Anselmo Mendes – mester i alvarinho

Anselmo Mendes er et navn, der dukker op gang på gang, når man beskæftiger sig med portugisisk vin. Han er efterspurgt som winemaker og konsulent og har virket i regioner som Dão, Douro og Alentejo samt i udlandet i Brasilien og Argentina. Men hans hjerte banker især for en bestemt vinregion og en bestemt druesort – nemlig Vinho Verde og alvarinho, som især dyrkes i underregionen Monção og Melgaço.

”Jeg er født og opvokset i Monção – i alvarinhoens land”, fortæller Anselmo Mendes i en mail og fortsætter:

”Lige fra jeg var lille har landbrug og vin været en del af mit liv. Da jeg var færdig med min landbrugsuddannelse i 1987, begyndte jeg at eksperimentere med og udforske druesorten alvarinhos potentiale, og jeg fandt snart ud af, at det var i dette granitfyldte terroir omkranset af bjerge og gennemstrømmet af floden Minho, at potentiale kunne komme til sit fulde udtryk.”

På min tur rundt i Vinho Verde tidligere på året besøgte jeg Anselmo Mendes, som dog ikke selv var hjemme. Men jeg har tidligere mødt ham hos den danske importør, Portugisisk Vinkælder. Til gengæld blev jeg tager imod af hans højre hånd, Vasco Magalhães, som har været fire år hos Anselmo Mendes. Vasco viste mig rundt på den smukke ejendom og præsenterede derefter en lang række forskellige vine. De fleste lavet på alvarinho, men med brug af forskellige metoder og forskellige former for lagring.

”Vi bruger både egetræsfade og ståltanke. Jeg har prøvet med forskellige typer eg, forskellige størrelser fade og toastning samt med og uden battonage. Jeg fandt ud af, at druer fra de bedste parceller udtrykte stor kompleksitet aromatisk og smagsmæssigt og havde potentiale for et langt liv, hvis de blev fermenteret på egefade. Vores entry level lagrer derimod på ståltank på bærmen i tre måneder, hvilket gør dem mere runde, bløde og komplekse,” fortæller Anselmo Mendes.

Ifølge Anselmo Mendes er lagringstiden for alvarinho op til 20 år for de bedste årganges vedkommende og minimum syv år, hvilket kan virke overraskende, hvis man mest forbinder Vinho Verde med de unge, friske, lette og perlende udgaver, som markedet også er rig på.

Eller for nu at citere Anselmo selv:

”Uheldigvis er der en idé om, at Vinho Verde er en bestemt type vin, perlende og sød. Denne type vin var resultatet af dårlig praksis i marken, hvor syren var overdrevent høj og alkoholprocenten lav på grund af mangelfuld modning. Disse vine har kort levetid og repræsenterer ikke regionens høje potentiale. De vine, der produceres i Monção og Melgaço og i andre underområder som Lima og Baião, med godt arbejde i marken og tilpassede druesorter, ender som velafbalancerede og originale vine, der udtrykker deres terroir og har lang levetid.”

Og sagt ganske kort lever hans vine i høj grad op til disse ord. Her er lidt kortfattede smagenoter fra besøget samt fra en senere gensmagning af enkelte vine i forbindelse med arbejdet med min artikel om Vinho Verde i Din Vin Guide.

Muros Antigos Espumante 2009: En blanc de noir mousserende på den røde alvarelhão-drue. Frisk og med god tekstur og fin syre.

Muros Antigos Escolha 2017: Blend af 40 % loureiro, 40 % avesso og 20 % alvarinho, lagret 4 måneder med batonnage. Citrus frugt, ikke så kompleks, frisk og floral med god frugt og medium syre, men dog balanceret. Når man medtænker, at det er en vin til ca. 70 kr., får man meget vin for pengene.

Muros Antigos Loureiro 2017: Lavet på 100 % loureiro fra vinmarker i nabounderregionen Lima, lagret fire måneder med batonnage. Lys gulgrøn. Ikke så ekspressiv i næsen med lime og blomster. Mineralsk, tør, elegant, ikke så fyldig, høj syre og mineralsk hale.

Muros Antigos Avesso: Lagret 4 måneder med batonnage. Pære og frugt i næsen. Fyldig i næsen, mineralsk, fin syre. Har brug for lidt tid til at udvikle sig.

Muros Antigos Alvarinho 2017: Lagret 6 måneder med batonnage. Grøn, lidt gul og klar. Citrus og frisk frugt, lidt passionsfrugt. Flot syre og frugt, frisk, tør og mineralsk. Udmærket vin.

Muros Antigos Alvarinho 2012: Gulgrøn. Passionsfrugt og anden eksotisk frugt samt lidt smørnoter. Godt med frugt.

Muros Antigos Alvarinho 2009: Gulgrøn. Passionsfrugt, lidt smørnoter og en smule banan i næsen. Lidt lavere på syre, men stadig balanceret.

Contacto 2017: Ren Alvarinho, lagret 4 måneder med batonnage. Lys grøngul. Mineraler, frugt og pære i næsen. Flot balance med høj syre, men også frugt i munden, mineralsk og tør. Meget ren i stilen og mere kompleksitet.

Contacto 2012: Honning i næsen, mere ekspressiv frugt. En flot vin, som viser lagringspotentialet.

Muros de Melgaco 2016: Fermenteret og lagret 6 måneder fra franske egefade med batonnage. Lys grøngul. Frisk og let, men måske lidt lav på syre, mineralsk og med diskrete fadnoter.

Expressões 2015: 100 % alvarinho, lagret 6 måneder på brugt fransk eg med batonnage. Frisk frugt, stadig mineralsk, flot i munden. En dejlig balanceret vin.

Curtimenta 2015: Fra udvalgte alvarinho-parceller, lagret 9 måneder på brugte egefade med skindkontakt og batonnage. Flot duft med frugt, honning og diskrete fadnoter. Frugt, eksotiske noter som passionsfrugt samt smørnoter. En fyldig, kompleks og spændende vin.

Parcela Única Alvarinho 2015: Fermenteret på fransk eg og efterfølgende lagret i 9 måneder med batonnage. Gulgrøn. Meget ekspressiv med en kompleks duft af mineraler, citrus, lidt grape, tropiske frugter, nødder og smørnoter. Silkeblød i munden, tør med masser af frugt og mineralitet, elegant, delikat og flot balanceret med syre, lidt burgundisk stil. På en gang elegant og frisk, fyldig og kompleks og med en flot lang hale. Topkvalitet fra Anselmos bedste mark.

Parcela Única Alvarinho 2012: Klart ældet i næsen, men med flot frugt og fylde samt tydelige smørnoter.

Tempo 2015: Orange vin, lavet på alvarinho og med skindfermentering, lagret 6 måneder på fransk eg med batonnage. Gul og dyb i farven. Fyldig med god frugt i næsen, mineraler og diskrete tanniner. En spændende vin.

Pardusco 2015: Lavet på et blend af de røde druer alvarelhão, pedral og caino. Ren frugt i næsen, rund, ikke så dyb og kompleks og med bløde tanniner.

Pardusco Private 2012: Endnu et eksperiment sammensat af 85 % røde druer som i Pardusco og 15 % alvarinho. En flot og elegant vin med meget ekspressiv næse. Røde bær og fin syrebalance.

Vinhão 2015: Rødvin i mere traditionel rød-vinho-verde-stil, hvilket vil sige med høj syre og kraftige tanniner, lilla i farven og meget intens.

En meget spændende smagning, der viser såvel bredde som dybde samt lagringspotentiale. Selv hans entry level, Muros Antigos serien, viser højt niveau og god kvalitet for pengene. Navnet henviser i øvrigt til de gamle mure, som indrammer vinmarkerne på ejendommen.

Besøg hos Quinta de Soalheiro

Sommeren er Vinho Verde tid. Og det både den billige, friske og perlende type og de mere seriøse udgaver, hvor friskheden kombineres med spændende frugtaromaer, mineralitet, kompleksitet og sågar lagringspotentiale.

Nyligt skrev jeg om et Vinho Verde fremstød i Danmark, og i juniudgave af Din Vin Guide har jeg skrevet et portræt af den portugisiske vinregion. I den forbindelse tilbragte jeg et par dage i regionen i februar måned, hvor jeg besøgte nogle producenter. Nu, hvor bladet er udkommet, vil jeg her på bloggen poste lidt noter, interviews og fotos fra turen.

En af producenterne var Soalheiro, som ligger i den nordligste af de ni underregioner, Monção og Melgaço. Soalheiro blev etableret i 1982 af João António Cerdeira, og det er stadig familien og ikke mindst sønnen António Luis Cerdeira, der driver stedet. Quinta de Soalheiro, som vingården hedder, har gennem flere årtier eksperimenteret med alvarinho-druen og skabt vidt forskellige vine alt efter terroir, vinificering og lagring.

Eller som Luis Cerdeira fortalte mig:

”Vi er en af pionererne, når det gælder alvarinho her i Melgaço. Alvarinho er en meget elastisk druesort, som kan give aromatiske eller mineralske vine. Den kan gære på egefad eller være afsæt for smukke naturlige vine. Og så kan den lagre på flaske.”  

Under mit besøg kiggede vi først indenfor lageret for at finde frem vine til en smagning, hvorefter vi kørte til selve quintaen, som ligger flot ved Melgaço med udsigt ned over Minho og over til Spanien på den anden side af floden. Minho har givet hele regionen navn, men når vi taler om DOC-vine er navnet på regionen altså Vinho Verde – et navn som mange ellers udelukkende forbinder med en bestemt type vin, nemlig de friske, lette og perlende udgaver.

Friskheden gælder generelt for regionens vine. Men med tiden kan alvarinho opnå en fyldighed og kompleksitet, som er milevidt forskellig fra de perlende udgaver af Vinho Verde, som vi herhjemme finder på supermarkedernes hylder.

Med Luis Cerdeiras ord kan man sige, at ”alvarinho tilbyder det bedste af to verdener. Den kan være ung, frisk og frugtrig. Den kan være gammel og kompleks. Den er aromatisk som sauvignon blanc og kompleks som en gammel riesling. Du kan drikke den ung til f.eks. skaldyr eller fisk – eller som ældre til mere kompleks mad.”

Det sidste blev afprøvet i praksis lidt senere på en nærtliggende restaurant. Men inden da besøgte vi kælderen, hvor der eksperimenteres med fermentering og lagring på ståltank, træfade eller cementæg.

”Fadene giver alvarinho mere krop, så det kan minde om Chablis-stilen. Vi bruger også kastanjefade, som er mere neutrale, men giver en god rund følelse i munden. Vores klassiske Alvarinho får ikke fadlagring, men fermenteres på ståltank, hvilket giver en mere intens frugtsmag og en mere frisk stil. Cement er godt for batonnage med uden noterne fra egetræet,” forklarer Luis Cerdeira.

Efter besøg i kælderen linede Luis op til en imponerende smagning, hvor jeg dog grundet tiden ikke tog noter på alle vine, hvorefter vi besøgte et par vinmarker.

Højdemæssigt ligger vinmarkerne mellem 100 og 400 meter over havet rundt om i området samt selvfølgelig på selve ejendommen. Her dyrkes markerne økologisk, og druer bruges derfor til husets mere naturlige vine, Terramatter og Nature, men også til den klassiske Alvarinho. 80 % af markerne er med lav opbinding, 19 % med høj og 1 % som overdækket ramada med mindre soleksponering. I gamle dage var det et særkende for regionen at vinplanterne voksede højt. Der er overvejende tale om granitjord, men den rigere jordbund i floddalen giver mere aromatiske vine og lidt lavere syre.

Det efterfølgende besøg på en restaurant bød på god lokal kost, fine vine og herunder Alvarinho til kødretten samt en smagsprøve på den røde Vinho Verde, som især serveres lokalt og netop som ledsager til de regionale retter.

Følgende vine blev smagt (og nogle gensmagt senere):

Espumante Bruto Alvarinho og Espumante Bruto Rosé på alvarinho og touriga nacional. Godt med frugtpræg, tør og med høj syre.

Allo 2017, som er et traditionelt blend af 30 % alvarinho og 70 % loureiro. Frisk og med god syre samt såvel alvarinhoens mere tropiske noter og det florale fra loureiro.

Alvarinho Soalheiro 9 % Docil 2017: Let og med betydeligt mere restsukker, men dog også med syre og friskhed.

Granit 2016: Fermenteret på ståltank og med batonnage. Lys grøngul. Fin duft af æble, citrus og mineraler. Meget tør og mineralsk, men elegant og delikat. En anderledes og stilren vin med let og god hale.

Soalheiro Alvarinho 2017: Grøngul. Godt med frugter, passionsfrugt, abrikos, citrus og mineralitet i næsen. Delikat og fyldig i munden, flot balanceret med god frugt, diskrete tropiske noter og fin syre, lang hale En fantastisk vin i prislejet og med fremragende lagringspotentiale.

Primeiras Vinhas 2016: Fermenteret dels på ståltank og dels på brugte fade (15 %). Gulgrøn. Ekstra frugtig med citrus, grape og eksotiske frugt i næsen. God frugt i munden, mineralsk og fin syrebalance. En flot og delikat vin, kompleks og knivskarp struktur.

Reserva 2016: Fermenteret og lagret på egefade. Gulgrøn. Let røget og burgundisk næse med modne frugter, smørnoter og tydeligt fadpræg, men også frugter som pære, melon og citrus. Rund, fyldig og cremet i munden med god moden frugt og tydelige fadnoter samt lang intens hale. Virker lidt lav på syre, men stadig med friskhed og frugt.

Soalheiro Terramatter Alvarinho 2016: Økologisk og ufiltreret. Gulgrøn, let uklar. Intens duft med frugt, citrus, græs og lidt mandarin. Fyldig i munden med masser af frugt, balanceret med syre, lidt rå og taktil, tør.

Derefter fulgte en vertikal smagning af ældre Soalheiro Alvarinho, som blev smagt i årgangene fra 2016 og tilbage til 2008. Lidt af en øjenåbner, hvis man ikke kender til druesortens lagringspotentiale, med farveskift og skift i duft og smag. Her skal blot nævnes, at der var en stort spring i næsen mellem 2016 og 2015, som var et fremragende år. Fremhæves skal også årgang 2009, som var flot og fyldig, kompliceret med adskillige lag.

Oppaco 2014. Rødvin på 15 % alvarinho og 85 % vinhão. Elegant vin med pinot agtigt næse, røde bær, kirsebær og mineralsk. Let og elegant.

Soalheiro importeres af H.J. Hansen/Vinspecialisten

Vinho Verde fremstød i Danmark

Portugisisk vin har ikke førsteprioritet, når de danske forbrugere og vinentusiaster fylder kurv og kælder op. Selvfølgelig kan Portugal ikke konkurrere med store vinlande som Italien, Spanien og Frankrig, når det gælder kvantitet, ej heller med oversøiske lande som Chile og Sydafrika, men landet fortjener langt mere opmærksom, end det får i dag.

Det kan undre, når man tænker på, hvor populær portvinen er blevet her i landet de senere år, hvor antallet af portvinsklubber og -festivaler vokser støt år efter år.

Rent talmæssigt udgjorde Portugal i 2016, hvad angår mængder lige godt 1 % af den danske import af vin – svarende til 1,9 millioner liter - en lille stigning på 0,1 i forhold til året før (kilde: Dansk Erhverv og VSOD på baggrund af data fra Danmarks Statistik). Det rækker til en 10. plads, hvilket også er placeringen, når man ser på omsætningen.

Hvad angår portvin viser tallene en kraftig vækst. Således er bruttoimporten af portvin steget med hele 44 % i forhold til 2015 og udgør nu 2,2 millioner liter i bruttotal. Der importeres altså en del mere portvin end vin. Man skulle ellers tro, at portvinens voksende popularitet ville have en afsmittende virkning alene af den grund, at de fleste portvinshuse også producerer glimrende bordvine fra Douro DOC. Men dette er i al fald ikke tydeligt.

Da det er min klare overbevisning, at såvel kvaliteten som det man kalder value for money, er til stede, må problemet være manglende kendskab til portugisisk vin – både blandt branchefolk og den almindelige forbruger.

Af samme grund arrangerede organisationen Wines of Portugal tidligere årlige smagninger, men for en del år siden valgte de desværre at trække sig ud af landet, så man nu må til Sverige for at nyde godt af deres tilbud om smagninger og seminarer. Rygter vil dog vide, at de måske er på vej tilbage, hvilket skal hilses meget velkomment.

Samtidig begynder de forskellige regioner også at røre på sig. I sidste uge var der således smagning af Vinho Verde i København arrangeret af Comissão de Viticultura da Região dos Vinhos Verdes (CVRVV) i samarbejde med Vinens Hus.

Her deltog 17 huse i en smagning for branchefolk, og jeg var i den forbindelse inviteret til at holde to små seminarer, hvor jeg fortalte om regionen, dens terroir, de mange druesorter samt ikke mindst de forskellige typer af Vinho Verde. For som en af deltagerne spurgte i pausen: Hvorfor kalder du det en region? Er det ikke en type af vin?

Nej, det er det nemlig ikke, men spørgsmålet var meget sigende. Herhjemme og i mange andre lande forbinder vi mest Vinho Verde med lette, unge, friske og perlende hvidvine med lav alkoholprocent. Sådan er mange af vinene ganske rigtigt med de kendte brands fra supermarkederne i spidsen. Men Vinho Verde er også andre typer af vin, hvorfor ovennævnte CVRVV netop har flertals s i deres navn: Vinho Verdes. Det er også mousserende vin kaldet espumante, det er rosévin, og det er rødvin. Og så er det ikke mindst spændende og vidt forskellige hvidvine, hvor der eksperimenteres med fermenteringsmetoder og fadlagring – uden perler og for nogles vedkommende med flot lagringspotentiale.

Alt dette viste smagningen, hvor de medvirkende huse netop havde en god spredning i forhold til regioner, typer og størrelse. Fra underregionen Monção og Melgaço i nord med deres fantastiske alvarinho-vine over Lima til underregioner som Amarante og Baião i det indre. Fra vine påvirket af Atlanterhavet ved kysten til de mere bjergrige højder ind mod Douro. Fra veletablerede producenter, som allerede har danske importører, til små uafhængige unge producenter, som gerne vil ind på det danske marked. Fra lette og perlende, men vellavede friske vine over knastørre og mineralske vine til fadlagrede og helt burgundiske udgaver.

Efter de to seminarer smagte jeg lidt ved standene – dog uden at tage noter. Jeg vil derfor kun fremhæve enkelte producenter og vine i denne omgang.

For det første er det altid en fornøjelse at smage vine fra Soalheiro og Anselmo Mendes, som begge var repræsenteret. Førstnævnte har i øvrigt lige skiftet importør, så de nu forhandles hos H.J. Hansen og Vinspecialisten. Hos sidstnævnte bliver jeg aldrig træt af at smage Curtimenta og Parcela Única.

Jeg smagte også et par spændende vine fra Quinta de Linhares, som jeg nyligt præsentere i et indlæg. Deres enkeltdruevine er glimrende med dejlig friskhed og flotte aromatisk, ligesom deres Avesso Reserva er en dejlig fyldig vin.

Derudover besøgte jeg bl.a. følgende producenter:

Adega de Monção, som er et kooperativ, der blev grundlagt tilbage i 1958, men altså stadig er i fuld vigør. De producerer især vine på alvarinho, men også blends, rosé og rødvin samt espumante. Jeg smagte bl.a. deres Alvarinho Deu La Deu 2017.

Guapos Wine Project, som både laver blends og enkeltdruevine på avesso, alvarinho og loureiro – og det fra vinmarker i forskellige højder, hvilket fremgår af etiketterne. De to brands, som var med, hedder Castelo Negro og Ardina, og jeg smagte flere af de udmærkede vine, som jeg gerne vender tilbage til en anden gang.

Vinho Verde Young Projects er fire unge producenter med hver deres profil, som i 2015 slog sig sammen markedsføringsmæssigt. For at fejre samarbejdet har de valgt at lave et fælles blend med det sigende navn VVYP Signature 2015, som altså er et blend af vin fra flere underregioner, Monção og Melgaço, Amarante og Baião. En spædende og anderledes Vinho Verde vin, som var lidt svær at sætte i kategori og tydeligt bar præg af, at to af vinene var lagret med battonage.

Et par de fire unge producenter, MQ Wines (Vales dos Ares) og Sem Igual, traf jeg tidligere i år til den alternative vinfestival Simplesmente Vinho i Porto. I København var alle fire repræsenteret, men foruden deres fælles signatur nåede jeg desværre kun at smage vinene fra Quinta de Santiago og må derfor have Casas Novas til gode til en anden gang.

Da Joana Santiago venligt gav mig en flaske med hjem, følger her noter på deres alvarinho.

Quinta de Santiago Alvarinho 2017, Monção e Melgaço: Lagret sur lie. Citrongul til strågul, klar uden perler. Dejlig aromatisk med tydeligt frugtpræg, moden pære, lidt floral og med afdæmpede tropiske noter som fersken. Ikke så høj på syre, men dog i balance og med friskhed, blød og cremet i munden, mineralsk. Et dejligt glas.

Alt i alt en god smagning, som viste bredden og forhåbentlig fik nogle af gæsterne til at få øjnene op for regionen og dens mangfoldighed. Og det forlød fra den danske arrangør, Vinens Hus, at der skulle være flere portugisiske fremstød på vej, hvilket jeg i al fald vil se frem til.

PS: Du vil i øvrigt kunne læse mere om Vinho Verde i min artikel i juniudgaven af Din Vinguide.

LBV – også med lagringspotentiale

Late Bottled Vintage. Tre små ord, som på sin vis fortæller det meste. En portvin af vintagetypen, men flasket senere og derfor umiddelbart mere drikkeklar. Det er jo til at forstå.

Men alligevel er forskellene store. For hvad er udgangsmaterialet, og hvor lang tid senere blev vinen flasket? Og ikke nok med det. Hvordan blev vinen opbevaret, mens den ventede? På træfade eller på ståltank? Og blev den filtreret eller ej inden aftapning, hvilket har betydning for lagringspotentialet?

En smagning nyligt i The Vintage Port Club satte fokus på LBV fra fem årtier. Mine noter og lidt konklusioner følger nedenfor, men inden da lidt om typen, dens historiske udvikling og lovgivningen bag.

Selv om anerne for LBV er langt ældre, er den gældende lovgivning på området fra 1974, hvor typen blev beskrevet og defineret nærmere i forhold til Vintage. Her kan man læse, at det skal være en portvin baseret på druer fra en og samme høst, produceret i et år med anerkendt kvalitet. Det sidste sørger kontrollen hos IVDP for. Og så skal aftapningen finde sted mellem den 1. juli i det fjerde år efter høsten og den 31. december i det sjette år efter. Med andre ord kan der være 2½ års forskel på, hvor lang tid vinen har lagret før aftapning. I den tidligere lovgivning fra 1965 var der dog allerede givet tilladelse til at aftappe en vintage senere og betegne den som Late Bottled Vintage.

Flere portvinshuse påberåber sig at have opfundet LBV. Det skete da heller ikke fra den ene dag til den anden, men efter flere tilløb. Henrik Oldenburg, som ud over at være portvinsnyder også er uddannet historiker, redegør fint herfor i sin bog ”Portvin”.

Selve det at lade vine lagre lidt længere inden aftapning er er gammel tradition. Det, vi i dag kender som Vintage, blev tidligere opbevaret på fade, indtil en køber meldte sig, og for udenlandske aftapningers vedkommende blev de også eksporteret på fade. Dette forekom især i årene fra 1930´erne til 1950´erne, hvor afsætningen ikke gik så hurtigt. Derfor er mange ældre Vintage fra den periode teknisk set LBV´er.

Det første hus, som mere konsekvent benyttede betegnelsen, regnes for at være Quinta do Noval, som brugte det om en vin fra 1954, der først blev flasket i 1958 og sendt på markedet i 1961. Da flere konkurrenter anklagede dem for så at sige at snylte på Vintage-betegnelsen, valgte Noval fra 1965 at udelade V´et og blot kalde typen for Late Bottled. Første vin med denne betegnelse skulle være LB 1961.

Ramos Pinto var dog på banen længe før dette, idet deres vin fra 1927, aftappet i 1932 specielt for det brasilianske marked, officielt af IVDP er anerkendt som den første LBV.

En anden pioner er Taylor´s, som udbredte typen til et bredere publikum, da de i 1955 introducerede en vin af samme type, men blot under navnet ”vintage reserve”. Da LBV blev indskrevet i loven i 1965 ændrede de navnet, og deres filtrerede udgave fik stor succes i England. Taylor´s var også de første til at lave både Vintage og LBV i samme år, hvilket understregede, at der er tale om to forskellige vine.

I dag producerer husene både LBV i vintageår og i ikke deklarerede år. Alt efter kvalitet og kvantitet af årets produktion, kan en LBV altså være baseret på den overskydende mængde kvalitetsdruer eller de druer, som netop ikke endte som en deklareret Vintage. I nogle ikke-vintageår vil en LBV givet være en god investering, men høsten kan også være så stor og af så god kvalitet, så druerne i et vintageår ligeså godt kunne være endt i en Vintage.

En anden stor forskel er som nævnt lagringstiden og -metoden. Der er stor forskel på oxideringen på ståltank eller et stort træfad – en såkaldt balseiro, hvor fadpåvirkningen dog er mindre end på de små pipas, der benyttes til tawny. Der er også stor forskel på, om vinen flaskes først i den tilladte periode eller sidst, og endelig er der forskel på, om den filtreres inden aftapning eller ej. Der er altså mange parametre at spille på, inden vinen ender hos forbrugeren.

Derfor kan en LBV stilmæssigt veksle mellem meget afrundede og drikkeklare vine med bløde integrerede tanniner og uden det store lagringspotentiale – og vine, som stilmæssigt ligger tæt op ad Vintage, er ufiltrerede med mere rå tanniner og derfor stort udviklingspotentiale. Og jo, alle vine udvikler sig og ændrer karakter ved at ligge mange år på flaske. Men det er langt fra alle, der udvikler sig til det bedre.

Ses bort fra huse som Taylor´s og Graham´s, der fastholder deres mere tilgængelige og filtrerede udgaver, er tendensen helt sikkert de senere år gået mod vine, der ligger tættere på vintagestilen – uden dog at have helt den samme kompleksitet og lige så lang levetid. Vine, som givet har fået mindre tid på træfad eller har lagret på ståltank. Andre igen laver let drikkelige og mere polerede vine, som måske mere minder om Ruby Reserve.

Smagningen i The Vintage Port Club havde som formål at sammenligne forskellige typer af LBV fra forskellige huse og med forskelligt antal år på bagen – fra 1974 og frem til superårgangen 2011. Følgende vine blev smagt, hvor UF og F betegner henholdsvis ufiltreret og filtreret:

Warre LBV 1974 (UF): Rødbrun med lys kan, flot. Kirsebær og andre røde bær, stadig fin frugt, måske lidt parfumeret. Flot i munden med ok struktur, krydre og peberet, lidt sprittet, moden frugt og stadig lidt bløde tanniner. Et flot glas (88).

Ramos Pinto LBV 1982 (UF): Tawnybrun med lys orange kant. Mørke toner i næsen med lakrids, tørrede frugter, lidt balsamico og farin. Fin struktur, mørke bær, lidt lav på syre og mangler måske lidt friskhed (87).

Niepoort LBV 1987 (F): Tawnybrun med lys kant, ikke helt klar. Lidt fimset i næsen, men også med røde bær. Ok syreniveau, smag af syrnede kirsebær, stikker lidt vel meget, brændende eftersmag (82).

Quinta do Crasto LBV 1994 (UF): Flot rubin farve. Kirsebær og mørke bær samt lidt røgede toner i næsen. Fin struktur, god frugt og syre, markante men bløde tanniner. Fin vin, der stadig har udviklingspotentiale (88).

Ferreira LBV 1994 (UF): Rubin med lys kant. Grim duft af apotek, oxideret. Apotekerpræg i smagen også, kraftig med ok struktur, men stadig præg af at være oxideret (70).

Dow´s LBV 2001 (F): Mørk rubin med let lilla kant. Brombær, hyldebær I næsen, men virker også lidt kogt. Fin struktur, tør og med flot frugt (87).

Quinta do Crasto LBV 2000 (UF): Mørk rubin. Kraftig duft af frugt og mørke bær. Kraftig med godt med tanniner, pebret og fin ”vitageagtig” struktur (87).

Smith Woodhouse LBV 2004 (UF): Mørk rubin. Godt med hyldebær og solbær i næsen, men også lidt kærnemælkspræg. Brombær og peber i munden (84).

Burmester 2003 (F): Mørk rubin. Ikke så ekspressiv i næsen med frugt og grønne noter. Bløde i munden, floral, men også pebret og krydret. Fin tilgængelig og behagelig, men savner kompleksitet (80).

Warre LBV 2004 (UF): Mørk rubin. Let kærnemælkspræg i næsen, men også mørke bær. Brombær i munden og god balance mellem frugt og syre, lang pebret hale. Ok glas (86).

Noval LBV 2011 (UF): Mørk rubin. Masser af krydret frugt og mørke bær samt kærnemælkspræg. Meget frugt, fyldig krop og markante tanniner. En flot kraftig vin, men flot potentiale (88).

Quinta do Crasto LBV 2011 (UF): Mørk rubin, lilla kant. Mørke bær og florale noter samt lidt kærnemælk. Rund og med flot struktur, elegant med god frugt, let pebret, markante tanniner og god krydret hale (87).

Generelt var det fin kvalitet, da vine, som opnår point sidst i 80´erne, jo betegnes som vine af god kvalitet med såvel finesse som karakter. Og ja, LBV er på den ene side mere venlige og drikkeklare, når de kommer på markedet, men de har klart også lagringspotentiale for at udvikle sig.

Ser man på ufiltreret vs. filtreret er materialet lidt tyndt til at drage de store konklusioner, men umiddelbart virkede de filtrerede vine ikke til at have vundet med tiden. Der skal ikke være tvivl om, at en årgang som 2011 er stor både hvad angår Vintage og LBV, og taler vi om pris vs. kvalitet, er LBV klart en god investering. På sigt er de dog ikke helt så holdbare og af så god kvalitet som tilsvarende vintage-udgaver. Et hus som Ramos Pinto laver efter min mening meget gode LBV´er, men både denne smagning og en smagning af huset for nyligt, viste klare forskelle. Hvor husets Vintage fra 80´erne er perfekt modnede, delikate og florale og med rigtig god frugt, har de to smagte LBV´er (fra 1982 og 1985) udviklet sig mod det tawnyagtige. Det kan smage fint nok, men er ikke det samme.

Endelig vil jeg pege på enkelte huse, som leverede fremragende vine. Det gjaldt Quinta do Crasto, hvor alle tre vine fik pæn score, Quinta do Noval, hvor kvaliteten var og generelt er høj på LBV-området og endelig Warre, hvor især udgaven fra 1974 præsterede flot.

Vinho Verde fra Quinta de Linhares

Den 16. maj afholdes der smagning af portugisisk Vinho Verde i København for branchefolk – dvs. vinskribenter, sommeliers, importører og restauratører mv. Målet er at vise, at der faktisk fremstilles virkelig god hvidvin i regionen og ikke kun de billige udgaver, som mange kender. Fremstødet afvikles i et samarbejde mellem Vinens Hus og brancheorganisationen CVRVV (Comissão de Viticultura da Região dos Vinhos Verdes), og det består dels af en åben smagning, hvor 21 forskellige producenter fra Vinho Verde regionen præsenterer mere end 200 vine – og dels af to seminarer, hvor jeg er blevet indbudt til at fortælle om regionen, dens druesorter og underregioner. Læs mere her.

Jeg besøgte selv området i februar måned for at lave reportage og interviews til en artikel om Vinho Verde til juniudgaven af bladet Din Vinguide. Her var jeg bl.a. forbi de to fremragende alvarinho-producenter Anselmo Mendes og Soalheiro i den nordligste underregion Monção og Melgaço. Begge er blandt de 21 producenter ved smagningen i maj. Det samme gælder Quinta de Linhares, som også allerede er tilgængelig på det danske marked.

Quinta de Linhares ligger i underregionen Sousa og ejes af Agri-Roncão, som også står bag det udmærkede portvinsbrand DR. DR står for Domingos Ribeiro, og han blev faktisk født i Penafiel – ikke langt fra quintaen. Der produceres såvel blends som enkeltdruevine på sorterne loureiro, azal, avesso og arinto, rødvin på vinhão (ja, der findes også rød Vinho Verde) samt rosé. Winemaker er António Sousa.

Jeg har smagt et udvalg af deres vine:

Quinta de Linhares Rosé 2016: Lavet på blend af røde druesorter heriblandt espadeiro. Flot og mørk roséfarvet, let perlende. Duft af jordbær, lidt hindbær og blomster samt en smule vingummibamser, lidt parfumeret. Godt med frugt i munden med røde bær, frisk og høj syre, tør men med frugtsødme. Ok eftersmag. Fin terrassevin eller til lette sommerretter. 12,5 % alkohol.

Quinta de Linhares Avesso 2016: Grøngul, meget diskret perlende. Ikke så kraftig i næsen med friskt indtryk af pære, citron, græs, blomster og lidt fersken. Fin frugtfylde i munden, stilren, elegant og sprød med lidt mere sødme end vanligt for vine fra regionen samt med balancerende, men ikke høj syre. Ikke en kompliceret vin, men frisk, rund og behagelig – velegnet med eller uden mad. Skal serveres kold. 12 % alkohol.

Quinta de Linhares Azal 2016: Flot gulgrøn. Kraftig og intens duft med muskat, pære, citrus, ananas og andre tropiske frugter. Fyldig og dejlig i munden med god frugt og tropiske noter som ananas og krydret, men stadig frisk og med tilstrækkelig syre til at balancere. En dejlig og lidt anderledes Vinho Verde til prisen. Skal serveret afkølet. 12 % alkohol.

Quinta de Linhares importeres af DrikPortvin, som også importerer portvinene fra DR. For at markere, at han nu også sælger Vinho Verde, indbyder Torben Mandrup til en smagning af Quinta de Linhares den 9. juni.

Portvinens terroir – lidt forskningshistorie

Jeg har tidligere berørt terroir i Douro i et opslag i forbindelse med en smagning af Single Quinta Vintage i The Vintage Port Club (læs her).

Man kan selvfølgelig med rette spørge, om det ikke er lige meget, hvilken jordbund, hvor meget nedbør og hvilke temperatursvingninger, der er rundt om i en vinregion, når bare vinen smager godt? Og efterfølgende hvilke kemiske processer, der foregår, når vinen bliver til og siden lagrer på fad eller flaske?

Set fra et forbrugersynspunkt, er det vigtigste helt sikkert, at man finder ud, hvilke vintyper og producenter, man kan lide, og hvilke man bryder sig mindre om. Men vil man også forstå hvorfor og hvordan det går til, at vinen bliver, som den gør, må man lidt dybere ned. Så må man begynde at interessere sig for begreber som terroir, vinifikation og oxidation samt de komponenter, vinen består af, og de kemiske forbindelser, der foregår.

Nyligt faldt jeg over en ny artikel, ”The terroir of Port Wine: Two hundred and sixty years of history”, som blev offentliggjort i tidsskriftet Food Chemistry først på året. Artiklen er forfattet af Maria Prata-Sena, Bruno M. Castro-Carvalho, Sandra Nunes og Paula Silva fra Institute of Biomedical Science Abel Salazar i Porto samt Bento Amaral, der som bekendt er teknisk direktør på portvinsinstituttet, IVDP.

Der er tale om en gennemgang og tværlæsning af den litteratur, der findes om terroir mv. i Douro – og altså ikke ny forskning i sig selv. Men artiklen giver et udmærket overblik og refererer flere tankevækkende undersøgelser og konklusioner. Samtidig beskæftiger den sig ikke kun med terroir forstået som jordbund, klimatiske forhold, druesorter og dyrkningsmetoder, men også med den efterfølgende menneskeskabte proces, når vinen produceres og siden lagres.

Lad mig komme med nogle små udvalgte eksempler:

Hvad angår temperaturer i Douro viser undersøgelser f.eks., at temperaturen om foråret har stor betydning for høstudbyttet rent kvantitativt. I perioden 1932-2008 skulle forårstemperaturen således kunne forklare 35 % af forskellene i mængden af vin.

Taler vi om kvalitet, peges der på tidlig modning som en vigtig faktor herunder hvileperioden – altså perioden efter høst og frem til, at de nye skud begynder at vise sig. Det samme gælder en længere periode fra blomstring til veraison – tidspunktet, hvor druerne skifter farve og begynder at modnes.

Begge dele kan altså tages som indikatorer på, hvordan årets høst bliver henholdsvis kvantitativt og kvalitativt, men andre faktorer spiller selvfølgelig også ind.

Foruden temperatur omtales emner som nedbør, vandstress og jordbund. Hvad sidstnævnte angår, skriver forfatterne bl.a., at skifferjorden, som er den mest udbredte i Douro, fremmer modningen af druerne, da skiffer er mørkere og derfor absorberer sollyset. Smagsmæssigt menes skifferjorden at frembringe kraftigere, pebrede og krydrede vine – smagsnuancer som genkendes fra f.eks. ung vintage.

Artiklen går kun i dybden med få af de mere end 110 druesorter, som dyrkes i regionen. For de rødes vedkommende gælder det ikke overraskende Touriga Franca, Tinta Roriz og Touriga Nacional, mens de nævnte hvide er Códega, Malvasia Fina og Moscatel. Om Tinta Roriz kan man bl.a. læse, at den ved store udbytter giver dårligere kvalitet med ringere krop og farve i vinene, hvorfor den faktisk i visse år udelades i blendet.

Et andet hovedafsnit i artiklen vedrører ”Human activity”, hvilket omfatter såvel arbejdet i marken som i kælderen og under lagringen. Mange ting bringes på banen, men lad mig her nøjes med at referere de forskellige farveangivelser, der nævnes i forbindelse med de forskellige portvinstyper. Dette emne bringes jævnligt på banen i forbindelse med indkøb af gamle flasker, hvor der ofte er andre betegnelser på labelen end dem, vi kender i dag. Derfor bringer jeg her alle betegnelserne fra artiklen med de engelske betegnelser i parentes.

Retinto (full red)

Tinto (red)

Tinto alourado (medium tawny)

Alourado (tawny)

Alourado claro (light tawny)

Branco dourado (gold)

Branco palha (straw)

Citrino (citrus colour)

En anden ting, der diskuteres i portvinskredse er, om det er et spil for galleriet, når man fodtræder druerne i de gamle lagares af granit? Eller om det vitterligt giver en bedre kvalitet pga. føddernes nænsomhed overfor kerner etc.? Her giver artiklen ikke noget klart svar, da den henviser til to forskellige undersøgelser med hvert deres svar. Den første konkluderede, at den gamle metode gav en langt bedre udtrækning af tanniner og farvestoffer, hvilket alt andet lige giver bedre kvalitet. Den anden sagde modsat, at det ikke gjorde forskel på kvaliteten, om man brugte fødder eller mekanik, granit eller ståltank.

Alt i alt en fin gennemgang af research, undersøgelser og litteratur på området – en oversigt, som man bliver klogere af at læse, selv om der altså ikke er tale om ny viden. Har man lyst til at nørde lidt på portvinsområdet, er den lille, men kompakte 10-siders artikel værd at investere i.

Artiklen findes i sin helhed i “Food Chemistry, an Elsevier journal” via dette link.

Ramos fra 1960 til 1991

Det er ingen hemmelighed, at jeg har en stor kærlighed til portvinshuset Ramos Pinto. Deres kunstplakater og husets historie har fascineret mig fra det første besøg tilbage i år 2001, hvor jeg så de gamle kontorlokaler, kunstudsmykninger og effekter fra arkivet, inden deres museum officielt åbnede.

Og så ikke at forglemme laver de udmærket portvin i begge afdelinger – altså såvel en fremragende serie af tawny med alder som delikate vintages. Sidstnævnte har dog tidligere ofte stået i skyggen af de store vintagehuse, men synes fortjent at have fået mere opmærksomhed og hæder de senere år.

Som eksempel kan nævnes, at James Suckling i sin bog ”Vintage Port” fra 1990 placerer Ramos Pinto i femte og sidste kategori i det klassificeringshierarki, han oplister. Ganske ufortjent efter min mening, da huset gang på gang har overrasket ved horisontale smagninger i f.eks. The Vintage Port Club. Efter min mening bør Ramos placeres lige under de helt store mærker, når det gælder vintage. Medium søde, delikate, indbydende og florale – nogle vil sige lidt feminine i stilen, hvis man tør referere sådan en betegnelse i disse #MeToo tider.

Af ovennævnte årsager takkede jeg ja til et gæstebesøg i Portvinsklubben af 1981, som er hjemhørende i København, da de forleden havde Ramos Pinto på programmet. Der var tale om en vertikalsmagning af vintage fra 1970 til 1991, hvortil siden føjede sig en Magnum fra 1960, venligt doneret af et af klubbens medlemmer.

Aftenens første vin var dog en Ramos Pinto LBV fra 1985 serveret blindt som aperitif. Den kunne man så nippe til, mens klubbens tidligere formand Robert Heinrich Metasch fortalte lidt om husets historie. Ramos Pinto var frem til 1990 ejet af efterkommere af grundlæggeren Adriana Ramos-Pinto eller broderen António. Siden salget til champagnehuset Louis Roederer har det dog stadig været familiemedlemmer, som står i spidsen. Da João Nicolau de Almeida (tv. på billedet) i 2016 gik på pension, overtog Jorge Rosas direktørposten, mens Ana Rosas (th. på billedet) allerede på det tidspunkt havde overtaget positionen som chefwinemaker.

Ses bort fra Vintage 1960 blev vinene serveret semiblindt. Nedenfor følger mine noter fra smagningen. Da klubben afgiver point efter 20 skalaen, gør det samme sig gældende her. Nogle af min karakterer kan måske synes lidt lave, men her må jeg erindre om, at en karakter på 10 angives som en passabel vin og en på 11 som en god vin.

LBV 1985: Rødbrun. Mørke bær, cassis, tørrede frugter og mokka i næsen. Mørk og intens, lidt rustik og ikke så kompleks, pebret og krydret og med pebret hale (11).

Vintage 1960: Utrolig flot farve og flot skær, lys rødbrun med orange kant. Dejlig duft af blomster, violer og røde bør, især jordbær. Elegant og floral med røde bær og lidt peber, harmonisk og stadig med fint liv, selv om årgangen generelt regnes for at have peaket for længe siden. Det skyldes måske et længere vil på Magnum. En dejligt glas (18).

Vintage 1970: Meget lys, orangebrun som et aldret hvid. Duft af orangeskal og lidt mandler, oxideret. Indbydende nok med smag af mandel og orange, men helt uden frugtpræg (12).

Vintage 1980: Mørk rubin, meget dyb og mørk, næste uigennemsigtig. Mørke bær som hyldebær samt violer. Godt med krydret frugt i første omgang, derefter lidt flere nuancer og florale noter samt bløde integrerede tanniner.  Ved anden gennemsmagning fremstod den dog lidt vel kompakt med marmeladepræg og uden de store nuancer, hvilket trak ned (15).

Vintage 1982: Første flaske var tydeligt med fejl, men jeg fik heldigvis lidt af en anden. Rødbrun, lidt uklar. Ekspressiv duft med mørke bær, viol og blomster samt lidt grønne noter som mentol. Intens og flot struktureret i munden med røde bær, violer og blomster, harmonisk med fin, lang hale. Et dejligt glas i typiske Ramos stil (18).

Vintage 1983: Rubin, medium intens og flot rød kant. Ekspressiv og flot næse med røde bær og florale noter. Elegant og floral, men også intens og fyldig, harmonisk og med lang let krydret hale. Også et rigtigt godt glas (18).

Vintage 1985: Mørk rubin med brun kant, meget intens. Blomster, brombær og violer i næsen. Blød i munden, intens og delikat, tør og floral, pebret hale (17).

Vintage 1991: Lys, brun med lys kant og rød kerne og et orange skær, let tåget og uklar. Markant duft at gummi og apotek, som dog aftog med tiden, floral med røde bær. Røde bær og blomster i munden, elegant, men lidt vel let, savner struktur (10).

Et par af vinene kræver lidt ekstra ord. Vintage 1970 var tydeligvis oxideret og fremstod på alle måder mere som en hvid portvin med fadlagring end en vintage. Når man ihukommer, at der er tale om en klassisk år med vine, der er spået et langt liv, må den siges at have udviklet sig alternativt, hvilket givet ikke har været meningen. Når det er sagt, var den faktisk godkendt i smagen. Vintage 1991 må siges at være skuffende. Nok er året ikke det største, men en vin fra 90´erne bør have mere kraft og farve. Om der var tale om en fejl, tør jeg ikke sige, men i så fald gjaldt det flere flasker.

Ved den efterfølgende afstemning blandt deltagerne kom Vintage 1960 på førstepladsen forfulgt af Vintage 1983 og Vintage 1982 – altså de samme vine, som jeg selv ratede højest. 1983 har endnu ikke skuffet mig og sidder i disse år lige i skabet. Vil du læse mere om Ramos Pinto Vintage 1983 samt de udgaver på enkeltdruer, som João Nicolau de Almeida lavede samtidig, så se her.