Smith Woodhouse – et lidt overset brand

Der er navne, som altid fremhæves, når vi taler om god Vintage portvin. Og så er der andre, der er mindre synlige, men sjældent skuffer, hverken hvad pris eller kvalitet angår. Et sådant hus er Smith Woodhouse, der sammen med Quarles Harris og Gould Campbell tilhører de mindre kendte og måske lidt oversete brands, som Symington Family Estates ejer. Rimelig kvalitet og derfor også overraskende gode placeringer ved blindsmagninger, men selvfølgelig i skyggen af Graham´s, Dow´s, Warre og Cockburn.

Smith Woodhouse blev grundlagt i 1784 af Christopher Smith, som åbnede et kontor i Porto med henblik på afskibning af portvin til England. Smith-familien blev siden suppleret af brødrene William og James Woodhouse, og navnet skiftede i 1928 til det nuværende. Senere igen blev huset overtaget af Graham´s, hvorfor det fulgte med, da Graham´s blev købt af Symington-familien i 1970.

Heldigvis ser det ud til, at Smith Woodhouse ikke er på vej til at blive udfaset – en risiko mindre brands i store selskaber ellers kan løbe. I 2016, den seneste store Vintage-årgang, var Smith Woodhouse således at finde blandt de mange deklareringer.

I The Vintage Port Club har Smith Woodhouse jævnligt være medtaget på smagninger, men i sidste uge var første gang, hvor vi havde en egentlig vertikalsmagning af huset med 10 Vintage fra perioden 1970 til 2011, hvoraf en enkelt var Single Quinta fra Quinta da Madelena ved Rio Torto, samt en crusted port og en LBV.

Følgende vine blev smagt:

Crusted Port (flasket i 2013): Meget mørk og uigennemsigtig med lilla kant. Frisk næse med masser af frugt, brombær, solbær og lidt kærnemælkspræg. Mørke bør og mærk chokolade, let krydret med pænt tanninbid, potent og med lidt grovkornet tekstur (88).

LBV 2004: Mørk rubin med lidt lys kant. Mørke bær, brombær, solbær og lidt kaffe. Let cremet i munden, fyldig med god syre og fin balance. Ikke så kompleks, men med fin struktur, dejlig drikkelig (85).

Vintage 2011: Mørk rubin med lilla kant og skær, flot. Mørke bær, solbær, te, lidt kærnemælk og lidt grønne noter. Forholdsvis åben og tilgængelig trods sin unge alder, godt med frisk frugt, pænt bid og godt med tanniner, pænt balanceret. Har mange år foran sig og vil udvikle sig flot (91).

Vintage 2003: Mørk rubin, ikke så tæt. Ikke så kraftig i næsen med ung frugt, hyldebær, solbær og mørk chokolade. Dejlig i munden, krydret og med mørke bær, flot syre og god balance, lidt bid samt lidt pebret og skarp eftersmag (90).

Vintage 2000: Mørk rubin, rødlig kant. Lidt lukket i næsen, blåbær og boysenbær samt lidt grønne noter. Lidt skarp med kraftig syre, som overdøver frugten lidt, pænt med tanniner, lidt i ubalance lige nu, men tror den vil blive bedre (89).

Vintage 1997: Brunrød, mørk tawnyfarvet. I første omgang med farin og kaffe samt lidt laktose i næsen, let oxideret præg. Ligeledes lidt laktosesmag i munden, ikke så meget frugt. Den haltede, men blev faktisk bedre ud på aftenen, hvor den egentlig skulle have haft højere karakterer, end den fik (83).

Madalena Vintage 1996: Mørk rubin. Ung frisk frugt, hyldebær og solbær. Blød i munden, ikke så kompleks, hør syre, savner lidt frugt og skarpere struktur, lidt vel rustik (87).

Vintage 1994: Rubin med lys kant. Fin frugt i næsen med hyldebær og lidt mørk chokolade. Høj syre og bløde afdæmpede tanniner, savner igen lidt frugtfylde. Rimeligt udviklet og trods alt nogenlunde balanceret (90).

Vintage 1985: Lys rubinrød med lys kant. Duft af røde bær og lidt jordbær. Dejlig i munden, let krydret med røde bær og ok syre. Vil nok ikke holde i mange år, da den var lidt lav på frugt, men dejlig moden og drikkelig nu (91).

Vintage 1983: Mørk rubin. Fin duft med mørke bær og hyld. Dejlig i munden med god frugtfylde, fin syre og balance samt en god struktur. Et dejligt glas. Har stadig år foran sig (92).

Vintage 1980: Rubin til rødbrun, medium intens. Mørke bær og lidt cassis, men også lidt laktosepræg. Meget fyldig og tæt, krydret og med lidt mørke og røgede toner, mangler finesse (88).

Vintage 1970: Lys rødbrun med orange kant. Afdæmpet næse med jordbær og andre røde bær. Pænt syreniveau, tynd på frugt, men ok smag. Meget moden, på vej til at blive træt og skal nok drikkes nu (89).

Generelt holdt de fleste vine et pænt niveau, og især Vintage fra 1980´erne og efter årtusindeskiftet må siges at være udmærkede køb. Fordelen ved et portvinsmærke, som står lidt i skyggen af de helt store, er jo også, at de oftest holder et rimeligt prisniveau.

Efter smagningen afgav deltagerne point, hvilket gav følgende Top 5:

1. Vintage 1970
2. Vintage 1985
3. Vintage 1980
4. Vintage 2011
5. Vintage 1983

Det fulde resultat kan ses på klubbens hjemmeside.

Alves de Sousa og Quinta da Gaivosa

I efteråret under vinfestivalen Grandes Escolhas i Lissabon mødte jeg både stor venlighed, gæstfrihed og ekspertise hos far og søn, Domingos og Tiago Alves de Sousa, der står i spidsen for huset Alves de Sousa. Sammen med min gode bekendte fra portvinsverdenen, Axel Probst, fik vi først en god snak om vin ved Alves de Sousas stand og siden under en middag i en nærliggende restaurant, hvor også datteren Patrícia deltog.

Og ja, Alves de Sousa er et sandt familieforetagende. Familien har gennem flere generationer dyrket vin, men druer og vin blev tidligere solgt til store huse som Taylors, Ferreira og Borges. I 1987 besluttede Domingos Alves de Sousa, der arbejdede som civilingeniør at satse på egenproduktion – en historie, der kendes fra mange andre familier i Douro. Første vin kom på markedet i 1991, første portvin i 2003 og første Vintage portvin i 2009, og siden da er produktionen af såvel bordvin som portvin vokset – både kvantitativt og kvalitativt.

Flere vingårde blev tilkøbt, så familien nu ejer hele seks af slagsen: Quinta das Caldas, Quinta da Aveleira, Quinta da Estacão, Quinta do Vale da Raposa, Quinta da Oliveirinha samt ikke mindst Quinta da Gaivosa, hvor det hele begyndte. Gaivosa lægger da også navn til såvel Vintage portvin og Tawny med alder som bordvine, ligesom også Caldas, Vale da Raposa og Estacão fungerer som brandnavne.

De fleste quintaer ligger i Baixo Corgo lidt nedenfor eller i baglandet af Regua, mens Oliveirinha ligger i Cima Corgo lige nedenfor Chanceleiros. Quinta da Gaivosa ligger kun 8 km fra Serra do Marão med vinmarker placeret i 350 til 500 meters højde. Der satses på stor biodiversitet på markerne med blomster, oliventræer, eukalyptus og frugttræer, hvilket ifølge ønolog og winemaker Tiago Alves de Sousa resulterer i friskere og mere florale vine.

Alves de Sousa og Quinta da Gaivosa har været at finde på det danske marked i en del år – først hos Vinport og nu hos Anita Elna Skjoldager Eskildsens Det Portugisiske Hus. Fra Alves de Sousa i Portugal og importøren har jeg fået tilsendt et stort og bredt udvalg af husets vine og portvine. Følgende er derfor blevet testet:

Branco da Gaivosa Douro 2016: Blend af 40 % malvasia fina, 30 % gouveio og 30 % arinto. Lys grøngul og klar. Pærer, græs, blomster og lidt melon og vanilje i næsen. Florale noter, mineraler, pæn fedme og fylde i munden, god friskhed og fin balance samt lang, dejlig hale. Fint afrundet. Velegnet til fisk eller lyst kød (90).

Branco da Gaivosa Douro 2017: Blend af 50 % malvasia fino, 30 % rabigato og 20 % gouveio. Meget lys gulgrøn, klar. Frisk og kraftig næse med grønne pærer, melon og stikkelsbær. Frisk, let prikkende i munden, græs og fin mineralitet, fin syre og god balance samt lang dejlig eftersmag (89).

Caldas Douro Tinto 2015: Blend af 40 % touriga nacional, 35 % tinta barroca og 25 % tinta roriz. Rubinrød, forholdsvis lys. Frisk næse med godt med primær frugt, kirsebær og brombær samt lidt blomster. Frisk med brombær og lidt jordbær, let krydret og pebret samt lidt lakridsnoter, ok bløde tanniner. Fin, enkel og ligefrem vin (85).

Gaivosa Primeiros Anos Douro 2013: Blend af 40 % touriga nacional, 35 % tinta amarela og 25 % sousão. Mørk rubin, næste uigennemsigtig kerne. Kraftig i næsen med solbær, blåbær, brombær, violer, krydderurter og lidt kaffe-og chokoladenoter. Dejlig blød og cremet med masser af brombær og andre mørke bær samt mørk chokolade, fyldig og tæt med flot balance og bløde tanniner. Et dejligt glas (91).

Gaivosa Primeiros Anos Douro 2015: Blend af 40 % touriga nacional, 35 % tinta amarela og 25 % sousão. Mørk rubin, næste uigennemsigtig. Solbær, brombær og violer, lidt lukket. Fyldig med mørke bær, krydderurter, høj syre og lidt mørk chokolade, god struktur, fin balanceret, lidt skarpe tanniner, men fint potentiale. Har brug for lidt tid (91).

Caldas Ruby Special Reserve: Mørk rubin, lys lilla kant. Brombær, hyldebær, violer, marcipan, mynte og engelsk lakrids i næsen. Blød og cremet i munden med brombær og mørke bær, godt med frugt, god friskhed, krydret og diskret pebret samt lidt tanninbid. Ikke så nuanceret, men veludviklet og harmonisk, en udmærket repræsentant for kategorien (86).

Quinta da Gaivosa LBV 2013: Mørk rubin, uigennemsigtig med sort kerne. Mørke bær og blommer, mynte, lakridsnoter, men også fin friskhed. Brombær og mærk chokolade, dejlig elegant med fin balance og afdæmpede, bløde tanniner. En flot, kompleks og på en gang potent og elegant LBV (90).

Quinta da Gaivosa Vintage 2016: Mørk rubin, uigennemsigtig, farver glasset. Lidt lukket i næsen førstedagen, men åbnede op med brombær og solbær, florale noter samt krydderier og lidt mørk chokolade. Kraftig med godt med frugt, men også elegant, blød og velbalanceret med lang, dejlig hale og kraftige, men fint integrerede tanniner. En flot vin med stort potentiale (93).

Alves do Sousa Vintage 2015: Mørk rubin, uigennemsigtig, farver glasset. Fin frisk næse med hyldebær, brombær, mørke blommer, lidt skovbund og undertoner af lakrids. Masser af frugt og mørke bær, tør, fyldig og kraftig med god struktur og stor kompleksitet, men også elegant, kraftige tanniner og lang hale. En flot glas med stort potentiale (94).

Caldas White Porto: Orange, ravfarvet. Meget kraftig næse med marcipanessens, sød mandarin og fersken. Sød og fyldig i munden med fint syreniveau, mandel og mandarin, let parfumeret. Ikke en kompleks vin, men fin drikkelig og ok længde (85).

Quinta da Gaivosa 10 years white: Gulorange, lys med flot skær. Ikke så ekspressiv i næsen, igen marcipan, men også mandel og florale noter. Ikke kraftig, virker tør, men også med sødme fra fadet, marcipan og appelsinskal, lidt syrebid, men ellers fint balanceret og nuanceret (88).

Caldas Tawny Special Reserve: Rødbrun, klar, orange skær. Mandel, abrikos og tørrede frugter og lidt vingummi i næsen. Blød med lidt tørrede frugter, mandel, en smule mandarin samt lidt rester fra frisk frugt, ok syrebid, ikke kompleks, men velbalanceret og pæn hale (86).

Quinta da Gaivosa 10 years tawny: Rødbrun, lidt mørkere med lys, orange kant. Meget ekspressiv i næsen med mandel, marcipan, figner og andre tørrede frugter samt lidt laktose, men ikke på den ubehagelige måde. Delikat i munden, blød og imødekommende, men også med lidt alkoholbid, mandel, karamel, lidt appelsinskal og kokossødme fra fadet, høj syre og fin balance (90).

Quinta da Gaivosa 20 years tawny: Lys tawnybrun med flot skær. Mandel, figner og trænoter, tørrede frugter og igen lidt laktose. God fylde med mandel, appelsinskal, kokos og nødder, cremet og blød, tør og fint balanceret, intens og elegant med pænt syrebid. Et udmærket glas (91).

Som det fremgår, var der generelt pæne karakterer til såvel vine som portvine fra familien Alves de Sousa. Husets topvine, Quinta da Gaivosa Vinha de Lordelo og Abandonado, var desværre ikke blandt de smagte, men dem har jeg kun hørt godt om.

Alves de Sousa leverer altså udmærket kvalitet i alle genrer, men synes dog bedst hvad angår rødvine og portvine af rubytypen herunder Vintage. Det er et spændende bekendtskab med et flot renommé i Portugal. Ingen tvivl om, at de fortjener mere opmærksomhed herhjemme, så jeg kan kun anbefale portvinsklubber og andre smagekredse herhjemme at tage Alves de Sousa og Quinta da Gaivosa med i deres overvejelser, når de planlægger smagninger.

En lille anke, som måske kan have betydning for gennemslagskraften på det danske marked, er de mange forskellige brands. Måske burde de i højere grad markedsføre hele porteføljen under producent- og familienavnet Alves de Sousa frem for også at bruge de forskellige quintaers navne?

Læs mere om Alves de Sousa og Quinta da Gaivosa her.

Colheitas fra syv årtier

I oktober deltog jeg i en Kopke Master Class ved vinfestivalen Grandes Escolhas i Lissabon. Her skænkede masterblender Carlos Alves fra Sogevinus hvid portvin med alder og Tawny, og han fortalte om ligheder og forskelle. Her en måneds tid senere gæstede Carlos Alves The Vintage Port Club i Odense sammen med Stefano Marello, som står for salget til Danmark samt husets danske importør Kim Hansen fra Viniportugal. Det blev til et fint gensyn, men ikke en gentagelse af smagningen. Husets speciale i form af fadlagret portvin byder på nemlig på flere aspekter end Tawny med alder. 

En anden side af de fadlagrede portvine er Colheita, og temaet for smagningen i klubben var netop Colheitas gennem hele syv årtier – fra 1940´erne og frem til nu.

Det var en imponerende række af vine, der blev serveret, og undervejs fortalte Stefano og Carlos om huset og om kunsten at lave en god Colheita. Vi blev bl.a. mindet om, at Colheita selvfølgelig er langt mere afhængigt af det enkelte års høst end Tawny med alder, som er et blend af flere årgange.

Følgende vine blev smagt i nævnte rækkefølge:

Colheita 2008 White: Flot gylden ravgul, lys. Frisk næse med lidt citrus, appelsinskal, honning og florale noter. Frisk med høj syre, mandel og appelsinskal, elegant. Bør nydes afkølet (89).

Very Old Dry White: Blend af forskellige hvide portvin i alderen 45 til 68 år med ca. 50 år i snit. Ravgul, lidt orange kerne, flot skær. Kraftig næse med appelsinskal, marcipan og lidt kokosnød og vanilje. Fyldig i munden med appelsinskal, nødder og figner, dejlig tekstur og høj syre, virker og føles frisk og tør, hvilket dog svandt, som temperaturen steg. Skal derfor også nydes kold (94).

Quinta S. Luiz Vintage 2009: Mørk rubin, lys kant, medium intensitet. Lidt lukket i næsen med mørke bør, jordbær, mørke kirsebær og blommer samt lidt chokolade i baggrunden. Brombær og blommer, krydret og pebret samt lidt frisk mynte, pænt bid og bløde tanniner. Frisk og fin drikkelig nu (89).

Kopke Vintage 2016: Mørk rubin, næsten uigennemsigtig kerne og lidt lilla kant. Tydelig frisk frugt og lidt ungdommelig kærnemælk, solbær og jordbærgrød samt lidt eukalyptus. Godt med bid, primær frugt med kirsebær og jordbær, pebret og pænt med tanniner (90).

Colheita 2008: Rødbrun, orange kant. Frisk med lidt røde bær og jordbær i næsen, men også tørrede frugter, lidt skarp. Pænt balanceret med lidt syrebid, stadig primære frugtnoter, ikke så udviklet (88).

Colheita 2003: Tawnybrun med lys kant og flot orange skær. Frisk næse, tørrede frugter, figner. Blød i munden med fin balance, appelsinskal og nødder (89).

Colheita 1998: Orangebrun. Fin duft af appelsinskal, mandler og marcipan. Ikke så fyldig, elegant stil med tørrede frugter og mandel samt fin syrebalance (91).

Colheita 1985: Orangebrun. Nødder, appelsinskal og lidt farin i næsen. Godt med fylde, tørrede frugter, nødder, lidt sprittet (90).

Colheita 1978: Orangebrun til ravfarvet med lys orange kant. Mandel og tørrede frugter, elegant stil med høj syre (89).

Colheita 1975: Orangebrun med lys orange kant. Ikke så kraftig i næsen med mandel og appelsinskal. Dejlig i munden, blød og fint balanceret med mandel, appelsinskal og fin syre (91).

Colheita 1965: Lidt mørkere tawnyfarvet med orange kant, flot. Utrolig ekspressiv med mandel, tørrede figner og nødder. Fyldig og intens i munden med tørrede frugter og figner, meget kompleks, men også med frisk elegance og flot syre. Et dejlig glas (94).

Colheita 1957: Rødbrun kerne, orange kant. Nødder og figner. Dejlig i munden med god balancere mellem fyldighed og friskhed (93).

Colheita 1941: Flot og klar, orangebrun. Nødder og figner i næsen. Dejlig i munden, kompleks og intens, lidt cremet og blød, men også med høj syre (92).

Der blev vanen tro efterfølgende afgivet point fra deltagerne. Her var der ikke overraskende klart flest point til de gamle Colheitas, mens ikke alle var begejstrede for Very Old Dry White. Det samlede resultat med point kan ses på klubbens hjemmeside, men her er Top 5:

1. Colheita 1941
2. Colheita 1965
3. Colheita 1957
4. Colheita 1978
5. Colheita 1975

Oldenburg slår et slag for sherryen

”Sherry Tapas Skinke” hedder en ny lille bog af Henrik Oldenburg. Bogen er i samme handy format som sidste års ”Portvin i glasset” og leverer ligeledes en fin lille introduktion – især til sherry, men altså også til tapas og den dejlige iberiske skinke fra sortfodssvin.

Der kan være gode grunde til at sætte fornyet fokus på sherry – og gerne i selskab med tapas, da de to går glimrende hånd i hånd. Salget af sherry er nedadgående såvel på verdensplan som herhjemme, hvor portvinen til gengæld buldrer frem og får al opmærksomhed i form af festivaler, portvinsklubber og presseomtale. Det skal jeg som ekspert i portvin ikke begræde, da jeg selv har været med til at udbrede det gode budskab. Men samtidig er jeg nysgerrig og har stor lyst til også at beskæftige mig med andre typer af hedvin på markedet som de portugisiske Madeira og Moscatel de Setubal samt altså den spanske Sherry, hvor jeg især har fået smag for de helt tørre typer. For et par år siden gik sommerferien således til Cadiz og Jeres de la Frontera, hvor der også blev tid til at besøge et par bodegaer. Du kan derfor læse mere om Emilio Lustau og Sandeman her på min blog.

Henrik Oldenburgs baggrund som historiker skjuler sig heller ikke denne gang. Bogen giver indledningsvis et fint overblik om sherryens udvikling krydret med små anekdoter. Derefter følger afsnit om produktionen fra klima og jordbund over druer og høst til tiden i bodegaen, hvor der redegøres for solera-systemet og flor – det lag af skimmelsvamp, som dannes af gærceller og luften i de ikke helt fyldte fade, og som giver de helt tørre sherrytyper deres helt egen smag og karakter.

De forskellige sherrytyper gennemgås selvfølgelig også fra de helt tørre, Fino og Manzanilla over Oloroso, Amontillado og Palo Cortado til de helt søde Moscatel, Pedro Ximénes og blandingsproduktet Cream Sherry. Endelig følger en oversigt over producenter, gode tip til opbevaring og servering samt en ordliste.

Opbygningen i de to hovedafsnit om tapas og skinke er i og for sig den samme blot i mindre målestok. Lidt historie, lidt om produktion og typer samt gode tip til servering, lidt opskrifter (hvoraf et par i al fald skal afprøves næste gang den står på tapas herhjemme) og adresser på tapasbarer såvel i Spanien som i Danmark. Problemet med den slags lister er, at de desværre ofte hurtigt bliver forældede. I oversigten med tapasrestauranter står der f.eks. opført to i Odense, hvoraf den ene lukkede i juni måned.

En anden liste, der snart også er forældet, er den over Sherryevents, men her er det sådan set glædeligt. Oldenburg skriver, at der desværre ikke er sherryfestivaler i Danmark, men har siden besluttet sig for selv at arrangere en af slagsen. Festivalen vil finde sted næste år – nærmere bestemt torsdag den 25. april i ”Sceneriet” på Det Ny Teater i København. Festivalen vil være i stil med de succesrige portvinsfestivaler på Børsen – om end i mindre målestok.

Oldenburg angiver selv ”Sherrys triste skæbne på det danske marked” som begrundelse for initiativet. En skæbne han altså med såvel bog som festival vil prøve at forbedre. Jo, tak. Den er jeg helt med på. Jeg vil også gerne slå et slag for den spanske sherry – ikke på bekostning af portvinen, men parallelt. Der bør være plads til både Madeira, Portvin og Sherry i Danmark – og ikke kun som et minde om barndommens konfirmationer, hvor disse blev tilbudt til desserten.

Henrik Oldenburg: Sherry Tapas Skinke. Rosinante 2018, 144 sider.

Billetsalget til Sherryfestivalen starter 1. februar 2019 via hjemmesiden www.forlaget-smag.dk

Portvin fra Borges

Borges er ikke blandt de portvinshuse, som har den største opmærksomhed herhjemme. Men de er til stede på markedet og skænker trofast ud ved portvinsfestivaler. Kvaliteten synes at være stigende, efter huset i en årrække før årtusindeskiftet ikke gjorde meget væsen af sig.

Vinhos Borges har da også haft en omskiftelig historie siden firmaet blev etableret i 1884. Faktisk begynder historien ifølge Henrik Oldenburg endnu tidligere, nemlig i 1872, hvor firmaet ”Lello, Vieira & Cia” blev grundlagt som eksportører af portvin for så siden at blive indlemmet i bank- og handelsvirksomheden ”António Nunes Borges & Irmão” grundlagt af brødrene António og Francisco Borges i 1884.

Foruden at drive bankvirksomhed handlede brødrene med tobak, tekstiler, vin og altså portvin. Langt senere efter revolutionen i 1974 blev banken nationaliseret som mange andre – og vinfirmaet, Borges & Irmão Vinhos fulgte med. Det førte til en meget tvivlsom periode, hvor kvaliteten faldt og fokus blev lagt på kvantitet. Men fra midt i 1990´erne fik Borges assistance af en af landets dygtigste winemakere, Anselmo Mendes (især kendt for sine glimrende vine fra Vinho Verde), hvorefter det begyndte at gå fremad igen.

I 1998 blev selskabet reorganiseret under nyt ejerskab i form af JVM Group, som allerede stod for distributionen af vinene. Quintaer som Casa Nova og Quinta do Junco, der tidligere havde leveret Single Quinta Vintage, blev solgt til Taylors. Tilbage blev Quinta do Soalheiro ved Rio Torto – en quinta, der blev købt i 1904, og som også lægger navn til nogle af deres portvine.

Foruden portvin produceres der bordvin i såvel Douro som i to andre af landets bedste regioner, Vinho Verde og Dão, ligesom der laves Espumante og Brandy. Der eksporteres til omkring 50 lande i hele verden herunder Danmark.

I dag markedsføres portvinen under nye enkle og smarte labels og i flot indpakning, hvor reserve-kategorien f.eks. præsenteres i flotte rør.

Jeg fik en prøvepakke sendt fra Portugal med følgende vine, som blev smagt over to dage:

White Reserve: Blend af malvasia fina, gouveio, rabigato og viosinho fra flere årgange, lagret i 6 år i snit. Lys, gylden til ravfarvet. Citrus, honning og lidt tørrede figner og abrikos. Sød, men med ok syre, der balancerer i munden, mandel og abrikos samt fin friskhed. Behagelig, men ikke med den store kompleksitet. Skal serveres afkølet for friskhedens skyld (85).

Soalheira 10 års White: Blend af malvasia fina, gouveio, rabigato og viosinho. Gylden, lidt mørkere og med lidt orange skær. Kraftig næse med mandel, honning, godt med abrikos, blomster og lidt vanilje. Mandel, tørrede frugter og lidt vanilje i munden, elegant, fint balanceret, lang karrykrydret hale. Et godkendt og behageligt glas, som ligeledes bør serveres afkølet (89).

Ruby Reserve: Blend af touriga franca, touriga nacional, tinta barroca, tinto cão og tinta roriz. Rubinrød med rød kant. Kraftig næse med ung frugt, hindbær, brombær og lidt kogt rødkål samt mynte, umiddelbart mere en rødvinsnæse end portvinsnæse. I munden har en fin primær frugt og røde bær og en let krydret undertone, floral, elegant og dejlig frisk, fint balanceret med syre og lidt kant samt en smule bløde tanniner. I den lette genre, men absolut godkendt (86).

LBV 2014: Blend af touriga nacional, touriga franca, tinta roriz, sousão og trincadeira. Mørk rubin. Fin ekspressiv med brombær, jordbær, blommer og mynte. Dejlig og blød i munden med mørke bær, brombær, rødgrød, igen mynte og florale noter samt lidt mørk chokolade, krydret, elegant med ok kompleksitet samt bløde tanniner, fin lang og lidt pebret hale. Ikke en kraftig LBV, men et dejligt harmonisk glas at drikke her og nu (90).

Tawny Reserve: Blend af touriga franca, touriga nacional, tinta barroca, tinto cão og tinta roriz, fadlagret i 7-8 år i snit. Rødbrun, let orange kant. Røde bær, tørrede frugter, lidt abrikos og kirsebær i næsen. Tørrede frugter, marmelade, figner og lidt mandel, stadig med primær frugt i form af røde bær, men også fadnoter, lidt bid og pebret hale (85).

Soalheira 20 års Tawny: Blend af touriga franca, touriga nacional, tinta barroca, tinto cão og tinta roriz. Lys tawny-brun med flot orange skær. Frisk og dejlig næse med mandel og hasselnødder, godt med appelsinskal og tørrede abrikoser samt lidt vanilje. Blød med tørrede abrikoser, hasselnødder, orangepræg, honningsødme og lidt vanilje, velbalanceret med fin syre og god friskhed, lidt brændende eftersmag, men delikat (91).

Altid godt med nye bekendskaber. Fik i øvrigt også hilst på repræsentanter fra huset såvel på Portvinsfestivalen på Børsen i november og til vinmessen Grandes Escolhas i Lissabon i oktober, hvor jeg fik en snak med kommunikationschef Ana Montenegro

Læs mere om Borges her. Vinene fås hos Nordjysk Vinimport.

Andresen – portvinshuset med de danske rødder

Har man besøgt lagrene hos Andresen i Vila Nova de Gaia, vil man vide, at de bugner af gammel portvin på pipas – fadene, som rummer gennemsnitligt 550 liter. Selv om huset producerer portvin i alle genrer og også udmærket LBV og Vintage, er det de fadlagrede, der er specialiteten og husets store styrke. Det gælder rød portvin i form af Tawny med alder og Colheitas, og det gælder hvid med alder og hvid Colheita. Ja, faktisk var Andresen pioner, hvad angår hvid portvin med alder, og de står bag nogle af markedets bedste.

Det kan man så vælge at være stolt af som dansker, da huset faktisk har danske aner. Stifteren, Johann Heinrich Andrésen kom nemlig fra den nordfrisiske ø Før, som frem til 1864 var dansk. J.H. Andrésen stak til søs i 1826 og endte i Porto, hvor han slog sig ned og begyndte sin opstigning i byens handelsliv. I 1845 etablerede han sig som vinhandler med henblik på eksport af portvin. Huset var ejet af familien frem til 1942, hvor det blev overtaget af Albino Pereira dos Santos, hvis børnebørn med Carlos Flores dos Santos i spidsen stadig driver firmaet.

Selv om tråden tilbage til Danmark altså er reel, er huset 100 % portugisisk. Stifteren valgte da også snart at skifte navn til João Henrique Andrésen. Men relationer til Danmark har altid været gode, og Carlos Flores har ofte besøgt landet.

Det gjorde han også først i november, hvor han stod for en master class i forbindelse med Henrik Oldenburgs portvinsfestival på Børsen i København – godt assisteret af sin gode ven og winemaker Álvaro van Zeller, der også slår sin folder i eget hus, Barão de Vilar.

Smagningen, som havde deltagelse af journalister og repræsentanter fra portvinsklubber, havde netop fokus på fadlagret portvin, og undervejs kom den altid smilende Carlos Flores, som ikke er en mand af få ord, omkring mange spændende emner relateret til fadlagret port. Han forklarede bl.a., at Tawny er et blend og udtrykker en stil, mens en Colheita også altid er en fortolkning af et år og dermed af de betingelser, druer og høst leverer.

Udgangspunktet behøver ikke at være en vintageår, men en god Colheita kræver et godt år, lød det desuden. Hvis ikke du har en god vin som udgangspunkt, kan den ikke lagre 20 år på fad og blive god, fastslog han.

Men heldigvis er terroiret så forskelligt rundt om i Douro, at der stort set altid er gode druer at hente et eller andet sted fra, hvis man har marker med geografisk spredning eller gode aftaler med lokale vinbønder rundt om. Det er af samme grund, at der ofte kan laves god Single Quinta Vintage, selv om året måske ikke er til den brede deklarering.

Endelig kom Carlos Flores også omkring forskellen på at lagre fadene i Gaia og i Douro. Her har varmen betydning, hvilket kan føre til den såkaldte Douro-bake – altså en lidt brændt karakter – hvis man ikke bruger temperaturkontrol. En anden faktor er luftfugtigheden, idet fordampningen af vand er mindre, hvis luftfugtigheden er høj. I Douro er der lavere luftfugtighed, hvorfor der forholdsmæssigt fordamper mere vand og mindre alkohol. I Porto er det omvendt, hvilket giver en forskel i strukturen, lød det bl.a.

Smagningen omfattede hele 17 vine, for som Carlos Flores med vanlig humoristisk sans og et stort smil sagde, så ”ville i det mindste én af dem være god”. Med 17 vine gik det lidt hastigt ind i mellem. Derfor blev nogle af noterne lidt enslydende, da der ikke var mulighed for den store fordybelse, ligesom der ikke var tid til at lade vinene udvikle sig i glasset. Men her er mine indtryk af vinene, listet i den rækkefølge, de blev serveret. Alle vine var friskaftappede undtagen Colheita 1937, som var tappet tilbage i 1980, hvorved vi også fik en snak om fadlagret portvins videre udvikling på flaske. Mere herom senere.

10 års hvid: Lys ravfarvet med orange skær og lys kant. Mandel, appelsinskal, honning og blomster i næsen. Tørrede frugter og honningsødme, men ellers tør, i anden omgang kommer syren, pæn hale med lidt syrebid. Et dejligt glas, som jeg altid har på lager (89).

Colheita 2005: Mørk rødbrun med lys kant. Fin duft af nødder, tørrede frugter og lidt kaffe. Kraftfuld, men også blød og cremet, tørrede frugter og stadig lidt bærpræg, virker ikke så høj på syren og lidt bagt, hvilket trækker lidt ned (86).

Colheita 2000: Flot rødbrun med lys orange kant. Tørrede frugter og nødder, pænt med tawnynoter. Dejlig elegant i munden med nødder og tørrede frugter samt god syre og friskhed, fin balance. Et fint glas (92).

20 års hvid: Lys orangebrun med meget lys kant. Mandel og orange i næsen. Dejlig i munden med orangepræg, lækker cremet med fin syre, kompleks og med flot balance. Dejlig (93).

20 års Tawny: Lys rødbrun. Ikke så harmonisk i næsen, stikker lidt. Nødder og tørrede figner og høj syre, men savner lidt fylde. Den har præsteret bedre før, men var denne dag ikke helt i balance (86).

Colheita 1995: Fin rødbrun med rødlig kerne og lys kant. Fin duft af mandel, nødder og tørrede frugter. Hasselnødder og ok fylde, men med lidt sprittet hale (89).

Colheita 1991: Orangebrun med flot orange skær ved kanten. Nødder, mandel og lidt orangepræg i næsen. Fed og fyldig i munden, dejlig med god kompleksitet, ok balance og en skøn, lang hale (93).

Colheita 1982: Tawnybrun med lys orange kant. Frisk næse med mandel og tørrede frugter og figner. Fed og cremet i munden, fin syre, men måske lidt sprittet (90).

Colheita 1980: Tawnybrun med lys kant. Ikke så ekspressiv i næsen med mandler og figner. Lidt brændt i munden, men fyldig, ikke så fed og dejlig lang hale (89).

40 års hvid: Flot ravfarvet med lys kant. Frisk næse med mandel og appelsinskal. Dejlig cremet med tørrede frugter, elegant og kompleks med fin syre og friskhed. Et fremragende glas (95).

40 års Tawny: Lys rødbrun med lys orange kant. Tørrede frugter og lidt valnød i næsen. Fyldig og kraftig i munden med nødder og tørrede frugter, fin fedme og en lang syrerig hale (93).

Colheita 1975: Tawnybrun med orange skær og lys kant. Hasselnødder, tørrede figner og abrikos i næsen. Cremet i munden, elegant med lidt orangefriskhed og fin balance (94).

Colheita 1970 (fadprøve): Mørk brun tawnyfarvet. Tung i næsen med lidt brændte mandler, balsamico og tørrede frugter. Fed, cremet og tung i stilen med stor koncentration, kompleksitet og intensitet. Savner måske lidt elegance og friskhed (93).

Colheita 1968: Mørk rødbrun, lys orange kant. Lidt tung i næsen med nødder og tørrede figner. Lettere i munden med god friskhed, nødder og figner, dejlig blød og cremet, men en lidt sprittet ende (94).

Colheita 1963: Brun, mørk og koncentreret. Stikker lidt i næsen til at starte med, mørk og tung med balsamico, svensker og figner. Kraftig og koncentreret i munden med stor kompleksitet balanceret med syre og friskhed, en intens vin (94).

Colheita 1937 (flasket i 1980): Tawnybrun med orange kant, lidt uklar. Anderledes næse med lidt apotekerpræg, farin og lidt grønne noter som eukalyptus, men også læder og lidt karamel. Mangler lidt i munden, lav på syre, men med stor kompleksitet og lidt noter med moden frugt. På den ene side intens og spændende, på den anden side lidt træt og uden den friskhed, som ellers præger husets Colheitas (90).

Colheita 1910: Mørkebrun og koncentreret. Farin, balsamico, lidt appelsinskal, hasselnødder og valnød. Uhyre koncentreret og fyldig med balsamico, brændte figner og nødder, nærmest eksploderer i munden, skifter karakter undervejs, hvilket vidner om stor kompleksitet, ok friskhed til at balancere og med lang, lang hale (96).

Som dem fremgår, var jeg meget glad for de hvide og foretrak f.eks. den hvide for den røde, både hvad angår 20 års og 40 års. Så, ja. Andresen er fremragende på Tawny og Colheita-siden, uanset om druernes farve.

En anden konklusion kunne gå på den tilbagevendende diskussion i danske portvinskredse. Skal Tawny og Colheita drikkes frisktappet, eller har det godt af at udvikle sig videre på flaske? Der skal ikke være nogen tvivl om, at fadlagret port udvikler sig videre på flasken. Det gør al vin. Der kommer andre og spændende nuancer frem. Men til gengæld forsvinder friskheden og den balancerende syre. Det er selvfølgelig en smagssag, hvad man foretrækker, men for mig er det netop kombination af den intense og koncentrerede fadlagrede karakter med friskheden og syren, som gør gammel Tawny og Colheita en stor nydelse.

Tak til Henrik Oldenburg, Carlos Flores, Álvaro van Zeller og den danske importør Vinimondo for en god og lærerig smagning.

Martha´s – nyt bekendtskab fra portvinens verden

På den ene side er portvin gamle velrenommerede huse og gode traditioner. På den anden side sker der hele tiden nyt. Nye produkter kommer til, nye producenter dukker op. Gamle familier og quintaer begynder at markere sig under eget navn.

Ved den årlige store Portvinsfestival på Børsen benyttede jeg lejligheden til at stifte bekendtskab med huset Martha´s, som jeg hidtil kun havde smagt tilfældigt et par gange. Husets eller rettere familien Marta´s (sjovt nok uden h i modsætning til portvinen) rødder går helt tilbage til 1700-tallet, og der har været produceret vin gennem hele seks generationer. Første vine blev lanceret under eget navn i 1920´erne, men mange druer blev også solgt til andre producenter.

I 1990 blev firmaet relanceret og godkendt som portvinsskipper. Tidligere blev portvinene solgt som Vinho Fino – en betegnelse, der blev og stadig bliver brugt for portvin, som ikke er registreret hos og godkendt af portvinsinstituttet og derfor sælges uden den velkendte banderole (Selo de Garantia). Men sådan er det altså ikke længere hos Martha´s, og i 2011 kom der nyt design og nye labels. Familien ejer en række mindre ejendomme i Baixo Corgo ved Regua herunder Fontão Velho, Quinta de Sao Pedro, Quinta de Nossa senhora da Graca og Quinta da Vinha Nova. 

Der produceres såvel bordvin, moscatel og portvin som aguardente og brandy. På portvinsområdet gjaldt det tidligere mest gamle colheitas, men nu omfatter porteføljen det meste og her i 2016 blev Vintage føjet til rækken. Som en kuriositet kan nævnes, at Marthas også står bag de officielle portvine, som udsendes i de to store fodboldklubber, F.C. Porto og Benficas´ navn. Den sidstnævnte har jeg selv stående som et lille samleobjekt.

Nedenstående vine blev smagt i selskab med datteren Rita Marta, som jeg også fik hilst på i september til Port Wine Day festlighederne i Porto:

Hvid Port: Lys, strågul. Tør i næsen, næsten sherryagtig med honning. Pæn fedme og sødme, fint med frugt og citrus samt en god cremet struktur, men uden kompleksitet.

Moscatel do Douro: Flot ravfarvet. Æble, frugt og blomster i næsen. Krydret. God friskhed og syre til at balancere sødmen. Harmonisk og dejlig.

Pink Port: Lys pink. Frisk næse med duft af jordbær og frisk frugt. Ikke en kraftig og markant vin.

Ruby: Lys rubin. Let stil, men med god frugt og røde bær og lidt blomme, tør og med fin syre.

Tawny Reserve: Fin ravfarvet med rødlig kerne. Mandel og tørrede frugter. Markant i munden med tørrede frugter, nødder og figner, en del frugtsødme, men ok balanceret med syre.

10 års Tawny: Lys tawnybrun med lidt rødlig kerne og orange kant. Mandel, tørrede frugter og lidt orange i næsen. Blød og cremet i munden med nødder, let og elegant samt med fin syre, der balancerer sødmen.

20 års Tawny: Flot ravfarvet med fint skær. Nødder og orangeskal i næsen. Tørrede frugter, figner og orange i munden, elegant stil med god friskhed og syre. Et udmærket glas.

Colheita 2006: Tawnybrun med lys orange kant. Lidt lukket i næsen, men åben i munden. Tørrede abrikoser, nødder, fin syre, elegant med lang eftersmag med lidt bid.

Colheita 2005: Mørk orangebrun. Nødder og lidt orange i næsen. Lidt fyldigere og federe med tørrede frugter og nødder samt fin balancerende syre.

Vintage 2016: Mørk rubin til sort, uigennemsigtig, farver glasset. Brombær, solbær og mørk frugt samt florale noter som violer. Tør stil, fyldig med ung frugt og grønne noter samt lidt vel hårde tanniner. Lidt i ubalance lige nu, men med fint potentiale for god udvikling.  

Et fint, nyt bekendtskab, som nok umiddelbart har sin styrke i Tawny-serien, der både fås i almindelige flasker og mere fancy decanters. Foruden de smagte laver Martha´s også 30 og 40 års Tawny Dry White og en sød hvid Lágrima.

Marthas importeres af Mac Y og fås bl.a. hos Nordjysk Vinimport