Besøg hos Sandeman – sommer i Porto og Douro 4

 

Jeg har efterhånden besøgt alle portvinshuse i Vila Nova de Gaia – og mange af dem adskillige gange gennem årene. Det gælder både i rent arbejdsmæssigt øjemed som vinskribent og med forskellige grupper, som jeg fungerer som ”turleder” for. Men husene er nu altid et genbesøg værd.

Det gjaldt også Sandemans kælder, som vi havde valgt at gæste under vores ferietur til Douro og Porto. Vores tur sluttede med lidt dage i Porto, hvor der bl.a. blev tid til en sejltur på floden under de seks broer, en tur op i toppen af Clérigostårnet for at nyde udsigten samt en lækker skaldyrsmiddag på restaurant O Gaveto i Matosinhos.

Kajen i Gaia blev selvfølgelig også travet tynd, og undervejs mødte vi flere at mine gode bekendte fra portvinshusene. Men det blev altså kun til et enkelt besøg denne gang.

Hos Sandeman fik vi først en rundvisning, da mine medrejsende ikke havde besøgt stedet før, efterfulgt af en smagning. Såvel deres imponerende samling af gamle flasker som plakater og andre reklameartikler er altid et gensyn værd, ligesom jeg aldrig bliver træt af den karakteristiske duft, der kendetegner portvinskældrene.

Huset har skotske aner og blev stiftet i 1790 af den første af flere udgaver af George Sandeman. Den sidste i rækken stod i spidsen for huset fra 1990 og frem til 2002, hvor den daværende ejer Seagram solgte Sandeman til Sogrape, hvorefter han fortsatte som såvel bestyrelsesmedlem som i en repræsentativ rolle, inden han trak sig tilbage for nogle år siden. Sandeman har herhjemme ufortjent haft et ry som et mindre seriøst mærke. Dette skyldes givet to ting. For det første, at det blev solgt flittigt i supermarkeder, og for det andet fordi der vitterligt var en periode i 1980´erne, hvor Seagram satsede mere på kvantitet end kvalitet. Men Sandemans ældre og deres yngre Vintage er faktisk udmærkede, ligesom deres Tawny-serie er af høj kvalitet, hvilket adskillige smagninger gennem årene har overbevist mig om.

Efter rundturen smagte vi deres Tawny-serie dog fraregnet de yngste og ældste:

10 års Tawny: Rødbrun med lys kant. En lidt sprittet næse med lidt kirsebær, nødder og figner. Ditto i munden, men også karamel og lidt vanilje og mælkechokolade, fin balance og ok komplicitet alderen taget i betragtning.

20 års Tawny: Tawnybrun med orange kant. Fin elegant næse med mandler og tørrede frugter. Tørrede frugter, hasselnødder og toffee, god kompleksitet. En dejlig elegant 20 års.

30 års Tawny: Orangerød med lys kant. Let røget i næsen med muskatnød, tørrede figner og ristede hasselnødder samt lidt abrikos. Høj syre, som giver god balance og friskhed til de tungere noter og kompleksiteten.

40 års Tawny: Tawnyfarvet med lys, lidt grønlig kant. Ekspressiv med hasselnødder og lidt appelsinskal. Flot balanceret med tørrede frugter og lidt balsamico, fin syre. Et flot og komplekst glas.

 

Se mine noter for Sandemans 50 års Tawny her og læs om en tidligere vertikal smagning af deres Vintage her.

Besøg på Quinta do Crasto – sommer i Porto og Douro 3

Efter at have boet nogle dage i den lille og meget stille by Foz do Sabor i Douro Superior gik turen mod Cima Corgo. Vi tog toget retur til Pinhão og efter en lille frokost på hovedgaden fandt vi vej til vores vanlige tilholdssted Chanceleiros – et skønt sted til afslapning i luksuriøse, men venlige og familiære omgivelser og samtidig et godt udgangspunkt for udflugter.

Da vi allerede havde besøgt to vingårde på ferieturen, havde vi kun aftalt et besøg her i Cima Corgo, så der også blev tid til afslapning og til at nyde swimmingpoolen. Vores besøg startede dog også med en svømmetur i den berømte ”infinity pool” på Quinta do Crasto, hvorfra udsigten ned over Douro og over mod Kopkes Quinta São Luiz samtidig kan nydes.

Quinta do Crasto er fra 1615, men anerne menes at gå helt tilbage til romertiden, da navnet regnes for at være en afledning af ”castrum”, som betyder fæstning. Og står man ude på spidsen af bakken, som vingården ligger på, er det tydeligt, at stedet var velvalgt til en forsvarsborg. Langt senere var vingården tilknyttet Constantino. Da dette brand blev solgt til Ferreira beholdt familien quintaen, som i 1981 blev overtaget af familien Roquette. Crasto var derefter blandt de første, som begyndte at udsende vin og portvin under eget navn, da lovgivningen blev ændret i 1986.

Efter afslapning havde Rita Camelo inviteret os til frokost, hvortil hun serverede en række af Crastos dejlige vine og portvine. Da jeg vanen tro ikke tager noter ved den slags smagninger kommer her kun listen med et par enkelte kommentarer tilknyttet. Er vinene angivet som Quinta do Crasto er der udelukkende tale om druer fra selve quintaen, hvorimod vine, der blot hedder Crasto er et blend af druer fra både Crasto og deres vingård Quinta da Cabreira i Douro Superior samt evt. andre druer.

Crasto Branco 2024: Et ganske friskt og ligefremt blend af Viosinho, Rabigato og Gouveio, især med citrusnoter.

Crasto Rosé 2024: Blend af 85 % Touriga Nacional og 15 % Tinta Roriz. Røde bær, lidt mineralitet og med fin fylde. Faktisk ganske glimrende.

Crasto Branco Superior 2019 og 2024: Begge blend af 60 % Viosinho og 40 % Verdelho fra Crastos marker på Quinta da Cabreira og med seks måneders fadlagring. Den ældre udgave viste, at hvidvinene fra Douro godt kan lagre nogle år, men friskheden var forsvundet, så det begyndte at knibe med balancen. Den unge havde til gengæld god balance mellem fylde og friskhed, hvilket jeg klart foretrak.

Crasto Altitude 430 2021: 430 henviser til, at der er tale om druer fra vinmarker i 430 meters højde, blend af 70 % Tinta Francisca og 30 % Touriga Nacional. En vin med dejlig friskhed og lethed og med vægten på de primære frugtaromaer. En type vin vi ser flere og flere af i Douro, som ellers har tradition for mere tyngde.

Crasto Reserva 2022 (magnum): Når Crasto ikke laver deres to prestigefyldte enkeltmarksvine, Vinha da Ponte og Vinha Maria Teresa, bruges druerne fra disse gamle vinmarker samme med druer fra andre gamle vinmarker til den fremragende og meget lagringspotentielle Reserva vin. En flot, intens og kompliceret vin.

Quinta do Crasto Touriga Nacional 2019: Da jeg for nogen tid siden testede portugisiske enkeltdruevine på Touriga Nacional for Din Vinguide, løb Crastos udgave med den højeste score (95 point). En skøn vin, som kombinerer elegance og floralt præg med tyngde og komplicitet – og med langt lagringspotentiale.

Quinta do Crasto Touriga Franca 2018: Foruden TN laver Crasto enkeltdruevin på Tinta Roriz og Touriga Franca. De er alle ganske fine, og selv om TN er og bliver min favorit fandt jeg også denne på Franca ganske udmærket.

Quinta do Crasto Vintage 2018: Quinta do Crastos LBV er i første division i kategorien, men deres Vintage er selvfølgelig et lille skridt op. Årgang 2018 er fin åben nu med frisk frugt og velintegrerede tanniner, men kan stadig lagre i mange år. Den blev i øvrigt serveret til osten.

Crasto 30 års Tawny: Crasto kom sent i gang med fadlagret portvin og lagde ud med en Colheita. I dag har de flere af slagsen samt hele serien af Tawny fra 10 til 50 år. 30 års var fint krydret og med god balance mellem syre og friskhed og de tungere fadnoter – såvel elegant som kompleks. Samtidig var den uden det kokospræg, som jeg husker, at jeg tidligere har fundet i deres fadlavede portvine.

Efter frokosten kiggede vi inden for i laboratoriet, hvor vi hilste på winemakerparret Manuel Lobo og Catia Barbeta, som var i gang med at prøvesmage en række fadprøver. Manuel tog os en tur gennem vineriet, som var ved at blive renoveret, samt lageret med de mange fade. Endelig så vi den forholdsvis nye reception og butik.

Når man som jeg har besøgt Quinta do Crasto en del gange gennem årene, er det tydeligt at se, at vinturismen spiller en større rolle i dag. Men samtidig synes jeg, at de har formået at bevare det mere autentiske præg, ligesom nye bygninger ikke har ødelagt det smukke ved stedet, men er fint integreret i landskabet. Og ja, vine og portvine er stadig af meget høj kvalitet. 

Hjemvendt til Chanceleiros fulgte alligevel en enkelt spontant arrangeret vinoplevelse samme aften. Lige nedenfor Chanceleiros ligger Quinta do Infantado, og João Roseira havde set, at jeg var i nabolaget, hvorfor han skrev, om vi skulle ses. Han kom derfor til middag på Chanceleiros om aftenen sammen med sin hustru, som jeg ikke havde mødt før. Og han havde selvfølgelig vanen tro medbragt et udvalg af sine vine. Her blev der heller ikke taget noter, så jeg vil lade et par billeder tale for sig selv.

 

Vil du vide mere om Quinta do Crastos historie, så læs min omtale af bogen ”Quinta do Crasto. A Story that began a long time ago” her. 

Besøg på Quinta do Saião– sommer i Porto og Douro 2

 

Da Alvaro van Zellers bror, Fernando van Zeller, på et tidspunkt foreslog Alvaro, at han skulle kigge nærmere på en ejendom i Douro Superior, tæt ved Pocinho, var Alvaro skeptisk. Den ville nok ikke være interessant.

Men han besøgte stedet, hvilket han ikke fortrød. Quinta do Saião, som ejendommen hedder, blev tidligere især brugt til korn, oliven og appelsiner, men der var også plantet lidt vinmarker. Og markerne lå helt nede ved Douro-floden, lige hvor den har slået et sving til den ”halvø”, hvor Quinta do Vale Meão ligger længere ude.

Alvaro måtte erkende, at stedet var interessant, og i 2012 købte de to brødre stedet, hvorefter de igangsatte et større renoveringsprojekt af såvel bygninger som marker, hvor korn og appelsiner blev erstattet af nyplantninger. Hovedbygningen og det gamle vineri blev istandsat og moderniseret, der blev bygget flere bungalow-agtige bygninger med værelser, anlagt swimmingpool, etableret kunstvanding og gjort en masse for bæredygtigheden på ejendommen, som i dag tilhører Fernando van Zeller, men indgår i produktionen af vin og portvin for brødrenes Van Zeller Wine Collection med Alvaro som winemaker.

Få år efter, i 2015, købte de også et stort varehus i selve Pocinho, ligesom de erhvervede sig det gamle brand Feuerheerd´s, som nu indgår i porteføljen sammen med mærker som Barão de Vilar, Maynard´s, Palmer, Zom og Kaputt. En større samling, der omfatter såvel bordvin som portvin, og hvad det sidste angår med et særligt blik for fadlagret portvin.

Alvaro har nogle gange inviteret mig til at besøge Quinta do Saião, men først nu under vores sommerferie i Douro blev besøget realiseret med Alvaro som generøs vært. På vejen ud til quintaen kørte vi forbi et gammelt kapel med udsigt over området og ned over togskinnerne, da banen til Pocinho løber lige forbi og under. Dernæst blev vi vist rundt i markerne og så det flot renoverede vineri med vægge af skiffer, hvor fade stod fyldt med portvin. Undervejs i markerne plukkede Alvaro blade fra de forskellige vinsorter, så vi kunne se forskellen. Det er ikke så meget druerne, der er forskellige, men i højere grad bladene.

Dernæst så vi værelserne, hvoraf de fleste stod færdige, lige før Corona ramte verden. Dårlig timing. Nu håber de at kunne få kickstartet udlejningen, så gæster kan komme og nyde det øde, men flotte og idylliske område, hvor stilheden er udpræget. Der rådes over 10 dobbeltværelser, to opholdsstuer samt smagerum.

I vanlig stil havde Alvaro medbragt nogle fadprøver på colheitas i små plasticflasker. Der blev dog ikke taget noter, men vi smagte en hvid colheita fra 2016, som var lidt til den søde side, hvorimod de to ældre udgaver fra henholdsvis 2013 og 2009 var mere til den tørre side. Især 2013 var dejlig delikat med abrikos og honning og flot balance. Endelig smagte vi en lækker rød colheita fra 1976 med masser af typiske fadnoter som tørrede frugter og nødder, men også fin syre.

Efter besøget på Quinta do Saião kørte vi forbi varehuset i Pocinho, hvor de opbevarer hele 2,5 millioner liter portvin og vin.

Endelig sluttede vi med en dejlig frokost på A Taberna da Julinha. Det var anden dag i træk vi gæstede stedet, men det gjorde ikke det mindste. Lækker skinke, ost, pølse, oliven, tomater og omelet med asparges efterfulgte af den møreste bøf skåret af kødet fra Mirandesa-kvæg fra Tras-os-Montes. Dertil selvfølgelig vine fra Van Zeller.

Læs mere om Quinta do Saião her og om Van Zeller Wine Collection her.

Besøg på Quinta do Vale Meão – sommer i Porto og Douro 1

 

Sommerferien gik i år til Douro og Porto sammen med familien. Det smukke landskab langs floden er altid et besøg værd, og vi valgte derfor denne gang at tage togturen fra Porto og helt ud til Pocinho. Den sidste halvdel efter Pinhão var ny for noget af selskabet og vakte begejstring. Store flotte og velrenommerede vingårde afløst af et barsk landskab med stejle klipper og uden mulighed for at anlægge vinmarker.

Vi boede nogle dage i den lille by Foz do Sabor ved Saborflodens udmunding, hvorfra vi havde udsigt over til Quinta do Vale Meão, som derfor blev valgt som første vingårdsbesøg på turen.

Det er efterhånden nogle år siden, jeg sidst gæstede den flotte, historiske quinta. Historisk både fordi den i sin tid tilhørte den daværende største jordbesidder i Douro; Dona Antónia. Men også fordi, at det var på Vale Meão, at den første seriøse kvalitetsrødvin fra Douro blev produceret. Barca Velha blev født i 1952 og er den dag i dag den mest prestigefyldte rødvin fra Portugal. Den laves kun i udvalgte år og produceres i dag på vingården Quinta da Leda lidt længere ude end Pocinho. Årsagen hertil er ganske enkelt, at Vale Meão ikke længere er tilknyttet selskabet Ferreira, idet den tidligere direktør for samme og efterkommer af Dona Antónia,  Francisco ”Vito” Olazabal, i 1994 overtog ejendommen efter at have opkøbt andele hos andre familiemedlemmer.

Den dag i dag drives Vale Meão af familien Olazabal repræsenteret ved de tre børn, winemaker Francisco ”Xito” Olazabal, Jaime Olazabal og Luisa Olazabal. Det var netop sidstnævnte, som tog imod os, viste os rundt på ejendommen herunder en køretur op til kapellet på bjerget, gav en flot smagning af vine og portvine efterfulgt af en frokost.

Såvel snakken som smagningen havde fokus på terroir og druesorter. Quinta do Vale Meão er begunstiget med tre forskellige jordbunde i form af granit, skiffer og alluvial med sten. Da markerne samtidig er placeret i forskellige højder op ad Monte Meão og med forskellige muligheder for soleksponeringer giver det et mangfoldigt terroir.

De over 100 hektar med vinmarker blev især nyplantet tilbage i 1970´erne efter Valeira-dæmningen blev konstrueret, hvilket betød, at de lavest beliggende marker blev oversvømmet af den forøgede vandstand.  Siden er der også kommet flere vinmarker til. De mest plantede druesorter er Touriga Nacional (40 %), Tinta Roriz (25 %), Touriga Franca (20 %), Tinta Amarela (5 %), Tinta Barroca (5 %), Tinta Cão (2 %) og Sousão (2 %). Dertil kommer andre sorter herunder grønne og Baga, som bruges til en enkeltdruevin, der også indgik i smagningen.

Følgende vine blev smagt i lokalet over lagerrummet med de mange fade:

Meandro Branco 2024: Blend af Rabigato og Arinto, battonage. Gulgrøn med grønt skær. Frisk næse med æbler og citrus. Sprød med høj syre og god frugtfylde, gule stenfrugter, melon.

Monte Meão Branco 2023: Blend af Rabigato og Arinto. Gulgrøn. Citrus og æbler og lidt ananas. Mere fadpræg, men stadig frisk og fint balanceret med syren. En dejlig gastronomisk vin og ret ny i porteføljen.

Meandro Tinto 2023: Blend af Touriga Nacional, Tinta Roriz og Touriga Franca. Rubinrød med lilla kant. Frisk frugt, mørke kirsebær, solbær og brombær, krydret, bløde tanniner.

Monte Meão Vinha da Cantina 2022: 100 % Baga. Rubinrød. Røde kirsebær, mineralitet og lidt urter. Frisk  med bløde tanniner, kun 12 % alkohol. En dejlig vin.

Monte Meão Casa das Máquinas 2021: Blend af 80 % Touriga Franca og 20 % Tinta Barroca. Mørk rubin, lys kant. Mørke bær, lidt mærk chokolade og lakrids. Meget fyldigt og krydret med mørke bær og kraftige tanniner, men også med elegance. En flot vin, som stilmæssigt minder om deres topvin.

Monte Meão Vinha dos Novos 2018: 100 % Touriga Nacional. Mørk rubin. Elegant, floral næse med mørke bær. Dejlig i munden, elegant og floral med god syre, godt med bløde tanniner, som sætter sig lidt på tænderen trods alderen. En dejlig vin, som stadig har fint potentiale.

Monte Meão Vinha do Cabeco Vermelho 2019: Mørk rubin med mørke kirsebær, røde bær og markante, men bløde tanniner.

Quinta do Vale Meão 2022: Mørk rubin, tæt med lidt lysere kant. Elegant og floral næse med mærke bær. Dejlig kraftig og kompleks vin med mørke bær og floralt præg, på en gang frisk og fyldig, godt med velintegrerede tanniner og stort lagringspotentiale. Vi snakker om en vin et stykke op i 90´erne rent pointmæssigt.

10 års Tawny: Første fadlagrede portvin fra Vale Meão, men en colheita 1999 skulle være på vej. Tawnyfarvet med lidt lysere orange kant. Figner og lidt appelsinskal i næsen. God friskhed og balance, elegant stil. Faktisk et udmærket bud på en 10 års.

 

Vil du vide mere om Quinta do Vale Meão kan jeg varmt anbefale Francisco ”Vito” Olazabals bog, som blot bærer vingårdens navn (læs min omtale her).

Kopke på Tivoli Kopke Hotel – besøg i Gaia 3

 

På den ene side er alt ved det samme. På den anden er meget forandret. Det er et besøg hos portvinshuset Kopke, det handler om. Kopke er stadig en stor garant for fadlagret portvin af høj kvalitet, hvad enten vi taler om hvid portvin, tawny eller colheita. Men omgivelserne er nye, ligesom det bagvedliggende navn er nyt.

Vores tredje besøg i Gaia i forbindelse med Sankt Hans gjaldt Kopke. Men ikke i deres bygning med smagelokale ved kajen lige ved siden af Cálems besøgscenter. I stedet gik vi hen til det nye Tivoli Kopke Hotel indrettet i tidligere lagerlokaler. Samtidig er navnet på den overordnede koncern nyligt ændret fra Sogevinus til Kopke Group. Foruden Kopke omfatter gruppen de kendte portvinsmærker Burmester, Cálem og Barros samt en række mindre brands.

Tivoli Kopke Hotel åbnede tidligere i år. Hotellet har 150 værelser og suiter, restaurant med Michelinstjernet køkkenchef, pool og spa samt ikke mindst udsigt til såvel portvinskælder som Douro.

Vi fik en grundig rundvisning på hotellet, som strækker sig i flere etager fra toppen i Rua do Barão de Forrester og ned mod Douro. Det er stort og eksklusivt – og lidt forvirrende at finde rundt i, når man ikke er stedkendt. Selve ombygningen fra lagerbygninger til hotel er rent udseendemæssigt godkendt, selv om man altid kan begræde Gaias nye klæder med det øgede antal hoteller og oplevelsescentre som WOW.

Tilbage i baren var der dækket op til en smagning. Og når man starter med 20 års hvid og 50 års Tawny for henholdsvis de hvide og de brune portvine, ved man, at det bliver en god smagning. Samtidig var den fint tilrettelagt, idet vi fik mulighed for at smage Tawny op mod Colheita med samme alder.

Smagningen omfattede følgende vine:

20 års hvid: Ravfarvet med orange skær. Tørrede frugter, krydret. Godt med frugt i munden, let cremet struktur, høj syre, nødder, krydret, lang krydret hale. Et ganske fint glas.

Hvid Colheita 2005: Lys strågul til ravfarvet. Mere diskret i næsen. Godt med frugt, abrikos, elegant stil, lidt citrus.

Hvid Colheita 1935: Av for en flot vin. Ravfarvet. Ekspressiv næse med mandel, blomster, abrikos og lidt balsamico. Fyldig og meget kompleks med flot syre, der balancerer perfekt, godt med frugt, lidt muskatnød, lang flot hale. Vi er helt oppe i den sidste ende af 90´erne pointmæssigt.

50 års Tawny: Tawnybrun med grønorange kant. Nødder og tørrede frugter samt lidt kaffe i næsen. Frisk i munden med flot syre, nødder, tørrede frugter, balsamico, krydret præg, dejlig cremet struktur og meget koncentreret og kompleks, lang dejlig hale. De to 50 års fra Kopke er og bliver nogle af de bedste i kategorien.

Colheita 1975: Flot ravfarvet med lys orange kant. Elegant næse med nødder, Dejlig i munden, frisk og fyldig med flot syre og lang hale, fin kompleksitet.

Colheita 1941: Mørk tawnyfarvet med grøn kant. Intens og koncentreret næse med nødder, balsamico, cigarkasse, karamel og et lidt røget præg. Koncentreret og kompleks med figner, valnød og balsamico, lang hale. Endnu en topvin.

Afslutningsvist kan det siges kort. Det var en fantastisk smagning med skønne vine, vi blev budt på som opvarmning til aftenens Sankt Hans fejring. Og ja, der blev brugt spytteskåle, men kun i starten.

 

Læs mere om Kopke Group her.

Quinta da Boeira – besøg i Gaia 2

 

Jeg har besøgt Quinta da Boeira et par gange før, og under mit ophold i Porto ved Sankt Hans var det tiden igen. Quintaen ligger midt i Vila Nova de Gaia og har tidligere været beboelse for familier i portvinsbranchen. Da jeg besøgte dem første gang i 2018 (læs her), var brandet helt nystartet, idet de først blev godkendt som producent af portvin i 2017. Men som det gælder for så mange andre brands, var der tale om en reetablering af et gammelt portvinsmærke. Boeira blev oprindeligt etableret i 1850 af Manuel da Rocha Romariz, som i sagens natur også var manden bag Romariz – og med øje for det brasilianske marked.

Historien om genetableringen er fortalt før. Den korte version er, at en række investorer med den tidligere direktør for Romariz, Albino Jorge, i spidsen i 1999 køber den gamle smukke ejendom. Målet er dels at bevare bygningen, men også på sigt at etablere sig i portvinens verden som modsvar til den øgede koncentration på få hænder – og i den forbindelse ikke mindst de såkaldte fem store (GranVinho, Symington Family Estates, The Fladgate Partnership, Sogrape og Kopke Group), som tilsammen sidder på en stor andel af markedet.

Der blev opkøbt gamle fade rundt om i Douro, så de kunne sende tawny med alder på markedet fra starten, og siden er porteføljen blevet udvidet med såvel andre typer portvin som bordvine. Forretningsmæssigt er der også sket en stor udvikling ikke mindst i kraft af det store Boeira Garden Hotel, som åbnede i 2019 og er en del af Hilton-kæden. I 2021 købte de endvidere en vingård med 30 hektar gamle vinmarker i Douro, så de nu ikke kun baserer produktionen på indkøbte druer. Endelig købte de i 2020 naboejendommen, hvor familien C. da Silva tidligere har boet, med henblik på at indrette den til Club Boeira.

Som brand har Boeira markeret sig med fancy indpakning i form af flasker, der givet har appel til et købedygtigt publikum. Men de fleste af deres vine udsendes i dag i forskellige varianter, så man altså også kan vælge en ganske almindelig portvinsflaske. Boeira sælger også olivenolie baseret på deres oliventræer på quintaen i Douro, og ifølge Albino Jorge er der ikke tale om en lille nebengesjæft, da salget efterhånden overgår salget af vin.

Vi fik en rundvisning på ejendommen og så såvel hotel og park som lager og shop, hvorefter Albino Jorge og sønnen Nuno, der er salgsansvarlig og jævnligt har gæstet portvinsfestivalerne i Danmark, indbød til en lille smagning.

Følgende vine blev smagt:

White Diamond: Har fået ca. 7 år på fad. Ravfarvet. Duft af abrikos, honning og mandler. Sød, men med fin syre, lidt mandel og citrus samt mandarin. Vel sød til mine smagsløg, men andre elsker den.

20 års Tawny: Mørk ravfarvet med lidt rødlige nuancer i kernen. Lidt røde bær og modne kirsebær, men ellers nødder og muskatnød. Elegant, men lidt til den søde side, hasselnødder og karamel.

LBV 2020: Mørk, tæt og uigennemsigtig, lidt lysere kant. Frisk næse med kirsebær og solbær samt lidt urter. Bløde tanniner og fin balance mellem sødme, syre og frugt. Et ganske behageligt glas.

Efter smagningen blev vi budt på en dejlig middag i hotellets restaurant. Her blev der foruden rødvin og hvidvin serveret en ganske udmærket Vintage 2016 samt en 80 års ufiltreret fadprøve, som var noget rustik, men ganske lovende med sin koncentrerede dybde. Spændende at se det færdige resultat, når den kommer på markedet.

Læs mere om Quinta da Boeira her.

Real Companhia Velha – besøg i Gaia 1

Omkring Sankt Hans rejste jeg traditionen tro til Porto sammen med gode portvinsvenner. For det første for at deltage i portvinsbroderskabets årlige ceremoni, gallamiddag og regatta med de gamle portvinsbåde, Barcos Rabelos (læs mere her). For det andet for at være en del af den store fest, fejringen af São João er i Porto. Og for det tredje for at besøge nogle portvinshuse og pleje gode kontakter i portvinens verden.

Det blev til tre besøg. Lørdag inden ceremonien i Confraria do Vinho do Porto, som broderskabet officielt hedder, gjaldt det et hus, jeg ikke havde besøgt før i Gaia, nemlig Real Companhia Velha med dets lange historik. Huset, som også kendes under brandnavnet Royal Oporto, er ikke blandt de mest hypede i Danmark, men flere af deres portvin og bordvine er absolut værd at stifte bekendtskab med.

Portvinshuset og statsmonopolet blev oprettet af Marques de Pombal i 1756 og bærer sit kongelige fornavn som en henvisning til den daværende Kong José I. Det fulde navn var den gang Companhia Geral da Agricultura das Vinhas do Alto Douro, og som statsvirksomhed havde firmaet til opgave regulere og kontrollere produktionen af portvin. Det var således også dem, som udførte beslutningen om, at regionen skulle demarkeres.

Siden fulgte en lang og kontroversiel historie, men lad mig her springe frem til 1960, hvor firmaet blev købt af Manuel da Silva Reis, som allerede syv år tidligere havde købt det lille hus Miguel de Souza Guedes & Irmãos og deres vingård Quinta das Carvalhas, som den dag i dag er flagskibet i Real Companhia Velha. I 1963 fulgte købet af Real Vinicola og vingårdene Quinta do Síbio og Quinta do Corval samt købet af Nicolau de Almeida & Companhia – et brand, som dog siden er blevet leveret retur til familien og nu drives af den tidligere direktør for Ramos Pinto, João Nicolau de Almeida, og dennes familie.

Pedro Silva Reis Junior ved vinfestivalen Essencia do Vinho

I dag er det sønnen Pedro Silva Reis, som er direktør for Real Companhia Velha, mens barnebarnet, der ligeledes hedder Pedro Silva Reis, og som jeg har mødt en del gange, fungerer som ønolog og winemaker sammen med den estimerede winemaker Jorge Poeira. Der laves såvel portvin – især gamle tawnies, men også rubytyper og Vintage – som bordvin fra de fem vingårde, der i dag er tilknyttet selskabet: Quinta das Carvalhas, Quinta dos Aciprestes, Quinta de Cidrô, Quinta do Casal da Granja og Quinta do Síbio. Quinta das Carvalhas blev registeret som selvstændig portvinsproducent i 1991 og udsender i dag såvel bordvine som portvine i eget navn. Endvidere ejer Real Companhia brandet Delaforce, som de købte i 2008.

Vi blev vel modtaget under besøget og fik først en fin rundvisning i de flotte lokaliteter i Rua Azevedo Magalhães længere oppe i Gaia, hvor hovedkvarteret i dag ligger. Tidligere havde de som så mange andre til huse tæt ved floden nærmere bestemt dér, hvor deres restaurant, vinbar og museum, Enoteca 17:56, nu ligger.

På turen så vi fade af såvel fransk, amerikansk som portugisisk eg, herunder en stor balseiro, der kan rumme 40.000 L. Vi besøgte også familien egen kælder og deres vintagekælder, hvor støv og svampekulturer får lov til at brede sig. Her gemmer der sig hele 16.000 flasker Vintage portvin, hvoraf den ældste er fra 1765.

Ved den efterfølgende smagning blev følgende vine smagt:

Real Companhia Velha Vintage 2020: Mørk rubin, lilla kant. Krydret næse med solbær og mørk chokolade samt lidt urter. God syre, der balancerer den friske unge frugt, lang hale. Måske ikke den mest komplekse Vintage, men vellavet og velbalanceret og absolut drikkelig, mellemlang lagringspotentiale. Mit generelle indtryk  er i øvrigt, at husets LBV og Vintage har øget kvalitet i dag end tidligere.

Real Companhia Velha 10 års Tawny: Rødbrun. Stadig med primær frugt i næsen, men også tørrede frugter og nødder. Lidt sprittet og skarp og lidt vel til den søde side, lang hale med syrebid.

Real Companhia Velha 20 års Tawny: Tawnybrun med rødlige nuancer. Krydret næse med nødder, tørrede figner og muskatnød. Ikke så høj syre, men dog nok til at balancere, tørrede frugter og nødder samt karamel, måske lidt rustik, men ellers et ganske fint glas.

Real Companhia Velha 40 års Tawny: Mørk tawnyfarvet. Tørrede frugter, karamel og valnød samt lidt balsamico i næsen. Fed og cremet struktur, krydret, godt med nødder og fin balance og kompleksitet, lang hale med syrebid.

Quinta das Carvalhas 50 års Tawny: Tawnybrun. Relativ elegant næse med nødder, lidt appelsinskal, tørrede frugter og lidt læder og lak. Cremet struktur, mindre sød end de andre, høj syre og fin kompleksitet, god balance mellem sødme og syre. Et dejligt glas, som pointmæssigt befinder sig midt i 90´erne.

 

Læs mere om Real Companhia Velha her.