Masterclasses med David Guimaraens i Leverkusen

Årets Portweinmesse i Leverkusen bød på smagning af en lang række topvine samt ikke mindst hele to masterclasses med winemaker David Guimaraens fra Fladgate Partnership og dermed velrenommerede huse som Taylor´s, Fonseca og Croft.

Messen er skabt af tyske World of Port med Axel Probst og Christopher Pfaff i spidsen. Her sidst i november fandt den 11. udgave sted, og det foregik som vanligt på kasinoet i Leverkusen og med en håndfuld danskere som gæster.

Vanen tro var der altså masterclasses, hvilket er spændende for en altid nysgerrig vinskribent som mig. Tidligere år har f.eks. Douro Boys, Kopkes Carlos Alves og Confraria do Vinho do Porto ved daværende Chanceler George Sandeman (læs her) stået for disse, og sidste år var det Rob Symington, som præsentere portvine fra Quinta do Vesuvio (læs her).

I år var David Guimaraens inviteret til at fortælle og præsentere vine fra fire årtier – altså et tilbageblik på karrieren som winemaker for Fladgate, som blev indledt i 1990, hvor han kom retur til Portugal for at afløse sin far Bruce Guimarens efter at have uddannet sig i Australien. Og når han nu alligevel var taget til Leverkusen foreslog han selv at bidrage med endnu en masterclass af mere teknisk karakter, idet vi skulle smage fadprøver fra høsten 2024 fra forskellige terroirs og quintaer og med forskellige druesammensætninger – altså komponenter til en måske kommende Vintage portvin.

Endelig blev der selvfølgelig også tid til den vanlige walkaround smagning ved de mange udstillerborde, hvor der blev budt på virkelig høj kvalitet supplere med lidt bordvine fra Portugal og Tyskland. Mere herom sidst i denne rapport. Nu først de to smagninger.

 

4 årtier med Vintage portvin

I den første masterclass fortalte David Guimaraens om fire årtier med Vintage portvin på vanlig munter, men også meget informativ vis samt med lidt kant i form af skarpe personlige synspunkter, som f.eks. at der ikke var grund til have Douro-dalen, hvis ikke det var for Vintage portvin. Fortællingen var selvfølgelig ledsaget af en række gode portvine udvalgt af David selv i samråd med Axel Probst.

Følgende vine blev smagt i nævnte rækkefølge.

Taylor´s Quinta de Vargellas 1991: Mørk rubin med lys, lidt brunlig kant. Let krydret og floral næse med kirsebær, blommer, violer, mørk chokolade. I første omgang dejlig rund, men stadig med masser af frugt, høj syre og tannier, krydret og pebret, lang pebret hale. Drikkeklar, men også stadig med potentiale (92).

Fonseca 1994: Mørk rubin og tæt med lys violet kant. Stadig med ung frugt i næsen, solbær, røde bær, lakrids og lidt krydderurter. Kraftig og fyldig i munden med godt med frugt, mørke bær, engelsk lakrids, høj syre og godt med tanniner, lang pebret hale med høj syre og tørre tanniner. En massiv vin, som stadig har mange år foran sig (95).

Taylor´s Vargellas Vinha Velha 2000: Rubin- til teglrød, ikke så intens, lys kant. Lidt diskret næse med røde bær, violer og andre florale noter. I munden dejlig elegant og floral med røde bær, halvtør og fint balanceret, lang elegant hale med fløjlsbløde tanniner og et friskt lille syresvip. Lækker lige nu, men stadig også med gennempotentiale – dog ikke på den helt lang bane (95).

Fonseca 2003: Mørk rubin med lysere kant. Ung frugt i næsen med brombær, solbær, sorte kirsebær og lidt lakrids. Pebret og krydret i munden med mørke bær og lidt florale noter, kraftig med masser af integrerede tanniner, medium hale (93).

Croft 2011: Mørk, sort og uigennemsigtig med lilla kant og høj viskositet, Lidt lukket med mørke bær, solbær, krydderurt, åbnede dog lidt op med tiden i glasset. Intens og fyldig med mørke bær og lidt floralt præg, let cremet struktur, kraftige tanniner og tørre tanniner i enden. Har brug for tid som andre af de store fra årgangen, men stort potentiale (94).

Taylor´s 2016: Mørk rubin, tæt, lilla kant. Mørke bær, violer og andre florale noter samt mørk chokolade i næsen. Elegant og floral, perfekt balanceret med frugt, syre og bløde tanniner, tørre tanniner i enden. Lækker lige nu, men også med fint potentiale (94).

Fonseca 2017: Mørk rubin, uigennemsigtig, lilla kant. Ung frisk frugt i næsen, relativ lukket. I munden med masser af ungdommelig frugt, mørke bær, krydret præg, kraftige tanniner der sætter sig på tænderne, i halen tørre tanniner. En massiv vin, der har brug for tid og har stort potentiale (95).

Fonseca Guimaraens 2022: Mørk, intens, uigennemsigtig med lilla kant. Ung frugt og kærnemælk, lukket. Ung frugt og godt med tanniner i munden, mørke bær, godt med tørre tanniner i enden (92).

Taylor´s Sentinels 2022: Mørk, tæt, lidt lys kant. Kærnemælk, ung frugt og florale noter i næsen. Blød og rund i første omgang, derefter mere kantet med høj syre og godt med tanniner, elegant stil, floral, godt med mørke bær (92).

Ifølge David Guimaraens skete der et stort kvalitetsmæssigt spring i år 2000 md hensyn til den anvendte druesprit, der som bekendt tilsættes for at stoppe fermenteringen. Druespritten blev langt bedre og renere, og betydningen heraf i forhold til kvalitet og tilgængelighed kan ikke undervurderes, mente han.

Smagningen illustrerede også fint, at enkeltmarksvine som Vargellas Vinha Velha er af høj kvalitet, hvilket bl.a. kan tilskrives markens alder, men også den noget anderledes druesammensætning. Til gengæld har de ikke  helt den samme langtidsholdbarhed som klassisk Vintage. Apropos druesammensætning spurgte jeg ham, om han også gjorde øget brug af sorter som Sousão og Alicante Bouchet i sine Vintage blends, hvilket han på det kraftigste benægtede ses bort fra det, der måtte være i blandede marker. Hvis man planter de rigtige kloner af sorterne de rigtige steder, er der ingen grund til nedprioritere sorter som Tinta Roriz, mente han.

En klassisk vintage kræver ikke alene høj kvalitet, men også en struktur til et lang liv med hensyn til frugt, syre, tanniner og fenoler. Derfor laves der løbende såvel tekniske analyser som prøvesmagninger, hvor potentialet vurderes i forhold til, om der skal deklareres klassisk Vintage, Single Quinta Vintage eller slet ikke.

Det var også tydeligt at se forskellen på de to back-to-back deklareringer i 2016 og 2017 – også selv om der selvfølgelig er forskel på de to smage brands. 2016 var et køligere år, mens 2017 var et varmt år, hvorfor sidstnævnte er mere robust på den lange bane. I øvrigt mente David Guimaraens, at dette måske ville gentage sig med årene 2024 og 2025, uden han dog på nogen måde direkte ville afsløre, om der var deklareringer på vej.

  

Fadprøver fra Vintage 2024

Senere på dagen fulgte så endnu en masterclass dog med færre deltagere. Her var der tale om fadprøver fra høsten 2024 hentet fra forskellige plots rundt om på Fladgates quintaer. Mine noter her er mere sparsomme, da der netop kun er tale om fadprøver og ikke vine, der bliver sendt på markedet, ligesom jeg har valgt ikke at give point.

Terra Feita Soalheira: Enkeltmark fra 82-85 med seks forskellige klassiske sorter: Touriga Franca, Touriga Nacional, Tinta Roriz, Tinta Barroca, Tinta Cão og Tinta Amarela. Floralt præg med godt med solbær.

Terra Feita Touriga Nacional: Plantet i starten af 2000. Violer og floralt præg, meget pebret og godt med tanniner.

Vargellas Touriga Nacional: Mark fra 1985, dejlig floral med lidt krydderurt. Tydeligt forskellig fra den tilsvarende mark på Terra Feita.

Vargellas Vinha Velha: Elegant og floral, fin kompleksitet.

Junco Vinha Velha: Meget mørk og uigennemsigtig, meget kraftig og tæt.

Roeda Vinha Velha: Floralt præg samt eukalyptus, meget bløde tanniner.

Panascal Vinha Velha: Mørke bær, dejlig kompleks.

Cruziero No 1: Mark plantet med blandede sorter og dermed kommende Vinha Velhas, udgør rygraden i vintage fra Fonseca. Kraftig struktur.

Smagningen illustrerede fint, at enkeltmarker ikke altid er nok, hvis der skal være nok kvalitet, balance og struktur til en vintage portvin. Kombineres i stedet vin fra forskellige steder og med forskellige karakteristika, kan den rette sammensætning opnås. Og her er der altså tydeligt mange parametre at benytte sig af. Placeringen i Douro, eksponeringen og den højdemæssige beliggenhed. Alderen af vinmarken og druesammensætningen samt valg af kloner.

 

Åben smagning

Imellem de to særlige smagninger var der almindelig åben walkaround smagning med de fremmødte producenter fra Portugal samt flere tyske vinbrands. Her fik vi smagt meget, men der blev ikke tager noter, så derfor kun lidt opremsning.

Vi lagde for med at smage Vintage 2013. Quinta do Noval og Noval Nacional var begge tætte og dybe, men hvor den almindelige udgave faktisk var overraskende tilgængelig med mørke bær og kraftig struktur, var Nacional meget lukket og potent med sorte kirsebær og kraftige tanniner.

Hos Alves de Sousa smagte vi også Vintage 2023. Mørk og tæt med mørke bær og lidt kakao i næsen, let cremet struktur og stort potentiale. Her smagte vi endvidere deres Vintage Port 2003 samt den fremragende enkeltmarks-vintage, Amphitheatrum 2020, som altid er et genbesøg værd.

Hos Ramos Pinto blev det til et gensyn med deres Bom Retiro Vintage 2023, som jeg tidligere har smagt og bedømt (læs her). Her smagte vi også deres Vintage 1995, som var dejlig floral og drikkeklar nu.

Quinta Vale D. Maria havde også deres Vintage Port 2023 med. Masser af solbær og peber, men også en noget grøn og lidt skarp næse samt høj syre, som lidt overdøvede frugten. Har nok brug for lige at finde sig selv. Her fik vi også venligt lov til at smage en sample på en kommende Colheita 1935 med masser af brun farin og balsamico, høj kompleksitet samt en lang intens hale.

Van Zellers & Co, som er det navn den tidligere ejer af Vale D. Maria, Cristiano van Zeller nu udgiver vine under, havde hele to udgaver af Vintage 2023, idet de foruden den almindelige har udsendt Torrente 2023 baseret på en gammel blandet mark i Torto-dalen. Begge var friske og florale og til den elegante side samt med godt med krydderurter, men måske ikke så dybe og komplekse.

Endelig fik vi smagt den nye O-Port-Unidade Vintage 2023, som var kraftig og floral. Det er Axel Probst, som har skabt projektet, hvor han samler en lang række winemakere og producenter fra Douro, som alle medbringer druer, hvorefter de i fællesskaber tramper i lagaren. Overskuddet går i øvrigt til velgørenhed. Læs mere her.

Af øvrige portvine, som blev smagt kan nævnes Burmester Arnozelo Vintage 2022, Dow´s og Graham´s  Vintage 2003 (Library Release), Quevedo Crusted Port (flasket 2021), Sandeman Vintage 2000, som er ganske fin og indbydende nu, Quinta do Vale Meão Vintage 2001, Quinta do Vallado Vintage 2021 og en glimrende og kompleks Pintas Vintage 2003 fra Wine & Soul.

Af rækken af fadlagret portvin, som blev smagt, bør nævnes: Ferreira 30 års Tawny, DR 30 års hvid, Messias 50 års hvid, Graham´s 40 og 50 års Tawny samt Menin 50 års hvid og 80 års Tawny.

Som det fremgår af min opremsning over smagte vine var niveauet meget højt, hvilket netop kendetegner messen i Leverkusen. Dette hænger nok sammen med, at der kommer færre end på de danske festivaler, da det tyske marked ikke kan sammenlignes med det danske.  

Slutteligt skal det lige nævnes, at der ved middagen begge aftener blev åbnet og rundsendt et hav af spændende vine og portvine herunder også vine fra allerøverste hylde som f.eks. enkeltmarksvine fra Bourgogne, Premiere Cru vine fra Bordeaux og legendariske Barca Velha, som jeg smagte i både årgang 1991 og 1966.

Endelig var messen og de aftener selvfølgelig også en god ramme for at snakke med såvel gamle som nye venner og kontakter fra Portugal. Ingen nævnt – ingen glemt. 

Ny bog om bæredygtig vin

 

Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget

 

Bæredygtig vin? Det handler vel bare om at sprøjte mindre i marken og om økologi? Eller hvad?

Jo, det gør det også. Men regnestykket er langt større og inkluderer alt lige fra vinmark over fremstilling, indpakning og transport frem til forbrugeren. Mange faktorer spiller ind, og vil man gerne fremme bæredygtigheden i vinproduktionen, skal meget medtænkes.

Bogen “Rooted in Change. The Stories behind sustainable Wine” ser nærmere på det hele, ligesom den indledningsvis begrunder, hvorfor vi i det hele taget skal beskæftige os med emnet. Og ikke kun producenterne, men også os forbrugere og alle led i mellem.

Lad mig indlede med et eksempel, som dog ikke er hentet fra bogen.

Sidste år lancerede portvinsproducenten Ramos Pinto et par særudgaver af deres portvine. Der var tale om henholdsvis en tawny reserva og en 10 års tawny, som var fragtet til Danmark ombord det gamle sejlskib fra 1912, The Tucker (læs mere her). Eventen var en hyldest til den gamle måde at fragte portvin på, men samtidig også et statement om bæredygtighed. For det første er fragten med sejlskib mere bæredygtig, og for det andet havde man også reduceret CO2-forbruget ved at bruge genbrugspapir til etiketter, naturkork til prop og fravalg af de vanlige aluminiums- eller plastikkapsler over prop og flaskehals.

Jo, det var selvfølgelig et reklamestunt. Men at der kan reduceres megen CO2-udledning ved at ændre lidt på vaner og kigge på indpakning og transport er en kendsgerning, hvilket jeg vender tilbage til nedenfor.

Men først lidt om nødvendigheden i at indtænke bæredygtighed – også i vin. Det skriver de to forfattere om i bogens første kapitel om klimaforandringer. Temperaturændringer er ved at omkalfatre vores vinøse verdenskort. Tørke i Western Cape, hagl i Chablis, skovbrande i vinområder i Portugal, Spanien og Californien. Vindyrkning med succes i lande som England og Danmark. Nødvendigheden af andre druesorter og ændrede blends, hvis kendte vinprofiler skal fastholdes. Historierne og eksemplerne er desværre mange, hvilket har fået såvel små producenter, som de store spillere til at minimere deres C02-aftryk, sprøjte mindre og slå et slag for biodiversiteten. Eller som det lyder i bogen:

”Climate change presents a serious and immediate threat to the enjoyment of millions of wine drinkers around the world – and to the livelihoods of many thousands of wine growers, workers and business.”

Efter dette alvorlige, men relevante statement gennemgår bogen hele produktionskæden – fra selve vinmarken over vinificeringen, aftapningen og indpakningen til transporten hele vejen ud til forbrugeren – med blik for, hvad hvert trin koster energi- og ressourcemæssigt. Og nej, det er ikke kun arbejdet i marken og kælderen, der tæller. Faktisk udgør indpakning, flasker og transport hele 50 % af CO2-aftrykket for vin, og alene flasken udgør 20 %. Derfor er det selvfølgelig en god ting at erstatte de tungeste og mest ressourcekrævende flasker med lettere udgaver eller evt. finde alternativer. For det er vel de færreste, der i dag mener, at en tung flaske er lig høj kvalitet? Eller hvad?

Hvad angår arbejdet i marken, skelner bogen mellem fem niveauer:

1. Konventionel vindyrkning, hvor der sprøjtes med kemikalier og pesticider
2. Integreret plantebeskyttelse, hvor det samme sker, men med omtanke, i mindre omgang og målrettet, hvor det er absolut nødvendigt.
3. Økologisk vindyrkning, hvor visse sprøjtemidler stadig er tilladt
4. Biodynamisk vindyrkning – såvel modereret som hardcore efter Steiner-metoden.
5. Regenerativ vindyrkning, som medtænker hele økosystemet og tænker på biodiversitet.

Et blik for biodiversitet har f.eks. sydafrikanske Johan Reyneke, som har bevaret omkring 20 hektar med det særlige buskads- og blomsterøkosystem i Western Cape kaldet ”fynbos” og skabt korridorer for dyrelivet, hvilket har gavnet såvel fugle og små pattedyr som insekter. Men den slags koster selvfølgelig, da arealer, der tilgodeser biodiversitet ikke samtidig kan bruges til vinproduktion. Nok svært at forestille sig at jordejere i de fine marker i Bourgogne lader store arealstykker stå til træer og buske.

Et andet vigtigt indsatsområde på vingårdene er minimering af vandforbrug og energi. Solpaneler, opsamling og genbrug af vand samt minimering af tilsætningsstoffer og affaldsstoffer medtænkes derfor nu, når der bygges faciliteter til vinproduktion, hvilket f.eks. skete ved Symington Family Estates nye vineri på Quinta do Ataíde, hvilket jeg skrev om i en artikel i Din Vinguide i juni i år.

Endelig kommer bogen også omkring social bæredygtighed, hvor flere producenter i Sydafrika leverer gode eksempler. Her gøres der f.eks. mange steder en indsats for landarbejderen på områder som bolig, uddannelse, medejerskab og alkoholmisbrug, da arbejderne tidligere fik en del af lønnen udbetalt i vin.

Forfatterne bringer os godt rundt i verden i løbet af bogen. Foruden Sydafrika gælder det f.eks. Catalonien, Paso Robles, Douro, Barossa Valley og Essex for blot at nævne en håndfuld af de mange vinområder, hvoraf de mange eksempler og cases i bogen øses. Denne vekslen mellem viden, praksis og interviews gør bogen fint illustrativ i forhold til de problemstillinger og de løsningsmodeller, der bringes på banen.

Hvert kapitel afsluttes med en opsummering, hvor de gode pointer og anbefalinger listes op. Afslutningsvis gælder det også os forbrugere, hvor et par af de gode råd f.eks. lyder:

• Vælg økologisk, biodynamisk eller regenerative vine. Det er ikke svaret på udfordringerne, men en start.
• Støt producenter i din egen region eller dit eget land
• Undlad at købe tunge flasker og sørg for at de går til genanvendelse.

Interesserer man sig for såvel vin som bæredygtighed er bogen klart anbefalelsesværdig. Den er tankevækkende og informativ. For det er nødvendigt at gøre en indsats, men bogen illustrerer også, at der ikke findes nemme løsninger, da bæredygtighedsregnskabet er kompliceret.

 

Jane Masters MW og Andrew Neather: “Rooted in Change. The Stories behind sustainable wine”. Académie du Vin Library 2025, 248 sider.

Vintage 2023 fra Quevedo

 

Anmeldereksemplar tilsendt af producenten

 

Familieejede Quevedo blev grundlagt af Oscar Quevedo Senior, men drives i dag af søskendeparret Claudia og Oscar Quevedo med førstnævnte som ønolog og winemaker og sidstnævnte som omrejsende ambassadør. Det nyder Danmark godt af, da Oscar ofte besøger forretninger rundt om i landet, ligesom han har været flittig gæst ved forskellige portvinsfestivaler. Samtidig har mange danskere også aflagt besøg i Quevedos smagelokale i Vila Nova de Gaia. Og er man heldig kan man også her løbe ind Oscar (læs f.eks. om et besøg her).

Familien Quevedo ejer i dag flere quintaer i egnen rundt om hjembyen S. João da Pesqueira. Det gælder Quinta Senhora do Rosário, hvor vineriet og kælderen også ligger, Quinta Vale d´Agodinho, som blev erhvervet i 1983, Quinta da Alegria på den anden bred af Douro, Quinta da Valeira og Quinta da Trovisca, som også har lagt navn til et særskilt økologisk brand (læs min omtale her). Samlet har de mere end 100 hektar vinmarker.

Med andre ord er der en del marker at vælge fra, når Claudia skal sammensætte sine vine og portvine inklusiv den nye Vintage 2023. Høstrapporten fra Quevedo omtaler året som varmt og vådt med temperaturer over gennemsnit og gavmildt regnmæssigt især i månederne december 2022 og juni 2023, ligesom der også faldt regn under høsten.

Stilen hos Quevedos portvine er bevidst til den friske side. De producerer de fleste kategorier fra entry level over special kategorier og fadlagret vine med alder til LBV, Crusted Port og Vintage, som de deklarerer i de fleste årgange. Nyligt smagte jeg deres ganske fine Crusted flasket i 2021 ved Portweinmesse i Leverkusen, hvor jeg også fik en snak med Claudia.

Den tilsendte flaske blev smagt over et par dage ved lidt forskellige temperaturer.

 

Quevedo Vintage 2023

Blend af Touriga Franca (35%), Touriga Nacional(35%), Tinta Roriz (20%) og Sousão (10%). Mørk rubin, tæt, lilla kant. Frisk og lidt grøn næse med timian og andre krydderurter samt solbær, brombær, modne blommer og lidt mørk chokolade. I første omgang frisk, floral, blød og behagelig med røde bær og solbær, derefter lidt mere kantet med krydderurter, markant syre og lidt mokkapræg, pænt med integrerede tanniner, lang tør og krydret hale med syresvip og tørre tanniner (92).

Quevedo importeres af Haller Vine og fås bl.a. i Vin & Vin butikker

Vintage 2023 og Colheita fra Quinta do Pégo

De omtalte portvine er anmeldereksemplarer tilsendt af importøren

 

Med Danmarks position på portvinsverdenskortet er det ikke så underligt, at vi også har vores "egne" brands. De senere år er et par mindre dukket frem i form af Casa de Kristina og Enólogo, som produceres i et samarbejde med danske importører. Og af ældre dato har vi Quinta do Pégo, som selv er registreret som producent og – som navnet siger – med egen quinta i Douro.

Danske Karsten Søndergaard havde i en del år gjort det i import af vin herunder portvin gennem firmaer som Amka, Jysk Vin og Best Selection, da han i år 2000 købte en større andel i Quinta do Pégo. Tre år senere var han eneejer. Ejendommen og markerne er siden blevet renoveret, ligesom der er blevet indrettet et 4-stjernet hotel.

Winemakerteamet består i dag af sydafrikanske Niel Bester og portugisiske Manuel Henrique Da Silva fra Rozès, hvis direktør er god ven af Karsten Søndergaard, som også står for den danske import af Rozès. I årene 2015-2017 deklarerede Quinta do Pégo Vintage tre år i træk og siden er fulgt årgang 2020 og nu årgang 2023.

Quinta do Pégo har tidligere haft en tendens til lidt for meget kogt frugt i forhold til mine smagsløg. Men det virker som om, at de i de senere årgange har ændret en smule og nedtonet dette, så deres vintage efter min mening i dag fremstår friskere og bedre balancerede.

Jeg smagte en tidlig fadprøve af Vintage 2023 ved Portvinsfestivalen i Odense i september og fandt den ganske lovende. Da jeg derfor fik en flaske tilsendt sammen med en ny Colheita 2016 og deres olivenolie, var jeg spændt på at gensmage og blev ikke skuffet.

Hvad angår Colheita er det kun 5. gang, at Quinta do Pégo vælger at udsende en. Tidligere årgange er 2003, 2007, 2011 og 2013. Nu udsendes så 2016, som altså har ca. 9 år på fad bag sig.

Vinene blev smagt over to dage ved lidt forskellige temperaturer.

 

Quinta do Pégo Vintage 2023

Mørk rubin, tæt og uigennemsigtig, lilla kant. Ekspressiv med masser af ung frisk frugt, solbær og andre mørke bær, violer, mørk chokolade og esteva. Fin struktur og balance, godt med frugt og fin syre, solbær og andre mørke bær, kraftige velintegrerede tanniner, let krydret hale med tørre, men bløde tanniner og markant syre, mellemlangt til langt potentiale (93).

 

Quinta do Pégo Colheita 2016

Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca, Sousão, Tinto Cão og Tinta Roriz. Rødbrun med orange kant. Fin balance mellem primær og sekundær aroma i næsen, kirsebær, nødder, figner og lidt valnød og tobak. Også lidt resterende primær frugt i munden, men ellers nødder, tørrede frugter og mandel, frisk og let cremet med god balancerende syre, lang let krydret hale om syresvip. Måske ikke den mest komplekse colheita, men ganske vellavet og velsmagende den unge alder taget i betragtning (91).

 

Som nævnt var der også en olivenolie fra Quinta do Pégo med i den tilsendte pakke. Den var grønlig i farven og med en frisk og grøn næse. I munden ligeledes frisk med god syre og lidt urtede noter. En udmærket olivenolie. Har du ikke før prøvet portugisisk olivenolie, kan jeg kun anbefale at gøre det.

 

Quinta do Pégo importeres af Amka og fås i udvalgte Meny- og Coopbutikker 

Portvinsfestival Det Ny Teater 2025

Første mandag i november var traditionen tro dagen for årets store portvinsfestival i København. Men vel at mærke på Det Ny Teater og ikke på Børsen som i gamle dage. Det kan man begræde, men sådan må det desværre være, og så må vi leve med at lokalerne i teatret ikke er helt ideelle, da festivalen er spredt ud i gange og mindre lokaler med lidt plads til at trække sig tilbage i ro og mag.

Når det er sagt, var det vanen tro et flot udbud af producenter, vine og portugisiske gæster, Henrik Oldenburg havde fået samlet. Jeg fik smagt en del, men da der ikke som i gamle dage er en egentlig pressesmagning, er noterne få. Derfor blot lidt opremsning.

Jeg valgte at bruge en del af tiden på at smage hvid portvin, derefter lidt tawny og endelig Vintage portvin.

Hos Niepoort og Stefano Marello smagte jeg først en dejlig tør, sprød og spicy White Colheita 2012 samt deres Colheita 2013. Begge ganske fine glas.

Rozès 10 års hvid skænket af Karsten Søndergaard, som selvfølgelig også havde sin egen Quinta do Pégo med, var en noget anden stilart og mere til den søde side. Ganske vellavet, selv om jeg klart foretrækker de mere tørre udgaver. Det samme gjaldt hos Butler Nephew, hvor jeg smagte såvel 10 års som 20 års hvid.

Med Dalva var vi tilbage i den mere tørre stil med højt syreniveau. Jeg smagte først en dejlig frisk White Colheita 2007 og dernæst White Colheita 2015 –  en helt ny aftapning, som dog manglede lidt tid til at samle sig. Syren var lidt vel markant, men en ganske lovende vin. Endelig smagte jeg også deres Dry white Reserve, som dog ikke var helt tør og bød på lidt bitterhed.

Hos Bibi og Torben fra Vinho smagte jeg en ny aftapning af Furadas White Family Port, byggende på en række gamle fade, som er gået i arv i familien. En noget anderledes stil, og en vin jeg tidligere har smagt sammen med andre vine fra den lille producent Quinta da Furada (læs min præsentation her). Samme sted blev der også budt på Quinta da Devesas fine og fyldige White Colheita 2000.

Alexandre Botelho var mødt frem hos The Wine Company. Her smagte jeg Dos Santos 10 og 20 års hvid – begge udmærkede, men især sidstnævnte var et skønt glas med god kompleksitet og lidt skarp syre i enden (læs min præsentation af Dos Santos her).

Hos Det Portugisiske Hus havde Anita allieret sig med Helena Gomes fra Coimbra de Mattos og dermed Valriz, hvor jeg smagte sidstnævntes række af Tawny – lige fra 10 års til 50 års. Et spændende bekendtskab, hvor især 30 års og 40 års Tawny imponerede med rigtig fin balance og stor kompleksitet, hvorimod 20 års havde lidt vel skarp syre.

Hos Torben Mandrups Drik Portvin blev Colheita 2012 fra Viera de Sousa prøvet. En noget atypisk Colheita, da winemaker og blender Luisa Borges bevidst havde valgt at bevare en del primær frugt, så stilen fra mørkere og ikke så oxideret.

Jeg kiggede også forbi Taylor´s, som jo altid er et besøg værd. Her lagde jeg ud med deres Single Harvest 1975, som var et ganske skønt glas. Derefter skiftede jeg til Vintage, idet jeg smagte både Vintage 2000 og Vintage 1997 i magnum. Især 2000 var faktisk fin drikkelig nu. Mine erfaringer er da også, at Vintage 2000 generelt modner tidligere end de omkringliggende klassiske årgange 1997 og 2003. Men jeg vil nu stadig sige, at kvaliteten er i orden, og at der ikke kun er tale om en millennium-deklarering.

Jeg fortsatte med lidt andre Vintage i form af Croft Roeda Vintage 2018 med ungdommelig frugt og godt med tanniner hos Vinens Verden samt Barros Vintage 2005, Blackett Vintage 2013 og endelig et gensyn med Ramos Pinto Quinta do Bom Retiro 2023 (læs mine noter her).

Slutteligt vil jeg lige nævne, at festivalen gav mulighed for at få hilst på såvel gamle som nye bekendt fra Portugal. Foruden de allerede nævnte, gjaldt det også Pedro Braga, João Belo og Marling Espejo fra Kopke Group, James Graham hos Churchill´s, Gustavo Devesas og Harry Symington fra Symington Family Estates, Mafalda Seixas fra Menin, Nuno da Sousa hos Quinta da Boeira, Nuno Sampaio Maia hos Ramos Pinto m.fl.

Dagen sluttede med en ældre portvin i form af Kopkes skønne Colheita 1965 skænket af Kim fra ViniPortugal – en perfekt afslutning på en lang dag med mange gode vine.

Smagning med Paulo fra IVDP

 

For nogen tid siden gæstede Paulo Russel-Pinto fra IVDP Danmark. Paulo er chef for markedsføring og kommunikation samt wine educator hos portvinsinstituttet og dermed et af de mest markante ansigter udadtil hos instituttet, som har til opgave at kontrollere, regulere og promovere portvin.

Det var ikke første gang Paulo var i Danmark. Sidste år gæstede han f.eks. The Vintage Port Club i Odense sammen med den ansvarlige for instituttets smagepanel Manuel Lima Ferreira, hvor de sammen afholdt en spændende masterclass med fokus på godkendte og afviste portvine (læs her).

Denne gang var der tale om en introduktionssmagning, hvor Paulo fortalte om instituttet, det demarkerede område i Douro, klima, terroir og druesorter samt de forskellige typer af portvin – illustreret ved fem forskellige vine, der skulle smages. Arrangementet fandt sted på Kold College i Odense, som bl.a. uddanner kokke og tjenere, og det var da også især nuværende og tidligere elever på skolen, som var målgruppen. Sammen med et par andre portvinsnørder valgte jeg dog at sige ja tak til invitationen for at hilse på Paulo og høre, hvordan han fremlagde sagen – eller rettere fortalte ”one or two things about Port”, som han selv udtrykte det med reference til Joseph James Forresters gamle essay ”A word or two on Port-Wine”.

Det blev nu til flere ord, som alt i alt var en ganske glimrende introduktion til portvinens verden. Undervejs blev følgende vine smagt:

Pacheca Pink Port: Et blend af Tinta Roriz, Tinta Barroca, Touriga Nacional og Mourisco. Medium intens, laksefarvet. Duft af jordbær, hindbær og lidt bubble gum. Relativ fyldig i munden med godt med frugt, jordbær og blomster, let krydret, lang krydret hale.

Martha´s Fine Dry White: Lys orangebrun, ravfarvet. Frisk, ekspressiv næse med abrikos, mandarin, blomster og grape. Abrikos og blomster, krydret, tør og med ok intensitet, i anden omgang høj syre og lidt bitterhed.

Andresen 20 års Tawny: Fin tawnyfarvet med lys orangebrun kant. Nødder, figner og en smule orangeskal, lidt sprittet i første omgang med det aftog. Frisk og ældet på samme tid med hasselnødder, figner, lidt kaffe og karamel, dejlig kompleksitet, høj syre der bidder lidt, da den lige var åbnet – eller fint harmonisk med god balance mellem frugt og syre, lang hale med syrebid. Et dejligt glas.

Martha´s LBV 2019: Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca mv. Mørk rubin, uigennemsigtig og tæt med lysviolet kant. Solbær, mørke kirsebær, lidt mørk chokolade og tobak. Godt med frugtfylde, kirsebær og lidt røde bær, violer, blød og rund med bløde tanniner, bløde tanniner i halen. Savner måske lidt nerve.

Niepoort Vintage 2022: Blend af Touriga Franca, Tinto Cão, Tinta Francisca, Tinta Amarela, Sousão, Tinta Roriz med flere. Blækfarvet med lilla kant, tæt og uigennemsigtig, farver glasset. Frisk, men måske lidt lukket med solbær, mørke bær, florale noter og lidt mynte. Elegant, men også fyldig i munden med masser af ungdommelig frisk frugt, solbær, røde bær, sorte peber og violer, let krydret, god balancerende syre og fint integrerede tanniner, lang hale med tørre tanniner. Flot vin med flot potentiale. Jeg gav den da også 94/95 point, da jeg prøvesmagte forskellige udgaver af Vintage 2022 i sin tid.  

Vil du læse mere om IVDP, og hvad de laver, kan du se min reportage fra et besøg for en del år siden her.

Vintage portvin 2023 fra Symingtons

 

Anmeldereksemplarer tilsendt af producenten

 

Som tidligere nævnt her på bloggen blev Vintage 2023 et typisk Single Quinta år for producenterne af portvin. Det gælder også for den store producent Symington Family Estates, som deklarerede hele seks af slagen, hvoraf ikke alle dog er frigivet endnu. Der var således SQV fra alle deres fire store gamle brands, Graham´s, Warre´s, Cockburn´s og Dow´s – den sidste ovenikøbet med to af slagen – samt fra deres prestige vingård Quinta do Vesuvio.

Et besøg på Quinta do Vesuvio for en del år siden

At året er et typisk Single Quinta år er ikke ensbetydende med dårlig kvalitet. Den engelske vinskribent Richard Mayson beskriver 2023 som et år, der var lovende og næsten kom i mål som klassisk årgang. Men som lige manglede det sidste, hvorfor han i stedet betegner året som ”ret godt”. Chefwinemaker Charles Symington beskriver tilsvarende resultatet som ”nogle meget fine vine”.

En koncentreret Charles Symington ved Concurso Vinhos de Portugal 2021, 

hvor vi bedømte portvin sammen

I sin høstrapport fortæller Charles Symington, at den rigelige nedbør i første del af vinteren fyldte vandressourcerne op oven på tørkeåret 2022. Og selv om februar til april også var meget tørre sikrede forårsnedbøren i maj og juni nok vand til modningsprocessen. I modsætning til andre steder i Europa, var sommertemperaturen i Portugal tæt på det normale, ja faktisk en smule under gennemsnittet for Douros vedkommende. Det betød, at de tørre måneder i juli og august ikke var et problem, da jordfugtigheden og de moderate temperaturer sikrede et godt syreniveau, en afbalanceret modning og god fenolisk udvikling, så bitre umodne tanniner blev undgået. I starten af september faldt der lidt regn, hvilket var fint for høsten, som fandt sted i første halvdel af måneden. Siden fulgt megen regn, men her var de fleste druer allerede plukket.

Quinta do Bomfim

Jeg fik tilsendt fadprøver på fire udgaver af Vintage 2023 fra Symingtons. Vinene blev smagt over tre dage. På førstedagen semiblindt og nyåbnet, derefter åbent. Som det fremgår giver jeg splitkarakterer ved vinene, da deres ungdommelighed kan skabe lidt usikkerhed.

Dow´s Quinta do Bomfim Vintage 2023: Blend af 48 % Touriga Nacional, 27 % Touriga Franca, 14 % Alicante Bouschet, 7 % Vinha Velhas og 4 % Sousão. Mørk rubin, lilla kant, uigennemsigtig. Ekspressiv med masser af ung frugt, solbær, mørke blommer og kirsebær, blomster, mørk chokolade og lidt ungdommelig kærnemælkspræg. I første omgang blød og indbydende i munden, derpå følger fin balanceret syre og godt med fint integrerede tanniner, mørke bær, solbær, violer, mørk chokolade, lidt krydderurt, tør stil, fin struktur og god balance, lang krydret og pebret hale med tørre tanniner og lille syresvip. En flot vin med stort potentiale (93/94).

Dow´s Quinta Senhora da Ribeira Vintage 2023: Blend af 43 % Touriga Nacional, 38 % Touriga Franca, 11 %  Sousão og 8 % Alicante Bouschet. Mørk rubin, lilla kant, meget tæt og uigennemsigtig, farver glasset. Lidt lukket og krydret næse med solbær og andre mørke bær, lidt esteva og kærnemælkspræg især på førstedagen. Umiddelbart blød, men snart mere skarp og fyldig i munden med masser af ungdommelig frugt, mørke bær, solbær og kirsebær samt en lille tendens til marmeladepræg, dog i fin balance og med godt med tanniner, lang pebret hale med tørre tanniner (92/93).

Graham´s Quinta dos Malvedos Vintage 2023: Blend af 59 % Touriga Nacional, 19 % Touriga Franca, 16 % Alicante Bouschet og 6 % Sousão. Mørk rubin, lilla kant, uigennemsigtig. Lukket næse især på førstedagen med solbær og andre mørke bær, violer, mørk chokolade, lidt urter som mynte og eukalyptus. Blød i første omgang med solbær, brombær og andre mørke bør samt florale noter, da Touriga Nacional tydeligt træder frem, harmonisk og velbalanceret, krydret, godt med tanniner og tørre tanniner og syrebid i enden. Har brug for tid, men fint potentiale på den mellemlange og måske endog den lange bane (93/94).

Quinta do Vesuvio Vintage 2023: Blend af 53 % Touriga Nacional, 24 % Touriga Franca, 14 % Alicante Bouschet, 6 % Sousão og 3 % Vinha Velhas. Mørk rubin, lilla kant uigennemsigtig. Lidt lukket næse med solbær, brombær, esteva, tørrede krydderurter al a herbes de provence og lavendel samt lidt kaffe og lakridsnoter. Floral og blød i munden men også fyldig med mørke bær og krydderurter, høj syre, fin kompleksitet og godt med bløde tanniner, lang pebret og krydret hale med tørt tanninbid, fint potentiale. Et dejligt glas (94).

Og til slut lidt bemærkninger.

Alle vinene er sådan set fint drikkelige nu, hvis man er til ung vintage med masser af primær frugt, bid og godt med tanniner. Men ingen tvivl om, at de vil udvikle sig til det bedre, hvis man lader dem ligge nogle år.

Som det fremgår er jeg som vanligt lidt mere glad for Dow´s Bomfim end deres Senhora da Ribeira. Kan se, at Richard Mayson har det omvendt, da han giver 19 point til sidstnævnte og 18,5 til Bomfim.

Endelig kan jeg nævne, at som det kan ses af druesammensætningerne, er Symington blandt de producenter, der har skruet op for såvel Sousão som Alicante Bouschet, hvilket giver både højere syre og mere intens farve. Alle vinene var da også meget mørke og uigennemsigtige. Til gengæld er den gamle portvinsdrue Tinta Roriz (alias Tempranillo) helt udfaset i deres Vintage ses bort fra, hvad der måtte være i de gamle blandede vinmarker – de såkaldte Vinhas velhas.

Og for en god ordens skyld her til sidst. De to sidste og endnu ikke smagte udgaver af Vintage 2023 fra Symington Family Estates er Cockburn’s Quinta dos Canais  og Warre’s Quinta da Cavadinha.

Vintage 2023 fra Quinta de la Rosa

 

Anmeldereksemplar tilsendt af producenten

 

Når man som jeg mange gange har kørt fra Pinhão op til Chanceleiros er Quinta de la Rosa velkendt. Den følger lidt oppe ad vejen på venstre side ned mod Douro, hvor bygningerne breder sig over skråningen. Et grundigt besøg har jeg til gode, men det vil nu blive prioriteret. For det første fordi, quintaen faktisk gjorde det ganske godt ved en nylig smagning af Vintage 1995 og 1996 i The Vintage Port Club (læs her), og for det andet fordi deres seneste udgave, Vintage 2023, heller ikke er uinteressant, ligesom de bordvine jeg har smagt ved andre lejligheder har været ganske fine. Og så synes stedet at være smukt og indbydende.

Jeg har tidligere deltaget i en portvinsmiddag på Under Lindetræet i Odense med Sophia Bergqvist, som bestyrer og ejer Quinta de la Rosa – i starten sammen med faderen Tim Bergqvist, men denne gik bort i 2018. Som navnet antyder er anerne svenske, hvilket skyldes giftermålet i 1930 mellem Claire Feuerheerd  og svenske Eric Bergqvist. Claire havde allerede fået quintaen i dåbsgave i 1906. Quintaen var altså oprindeligt ejet af Feuerheerd, som blev etableret af tyske Dietrich Matthias Feuerheerd i 1815. I 1933 blev Feuerheerd solgt til Barros-Almeida, som siden blev opkøbt af Sogevinus (i dag Kopke Group), hvorfra Feuerheerd senere blev videresolgt til den nuværende ejer, Van Zeller Wine Collection. Quinta de la Rosa blev dog holdt uden for disse handler og forblev altså på Claire Feuerheerd og familiens hænder, hvorfor den nu er gået i arv til Sophia.

En årrække var quintaen tæt knyttet til Sandeman, ligesom den har leveret druer til Croft og Delaforce. Men efter lovændringen i 1986 valgte Tim og Sophia at stå på egen ben, og siden 1988 har de lavet vin og portvin på egne druer. Gennem årene er der blevet opkøbt naboejendomme og arealet af vinmarker er blevet udvidet. Den mest berømte vinmark er dog stadig den meget stejle Vale do Inferno, som blev anlagt i 1916, og som lægger navn til en enkeltmarks rødvin.

Bygningerne er også blevet suppleret. Foruden et hotel er der i dag to restauranter på quintaen, Tim´s Terrace med pizza og barbeque og den finere Conzinha da Clara.

Winemaker i mere end 20 år er Jorge Moreira, som i sin tid startede sin karriere hos Real Companhia Velha, og i dag foruden Rosa også har sit eget brand, Quinta do Poeira. Endvidere lægger han M til vinmærket M.O.B. i Dão, hvor de efterfølgende to bogstaver hidrører fra samarbejdspartnerne Francisco Olazabal (Quinta do Vale Meão) og Jorge Borges (Wine & Soul). 

Foruden et bredt udvalg af bordvine produceres der olivenolie. Portvinsporteføljen omfatter hele ruby-serien, en tør hvid portvin, Colheitas samt 10, 20 og 30 års Tawny.

I forbindelse med deklareringen af Vintage 2023, meddelte Quinta de la Rosa, at de var glade for, at der efter nogle meget udfordrede år, nu var lykkes at lave en velbalanceret vin. Efter en våd vinter, hvor vandreservoirerne blev fyldt op, fulgte et godt forår. En usædvanlig varm uge i maj, blev afløst af en relativ kølig og våd juni, og endelig var sommeren – ses bort fra en enkelt uge – køligere end 2022, der var præget af hedebølge. Høsten startede i begyndelsen af september efter et par dage med regn, som friskede druerne op, og de nåede at få plukket det meste – og ikke mindst druerne fra Vinha Grade markerne, som udgør en stor del af deres Vintage-blend – inden regnen igen satte ind.

Winemaker Jorge Moreira udtaler:

 “Coming exclusively from the best vineyards at Quinta de la Rosa with the greatest focus on quality throughout the production process, this Vintage port reflects the character of our terroir - a balanced wine, elegant and full of personality. A pure expression of our Quinta”.

Jeg smagte den tilsendte fadprøve over tre dage, så den fik tid til at åbne sig. På førstedagen blindt sammen med andre udgaver af Vintage 2023.  

Vintage 2023: Mørk rubin, uigennemsigtig, lilla kant. På førstedagen en noget atypisk næse og smag, som var svær af sætte ord på, men havde præg af stikkelsbær. Det ændrede sig efterfølgende til en fin floral og let krydret næse med ribs, solbær, lidt mørk chokolade, grønne krydderurter og esteva. Elegant og floral med fin syre, solbær, lidt stikkelsbær, ikke så massiv, men ok balanceret, halvtør, lang hale med lidt syrebid og tørre tanniner. Fint åben og drikkeklar, men også med mellemlangt potentiale. Performede klart bedst på andendagen (92).

Quinta de la Rosa importeres af Vinslottet.

Læs også om Vintage 2023 fra Ramos Pinto og Churchill´s her.

Vintage portvin fra 1995 og 1996

 

I The Vintage Port Club har vi flere gange rettet fokus mod Vintage 1994. Det er der god grund til, da årgangen regnes som klassisk med mange deklareringer og højt niveau. I 2014 var klubben således vært for en stor smagning af hele 39 forskellige udgaver af den dengang 20 år gamle årgang i anledning af klubbens 25 års jubilæum. Her deltog flere internationale gæster som masterblender Ana Rosas fra Ramos Pinto (fotoet nedenfor). 10 år senere blev årgangen genbesøgt med 13 vine på programmet.

En lille hage ved et stort portvinsår er, at det kan risikere at skygge for årgangene lige før eller efter. Ja, måske kan en klassisk deklarering ligefrem medføre, at det efterfølgende år ikke deklareres, selv om niveauet objektivt set måske er godt nok. Dette skyldes bl.a., at det tidligere var kutyme ud fra kommercielle hensyn, at der ikke kunne deklareres to år i træk. Dette ændrede sig dog med årgang 2016 og 2017.

Det er blevet påstået, at 1995 er et sådant år – altså et år, som kunne have været en klassisk årgang, hvis det ikke lige var for året før. Men både 1995 og det efterfølgende år endte som typiske Single Quinta Vintage år, hvor de fleste store huse ikke lavede klassisk vintage med altså Single Quinta Vintage eller andenvin som tilfældet Fonseca Guimaraens.

Forleden kastede klubben et blik på netop 1995 og 1996 ved en smagning, hvor seks huse blev smagt op mod hinanden i de to årgange sammen med en ekstra vin skænket af et medlem, som havde fødselsdag. Husene var følgende: Dow´s Quinta do Bomfim (billedet), Fonseca Guimaraens, Graham´s Malvedos, Quinta de la Rosa, Quinta do Vesuvio og Taylor´s Quinta da Vargellas. Ses bort fra Quinta de la Rosa alle gamle kendinge, som vi smager ofte. Der var altså tale om tre Single Quinta Vintage fra store huse, der også deklarerer klassisk Vintage som blend fra flere vingårde, to quintaer som kun deklarerer i eget navn og så andenvinen fra Fonseca, der ligesom den klassiske er et blend af druer fra forskellige quintaer. Dertil kom den ekstra flaske, som siden viste sig at være Ramos Pintos klassiske Vintage fra 1995.

Vinene, som var åbnet og dekanteret ca. tre timer før smagningen, blev serveret semiblindt ses bort fra den ekstra portvin, som blev serveret helt blindt. Rækkefølgen var blandet, men sådan at vi skiftevis smagte to fra årgang 95 efterfulgt af to fra årgang 96. For overskueligheden skyld lister jeg dem her parvis og i alfabetisk rækkefølge.

 

Dow´s Quinta do Bomfim Vintage 1995: Mørk rubinrød, tæt. Lidt lukket med modne mørke bær. Mørke bær og krydret i munden, fin hale (90).

Dow´s Quinta do Bomfim Vintage 1996: Mørk rubinrød med lidt lysere kant. Krydret med mørke bær. Solbær og modne bær, lidt vel skarp syre, fint med tanniner og lang hale med syrebid (92).

Fonseca Guimaraens Vintage 1995: Rubinrød, lys kant, ikke så intens i farven. Ekspressiv med jordbær og andre røde bær, let krydret og med florale noter. Måske lidt lav på frugt, hvorved den høje syre dominerede lidt, pebret, lidt til den tørre side, krydret hale med sort peber (92).

Fonseca Guimaraens Vintage 1996: Rubinrød med lysere kant. Fæl duft af prop og derfor uden for bedømmelse. Smagte kort den anden flaske, som virkede ok.

Graham´s Malvedos Vintage 1995: Mørk rubin, tæt. Solbær og brombær i næsen, lidt rustik fremtoning. God fylde i munden med modne bær, lang krydret og pebret hale, lidt til den søde side. Savner lidt elegance (91).

Graham´s Malvedos Vintage 1996: Mørk rubin, tæt og uigennemsigtig. Lidt støvet næse med jordbærgrød og lidt vel kogt frugt. I munden til gengæld lidt lav på frugt, god syre, pebret hale. Mangler spændstighed og skal drikke nu, men der var givet tale om en mindre heldig flaske (89).

Quinta de la Rosa Vintage 1995: Rubinrød med lysere kant, ikke så intens. Modne røde bær og mørke kirsebær, fin i munden, elegant og floral, men ikke så fyldig (92).

Quinta de la Rosa Vintage 1996: Rubinrød med lidt lysere kant og flot skær. Lidt tilbageholdende næse med røde bær, men også solbær. Fin i munden, først blød, men derefter skarpere og mere krydret (92).

Quinta do Vesuvio Vintage 1995: Mørk rubinrød. Mørke bær med krydret bund og krydderurter. Røde bær, florale noter og elegant, lidt tør stil, lang krydret hale. Et dejligt glas med fint potentiale (93).

Quinta do Vesuvio Vintage 1996: Rubinrød med lidt brunlige nuancer. Godt med frugt, modne jordbær og mørke bær. Let modnet, men også lidt kogt frugt, god syre og god balance og pænt med tanniner, stadig med potentiale (92).

Taylor´s Quinta da Vargellas Vintage 1995: Rubinrød med lidt lysere kant. I første omgang diskret i næsen, men den åbnede sig flot med især røde bær og florale noter. Blød i munden til at starte med, hvorefter syren fulgte, godt med frugt og tanniner til et langt liv, tør stil, lang hale med syrebid (93).

Taylor´s Quinta da Vargellas Vintage 1996: Mørk rubin, lys kant, flot skær. Røde bær, men også brombær, en smule tendens til kogt frugt. Fin i munden med moden frugt, høj syre og ganske fin balance og harmoni, pebret hale, fint potentiale (92).

 

Ses bort fra den helt skæve vin og en enkelt, som fremstod mindre heldigt, var det altså et tæt felt, uden de store udsving og dermed også uden helt at imponere. Men nogle af vinene fremstod ganske fine og dejlige, lige som flere havde pænt potentiale for at udvikle sig videre.

Det andet bord havde også et par mindre heldige flasker, hvilket spillede ind på det samlede bedømmelse af Fonseca Guimaraens 1995 og Dow´s Quinta do Bomfim 1996. Den samlede afstemning førte til følgende Top 5:

1. Quinta do Vesuvio Vintage 1995
2. Graham´s Malvedos Vintage 1995
3. Quinta de la Rosa Vintage 1995
4. Taylor´s Quinta da Vargellas Vintage 1995
5. Dow´s Quinta do Bomfim Vintage 1995

Som det ses af afstemningen var det altså en klar sejr til årgang 1995. Min to favoritter var da også begge fra 1995, mens jeg for Bonfims vedkommende foretrak 96 frem for 95. Og endelig vil jeg sige, at den mere sjældent smagte Quinta de la Rosa faktisk klarede sig udmærket. Apropos har jeg lige modtaget deres nye Vintage 2023, som jeg glæder mig til at teste snarligt.

At 1995 klarede sig bedst er som nævnt indledningsvist måske ikke så overraskende. Ser man på ratings i portvinslitteraturen nævner Henrik Oldenburg netop, at nogle producenter regner 1995 for lige så vellykket som 1994, mens kvaliteten i 1996 beskrives som ujævn, ligesom han giver 1995 et længere liv end 1996. Axel Probst giver fire ud af fem stjerner til 1995, men kun to til 1996, som kaldes lette portvine med kort fremtid. Richard Mayson tildeler begge årgange tre ud af fem stjerner, men nævner også, at der er store variation alt efter beliggenhed og plukketidspunkt.

Og hvad så med den ekstra flaske Ramos Pinto Vintage 1995? Her tog jeg ikke udførlige noter, da jeg regnede den uden for nummer. Men den var dog meget mørk og med lidt lilla kant, hvorfor jeg umiddelbart skød den til at være yngre. Der var masser af frugt og lidt mørk chokolade, stadig ungdommelig og med tørre tanniner til et langt liv. Og så forlød det i øvrigt, at de afgivne point til ekstraflasken ville have givet den en topplacering som aftenens bedste vin. Så jo, der kunne deklareres klassisk Vintage i 1995.