Taylor´s Vargellas Vintage 2022

 

Den smagte vin var et anmeldereksemplar

 

Som allerede nævnt flere gange blev portvinsåret 2022 primært et Single Quinta Vintage år. Fladgate Partnership var ingen undtagelse, idet de valgte at deklarere såvel Quinta de Vargellas som andenvinen Fonseca Guimaraens, men ingen klassisk vintage. Dertil kom en særlig Vintage 2022 kaldet Sentinels, som kun er baseret på druer fra deres vingårde i Pinhão-dalen.

Quinta de Vargellas er Taylor´s mest kendte quinta og leverer sammen med Quinta da Terra Feita og Quinta do Junco druer til Taylor´s klassiske Vintage portvin. Fra såvel Vargellas som Terra Feita udsendes der endvidere Single Quinta Vintage, ligesom Vargellas også lægger gamle marker til den fornemme Taylor´s Vargellas Vinha Velha.

Vargellas har sin egen togstation på ruten mellem Pinhão og Pocinho. Vingården blev grundlagt i begyndelsen af 1800-tallet og var i mange år ejet af Ferreira-familien. Oprindeligt var der faktisk tre forskellige vingårde med navnet Vargellas, men de blev i slutningen af 1800-tallet samlet til en og siden blev også Quinta do Saõ Xisto inkorporeret i Vargellas.

Den første Single Quinta Vintage fra Vargellas er 1958, mens den første Vinha Velha er fra 1995. Siden har der været deklareret adskillige udgaver og den seneste er lige kommet på markedet, nemlig Vintage 2022. Om den lyder det fra Fladgate Partnerships CEO, Adrian Bridge:

”Vintage Port 2022 er resultatet af en meget varm og tør vækstsæson, afbrudt af velkommen regn i begyndelsen af høsten. Den unikke karakter af vinmarkerne på Quinta de Vargellas er tydeligt udtrykt i 2022, hvorfor vi mente det passende at flaske året som Single Quinta Vintage.”

Chefwinemakeren for Fladgate og dermed for Taylor´s er ikke overraskende enig:

”2022 vil blive husket som en af de varmeste år. Men effekten af tørken blev modsvaret af en våd marts måned og regn i begyndelsen af september med optimale vejrbetingelser under høsten,” siger David Guimaraens.

Jeg fik tilsendt en halvflaske af Vargellas Vintage 2022. Vinen blev smagt over et par dage.

Quinta de Vargellas Vintage 2022: Mørk rubin, lille kant. Ekspressiv med masser af ung frugt, solbær, kirsebær, friske krydderurter, florale noter, mørk chokolade og en anelse toast. Kraftig syre upfront, som skygger lidt for frugten, frisk ung frugt, mørke bær, solbær, pebret og krydret, tør og med fin struktur og en vis elegance, fin hale med tørre tanniner. Har brug for tid, men med flot potentiale (92).

Ved Portweinmesse 2024 i Leverkusen, arrangeret af Axel Probst og World of Port smagte jeg i øvrigt Taylor´s Sentinels Vintage 2022, som er ny i sortimentet. Druerne er udelukkende baseret på deres fire ejendomme i Pinhão-dalen, Terra Feita, Junco, Casa Nova og Eira Velha, som alle var med i den oprindelige demarkering fra 1756. Sentinel betyder i øvrigt vogter eller vagtpost på dansk, og navnet hentyder netop til demarkeringen, hvor der i årene 1758 til 1761 blev rejst 335 stensøjler – de såkaldte “marcos de feitoria” – som markerede det demarkerede område.

Om Sentinels udtaler chefwinemaker David Guimaraens:

”Taylor´s Sentinels Vintage er en hyldest til det unikke terroir i Pinhão-dalen. Hver af quintaerne bidrager til blendet med deres egen karakteristika, hvilket har resulteret i en vin, der er både kompleks og harmonisk – en afspejling af den rige arv og det minutiøse håndværk hos Taylor´s”.

Da der var tale om en åben walkaround smagning i Leverkusen, blev der ikke taget udførlige noter. Kort fortalt fandt jeg den lidt lukket på nuværende tidspunkt, mørk, og uigennemsigtig med godt med frugt, solbær, kirsebær og en del urter, frisk med fin balance samt godt med tørre tanniner.

Hvad angår terroir placerer Sentinels sig et sted mellem klassisk Vintage, der er et blend fra forskellige quintaer rundt om i Douro, og Single Quinta Vintage fra en og samme quinta. Og zoomer vi mere ind finder vi det stigende antal Vintage portvine baseret på druer fra bestemte parceller som førnævnte Vargellas Vinha Velhas (læs mere her).

Smagning med João Maria fra João Portugal Ramos

 

De smagte vine var sponseret af producenten

 

Tidligere i november var jeg inviteret til Wines of Portugal Roadshow i København, hvor syv producenter præsenterede en række af deres vine (læs her). En af dem var J. Portugal Ramos Family Estates, som er hjemhørende i Estremoz i Alentejo, men også producerer vin fra andre regioner herunder Vinho Verde og Douro.

Dagen efter smagningen var jeg af den danske importør, Hans Just, inviteret til en særlig smagning med netop J. Portugal Ramos og deres winemaker João Maria Portugal Ramos, som er søn af grundlæggeren.

João Portugal Ramos den ældre blev uddannet som ønolog i Lissabon og indledte sin lange karriere i de tidlige 1980´ere, hvor han arbejdede i Alentejo. Siden spredte han sig til flere regioner og oprettede firmaet Consulvinos. Konsulentvirksomheden omfattede vingårde og producenter i regioner som Tejo, Setúbal-halvøen, Dão, Beiras og Lisboa.

I 1989 begyndte han for sig selv i Alentejo, da han købte 5 hektar vinmarker ved Estremoz – et areal, som siden er blev udvidet betragteligt. I 1992 fulgte den første høst, som blev udsendt under brandnavnet Vila Santa. Porteføljen blev med årene udvidet med mærker som Marquês de Borba og Quinta de Foz de Arouce i Beja. I 2007 fulgte lanceringen af Duorum i Douro og nogle år efter igen etablerede han sig også i Vinho Verde.

Der er nu gang i et generationsskifte. Datteren Filipa tager sig af markedsføring og sønnen João Maria overtager gradvist ansvaret for selve vinproduktionen. Det var derfor også João Maria, der var til stede ved såvel Wines of Portugal fremstødet som smagningen dagen efter. Her fortalte han om vinene og husets filosofi, og vi smagte en længere række vine fra forskellige regioner herunder såvel enkeltmarksvine og enkeltdruevine som topvine.

Følgende vine blev smagt med regionen i parentes:

Alvarinho 2022 (Vinho Verde): Gulgrøn. Fin duft af citrus, æble, lidt eksotisk frugt som ananas og banan samt florale noter. Medium fylde, lidt lav på syre, men dog balanceret, dejlig hale med lidt syresvip (91).

Marques de Borba Colheita Branco 2019 (Alentejo): Blend af Arinto, Antão Vaz og Viognier. Grøngul. Aromatisk med duft af især citrus og moden pære, men også mineralitet. Moden pære, grape og lidt grønne noter, tilpas syre, syresvip i halen (88).

Marques de Borba Vinhas Velhas Branco 2018 (Alentejo): Blend af Arinto, Roupeiro, Antão Vaz og Alvarinho. Grøngul. Aromatisk med duft af citrus og lidt eksotisk frugt samt lidt noter fra fadet. God mundfylde med citrus og grape, fint med syre, lang hale med høj syre. Et fint balanceret glas (92).

Petrichor Single Vineyard 2022 (Alentejo): Orange vin, hvis navn faktisk henviser til duften af regn, der falder på tør jord. Lys ravfarvet til orange. Abrikos, lidt orange og mineralitet. God fylde og tekstur med lidt abrikosnoter. Fin gastronomisk vin (92).

Duorum Altitude 2020 (Douro): 40 % Touriga Franca, 40 % Touriga Nacional og 20 % Tinta Roriz. Rubinrød. Frisk og aromatisk næse med frisk frugt, jordbær, blomster og let krydret. Frisk og juicy i munden med røde bær og meget bløde tanniner. Forholdsvis ukompliceret, men dejlig ligefrem vin (90).

Marques de Borba Colheita Tinto 2023 (Alentejo): Blend af Aragonez, Trincadeira, Touriga Nacional, Alicante Bouschet, Petit Verdot og Merlot. Mørk rubin. Mørke kirsebær og florale noter, violer. Røde bær i munden, kirsebær, let krydret og lidt mineralsk, fin balance med bløde tanniner og pænt med tanniner i halen (89).

Marques de Borba Vinhas Velhas Tinto 2019 (Alentejo): Blend af Alicante Bouschet, Aragonez, Castelão og Syrah. Mørk rubin. Mørkebær, eukalyptus og mint samt lidt apotekerduft på den gode måde. Fyldig og intens i munden med mørke bær og fint integrerede tanniner, krydret og velbalanceret med tørre tanniner i enden (92).

Vinha de São Lázaro Single Vineyard 2021 (Alentejo): 100 % Touriga Nacional. Mørk rubin. Moden frugt, lidt florale noter og et touch af vanilje fra fadet. Frisk og krydret med mørke kirsebær, friske krydderurter og bløde tanniner (92).

Estremus 2019 (Alentejo): Trincadeira og Alicante Bouschet fra et blandet mark. Mørk rubin. Dejlig aromatisk med solbær og andre mørke bær samt florale noter. Blød i munden med mørke bær og lidt skovbund, elegant og velbalanceret med fløjlsbløde tanniner (95).

Marquês de Borba Reserva Tinto 2019 (Alentejo): Blend af Trincadeira, Aragonez, Alicante Bouschet og Cabernet Sauvignon. Mørk rubin. Frisk og intens næse med mørke bær, blomster og mynte. Fyldig i munden med solid struktur, mørke bær, mineralitet, godt med fint integrerede tanniner i halen. Har brug for tid og med stort potentiale (94).

Quinta de Foz de Arouce Vinhas Velhas de Santa Maria 2019 (Beira Atlântico): 100 % Baga. Mørk rubin. Lidt tilbageholdende i næsen med mørke kirsebær. Mørke bær i munden, godt krydret, høj syre og kraftige tanniner. Fin vin med lidt kant, som har brug for tid eller mad (92).

Duorum O.Leucura 2015 (Douro): Blend af Vinhas Velhas med især Touriga Nacional og Touriga Franca. Mørk rubin, intens og tæt. Moden frugt, men også florale noter. Fyldig og intens Douro vin (93).

Marques de Borba Late Harvest 2017 (Alentejo): Lys gylden til strågul. Honning og blomster i næsen. God mundfylde, dejlig balance mellem syren, sødmen og frugten (92).

 

J. PortugalRamos importeres af Hans Just og fås i Meny mv. Sidste år prøvesmagte jeg i øvrigt såvel bordvine som portvine fr J. Portugal Ramos, ligesom jeg også besøgte dem i Alentejo.

Ramos Pinto fragtet med sejlskibet Tukker

 

De smagte vine var anmeldereksemplarer fra producent og importør

 

Historien fortæller, at fragten med sejlskibe var med til at skabe portvinen. De engelske vinhandlere købte rødvin i det nordlige Portugal og udskibede det til hjemlandet – først fra Viana do Castelo og siden fra Porto. For at kunne klare den lange sørejse, blev der tilsat lidt brandy, der så at sige forstærkede vinen. Siden begyndte man så at tilsætte brandy – eller rettere aguardente – tidligere i processen, hvorved vi fik den sødere portvin med højere alkoholprocent, vi kender i dag.

Samtidig er det også en kendsgerning, at mange portvinsselskaber startede som handelsfirmaer, der på egne skibe fragtede vin og andre varer op mod nord, og saltet torsk mv. retur. Og da vi altså taler om tiden fra sidst i 1600-tallet og frem, var der tale om gamle sejlskibe.

Meget er forandret, men med mellemrum opstår der events og projekter, der refererer til historien. I 2017 fejrede Taylor´s f.eks. deres 325 års jubilæum ved at sejle flasker af deres jubilæumsvin fra Vila Nova de Gaia til London ombord en moderne yacht. Vinene var samtidig hældt på flasker i gammel stil.

I år lancerede Ramos Pinto i samarbejde med deres danske importør, Østjysk Vinforsyning, to specialudgaver af deres portvine, som blev sejlet fra Porto til Aarhus på det gamle sejlskib fra 1912, The Tukker. Eventet fra ikke blot en hyldest til den gamle skibsfragt, men også et statement om klima og bæredygtighed. For det første er fragten med sejlskib mere bæredygtig, men for det andet har man også reduceret CO2-forbruget ved at bruge genbrugspapir til etiketter, naturkork til prop og fravalgt de vanlige aluminums- eller plastikkapsler over prop og flaskehals.

”Historien starter på Prowein 2023, hvor vi får idéen sammen med Ramos Pinto om at få en CO2-reduceret portvin sejlet til Danmark. Samarbejdet med A Clean Spirit muliggjorde dette, da de får rom sejlet fra Caribien og hertil på sejlskibe,” fortæller brand manager Michael Øulee fra Østjysk Vinforsyning.

De to vine er henholdsvis deres Tawny Reserva og deres 10 års Tawny fra Ervamoira. Hvor den sidste blot har fået en påskrift på etiketten, som fortæller om projektet, har den første fået sin helt egen etikette i ”gammeldags” stil, ligesom der rent faktisk er tale om et særligt blend. Det fortæller masterblender Ana Rosas.

”10 års Tawny er det samme blend. Men Reserva Tawny er lidt anderledes end vanligt. Vi lavede et specielt blend til lejligheden ved at bruge Reserva Tawny som base, men tilsat andre vine. Der er tale om et lidt ældre blend, men også mere friskt og elegant,” siger hun.

Da hedvin i sin til blev fragtet på fade, havde selve sejlturen også en vis indvirkning på selve vinen, hvor bølgegang og bevægelser fremskyndende aldringsprocessen. Det gøres der f.eks. brug af hos den store producent af Moscatel de Setúbal José Maria da Fonseca, som har eksperimenteret med at genoptage de gamle traditioner med at sejle fade med moscatelvin over Atlanten og retur – den såkaldte torna viagem (læs mere her).

Men i og med, at der her er tale om vin på flasker og ikke på fade er effekten nok begrænset i dette tilfælde. Vinen skvulper så at sige mindre rundt i flasken, ligesom solens påvirkning er mindre på den kortere sejltur fra Portugal til Danmark end en tur tværs over Atlanterhavet og retur.

”Vi ved ikke helt, hvad vi skal forvente. Meget har været sagt om ”torna viagem”, men vi har ikke nogen erfaringer, så dette vil også være en læreproces for os,” lyder det fra Ana Rosas.

 

Jeg smagte de to portvine over to dage ved lidt forskellige temperaturer.

Special Tawny Reserve: Blend af Touriga Nacional, Tinta Roriz, Tinta Cão og Touriga Francesa. Rødbrun, mørk og med rødlig kant. Frisk næse, som stadig har primær frugt som syrnede kirsebær og ribs, men også tawny-noter i form af tørrede frugter og hasselnød. I munden ligeledes stadig med lidt primær frugt, men eller især nødder og tørrede frugter samt en krydret hale, høj og lidt vel skarp syre på bagkanten, men eller ok balanceret. Vandt på andendagen, hvor den blev lidt mere blød og rund, så har brug for lidt luft og tid (88).

Special 10 års Tawny: Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz og Tinta Barroca. Tawnyfarvet med orange kant. Tørrede frugter, nødder, valnød og lidt friske figner, et lille touch af appelsinskal. Blød og rund i munden i starten, derefter med fin syre, som giver lidt kant, flot balance, godt med frugt, nødder og tørrede frugter, elegant stil, lang dejlig hale. En rigtig flot 10 års (91).

På anden dag smagte jeg 10 års Tawny op mod en almindelig 10 års, som ikke var fragtet med skib, men jeg kunne ikke registrere forskelle.

 

Portvinsseminar med IVDP

 

Bestemmelsen om, at en portvin – f.eks. en 20 års Tawny – ikke skal være hverken præcist eller i gennemsnit det angivne år gammel, kan være svær at forstå. For hvad vil det sige, at en portvin skal have den rette ”organoleptiske kvalitet” svarende til den pågældende alder? Hvis en 20 års Tawny blot skal smage, lugte og se ud som en 20 års Tawny, er det vel en smagssag og dermed tilfældigheder, der afgør, om den kan godkendes eller ej?

Nej, det er det ikke. Siden demarkeringen tilbage i 1756 hører portvin til blandt de mest regulerede vinregioner i verden. Det gælder krav til, hvor druer til portvin må dyrkes og af hvem samt hvilke sorter, vi taler om. Det gælder selve fremstillingen af de forskellige typer portvin. Det gælder mængden af portvin, der må produceres hvert år – den såkaldte beneficio. Og det gælder kvaliteten.

Siden 1933 har ansvaret herfor ligget i hænderne på det primært statsligt finansierede portvinsinstitut. Instituto do Vinho do Porto (IVP), som det oprindeligt hed, blev i 2003 udvidet til også at omfatte bordvinene fra Douro og blev derfor omdøbt til Instituto dos Vinhos do Douro e Porto (IVDP). Instituttet har især til opgave at evaluere kvaliteten og sikre autenticiteten og derefter udstede et garantisegl (selo) til de godkendte vine, men også at promovere portvin og beskytte appellationen. Hvad det sidste angår indgår IVDP aftaler internationalt herom, hvilket med tiden har medført langt færre ”uautoriserede” portvine.

For nyligt afholdt IVDP sammen med The Vintage Port Club et seminar med det formål at gøre os klogere på instituttet virke. Derfor var den ansvarlige for instituttet smagepanel Manuel Lima Ferreira, og chefen for markedsføring og kommunikation Paulo Russel-Pinto kommet til Odense medbringende et antal flasker, der illustrerede, hvad det handler om.

Vi kom langt omkring. Lovgivning, krav til druesprit, beneficioen og det bagvedliggende indviklede cadastro-system, de forskellige portvinskategorier herunder de senest tilkomne, betydningen af fadlagring, kemiske processer, smagepanelets sammensætning og ikke mindst de tekniske analyser af de indkomne vine.

Kort fortalt skal al portvin gennem dørene hos IVDP for at blive godkendt og opnå garantisegl. Alle portvinsproducenter indsender derfor prøver til instituttet, som straks anonymiserer flaskerne, inden de fortsætter i forløbet. Herefter foretages såvel tekniske analyser som prøvesmagning af panelet, og vinene skal bestå begge prøver for at blive godkendt.  

IVDP tester hvert år mere end 3500 portvine og 5000 Douro vine. De tekniske analyser er grundige og anvender bl.a. kromatografi – en laboratorieteknik, hvor de mange molekylære bestanddele adskilles, så man kan registrere indholdet af forskellige kemiske stoffer. Resultatet kan angives i et diagram, som giver en visualisering af indholdet. Her vil forskellige udgave af f.eks. 20 års Tawny give et relativt ens billede, hvorfor man kan registrere, hvis en indleveret 20 års Tawny viser et helt andet billede og måske mere ligner billedet af en 10 års Tawny.

Smagepanelet består af 15 dygtige smagere, hvilket dog snart udvides til 18, fortalte Manuel Lima Ferreira. Kønsfordelingen er nogenlunde lige med en lille overvægt af mænd. Nye smagere rekrutteres efter test af deres evne til at smage og personlige interviews, ligesom deres evne til at bedømme vinene bliver evalueret løbende, hvorefter der iværksættes efteruddannelse på de områder, hvor smagerne har behov for det.

Som nævnt skal en indleveret vin bestå begge test. Bliver der givet afslag, er der mulighed for at appellere. Ifølge Manuel Lima Ferreira bliver 20 % af de afviste vine appelleret, mens 80 % accepterer afvisningen. De fleste af de appellerede vine bliver fortsat afvist.

Selve smagningen ved dette seminar var i sagens natur meget anderledes end vanligt i The Vintage Port Club. Det skyldes først og fremmest, at vi hverken før eller efter kendte identiteten på de smagte portvine ses bort fra to ekstravine, som klubben havde taget med fra kælderen, og som blev smagt efterfølgende. Det er indlysende, at IVDP ikke må oplyse, hvilke selskaber, der har fået vine afvist, hvorfor alle vine var anonymiseret. Jeg bringer derfor heller ikke udførlige noter på vinene og giver ikke point, men beskriver i stedet blot forskellene og visse karaktertræk.

Vi lagde ud med at smage to eksempler på den druesprit, som bliver tilsat for at stoppe gæringen. Druespritten skal ligeledes godkendes af IVDP, så også her indsendes der prøver til analyse og smagetest – det sidste dog ikke i den rene udgave, men fortyndet. Dette gjaldt også for de to prøver, vi smagte, hvor alkoholprocenten var omkring de 20 %.

Om druespritten, den såkaldte aguardente, siger lovgivningen, at den – ses bort fra selve smagen af druerne – skal være smagsneutral og være på 77 %. Nærmere bestemt hedder det, at den skal være klar, farveløs og uden andre råmaterialer tilsat.

Tilbage i tiden blev det meste aguardente produceret lokalt af overskudsdruer, men fra 1907 blev det bestemt, at den skulle købes udenfor Douro, og fra 1967 til 1976 skulle den købes direkte hos Casa do Douro, som altså havde monopol på salget. Men det var først i 1991, hvor EU gennemtvang en liberalisering, at de enkelte producenter frit kunne indkøbe deres egen druesprit, som dog altså stadig skal godkendes efterfølgende.

Nok om det. Her følger lidt noter:

Druesprit 1: Forholdsvis ren i smagen med frugt i næsen og i munden.

Druesprit 2: Frugt i næsen, let krydret og urtet med bl.a. hvidløg.

Efterfølgende fik vi oplyst, at den første blev godkendt, mens den anden blev afvist. Smagen af hvidløg opfylder ikke betingelserne i lovgivningen.

Det næste, vi smagte, var to udgaver af Crusted Port. Her var der dog ikke tale om en godkendt og en afvist, men henholdsvis en vin lige efter IVDPs første godkendelse og en anden efter tre års lagring.

Crusted Port 1: Mørk rubin, tæt. Lidt røgede noter, mørke bær, lidt kogt frugt. Fin struktur og balance, godt med frugt og tanniner.

Crusted Port 2: Rubin, lidt lysere kant. Floral og frisk frugt, mere rund i smagen, lidt sødere, savner måske lidt fastere struktur.

Dernæst fulgte to udgaver af Vintage 2022 – den ene godkendt, den anden afvist. Vi fik dog heller ikke her oplyst, hvilken der var afvist, inden vi smagte.

Vintage Port 1: Mørk rubin, lilla kant. Frisk frugt, men også lidt marmelade præg, lidt til den søde side, bløde tanniner (ikke godkendt).

Vintage Port 2: Mørk rubin, lilla kant. Lidt lukket næse med mørke bær, mere tør stil, dejlig balance mellem frugt og syre, fin struktur (godkendt).

Fra portvine af rubytypen bevægede vi os nu over til de fadlagrede portvine med lidt ord om, hvad der sker, når portvin lagrer på fad og ændrer sig såvel farve- som smagsmæssigt. Dette er ikke en ens proces for alle producenter og portvine, da det kyndige blender har mange værktøjer at lege med, og der dermed er mange faktorer, som kan bruges til at fremme eller mindske oxidationen. Det gælder f.eks.

• Placering af fadet (oppe eller nede? Ved hvilken temperatur? I Gaia eller Douro?)
• Racking (omstikning fra et fad til et andet, hvor bundfald fjernes og vinen iltes) og topping-frekvensen
• Fadets størrelse, type og alder. Jo, større fad, des langsommere proces. Og modsat kan processen speedes op ved at bruge mindre fade end de vanlige pipas.

Disse faktorer samt selvfølgelig tiden spiller ind på graden af fordampning og oxidation og dermed på koncentrationen af aroma, sukker og syre. Mere teknisk udtrykt øger fadlagringen over en årrække indholdet af ethanal (også kaldet acetaldehyd), ethyl acetat (kemisk forbindelse, som dufter af neglelak), volatil syre (eddiestik, når der er tale om fejl) og 5-HMF (som dannes ved dehydrering af reducerede sukkerarter).

Skal opdelingen af Reserva, 10, 20, 30, 40 og 50 års Tawny give mening, skal der selvfølgelig være forskelle og en tydelig progression i udviklingen. Det gælder ikke alene smagen og udseendet, men også syreniveau og mængden af restsukker, som stiger med alderen.

Vi smagte først tre udgaver af 10 års Tawny:

10 års Tawny 1: Mørk tawnyfarvet med rubin kerne. Nødder, en del primær frugt, ok balance (ikke godkendt).

10 års Tawny 2: Fæl, skarp næse med eddikestik grundet volatil syre og ethyl acetat (fejl).

10 års Tawny 3: Fin ravfarvet. Dejlig blød og rund med tørrede frugter, lidt skarp syre, fint udviklet med god balance (godkendt).

Den ikke-godkendte blev altså testet og vurderet for ung og med for megen primær frugt. For egen regning vil jeg nu tilføje, at jeg har smagt en del godkendte 10 års Tawny med samme om ikke endnu mere ungdommeligt udseende og mindst lige så meget primær frugt i smagen. Til dette svarede Manuel Lima Ferreira, at de gør, hvad de kan; men at han ikke ville udelukke, at der kunne være godkendte vine, som måske ikke burde have været det.

Derefter fulgte en hvid 50 års portvin og en 50 års Tawny for at illustrere farve- og smagsudviklingen ved mange års fadlagring, hvor det kan være svært at se forskel på den hvide, der bliver mørkere, og den røde, som bliver lysere.

50 års hvid: Ravfarvet med lys kant. Mandel, abrikos. Blød og elegant med flot balance. Et dejligt glas.

50 års Tawny: Ravfarvet med lidt grønlig kant. Nødder, lidt mere rustik næse, valnød, balsamico. Dejlig kompleks med lang, lang hale.

Her blev det i øvrigt oplyst, at der faktisk var ca. samme mængde volatil syre i 50 års Tawny som i den tidligere smagte 10 års Tawny med fejl, men i den gamle modsvares dette af de andre meget koncentrerede komponenter, hvorfor den så at sige skjules, og portvinen derfor fremstår fejlfri.

Endelig sluttede vi med en anden nye kategori, Very, Very Old Tawny med mere end 80 år på bagen.

Very, Very Old Tawny: Mørk Tawnyfarvet, med lidt lysere grønorange kant. Kraftig og koncentreret næse med nødder, karry og balsamico. Cremet i munden, meget koncentreret med fin høj og balancerende syre, brændte figner, nødder og balsamico. Lang, lang hale.

Et spændende aften med fin formidling af viden og muligheden for at stille spørgsmål for de nysgerrige. Som et lille appendiks blev der slutteligt serveret to Vintage portvine med såvel navn som alder.

Niepoort Vintage 1991: Rødbrun lav intensitet. Dejlig floral med røde bær. Let og måske lidt vel spinkel i munden, men ganske delikat med røde bær og høj syre.

Taylor´s Vargellas Vintage 1969: Rubin, lidt mørkere. Let krydret næse og med lidt skarp syre, fyldig med røde bær, krydret, tør stil og pebret hale.

 

Læs mere om IVDP på deres hjemmeside. Ovenstående fotos fra IVDPs laboratorier og smagelokaler i Porto er taget under et besøg i 2015.

Wines of Portugal Roadshow 2024

 

Wines of Portugal – eller ViniPortugal, som brancheorganisationen hedder i hjemlandet – har de seneste år haft Danmark som indsatsområde. Nyligt var det igen tiden til et fremstød, men denne gang ikke i form af en almindelig åben smagning som de tidligere år, men to mindre arrangementer over to dage, hvor en række producenter hver dag præsenterede et udvalg af deres vine, som også blev sat sammen med mad hos Madklubben Østerbro i København.

Den første dag gjaldt det hovedsageligt producenter, som allerede er til stede på det danske marked, mens andendagen havde fokus på andre, der søgte danske importører, hvorfor det her var vinimportører, som blev inviteret med. Da jeg derfor kun deltog på førstedagen, vil jeg udelukkende her omtale de syv deltagende producenter og nogle af deres vine, men efterfølgende kort remse op, hvem der deltog på andendagen.

Efter velkomst ved Sónia Vieira fra Wines of Portugal og Portugals ambassadør i Danmark, João Maria Cabral, fik de syv producenter lov til kort at præsentere sig selv og en enkelt af deres vine. Efterfølgende var der mulighed for at smage andre af deres vine ved en åben smagning samt nogle af de prisvindende vine fra årets Concurso Vinhos de Portugal – den store årlige nationale vinkonkurrence, der afholdes af Wines of Portugal, og hvor jeg selv har haft æret at være dommer for nogle år siden (læs her). Endelig blev maden serveret, så vi kunne prøve vinene til de forskellige retter:

Friske, tørrede og bagte tomater med merian, tomatsaft og olivenolie

Grillet hvid fisk med spinat og muslingesovs

Grillet oksekød md bagte rødbeder, svampe og rødvinssovs

Danske oste med sødt og sprødt tilbehør.

Her følger en oversigt over de deltagende producenter med smagenoter på den præsenterede vin samt korte omtaler af enkelte andre vine.

 

Vercoope

Sammenslutning af syv kooperativer i Vinho Verde (Amarante, Braga, Guimarães, Famalicão, Felgueiras, Paredes and Vale de Cambra), og dermed sammenlagt en af regionens helt store producenter. Vercoope blev etableret i 1964 og har tilknyttet hele 4.000 vinbønder, som derved får adgang til såvel det nationale som det internationale marked. Der produceres 8 millioner flasker Vinho Verde om året, hvoraf 30 % går til eksport til ca. 30 lande herunder Danmark. Bland Vercoopes mange brands er Via Latina, som både findes som enkeltdruevin og blends.

Via Latina Escolha 2023: Blend af 35 % Arinto, 35 % Loureiro og 30 % Trajadura. Grøngul. Ekspressiv med friske æbler og pærer samt lidt citrus. Sødlig og let boblende som traditionel Vinho Verde, citrus og friske æbler, ok balancerende syre (86).

Jeg smagte efterfølgende deres Terras de Felgueiras Alvarinho 2023, som var en tand mere kompleks, men stadig i traditionel let boblende Vinho Verde stil, som også har sit publikum.

 

Aveleda

Den store Vinho Verde producent har med årene spredt sig over flere regioner og er nu også til stede i Douro, Bairrada, Algarve og Lisboa. Men hjemstedet er i Penafiel i Vinho Verde, hvor ikke mindst den omkringliggende park er et besøg værd. Det ærgrer mig, at Aveleda primært er på det danske marked med deres entry level vine som Casal Garcia og Aveleda Fonte, da de også laver fremragende og langt mere komplekse vine som nedenstående.

Aveleda Solos de Xisto 2022: 100 % Alvarinho. Grøngul. Frisk og ekspressiv næse med godt med frugt, citrus og lidt tropisk frugt. Dejlig med frugt og flot balance, god fylde og friskhed, elegant og lidt mineralsk. En dejlig vin, som også fungerede fint til fiskeretten (92).

Jeg smagte efterfølgende et par af deres vine fra andre regioner. Først rosévinen fra Algarve, Villa Alvor Moscatel Galego Roxo 2023. En fin, frisk, fyldig og seriøs rosé på en spændende druesort. Endvidere smagte jeg også et par glimrende vine fra deres velrenommerede vingård i Douro, Quinta Vale D. Maria: Vinhas do Sabor Branco 2022 (et fint blend af Rabigato, Arinto og Vinhas Velhas) samt Quinta Vale D Maria Vinhas Velhas Tinto 2020 (et flot, elegant og fyldigt Douro-blend fra gamle vinmarker).

 

Quinta da Devesa

Selve vingården, som ligger ca. 10 km fra Regua, har en lang historie og var således inkluderet i det berømte kort over Douro, som Baron Forrester tegnede i 1844. I 1941 blev quintaen købt af familien Fortunato. Der producers såvel bordvine som portvine. Hvad det sidste angår udmærker de sig især med deres fadlavede portvine.

Quinta da Devesa Branco Superior Gouveio 2022: Grøngul. Lidt diskret næse med citrus, fersken og lidt litchifrugt. Fin struktur og fylde med god frugt og god syre, fin balanceret med lang hale med syresvip. En dejlig gastronomisk vin, som begik sig fint til fisken, og som også har lagringspotentiale (91).

Jeg smagte også deres almindelige hvidvin, Branco 2023, som er et blend af Gouveio, Malvasia Fina, Viosinho og Fernão Pires.  

 

Casa Santos Lima

Den store familieejede koncern er hjemhørende i Lisboa, hvor også den udvalgte vin var fra. Deres hovedkvarter er på Quinta da Boavista i Alenquer ca. 45 km nord for hovedstaden. Men de producerer også vin i Douro, Vinho Verde, Alentejo, Dão og Algarve. Porteføljen er omfattende og byder på vine i forskellige prisklasser og kvaliteter og under mange forskellige brands.

Quinta do Espirito Santo Reserva 2021: Blend af Tinta Roriz, Castelão, Syrah og Touriga Nacional. Mørk rubin med lilla kant. Ekspressiv med masser af frugt og bær, røde bær, kirsebær, florale noter, mørk chokolade og let krydret. Fyldig, med godt med moden frugt, fint syrebid og godt med tanniner, tørre tanniner i halen, høj alkohol (15 %), som dog ikke fornemmes tydeligt, Fin til kødet (90).

Efterfølgende smagte jeg deres Alvarinho fra Lisboa, som havde fået 6 måneder på egetræ og gik fint til fisken samt et interessant blend på Touriga Nacional, Syrah og Negro Mole fra Algarve, Castelo de Tavira.

 

Quinta do Paral

Jeg mindes umiddelbart ikke at have smagt vine fra denne producent før. Vi er i Alentejo – nærmere bestemt i den lille by Vila de Frades tæt ved Vidigueira. Quinta do Paral med de 85 hektar marker blev i 2017 købt af den tyske forretningsmand Dieter Morszeck, som straks investerede en del i renovering og etablering af et luksushotel og restaurant. De gamle marker, som er mere end 60 år gamle, byder på en lang række såvel portugisiske som internationale druesorter heriblandt også nogle, som ikke ses ofte i Alentejo. Der produceres vin i forskellige serier fra Colheitas, over Reserva og Grand Reserva og Vinhas Velhas til espumante og Talha vin på amforakrukker, hvilket ikke kan undre, da vingården ligger lige i centrum af det traditionelle område for talhavin. Dertil kommer likør og olivenolie.

Quinta do Paral Reserve Tinto 2020: Mørk rubin. Aromatisk og ekspressiv, let parfumeret med røde bær, krydderurter og lavendel. I munden røde bær og florale noter, elegant og fint balanceret med bløde diskrete tanniner. En atypisk Alentejo vin (91).

Efterfølgende smagte jeg to hvide og to røde fra huset, som jeg ikke var bekendt med i forvejen. Først Quinta do Paral Branco 2022, som var et blend af Antão Vaz, Viognier, Verdelho og Vermentino. Derefter Quinta do Paral Vinhas Velhas 2019, som var dejligt et blend af Antão Vaz og Perrum.

De røde var ligeledes først Quinta do Paral Tinto 202, et blend af Touriga Nacional, Touriga Franca, Petit Verdot og Petite Syrah – altså såvel portugisiske som franske druesorter. Dernæst Quinta do Paral Vinhas Velhas 2019 – et dejligt elegant og floralt blend af Aragonez og Tinta Caida.

Et spændende hus, som jeg gerne vil lære endnu bedre at kende. 

 

J. Portugal Ramos Family Estates

J. Portugal Ramos virkede i mange år som anerkendt winemaker og konsulent for mange forskellige vinproducenter rundt om i Portugal. I 1989 etablerede han sit eget projekt med udgangspunkt i Estremoz i Alentejo, men siden er de ekspanderet til Bairrada, Douro og Vinho Verde. I dag har sønnen João Maria overtaget som winemaker – dog med støtte fra faren. Læs mere i min artikel om huset i Vinbladet.

Marques de Borba Vinhas Velhas 2021: Mørk rubin, lys lilla kant. Frisk og fyldig med mørke bær og lidt florale noter samt eukalyptus og mint, også med en vist elegance samt lang hale med bløde tanniner. Fin til kødet (92).

Da jeg dagen efter deltog i en omfattende præsentation af huset i selskab med João Maria (omtale heraf følger) og den danske importør, smagte jeg denne dag kun deres Vinhas de São Lázaro Touriga Nacional 2020.

 

Sogevinus Fine Wines

Den store koncern er mest kendt for sine portvine under store brands som Cálem, Kopke, Burmester og Barros samt en række mindre brands, hvoraf flere dog er ved at blive udfaset. Men de producerer også bordvin fra Burmester og fra Kopkes vingård Quinta de S. Luiz samt ikke mindst fra prestigevingården Quinta da Boavista (læs mere om denne her). Koncernen har et større winemakerteam med Carla Tiago og Carlos Alves i spidsen for portvinsdelen og Richardo Macedo i spidsen for bordvinene. Porteføljen omfatter såvel entry level vine som mere komplekse vine samt ikke mindst også en række udmærkede enkeltmarksvine – især blends, men også enkeltdruevine.

São Luiz Vinhas Velhas 2019: Mørk rubin. Solbær, jordbær og let krydret i næsen. Mørke bær, krydderurter og florale noter, pænt med integrerede tanniner. Endnu en fin vin til kødet (91).

Efterfølgende smagte jeg deres hvidvinsblend Muros de São Luiz Branco 2023, São Luiz Reserve Tinto fra 2021 samt ikke mindst dem fremragende enkeltmarksvin Quinta de São Luiz Vinha Rumilã Tinto 2018. En skøn oplevelse, som også gik fint i spænd med kødretten.

 

Som allerede nævnt var andendagen af roadshowet viet til producenter, som gerne vil ind på det danske marked. Jeg deltog ikke, men kan dog her lige remse op, hvilket producenter der var til stede med region(er) i parentes:

Desviso (Lisboa)

Enoport Wines (Vinho Verden, Tejo, Dão, Lisboa)

Quinta dos Sentidos (Algarve)  

Herdade Paço do Conde (Alentejo)

Baena Mourão (Alentejo)

Lua Cheia – Saven (Vinho Verde, Alentejo, Dão, Douro, Tejo, Setúbal)

Herdade do Rocim (Alentejo, Lisboa, Vinho Verde, Douro, Dão, Açores)

For en god ordens skyld, skal det nævnes, at nogle af dem, dog allerede har nogle af deres vine på det danske marked, men ønsker en bredere repræsentation. Det gælder f.eks. Herdade do Rocim. Quinta dos Sentidos fra Algarve er i øvrigt ejet af det dansk-schweiziske par Charlotte Toubro og Beat Buchmann, som jeg sidste år præsenterede såvel i en artikel om vine fra Algarve i Din Vinguide som på min blog.

Desværre var det måske sidste omgang med Wines of Portugals roadshow i Danmark – for denne gang. Indsatsen var fireårig, startede i 2019 og skulle oprindeligt være afsluttet i 2022. Men da den kørte et par år på lavt blus pga. Corona, blev den forlænget med et par år. Man har dog lov til at håbe på, at de vælger at fortsætte indsatsen på et eller andet niveau eller genoptage den snarest. Ved sidste års fremstød talte jeg med Frederico Falcão, som er direktør for Wines of Portugal, og han udtalte bl.a. om indsatsen i Danmark:

”Vi kan se af tallene, at der er sket en vækst i eksporten af bordvin, men ikke så meget, som vi havde ønsket. Jeg tror derfor, at vi vil fortsætte vores indsat i Danmark nogle år mere.”

Lad os håbe det.

Femte udgave af Port and the Douro

 

Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget

 

Der sker hele tiden nyt i portvinens verden. Nye producenter kommer til. Vingårde eller brands skifter ejere. Nye årgange af Vintage portvin bliver deklareret. Nye love vedtages, og nye kategorier tillades.

Derfor er der jævnligt brug for en opdatering af viden, hvilket også gælder for portvinslitteraturen. Engelske Richard Mayson har nyligt udgivet femte udgave af sin fremragende bog ”Port and the Douro”, hvis første udgave udkom i 2013. Sammen med Henrik Oldenburgs ”Portvin” og tyske Axels Probsts ”Portwein” er Mayson det bedste bud på en bog med kompetent allround viden om portvin.

For de, der ikke kender Richard Mayson, en kort introduktion. Han er vinskribent, specialiseret i portugisisk vin, madeira og portvin. Foruden bogen om portvin, er han også forfatter til ”The Wines of Portugal” og ”Madeira”. Derudover skriver han om portvin og andre hedvine i de ansete vinblade Decanter og The World of Fine Wine. Han blev i år forfremmet til Fidalgo Cavaleiro i portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto. Fra 2004 til 2018 ejede han desuden sin egen vingård i Alentejo. Endelig kan det tilføjes, at han i oktober 2014 gæstede The Vintage Port Club i Odense ved klubbens store smagning af Vintage 1994 som fejring af, at klubben fyldte 25 år. Læs mere om Richard Mayson på hans egen hjemmeside, hvor han også bringer smagenoter.

”Port and the Douro” kommer grundigt hele vejen rundt, men med et særligt godt øje for Vintage portvin, der nu en gang er englændernes favorit historisk set. Opbygningen af bogen er ganske traditionel og identisk med de tidligere udgaver. Først en gennemgang af historien, dernæst et par meget grundige kapitler om klima, druesorter, beneficio-systemet, quintaer etc. samt fremstillingen af portvin. Så følger en gennemgang af portvinstyper og de forskellige årgange af Vintage portvin. Og endelig en oversigt over de fleste producenter og brands. Slutteligt et kort kapitel om bordvin og lidt turistinformation.

Bogen er selvfølgelig opdateret, hvad angår årgange. Hvor den fjerde udgave stoppede ved årgang 2017, rækker den nye helt frem til og med årgang 2023, som dog i sagens natur ikke er fuldt evalueret, da Vintage 2023 endnu ikke er kommet på gaden. Mayson opererer med et femstjernesystem, hvad angår årgange. Blandt de sidste årgange med fuld plade er 2011, 2016 og 2017, men også 2020 får gode ord med på vejen og fire stjerner. Hver årgang byder på en høstrapport samt anbefalinger af udvalgte huse.

Listen over producenter er ligeledes opdateret med nye huse og andre ændringer, men er selvfølgelig ikke komplet. Det ville vel også være for meget forlangt, da der hele tiden kommer nye til. Vægten er især på huse, der har haft eller har betydning for vintage portvin og det engelske marked, men flere er kommet til som Agri-Roncão (DR), Kranemann, Quinta das Murças, Quinta do Pégo og Sequeirinha.

Ligeledes er der opdateret med ejerskaber som f.eks. Fladgates salg af Krohn til WineStone Group og deres nylige køb af Quinta do Portal samt Kopkes planer om at indrette hotel i deres lodge i Gaia. Alt er dog ikke opdateret. 

I beskrivelsen af Quinta do Infantado hedder det sig f.eks. stadig, at ”most LBV and vintage port is food-trodden”, selv om det er adskillige år siden, at der blev installeret en mekanisk robot til at lave arbejdet på den lille quinta. Set med danske øjne kan man i øvrigt også savne, at der under Quinta do Pégo står anført, at den er ejet af danske Karsten Søndergaard.

I andre afsnit er der ligeledes kommet ny viden til. Det gælder bl.a. det meget grundige kapitel om ”Vineyards, vines and quintas”, hvor Mayson har sat sig ind i den seneste udvikling, f.eks. hvad angår druesorter. Her er det interessant at få bekræftet, hvad jeg allerede har noteret mig ved test af de seneste årgange af Vintage portvine, nemlig den ændring i sammensætningen af sorter, der er sket. En af de såkaldte fem store druesorter, Tinta Roriz, udelades nu oftest i vintageblends, som en konsekvens af klimaforandringer. I stedet vinder druesorter som Sousão og Alicante Bouschet frem med deres høje syreniveau og intense farve. Tinta Roriz benyttes dog stadig, men mest til tawny.

I afsnittet om typer af portvin er de nye kategorier 50 års Tawny og 50 års hvid, Very Very Old Port og Garrafeira selvfølgelig kommet til, men man kunne ønske sig et større fokus på hvid portvin med alder, som kun får et lille afsnit til deling mellem sig. Grunden er givet, at hvid portvin med alder ikke har den samme bevågenhed i England som herhjemme, hvor danskerne vitterligt har taget typen til sig.

Små ønsker og indvendinger kan man altid komme med. Men det ændrer ikke ved, at bogen er stærkt anbefalelsesværdig for alle portvinsnydere, som gerne vil have såvel overblik som dybde. Den er grundig, den bringer baggrundsviden, og den er godt skrevet.

Hver udgave slutter med et lille afsnit, der prøver at se ind i fremtiden. Den nye er ingen undtagelse. Her nævnes bl.a. et tiltrængt revidering af klassifikationen af vinmarker samt en ændring af det skæve betalingsforhold mellem druer til portvin og druer til bordvin. De samme indvendinger, som de fleste og største producenter fremførte i et åbent brev i 2023. Endelig omtaler han også den øgede turisme på godt og ondt – ikke kun i Porto, men også i Douro – som faktisk har medført, at turismen visse steder giver langt højere fortjeneste end salget af vin og portvin.

Men trods disse udfordringer, lyder Richard Maysons konklusion dog ganske opløftende:

”I remain convinced that the Douro will continue to be the world´s most captivating wine regions and that Port will remain among the greatest of wines”.

 

Richard Mayson: Port and the Douro. Academie duVin Library 2024, 408 sider.