Colheita 2014 fra Quinta de Ventozelo

 

Den smagte vin er tilsendt af producenten.

 

Quinta de Ventozelo ejes af Granvinho – den store koncern, som tidligere hed Grand Cruz, og som også ejer de to portvinsmærker Porto Cruz og Dalva. Som det gælder Symington Family Estates´ Quinta do Vesúvio, har de valgt at holde Ventozelo adskilt fra de andre brands og i stedet markedsføre vine og portvine fra den store ejendom under eget navn.

Quinta de Ventozelo ligger på venstre bred af Douro lidt længere oppe end Pinhão og skråt overfor Quinta da Roêda. Med sine ca. 400 hektarer, hvoraf halvdelen er tilplantet med vin, er Ventozelo en af største quintaer i Douro. Den ældste historiske kilde er fra 1288, og jorden tilhørte oprindeligt Cistercienserklosteret, Conveto de São Pedro das Águias, hvis munke allerede dyrkede vin i området i Middelalderen. Ejendommen blev i første omgang leaset af klosteret, men omkring år 1500 blev den købt af ejerne af Casa do Poco fra Lamego, og siden har den haft adskillige ejere. I 2014 blev den så købt af de nuværende ejere.

Foruden produktion af vin og portvin, dyrkes der oliven, og i 2019 åbnede et nyt hotel på quintaen med 29 værelser og restaurant.

Jeg har tidligere smagte såvel bordvine som LBV og Vintage portvine fra Quinta de Ventozelo (se f.eks. her) og senest deres særlige rødvinsblend LOCI. Nu gælder det deres første fadlagrede portvin, nærmere bestemt en Colheita fra 2014. Elsa Couto fra Granvinhos oplyser, at der er tale en 10 års fejring, idet 2014 altså var året, hvor gruppen købte Quinta de Ventozelo. Der er en del portvin på lager på quintaen, så de forventer på et tidspunkt at lancere andre tawnies eller colheitas.

Jeg smagte portvinen over to dage ved lidt forskellige temperaturer.

Quinta de Ventozelo Colheita 2014: Intens rødbrun med mørk kerne og lysere kant. Såvel primær frugt med blommer og tørrede frugter, figner og rosiner samt hasselnødder i næsen. I munden moden frugt og diskret primær frugt sammenlignet med udseende og duft, nødder og lidt orangeskal samt markant syre i midten, relativ tør stil og pæn kompleksitet alderen taget i betragtning, sluttende med behagelig lang hale med meget diskrete tanniner. Faktisk en ganske flot glas. (90/91).

Eddies vin - Heavy Metal vin fra Douro

 

Gratis anmeldereksemplarer fra importørerne

 

Indrømmet. Jeg lytter sjældent til heavy metal, selv om jeg i mine helt unge dage var med på den første bølge af den hårde rock. I dag går mine musikpræferencer i andre retninger. Men derfor kender jeg alligevel udmærket Eddie og har set ham i mange afskygninger og på adskillige pladecovers.

Eddie er det engelske heavy metal band Iron Maidens maskot, som oftest optræder som en slags zombie med langt hvidt strittende hår på såvel pladecovers som i diverse merchandise og computerspil. Ja, han var allerede at skue på coveret til gruppens første album, som blev udsendt i 1980.

Nu har han så fået endnu en reinkarnation, nemlig på etiketten af en rødvin fra Douro lavet af Van Zeller Wine Collection (tidligere Barão de Vilar), som både laver bordvine og portvine – det sidste under labels som Barão de Vilar, Maynard´s, Palmer og Feuerheerd´s.

Winemaker Álvaro van Zeller forklarer:

”Det var et skridt ud af vores comfort zone – ikke kun fordi det var et partnerskab med en masse international opmærksomhed, hvilket vi er beærede over, men også fordi Iron Maiden var meget vigtige for min generation. Vin og musik har altid været en perfekt kombination, så nu er der nye toner fra Douro, nemlig heavy metal.”

Iron Maiden Darkest Red er vinen døbt efter sangen ”Darkest Hour” på gruppens album Senjutso fra 2021. På pladecoveret ses Eddie som en blanding af en zombie og en samurai, og på vinflasken har han også fået lidt cyborg over sig. Den ganske melodiøse sang handler efter sigende om, hvordan Winston Churchill samlede England til modstand og krig mod nazisterne under 2. verdenskrig. Første vers lyder da også således:

We buried our sons

We turned and fled

No growing old

The glorious dead

But we came back

Because one man said

Now on the beaches

The blood runs red

Ifølge pressemeddelelsen er selve vinen blevet til i tæt samarbejde med bandets forsanger Bruce Dickinson og den engelske importør Ehrmanns Wines, og den blev præsenteret første gang på ProWein i Düsseldorf i marts i år. Bruce kalder den selv for ”darkest red”. Der er tale om et blend af de velkendte Douro-sorter Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinto Cão og Touriga Nacional, og vinen har lagret på fad i seks til ni måneder.

Apropos Iron Maiden har gruppen i øvrigt nyligt meddelt, at den mangeårige trommeslager, 72-årige Nicko McBrain, nu trækker sig tilbage fra turnélivet. Om det er for at drikke rødvin i sit otium, melder historien dog intet om.

Jeg fik tilsendt en prøveflaske af Eddies vin og smagte den over to dagen sammen med en anden vin og en portvin fra winemaker Álvaro van Zellers hånd. Portvinen er udsendt under brandnavnet Baronesa de Vilar, hvorom Álvaro fortæller: 

”Baronesa de Vilar er et brand baseret på historien om vores bedstemor Rita van Zeller, som samtidig er min gudmor, og som arvede Quinta do Noval. Blendet er Barão de Vilar 10 års Tawny, men en lille smule blødere og sødere for at imødekomme kvinders smagsløg.”

Her følger mine noter:

Iron Maiden Darkest Red Douro DOC 2021: Mørk rubin med lilla kant. Modne blommer, rosiner, lidt solbær og sorte kirsebær, men også lidt røde frugter. Fyldig i munden med moden frugt, mørke kirsebær, let krydret, samt lidt toastede noter, ganske fin struktur, fin balanceret med bløde tanniner. En vellavet pleaser, som appellerer bredt. For fans af Iron Maiden og andre heavy metal freaks et must try – om ikke andet, så for flaskens skyld (89).

Feuerheerd´s "Anchor Wine" Douro DOC 2022: Blend af de typiske Douro-sorter Touriga Franca, Touriga Nacional, Tinta Roriz, Tinto Cão og Tinta Barroca fra Quinta da Santa Comba da Vilarica i Douro Superior samt indkøbte druer. Rubinrød, medium intensitet. Jordbær, røde søde kirsebær og frugtgrød samt lidt urter og florale noter i næsen. Jordbær og andre røde nær, mineralitet og krydderurt. Frisk, let tilgængelig og ligefrem, savner lidt mere frugt, kort hale med lidt tørre tanniner. Bør drikkes let afkølet (86).

Baronesa de Vilar 10 års Tawny: Flot ravfarvet med orange kant. Ok ekspressiv med abrikos og andre tørrede frugter, nødder og lidt karamel i næsen. Elegant og blød i munden, let cremet, til den søde side, men med flot balancerende syre, mellemlang hale med syresvip. En elegant, let og ganske vellavet tawny (89).

 

Iron Maiden Darkest Red og Feuerheerd´s "Anchor Wine" importeres af ViniMondo, mens Baronesa de Vilar 10 års Tawny fås hos HJ Hansen.

Sherry fra Gonzáles Byass

 

Gratis anmeldereksemplarer fra importøren

 

Selv om jeg er portvinsmand, er jeg med tiden kommer til at holde mere og mere af sherry. Fra de helt unge dage var det eneste jeg kendte Fad No. 6, men da jeg først fik smagt på bredden fra de helt tørre til de voldsomt søde og samtidig fik besøgt et par bodegaer i regionen i det sydvestlige Spanien (læs f.eks. her), blev jeg fascineret af variationen og fik snart til et godt øje til de mere tørre typer.

En af de største producenter, som spænder over helt spektret, er Gonzales Byass, hvis bodega ligger i selve Jerez by – det ene ben i den såkaldte sherry-trekant. Firmaet blev grundlagt i 1835 af den dengang kun 23-årige Manuel Maria González og foruden sherry produceres der også brandy, cava og bordvine i andre regioner.

Sherry er hedvin, hvilket vil sige, at der efter presning og gæring tilsættes vinsprit, så alkoholprocenten stiger fra godt 10 til 15-16 procent eller mere endnu, hvorefter vinen lagres på fade i de mange bodegaer. I fadene dannes et lag af døde gærceller – kaldet flor – som i større eller mindre grad er med til give sherryen sin karakteristiske smag. En andet karaktertræk er det såkaldte solera-system, hvor den færdige vin tappes af de nederste fade, som så fylde op med vin fra rækken over, der igen fyldes af næste række etc. Den nye og helt unge vin hældes altså på foroven, bevæger sig derefter gennem flere årgange af vin og opnår derved alderdommens karaktertræk.

I modsætning til portvin er der ikke så mange druesorter at holde rede på, nærmere bestemt disse tre:

• Palomino Fino: Grøn drue med lavt sukkerindhold, som bruges til de tørre sherryer. Udgør ca. 95 % af druerne i regionen.
• Pedro Ximénez (PX), som bruges til de helt søde vine eller i blends.
• Moscatel, som er den mindst plantede sort og giver ravfarvede, aromatiske og ligeledes søde vine.

Kategorimæssigt kan sherry oplistes på en skala fra de helt tørre til de helt søde: Fra de florprægede Fino og Manzanilla over Amontillado, Palo Cortado og Oloroso til Moscatel og Pedro Ximénes, hvortil kommer såkaldt Cream Sherry, som gerne er et blend af Palomino og PX fra fx en Olorosa-solera og en PX-solera. Sødmegraden varierer alt efter blandingsforholdet mellem de to druesorter. Dertil kommer årgangskategorierne V.O.S. og V.O.R.S., som er henholdsvis over 20 og over 30 år gamle. Sherry kan også have et årstal, som dog ikke er vinens alder, men henviser til, hvornår den pågældende Solera er startet. Endelig er et nyere tiltag ”en rama” – en mere rå sherryudgave tappet direkte fra fadet.

Gonzáles Byass ejer en del vinmarker i sherry-trekanten fordelt med 95 % Palomino og 5 % Pedro Ximénez. Deres mest kendte produkt og signaturbrand er finoen Tio Pepe, som efter sigende er verdens mest solgt sherry og i øvrigt blev lanceret i 1935 som en hyldest til onkel Pepe. Kendte er også reklamerne for Tio Pepe – ikke mindst den på Puerta del Sol i Madrid.

Jeg fik tilsendt en smagekasse fra importøren. Vinene, hvoraf flere var i smukke halvflasker, blev smagt over to dage ved lidt forskellige temperaturer.

Tio Pepe Fino: 100 % Palomini, fire år under flor. Lys, gul med lidt grønt skær. Udpræget, lidt skarp duft af flor, lidt mandel, let saltet karakter. Frisk, frugtig og saltet med grønne æbler, oliven og blomster, knastør (under 1 g/l restsukker) med god syre og en vis bitterhed, ikke den store kompleksitet, men lang eftersmag. Skal serveres ved køleskabstemperatur, velegnet til tapas. Alkohol 15 % (89).

Solera 1847 Cream: 75 % Palomino and 2 5% Pedro Ximénez, først lagret 4 år hver for sig og efter blend endnu 4 år. Mørk rødbrun til mahognifarvet med lysere kant. Ekspressiv i næsen med svesker, valnødder, figner og balsamico. Blød og let cremet i munden med nødder, modne blommer, dadler og lidt karamel, sød, vellavet, men ikke så kompleks, lang hale. Alkohol 18 % (88).

Cristina Medium: Blend af 87 % Palomino og 13 % Pedro Ximenez, fire år i solerasystemet hver for sig (henholdsvis Olorosa og PX solera) og efter blend yderligere tre år i solerasystemet. Lys ravfarvet, flot lidt orange skær. Abrikos, mandel, figner, lidt orangeskal og vanilje i næsen. Dejlig i munden med flot syre, der balancerer, så den fremstår tør (40 g/l restsukker), karamelliserede nødder, tørrede frugter, relativ kompleks med lang, halvtør hale. Dejlig til prisen. Alkohol 17,5 % (90).

VORS: Apostoles Palo Cortado: 87 % Palomino og 13 % Pedro Ximénez, lagret ca. 12 år før blend og derefter 18 år. Flot ravfarvet med orange skær og lys kant. Dejlig elegant duft med abrikos, nødder, honning og tørrede frugter. Fylder hele munden med tørrede frugter, orangeskal og karamel, med høj syre og dejlig kompleksitet, halvtør til tør (50 g/l) med lang hale. Et dejligt glas. Alkohol 20 % (94).

VORS: Matusalem Oloroso: 75 % Palomino and 25 % Pedro Ximénez, lagret 15 år hver for sig og 15 og efter blend. Mørk tawnyfarvet med grønorange kant. Svesker, hasselnødder, kaffe og krydderier i næsen. Cremet og fyldig i munden med svesker, brændte figner og fin balancerende styre, sød (130 g/l) og god kompleksitet, lang lidt brændende hale. Alkohol 20,5 % (93).

Nectar PX: 8 år i solera-systemet. Mørk og tæt. Intens næse med masser af brændte figner og sveskeblommer. Meget sød (370 g/l) og cremet med figner svesker, sirup og karamel, tangerer det lidt vamle i sødmen til mine smagsløg, andre vil sikkert elske det. Alkohol 15 % (88).

VORS: Noe PX: Mørk, tæt med lidt lysere kant. Brændte figner, svesker og sirup. Cremet struktur, intens og tæt, meget sød (400 g/l), men med god balancerende syre og stor kompleksitet, svesker, sirup, mokka, lang hale med figner og karamel. Alkohol 15,5 % (92).

 

GonzálesByass importeres af Hans Just og fås i udvalgte Meny-butikker

Wisemans krønike om Vintage portvin

 

Anmeldereksemplar tilsendt af forlaget

 

Ifølge Den Danske Ordbog er en krønike defineret som et ”historisk værk, der omtaler begivenheder gennem en længere periode i kronologisk rækkefølge, evt. år for år”.

Undertitlen på Julian D.A. Wisemans digre værk ”Port Vintages”, som for et par år siden kom i anden udgave, er netop ”The Chronicle of Vintage Ports, from the Beginning.”

Der er tale om et omfattende opslagsværk på hele 689 sider, hvor første udgave ”kun” var på 635 sider. Altså en pæn udvidelse. Bogen er da heller ikke en, man læser fra a til z, men bruger til at finde oplysninger om portvine og årgange eller evt. verificere portvine, man støder på.

Da første udgave udkom tilbage i 2018 efter 10 års research fik den stor opbakning fra portvinsbranchen. Daværende Chanceler for Confraria do Vinho do Porto, George Sandeman, skrev f.eks. i forordet til bogen:

“The resulting volume from Julian´s research is excellent, providing the definitive reference on the Vintage Ports which have been produced over time.”

Det havde han ret i ses bort fra ordet definitiv. For der gik ikke lang tid efter bogen udkom, før der begyndte at komme nye og supplerede oplysninger ind fra nært og fjernt, hvorfor forfatteren fandt det nødvendigt med en ny og revideret udgave. Det forudså han næsten selv i en udtalelse i forbindelse med min foromtale af bogen i september 2018 (læs her), hvor han sagde:

”Jeg håber, bogen er så komplet som muligt og i al fald er det den mest komplette liste, der nogensinde er udgivet. Men jeg tør selvfølgelig ikke påstå, at den er helt komplet”.

Julian Wiseman

Det var den ikke, og det ville også være for meget at forlange. Den seneste udgave er sikkert heller ikke komplet, men igen så komplet som muligt. Den inkluderer ifølge forordet op mod 1986 nye portvine fra såvel store som mindre portvinsproducenter. De oplistede huse er umiddelbart de samme. Så vidt jeg kan se, er eneste forskel, at Hooper nu har fået sit eget afsnit, hvor det i første udgave var listet under Royal Oporto. Dette skyldes, at der blandt de nye vine er en del fra dette mærke, som tilhørte Real Companhia Velha alias Royal Oporto.

Bogen er skrevet med afsæt i den britiske tradition for Vintage Port og derfor også især med fokus på producenter og brands, som historisk set har prioriteret denne kategori af portvin og begået sig på det britiske marked. Lidt flere huse omtales dog kort i et afsluttende kapitel, mens de mange nyere og helt nye brands ikke er medtaget. Den er nemlig ikke ambitionen at føre bogen op til vore dage, og forfatteren angiver selv 1986 som skæringsår. For det første blev lovgivningen ændret i netop 1986, så en lang række nye producenter så dagens lys, da det nu blev tilladt at flaske og eksportere portvin direkte fra Douro. For det andet henviser Wiseman til internettet, hvor der findes adskillige oversigter over deklarerede vintage portvine i nyere tid.

Alle de omtalte producenter får først en ultrakort præsentation med på vejen, hvorefter årgangene listet op med den ældste først. Wiseman skriver, at han forlanger mindst seks uafhængige kilder for at anse en portvin fra et givet år som beviseligt eksisterende. Andre er derfor kun listet som ”possibly”, ”probably” eller ”perhaps”.

Dow´s Quinta do Bonfim Vintage 1977, som kun blev solgt i Danmark ses til venstre. 

Fotoet er fra en smagning af Vintage 1977 i The Vintage Port Club

Problemet er, at producenterne selv af forskellige grunde ikke altid har nøjagtige optegnelser over deklareringer, ligesom der tilbage i tiden også blev solgt vintage fra enkelte årgange i et enkelt land. Det gælder f.eks. Dows 1964 og flere årgange af deres Bomfim som 1970 og 1977, der kun blev solgt i Danmark. Endelig er der også Vintage portvin, som er produceret uden at være officielt deklareret, hvilket f.eks. gjaldt under 2. verdenskrig.  

Bagerst i bogen bringes en længere række årgangstabeller fra forskellige kilder med angivelse af kvaliteten år for år. Nyttigt at slå op i, hvis man har brug for den slags.

Layout og design er stort set det samme som førsteudgaven, men der er kommet professionel distribution på i form af forlaget The Académie du vin Library, som blev grundlagt af Steven Spurrier (manden der stod bag den berømte Paris-smagning i 1976), og hvor også nyeste udgave af Richard Maysons bog ”Port and the Douro” er udkommet. Den omtalte jeg for nogen tid siden (læs min omtale her). Forlaget var så venligt at medsende Wisemans digre værk, hvorfor denne forsinkede omtale er kommet til verden.

 

J.D.A. Wiseman: Port Vintages. The Chronicle of Vintage Ports, from the Beginning. Wiseman & Friends 2022, 689 sider.

Masterclass om Capela da Quinta do Vesuvio og portvinsmesse i Leverkusen 2024

 

Danmark er rig på portvinsfestivaler og -messer. De fleste større byer landet rundt har en eller sågar flere af slagsen til glæde for de mange portvinsentusiaster. Det samme gælder i øvrigt portvinsklubber.

Bevæger vi os syd for grænsen, er det anderledes. Tyskerne har generelt set ikke den samme store kærlighed til portvin, hvilket der kan være flere årsager til. Derfor gøres der en ihærdig indsats fra både portvinsproducenterne, der er interesseret i et stort potentielt marked, og fra aktive tyskere med passion for portvin. En indsats, der er rettet såvel mod professionelle i form at vinskribenter, bloggere og sommeliers som mod den almindelige forbruger.

Den mest aktive er nok Axel Probst, som står i spidsen (men ikke alene) for World ofPort og nyligt afholdt den 10. udgave af sin Portweinmesse i Leverkusen, nærmere bestemt i byens kasino lige ved siden af den store kemikoncern Bayer. Derudover er Axel Probst forfatter af den glimrende bog ”Portwein”, ligesom han er Fidalgo Cavaleiro i portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto.

Rob Symington og Axel Probst

Messen har så at sige tre ben at gå på. Om formiddagen en master class rettet mod professionelle, som senere på dagen blev suppleret af et ”Portwein Basic Seminar”. Derefter en tre timers walk around messe målrettet fagfolk og endelig en tilsvarende seance åben for almindelige forbrugere. Sammen med en god håndfuld andre danskere deltog jeg hele dagen, inklusiv den efterfølgende middag i selskab med de fremmødte portugisere og ledsaget af et flot og stort udvalg af vine af alle typer og fra mange lande medbragt af deltagerne. Introduktionsseminaret sprang jeg dog over.

Den indledende master class var i år med Rob Symington, som tilhører femte generation, der de senere år har overtaget mere og mere ansvar i familiekoncernen og derfor også nu tegner ansigtet udadtil. Charles Symington er dog stadig chefwinemaker.

Rob Symington er medansvarlig for salg og marketing samt bæredygtighed, men forventes i det nye år at overtage en af direktørposterne i koncernen. I Leverkusen stod han for en vertikal smagning af Capela da Quinta do Vesuvio Vintage – den første han selv havde oplevet – suppleret af nogle årgange af den almindelige Quinta do Vesuvio samt en overraskelse i form af Graham´s Colheita 1974, der blev udgivet tidligere i år i anledning af 50 året for Nellikerevolutionen i Portugal.

Undervejs fortalte Rob om Quinta do Vesuvio, hvorfor den flotte, store prestigevingård også lige her skal have nogle ord med på vejen.

Quintaens historie kan føres helt tilbage til 1565, men den fik først sit nuværende navn i 1830, hvor den var ejet af Ferreira-familien. Under legendariske Dona Antónia voksede ejendommen såvel i størrelse som renommé, men senere gik det tilbage, og da antallet af ejere steg fra generation til generation pga. arvelovgivningen, opstod der uenigheder om mål og retning. I 1989 blev Vesuvio så købt af Symington Family Estate, som besluttede at holde quintaen adskilt fra deres øvrige portvinsmærker og i stedet lancere den som et slags fransk chateau med egen produktion af såvel vine som portvine – og vel at mærke med brug af traditionel fodtrædning af druerne i de store lagares.

Ejendommen er på hele 326 hektarer og dermed blandt de allerstørste i Douro, hvilket i øvrigt også gælder selve hovedbygningen, som jeg selv har haft æren af at overnatte i. 133 hektarer er plantet med vinstokke i et terræn, som byder på forskellige soleksponeringer og højdeforskelle fra 100 til 500 meter. Dette giver selvsagt mange tangenter at spille på, når der skal laves et godt blend, hvilket har muliggjort, at der har været deklarereret Vintage portvin næsten hvert år fra og med 1989 – dog med en pause fra 2019 til 2022 grundet Corona, hvor det ikke var muligt at fylde lagaren med folk.

Hvad angår Capela blev idéen om at lave en særlig vintage fra enkelte udsøgte parceller lanceret for en del år siden af Charles, men det tog ifølge Rob flere år før de ældre generationer af familien blev overbeviste om projektet, hvorfor første udgave først blev lanceret i 2007.

Capela er et blend af druer fra tre forskellige marker; Vinha da Capela med blandede gamle sorter (Vinhas Velhas), Escola-vinmarken og en mark med ca. 50 år gamle vinstokke med Touriga Franca. Der benyttes såkaldt co-fermentering af druer af forskellig sorter eller fra forskellige marker, da erfaringen siger, at det giver et godt resultat i modsætning til, hvis de gæres hver for sig og siden blendes. Hvad der co-fermenteres skifter fra årgang til årgang.

Rob Symington fortalt i øvrigt, at andelene af Sousão og Alicante Bouschet er øget gennem årene i koncernens Vintage portvine. Til gengæld er Tinta Roriz og Tinta Barroca mere og mere udfaset og måske vil det samme ske på et tidspunkt med Tinta Franca, som også kan have det svært på grund af klimaforandringerne. En ny mulig drue i et blend kan være Donzelinho Tinto, som allerede er til stede i gamle blandede vinmarker i Douro (vinhas velhas).

Endelig nævnte han også kort, at der måske er en ny kategori af portvin på vej i form af 80 års Tawny. Bliver en sådan vedtaget, vil kategorien Very Very Old Port naturligvis også få ny definition og ikke som nu 80+.

Tilbage til smagningen. Vi smagte samtlige årgange af Capela, efterfulgt af tre årgange af Vesuvio samt som nævnt en Colheita fra 1974. Her følger mine noter:

Capela da Quinta do Vesuvio Vintage 2007: Mørk rubin, lys lilla kant, tæt. Ekspressiv næse med solbær, brombær, krydderurter som timian og esteva. Dejlig modnet i munden med flot balance, høj syre, godt med frugt og bløde tanniner, krydret og elegant, dejlig kompleksitet. En skøn vin, som også stadig har år foran sig (96/97).

Capela da Quinta do Vesuvio Vintage 2011: Mørk rubin med lilla kant, tæt. Lidt lukket næse med kirsebær, røde bær, violer, krydderurt og blomster. I første omgang blød i munden, derefter med høj markant syre, godt med frugt, tørre tanniner i enden. Stadig med stort potentiale (94).

Capela da Quinta do Vesuvio Vintage 2016: Mørk rubin, sort og uigennemsigtig. Lidt lukket i næsten i første omgang, men åbnede sig med mørke nær, kirsebær. Velbalanceret med flot struktur, god frugt og syre, kraftige, men bløde tanniner, frisk, dejlig kompleksitet, lang hale med tørre tanniner. Dejlig vin med stort potentiale (96/97).

Capela da Quinta do Vesuvio Vintage 2017: Mørk rubin, lilla kant, tæt. Lidt afdæmpet næse med røde bær og florale noter, violer. Elegant og floral i munden, fin frugt, lettere og mere tilgængelig end 2016, bløde integrerede tanniner (95).

Capela da Quinta do Vesuvio Vintage 2022: Mørk og uigennemsigtigt med lilla kant. Ekspressiv med frisk ung frugt, brombær, mint og florale noter. Fin syre og godt med frugt, kraftige tanniner, tørre tanniner i neden (95).

Quinta do Vesuvio 2015: Mørk rubin, lilla kant. Mørke bær, solbær, krydderurt, rockrose. God struktur og kraft med godt med frugt, lidt florale noter, dejlig balance, godt med tanniner i enden (93).

Quinta do Vesuvio 2005: Mørk rubin, lille kant. Lidt tilbageholdende næse med moden frugt, jordbær og florale noter. Blød i første omgang, derefter høj syre, moden frugt og en vis elegance (92/93).

Quinta do Vesuvio 1995: Mørk rubin. Lidt skæv og vel ældet næse med kirsebær, tobak, læder og lidt medicinskab. Ok i munden med lidt vel skjult moden frugt, krydret og kantet (89).

Graham´s Colheita 1974: Ravfarvet med grønorange kant. Mandel, hasselnødder, abrikos og tørrede figner i næsen. Blød i munden, men syren kommer i anden omgang, delikat og elegant med tørrede frugter (94).

Jeg smagte i øvrigt tidligere i år fire årgange af Capela da Vesuvio i selskab med udgaver af Graham´s Stone Terraces og Taylor´s Vargellas Vinha Velha (læs omtalen her). Her gav jeg også fin score til vinene, men de performede en tand bedre ved smagningen i Leverkusen.

Miguel Roquette fra Quinta do Crasto

Ved den efterfølgende messe blev der også smagt masser af portvin, men som vanligt tog jeg ikke udførlige noter. Der skal dog ikke være tvivl om, at niveauet var højt. En hurtig optælling viser således, at der var mulighed for at smage ti forskellige udgaver af 50 års Tawny eller endnu ældre fadlagrede portvine samt hele 56 Vintage Port herunder adskillige topvine som Amphitheatrum Vintage 2020 fra Alves de Sousa, Graham´s Quinta do Tua Vintage 2022, Niepoort Vintage 2022, Quinta do Noval og Noval Nacional 2022, Ramos Pinto Quinta da Ervarmoira 1994, Taylor´s Sentinels 2022, Quinta de La Rosa Vintage 1994, Quinta do Vale Meão 2001, Quinta do Vesuvio og Capela 2022 og Pintas Vintage 2021 for blot at nævne nogle highlights.

Jorge Serôdio udgør sammen med Sandra Tavares Wine&Soul 

Som det fremgår var der en del Vintage 2022 blandt, hvilket selvfølgelig skyldes, at det er den nyeste årgang på markedet. Jeg har her på bloggen allerede evalueret en del udgaver (søg på etiketten Vintage 2022). Andre var nye, så nogle af dem får lige et par ord med på vejen.

Graham´s Quinta do Tua Vintage 2022 var et spændende nyt bekendtskab. Frisk, floral og med såvel røde som mørke bær, pebret og med fint med integrerede tanniner og god struktur. Det er første gang, at der laves Single Quinta Vintage fra Tua, og der benyttes udelukkende druer fra gamle blandede vinmarker.

Messias Vintage 2022 var meget ekspressiv i næsen, kraftig med ungdommelig frugt og måske lidt vel skarp og kantet i sit unge stadie samt med kraftige tanniner. Senere smagte jeg deres elegante og dejlige Colheita fra 1964.

Menin Wine Company Vintage 2022 var rimelig åben i næsen med røde bær, lidt parfumeret, godt med frugt og tanniner. Her smagte jeg også et par hvide portvine med alder (20 og 50 års) og 50 års Tawny. Helt sikkert et hus, det er værd at holde øje med.

Quevedo Vintage 2022 var med røde bær friske krydderurter og kraftige tanniner. Den blev i øvrigt smagt op imod deres Vintage 2021, som var dejlig floral og lidt mere tilgængelig netop nu. Men begge med ok potentiale.  

Quinta do Noval Vintage 2022 var med mørke bær og tæt struktur, kraftig og intens med kraftige tanniner, der blev siddende i mundhulen. Har brug for tid. Det samme gælder Noval Nacional 2022, som var mørk og uigennemsigtig, lidt vel lukket med mørke bær, god frugt, massive tanniner og stor kompleksitet.

Taylor´s Sentinels Vintage 2022 var også et nyt bekendtskab, men den omtalte jeg nyligt i anden sammenhæng (læs her).

Lad mig slutteligt lige nævne nogle af de øvrige gamle fadlagrede vine, som jeg smagte. DR leverede vanlig høj kvalitet både med deres 30 års hvide portvin, der var i flot balance, og deres 50 års Tawny samt den endnu ældre L70. Ferreira 30 års var også ganske stilsikker. 30 års hvid portvin fra Kopke var gylden med abrikos og meget diskret kokos samt flot balancerede syre. Quinta do Vallados 50 års er et dejligt kompleks glas. Dertil kom Maynards Colheita 1974 og et gensyn med Barros Colheita 1974, der jo begge ligesom den tidligere omtalte fra Graham´s er lanceret som en hyldest til Nellikerevolutionen i Portugal, der fandt sted for 50 år siden.  

Marling Espejo fra Sogevinus

Skal arrangørerne og udstillerne således have ros for det flotte udvalg af vine, skal der også lyde en anden ros til holdet bag messen. Alt efter årstid og mængden af is i køleskålene, kan der nogle gange være problemer på den slags messer og festivalen med, at vinene enten er for kolde eller for varme. Her var der opstillet vinkøleskabe, så vinene blev serveret ved deres ideelle temperatur. Hurra for det.

Foruden de mange portvin gav messen i øvrigt også mulighed for at smage bordvin – især hvidvine fra Tyskland, men også fra Douro herunder især Douro Boys. Her smagte jeg bl.a. et par udmærkede Mosel- vine fra Markus Molitor og Schloss Lieser

Titan of Port

 

De smagte vine var tilsendte anmeldereksemplarer

 

Der kommer hele tiden nye producenter af portvin og nye portvinsbrands til. Det skrev jeg en artikel om i novemberudgaven af Din Vinguide. En af de producenter, jeg præsenterede i den forbindelse, var Titan of Port, som kun har eksisteret i et par år og derfor endnu ikke er at finde på det danske marked.

Bag står ønolog Luís Leocádio, som siden 2016 sammen med sin hustru har stået bag Titan of Douro, der i flere år har produceret glimrende bordvine fra Douro (læs min omtale og præsentation her), men altså nu også laver portvine. Titan er i øvrigt navnet på deres hund, hvorfor en hund da også ses på etiketten.

Luís Leocádio forklarer om skiftet:

”Jeg blev født på landet i Douro, hvor vin og især portvin var hovedbeskæftigelsen, som familier levede af. Gennem årene, hvor jeg blev uddannet, bevægede jeg mig væk fra portvinen og lavede bordvine. Idéen med også at lave portvin var altså en slagt tilbagevenden, men som mere erfaren og med min egen filosofi, hvad angår vine: Friskere vine med mere syre og mindre sødme og fokuseret på gastronomi, hvor de kan gøre en forskel ved et måltid,” siger han og uddyber:

”Vi kan ikke udelukkende se portvin som en vin til fest eller specielle lejligheder. Vi er nødt til at gøre den almindelig som enhver anden vin, og det betyder efter min mening at fjerne sig fra den mere søde og tunge stil, som ikke gør sig så godt på bordet.”

For at kunne producere portvin er der lovgivningsmæssige krav – alt efter om man kun bruger egne druer eller indkøber druer fra andre vinbønder. Skal man etablere sig som såkaldt shipper kræver det en lagerbeholdning på 75.000 liter – et krav som tidligere var på det dobbelte. Derfor har Luís Leocádio i stedet indgået et samarbejde med en allerede godkendt producent.

”Jeg arbejder som konsulterende ønolog for Quinta do Estanho. Da jeg ikke selv kunne leve op til kravet om 75.000 liter i lagerbeholdning og andre bureaukratiske udfordringer for at blive producent, indgik vi et partnerskab. Ved at bruge deres druer og deres lagerbeholdning kan jeg lave mine egne partier og give dem mit eget personlige udtryk,” fortæller Luis Leocádio.

Jeg fik tilsendt tre forskellige portvine, som blev smagt over et par dage ved lidt forskellige temperaturer.

Titan of Port 10 års Tawny: Lidt støvet rødbrun. Såvel primær frugt som tørrede frugter, blomme, modne bær, lidt træ og mokka. Frisk og fyldig med moden frugt, tørrede figner, høj syre, fin balance, diskrete tanniner, syresvip i halen (88).

Titan of Port 20 års Tawny: Mørk tawnybrun med orange kant. Afdæmpet lidt rustik næse med tørrede frugter, figner, nødder, muskat og krydderier. Frisk i munden med god fylde og høj syre, nødder, valnød og lidt balsamico, ok balance, tør, lang hale med syresvip (91).

Titan of Port 30 års Tawny: Tawnybrun med let grønlig kant. Nødder, figner, krydderier, lidt appelsinskal og balsamico i næsen. Cremet struktur med god fylde og friskhed, tørrede frugter, figner, valnød, høj syre, fin balance og lang hale. Ganske lækker (93).

Portvin på Det Ny Teater

 

I mange år har jeg som så mange andre deltaget i Henrik Oldenburgs Portvinsfestival på Børsen den første mandag i november måned. Af kedelige, men velkendte grunde skulle det ikke være sådan i år. Både hvad angår tid og sted var det nye tider.

Alle var chokerede over billederne den 16. april i år, da Børsen brændte. Bygningen, som blev opført i 1620´erne under Christian IV, men dog siden har været renoveret adskillige gange, var og er et vartegn for København. Og så dannede den altså i en del år ramme om den årlige Portvinsfestival, hvorfor også portvinsfolk – såvel danske som portugisiske – var ærgerlige over katastrofen.

Efter nogen tid meddelte Henrik Oldenburg, at der dog stadig ville blive afholdt Portvinsfestival i år og de kommende år, men selvfølgelig et andet sted; nemlig Det Ny Teater, hvor han allerede havde erfaringer fra sin Sherryfestival. Da teatret havde andre engagementer den første mandag i november, blev festivalen dog flyttet til den 18. november.

Festivalen foregik ikke på den mindre kælderscene, hvor Oldenburg i nogle år har afholdt Sherryfestival, men i foyererne og de tilstødende fire mindre sale fordelt over to etager. Henrik Oldenburg evaluerer:

”Nyt sted og nyt tidspunkt. Vi havde ca. 100 færre besøgende end på Børsen i 2023, men det nytter det jo ikke at græde over, og det var helt forventet. Vi havde et par sygdomsafbud blandt udstillerne, men der var flere stande og producenter end sidste år på Børsen, hvor vi ikke måtte lukke flere ind.”

Ja, det var faktisk ganske flot både, hvad angår antallet af udstillere, de vine de medbragte og fremmødte repræsentanter fra Portugal. Jeg deltog i den første smagerunde, hvor der lukkes færre ind, og halvdelen af anden runde, hvor der var udsolgt. Og her må jeg sige, at lokalerne, som ellers fungerede udmærket, var lidt vel trænge. Der har også altid været trængsel om bordene i Børssalen, men den store sal var så bred, at man kunne trække sig ud i midten og væk fra mængden. Den mulighed var der ikke de fire små saloner, men det var dog muligt at benytte foyergangen, hvor der også var et par stande, til en lille pause.

En anden ændring var, at der i år ikke var en pressesmagning for indbudte skribenter, hvor en gæst fra Portugal præsenterer sine portvine og fortæller om dem. Her har jeg gennem årene deltaget i selskab med gode og kompetente folk som Dominic Symington, Christian Seely, Miguel Braga, João Nicolau de Almeida, Ana Rosas og Jorge Rosas, Johnny Graham, Carlos Flores, Álvaro van Zeller, Dirk Niepoort, Jim Reader, Elsa Couto og Cristiano van Zeller m.fl. Det vil jeg savne. Argumentet fra Oldenburg er, at der efterhånden kun dukkede ganske få egentlige journalister og vinskribenter op – resten repræsenterede portvinsklubber mv. Det synspunkt forstår jeg til dels, selv om man ikke skal undervurdere den indsats, klubberne har gjort for at udbrede kendskabet til portvin. Men Oldenburg vil dog ikke helt udelukke, at pressesmagninger vender tilbage.

Endelig kan det tilføjes, at Henrik Oldenburg oplyste, at han er gået i gang med en ny udgave af sin bog ”Portvin”. Den fjerde og seneste udgave er fra 2016 og udkom 12 år efter tredje udgave. Den femte udgave forventes udgivet i 2028, så vi må vente lidt endnu med at skrive den på ønskesedlen.

Og hvad så med portvin? Fik du smagt noget eller bare snakket? Jo, det blev til megen snak med såvel importører som portugisiske bekendte. Men jeg fik da også smagt noget – dog uden noteskriveri, da en walkaround smagning af denne type ikke indbyder til koncentreret vurdering. Så det bliver kun til lidt hurtig opremsning fordelt på typer.

Af vintage portvin vil jeg især fremhæve det flotte udbud hos Taylor´s, hvor jeg smagte en fint krydret Vargellas 2019 og deres Vintage 2017, som endnu er meget ungdommelig, men har kæmpe potentiale med sin flotte struktur, gode fylde og syre samt massive tanniner. 2017 er og bliver en kanonårgang med et langt liv foran sig. Endvidere vil jeg fremhæve Alves de Sousa 2020, som var kraftig og med god struktur, men ligeledes havde brug for tid, og Romaneira Vintage 2022, som var i tør stil med masser af krudt til en længere liv. 

Endelig fik jeg også smagt Valriz Vintage 2016, Carm Vintage 2008, Dalva Vintage 2018, Borges Vintage 2020, Boeira Vintage 2021, Barros Vintage 2022, Feuerheerd Vintage 2021, Romaneira Vintage 2017 og Ramos Pinto Ervamoira Vintage 2020.

Jeg fik også smagt nogle udmærkede Crusted Ports. Churchills Crusted 2012 (blend af årgang 2010 og 2011) var dejlig med fint integrerede tanniner. Niepoort Bioma Crusted 2014 (især fra 2012, men også lidt 2011) var elegant med fin syre, god kompleksitet og meget bløde tanniner. I øvrigt kunne Stefano Marello fortælle, at Niepoort er på vej med en ny Crusted. Og endelig Graham´s Crusted 2015, som også var ganske fin. Ingen tvivl fra min side om, at der er god value for money i kategorien Crusted Port.

Og når vi nu er ved ruby-portvin, smagte jeg også en meget kraftig og fyldig LBV 2014 fra Quinta do Ventozelo, som godt kunne gøre det som Vintage, samt en fin LBV 2020 fra Blackett, der lige var kommet på markedet.

Af hvid portvin vil jeg nævne Niepoorts 10 års hvid i relativ tør stil og med god, måske lidt skarp syre. En hvid Colheita 2019 fra Poças, Boeira Colheita 2014, en blød og meget lækker Andresen Colheita 1968 og endelig en fremragende Colheita 1965 fra Kopke, som altid er træfsikre med deres fadlagrede portvine.

Endelig blev det også til lidt Tawny i form at en ganske fin 20 års Tawny fra Croft, med lidt bid og god syre, og en helt ny og ganske lækker 30 års Tawny fra Kranemann.

Det var i al fald, hvad jeg fik noteret mig, men mon ikke jeg smagte et par stykker mere…

Portvinsfestivalen vender tilbage næste år, hvor Det Ny teater er booket mandag den 3. november 2025.