tale om mere etablerede producenter og i langt mindre grad om nye spændende navne, men det kan jo skyldes dels en skæven til tilgængeligheden på det engelske marked eller dels et ønske om, at nye navne lige skal have tid til at etablere sig på sigt.

Blandt nyere navne, jeg personligt kan savne, er f.eks. Quinta de Santiago i Vinho Verde, Quinta de Ventozelo i Douro og Pedro Marques og hans Vale da Capucha i Lisboa, ligesom Herdade do Rocim i Alentejo havde fortjent ikke kun at blive nævnt ved navn.

En ros for måden vine omtales på. Der nævnes såvel topvine som entry-level og med få ord får forfatteren karakteriseret vinene uden, at der er tale om egentlige noter, som risikerer at blive forældet efter få år.

Bogens sidste kapitler handler om rosévin og espumante – Portugals mousserende vin. Det sidste er fint, men måske kunne rosévinen lige så godt indgå på lige fod med hvidvin og rødvin. Samtidig har kapitlet stort set kun fokus på de to store kommercielle brands, Mateus og Lancers, fra henholdsvis Sogrape og José Maria da Fonseca, mens andre kun omtales i noteform. De er betydningsfulde, hvad angår volumen og indtjening, og derfor værd at berette om. Men som i så mange andre vinlande bliver der faktisk i dag lavet meget god og seriøs rosévin i Portugal, så her kunne der være udbygget lidt.

Afslutningsvis følger et mere omfattende register over druesorter, en ordliste og en fyldigt stikordsregister – altså sammen udmærket, når bogen også skal bruges som opslagsværk.

Alt i alt en væsentlig bog om portugisisk vin, som bør være at finde i ethvert fyldigt vinbibliotek. Set med danske øjne kunne man ønske sig, at portvinens store popularitet og udbredelse fik flere og flere til at få øjnene op for de store kvaliteter i portugisisk vin.

 

Richard Mayson: The Wines of Portugal. Infinite Ideas 2020, 356 sider.

Bogen kan bestilles via forfatterens hjemmeside.

tirsdag den 8. december 2020

Colheita og Tawny fra Boeira

Omtalte vine er sponseret af producenten

 

Der kommer hele tiden nye portvinsmærker, nye typer, nye årgange og nye blends på det danske marked. Det er jo dejligt, da det giver store valgmuligheder både i forhold til smagspræferencer og foretrukne prisniveau.

Det gør sig f.eks. gældende med Boeira – eller Quinta da Boeira som producentens fulde navn er, opkaldt efter quintaen midt i Gaia. Der er tale om prisvenlig portvin, som oftest er lidt til den søde side. Noget af det, jeg har smagt, har jeg fundet ganske fint til prisen, men generelt er der ikke tale om den store kompleksitet.

Jeg fik tilsendt tre vine fra Boeira, som nu har fundet vej til supermarkedernes hylder – to 10 års og en 15 år gammel Colheita. Sidst jeg smagte portvin fra Boeira, var det 40 års Tawny og Very Old Tawny på spray samt den nye Vintage 2018 – altså fra den øverste ende af registret. Denne gang gælder det så betydelig yngre fadlagret Port herunder en hvid.



De tre vine blev smagt over to dage i såvel afkølet som tempereret tilstand. Her er mine noter:

Boeira 10 års White: Ravfarvet til orange. Ekspressiv og sødlig i næsen med abrikos, marcipan og lidt honning og koriander. Fyldig i munden med marcipan, mandarin, mandel, appelsinskal og blomster samt lidt vanilje, vel sød til mine smagsløg, men dog med ok balancerende syre, fin lang og lidt syrlig hale. Skal drikkes kold (85).

Boeira 10 års Tawny: Lys mahognifarvet med lidt rødligt skær og lysere, orange kant. Anonym i næsen, men åbner dog op, som temperaturen stiger, med hasselnødder, marcipan, abrikos, tørrede figner samt en lille smule ribs og andre røde bær. Behagelig i munden med nødder, figner, tørrede frugter og lidt vanilje, igen til den søde side, men med fin friskhed og balancerende syre samt en lang og lidt sprittet hale. Kan fint drikkes afkølet, men ikke så kompliceret (85).

Boeira Colheita 2005: Mørk rødbrun, lidt lys kant. Fyldig næse med hasselnødder, figner, svesker, lidt muskat og karry. Nødder, tørrede frugter og krydderier i munden, fint balanceret med ok friskhed og god syre, men også sødme, som dog er mere afdæmpet pga. syren, slutter med en lang krydret hale med lidt syrekant. Et fint, behageligt glas, som står stærkest i afkølet tilstand (88).