onsdag den 29. juni 2022

Besøg hos Churchill´s

 

De smagte vine er sponseret af producenten


I forbindelse med min nylige tur til Porto (læs mere her) blev det også til en lille rundvisning og en flot smagning hos portvinshuset Churchill´s – et hus jeg gennem årene har fået et godt kendskab til.



Første gang var i forbindelse med portvinsfestivalen på Børsen tilbage i 2011, hvor stifteren Johnny Graham var på besøg til pressesmagningen og forestod en større vertikalsmagning af husets Vintage portvine. En del år senere var jeg inviteret til smagning med Johnny og datteren Zoe her i Odense, hvilket blev til en artikel i Vinbladet. Sidst i marts i år mødte jeg dem igen til en frokost i Porto, hvor jeg var med i den internationale jury, som skulle kåre Portugals 10 bedste vine. Her smagte vi selvfølgelig også en udvalg af husets bordvine og portvine, og jeg fik endvidere hilst på Zoes mand Ben Himowitz og winemaker Ricardo Nunes. Sidstnævnte var jeg igen sammen med et par dage først i maj i Regua, hvor vinfestivalen Douro Primeira Prova (The New Douro) blev afholdt.



Derfor var det oplagt at besøge dem i Vila Nova de Gaia i deres lodge lidt oppe ad vejen, der sjovt nok fører op til Graham´s – det portvinsfirma, som Johnnys familie solgte til Symington Family Estates i 1970. Da Johnny Graham senere vendte tilbage til portvinsbranchen med sit eget selskab, kunne han ikke bruge sit eget familienavn, men valgte i stedet hustruens.

Generelt om stilen kan siges, at der er tale om tørre vine og portvine, da Churchills lader fermenteringen foregå lidt længere, hvorved restsukkeret mindskes. På ruby-siden er stilen mere traditionel og langtidsholdbar, mens deres tawny-serie er mere elegant og tør. Tidligere blev det meste druemateriale indkøbt, men i dag hidfører en stor del fra deres egen vingård, Quinta da Gricha, som også lægger navn til en Single Vintage Port. I 2022 har Churchill´s således deklareret såvel den klassiske Churchill´s Vintage som Quinta da Gricha.

Under besøget i Gaia – som parentetisk bemærket ikke var mit første besøg – fik vi først en lille rundvisning i kælderen og så en større smagning i selskab med bl.a. Ben Himowitz.



Følgende vine blev smagt:

Dry White Port: Har faktisk 10 år på bagen, hvilket både kan ses og smages. Orange til ravfarvet med flot skær. Abrikos og andre tørrede frugter, honning og florale noter, oxideret stil. Frisk i munden med høj syre, abrikos og honning, tydelige fadnoter, lidt appelsinskal, tør, medium kompleks og fin hale. Et dejligt glas, men også atypisk på grund af lagringen. 

10 års Tawny: Mørk tawnyfarvet med rubin kerne. Tørrede frugter, men også stadig med bærpræg og lidt syrlige ribs. I munden med tørrede frugter og nødder, tør med høj syre, let krydret bund, bidder lidt. Mindre oxideret og mere primær frugt end mange andre i kategorien.

20 års Tawny: Fin tawnybrun med lys orange kant. Dejlig næse med mandel og tørrede figner. Blød i munden, men også med fint syrebid, tørrede frugter, nødder. Et dejligt elegant og velsmagende glas.

30 års Tawny: Lys tawnyfarvet med rødligt til orange skær og lys kant. Abrikos og mandel i næsen samt et lille hint af røde bær. Elegant stil med god syre, mandel og tørredede frugter, lang hale med syrebid. Et flot glas.



LBV 2005: Ufiltreret. Rubin med lys kant og brunlige toner. Kirsebær, solbær og let krydret næse. Modnet frugt og mørke kirsebær i munden med høj syre. Et fint tilgængeligt og modnet glas nu.

Crusted Port (tappet i 2014): Blend af årene 2011, 2012 og 2013, får lidt tid på fad inden tapning. Mørk rubin med lilla kant. Lidt sjov næse med kirsebær, brombær, mynte og andre krydderurter. Frisk og fyldig i munden med mørke bær og lidt peber, høj syre, god struktur, elegant stil og fint balanceret, godt med tanniner.



Vintage 1997: Mørk rubin med lilla kant. Begyndende modning med mørke bør, kirsebær og brombær, dejlig i munden, ved at åbne op med god balance. Et dejligt glas nu, men også med år foran sig.

Vintage 2007: Rubinrød med mørk kerne og lysere kant. Lidt lukket i næsen med mørke bær. Godt med frugt og florale noter, høj syre, tør, åbnede op efter lidt luft, pebret og krydret hale.

Vintage 2017: Mørk rubin, lilla kant. Solbær og frisk frugt i næsen. Høj syre med godt med frugt, mørke bær, kraftige tanniner og tørre tanniner i halen til en langt liv. Har brug for tid.

En fin smagning, der altså omfattede de forskellige typer portvin i Churchill´s portefølje herunder Vintage fra tre årtier.



Under Douro Primeira Prova i maj måned smagte jeg flere vine fra Churchill´s. Her blev de nyeste årgange samt nyligt frigivne vine fra mange forskellige producenter præsenteret for vinskribenter og sommeliers. En samlet artikel herom vil følge i kommende udgave af Din Vinguide, men lad mig lige her kort bringe noter på de smagte vine fra Churchill´s.

Churchill's Estates Grafite Branco 2021: Blend af Rabigato og Viosinho. 20 % lagret 6 måneder på fad, resten på stål. Lys, grøngul. Aromatisk med pære, citrus, mineralitet. Fin syre, delikat, velbalanceret og mineralsk, dog ikke så kompleks (89).

Churchill's Estate Grafite Tinto 2020: Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca og Tinta Roriz, ca. 30 % lagret 12 måneder på fad, resten på stål. Mørk rubin. Mineralsk frisk næse med røde bær og solbær. Intens i munden med fin frugt, solbær og blommer samt mineralitet og med fint bid (89).

Quinta da Gricha Original 2011: Vinhas Velhas. Mørk rubin, lys lilla kant. Frisk og mineralsk næse med mørke bær og urter. Fyldig og koncentreret i munden, god balance (92).

Churchill´s Quinta da Gricha Original 2020: Vinhas Velhas. Mørk rubin. Elegant næse med florale noter og mørke bær. Fyldig i munden med mørke bær, violer og bloster, flot balance, i anden omgang følger høj syre og godt med tanniner. En dejlig vin med stort potentiale (93).

Churchill's Estate Grafite Tinta Roriz 2020: 100 % Tinta Roriz. Mørk rubin. Lidt skjult næse med mørke kirsebær og mineralitet. Knastør med godt med integrerede tanniner og tørre tanniner i enden (89).

Churchill's Estates Grafite Touriga Nacional 2020: 100 % Touriga Nacional. Mørke rubin. Lidt parfumeret næse og metallisk næse med blomster og bær. Floral og mineralsk. Har brug for tid til at samle sig og komme til udtryk (88).

Quinta da Gricha Talhão 8 2020: 100 % Touriga Nacional fra plot 8. Rubinrød, lidt lysviolet kant. Aromatisk, floral næse med violer og kirsebær. Flot tæt struktur med god frugt og fin balance samt flotte tanniner, mineralsk lang hale, stort potentiale (93).

Quinta da Gricha Vintage Port 2005: Rubinrød, ikke så koncentreret. Elegant næse med røde bær, især jordbær. Blød, rund og elegant i munden i første omgang med røde bær og jordbær, derefter lidt syrebid og mere krydret. Lækker lige nu (93).

 


Churchill´s Vintage Port 2020 (fadprøve): Mørk rubin, tæt, lilla kant. Lidt krydret næse med mørke bær og krydderurter. Tæt struktur med mørke bær og mørk chokolade, dejlig kompleks, godt med tanniner, lang hale, stort potentiale (93).

Churchill's Quinta da Gricha Vintage 2020 (fadprøve): Mørk rubin, dyb og tæt med lilla kant. Frisk og urtet næse med florale noter, røde bær. Frisk, og velbalanceret i munden, floral og elegant stil, måske ikke så dyb, med umiddelbar og dejlig, lang hale med tørre tanniner (92).

Churchill's 40 Year Old Tawny Port: Endnu ikke i porteføljen, men kommer på markedet senere i år. Flot mørk ravfarvet. Tørrede frugter, figner, orangeskal. Intens i munden med valnød, appelsinskal, tørrede figner, nødder, dejlig frisk og elegant stil (94).


Churchill´s importeres af Vinens Verden

Ingen kommentarer:

Send en kommentar