Ved en
større blindsmagning er det spændende øjeblik altid, når identiteten på de
smagte vine afsløres. Ved Essencia do Vinhos Top 10 smagning i Porto foregår
det på to måder. Poserne, der skjuler vinene tages af, så flaskerne bliver
synlige og etiketterne kan studeres. Samtidig udleveres et stykke papir med
navne, producentoplysninger og region – ja sågar vejledende pris – på samtlige
vine. Derefter kan man så gå i gang med at sammenligne med egen pointgivning og
evaluere. Hvilke vine gav man højeste score? Hvordan vurderede man vine, som
man eller har en forkærlighed for? Var der nogen store overraskelser? Eller var
der modsat vine, der skuffede?
Ved årets
udgave af ”Top 10 Vinhos Portugueses”, hvor jeg gennem flere år har været en
del af juryen, smagte vi over nogle timer 65 vine blindt fordelt på 25
hvidvine, 3 rosévine, 23 rødvine og 14 hedvine heraf syv portvine. Det kan med
det samme bemærkes, at der i år var flere hvidvine end rødvine i konkurrencen,
hvilket mig bekendt er første gang og vidner om den store kvalitetsmæssige fremgang,
portugisisk hvidvin har været gennem de senere år.
Smagningen fandt
traditionen tro sted i det flotte arabiske rum i Palácio
da Bolsa, som dannede ramme for hele festivalen.
Alle vinene var valgt som årets mest spændende af vinbladet Revista de Vinhos smagepanel – givet med en lille skæven til typer og geografi. Årets smagepanel bestod af 60 vinskribenter, importører, vinhandlere og sommeliers fra 14 forskellige lande; Portugal, Brasilien, Spanien, USA, Italien, Japan, Litauen, Mexico, Holland, Polen, Storbritannien, Schweiz, Ukraine og mig selv fra Danmark.
Da der ikke
er tid til at tage noter, vil jeg her kun bringe enkelte kommentarer til nogle
af vindervinene samt udvalgte andre vine. Der er generelt tale om topvine, og
ingen blev vurderet under 92 point. Men da der er tale om en hurtig
blindsmagning med de usikkerhedsmomenter, det kan give, vil jeg ikke
offentliggøre min konkrete pointgivning.
Men først resultatet. Der blev i sagens natur givet 10 priser: Til de
bedste tre hvid- og rødvine, den bedste rosé og de bedste tre hedvine. Her er
vinderne:
Hvidvine
- Pai Chão Grande Reserva 2022 (Regional Alentejano)
- Quinta de San Michel A Névoa de Janas 2020 (Regional Lisboa)
- Crosta Calcária dos Profetas 2023 (DOP Madeirense)
Rosé
- Costa Boal Homenagem by António Boal Reserva 2023 (Douro)
Rødvine
- Domingos Alves de Sousa Reserva Pessoal 2015 (Douro)
- Casa da Passarella Villa Oliveira Vinha Centenária Pai d´Aviz 2018 (Dão)
- Casa da Atela Anabela Grande Reserva 2019 (Tejo)
Hedvine
- José Maria da Fonseca Moscatel de Setúbal Superior 1924 (Moscatel de Setúbal)
- Barbeito O Americano Malvasia 50 Anos (Vinho Madeira)
- Menin Porto Branco 50 Anos (Vinho do Porto)
Som det kan
ses, er der en rimelig bredde rent regionsmæssigt. Alentejo, Dão og Douro er
sammen med den denne gang fraværende Vinho Verde ofte blandt vinderne, ligesom
de er rigt repræsenteret blandt de 65 vine. Lisboa og Tejo er regioner, hvor
der er sket en stor udvikling de seneste 10-20 år. Men så dukker der en hvidvin
op fra Madeira – nærmere bestemt fra den mindre ø Porto Santo. Producenten
Profetas e Vallões er et samarbejde mellem den Madeira-baserede restauratør
Nuno Faria og den udmærkede winemaker António Macanita, som også har markeret
sig med vine fra Azorerne foruden Douro og Alentejo. Et meget spændende
projekt, som så at sige genopfinder vinproduktion fra Porto Santo og samtidig
er med til skubbe til den igangværende udvikling på vinområdet på Madeira, der
ellers er mest kendt for sine hedvine. Endnu en udmærket 50 års Madeira fra
Barbeito fik da også andenpladsen blandt hedvinene.
Apropos
hedvine blev priserne fordelt mellem de tre ”store” portugisiske hedvine. De
tre vindere var også nogle af dem, jeg gav højeste score, men jeg var også
gavmild over for de tre deltagende Vintage 2022 fra henholdsvis Niepoort,
Capela da Quinta do Vesúvio og Taylor´s Quinta de Vargellas. Alle tre udmærkede
eksempler på, at der også laves fremragende Vintage i ikke-klassiske år (læs
noter på min blog under etiketten Vintage 2022). Det samme gjaldt den
forholdsvis nye 50 års Tawny fra Graham´s, en Very Very Old Tawny fra Kopke og
hedvinen Czar fra Pico på Azorerne – et fint bevis på, at der også laves flot
hedvin andre steder end på Madeira, Setúbal-halvøen og i Douro. Det lille
vinområde Carcavelos i Lissabon var således repræsenteret i smagningen med to
vine. Det område vil jeg senere i år skrive en artikel om til Din Vinguide.
Bemærkelsesværdigt
er det også, at Alves de Sousa for andet år i træk fik førstepladsen i
rødvinskategorien. Sidste år (læs her) var det med det særlige blend Alves de
Sousa Memórias, som var en hyldest til Domingos Alves de Sousa, som havde 30
års jubilæum som vinproducent. I år gjaldt det Reserva Pessoa 2015 – en vin,
der kun produceres i særlige år. Dette er samtidig også en stor anerkendelse af
winemaker Tiago Alves de Sousa, der nyligt er blevet hyldet af The Drink
Business som værende blandt deres Master Winemaker Top 100.
Det er i det
hele taget en stor hæder at opnå priser i rødvinskategorien, når man tænker på,
at alle deltagende vine er fremragende topvine. Lad mig blot namedroppe nogle
af de andre deltagende vine fra huse, som jeg selv har en forkærlighed for: Quinta
do Manoella Vinha Alecrim fra Wine & Soul, Quinta das Bágeiras Pai Abel,
Enxarrama Grande Reserva fra Fita Preta (igen António Macanita), Quinta do
Crasto Vinha da Ponte, Quinta dos Carvalhais Único, Quinta da Leda og Quinta do
Monte Xixto fra João Nicolau de Almeida & Filhos. Nogle af disse vine har
dog brug for en del år at modnes i, hvilket betyder, at de kan have det svært i
sådan en konkurrence.
Foruden Top
10 smagningen deltog jeg i et par særlige smagninger, ligesom jeg fik lidt tid
til at gå rundt og smage ved de mange stande. De to masterclasses var med
henholdsvis Quinta do Vale Meão (Douro) og Susana Esteban (Alentejo). Dem
vender jeg tilbage til i næste opslag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar