Tradition og fornyelse i Bairrada

Bairrada er en vinregion i Portugal, som der er delte meninger om. Det skyldes især den foretrukne røde druesort, baga, som er helt sin egen og har sin trofaste tilhængere, men som nok ikke appellerer til den brede kreds af vindrikkere.

Bairrada ligger i midt i Portugal – vest for det mere bjergrige Dão og kun adskilt fra Atlanterhavet af en stribe pinjeskove. Jorden er kalkholdig eller med sand og forholdsvis flad, og der er varme somre, men også en del luftfugtighed fra havet og en del regn. Kystklimaet giver generelt højt syreindhold, hvorfor regionen er førende i Portugal, når det gælder Espumante – Portugals mousserende vine, fremstillet efter Méthode Traditionelle, ligesom der laves udmærkede hvidvine.

Frem til revolutionen i 1974 var regionen mest kendt for at lave bulkvin, solgt til Portugals afrikanske kolonier og produceret af forskellige kooperativer uden den store omhu, når det gælder såvel plukningstidspunkt som vinifikation. De mange små vinbønder blev afregnet pr. kilo, hvor der var større fokus på kvantitet og ikke kvalitet. Siden er der heldigvis kommet en række mindre producenter til, som har arbejdet ihærdigt på at højne kvaliteten i hele processen.

Baga er også plantet i andre regioner i det midterste Portugal herunder naboen Dão, men det er så afgjort Bairrada, som er dens hjemsted. Her menes den at indgå i omtrent halvdelen af vinproduktionen. Druen er lille, blåsort og med tyk skal, modnes sent og gror bedst i sandet jord eller kalkstensområder. Den giver højt syre- og tannin-niveau, hvorfor den kan sammenlignes med nebbiolo.

Foruden enkeltdruevine og diverse blends bruges baga også til fremstilling af Espumante og rosévin som den berømte Mateus, hvor skindkontakten jo er kortvarig, hvorfor de kraftige tanniner undgås. Den giver aromatiske vine med røde bær som kirsebær, men også mørkere bær, blomme og lidt tobakspræg. Som unge kan vinene ofte virke skarpe og umodne, men de ældes fint og vinder både kompleksitet og elegance.

Foruden baga dyrkes der lidt câmarate, alfrocheiro, jaen og touriga nacional samt en smule internationale sorter. Dertil kommer hvide druesorter som bical, maria gomes (også kendt som fernão pires), cercial og arinto – både med henblik på Espumante og hvidvin. 

Jeg har tidligere omtalt vine fra pioneren Luis Pato og hans datter Filipa Pato samt sammenslutningen Baga Friends, der arbejder for bevarelsen og udbredelsen af Baga og foruden Luis og Filipa bl.a. tæller Dirk Niepoort og Mário Sérgio Nuno fra Quinta das Bágeiras. 

Sidstnævnte er den ene af to producenter, som vinho.dk importerer. Den anden er Vinhos Vadio, som ønologen Luís Patrão står bag. I lørdags afholdt Torben Ryttersgaard en fin lille parallelsmagning med vine fra de to huse suppleret af et par portvine. Inden smagenoter lidt om de to huse.

Quinta das Bágeiras er den mest traditionelle af de to. Produktionen blev etableret i 1989, og målet er at lave vine, der smager som baga fra regionen forventes at smage – altså lidt mere rustikke vine med kraftige tanniner og høj syre, men selvfølgelig under hensyntagen til de forbedrede produktionsmetoder. Eller som Mário Sérgio Nuno selv har formuleret det: ”I wanted the production of our wines to be accomplished through traditional methods, without ignoring the constant developments observed in the fields of viticulture and oenology.” 

Luís Patrão er født i Bairrada, men har arbejdet i 13 år for den store producent Herdade do Esporão i Alentejo og er nu også winemaker for Herdade de Coelheiros. Hans tilgang er lidt mere modernistisk, og han stræber efter mere elegance og mindre tanninfyldte vine, som dog stadig har lagringspotentiale. Samtidig arbejder han økologisk uden dog at være certificeret, hvilket kræver en del papirarbejde – en forklaring som en del økologiske producenter i Portugal bruger, og sikkert med god grund, når de skal forklare det manglende certifikat.

Følgende vine blev smagt:

Quinta das Bageiras Espumante Brut Natural Branco 2016: Blend af maria gomes, bical og cercial. Lys grøngul, næste helt klar. Grønne æbler og lidt citrus i næsen. Diskret boblende, fin fyldig med god friskhed og lidt brødtoast, knas tør. Et fint køb til prisen.

Quinta das Bageiras Branco Reserva 2017: Blend af maria gomes og bical. Lys grøngul. Floral, men også med lidt tropisk frugt i næsen og citrus. Høj syre og friskhed og pæn frugtfylde, lidt frugtsødme i starten, men tør, fin lang eftersmag. Udmærket fin og frisk vin, men ikke med stor kompleksitet.

Quinta das Bageiras Pai Abél 2015: Blend af bical og maria gomes, gæret på eg med battonage, ufiltreret og dedikeret til Mário Sérgios far, Abel Nuno. Gylden og dyb i farven. Intens næse med frugt og smørnoter. Flot fyldig og kompleks med modne æbler og blomster, fint balanceret med syre til at komplementere fadpræget, som er tydeligt, men på ingen måde overdrevet. En flot hvidvin.

Quinta das Bageiras Reserva Tinto 2016: Blend af baga og touriga nacional, lagret 18 måneder på fad. Mørk rubin med lilla kant. Mørke kirsebær, floral og let krydret. Kraftig i munden med godt med frugt og høj syre og godt med tanniner, fyldig, krydret og med en lang tør eftersmag. Et udmærket glas.

Quinta das Bageiras Tinto Garrafeira 2015: Topvin på baga fra mere end 90 år gamle stokke, 18 måneder på fad, laves kun i de bedste årgange. Mørk rubin, næste uigennemsigtigt, tæt, lilla kant. Mørke kirsebær og høj syre, kraftig og kompakt med kraftige, men fint integrerede tanniner, kantet og krydret og med god struktur. En rigtig fin madvin.

Vadia Solera Espumante Bruto: Blend af bical, baga og cercial, lavet efter solerametoden på en solera startet i 2007, lagret på bærmen i 6 måneder. Gulgrøn, let gylden. Dejligt boblende i munden med æbler og lidt nøddepræg, tør, god kompleksitet og fylde, let krydret, lang eftersmag med høj syre.

Vadia Branco 2017: Blend af bical og cercial, hvor førstnævnte har gæret på brugte fade og sidstnævnte på ståltank. Grøngul. Floral, lidt parfumeret med græs og æbler samt citrus. Høj syre og friskhed, men knap så meget krop. Let, dejlig, mineralsk, men ikke så kompleks, kort hale.

Vadia Tinto 2015: 100 % baga, lagret 24 måneder på brugte fade og derefter 12 måneder på flaske. Rubin, forholdsvis lys. Frisk næse med kirsebær og lidt florale noter. Let med ligefrem og ikke kompakt frugt, bløde tanniner, medium syre. En blød og drikkeklar pleaser, som også har lagringspotentiale. Atypisk elegant baga fra Bairrada.

Grande Vadia 2014: 100 % baga, lagret 24 måneder på 300 liters brugte fade og derefter 12 måneder på flaske. Mørk rubin, lilla kant. Mørke kirsebær og let krydret i næsen. Mørke kirsebær og lidt balsamico, god frugt og syre i fin balance, tør med kraftige, men ikke hårde tanniner. Er på den ene side poleret, men har også kant. Fint glas.

Derefter præsenterede Torben Ryttersgaard to portvinshuse og han afslørede, at han havde et nyt på vej. Vi smagte:

Quinta de Maroocos Colheita 2000 (tappet 2012): Orangebrun, duft af figner, nødder og lidt appelsinskal. Let cremet med høj syre, men ikke så fyldig, lidt skarp.

Pachega Vintage 2003: Mørk rubin med lidt lys kant. Ekspressiv med fin duft af hyldebær og brombær samt blomster og krydderurter. Kraftig, men også blød, bløde tanniner, let krydret, fin syre og balance, tør med fin hale. Faktisk fin drikkeklar og udviklet nu, men også med fin struktur til lagring.

Portvinsmesse i Roskilde 2019

Portvinsmessen i Roskilde er altid et besøg værd. Den kom fint fra start tilbage i 2015 i flotte, men trange lokaler på Hotel Prindsen og rykkede året efter til den nuværende lokalitet Hotel Scandic. Ok, lokalerne er måske lidt slidte, men der er mere plads og portvinen er god, hvilket vel er det væsentligste. Der bliver skænket portvin af høj kvalitet ved de fleste borde, og så er der ikke mindst adskillige producenter, som er mødt frem for at italesætte deres portvin. Og det sidste tæller højt, når jeg vurderer værdien af en portvinsfestival.

I år var ingen undtagelse. Her var der god lejlighed til en lille snak og et gensyn med bekendte fra Portugal samt enkelte nye bekendtskaber – og der var mulighed for at nyde adskillige fine glas portvin.

Normalt vælger jeg et fokuspunkt ved sådanne smagninger, f.eks. i form at et hus, men denne gang havde jeg ingen dagsorden ud over at få en snak med producenterne og smage evt. nyheder. Men enkelte kortfattede noter blev det dog til.

Jeg lagde ud med at besøge Pass the Port og Selmer Vin, hvor jeg fik hilst på det vanlige trekløver: Miguel Braga fra São Leonardo, José Guedes fra Quinta das Lamelas og Pedro Carneiro fra Blackett. Her smagte jeg bl.a. en udmærket 10 års hvid fra Lamelas, blød og rund, let krydret og med fin balance.

Efter en god snak med Carlos Flores fra Andresen samt en lille smagsprøve på husets kunnen gik turen til Dalva og Quinta da Ventozela, hvor Elsa Couto skænkede et glas Vintage 2012:  Mørke bær med let krydret undertone, bløde tanniner, dejlig drikkelig, men måske ikke med så stor kompleksitet.

Ved siden af hilste jeg på Oscar Quevedo, som bød på to vine. Først Quevedos Bio Port Reserva Ruby – en økologisk vin, mørk med lilla kant, nærmest uigennemsigtig og med dejlig friskhed, grønne noter og lidt mynte. Antallet af økologiske portvine stiger – kvaliteten ditto. Derefter Vintage 2016, som selvfølgelig var betydelig mere fyldig og kompleks med markante integrerede tanniner, solbær og hyldebær og fint krydret. Egentlig ganske elegant her og nu, men også med pænt potentiale.

Efterfølgende et kort stop hos Stefano Marello fra Kopke og Sogevinus. Et lille glas Kopke Colheita i glasset, men da huset blev gennemsmagt sidst i 2018, blev det uden noter denne gang (læs om Kopke her).

Hos Drik Portvin var Torben Mandrup denne gang ledsaget af Elizabete Almeida fra DR – et forholdsvis nyt hus, som især udmærker sig på Tawny og Colheita siden. Det smagte jeg to glimrende beviser på. Først deres 50 års hvid, som var flot lys orangegylden med kokos, mandel samt orangeskal, stor kompleksitet, tilpas fedme, sød men med fin syre til at balancere. Dernæst smagte jeg DR 30 års Tawny – et glimrende glas, orangeskal, mandel, fin balance og let cremet.

Næste bekendte var Pedro Pintao fra Pocas – en god stabil producent som leverer fint tilgængelige LBV og Vintage i en fin prisklasse og ditto på Tawny og Colheita siden. Jeg smagte en udmærket vintage, blød med venlige tanniner, brombær, intens, let krydret og pebret hale.

Fik I forbifarten lige hilst på Carlos Agrellos fra Quinta da Romaneira hos vintageportvin.dk, men da jeg lige havde været til winemakersdinner med ham et par dage før, gik turen hurtigt videre.

Hos Otto Suenson fik jeg en lille snak med Bernardo Carvalho fra Quinta de Santa Eufemia – en mindre familiejet quinta, som jeg på et tidspunkt gerne vil gå lidt mere i dybden med. Jeg smagte deres 30 og 40 års Tawny og foretrak nok den mere elegante yngling frem for den 10 år ældre og mere robuste og rustikke 40 års.

Endelig kom der også et glas moden Vintage i glasset i form af Borges 2004 – en fin, modnet vin, afrundet og med diskrete tanniner, blød og intens.

Afsluttende lod jeg mig overtale til at prøve en Cocktail hos Hotel SP 34, som jo har et flot og stort udvalg af portvine. Jeg smagte en cocktail baseret på Dalva Colheita 2007. Smagen var sådan set fin, men jeg er indrømmet ikke den store cocktaildrikker, så foretrækker så afgjort port for sig. På den anden side har jeg intet imod innovation og nye tiltag målrettet nye kundesegmenter. Så for mig er det helt fint, at der produceres pink port og eksperimenteres med diverse drinks baseret på portvin.

En fin dag i portvinens tegn. Næste års Portvinsmesse finder sted lørdag den 29. februar 2020 og igen på Hotel Scandic.

Winemakers Dinner med Quinta da Romaneira

På tv-stationen DK4 kan man for tiden se den udmærkede udsendelsesrække ”Historien om portvin”. De tre programmer er lavet af de såkaldte portvinsbrødre, Jens-Peder Wenzel Pedersen og Troels Wenzel Østergaard, som står bag Vintageportvin.dk. Brødrene har interesseret sig for portvin i flere årtier, og begyndte så småt at sælge ud af de mange flasker, de har samlet. Siden er det vokset, og i dag har de agenturet for flere portvinshuse herunder Sandeman og Quinta da Romaneira.

Sidstnævnte var netop i fokus for en winemakers dinner, som vintageportvin.dk nyligt afholdt hos Gastronomisk Innovation og med winemaker Carlos Agrellos til at kommentere vinene.

Inden selve middagen fik jeg en snak med Carlos, som har været ansvarlig for vinproduktionen hos såvel Romaneira som Quinta do Noval siden 1. januar 2018. Inden da assisterede han sin onkel Antonio Agrellos begge steder. At de to store quintaer har samme winemaker skyldes, at Quinta do Romaneira siden 2004 har været ejet delvist af Christian Seeley, som er direktør for vinområdet hos det franske forsikringsselskab Axa Millésimes, der ejer Noval og adskillige andre vinslotte i Bordeaux mv. Seeley ejer Romaneira sammen med den brasilianske investor André Esteves. Med i købet fulgte gamle portvinsfade, som især bruges til husets 40 års tawny.

Quinta da Romaneira er en stor ejendom på 412 hektar land, som strækker sig ca. 3 kilometer langs nordsiden af Douro lidt øst for Pinhão. 85 hektar af tilplantet med vin, men 10 mere er på vej. 60 % af vinmarkerne er sydvendte – de resterende øst- og vestvendte i det bugtede terræn, hvor højdeforskellen er fra 80 til 550 meter over havet. Ca. halvdelen af markerne er nyplantede parceller, hvor kvaliteten vil stige i takt med, at de bliver ældre.

”Romaneira har et unikt terroir. Vi kan lave vine på Romaneira og Noval på akkurat samme måde og med de samme druer, men de smager forskelligt. Romaneira bærer præg af flere vilde bær og med mere præcis frugt,” fortæller Carlos Agrellos, som er uddannet i såvel Porto som Bordeaux.

”70 % af vores druer går til Douro vin og 30 % til portvin. Af de 30 % bruges 35 % til LBV og Vintage - resten til Tawny og Colheita. Vi fokuserer især på at forbedre vores vintage portvin til den højeste standard og dermed følger LBV også med,” forklarer han.

Ifølge det portugisiske vinblad Revista de Vinhos udgør produktionen 200.000 flasker Douro DOC, 50.000 flasker portvin og 10.000 flasker vin under Regional Duriense. 70 % eksporteres.

Romaneira har også øget fokus på hvidvin. Såvel kvaliteten som efterspørgslen efter hvidvine fra Douro DOC stiger.

”Vi har ikke nok grønne druer, hvorfor vi planter flere. De fordeler sig på sorter som Viosinho, Gouveio, Verdelho og Malvasia Fina. Vi planter grønne druer i højden og høster tidligere for at få god syre,” fortæller Carlos.

På rødvinssiden er druerne især traditionelle portugisiske sorter, men også enkelte internationale som Syrah og Petit Verdot, der udgør 6 % af arealet. Vin på disse druer kan dog på grund af det stramme reglement kun sælges som Regional Duriense og ikke som Douro DOC.

”Jeg håber reglementet blive revideret, så andre druesorter tillades. I dag er der mange sorter blandt de tilladte, som ikke giver god vin efter nutidens standard. Men en druesort som Tinto Cão vil nok få større betydning med sin tykke skal, da den bedre kan tåle varmen,” fortæller Carlos og henviser til klimaændringerne, som mærkes tydeligt og vil få stigende og afgørende betydning i fremtiden. F.eks. modnes Tinta Roriz tidligt, og med den tiltagende varme kan resultatet blive vel meget marmeladepræg.

En anden ting, der diskuteres meget i Douro for tiden, er de seneste deklareringer af vintage på portvinssiden. Årene 2015, 2016 og 2017 har alle været gode, men til manges overraskelse sagde de største producenter nej til 2015 for så at deklarere 2016, som derfor fik status af klassisk årgang. Flere huse har allerede sagt, at de helt sikkert vil deklarere 2017 (læs om Niepoort 2017 her), ligesom der går rygter om, at nogle af de britiske huse vil bryde traditionen og deklarere to år i træk. Men hvad mener Carlos Agrellos?

”Jeg tror, at mange vil fortryde, at de ikke deklarerede 2015. Det er en fremragende årgang fuld af karakter og med stor fylde og kraft. 2016 er fremragende, hvad angår balance, mere floral og med god syre, mens 2017 er enestående med flotte tanniner, et godt ”grip” og en flot struktur,”, siger han og tilføjer:

”Når vi kan have så gode år i træk, skyldes det selvfølgelig vejret, som har været meget tørt. Men også at vi er blevet langt bedre til at vinificere.”

Efter snakken ventede middagen, som bestod af en otte retters menu, 11 vine og syv portvine. Ses bort fra et lille portvinsintermezzo inden desserterne, hvor hvid portvin, LBV og 10 års blev serveret, blev alle vine serveret til de udsøgte retter med et fint match.

Smagningen omfattede følgende vine og portvine, serveret til de oplistede retter:

Snack: Brioche-vaffel med torskerogn og karse

Rosé 2017: Fin laksefarvet med flot skær. Duft af hindbær og blomster. Rimelig fyldig med god friskhed og syre og fin balance (85).

Forret: Kammusling, krabbe, citrus og kørvel

Gouveio 2017: Lys grøngul. Frisk næse med citrus og æbler. Sprød i munden med fin syre og friskhed, citrus og mineraler, lang hale med citrus. En dejlig frisk vin, som står knivskarpt og fungerer fint med forretten (90).

Branco Reserva 2017: Grøngul. Citrus og lidt smørnoter, men også floral og krydret. Fin fyldig, let cremet med god frugt og behersket med fadnoter (90).

Hovedret 1: Rå okse med asier og jordskok

Touriga Franca 2014: Mørk rubin med lys lilla kant. Brombær og krydderurter som rosmarin i næsen, let parfumeret. Mørke bær, fin krydret, bløde tanniner og god balance (89).

Touriga Franca Vinhas Velhas 2016: Mørk rubin med lilla kant. Trods sin alder med moden næse med mørke bær, krydderurter, kaffe og lidt mørk chokolade, ekspressiv. Flot fyldig og stor kompleksitet, god struktur og bløde tanniner og fin let krydret afslutning. Et flot glas, som fint kan drikkes nu, men også er holdbart på sigt (93).

Touriga Nacional 2014: Mørk rubin, næsten uigennemsigtig. Brombær, violer og andre florale noter samt lidt kaffe i næsen. Lidt skarp, dejlig fyldig med mørke bør og blomster, fin balance, bløde tanniner. Stod fint til tataren (92).

Hovedret 2: Iberico presa (sortfodssvin), grillede løg og kartoffel

Reserva 2015: Mørk rubin med lilla kant, næsten uigennemsigtig. Brombær og andre mørke bær, violer lidt kaffe. God fylde med mørke bær, dejlig struktur og balance, bløde tanniner og en lang, lang hale. Fin madvin (92).

Reserva 2012: Mørk rubin, næste uigennemsigtig. Fin og ekspressiv i næsen med mørke bær og blomster. Blød og rund, men med stor præcision og kompleksitet, mørke bær og kaffenoter, flot balanceret. En fantastisk vin (94).

Hovedret 3: Lammekrokette med dehydreret rødbede og røget marv

Syrah Apontador 2016: Mørk rubin, lidt lilla kant. Brombær krydderurter i næsen. God frugt med mørke bær og blomster, fin balance og struktur, lang hale. Et dejligt glas (93).

Petit Verdot 2014: Mørk rubin. Mørke bær, virker lidt vel rå. Samme i munden, med mørke bær, krydret, kraftige og noget upolerede tanniner. Har brug for tid. Indrømmer blankt, at jeg ikke er en stor fad af Petit Verdot, hvilket spiller ind på min bedømmelse. Andre fandt den betydeligt bedre (89).

White Port: Lys, gullig. Duft af mandel, abrikos og honning. Et fint og behageligt glas med god friskhed, men uden de store dybder (85).

LBV 2012: Mørk rubin med rødlig kant. Hyldebær, brombær og lidt cassis i næsen. Godt med frugt, fin balance, stadig med bløde tanniner. Fint drikkelig nu, men kan også udvikles sig (89).

10 års Tawny: Flot rødbrun med lys kant. Hasselnødder, mandler og tørrede frugter. God syre til at balancere sødmen. Virker umiddelbart ældre (90).

Dessert 1: Havgus, morkel og hasselnødder 

Branco Reserva 2006: Gulgrøn, flot. En næse med smørnoter, oxideret, men på den gode måde. Ældet og moden med tertiære noter, god frugt, men lav på syre og friskhed. Vinen blev flyttet fra forret til dessert af samme grund, og her matchede den fint til den spændende kombination af saltet ost og svampe (89).

Dessert 2: Kirsebær og ymersorbet

Vintage 2016: Mørk rubin med lilla kant, farver glasset. Rig på frisk frugt, brombær og hyldebær samt lidt ungdommelig kærnemælk. Fin frugt, lidt urtede noter, god balance med fin syre, let krydret hale og bløde tanniner. Kan godt drikke nu i sin ungdommelighed, men har også godt udviklingspotentiale (93).

Vintage 2005: Rubin med lidt lys kant. Jordbær og andre rødlige bær i næsen, men også lidt kogt præg. Flot balanceret med fin frugt og syre samt bløde tanniner. Savner måske lidt power (92).

Dessert 3: Chokolade, saltet karamel, daddeliscreme og blommesnaps

40 års Tawny: Flot tawnybrun med orange kant. Mandel, nødder, figner og andre tørrede frugter i næsen. Dejlig blød i munden med god balance og flot syre som modvægt til sødmen og alderstegnene, en dejlig kompleks vin med dybe lag og lang hale (95).

Colheita 1988: Flot skær, tawnybrun med lidt mørkere kerne. Hasselnødder, marcipan og lidt appelsinskal i næsen. Mandel og lidt appelsinskal i munden, høj syre (92).

Tak til vintageportvin.dk for invitationen. Priser kan ses på deres hjemmeside. Vil du læse mere om Quinta da Romaneira, så se min tidligere omtale af huset her eller besøg quintaens hjemmeside.

Winemakers Dinner med Dirk Niepoort

Niepoort er et portvinshus, som der er meget hype om herhjemme. For det første laver de god portvin i stort set alle genrer i modsætning til mange huse, som er gode til enten Vintage eller fadlagret portvin. Ja, de laver faktisk også god portvin i deres egen genre i form af garrafeiras, som først lagrer på fad, derefter på såkaldte demijohns og så endelig på flaske (læs mere her). For det andet er frontfiguren Dirk Niepoort en lidt kontroversiel figur, som ofte går sin egne vegne og nogle gange imod strømmen, ligesom han elsker at eksperimentere – både når det gælder bordvine og portvinstyper. Basen er Douro, men Dirks nysgerrighed har gjort, at han også har fundet vej til Dão og Bairrada samt andre regioner i Portugal og i udlandet.

Når det er sagt, har Niepoort også skuffet jævnligt ved smagninger – f.eks. når vi taler om Vintage fra 1997, hvor risikoen for fejl er stor. Ja, til tider har jeg fundet dem lidt overvurderet.

I fredags skulle Niepoort derfor stå sin prøve, da The Vintage Port Club havde inviteret Dirk Niepoort til smagning i forbindelse med den årlige Winemakers Dinner.

Dirk Niepoort stil – både hvad angår bordvin og portvin – er vine karakteriseret med megen friskhed og god syrebalance, hvorimod han ikke bryder sig om for mange fadnoter og for meget moden frugt eller ligefrem overmoden frugt, som han udtrykte det. Den sidste bemærkning var rettet kritisk mod årgang 2016, hvor Niepoort sammen med bl.a. Ramos Pinto netop valgte ikke at deklarere, ses bort fra en udgave af deres biovin, Bioma, hvor druerne især hentes fra enkeltmarken Pisca. I stedet deklarerede de i 2015 og er klar til at gøre det igen i 2017. Ja, faktisk havde Dirk medbragt fadprøver på Vintage 2017, som netop har blevet godkendt af IVDP.

Der var tale om en meget bred smagning fordelt på flere flight, hvor sammensætningen umiddelbart kunne virke underligt, men faktisk fungerede fint. Og så var det da i øvrigt et friskt initiativ at placere en almindelig ruby midt mellem alle de andre vine for at minde om, at basisport også bør have husets stil.

Følgende vine blev smagt åbent og i samme rækkefølge:

10 års hvid Tawny: Gylden, ravgul og klar. Dejlig frisk duft md abrikos, mandel, honning, appelsinskal og florale noter. Dejlig i munden med fin fylde og stor friskhed, abrikos, honning, let cremet og fin syre samt god hale (89).

Hvid Colheita 1917 (flaskeprøve): Egentlig en 10 års hvid, da den blev tappet på flaske i 1927. Derefter flakselagret. Orangebrun, lys og meget uklar. Lidt parfumeret i næsen og med lidt apotekernoter, men også tørrede frugter og abrikos. Dejlig i munden med god friskhed og stadig med syre, krydret og med let sprittet hale. Ikke helt oppe at ringe, men et spændende glas (90).

Ruby: Mørk rubin med lys rødlilla kant. Ekspressiv næse med frisk bærpræg, solbær og lidt marmelade præg. Fin friskhed med god syre og frugt balance, bløde diskrete tanniner. En fint glas i kategorien, men skal serveres afkølet (82).

Garrafeira 1948: Flot tawnybrun og klar. Stadig præg af bær, men også fadnoter, jordbær og røget bacon. Dejlig struktur i munden med frugt og røde bær, god syre og fin balance samt en let røget karakter. Fin kombination af fad og frugt og med såvel ælde som friskhed (95).

Vintage 1970: Rødbrun med lys kant. Udmærket duft med frugt, lidt frugtgrød, røgede toner, lidt oxideret, men på den behagelige måde. Stadig røde bær, let krydret, røget bacon, fin syrebalance og lidt pebret hale. Et dejligt glas (94).

LBV 1989: Ruby med brune nuancer og lys kant. Lidt sprittet næse, ret diskret. Blød og meget tilgængelig, fin balance med god syre, en lidt sprittet eftersmag. Ældet men stadig med fin struktur og friskhed (88).

Colheita 1989: Lys brunrød med lys orange kant. Mandel, tørrede frugter lidt appelsinskal og blomster i næsen. Fin balance, stadig med lidt frugtpræg og lidt røde bær, men ellers figner og tørrede frugter, bløde og let cremet struktur (90).

Vintage 1987: Flot rubinrød med lidt mørk kerne og lys kant. Jordbær og andre røde bær, lidt vel parfumeret. Jordbær og lidt røgede toner, krydret med høj syre og god friskhed, savner måske lidt frugt til at balancere (90).

Pisca Vintage 2007: Nærmest sort og uigennemsigtig, lilla kant. Friske bær og kærnemælk, solbær og lidt mørk chokolade og kaffe. Tør med god frugtfylde, mørke bær, godt med bløde og integrerede tanniner, lidt bid i enden. Har brug for tid (90).

Bioma Vintage 2008: Mørk rubin, næste uigennemsigtig, farver glasset. Frisk frugt, solbær, hyldebær, ristet kaffe og lidt kærnemælks præg. Til at starte med en del friske, grønne noter som eukalyptus og fyrrenåle, mørke bær, blød i munden og godt balanceret, pænt med bløde tanniner, lidt brændende hale, men med stort potentiale (91).

30 års Tawny: Orangebrun, lys. Første lidt tør sherrynæse, mandler, appelsinskal. Blød og rund, men også meget elegant med nødder og tørrede frugter samt fin friskhed og balance, har flere lag at byde på (94).

Colheita 1957: Lys tawny farvet med lys kant. Sherrynæse i starten, men aftagende som temperaturen steg, mandel, nødder og lidt figen. Let sprittet i munden med god syre, abrikos og nødder, let cremet samt en lang flot hale med nøddepræg (93).

Vintage 2017 (fadprøve): Denne fadprøve på netop godkendt Vintage lover godt for årgangen. Sort og uigennemsigtig, farver glasset helt lilla. Masser af friske bær, hyldebær og kærnemælk i næsen. Ungdommelig kraft og saft med rå frugt, dejlig friskhed og kraftige, men ikke voldsomt rå tanniner og flot potentiale for at finde sig selv og blive rigtig god (93).

Konkluderende er der vel bare at sige, at ingen vine skuffede – alle var værd at drikke. Stilen var også tydelig på tværs af typer, hvorfor ord som syre, friskhed og balance går igen i ovennævnte noter. Så ja. Niepoort er et hus, som det så afgjort er værd at have fokus på. Og Dirk Niepoort er en kreativ personlighed, som tør eksperimentere og gå sine egne vegne. Respekt for det.

Efter smagningen fulgte som middagen kreeret af restauranten i Odd Fellow Palæet i Odense:

• Blinis med stenbiderrogn, røget helleflynder, citron, fennikel, rødløg, radiser og sour cream. Hertil Niepoort Concisco Branco 2016 (Dão).
• Braiseret oksefilet med lyserød peber, hvidløg, Pommes Duchess, rygeost og grillede grøntsager, rosenkål og sauce. Hertil Niepoort Poeirinho Garrafeira 2012 (Bairrada) og Niepoort Redoma 2015 (Douro) i magnum.
• Ostetallerken med chutney. Hertil Niepoort Vintage 2005.
• Tærte med hvid chokoladeganache, marinerede bær, passionsfrugt og sprød lakrids. Hertil Niepoort Colheita 1997.

Quinta do Pinto er med til at sætte Lissabon på vinkortet

De mest kendte portugisiske vinregioner herhjemme er Douro, Alentejo, Vinho Verde og Dão. Men der er selvfølgelig flere, og nogle af dem er på samme måde som førnævnte i gang med en fantastisk udvikling.

Det gælder også regionen Lisboa, som tidligere bar navnet Estremadura, men i dag altså er opkaldt efter landets hovedstad. Ses bort fra de små gamle underregioner som Bucelas, Colares og Carcavelos, der har deres helt egen historie og egen DOC, var regionen ligesom naboregionen Ribatejo frem til midt i 90´erne mest kendt for at producere billige og lidt anonyme vine på såvel portugisiske som internationale druesorter. Der bruges stadig både egne og udenlandske sorter, men en række familieejede vingårde har til gengæld sørget for at kvaliteten er steget betragteligt.

Lisboa strækker sig fra hovedstaden og op langs kysten, næsten op til Coimbra. Den er underopdelt i en række underregioner, hvor de mest kendte foruden førnævnte er Torres Vedras og Alenquer.

Netop Alenquer er hjemsted for familieejede Quinta do Pinto, som ligger ca. 65 km nordøst for Lissabon, lidt øst for Torres Vedras og kun 25 km fra Atlanthavet, hvilket selvfølgelig har klimatisk betydning. Vingården har været ejet af familien Cardoso Pinto gennem fem generationer og bestyres i dag af datteren Rita Cardoso Pinto, som har en master i ønologi. Målet er at fremstille vine, der udtrykker regionens terroir og det til venlige priser.

Rita Cardoso Pinto er enig i, at der er sket en stor ændring til det bedre i regionen.

”Producenterne er blevet bedre til deres arbejde og bedre til at udvælge de rigtige druer – ikke kun vores egne portugisiske sorter, men dem der passer til regionen. Vi har et godt terroir, der passer fint til internationale sorter som syrah, viognier, chardonnay og cabernet sauvignon,” fortæller hun og fortsætter:

”Udviklingen er gået fra små vinbønder, der dyrkede vin i baghaven, til større og mere professionelle vingårde – en bevægelse fra at levere til bulkvin til bedre kvalitet. I takt med at kvaliteten er blevet bedre, mærker vi også, at folk begynder at opdage vinregionen Lissabon og finde ud af, at vi eksisterer.”

Men også regionens navneskifte har haft betydning for udviklingen, indrømmer Rita Cardoso Pinto.

”Navneskiftet fra Estremadura til Lisboa har betydet meget her i Portugal på det nationale marked. Når folk går i supermarkedet og ser vin fra Lissabon, går det op for det, at vi også producerer vin her.”

På sigt regner hun med, at den øgede opmærksomhed på regionen såvel nationalt som internationalt, vil smitte af på vinturismen, men her har Lisboa endnu ikke mærket det boom, som f.eks. har fundet sted i Douro.

”Vinturismen vokser meget her i Portugal, men vi har ikke mærket så meget til det endnu her i regionen. Men det vil sikkert komme, da vi jo ligger tæt på hovedstaden.”

Familiens vingård hedder faktisk ikke Pinto, men Quinta do Anjo. At de i stedet lancerer vinen under Pinto-navnet skyldes flere ting. For det første er det selvfølgelig familienavnet, men samtidig fortælles det, at vinen fra stedet for et par hundrede år siden var så god, at den var flere pintos værd – en pinto er nemlig også en gammel portugisisk guldmønt. Og endelig var der for lang tid siden en bestyrer af gården og vinproduktionen, som hed Mr. Pinto, hvorfor gården med tiden blev kendt som Pinto-gården.

På de godt 25 hektar vinmarker, hvoraf mange er nyplantede, vokser 19 forskellige druesorter. Det gælder portugisiske sorter som arinto, fernão pires, antão vaz, touriga nacional, castelão og aragonez samt internationale sorter som syrah, cabernet sauvignon, petit verdot, roussanne, merlot, viognier og chardonnay.

”Det var min far, som ville forsøge sig med internationale sorter og mest Rhône-sorter som viognier og syrah, da han selv holdt af dem. Vi fandt så ud af, at de fungerede udmærket både for sig selv og i blends med portugisiske druesorter,” fortæller Rita Cardoso Pinto og fortsætter:

”Hvis man kender til vin, vil man måske foretrækker portugisiske druer frem for f.eks. syrah. Men andre vil måske hellere købe syrah, som de har hørt om, frem for ukendte portugisiske sorter som touriga nacional og fernão pires.”

De forskellige sorter bruges til såvel blends som enkeltdruevine - de internationale sorter især til vine til hjemmemarkedet. Huset har fire serier: Vinho do Lasso på portugisiske druesorter, Terras do Anjo som er blends af såvel portugisiske som internationale sorter, Quinta do Pinto som er såvel blends som enkeltdruevine og endelig prestigeserien Grandes Escolha.

Quinta do Pinto er netop landet i Danmark hos den nystartede importør af portugisisk vin, Vinho, stiftet af Torben Ryttersgaard. Fra sin webshop, vinho.dk, sælger Torben Ryttersgaard vine fra de fleste regioner i Portugal.

Jeg har smagt følgende vine fra Pinto:

Vinhas do Lasso Branco 2016: Blend af 50 % fernão pires og 50 % arinto. Lys grøngul. Medium intens i næsen med citrus, pære og lidt mineralsk præg, men også lidt passionsfrugt. Medium intens med fin frugt, moden pære, citrus og passionsfrugt, fint balanceret. Fint drikkelig entrylevel vin med ok struktur (84).

Vinhas do Lasso Rosé 2017: Blend af 50 % aragonez og 50 % castelão. Lys rosé, laksefarvet. Frisk næse med røde bær, jordbær og lidt stikkelsbær og blomsterduft. Frisk med røde bær og florale noter, tør og god syre. Ikke en kraftig og kompleks rosé, men let, fin, frisk og balanceret (85).

Vinhas do Lasso Tinto 2014: Blend af typiske druesorter fra regionen, 45 % aragonez, 45 % touriga nacional og 10 % castelão. Rubinrød, ikke så intens. Frisk duft af røde kirsebær, jordbærgrød og brombær. En enkel vin med nogenlunde med frugt, kirsebær, høj syre og pænt med tanniner. Virker dog ikke helt balanceret, men bedre på andendagen. Har altså godt af lidt luft (83).

Quinta do Pinto Estate Collection Branco 2016: Blend af såvel portugisiske som internationale druesorter: 29 % arinto, 13 % fernão pires, 17 % antão vaz, 17 % roussane, 16 % chardonnay og 8 % semillon. Gulgrøn til gylden. Æbler, græs og blomster i næsen, ikke så markant. Medium fyldig, dejlig tekstur med fin frugt, citrus og florale noter, tør, mineralsk, let krydret og fint balanceret (89).

Quinta do Pinto Estate Collection Tinto 2013: Blend af typiske portugisiske og franske sorter, 25 % touriga nacional, 20 % aragonez, 20 % tinta miúda (gammel sort fra Lissabon-regionen), 20 % cabernet sauvignon og 15 % syrah. Mørk rubin, rødlig kant. Dejlig duft med brombær, modne sorte kirsebær, fyrrenåle og lidt blomster og mørk chokolade. Lækker i munden med god fylde, masser af frugt, markante, men bløde og integrerede tanniner samt fin eftersmag. Godt glas og godt køb til prisen (90).

Quinta do Pinto Arinto 2016: Enkeltdruevin på en af Portugals mest populære grønne druer, arinto. Lys grøngul med grønligt skær. Diskret duft af pære, citrus, græs og lidt ananas og andre eksotiske frugter. Dejligt frugtfylde, medium intens, høj syre, god struktur og fint balanceret. Har nærmest to lag, først et friskt med citrus og græs samt mineralitet, dernæst en undertone af lidt fyldigere og eksotisk frugt som melon og ananas. En spændende frisk vin til en ok 6 stk. pris (89).

Quinta do Pinto Touriga Nacional Reserva 2013: Enkeltdruevin på TN, som er en vigtig sort i såvel Douro som Dão og resten af landet, lagret 12 måneder på brugte fade. Mørk violet. Duft af mørke bær, brombær, violer og lidt mørk chokolade. En kraftig og fyldig vin med ikke helt modne brombær der bidder lidt, pænt med tanniner og høj syre, fin struktur. Måske endnu lidt upoleret, men også med en vis elegance og potentiale for at udvikle sig. Spændende og med god eftersmag. En dejlig og kraftig madvin og en fin repræsentant for druesorten (91).

Quinta do Pinto Grande Escolha Branco 2014: Blend af de franske sorter marsanne (10 %), chardonnay (25 %) og viognier (60 %) samt portugisiske arinto (5 %), fadlagret i 9 måneder med batonnage og derefter flaskelagret i 18 måneder. Gulgrøn, meget intens i farven. Intens og markant duft at smør, toast og lidt røg, let krydret. Meget fyldig og frugtig med mere fed struktur, honning og toastbrød, krydret og med fin balancerende syre, lidt oxideret stil, men på den gode måde. En anderledes portugisisk hvidvin, hvor den aromatiske viognier balanceres af mere syrerige sorter. Har potentiale for yderligere udvikling (92).

Quinta do Pinto Grande Escolha Tinto 2013: Blend af 20 % touriga nacional og 80 % syrah, lagret 12 måneder på brugte fade. Mørk rubin, meget tæt og intens med flot skær. Mørke modne kirsebær, brombær og violer, lidt sød lakrids. Fyldig, let cremet med flot struktur, brombær og mørk chokolade, krydret med høj syre og markante tanniner En kraftig vin, som dog ikke foldede sig helt ud ved første gennemsmagning, men performede bedre dagen derpå. Har brug for en del luft og tid (91).

Ny udgave af Port and the Douro

Bliver jeg bedt om at anbefale litteratur om portvin, er der altid tre bøger, som jeg nævner først. De har hver deres styrker og kan både læses fra ende til anden og bruges som generelle opslagsværker om emner som dyrkningsmetoder, terroir, portvinshuse, historisk udvikling, årgange, typer og lovgivning etc.

På dansk har vi Henrik Oldenburgs digre værk ”Portvin”, som i 2016 kom i sin fjerde udgave. På tysk udsendte Axel Probst i 2017 bogen ”Portwein” – en bog, som det er svært at finde mangler i. Og så er der endelig den engelske portvins- og madeiraekspert Richard Maysons ”Port and the Douro”, som netop er udkommet i en ny udgave i den glimrende serie med vinbøger, The Infinite Ideas Classic Wine Library.

”Port and the Douro” udkom første gang i 1999 og er siden kommet i nye udgaver i 2004 og 2013. Der er altså gået seks år siden sidste udgave, men udviklingen går stærkt på portvinsområdet, hvor nye producenter og tiltag hele tiden kommer til. Men en opdatering af årgange og huse, er nu ikke det eneste nye, fortæller Richard Mayson:

“Foruden at have forlænget listen over årgange og tilføjet flere producenter er der indsat en masse nye detaljer rundt om i hele bogen. Den nye udgave tager højde for de seneste ændringer i lovgivningen, og jeg har tilføjet nye anbefalinger af portvin dér, hvor vine har gjort indtryk på mig ved blindsmagninger. Kapitlet ”The Future for Port and the Douro” er blevet opdateret og revideret. Men der er færre producenter af Douro-vin i bogen på grund af pladsmangel. De vil i stedet komme med i min bog, ”The Wines of Portugal”, som vil blive udgivet i den samme serie senere på året.”

Bogen er opbygget på stort set samme måde som de tidligere udgaver (jeg har dog ikke læst førsteudgaven). Først en grundig gennemgang af portvinens historie, derefter et kapitel om vinmarker, druesorter og quintaer og et om selve produktionen. Det er netop, hvad angår selve dyrkning og fremstilling af vin, at bogen har sin helt store force, men Mayson har da også selv førstehåndskendskab med den slags, da han indtil for nyligt selv ejede en vingård i Alentejo. I disse afsnit er bogen uhyre grundig og detaljeret, f.eks. nævnes hybrider af forskellige druesorter og rodstokke.

Derefter følger en glimrende gennemgang af portvinstyper, et særligt grundigt afsnit om Vintage Port med beskrivelser af alle årgange fra 1960 og frem samt de væsentligste længere tilbage i tiden til 1844 og en oversigt over de væsentligste producenter. Endelig følger som nævnt et lille afsnit om Douro vin og et lille kapitel med informationer om restauranter, hoteller mv. samt slutteligt appendix med nyttig viden om størrelsen af beneficio og oversigt over alle druesorter.

Netop beneficio-systemet – altså det gamle omstændige system, der regulerer den årlige produktion af portvin og de enkelte huses kvoter – beskrives omhyggeligt og får nogle kritiske ord med på vejen i bogens efterord. Men hvis systemet skal ændres, som mange producenter gerne ser, hvordan skal det så ske?

”Det er et godt spørgsmål, som fortjener et ordentligt svar. Mange producenter af portvin ønsker systemet afskaffet og erstattet af det frie marked. Men beneficioen har tjent portvinsbranchen godt gennem mere end 70 år og forhindret det ”boom and bust”, som f.eks. destabiliserede sherryindustrien. Det korte svar er, at der er brug for en reform af beneficioen, der tager højde for den voksende betydning af Douro-vine, som handles bagom det kontrollerede og kunstigt oppustede marked for druer til portvin. Omkostningerne stiger og underprissætningen af Douro vine er en trussel mod hele regionen på lang sigt.”, svarer Richard Mayson

En anden ting, der har ændret sig gennem årerne, er turismen. Det vrimler med turister og vinturister i Porto og efterhånden også i Douro-dalen, og begge steder skyder nye hoteller og besøgscentre op. Hvad mener Richard Mayson om udviklingen?

”Da jeg første gang kom til Douro sidst i 1970´erne var det udpræget et sted for rejsende og ikke for turister. Der var ingen komfortable steder at bo med mindre du blev inviteret til at bo på en quinta af en fra branchen. Nu har Douro luksushoteller, flodcruises og nogle fremragende restauranter, men samtidig kan jeg ikke lade være med at føle et tab af autenticitet. Det samme gælder Porto, som er en rigere og mere velstående og kosmopolitisk by, end den var i 70´erne og 80´erne.”

Richard Mayson bog er glimrende læsning fyldt af viden og små anekdoter og biografier i form af små indsatte bokse om ”Men who shaped the Douro”. Den er skrevet godt og medrivende og med stor indsigt. Enkelte anker kan man altid have, f.eks. kan det undre mig, at portvinshuset Andresen ikke nævnes blandt de anbefalede producenter i afsnittet om ”White Port with an indication of age”, ligesom Quevedo overhovedet ikke er nævnt. Her kan forskelle på synlighed på det danske og det engelske marked dog være en forklaring.

Værre er et par deciderede sjuskefejl. I første afsnit kan man f.eks. læse, at Quinta dos Frades er at se på forsidebilledet. Det var den også på tredje udgave. Denne gang er det et foto fra Gaia og Porto, der forskønner forsiden, hvorfor teksten selvfølgelig burde være rettet. Tilsvarende med de kort, der er med i bogen. På kortet over Douro er quintaerne angivet med numre, men listen over hvilke quintaer, der gemmer sig bag numrene, er ikke kommet med i den nye udgave, hvilket faktisk gør kortet ubrugeligt. Ærgerlige skønhedspletter, som dog på ingen måde overskygger min samlede positive vurdering og anbefaling af bogen, som bør stå på reolen hos alle portvinsentusiaster ved siden af Oldenburgs ”Bibel”.

Som Richard Mayson allerede selv har nævnt, arbejder han nu på en revideret udgave af den ligeledes glimrende bog ”The Wines of Portugal” med fokus på bordvin. Jeg spurgte derfor, hvordan han ser udviklingen på vinområdet de senere år?

“Meget har forandret sig, siden den sidste udgave fra 2003. Der er mange flere kendte druesorter, især hvad angår grønne sorter, og derfor mere at fortælle. Portugal viser, at landet formår at lave nogle fortræffelige hvidvine. Der er mange flere producenter, så det bliver svært at vælge, hvilke der skal med i bogen og hvilke, der ikke skal. Kort sagt har Portugal opdaget sit terroir over de sidste 20 år, og jeg føler, at vi stadig har det bedste til gode. Douro, Dão og Alto Alentejo omkring Portalegre, kystregionen nord for Lissabon og ved Alentejo Litoral viser alle, at de kan producere vin i verdensklasse og såvel rødvin som hvidvin.”

Richard Mayson: Port and the Douro. The Infinite Ideas Classic Wine Library 2019, 402 sider.

Læs om Richard Mayson på hans egen hjemmeside og blog

Se bøgerne i serien med vinbøger her.