Portugal rundt – Portugisisk vinsmagning 2

Den store Wines of Portugal smagning I København sidst i november var tvedelt. Først var branchefolk inviteret til et seminar med udvalgte vine, dernæst fulgte en åben smagning med 26 producenter, hvoraf flere i øvrigt repræsenterede flere brands. De fleste af Portugals vinregioner var repræsenteret – fra Vinho Verde i nord til Algarve i syd, fra kystområder som Bairrada og Lisboa til Alentejo og Dão, fra fastlandet til Azorerne, men dog ikke Madeira. Så der var altså god mulighed for de mange gæster at komme vinlandet Portugal rundt.

Jeg smagte vine fra en del forskellige producenter og regioner. Da en sådan åben smagning ikke er til det store noteskriveri, vil jeg her kun fremhæve en enkelt producent uden dansk distribution og kort opremse andre smagte vine.

FamíliaCarvalho Martins var et nyt spændende bekendtskab fra Douro – og det i den nye stil, som vinder mere og mere frem, nemlig mere elegante og lette vine med mere primær frugt og friskhed end tyngde og fad. Familien har drevet Quinta Vale do Olmo ved Mêda i Douro Superior gennem fire generationer, men har først i nyere tid produceret vin i eget navn. Dette sker under to forskellige brands: Golpo og Pacto.

Jeg smagte følgende vine:

Golpo Branco 2020: Blend af Rabigato, Viosinho og Gouveio. Frisk og mineralsk med citrus og grape, fin syre og struktur.

Gople Reserva Branco 2019: Blend af Viosinho, Rabigato og Gouveio vinificeret sammen og lagret på fransk ege med bærmen. Gulgrøn, forholdsvis dyb, dejlig aromatisk med citrus og mineralitet, flot struktur med meget diskrete fadnoter.

Golpe Single Vineyard Rosé 2018: Free run rosé på Touriga Nacional og Tinto Cão fermerentet på stål og delvist lagret på tre måneder på fad. Flot laksefarvet, frisk frugt og god balance.

Golpe Tinto 2018: Blend af Touriga Nacional, Tinta Roriz og Touriga Franca, delvist lagret på fransk eg i 18 måneder. Rubinrød. Frisk frugt, mineralsk og elegant med bløde tanniner.

Golpe Reserva Tinto 2018: Blend af Touriga Nacional, Tinta Roriz, Touriga Franca og Tinto Cão fra mere end 25 år gammel vinmark, delvist lagret på fad i 24 måneder. Mørk rubin. Frisk og elegant med røde bær og krydderurter, flot balanceret, fint potentiale.

Pacto Field Blend Branco 2019: Blend af Rabigato, Viosinho og Gouveio. Gulgrøn. Citrus og grape, fin struktur, mineralsk, friskt syrebid i halen.

Pacto Unoaked 2017: Blend af Touriga Nacional, Tinta Roriz og Touriga Franca fra mere end 25 år gammel vinmark. Rubinrød. Lidt diskret næse med røde bær, elegant med markante tanniner, lidt vel hård lige nu.

Pacto Palhete 2018: Blend af grønne og blå druer herunder Touriga Nacional og Tinto Cão. Frisk næse med kirsebær og andre røde bær, høj syre.

António MaçanitaWinemaker var repræsenteret med sine vine fra såvel Azorerne som Alentejo og Douro. Fælles er, at han laver fremragende og spændende vine. Jeg smagte tre topvine fra Azorerne fra serien Criação Velha baseret på gamle druesorter (hovedsageligt Arinto dos Açores) fra vulkansk jord på øen Pico: Vinha Centenária 2019, Canada do Monte 2018 og Vinha dos Utras 2019. Alle med stor kompleksitet med god fylde og flot mineralitet, let røgede toner og saltet finale. Endvidere smagte jeg fra Fita Preta i Alentejo den ligeledes glimrende Preta 2018 – et særligt blend af Alicante Bouschet (53 %), Aragonez (35 %), Baga (8 %) og Trincadeira (4 %).

Hos AdegaPonte da Barca i Vinho Verde smage jeg såvel deres entry level blend af Arinto, Alvarinho, Loureiro og Trajadura, klassisk let perlende Vinho Verde. Endvidere smagte jeg to premium vine, en fin, floral og stringent Loureiro og et blend af Alvarinho og Loureiro. Alle vine fra 2020.

Abegoaria repræsenterer producenter i mange regioner. Jeg smagte bl.a. et par rødvinsblend fra 2018, først Encostas de Lisboa Reserva (Aragonez, Castelão og Touriga Nacional) fra Lisboa og dernæst Conveto de Marialva (Touriga Nacional, Touriga Franca, Rufete og Tinta Roriz) fra Beiras – en region, som det er værd at holde øje med.

Hos Sogevinus smagte jeg to enkeltdruevine på henholdsvis Donzelinho og Alicante Bouchet fra Quinta da Boavista (omtalt i min post om quintaen her) samt et dejlig glas Kopke Colheita 1978.

Næste stop var Agri-Roncão, selskabet bag portvinsbranded DR, hvor jeg smagte en hvidvin, DR Douro Colheita 2020 (blend af Rabigato, Malvasia Fina, Viosinho og Cercial), en udmærket, men også lidt rustik DR Reserva Touriga Nacional 2017 samt et tæt og komplekst blend af Touriga Nacional og Touriga Franca i form af Quinta da Levandeira do Roncão Grande Reserva 2007, som stadig virkede meget ungdommelig og med stort potentiale.

Hos Alves deSousa, som laver fremragende bordvin og ganske udmærkede portvin, fik jeg hilst på winemaker Tiago Alves de Sousa, som jeg tidligere har besøgt i Douro, og smagt deres udmærkede hvidvin fra hovedvingården, Branco da Gaivosa 2020. Frisk, fyldig og kompleks.

Gigantiske CasaErmelinda Freitas var repræsenteret med vine fra såvel Vinho Verde og Douro som hjemregionen Península de Setúbal, hvor de både laver enkeltdruevine, blends og selvfølgelig Moscatel-vin. Da jeg nyligt har gennemsmagt en del af porteføljen (læs mit portræt og mine noter her) valgte jeg at smage et par vine, jeg ikke havde prøvet før. Sandstone Shiraz 2020, som var lidt af en frugtfyldig marmeladevine i australsk stil og den mere komplekse Vinhas de Canivães fra Douro – et klassisk Douro-blend af Touriga Nacional, Touriga Franca og Tinta Roriz.

Hos den ligeledes store producent Casa Santos Lima smagte jeg en vin fra Lisboa og en fra Algarve. Den første, Opaco 2017 var et dejligt aromatisk og komplekst blend med moden frugt og krydderier på Sousão og Alicante Bouschet, mens Boca Mar 2020 fint viste, at Algarve er på vej frem vinmæssigt – og ikke kun til fornøjelse for de mange turister.

J. PortugalRamos Family Estates producerer ligeledes i flere regioner og ikke kun i hjemregionen Alentejo. Jeg valgte at smage et par af deres udmærkede Douro-vine fra Dourom i form af et hvidt og rødt blend fra henholdsvis 2020 og 2018 – begge under navnet Dourom Colheita. Begge udmærkede repræsentanter fra regionen.

Parras Wines var ligeledes til stede med vine fra flere regioner, men da jeg nyligt har gennemsmagt vinene fra Quinta do Gradil tillod jeg mig at springe over denne gang. I stedet gik turen endnu en gang til Setúbal, hvor jeg smagte såvel rødvine som Moscatel fra Sivipa Sociedade Vinícola de Palmela. Serra Mãe 2018 var en for regionen typisk enkeltdruevin på Castelão, mens Terras do Sado Syrah 2019 repræsenterede de internationale sorter, som også er fremherskende i regionen. Hvad Moscatel angår smage jeg såvel deres entrylevel vin Sivipa Moscatel Setúbal og deres meget lækre 10 års Sivipa Moscatel Superior.

Den store koncern Sogrape var også til stede med såvel bordvin fra forskellige regioner som portvin fra Sandeman. Jeg smagte den altid fremragende Dourovin, Casa Ferreirinha Quinta da Leda – en vingård jeg besøgte for et par år siden sammen med winemaker Luis Sottomayor. Derefter smagte jeg de to glimrende vine fra Dão, den dejlige hvide Quinta dos Carvalhais Encruzado 2019 og et blend på Touriga Nacional, Alfrocheiro og Tinta Roriz, Carvalhais Mélange à 3. Endelig sluttede jeg af med den altid glimrende 20 års Tawny fra Sandeman.

En verden af diversitet – Portugisisk vinsmagning 1

A world of difference. Sådan lød overskriften for den smagning, Portugals brancheorganisation på vinområdet, Wines of Portugal, havde inviteret til forleden i Langelinie Pavillonen i København.

En verden af diversitet er lige netop, hvad Portugal byder på som vinland, og det samme gjaldt såvel et særligt seminar for branchefolk som den åbne smagning med en lang række vine fra 26 forskellige producenter. Diversitet hvad angår druesorter, terroir, klimaindflydelse og vinificering. Fra lette vine fra Vinho Verde og hvidvine fra andre regioner over rødvine med eller uden fadpræg til søde portvine og moscatelvine. Fra små nye spændende producenter over etablerede familieforetagende til de store koncerner som Sogrape og Sogevinus.

Det var anden gang Wines of Portugal inviterede til en sådan vinmesse som et led i deres fireårige satsning i Danmark. Første smagning blev afholdt i oktober 2019 (læs her), hvorefter desværre fulgte corona-nedlukning, som dog tillod afholdelse af enkelte mindre arrangementer og smagninger, men altså først nu igen i større format.

Jeg deltog i såvel seminar, hvor vi blev guidet igennem 10 vine af Thomas Ilkjær, samt den efterfølgende åbne smagning, hvor jeg lavede et par enkelte lidt grundigere nedslag og ellers lystssmagte rundt omkring uden den store notetagning. Mere herom følger i et senere indlæg her på bloggen.

Thomas Ilkjær indledte seminaret med at fortælle lidt generelt om Portugal som vinland og satte under smagningen fokus på de forskellige regioner, som vinene fra hentet fra. Følgende vine blev smagt:

Soalheiro Granit 2020 (Vinho Verde): 100 % Alvarinho fra højere beliggende granitjord. Grøngul, lys, klar. Grønne æbler, lidt eksotisk frugt i bunden, mineralitet. Frisk med god mundfylde, fin frugt og syre, æbler, citrus, mineralsk og lidt saltet slutning (92).

Quinta do Gradil Arinto 2019 (Lisboa): Gulgrøn. Æbler, citrus, grape og passionsfrugt. Frisk og fyldig med pære, citrus og vegetale noter, mineralsk, høj syre, god balance, grape i halen (91).

Quinta dos Carvalhais Encruzado 2019 (Dão): Meget lys grøngul med grønt skær. Frisk, men lidt diskret næse med pære og blomster. Dejlig i munden med æbler, lidt eksotisk frugt og banan fra fad, fin kompleksitet, god balance og lang hale (92).

Lua Cheia em Vinhas Velhas Branco 2019 (Douro): Lys, transparent. Diskret næse med æbler og grønne noter. Kompleks i munden med god frugt og fin syre (89).

Casa Santos Lima Azulejo Tinto 2019 (Lisboa): Blend af Castelão, Tinta Roriz og Pinot Noir. Rubinrød med rød kant. Frisk næse med frisk frugt, kirsebær og rød bær samt lidt røgede noter. Frisk i munden, god frugt og bløde tanniner, behersket fadpræg. Fin og ukompliceret (87).

Casa Relvas Herdade de S. Miguel Escolha dos Enólogos Tinto 2019 (Alentejo): Blend af Touriga Franca, Touriga Nacional, Alicante Bouschet m.fl., 9 måneder på fad. Mørk rubin med lys lilla kant. Blåbær og andre mørke bær. Kraftig og fyldig i munden, krydret, diskret fadpræg og bløde tanniner (92).

Conde Vimioso Sommelier Edition 2018 (Tejo): Blend af Aragonês, Cabernet Sauvignon, Petit Verdot og Syrah. Rubinrød, 12 måneder på fad. Let parfumeret næse med røde bær og fadnoter. Fyldig i munden med moden frugt, fint balanceret med bløde tanniner. Fin ligefrem madvin (89).

Três Bagos Tinto reserva 2018 (Douro): Blend af 40 % Tinta Roriz, 35 % Touriga Franca og 25 % Touriga Nacional. Mørk rubin. Solbær, brombær og florale noter. Frisk frugt i munden, elegant (90).

Quinta da Devesa Tinto Superior Touriga Nacional 2017: Lagret 12 måneder på fad og 12 måneder på flaske. Rubinrød, lys lilla kant. Frisk og floral med røde bær, men også lidt underliggende balsamico fra fadet. Kraftig i munden med god frugt, modne bær og florale noter, flot høj syre, kraftige men bløde tanniner og en lang hale med tørre tanniner. Fint potentiale (92).

Casa Ermelinda Freitas Moscatel Roxo Superior 2010: Lagret 6 år på fad. Ravgul med orange kant. Dejlig duft af nødder, honning og abrikosmarmelade. Tørrede frugter og lidt karamel, fin kompleksitet, lang hale. Et fint glas (92).

Lidt noter og tanker fra den efterfølgende åbne smagning følger snarest.

A wonderful Kingdom – nyt filmisk portræt af Douro

 

Der er efterhånden kommet flere dokumentarfilm om Douro og portvin – og tak for det. I 2012 gjaldt det Zev Robinsons ”Life on the Douro” og i 2016 fulgte David Kennards fremragende “A Year in Port” for at nævne to af de mest markante. I år gælder det så ”A wonderful Kingdom” af Carlos Carneiro, som ikke så meget fokuserer på portvinsbranchen, men mere på landskabet og ikke mindst høstarbejdernes virke i marken og i kælderen.

”Beyond Marão, those who rule are those who are there”, lyder det indledningsvis med et citat lige inden de første smukke billeder toner frem af broerne ved Regua ved solopgang fulgt af en panorering under broerne og op i Douro. Således ankommer vi til titlens vidunderlige, men isolerede kongedømme, som vækkes til live hvert år under høsten.

Gennem fire kapitler med overskrifterne ”Everybody is in charge”, ”Hot Land, Cold Land”, “Bottled Sunlight” og “Son of Tras-os-Montes” følger vi arbejdet fra plukning af druerne i marken, transporten til quintaen, sortering, fodtrædning i lagaren, gæring og arbejdet med fadene og kvaset samt flytning af fade. Skridt for skridt og uden nærmere forklaring. Instruktøren forklarer:

”For det første ville jeg gerne vise Douro fra sin bedste side under høsten – et magisk sted. Men så ønskede jeg også at zoome ind på befolkningen, de såkaldte ”transmontanos”, og gøre dem til heltene frem for dem, der normalt får al opmærksomheden så som vinproducenterne. På den måde ville jeg gerne lidt bag scenen og vise den arbejdsproces, det er at fremstille portvin og Douro-vin,” siger Carlos Carneiro og fortsætter:

”Det er et kærlighedsbrev – en ode til Transmontano.”

Filmen er på en gang en dokumentarfilm, men samtidig også et billeddigt baseret på den portugisiske forfatter Miguel Torgas prosa af samme navn, ”Um Reino Maravilhoso”, der som det meste af Torgas produktion er en hyldest til det barske landskab i Trás-os-Montes – landet bag bjergene og ikke mindst dets indbyggere. Det gælder f.eks. den for portvinsentusiaster meget interessante roman ”A Vindima” (oversat til engelsk som Grape Harvest), der udspiller sig i 1945 under høsten på Quinta da Cavadinha og klart kan anbefales.

”Under min research læste jeg ”A Vindima”. Men så faldt jeg over hans bog ”Portugal” fra 1950, som er et poetisk portræt af landet, der viser arbejderklassens hårde arbejde og svære forhold under diktaturet. Hver region har sit kapitel, og det om Trás-os-Montes, ”A Wonderful Kingdom”, ramte mig virkelig. En utrolig beskrivelse af regionen og dets indbyggere, som jeg vidste, at jeg aldrig kunne overgå. Så i stedet for en fortæller, som giver alle mulige facts om Douro, valgte jeg Torgas poetiske beskrivelse af regionen,” fortæller Carlos Carneiro.

Miguel Torgas tekst er oversat til engelsk og selveste Malcolm MacDowell, som de fleste sikkert husker i rollen som Alex i Stanley Kubricks ”A Clockwork Orange”, lægger stemme til. Fortællestemmen, hvis udtale af portugisiske stednavne godt kunne trænge til en opstramning, dukker op med mellemrum, ligesom teksten trods sine poetiske kvaliteter også med mellemrum virker lidt malplaceret, som da den remser hvide druesorter op, men vi ser røde druer. Derudover udgøres lydsiden kun af lidt stemningsskabende underlægningsmusik, reallyde og small talk mellem arbejderne i marken eller i kældrene – inklusiv deres umiddelbare kommentarer om kameraets tilstedeværelse. Men her er altså netop ingen såkaldte ”talking heads”, der forklarer og fortæller om, hvad der foregår.

Det er derfor ikke en film, man bliver klogere på portvin af at se. Det er mere tale om formidling af en stemning og en poetisk hyldest til befolkningen, arbejdet og landskabet. Douro præsenteres som en mytisk land – et kongedømme af skønhed, hvor klipperne taler. Og som et sted, hvor der slides i mark og kælder.  

Stederne og quintaerne bliver ikke navngivet, men enkelte som Niepoorts Vale de Mendiz og Quinta de Nápoles samt Churchill´s Quinta da Gricha er dog genkendelige.  Derudover oplyser instruktøren, at der er optagelser fra Quinta das Amendoeiras og Quinta Maria Izabel.

Den en time og 20 minutter lange film er flot, men kræver tålmodighed. Den fortælles i et meget langsomt tempo med lange passager kun med lyde og billeder. Køreture mellem vinstokkene, lange vandreture mellem fadene i kælderen, vand der løber, druer der sorteres og fødder der farves røde af druesaft. Ind i mellem benyttes ovenikøbet optagelser i slowmotion, hvilket sænker tempoet yderligere.

 

Læs mere om filmen og om, hvordan du kan se den, her.

Stillfotos er fra filmen.

Quinta da Boavista – baronens gamle vingård

Der findes store og små quintaer i Douro-dalen. Der findes gamle og nye. Og så findes der legendariske quintaer, som har sat deres aftryk i portvinshistorien.

Blandt de sidste er Quinta da Boavista, som ligger tæt ved flodbredden i Cima Corgo ikke så langt fra Pinhão – nærmere bestemt lige nedenfor Chanceleiros for de stedkendte. Men hvorfor er den så legendarisk? For det første er den uhyre flot beliggende helt i bunden af en lille dal med markerne spredt rundt op ad skråningerne lidt som i et amfiteater. For det andet har den en historik, hvor især tilknytningen til Baron Forrester er afgørende.

Joseph James Forrester blev født i Hull i England i 1809 og ankom til Portugal i 1831 for at indgå i sin onkels portvinsfirma, Offley Forrester. Han forelskede sig snart i landet og i Douro, som han udforskede og brugte som motiver til sine tegninger, malerier og fotografier. Og så var han blandt de få englændere på det tidspunkt, der lærte sig portugisisk.

Selv om Quinta da Boavista først blev købt af Offley Forrester i 1866 – fem år efter baronen led druknedøden i Dourofloden – boede han der, når han opholdt sig i Douro. Quintaen var den gang ejet af Barão de Viamonte, men udlejet til Offley Forrester, og Joseph James Forrester anså den som sit hjem. Som han f.eks. skriver i et brev til sine børn i 1853: ”I shall proceed up to the Douro and visit my new property”.

På den ene side er det lidt paradoksalt, at Forrester er blevet så kendt en skikkelse i portvinshistorien. For han var faktisk en stor modstander af at tilsætte druesprit, da han mente, at vinen fra Douro sagtens kunne levere god kvalitet uden, hvilket er en af pointerne i hans afhandling ”One or two words about Port Wine” fra 1844. Med det in mente er det egentligt fortjent, at hans gamle vingård nu producerer Douro-vin af høj kvalitet.

På den anden side har han haft stor betydning både i kraft af sin ansættelse i Offley Forrester og sine studier af landskab, marker, druesorter og sygdomme samt ikke mindst sin nøje opmåling og registrering af Douro-floden, hvilket resulterede i det berømte og meget nøjagtige kort over floden og vingårdene. Det var da også på grund af sine skriverier, sine tegninger, malerier og sin kortlægning, at han i 1855 blev udnævnt til Baron.

I 1924 forlod den sidste Forrester portvinsfirmaet, og Quinta da Boavista blev solgt. Herefter fulgte en tid med mange ejerskaber. I 1962 købte Sandeman Offley Forrester, men det lykkedes dem først at købe Boavista tilbage i 1979. I 2012 under Sograpes ejerskab blev den med tiden ret forfaldne quinta solgt fra igen og overtaget af Lima Smith – et samarbejde mellem den engelske journalist Tony Smith og den brasilianske forretningsmand Marcelo Lima, som også ejer Quinta da Covela i Vinho Verde. De nye ejere påbegyndte et større renoveringsarbejde af såvel marker som bygninger især med henblik på produktion af bordvin. Seneste ejerskifte fandt så sted i 2020, hvor Sogevinus købte ejendommen af Lima Smith.

Quinta da Boavista leverede i en årrække hovedandelen af druerne til Offleys Vintage portvin, hvorfor disse også ofte ses med påskriften Boa Vista. Men der står vel at mærke ikke Quinta da Boavista, så der er rent faktisk ikke tale om en egentlig Single Quinta Vintage, men et brand, da der også har været benyttet indkøbte druer.

I efterårsferien var jeg inviteret til frokost på Quinta da Boavista af winemaker Carla Tiago og Ana Pereira fra Sogevinus, som jeg begge har kendt gennem mange år. Carla fortalte lidt om deres planer for ejendommen. Erhvervelsen af Boavista kan ses som et led i selskabets øgede profilering på bordvinsområdet. I første omgang er det derfor også udelukkende målet at fortsætte det arbejde den forrige ejer har igangsat og dermed fremstille fremragende og elegante rødvine – såvel enkeltdruevine som blends og enkeltmarksvine fra de gamle blandede vinmarker, Vinhas Velhas. På sigt vil hun ikke udelukke muligheden for også at prøve kræfter med Vintage portvin, men det indgår ikke i de aktuelle planer. De druer, som ikke bliver brugt til bordvin, indgår dog i den samlede forsyning til koncernen og derfor givet også i diverse portvinsblend.

Quintaen har 36 hektar vinmarker samt en del oliventræer. Særligt et par gamle vinmarker med blandede sorter, Vinha do Oratório og Vinha do Ujo, udmærker sig for deres høje kvalitet, hvorfor de også har givet navn til et par flotte enkeltmarksvine.

Under besøget besøgte vi også den gamle adega med flere store lagares, som pt. Ikke bliver benyttet, da vinificering foregår på Sogevinus store ejendom på den anden side af floden, Quinta de S. Luiz. Men Carla Tiago fortalte, at hun da godt kunne tænke sig at få istandsat adegaen. På vejen viste hun også en lille stejl vej med rustik stenbelægning ned mod floden. Den blev i gamle dage brugt til at rulle fadene ned til floden, så de kunne blive sejlet ned til Porto med de traditionelle barcos rabelos. Derfor var der også ”stopklodser” anbragt med mellemrum på vejen.

Under frokosten blev følgende vine smagt:

Boa-Vista Touriga Nacional 2017: Rubinrød. Lækker indbydende næse med florale noter, violer og lidt krydderurt. Frisk, blød og intens i munden, elegant og med meget bløde tanniner.

Boa-Vista Reserva 2017: Blend af 25 % Touriga Nacional, 25 % Touriga Franca, 25 % Tinta Cão og 25 % Vinhas Velhas. Mørk rubin, dyb. Mørke bær og krydret næse. Mere muskuløs med mærke bær, kraftige med fint integrerede tanniner, har brug for modspil, stort potentiale.

Boa-Vista Vinha do Oratoria 2017: 100 % Vinhas Velhas med mere end 25 forskellige sorter og 80 år gamle stokke, fra to hektar østvendt vinmark placeret i 80-175 meters højde. Rubinrød. Ikke så ekspressiv i næsen med røde bær og florale noter. Uhyre spændende i munden, elegant og kompleks, let krydret og samtidig frisk. En stor vin med flere lag.

Jeg har efterfølgende ved Wines of Portugal smagningen i København sidst i oktober smagt endnu et par udmærkede vine fra Quinta da Boavista:

Boa-Vista Donzelinho 2017: Let parfumeret i næsen, fint med frugt og florale noter, høj syre og pænt med tanniner.

Boa-Vista Alicante Bouschet 2017: Meget elegant, når man tænker på druen, på en gang fyldig, flot og delikat.

Som en lille overraskelse sluttede besøget på Boavista med, at vi smagte to fadprøver på kommende 50 års vine Kopke. Portvinsinstituttet, IVDP, har besluttet at indføre 50 års hvid portvin og 50 års Tawny som nye kategorier sammen med ”very very old tawny” for vine over 80 år. Beslutningen er taget, men der har endnu ikke fundet nogen godkendelse af vine sted, selv om producenter som Kopke altså er klar med deres bud. Da jeg samtidig fik et par fadprøve på de to vine med hjem, følger noter herom i et kommende indlæg.

 

Vinene fra Quinta da Boavista importeres af vinho.dk

Fonseca Guimaraens gennem fem årtier

Fonseca hører afgjort til i første division, når vi taler Vintage portvin. Husets historie går tilbage til begyndelsen af 1800-tallet, og den første Vintage er ifølge dem selv registreret som værende fra 1840. J.D.A. Wiseman nævner dog i sin bog ”Port Vintages”, at også årene 1817, 1821 og 1834 blev produceret. I 1931 fik den en lillebror i form af Fonseca Guimaraens – en Vintage portvin, som er lidt lettere i stilen, modnes hurtigere og samtidig også lidt mere tilgængelig prismæssigt.

Fonseca Guimaraens bliver jævnligt fejlagtigt benævnt som værende en Single Quinta Vintage (SQV), men det er en misforståelse. Den er ikke og har aldrig været en SQV. Definitionen er sådan set ret enkel og gælder såvel almindelig vin som portvin. Hvis vingårdens navn skal anføres på etiketten, må der kun bruges druer fra den selvsamme quinta og altså hverken indkøbte druer eller druer fra andre af selskabets vingårde og marker.

For det første findes der ingen vingård, som hedder Guimaraens – navnet er hentet fra familien, der i generationer har stået i spidsen for Fonseca og afløst hinanden som winemakere. For det andet kommer druerne i dag fra de samme tre quintaer, som leverer druer til den klassiske Fonseca, nemlig Quinta de Santo António, Quinta do Cruzeiro og Quinta do Panascal. Heraf lægger sidstnævnte navn til en SQV, ligesom der faktisk også er produceret SQV Fonseca Guimaraens fra Quinta do Cruzeiro i et par årgange – senest i 1982.

Quinta do Panascal

Baggrunden for etableringen af brandet var et ønske om at kunne tilbyde en lidt lettere og hurtigere modnende Vintage Port med noget af den samme karakter som den klassiske Fonseca. De første år blev Fonseca og Fonseca Guimaraens produceret parallelt – akkurat som de såkaldte andenvine fra Bordeaux – men da 30´erne blev til 40´erne begyndte man i stedet at lave Guimaraens i de år, hvor der ikke blev udsendt en klassisk deklareret Vintage fra Fonseca, dog med enkelte undtagelser, hvor ingen af dem bliver deklareret. Med andre ord vurderer winemakeren, hvilket i dag vil sige David Guimaraens, om materialet vil kunne levere langtidsholdbare og meget potente vine eller ej, hvorefter de bestemmer, om der skal udsendes den ene eller anden, måske en SQV fra Panascal eller måske kun LBV som senest i 2014. Selv om Fonseca og Fonseca Guimaraens således ikke længere udsendes i samme år, er det dog ikke helt galt fortsat at kalde sidstnævnte for en slags andenvin.

Sammen med David Guimaraens på Fonsecas båd ved regatta i september 2018

Forleden var der i The Vintage Port Club smagning af Fonseca Guimaraens i 12 årgange spændende fra 1967 til 2001. Her følger først mine noter og derefter lidt refleksioner og konklusioner:

Fonseca Guimaraens Vintage 1967: Lys teglrød med helt klar kant. Jordbær, ribs og lidt mørke bær i næsen, på en gang frisk, elegant og dejlig modnet. I munden delikat med røde bær, ok men ikke høj syre, dog balanceret og medium lang hale med lidt bid i. Stadig levende, men nok ikke med mange år foran sig (91).

Fonseca Guimaraens Vintage 1976: Mørk rubin, forholdsvis tæt med rød kant. Solbær og andre mørke bær, lidt tobak og lakrids samt lidt krydderurt. Intens i munden med godt med frugt og mørke bær, fyldig krop, godt krydret, god balance samt en lang og meget krydret hale (90).

Fonseca Guimaraens Vintage 1978: Lys teglrød med transparant kant. Underlig næse med lidt kirsebær og andre røde bær, æblemost og lidt sæbe. Tynd på frugt, let, ok syre men meget uharmonisk (84).

Fonseca Guimaraens Vintage 1984: Rødbrun, lys kant. Dejlig ekspressiv næse med røde bær. Fin og blød i munden, bær, lidt træ og en smule lakrids, elegant, men også med fint syrebid, i anden omgang et kraftigt krydret bid (90).

Fonseca Guimaraens Vintage 1986: Lys teglrød. Lidt diskret og støvet næse med jordbær og lidt krydderier. Jordbær og andre røde bær, god syre, men savner lidt frugt og krop, nok på vej ned og ud (88).

Fonseca Guimaraens Vintage 1987: Rubinrød. Ikke så ekspressiv og lidt underlig i næsen, savner frugt. Ok i munden med godt med frugt, krydret karakter, godt med tanniner og lang hale. Lidt tendens til skævhed, men dog ikke decideret fejl (87).

Fonseca Guimaraens Vintage 1988: Rubinrød med lys kant. Lidt stram i næsen med godt med røde bær, blommer og en smule lakrids. Ok fylde i munden, lidt bid (89).

Fonseca Guimaraens Vintage 1991: Flot rubinrød med lys kant og mørk kerne. Masser af frugt, røde bær, cassis, en smule kemisk præg. Pænt med frugt og pæn hale med syresvip (89).

Fonseca Guimaraens Vintage 1995: Mørk rubin, mørk kerne og lidt lys kant. Brombær, cassis og en smule frugtgrød i næsen. Kraftig og intens i munden, godt med frugt, lidt mørk chokolade, fin krydret, god balance samt pænt med tanniner til et videre liv (91).

Fonseca Guimaraens Vintage 1996: Rubinrød, intens med lys kant. Dejlig aromatisk med kirsebær og andre røde bær. Rimelig rund i munden, men ikke så intens, savner lidt frugtfylde (89).

Fonseca Guimaraens Vintage 1998: Mørk rubin, rød kant. Fin næse med mørke bær, brombær og god frisk frugt. Dejlig rig på frugt i munden, røde bær, krydret bund, gode syre og balance, stadig med bløde tanniner samt lang hale med bid (90).

Fonseca Guimaraens Vintage 2001: Mørk rubin, mørke kerne, lys kant. Krydret og intens næse med mørke bær, brombær og solbær og lidt lakrids. Fyldig og rimelig potent i munden, godt med frugt og mørke bær, ok med bløde tanniner, fint potentiale (91).

Som det gerne skulle fremgå af noterne, var niveauet – ses bort fra enkelte vine – pænt fint uden dog at være prangende. Enkelte deltagere udtrykte da også lidt skuffelse, da de havde sat næsen op efter mere.

Årgang 1967 overraskede positivt og viste, at den hurtigere modning i al fald ikke generelt er ensbetydende med et kort liv. Det samme sås ved den virilitet og ungdommelighed, som Vintage 1976 udviste. Vintage 1978 derimod var enten færdig generelt, med fejl eller flaskerne havde været dårligt opbevarede. Jeg var gavmild på aftenen og gav 84 point, men den skulle nok have haft betydeligt mindre.

1984 er også stadig en flot vin, mens det kneb lidt for de senere udgaver i 80´erne. Endelig må det siges, at vinene fra 90´erne og senere står ganske flotte og med fine potentialer, så de er så afgjort værd at købe, når man har muligheden.

Der blev som vanligt afgivet karakterer fra deltagerne efter smagningen. Her var der lidt flaskevariation, men afstemningen gav følgende Top 5:

1. Vintage 2001 (92)
2. Vintage 1995 (90,92)
3. Vintage 1986 (90,88)
4. Vintage 1967 (90,65)
5. Vintage 1991 (89,92)

Food Trodden – dejlig ny bog om portugisisk vin

Har du besøgt Douro under høsten i efteråret, er du måske blevet indbudt til at hoppe op i det gamle granitlagar på quintaen og hjælpe med at fodtræde druerne, som senere skal blive til portvin.

Fodtrådt, ”Food Trodden”, er netop titlen på en ny bog om portugisisk vin, skrevet af Simon J Woolf og Ryan Opaz – og med fotos af sidstnævnte. Og lad det være sagt med det samme. Er man som jeg vild med autentisk portugisisk vin, er bogen en stor fornøjelse at læse.

I lagaren på Quinta do Vesúvio

I Simon J. Woolfs forord bliver bogens udgangspunkt og formål formuleret som et forsøg på at besvare spørgsmålet: Hvorfor påskønner den vinelskende verden portugisisk så lidt? Tro mig. Det samme spørgsmål har jeg også ofte stillet mig selv, selv om de senere år dog har bragt langt større og velfortjent international anerkendelse.

I første kapitel er afsættet vinfestivalen Simplesmente Vinho, som blev etableret i 2013 af Mateus Nicolau de Almeida og João Roseira fra Quinta do Infantado. Sidstnævnte har siden været primus motor i den årlige festival, der finder sted parallelt med den store og mere strømlinede og kommercielle vinfestival Essencia do Vinho i Porto. Dermed signaleres det også, hvad det er for en del af den portugisiske vinscene, som forfatterne dedikerer sig til. Som de selv formulerer det om festivalen:

”Like a movie trailer, it tantalised with the promise of things to come. And it heralded the start of a new age for Portuguese wine: one that would be more uncompromising, more diverse and more exciting than anything that went before.”

Filipa Pato på Simplesmento Vinho 2018

Vi taler om såkaldt ”handcrafted” vin fra primært små uafhængige producenter og boutique-wineries med fokus på minimal indgriben og f.eks. økologi og biodynamik. Vi snakker om winemakere, der går deres egen vegne, er innovative, har fokus på oprindelige druesorter og terroir og sværger til gamle traditioner, men i en moderne kontekst.

Foruden at fortælle om Simplesmente Vinho er første kapitel såvel historisk som kulturelt funderet. Her berettes om Marquis de Pombal og demarkeringen af Douro, om Salazartiden og de mange statsejede kooperativer, om det nærmest uoversættelige begreb saudade og fadosang, om gamle blandede vinmarker, vinha velhas, og fodpresning af druer i lagares.

De efterfølgende kapitler har fokus på de mest kendte regioner: Vinho Verde, Douro, Dão, Bairrada og Alentejo samt mindre kendte eller lidt glemte regioner som Colares og Madeira. Særligt interessant er beretningen om traditionen med talhas i landsbyen Vila Alva i Alentejo – såvel på mikroniveau, hvor en enkelt lerkrukke er i brug bagerst i garagen, som den nye bølge og de større producenter, der har genoplivet traditionen.

 Francisco Figueiredo fra Adega Regional de Colares i vinmarken i Colares

Vi møder såvel yngre som mere erfarne winemakere som Vasco Croft, Rita Ferreira Marques (Conceito), António Madeira, Álvaro Castro, Filipa Pato, Francisco Figueiredo (Colares), Oscar Quevedo og Pedro Marques. Men selv om bogen koncentrerer sig om de mindre og uafhængige producenter, fortælles også om kommercielle brands som Aveledas Casal Garcia og Sograpes Mateus Rosé, om vindynastier som Symingtons, Guedes, Soares Franco og Blandys og om storproducenter som Sogevinus og Esporão.

Bogen er ikke bare en hyldest til gamle traditioner og den alternative vinscene. Den problematiserer også aspekter i den portugisiske vinbranche som f.eks. den rigide Beneficio i Douro og anden form for bureaukrati i vinlovgivningen, hvor udmærkede vine ikke opnår regional godkendelse på grund af de stramme regler:

”The rules, regulations and stylistic requirements that once helped drive quality now stifle innovation and diversity in winemaking and wine styles. Worse yet, they alienate some of Portugal´s most innovative winemakers from the organizations which supposedly exist to support them.”

Der er også et kritisk blik på trafficking med billige arbejdskraft og på mainstreamvine fra Alentejo, for som det hedder om Alentejo:

”Your endless dusty plains are punctuated with gleaming stainless-steel tanks, massive wineries offering up robust red wines hewn from imported cultivars and irrigated vines. No-one stops to mention that your parched savannahs might be better suited to cork or olive trees.”

Trods det velmente og nok også sandfærdige kritiske blik, er bogen som nævnt indledningsvis en stor opfordring til at interessere sig mere for portugisisk vin og samtidig en kærlighedserklæring til landet, befolkningen, kulturen og traditionerne. Det er skøn, inspirerende og flot illustreret læsning.

 

Simon J. Woolf og Ryan Opaz: Food Trodden – Portugal and the wines that time forgot”. Interlink Books 2021, 257 sider.

 

Læs mere om Simplesmente Vinho her.

PS: Ses bort fra bogens titelblad er ovennævnte mine egne fotos og derfor ikke sammenlignelige med Ryan Opaz smukke billeder i bogen.

Dona Otília – arven efter bedstemor

 De smagte vine er sponseret af producent og importør

 

Når man tænker på portvinens popularitet herhjemme, kan det ikke andet end vække glæde, at der med jævne mellemrum dukker nye mærker op. Det er godt for bredden og variationen. Og det må også være godt for de mindre importører, som derved sikres bedre muligheder for at få deres eget spændende brand.

Dona Otília er forholdsvis ny på markedet, da mærket først blev lanceret i 2015. Bag står Otília Timoteo, som er 3. generation af vinproducenter i familien. Og nej. Mærket er ikke opkaldt efter hende selv, men ligesom hendes eget navn en hyldest til bedstemoren.

”Min bedstemor Otília var visionær og højt respekteret i landsbyen, hvor hun boede. Hun elskede jorden, vinmarkerne og det at lave vin og blev altid kaldt for Dona Otília. Desværre døde hun som ung. I 2015, da jeg var samme alder, lancerede jeg Dona Otília som en hyldes til hende og for at forsætte arven efter hende og hendes passion for Douro,” fortæller Otília Timoteo og fortsætter:

”Vi har pligt til at videreføre arven fra Douro. Vi må fortsætte med at lære vores børn kærlighed til jorden, bevarelse af vores økosystem og biodiversiteten og viderebringe vores skat, portvinen, fra generation til generation.”

Inden da blev halvdelen af druerne fra familiens vinmarker brugt til at lave bordvin under navnet Timoteo´s Vinhos og den anden halvdel solgt som bulkvin. Men der blev dog også lagt portvin til side i kælderen, hvorfor der nu er en del ældre fade, som kan benyttes i produktionen.

”Dona Otília blev født af en drøm om at lave store vine og udbrede dem til verden. Jeg er født i en familie, der har produceret vin, og selv om jeg siden fik mit professionelle virke andre steder, har jeg altid haft en drøm om at vende tilbage og lave vin,” fastslår hun.

Familien Timoteo ejer tre Quintaer, som alle er beliggende i Baixa Corgo i baglandet bag Regua: Quinta de São Martinho med 17 hektar, Quinta de Currais med 12 hektar, Quinta do Pisco med 9 hektar samt yderligere fire hektar med gamle vinmarker i Sanhoane.

Det tre Quintaer ligger tæt ved hinanden, men i forskellige højder og mikroklimaer. På Pisco er 80 % f.eks. hvide druesorter som Viosinho, Cercial, Malvasia Fina, Gouveio, Rabigato, Códega, Fernão Pires og Arinto, mens resten er en gammel mark med røde druer - såkaldt Vinhas Velhas. Currais og São Martinho ligger ved Corgo-floden og er tilplantet med Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinta Barroca, Tinto Cão og Sousão. 70 % af druerne bruges til bordvin, resten til portvin.

Porteføljen er bred af så ungt et brand at være. Hvidvin, rødvin, rosé og espumante. Og for portvinens vedkommende almindelig Ruby, LBV og Vintage, Pink Port, almindelig Tawny, Tawny Reserva samt 10, 20, 30 og 40 års samt Colheita og endelig almindelig hvid portvin og hvid portvin med 10, 20 og 30 år på bagen.

”Vi lavede vores første hvide portvin i 2015, og i 2018 fulgte vi så op med 10, 20 og 30 års. De tilføjer prestige til brandet, og gør os i stand til at nå nogle nichemarkeder. Og så elsker vi hvid portvin,” forklarer Otília Timoteo.

Blandt markederne er Danmark, som må siges at have taget hvid portvin med alder til sig, men også Tyskland, Holland, Brasilien, Luxemburg og Frankrig. Dona Otília blev lanceret i Danmark allerede i 2018 af den nuværende importør, som oplyser, at det bl.a. var attraktivt, at de kunne tilbyde helt op til 40 års Tawny.

Jeg smagte hele serien af hvid portvin med alder, tawny med alder samt et par LBV´er og to Vintage vine. Vinene blev smagt over to dage og ved lidt forskellige temperaturer.

Generelt kan siges, at vinene er lidt til den søde side, men ikke overdrevet og fint balanceret med syre. Nydes de mere eller mindre afkølede, dæmper det sødmen lidt, men det er selvfølgelig en smagssag. De hvide portvine med alder imponerede især på førstedagen, hvor de var rimeligt afkølede, mens de ved lidt højere temperatur havde vel meget sødme og mere markante noter som kokos og vanilje. De fire Tawny med alder var derimod alle klart mere ekspressive på andendagen og kan altså have brug for lidt tid eller luft.

LBV og Vintage var ganske fornuftige. Jeg har tidligere være en del forbeholden overfor Vintage fra mindre og nye producenter, som selvsagt ikke har den samme bredde at trække på, hvad angår vinmarker, som de helt store spillere. Men de senere år, synes jeg, at kvaliteten er klart forbedret hos flere af dem, og Dona Otília får mig ikke på andre tanker.

 

Dona Otília LBV 2014: Blend af 45 % Touriga Franca, 25 % Touriga Nacional og 30 % fra gamle vinmarker. Granatrød, medium intens, lys kant. Lidt støvet næse med kirsebær, jordbær, frugtgrød og lidt tobak, kakao og krydderier. Afrundet og modnet i munden med god frugt, jordbær og andre røde bær, lidt solbær, fin syre, til den søde side. Mere balanceret på andendagen (88).

Dona Otília LBV 2016: Blend af Tinta Roriz, Touriga Franca, Touriga Nacional og Tinto Cão. Mørk rubin, lilla kant, næsten uigennemsigtig. Intens næse med solbær, brombær og blommer samt lidt frisk frugt. Kraftfuld med masser af frugt og bær, solbær og ribena, sød, fin balance, pænt med bløde tanniner, tør hale. Fin og rimelig kompleks LBV med pænt potentiale (89).

Dona Otília Vintage 2016: Blend af Touriga Nacional og Touriga Franca. Mørk rubin, lys lilla kant, intens, næsten uigennemsigtig. Solbær, brombær, violer, lidt mokka og mørk chokolade samt lidt balsamico i næsen. Mørke bær, lidt urter og mynte, høj syre, fint med bløde tanniner, god balance, lang hale med tørre tanniner. Ok tilgængelig og åben lige nu, men også med pænt potentiale (91).

Dona Otília Vintage 2017: Blend af Touriga Nacional og Touriga Franca. Mørk rubin, næsten sort med mørk lilla kant, intens og uigennemsigtig. På førstedagen lidt lukket næse med frisk primær frugt og mørke bær, på andendagen mere ekspressiv med solbær og cassis. Solbær og andre mørke bær, lidt mokka, kakao, mynte og urter, god struktur og kompleksitet, lang pebret og krydret hale. Brug for tid, men med flot potentiale (92).

Dona Otília 10 års hvid: Blend af Códega, Cerceal og Viosinho. Lys orangebrun, gylden, lys kant. Frisk næse med tørrede abrikoser, lidt nødder, citrus og honning. Frisk med god struktur, abrikos, mandel, honning og blomster, halvsød med fin balancerende syre, elegant stil, medium hale. Bør nydes afkølet (89).

Dona Otília 20 års hvid: Blend af Códega, Cerceal og Viosinho. Lys ravfarvet, orange kant. Ekspressiv næse med marcipan, lidt valnød, karry, vanilje og muskatnød. Intens og fyldig i munden med honningristede mandler, tørrede frugter og mandel, fin fedme og struktur, god balance og ok kompleksitet, lang hale med lidt syrebid. Et fint glas, der bør nydes afkølet (92).

Dona Otília 30 års hvid: Blend af Códega, Cerceal og Viosinho. Mørk ravfarvet, næsten tawnybrun. Ekspressiv og intens næse med tørrede frugter, figner, abrikos og mandel. Cremet og kompleks i munden med dejlig blød og indbydende tekstur, appelsinskal, mandel, tørrede frugter, honning, elegant og med flot balancerende syre, som temperaturen stiger dog med lidt vel dominerende fadnoter som vanilje og kokos En lækkert glas, når det nydes let afkølet (94).

Dona Otília 10 års tawny: Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca. Rødbrun kerne, lys kant og orange skær. Lidt røde bær, mandel og blomster i næsen. Let i munden med høj syre, begyndende fadnoter som hasselnødder og tørrede figner samt lidt vanilje, pænt krydret, lidt bid i halen (89).

Dona Otília 20 års tawny: Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinta Barroca og Tinto Cao. Mørk ravfarvet, lys kant, orange skær. Diskret, men elegant næse på førstedagen med mandel, tørrede figner, appelsinskal og lidt kokos, vanilje og karry, efterfølgende meget mere ekspressiv og intens. Tørrede figner, nødder, marcipan, lidt vaniljesødme og en anelse røgede noter, god balancerende syre, såvel fyldig som elegant, krydret eftertone (92).

Dona Otília 30 års tawny: Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinta Barroca, Tinto Cao. Mørk ravfarvet, flot orange skær. Hasselnødder, tørrede figner og abrikos, valnød og muskat. Rimelig fyldig og intens med nødder, mandel, tørrede figner og behersket vaniljesødme som modsvares af høj syre og friskhed, let cremet, men elegant og med lang hale (93).

Dona Otília 40 års tawny: Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinta Barroca, Tinto Cao. Lys tawnybrun, med lys grønorangekant. Hasselnødder, valnød og lidt balsamico og honningsødme. Fin viskositet i munden, let cremet med appelsinskal, tørrede figner, nødder, god fylde, lidt balsamico og lang vedholdende hale. Delikat (95).

 

Dona Otília forhandles af Portvino